Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə47/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   43   44   45   46   47   48   49   50   ...   221

Fume (u’), m. 1) Forvirring (?). “Faamaa” findes anført fra Gbr. – 2) en Taabe, Stymper. Fumme (el. Fomme), Smaal. Nordl. I Hall. Faame (= Tull, Tufs).

fumeleg (u’), adj. taabelig, dum. “fommeli”, Smaal. Rom.

fumen (u’), adj. ubehændig, keitet. Hard.

Fuming (u’), m. Taabe, Stymper. Helg.

fumla, v.n. famle, gramse efter noget (?). Hall. Jf. Sv. fumla; Eng. fumble.

fumutt (u’), adj. taabelig, tosset. “fommatt”, Helg.

Fund, m. Fund, noget som er fundet. Sdm. (sjelden). I Hall. “Funt”, om fundet Gods. Hertil Fundar-løn, f. Findeløn. “Funnaløn”, Ork. (Isl. fundarlaun).

Funder, n. s. fundra.

[fundera, v.n. grunde, gruble.

fundra, v.n. sysle med noget i Stilhed; ogsaa lure, liste. “Han fundra se av”: listede sig bort. Sdm. Hertil Funder (Fundr), n. Udflugt, Paafund.

fundvis (ii), adj. nem til at finde eller opdage noget. Nodre Berg. sædvanlig udtalt funnviis. G.N. fundvíss.

fung, en Form af et Verbum (formodentl. faa), i Betydn. kunde; f. Ex. “I fung ikkj’ vaattaa dæ” (jeg kunde ikke vide det). Snaasen. I Namd. “fing”, omtr. som: fik. I Valders forekommer “funge” som Konjunctiv af fekk (fik).

Funn, Gaver; see Forn.

funnen, part. funden, s. finna.

Funt, m. Font, Døbe-Kar. G.N. funtr, af Lat. fons, dvs. Kilde.

Funt, Græsart, s. Bunt.

funtad, adj. døbt, baaren til Daaben.

Fur, m. Skynding, Hast; s. fura.

Fura (u’), f. Fyr, Fyrretræ. Afvig. Furu, Østl. Fora (o’), Helg. Foraa, Foro (o’), Ndm. Østerd. G.N. fura; Sv. fura, furu; i tydske Dial. Föhre; Eng. fir. Jf. Fyre og Toll. – Hertil: Furebar, n. Fyrrekviste. Furekongul, s. Kongul. Furekvaada (-koda), s. Kvaada. Furelav, n. Lav eller Mos paa Fyrretræer. Furemo, m. en Flade med Fyrreskov. Furerot, f. Fyrrerødder. Fureskog, m. Fyrreskov. Furestokk, m. Fyrrestamme, osv.

fura (uu), v.a. (ar), 1) gnide, skubbe, støde. Nordl. (Sv. Dial. fura). – 2) drive, føre afsted med Kraft, eller i en Hast. Sdm. og fl. ogsaa i Nordl. Fura i Hop: samle i en Hast, rive noget sammen. Fura i seg: sluge, æde med Graadighed. Fura paa: drive dygtigt paa, skynde sig. Jf. furt (= fort). Hertil Fur, m. og Furing, f. Skynding, Hast. Ogsaa i en fremmed Form “Furamente”, f. Sdm.

fura, s. furda. – furast, s. furdast.

furda, v.n. (ar), 1) see paa noget med Nysgjerrighed, el. med stor Opmærksomhed. “fura”, Hard. “fule” (m. tykt L), Hall. Jf. daafurda. – 2) undres, forundre sig. Hard. Ellers i Formen furdast, “furast”: forundres, forbauses. Shl. og fl.

Furda, f. 1) Forundring; ogs. Nysgjerrighed. Hard. Rbg. (Fura). – 2) et Under, en forunderlig Ting. Shl. Rbg. (I Sæt. ofte i Fleertal “Furo”). G.N. furda, som ogsaa betyder Tegn eller Varsel; jf. faara, forka.

furdeleg, adj. forunderlig, forbausende. Shl. (fureleg), Tel. (furuleg). G.N. furdulega, adv.

furden, adj. nysgjerrig, meget opmærksom. Hard. (furen).

Furding, f. nysgjerrig Betragtning (Furing).

Fureflas, n. et Navn paa Egernet. Tel. Jf. “Furu-lus”, f. om en meget liden Skovfugl. Gbr.

fureleg, s. furdeleg. Furing, s. fura.

Furk, m. en tyk og fyldig Karl. Sdm. Gbr. I Hall. Fork (Førk), som egentl. er en tyk Skav eller Kjæp. (Sv. Dial. furkig: tyk: Rietz 172).

furkunn, s. forkunn.

furt (uu), hurtigt; s. fort.

Furt, m. 1) Anfald af ondt Lune; Fortrydelse, Uvillie. Han fekk ein Furt. B. Stift. – 2) En som let bliver fornærmet.

furta, v.n. (ar), blive stødt eller fornærmet; vise Tegn til Fortrydelse, især ved at trække sig tilbage, tie stille, eller holde sig borte. Maaskee alm. I svenske Dial. furra. Jf. firra. (Isl. firta, Fortrydelse. Haldorson).

Furtekove (o’), m. i Spøg, om et afsondret Værelse, hvori man er fri for Selskab.
(Jf. Fr. boudoir).

furteleg, adj. fornærmelig, som man kan blive stødt over. Tel.

furten, adj. 1) stødt, fornærmet. 2) vranten, som let bliver fornærmet.

Furting, f. Fortrydelse, Ærgrelse.

Furæme, s. Tyrhjelm, Torhjelm.

fus (uu), adj. villig, tilbøielig, lysten; ogsaa: fyrig, ivrig. Mest brugl. i de sydlige Egne. Afvig. fos (oo), Toten. G.N. fúss. Jf. framfus, heimfus, sjaafus, kappfus, hoggfus. (I Østerd. betegner “fus” især: geil, parrelysten). Jf. fysa.

fusa, v.n. haste, skynde sig (?). Nordl.

Fusk (u’), n. 1) Fuskerie, Forfalskning. (Jf. G.N. fox). 2) Fuskerarbeide.

fuska, v.n. (ar), fuske, arbeide daarligt; ogsaa: bruge Kneb eller Svig. Hertil: Fuskar, m. Fuskarverk, n. Fusking, f.

Fuskegras, n. visnet Græs. Smaal.

Fusleike, m. Villighed, s. fus.

Fusse, m. 1, en liden Kulmile. Kolfusse, Østerd.

Fusse, m. 2, en Landstryger, Skøier. Trondh. Nordl. Ogsaa om Tusser eller Jætter.

fust (uu), adv. ivrigt, fyrigt, med Lyst; ogsaa: stærkt, heftigt. S. fus.

Fut (uu), m. Foged. Nogle St. Faut (Gbr. og fl.). Allerede i G.N. fogute, fogete, ligt G.T. fogat, voget, af et Lat. vocatus (advocatus). – Hertil Futerike (kj), n. Fogderie. (Jf. Fylke).

futla, v.a. binde med Fodlænke (Futul): Opdal. (Jf. fjetra).

Futu (Kar), s. Fota (o’).

Futul, m. Fodlænke, Hilde (især af Jern), til Heste. Ork. Opdal. Ellers kaldet Fytel, Guldalen; Fitel (i’) og Fikjel. Gbr. Stærkt afvigende fra G.N. fjöturr.

fy, interj. fy! (jf. T. pfui, Fr. fi). Hertil: fya, v.n. (ar), yttre Afsky, sige “fy”. Jf. fyna.

Fydde, for Fylla, s. Filla.

fye, el. fygje, v. s. fylgja.

Fygle (y’), n. et flagrende Væsen; oftest om et uroligt Barn (Pigebarn). Hall. Egentl. Fugl el. Fjæderkræ. Jf. Ufygle og G.N. illfygli.

Fygsel, s. Fylgsl.

fyk, s. fjuka. – Fyk-upp, m. Benævnelse paa en hastmodig Person.

fyken (kj), adj. 1, let, rask, hurtig. Nhl.

fyken (kj), adj. 2, muggen, lidt raadnet. Opdal. Jf. Fuk.

Fyl (y’), n. et Føl. (Jf. Fole og Fylja). G.N. fyl.

fyla (y’), v. s. fylja.

fyla (yy), v.n. (er, te), smile haanligt, el. af Ondskab (Fuulhed). Hall. – Noget afvigende herfra er: fylast, v.n. 1) skamme sig, blues. Hall. Gbr. (Jf. fyna). 2) blive hidsig el. bister (= ylmast). Indh. (Sparbu). S. ful.

Fyla, f. 1) Hidsighed (hos Dyr); især Brunst, Kjønsdrift. Shl. (Af ful). – 2) Frækhed, Skamløshed. Nfj. (?). – 3) Skrab, uduelige eller ubetydelige Ting. Tel.

Fylblom (y’), Plante: Apargia. Jæd.

fyleg (el. fyl-leg), adj. skamfuld. Gbr. I Hall. fylen.

fylfull (y’), s. fyltung.

Fylgd, f. Følgeskab, Ledsagelse. (Udt. Fylld, Føld). G.N. fylgd. Halda Fylgdi (Fyld’a): holde Skridt med en anden, fare lige hurtigt. B. Stift.

fylgja, v.n. og a. (er, de), 1) følge, komme efter, gaae med. Nogle St. med Dativ, f. Ex. fylgja Foreldrom; han fylgde Systrom. G.N. fylgja. (Ang. folgian, fylgian; Ght. folgen). Særskilt om at fremdrive Tømmer (Trælast) paa en Elv (= flota, fløyta). Rbg. (her udtalt fygje). – 2) gaae i samme Retning, fare efter eller langs med. Fylgja Landet (reise langs Stranden). Fylgja Storvegen o.s.v. Figurlig: rette sig efter, lyde, holde sig til. – 3) henhøre til, høre sammen med. Det skal fylgja Garden, Buet, Ætti, o.s.v. – Ved Siden af Ordets regelrette Former (fylgjer, fylgde, fylgt, og Imperativ fylg) findes et Par store Afvigelser, nemlig a) fyl (fyl’e), fylde, fylt, med Impr. fyl (y’), i Berg. Stift; og b) fygje(r), fygde, fygt, med Impr. fyg, i Rbg. og Tel. I Valders findes desuden Former med u (fulgje, fulde). – Lignende Afvigelser har den reflexive Form fylgjast, dvs. følges ad, gaae sammen; ogsaa: holde Skridt (Takt, Samspil). Nogle St. fylgjest (fylst), fyldest, ha’ fylst; i Tel. fygjest (fyes), fygdest, fygst. Det fylgjest aat: de Ting følges ad.

Fylgja, f. 1) Følge, medfølgende Ting; s. Heimanfylgja. Uegentlig: Følger, paafølgende Omstændigheder; Virkning. – 2) en Medfølger, Ledsager; f. Ex. om Brudesvende. “Fygja”, Lister (Kvinesdal). Ogsaa: medfølgende Genius, Skytsaand, Skytsengel. Søndenfjelds. Nogle St. fylgje, n. Hall. Voss. G.N. fylgja. – 3) en Række, Rad; især om en flydende Tømmerdrift i en Elv. Sæt. (udtalt Fygje, Fye).

fylgjande, adj. 1) følgende. 2) værd at følge.

Fylgjar, m. Medfølger; Efterfølger.

fylgjast, v.n. s. fylgja.

Fylgje, n. 1) Ledsagelse, Medfølgen. Halda Fylgje: gaae sammen, holde sig sammen. G.N. fylgi. – 2) et Følge, Selskab. Afvig. Fygje, fye, Tel. Rbg. – 3) Skytsaand, s. Fylgja.

fylgjefør, adj. skikket til at følge, dygtig nok til at være med, f. Ex. paa en Reise. I Hall. fylgjesfør. Hedder ogsaa fylgjesbyrg.

fylgjelege, adv. følgelig. (Lidet brugt).

fylgjesam, adj. tilbøielig til at følge.


Fylgjesmann, m. 1) en Ledsager; ogsaa Ledesvend, Brudsvend. 2) en Tømmerflaader. “Fygjismann”, Sæt.

Fylgjesvein, m. Følgesvend.

Fylgjing, f. 1) Efterfølgelse. 2) Tømmerdrivning. “Fygjing”, Sæt. jf. fylgja.

Fylgnad, m. Følgen, Efterfølgelse. (Sjeld.).

Fylgsl, f. Hævd, Brugsret, især til Jord. “Fygsel”, Tel.

fylja, v.n. (ar), følle, faae Føl; om en Hoppe. Tel. Mere alm. fyla (y’); nogle St. fola (o’).

Fylja, f. Hoppeføl, en ung Hoppe (= Ungmerr). Shl. Jæd. Rbg. og fl. (Jf. Fole). G.N. fylja. Ogsaa i svenske og danske Dial. Fylja, s. fylgja. Fylje, s. Fylgje.

Fylke (y’), n. et større Landdistrikt, omtrent som Fogderie. Bekjendt fra ældre Tider (G.N. fylki), men ellers ikke benyttet. Hertil Navnet Ryfylke (for Rygjafylke).

fylkt, maaskee: færdig, opstillet (?). I en gammel Vise, s. Landst. 171. Jf. G.N. fylkja, opstille i Slagorden, i “Fylking”.

Fyll, f. Fyld, Udfyldning i et tomt Rum; et Lag af Gruus paa en ny Vei, o.s.v.

fylla, v.a. (er, te), 1) fylde, opfylde (et Num). Af full. Afvig. fydla: i Sæt. fydde (dog med Imperf. fyllte). G.N. fylla. – 2) udfylde, fuldstændiggjøre. Fylla Talet. – 3) behefte, befænge med noget. Fylla upp Klædi med Loppor. Fylla seg: drikke sig fuld. Ellers i Formen fyllast: blive fuldere, el. opfyldt.

Fylla, f. 1) Fylde, det at noget er fuldt. – 2) Opblæselse i Indvoldene; Trommesyge. – 3) Fylderie, Drukkenskab. – Om et andet Fylla s. Feld og Filla.

Fylleholm, i Talemaaden “fara til Fylleholmen”: gaae til et Drikkelag. Sogn og fl.

Fyllekopp, m. Drukkenbolt. Oftere: Fyllebytta, f. ogsaa Fyllefant, m. og fl. I Vald. Fyllestake, om En som “stakar” (raver) af Drukkenskab.

Fyllekumar (u’), m. et Slags Insekt-Larve, hvorom see Strøm’s Søndm. Beskr. 1, 169.

Fyllelag, n. Sviregilde.

Fylleskap, m. Fylderie; Fuldskab.

Fyllestaak, n. Støi af fulde Folk.

Fylling, f. 1) Fyldning; Udfyldelse. 2) Noget som tjener til at fylde med. 3) Fylding, indfældede Ruder eller Skiver, f.Ex. i en Dør.

fyllug (el. fyllig), adj. fyldig, tyk, drøi.

Fylmerr (y’), f. en drægtig Hoppe.

Fylrova, f. Padderok, Eqvisetum. Hard.

Fylskotning (y’), m. ufuldbaaret el. dødfødt Føl. Hall. “fylskoten” (o’), adj. om en Hoppe, som har aborteret.

fylstinn, s. fyltung.

Fylsunge (gj), m. et lidet Føl.

fyltoggen, adj. om en Hoppe, som har Patteføl og derfor er noget udmagret. Brugt i Femininform: fyltoggi, -toggja, B. Stift.

fyltung, adj. drægtig, som gaar med Føl. Hedder ogsaa: fyldiger, Trondh. fylstinn, Østl.

fyna, v.a. (er, te), skamme, skjende paa (især Dyr, f. Ex. Hunde). Nordre Berg. – fynast, v.n. skamme sig, blive skamfuld. Particip fynt: skamfuld, som efter en Tugtelse. “Gaa som ein fynt’e Hund”. Sdm.

fyna, v.n. = vina, viva, fivla. Østerd.

Fynd, f. Fynd, Kraft, Eftertryk; især i Ord eller Tale. Hører vel nærmest til Fund (jf. Sv. fyndig: opfindsom), men staar ogsaa nær ved det gamle fyrnd, dvs. gammel Brug; el. den gamle Tid. Til dette sidste hører: Fyndar-gard, m. en gammel forladt Gaard. (Faye, N. Folkesagn, 39). Fyndarhus, n. gammelt forladt Hus. (Kraft, Norges Beskr. 2, 554).

fyndarleg, adj. fyndig; ogsaa: fornøielig, artig, interessant. Sdm. (fyndaleg’e).

fyndig, adj. fyndig, kraftig.

Fyndord, n. fyndige, betydningsfulde Ord.

Fynne, s. Fyrne. fynt, s. fyna.

Fynta, f. Finte, Puds. Nordre Berg.

Fyr (y’), s. Fyrd.

Fyr (yy), m. 1, Karl, Mandsperson (især fremmed). Ogsaa svensk og dansk. Jf. G.N. fírar, Mænd; Ang. firas.

Fyr (yy), m. 2, 1) Ild; helst om en stor Ild, et Baal. Faa Fyren paa: faae det til at brænde friskt. G.N. furr (?); jf. Ang. fýr; Ght. fiur. – 2) en Strandlygte; et Fyrtaarn. – Hertil nogle Sammensætn., som dog klinge som fremmede: Fyrstaal, n. = Eldstaal. Fyrstikka, f. Tændestikke. Fyrteiste, m. = Eldteiste.

fyra, v.a. (er, te), svide eller rense med Ild; gjennemsvide et nyt Kar. Fyra ei Tunna. Ogsaa v.n. fyre, skyde; ligesaa om at ilde stærkt.

Fyra (y’), f. tørre Banker i en Aabred el. et Elveløb. Fyru, Gbr. Ogsaa Firu (i’), Solør. Falder sammen med Fjøra.

Fyrd (y’), m. (Fl. Fyrder), Fjordboer. Sdm. og fl. i Formen Fyr (y’); især som Navn paa Indbyggerne af Nordfjord og Søndfjord. G.N. Firdir (N. L. 1, 104).

Fyrdska, f. Kvinde fra Fjordene (Nordfjord eller Søndfjord. Sdm. (Fyrske). Nærmest af et Adj. fyrdsk.

Fyre (y’), n. 1) Fyrreved, især om fedt Træ til at tænde Ild med (= Tyre). Mandal. (Nogle St. Fyra, f.). – 2) Fyrreskov? G.N. fyri (Egilsson). I Sverige fyre, fere (Rietz 172). Af Fura. Forudsættes i adskillige Stedsnavne som: Fyresdal, Fyrestrod (Førestraa), Fyreland. – Om et andet Fyre (y’), s. Fjord.

fyre (y’), præp. og adv. for. Lyder tildeels som føre, og ubetonet: før, fy’, fø (Hard. Voss); ogsaa: firi (Ork.), fere (Vald.), og ubetonet: fe (Tel.); i visse Stillinger ogsaa: for (Rbg. Tel. Gbr. Ork.). G.N.
fyrir, fyri; ogsaa firir, firi. Sv. för, före. – Ordet bruges i flere Betydninger, deels med Dativ, deels med Akkusativ. Saaledes: A, med Akkusativ. 1) frem for (et vist Punkt), ud for, paa Høiden af; ogsaa: ud fra, forbi. Setja Staven fram fyre Føterne. Dei komo nord fyre Holmarne. Koma upp fyre Bakken. – 2) for (før), i Tiden forud for. Fyre Dag (dvs. førend det er blevet lyst). Fyre Helgi. Fyre Slaatten o.s.v. Hvor der tales om et Tegn eller Varsel forud for en Begivenhed, bruges dog “fyre” med Dativ; f. Ex. Det var fyre Dauden (Dauda) hans; fyre Feigdi (Feigdenne) o.s.v. – 3) for et Omfang af, en Tid af. Det gjeld fyre heile Riket. Fyre desse faae Dagarne. Fyre fem Aar. Saaledes ogsaa: fyre Aaret, fyre Vika: ein Gong fyre Dagen. – 4) til Gjengjeld for, til Løn (eller Straf) for. Det fekk han fyre Umaken. Eg fær ei Mark fyre desse Fiskarne. Ogsaa: til en Priis af. Han selde det fyre ein Dalar. – 5) i Egenskab af, lige med, som. Tena fyre Stalldreng. Han tok det fyre god Vara. Dei ero haldne fyre rike Folk. – B, med Dativ (i de Dial. som have Dativformer). 6) fremme for, i Rummet foran (ved en Forbliven paa Stedet, forskjelligt fra No. 1, ovenfor). Det laag midt fyre Fotom. Me kvilte utfyre Holmom. Jf. hava fyre seg: have fore, bestille. – 7) i Nærværelse af, med Henvendelse til. Lesa fyre Presten. (I Dial. Preste, Prest’a). Dei hadde klagat fyre Foreldrom. Han gat inkje fyre meg. – 8) i Forhold til (= aat). Det var for stort fyre honom. D’er myket fyre ein Mann. Især med Hensyn til Lethed eller Bekvemhed for En. Det var trongt og smaatt fyre deim. D’er ikkje greidt fyre honom. D’er ikkje myket fyre honom: det falder ham ikke vanskeligt. Ved en Omstilling hedder det ofte: Han er ikkje (myket) fyre det, især om noget dristigt, f. Ex. han var ikkje fyre det, at han kunde taka og kasta deim ut (dvs. det syntes han ikke noget stort, kostede ham ikke meget Overvindelse). B. Stift. – 9) til Gavn eller Skade for. Han var til stor Hjelp fyre Foreldrom. Det vardt so seint fyre oss. Det kom burt fyre meg. Ogsaa: paa Ens Vegne, i Stedet for. Han skulde svara fyre Broderen (Bror’e). Eg skal ganga fyre deg. Her mærkes Talemaaden: Han er myket fyre seg, dvs. han er meget driftig, forsøger sig meget, gaar dristigt frem. (Jf. G.N. mikill fyrir sér). Han er for litet fyre seg: han er altfor tilbageholden, har for lidet Mod. – 10) med Hensyn til, hvad angaar. Vera rædd fyre Klædom (dvs. omhyggelig, forsigtig med Klæderne). D’er reint audt fyre Fisk. Fyre meg maa han vel. Fyre den Skuld kann det vera lika godt. Afvigende: Fyre alt det, dvs. uagtet alt dette, til Trods derfor. – 11) paa Grund af, formedelst. Eg fekk ikkje fara fyre Storm. Han torde ikkje fyre Foreldrom. Ogsaa: under Paavirkning af. Det fauk fyre Vinden (Vind’e). Det brotnar fyre Fotom. – 12) til Værge eller Betryggelse imod. Verja fyre Uvedret. Gjæta fyre Udyrom. Ligesaa: som Middel imod. Ei Raad fyre Verken (imod Smerten). Jf. Udtrykkene: Sitja fyre Støyten: være udsat for Stødet. Verda fyre nokot: mærke eller fornemme noget (ondt), blive udsat for, el. plaget af. – C, som adv. eller uden Objekt. 13) fore, forud, i Forveien; i Spidsen. Den eine kom fyre, og hin etter. – Ellers ofte i Forbindelse med “seg”, saaledes at dette sættes forud; saaledes: sjaa seg fyre, dvs. see sig for, være forsigtig. Ligesaa: høyra seg fyre, spyrja, kjenna, tenkja seg fyre. Jf. setja seg fyre (foresætte sig), taka seg fyre (foretage sig). Afvigende med Begreb af en længere Forbliven: setja seg fyre: vedblive at sidde (jf. setja seg til). Ligesaa: leggja seg fyre: vedblive at ligge. Ogsaa: giva seg fyre: slaae sig til Ro paa et Sted.

fyre (y’), conj. thi; fordi. (Forhen omtalt ved Formen: for).

fyre-aat, adv. forud, forhen, i Forveien. Trondh. (føraat).

Fyrebering (e’), f. og Fyrebersla, f. Forevending, Undskyldning. B. Stift.

Fyrebite (i), m. foreløbig Spiisning om Morgenen (= Morgonbite). Hall. Ogsaa det samme som Fyremaal (3).

Fyrebod (o’), n. Forbud, forudsendt Budskab; ogsaa Forvarsel. Som Tidsnavn det samme som Simonsmesse (28de Oktober). Tel.

Fyrebunad, m. Forberedelser; Forsyning for visse Tilfælde.

Fyrebøn, f. Forbøn.

fyredags, adv. forhen, hidtildags. Hall.

Fyredagverd, m. Morgenmad, Frokost. “Fyredugur”, Hall. Vald. “Førdugur” (duur), Østerd. Ork.

fyre-di (adv.), 1) fordi; derfor. 2) alligevel, endda, desuagtet (= fyre alt det). Opfattes rigtigst som to adskilte Ord (fyre di).

Fyredrag, n. Forspring, Fordeel frem for andre. Trondh. (?).

Fyre-ende, m. forreste Ende. Hall.

Fyrefar, n. Noget som gaar forud.

fyrefarast (ferst, forst), v.n. blive til Hinder, komme i Veien. Tel.

fyrefaren, adj. forudgaaen.

Fyreferd, f. 1) Noget som gaar forud; Flok eller Følge, som kommer i Forveien. 2) et Forvarsel, Tegn for noget. 3) Forraad fra forrige Tider, opsparet Beholdning. “Eit Aars Fyrefær mæ Konn”, Sdm.

fyrefunnen, adj. besluttet, afgjort. Det vardt so fyrefunnet.

Fyregang, m. 1) noget som kommer først, gaar forud. 2) Ledelse, Anførsel, det at gaae i Spidsen. Hertil Fyregangsfolk, n. de Personer som besørge Anretningen i et Gjæstebud. Gbr. og fl. I Indh. Forgangsfolk.
Særskilt: Fyregangskona, Fyregangsgjenta. – Fyregangsmann, m. Leder, Anfører, den som gaar forud i et Følge. I Indh. Forgangsmann: Kjøgemester.

Fyregangar, m. Forgjænger, Formand.

Fyregjerd (gjær), f. 1) Forberedelse; Foranstaltninger. – 2) Forebyggelse, Forsøg at hindre noget. B. Stift.

fyregjord, adj. forebygget, hindret. No er det fyregjort.

Fyregreida, f. foreløbig Ordning; Forberedelse.

Fyrehand, f. Forhaand. Sitja i Fyrehand: sidde forud i Rækken. Modsat Bakhand.

Fyrehøyrsla, f. Forespørgsel.

Fyrekaup, n. Forkjøb, første Kjøb.

Fyrekjegla, f. s. Kjegla.

Fyrekjensla, f. Forudfølelse.

Fyreklæde, n. Forklæde. Sædvanlig forkortet: Fyrklæd’, Fyrklæ’. Ved Omstilling: Frykle, Frykkel, Nhl. Shl.

fyrekomen (o’), kommen i Forveien.

Fyrelad, n. Forladning (i Gevær). Østl.

fyrelagd, adj. forelagt. Jf. Fyreloga.

Fyrelaup, n. 1) Forspring. 2) Førstedraaber, den først udvundne Vædske; især i Brændeviinsbrænding. Nogle St. Fyrebrenna, f. (Hall.).

Fyrelaupar, m. Forløber, En som gaar forud.

Fyrelesnad, m. Forelæsning.

Fyreloga (o’), f. 1) forelagt Arbeide, Opgave; et Arbeide som skal være udført til en vis Tid. Tel. og fl. Andre St. Lage, Aalag, Aarlag. (Jf. Forlog, Forloga). – 2) et tillagt Stykke; især nyt Egstykke paa en Øxe (= Aaloga). Sdm. og fl.

Fyrelut (u’), m. første el. forreste Deel.

Fyrelysing, f. foreløbig Bekjendtgjørelse; især Ægteskabs-Tillysning.

Fyreløyte, n. første Deel af en Tid. Hall.

Fyremann, m. 1) Forgjænger, f. Ex. i et Embede. 2) Formand, Anfører.

Fyremaal, n. 1) foreløbigt Maal (Udmaaling). 2) Formaal, Øiemed. 3) foreløbig Spiisning, en Madbid for det Tilfælde, at man maa vente længe paa et Maaltid.

Fyremun (u’), m. 1) Forspring. Me hadde ein god Fyremun: vi var komne et langt Stykke forud. 2) Fortrin, Fordeel fremfor andre. Meget brugl. tildeels udtalt Føremon. (Sv. förmån).

Fyremæling, f. 1) Indledningsord, Forberedelse, i et Foredrag eller Ærinde. – 2) Udmaling af noget tilkommende; megen Tale om hvad man venter, hvad man vil gjøre, o.s.v. Sdm. Jf. mæla.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   43   44   45   46   47   48   49   50   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə