Ivar Aasen Norsk Ordbog


Fyrenamn, n. Fornavn. Fyreord



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə48/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   44   45   46   47   48   49   50   51   ...   221

Fyrenamn, n. Fornavn.

Fyreord, n. Forord; foreløbige Bemærkninger eller Betingelser.

Fyreraad, f. foreløbig Beslutning. Ogsaa: Forraad fra forrige Tider.

Fyreraam, n. Forspring, Leilighed til at træffe noget førend en anden. Hava Fyreraamet. B. Stift.

Fyrerett, m. Forret; Fortrinsret.

fyre-roke (o’), s. Roka.

Fyrerom, n. omtr. som Framrom.

Fyrerunar, pl. Forvarsel for en Hændelse. “Førerona”, Ork. I Valders “Fererynja”, f. (Jf. G.N. forynja). Paa Helg. Foreign.

fyresagd, adj. foresagt, dikteret.

Fyresegn (e’), f. Foresigelse; Anviisning, Forskrift. Nogle St. Fyresogn (o’); i Vald. Feresøgn. G.N. fyrirsögn.

Fyresetning, f. Bestemmelse, Beslutning. Ogsaa: Forudsætning, og Forsætning.

fyresett, adj. foresat, stillet foran. Ogsaa: bestemt, foreskrevet; besluttet.

Fyreskinn, n. Skjødskind. Østl.

Fyreskipnad (i’), m. forudgaaende Bestemmelse; Plan, Ordning.

Fyreskrift, f. Forskrift, Mønsterskrift.

Fyresmak, m. Forsmag.

Fyrespel, n. Forspil, Præludium.

Fyrespurning, f. Forespørgsel.

Fyrestandar, m. Forstander, Bestyrer.

Fyrestig (i’), n. Fortrin; Forspring.

Fyrestoda (o’), f. 1) Bestyrelse, Forstanderskab. (Sjelden). 2) en Forstanderske, Huusholderske. “Fyrestøa”, Ryf. “Fyrestaae”, Sfj. Andre St. Fyrestandar.

Fyresviv (i’), n. dunkle Forestillinger; noget som foresvæver En, f.Ex. en utydelig Erindring. S. sviva.

fyresynt, adj. forud underrettet, underviist om noget. (Landst. 35). I Hall. fyresyn, dvs. forudseende, fremadskuende. Jf. framsynt.

Fyretalsmann, m. 1) Ordfører. 2) Kjøgemester i et Gjæstebud. Hall. Vald.

Fyretanke, m. forudgaaende Betænkning; ogsaa Klogskab, Betænksomhed. I B. Stift: Fyretaankje.

Fyreteljing, f. Overtalelse; s. Fyretola.

fyretenkt, adj. betænksom, klog, som betænker Tingene forud.

Fyretid, f. foregaaende Tid.

Fyretola (o’), f. Raad, Formaninger; Overtalelse. Han tok ingi Fyretola: han lod sig ikke overtale. B. Stift. Andre St. Fortolor. G.N. fortala, fyrirtölur. Jf. telja.

fyre-tvert, adv. heelt igjennem, uden noget Forbigaaelse (= andfares, etter Rad, fyre Ende). “før-tvart”, Trondh.

Fyreveg (e’), m. Forvei. I Fyrevegen: forud, nogen Tid før.

fyrevis (ii), adj. forudvidende, som veed tilkommende Ting.

Fyrevit (i’), n. Klogskab, Forudseenhed. I Hall. Fyrevitskap (-visskap), m. Forudvidende, Leilighed til at vide noget forud.

Fyring (yy), f. Ildning; s. fyra.

Fyring (yy), m. en Baad, som besættes med fire Mand. Fosen. (Af fjore?).


Fyrkja (y’), f 1) en stor, førlemmet Kvinde. Hall. Afvig. Fyrja, Tel. (Vinje). Jf. Furk. – 2) Pige, Tøs. Meget brugl. i Gbr. og Trondh. Stift, dog mest i spøgende eller skjødesløs Tale. Paa nogle Steder ansees Ordet som fornærmeligt, el. som Betegnelse for letsindige eller ublufærdige Kvinder; og man har ogsaa et Verbum fyrkja, dvs. lefle, have letfærdig Omgang med nogen. Gbr. og fl. Ordet har været sammenstillet med G.N. fylgikona, men slutter sig ellers nær til det ovennævnte Furk, som anvendt paa Mandspersoner omtrent svarer til det tydske Bengel, Flegel el. Klotz. Sv. Dial. fork: Yngling, og fyrkja: Pige. (Rietz 160).

Fyrklæde, s. Fyreklæde.

Fyrnd (?), s. Fynd.

Fyrne (y’), n. gammelt, visnet Græs. Ved Trondh. (Selbu), i Formen Fynne, ogsaa “Gamallfynne”. See ellers Forne. (Jf. G.N fyrnast, blive gammel).

[Fyroven (-aaven), Slutning af Dagens Arbeide. En Forvanskning af T. Feierabend, Holl. vieravond.

fyrr, adv. 1) før, tidligere, i en foregaaende Tid. Udtalt fyrr (y’), Rbg. og fl.; førr, og før (mest alm.). G.N. fyrr, fyrri. Sv. förr. Ogsaa med Betydn. forhen, fordum (= fyrrmeir). Fyrr i Verdi, s. Verd. – 2) snarere, hellere. Eg vil fyrr tapa det en krevja det. – Ogsaa som conj. i Stedet for “fyrr en”, f. Ex. Eg fekk ikkje sjaa det fyrr no i Dag. Lenge fyrr han var komen.

Fyrraar(et), og Fyrrdag(en), s. fyrre.

fyrre, adj. 1) tidligere. I fyrre Laget: i det tidligste, næsten alt for tidligt. Ork. (udt. førre). – 2) forrige, foregaaende. Rbg. Tel. Gbr. Trondh. (tildeels udt. førre). G.N. fyrri; Sv. förre. Desse fyrre Dagarne. Fyrre Gongen. Fyrre Sundagen. Fyrre Vika. (“I fyrre Vikun”, Gbr.; “i førr-vukun”, Ork.). – 3) næstforrige, næstsidste. I denne Betydning mere alm., dog kun i nær Forbindelse med visse Tidsnavne, og tildeels ogsaa udtalt fyr (før), el. fyre. Saaledes: Fyrre Aaret: næstsidste Aar (Aaret forud for ifjor); sædvanlig sammendraget: Fyrraaret, og adverbialt “i Fyrraars” (i Fyraars. B. Stift). Hertil: Fyrraars-Avlen: Afgrøden i næstforrige Aar. Ligesaa Fyrraars-Korn, og fl. (Ogsaa i svenske Dial. Rietz 180). Mere adskilt: i fyrre Sumar; i fyrre Haust, og fl. – Ligesaa om Dagen og Døgnets Tider. Fyrre Dagen, sammendraget: Fyrrdagen, ogs. “i Fyrrdags”, dvs. iforgaars. Fyrre Natti, eller (oftere): i Fyrrnatt, dvs. Natten til i forgaars. I Fyrrmorgon: i forgaars Morgen. I Fyrraftan (Førræfta): iforgaars Eftermiddag. Fyrrkvelden, el. “i Fyrrkvelds”: iforgaarsaftes.

fyrrekjuge, s. fyrti.

fyrr-en, conj. før end; s. fyrr.

fyrrmeir, adv. før, fordum, i forrige Tider. Trondh. (førmeir). G.N. fyrrmeir.

Fyrrnatt, s. under fyrre.

Fyrske, s. Fyrdska.

fyrst, adv. først; tidligst, nærmest, helst. (Superl. af fyrr). Mest alm. udtalt fysst (y’), ogs. føsst. G.N. fyrst. Ogsaa brugt som conj. i Betydn. saasnart som. Fyrst han høyrer det, so kjem han. (Hedder ogsaa: Det fyrste han høyrer det, o.s.v.). Sjeldnere i Betydningen: naar, dersom, hvis (ligesom i Svensk), f. Ex. Fyrst eg berre torde, o.s.v. Rbg. Gbr.

fyrst, adj. først. (Superl. af fyrre). Udtalt fysst. G.N. fyrstr. Sjelden ganske ubestemt; f. Ex. “Eg skal sjøl prøva fysst’e” (= fyrster): jeg skal selv være den første, som forsøger det. Shl. Jf. “Han trod den fyste paa Land” (dvs. som den første), Landst. 8. Derimod sædvanlig i bestemt Form; f. Ex. fyrste Dagen, fyrste Gongen o.s.v. Paa fyrste Handi: for det første. Sammensat: Fyrstegaava, f. den første Gave som En giver sin Forlovede. Rbg. og fl. Fyrstegifta, f. Ens første Ægtemage. Hall. og fl. Særskilt: Fyrstekona (o’), Fyrstemannen. (Alm.).

fyrsta (el. fyrste), adv. først (efter noget Tid), endelig, omsider. “Daa fyssta”: først da. “No fyssta”: nu endelig, først nu. B. Stift. (Egentl. en Form af Adj.).

Fyrstning, f. første Tid. I Fyrstningi: i Begyndelsen. (Sv. förstning).

fyrstundes, adv. i Begyndelsen. Hedder ogsaa: fystendes og fystende; i Indh. fysstaand. Synes at være en Efterdannelse af G.N. i fyrstunni.

fyrti (y’), num. fyrretyve (40). Afvig. fyrretjuge, Østl. – Opkommet af en ældre Form: fjoretiu (Dipl. 1, 473), G.N. fjórir tigir, 40; jf. fertugr, 40 Aar gammel. (Sv. fyratio, fyrtio). – Ordenstal: fyrtiande. Jf. G.N. fertugande.

Fyru, s. Fyra.

fyrug, adj. 1) frisk, livlig, fyrig. Nærmest til Fyr (Ild). Jf. fjørug. – 2) før, fyldig, tyk. I Ork. fyrau, ogsaa førau.

Fyrveld, n. Falæne, s. Fivrelde.

fys, adj. tækkelig, s. fyseleg.

fys, v.n. (ar, te), 1) have Lyst til, længes efter, lyste. Eg fyser etter det. Søndre Berg. Tel. Hall. Vald. (Af fus). G.N. fýsa, egentlig tilskynde. – 2) v.a. skjøtte om, agte, respektere (en Person). Nordl. – fysast, v.n. blive geil, yttre Parringsdrift, om Dyr. Østerd. (fyses).

Fysa, f. Lyst, Tilbøielighed. Tel. (?). G.N. fýsa. Jf. Ufysa.

fyseleg, adj. tækkelig, behagelig. Vald. og fl. Andre St. oftere: fysen; i Nordl. fys Jf. ufyseleg.

Fysemat, m. Lystemad, sjelden eller lækker Mad. Vald. og fl. I Sogn Fysemeta
(-mæta); i Hall. Fysenkost.

fysen, adj. 1) lysten, begjærlig. Søndre Berg. – 2) behagelig, hyggelig; blid (især om Luften og Veiret). Det vardt ikkje fyset. B. Stift. S. fyseleg. Ogsaa i en dunkel Betydning, omtr. som øm eller kjælen, om Personer. Han er ikkje fysen: han er ikke forknyt, han er ret dygtig. Sdm. og fl.

Fysna (yy), f. Lyst, Begjærlighed; ogsaa: Opflammelse, Henrykkelse, Glædesruus. Nordre Berg. Denne Fysna fær snart Ende: denne Herlighed gaar snart forbi.

fyssa (y’), v.n. (er, te), strømme stærkt (= fossa). Af Foss. Sæt. Tel. (G.N. fyrsa, fyssa). – Fyssing, f. stærk Strømning.

fyst, fysta osv. see fyrst.

Fytel, m. Fodlænke, s. Futul.

fyten, adj. skamfuld. Hard.

, n. s. Fen. – (fær), s. faa, v.

fæger (fegre), s. fager.

fægja, v.a. feie, pudse. (T. fegen). Lyder almindelig som “feia” og har Bøiningen “ar”, altsaa afvigende fra G.N. fægja, og fága. (Jf. Fei, m.). Hertil maaskee et Par tvivlsomme Ord: Feisand, m. et Slags fiin Sandjord. Ork. Feistein, eller “Faistein”, m. et Slags glindsende Steen. (Jf. Topogr. Journal 20, 106).

Fægre, s. Fegra.

Fækja, f. Pige (= Vækja, Fesja). Sfj.

fæl, adj. 1) fæl, frygtelig, skrækkelig. Ei fæl Syn. Ein fæl Storm o.s.v. Meget brugl. – 2) drøi, svær, overvældende; ogsaa: usædvanlig dristig eller oplagt til noget (ondt eller godt); f.Ex. fæl etter Drykk (el. fæl til aa drikka); fæl til aa staaka, skrika, slarva, ljuga, osv. Ligesaa: fæl til aa springa, dansa, hoppa, kliva, vada, symja o.s.v.

fæla, v.n. (er, te), frygte, blive bange, forskrækkes. Søndre Berg. Rbg. Tel. Hall. og fl. (G.N. fæla, forskrække). Ogsaa: grue, have en Frygt for noget. Eg fæler fyre det. (Tel.). Mere alm. er fælast: blive bange.

Fæla, f. Frygt, Rædsel. Han tok Fæla: han blev bange. B. Stift, Nordl.

fælande, adj. frygtelig, forfærdelig. Ogsaa adv. omtr. som: fælt. Sogn og fl.

fæleleg, adj. frygtelig, forfærdelig.

fælelege, adv. overmaade, uhyre (= fælt). Nogle St. fællege (fæleg). Jf. falleg.

fælen, adj. frygtsom, som let bliver bange. Mere alm. G.N. fælinn.

Fælka, f. Frygt, Rædsel. Valders.

Fælska, f. noget frygteligt, en Gru; ogsaa: et Særsyn, Vidunder. Ogsaa i en anden Form Fælsn (Fælsen), f. Nhl. Voss.

Fælske (kj), m. Skræk, Forfærdelse. Hall.

fælsken (kj), adj. frygtsom. Hall.

fælsleg, adj. frygtelig, forfærdelig. Tel. Num. og fl. tildeels i Formen: fælskleg.

fælsn, s. Fælska.

fælt, adv. 1) forfærdeligt, skrækkeligt; f.Ex. han skreik so fælt. 2) forbausende; ogsaa: yderlig, i høi Grad, overmaade. Saaledes: fælt stor, fælt smaatt, fælt lenge, o.s.v. Jf. fæl, fæleleg.

fæltast, v.n. blive bange (= fæla). Sogn. Jf. G.N. felmta.

Fæn, n.s. Fen. – Fænar, s. Fenad.

fær, v. s. faa, og fara (fer).

Fær, f. s. Ferd. – færa, v. s. ferda.

Færel, s. Ferel. – færig, s. ferdig.

Færing, m. en liden Baad med to Par Aarer. Alm. vestenfjelds. (Jf. Kjeks og Snekkja). Sædvanlig med stærk Betoning paa Forstavelsen (Fær’ing). Vel egentlig en Forkortning af Fer-æring el. Firæring; jf. G.N. ferærdr, dvs. fireaaret. (Lignende Inddragning ved Seksæring og Aattæring). Færingsaar, f. Aare til en Færing. Færingsfarm, m. Ladning til en saadan Baad. Ligesaa: Færingsnaust, n. Færingssegl, n. og flere.

Færmann, s. Ferdmann.

færre, compar. færre, s. faa, adj.

fæsk, og fæskjen, s. fersk.

, v. s. føda. – , præp. s. fyre.

føda, v.a. (er, de), 1) føde, fostre; nære, underholde. (Udt. føde, Nfj. Sdm. ellers føa, fø’). G.N. fœda; Goth. fódjan. (Roden “fod”, uden Omlyd, forefindes i Foder; jf. Foster). – 2) føde, bringe et Foster til Verden. Sædvanlig kun om Mennesker. (Om Dyr: unga, yngja, og særskilt: bera, fylja, lemba, kidja, og flere). Føda seg: nære sig, finde Ophold. Føda fram: fostre (Kreature) over Vinteren, til Græsset voxer. Føda upp: opfostre.

Føda, f. Føde, Næring.

fødande, adj. værd at opfostre.

fødd, part. 1) fostret. 2) født. Jf. barnfødd.

Føde, n. et Kuld, samtidig Yngel af samme Moder; især et Kuld Fugleunger. “Fugleføe”, Østerd. Andre St. Lag, Legde, Bøle.

Fødebygd, f. Fødeegn.

Fødebøle, n. Bosted med Hensyn til Næring. “Eit godt Fø’bøle”, et Sted hvor man kan nære sig godt; en god Gaard. Ork.

Fødeflaga, f. see Føderid.

Fødeflekk, m. Modermærke, medfødt Plet paa Huden.

Fødeland, n. Fødeland; Fødeegn.

Fødenaut, n. = Fodernaut.

Føderaad, f. 1) Proviant, Reisekost (= Nista). Smaal. (Føeraa). – 2) Aftægt, Afgift af en Gaard til Livsophold for En, som har fratraadt eller opgivet Gaarden. Østl. (Østerd. Hedem. Gbr.). Andre St. Livaure, Forlog, Folga, Hold, Kor, og fl.

Føderid, f. Fødselsstund, det sidste Anfald af Fødselssmerterne. Ogsaa kaldet Fødingarrid (Føinga-ri, Sogn), og Fødeflaga (Føflaga, Nordl.). Nogle Steder Ljosrid.

Fødesheim, m. det jordiske Hjem, i Modsætning
til “Andheimen”. Tel. (Landst. 77. 180).

Fødestad, m. Fødested.

Fødestund, f. Fødselsstund.

Fødevit (i’), n. Forsynlighed, Klogskab i at søge Næring.

Føding, f. Fødsel. G.N. fœding.

Fødnad, m. Kvægfodring, Vinterfodring. Der er stor Fødnad paa den Garden: den Gaard føder mange Kreature. Mest alm. “Fønna”. Paa Sdm. Fodnad (Fonnad).

Fødsl (Føsl), f. 1) Fødsel. (Hedder oftere, men mindre rigtigt, Fødsel, m.). – 2) Fødselslem. Sdm. (Føltl).

Fødsla (Føsle), f. Opfostring; især Kreaturfodring (= Fødnad). Østl. Ogsaa Vinterfodring for et enkelt Dyr (= Foder, Foster), f. Ex. Ku-fødsla. Gbr. og fl.

Føl, s. Fyl. – følja, s. fylgja.

Føn, f. Støv, s. Faan.

Føne, m. (?), hensmuldrede Levninger, Støv, Affald. Valders. Ofte i Forbind. “Fausk og Føne”. (Den oprindelige Form uvis).

Fønn (Gaver, o.s.v.), s. Forn.

fønne, v. og Fønning, f. see forna.

Før, f. s. Førd. – før, adv. s. fyrr.

før, adj. 1) fremkommelig, som man kan befare; om en Vei eller en Landstrækning. Der er ikkje ført: ikke Leilighed til at komme frem. Modsat: Der er godt ført. Mest i de sydligste Egne. G.N. fœrr. (Af fara, foor). Ein skal fara, som ført er, dvs. lempe sig efter Leiligheden. Telja ført: tilskynde til et Foretagende; sige at det er let at udføre, at der er ingen Hindring o.s.v. (Berg. Stift). Jf. lettfør, tungfør. – 2) farende, fremgaaende paa en vis Maade. Brugt i Sammensætning, som: radfør, seinfør, høgfør, hardfør, einfør, og fl. – 3) færdig, villig, ivrig for at komme afsted. Gbr. – 4) forsynet, hjulpen, tjent med noget. Eg er ikkje før med detta. Nhl. Shl. (Tildeels i Formen: ført). – 5) bekvem, duelig, skikket til noget Eg er ikkje før til det (dvs. ikke ret i Stand dertil). Søndre Berg. og fl. (Nogle St. ført). G.N. fœrr. Jf. gangfør, flakkfør, vanfør. – 6) før, stærk, kraftfuld. Helst i Forbindelsen “før og sterk”.

føra, v.a. (er, de), 1) føre, bringe hen til et Sted, transportere (især tilvands). G.N. fœra. Egentl. faae til at fare (af fara, foor). Saaledes ogsaa: skydse, sætte over en Fjord eller Aa. Imperf. ofte “førte”, rettere: førde. – 2) flytte (med Hænderne), skyde noget afsted, uden at løfte det op (= skuva, yta, flytja). Før Bordet burt aat Veggen. Dei førde Sengi fram paa Golvet. – 3) lede i en vis Retning. Denne Vegen fører til Sjoen. Det vil ikkje føra til nokot godt. – 4) fremføre, f.Ex. et Ærinde; fremsætte, komme med. Ein skal baade høyra rett og føra rett (dvs. baade høre rigtigt og gjengive det rigtigt). Føra Drøsor: løbe med Sladder. (Trondh.). Jf. føra Klaga, o.s.v. – 5) drive, styre, holde i Gang. Føra Skip. Føra Husstyret. Saaledes ogsaa: føra Strid, føra Saker; føra Rekning o.s.v. Enkelte andre Betydninger, som forefindes i Svensk og Dansk, ere her sjeldne eller lidt fremmede.

Førar, m. Fører; Leder. Mest i Sammensætning, f. Ex. Postførar.

førast, v.n. (ast), blive mere fremkommelig (s. før); blive Føre.

føraat, s. fyreaat.

Førd, f. Føre, Bekvemhed til at fare, især til at kjøre (s. Føre, n.). Brugeligt i B. Stift i Formen “Før”, men er vistnok det samme som G.N. fœrd, altsaa ligefrem Afledning af før, adj. (analogt med Rømd, Høgd, Breidd osv.). Tildeels brugt i Fleertal, f.Ex. “Da vardt goa Førenna” (Voss). Jf. Førelass.

førd, adj. 1) ført, flyttet; s. føra. 2) skikket, bekvem (ført), s. før, adj.

Føre, n. 1) Leilighed til at komme frem, el. fare over, f. Ex. at komme over et Sund. Lister (Siredal). Andre St. Far. G.N. fœri, Leilighed. – 2) Føre, Veienes Beskaffenhed, forsaavidt som denne beroer paa Veiret og Aarstiden. Saaledes: Sumarføre, Vetterføre, tungt, lett, blautt, hardt Føre o.s.v. Især om Bekvemhed til at kjøre, og saaledes fornemmelig om et dertil passende Sneelag. Snjoføre, Sledeføre. (Sv. före). I B. Stift ogsaa Før, f.s. Førd. – 3) Forfatning, Tilstand, Orden. Det var ikkje i nokot godt Føre. Nhl. Shl. Ogsaa: Stemning, Lune; blandt andet om et Anfald af Hidsighed. Han var komen i eit stygt Føre. Sdm. Trondh. Tildeels forkortet: Før’. (Jf. Faar). – 4) Redskaber, Midler. (G.N. fœri). Sjelden. Jf. Eldføre. Hertil vel ogsaa: Maalføre. – 5) Ting som man fører med sig, Tøi; Varer, Ladning (= Føring). Med Baat og Føre. Jf. Vedføre. I denne Betydning nærmest af Verbet føra. – 6) Slægt, Stamme. Folkeføre, Kjempeføre og fl. Hall.

Føre, f. s. Føyra. – føre, præp. s. fyre.

Førefall, n. besværligt Føre paa Grund af Tøveir; saaledes især: Sneeløsning, Vaarbløde. Østl. Afvig. “Førefodd”, pl. (?). Tel. (Vinje).

Førelass, n. Slædelæs at kjøre paa Sneeføre. (Modsat Taaelass, Tøylass). I B. Stift: Føralass, vel egentl. Førdarlass.

Føreløysa, f. Mangel paa godt Føre; Sneemangel.

Føremon, s. Fyremun.

Føreskifte, n. Forandring i Føret.

førig, adj. rask, frisk; s. førleg.

Føring, f. 1) Førsel, Transportering. 2) en Sending (Levering), tilsendt Gave eller Foræring; f.Ex. af Gjæstebudskost, altsaa = Forn. Sdm. og fl. 3) en enkelt Transport af Varer; en Ladning; et Læs. Ogsaa
en mindre Deel af en Ladning; endeel Gods, som tilhører en enkelt Person. Nordl.

Føringsmann, m. 1) En som fører noget; En som transporterer Varer. Østl. 2) En som har Deel i en Ladning. Nordl. Ogsaa En som har Opsyn med Losning og Ladning.

førleg, adj. 1) farbar, fremkommelig (= før). Det vardt førlegt: der blev godt Føre. – 2) førlig, frisk, skikket til at færdes ude. Nogle St. førig, førug.

Førleike (kj), m. 1) Bekvemhed, Duelighed; s. før. G.N. fœrleikr. 2) Førlighed; Styrke, Kræfter.

førmeir, s. fyrrmeir. førre, s. fyrre.

Førsla, f. 1) Førsel, Transport. (Afvig. Førsel, m.). 2) Færdsel, Rørelse; ogsaa: Skynding, Hast, Travlhed. Sdm. og fl. – Hertil Førslebaat, m. Førselbaad. Førsleskuta, f. Førselskib; ogsaa et Slags Pram, hvormed Varer føres til Fartøierne.

ført, s. før. førtvart, s. fyretvert.

føsa, v.n. (er, te), svulme op, udvide sig, opblæses. (Af fos, adj.). Ork.

Føsing, f. Opsvulmen, Opblæsning.

Føsling, s. Fetling.

føtt, adj. fodet, beskaffen med Hensyn til Fødder. Den Hesten er godt føtt, dvs. har vakkre Fødder. (G.N. fœttr). Jf. storføtt, laagføtt, lettføtt. – Ellers kan mærkes, at ogsaa andre Afledninger af “Fot” have Formen “føtt”, som: Langføtta, Gulføtting, Forføtte, Yverføtte, andføttes, jamføttes.

Føru, s. Fota.

føy (?), adj. forlegen, forvirret, flau. Nedenæs, Ryf.

[føya, v.a. føie. Efter det tydske fügen.

[føyen, adj. liden, ringe, ubetydelig. Hall. Andre St. kun i Talemaaden “D’er føye før, at d’er nokk”, dvs. der behøves kun lidet. Nordre Berg. Nordl. Sv. föga; Nt. föge, vege (fege).

Føyk, m. 1) en Strøm af fygende Støv, Sand, Snee, eller deslige; et Vindkast med Drev. Tel. og fl. – 2) Smaating som lettelig fyge i Luften, saasom Støv, Duun, eller Frøet af visse Planter. Som Plantenavn: Dueurt (Epilobium). Sdm. Fara som ein Føyk: svæve let omkring.

føykja, v.a. (er, te), 1) drive, bortblæse, faae noget til at fyge; f.Ex. føykja Dumba or Kornet. G.N. feykja. (Af fjuka, fauk). – 2) fyge, drive (v.n.), om Snee. (Egentl. om Vinden). Østl. – Particip: føykt.

Føykja, f. Drev, Sneefog. Tel. og fl.

Føykjeskavl, m. sammendreven Sneehob. Hall.

Føykjing, f. Drev; Opdrivning.

Føyna, f. Skimmel (= Fauna). Rbg.

Føynesmak (el. -smok), m. Smag af Muggenhed eller begyndende Forraadnelse. Sæt.

Føyra, f. 1) Sprække eller Hul i Træ (især indvendig); et Punkt, hvor Træet ikke er ganske heelt, men har Mærke efter et Skaar eller Stød i Opvæxten. Alm. i de nordlige Egne; i de sydligste hedder det derimod: Fløyra, Ryf. (jf. Fleir), og Frøyra, Tel. (Isl. feyra). – 2) Porer, porøs eller hullet Substants indvendig i Been; ligesaa i den indre Deel af et Horn. Nordland, Trondh. Afvig. Føra, Guldalen.

føyrast, v.n. blive hullet eller porøs. “føres”, Tydal.

føyrutt, adj. 1) om Træ: som har “Føyror”, ikke er ganske heelt. – 2) svampagtig, hullet, porøs. Nordl.

føysa, v.a. (er, te), 1) drive noget afsted med Larm og Skyndsomhed. (Sv. fösa). Især: jage Fisk ved at pladske i Vandet. Solør, Østerd. (Nogle St. føse). – 2) v.n. bruse op, syde over (= gøysa, gøyva). Gbr.

Føysar, m. en rask og urolig Person; f. Ex. om Smaadrenge. Hard.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   44   45   46   47   48   49   50   51   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə