Ivar Aasen Norsk Ordbog


Gapeskap, m. Dumhed, Taabelighed; dum Nysgjerrighed. Paa Sdm. “Gapingsheit”, f. Gapestokk



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə50/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   46   47   48   49   50   51   52   53   ...   221

Gapeskap, m. Dumhed, Taabelighed; dum Nysgjerrighed. Paa Sdm. “Gapingsheit”, f.

Gapestokk, m. Gabestok (= T. Pranger).

Gaping, f. Gaben; utidig Nysgjerrighed.

gapleg, adj. dum, taabelig. I Tel. gapaleg. (Isl. gapalegr). Jf. gapen.

Gar, s. Gard.

gara, v.a. (ar), stikke, støde; saare sig ved at træde paa skarp Stub, el. deslige (s. Gare). Solør.

gara, v.n. (ar), strække sig, rette sig op. Hall. Tel. (Nogle St. garra). Ogsaa: rave, svaie, (som et Straa). Hall. En anden Betydning er at “gjøre Striber”, s. garda.

Gard (Gar), m. 1) et Gjærde, et Hegn. (G.N. gardr). Jf. Bøgard, Gjerdesgard. Efter Materialet: Steingard, Torvgard, Risgard, Skidgard, Slaategard og fl. (Jf. Hagfella). Heraf gjerda, Gjerde. Ogsaa: en Række som ligner et Gjærde; en Kjæde, Kreds, Ring. Ein Gard kringum Maanen (en lys Ring i Luften). Hertil: Tanngard, Fallgard, Fjellgard; jf. Manngard. – 2) en Have, et indhegnet Stykke Jord. Mest i sammensætning som: Kaalgard, Eplegard, Aldegard. Hard. Hall. Gbr. Jf. Kyrkjegard. – 3) Plads eller Rum, som er omgivet af Bygninger; et Gaardsrum (= Tun). Ut i Garden: ud paa Gaarden; ofte ogsaa: ud af Huset, i fri Luft. B. Stift. Jf. Fegard. – 4) Gaard, Bosted med Huse og tilhørende Jord; deels afsondret som Hjem for en enkelt Familie (einbølt, eintynt), deels bestaaende af flere Brug eller Parter. – 5) Bygaard, Bygning som udgjør en særskilt Eiendom. – 6) Gaardbrug, Jordepart, betragtet som Eiendom eller som Sted for en enkelt Huusholdning. (Ogsaa kaldet Jord). Underliggende Brug benævnes Plass, eller Husvære. Paa Østlandet, hvor Gaardbrugene tildeels ere meget store, har man forhen havt Benævnelsen “full Gard” om en Gaard, som var ansat til et Skippunds Skyld, eller som holdt en Soldat ved Armeen (jf. Wilse, Spydeberg 451; Strøms Eger 241), og om mindre Brug: “halv Gard” og “Fjordungs Gard” (Jf. Øydegard). Ordet udtales mest alm. Gar, nogle St. Gal (tykt L); afvig. Gaar, Gaal, Østl. (efter Svensk og Dansk). Af Former mærkes: Til Gards: til Gaarden, hjem til Husene. Av Garde: bort, ud fra Gaarden. (Tel. og fl.). I Gordom (o’): i Gaardene. (“Goro”, Voss. “Goraa”, Sdm.). Garde-millom, el. Gardanne millom: fra den ene Gaard til den anden.

garda, v.n. (ar), 1) danne Ringe eller Cirkler; om Vand, naar noget kastes deri, eller naar det koger. “Dæ gara fraa Trøm’a”, Sdm. – 2) danne Striber paa Vandet; om Vinden. Valders, Hall. (gara). Jf. Garde, Gjerda. (S. ogs. gara).

Gardbolk, m. et Stykke af et Gjærde.

Gardbruk, n. 1) Gaardsdrift, Jordbrug; 2) en særskilt Part af en større Gaard.

Gardbyte, n. Ombytning af Gaarde.

Garde (Gare), m. 1) i Ordene: Drivgarde, Rokgarde (og Elgarde?) er egentl. Gjærde, Kjæde. Jf. Gjerda. – 2) en Fold, en liden Indhegning (= Gjerde, Kvi). Hall. – 3) et omgjærdet Rum i Fæhusene, især for Faar eller Kalve (= Bing, Stekke). Mange Steder brugl. Isl. gardi, Faarekrybbe. – Desuden findes “Gare” ogsaa i Betydn. Faaremøg (= Talle), Nhl. Sfj. Nordl. Jf. Nedertydsk Gare, som betyder Gjødsel, og tillige: en Have (T. Garten).

Gardekalv, m. Kalv som staar i “Garde”, ikke endnu er kommen ud paa Græsning.

gardemillom (garemyllo), s. Gard.

Gardfar, n. Spor efter et Gjærde, som er flyttet eller borttaget. Ryf.

Gardflor, m.= Sumarfjos. Sfj.

gardfløygd, adj. om et Kreatur, som har vant sig til at springe over Gjærderne. Nordre Berg. Paa Toten: garfløyg. Andre St. gardløypt, Tel. gardhard (garhar), Smaal. gardill (garill), Lister.

Gardgjenta, f. Pige som arver Gaard.

Gardgota (o’), f. s. Gardsveg.

gardhard, s. gardfløygd.

Gardkaup, n. Gaardekjøb.

Gardlag (Garelag), n. en Kreds el. Række af Gaarde. Ogsaa kaldet Gardkrull, Tel. Garderepp (Garerepp), m. Gbr.

Gardleiga, f. Gaardleie; Forpagtning.

Gardlægje, = Stavlægja. Tel.

Gardmann, m. Gaardbruger.

Gardrot (Gar-rot), f. Grunden i et Gjærde; ogsaa: Sted hvor et Gjærde har staaet.

Gardrust, f. Levninger af et Steengjærde. “Gar-rust”, Jæd.

Gardsdreng, m. Gaardskarl; Formand for Tjenestekarlene paa en stor Gaard. Ogsaa kaldet: Gardsgut, Raadsdreng eller “Husbondsdreng”.

Gardsende, m. Sted hvor et Gjærde gaar ud i Vandet og derved afsluttes.

Gardsfolk, n. Folk som høre til en Gaard, eller ere komne fra samme Gaard. Saaledes
ogsaa: Gardsborn, pl. Gardsgutar, Gardsgjentor. Me ero Gardsborn: vi ere fødte paa samme Gaard.

Gardsfong (o’), f. Gjærdefang; s. Fong.

Gardsgogn (o’), f. Gaardsredskaber. Tel.

Gardskam, f. Noget som er til Skam for en Gaard, el. udsætter et Huus for Spot.

Gardskifte, n. Deling af en Gaard.

Gardslaatt, m. Høslæt nærmest ved Husene.

Gardsmett, m. Gjærdesmutte (Fugl). I Tel. Gardsmoga (o’), Garsmogu, f. Ellers kaldet Navepist og fl.

Gardstaur, m. Gjærdestør, Gjærdepæl.

Gardstøde, n. Sted hvor et Gjærde staar, eller har staaet. Mest alm. “Garstøe”; ogsaa kaldet Gardstad (Garsta). G.N. gardstadr.

Gardsvaapn, n. gammelt Vaaben (Sværd, Stridsøxe el. desl.), som ansees for at tilhøre en Gaard. I Hall. Garsvokn (-vøkn). Andre St. Jordverja.

Gardsveg, m. Vei som fører til en enkelt Gaard. (Modsat Bygdarveg). Nogle St. Gardgota (o’), f. i Tel. Gargotu.

Gardtyne, n. Noget som fordærver eller forringer en Gaard; ogs. = Gardskam.

Gardverde, n. en Gaards Værdie; Sum eller Beløb som man kunde kjøbe en Gaard for. Udt. Garvære, ogs. Garvyre (y’); jf. Verde og Vyrde.

Gardvid (Gar-ve), m. Gjærdefang, Træ til Gjærder. Ogsaa Gardvida (i’), f. i Ork. Garvudu, Utgarvuu. Mere almind. Gjerdefang, Gjerdevond.

Gardvord (Garvoor), m. 1) Gaardværge, om en Person som altid er hjemme eller opholder sig stadigt i samme Huus. Ork. og fl. G.N. gardvördr, Gaardvogter. – 2) en Gaardhund, Lænkehund. Hadeland, Hedemarken. – 3) Nisse, Vætte (Genius), som tænkes at opholde sig stadigt paa en Gaard. Sogn, Hard. og fl. Ellers kaldet Tunvord, Tunkall, Tuftekall, og flere. (I Folkesagn og i Spøg). Jf. Vord.

Gare, m. Pig, Spids, skarp Stub efter afskaarne Buskvæxter el. deslige. Namd. og flere. I Ork. Gaaraa; andre Steder Garre, Trondh. S. gara.

garhar, s. gardfløygd.

Garm, m. en Klemme, hvormed man tilbereder Liin; en Kløft med jernbeslagne Kanter. Trondh. (Opdal og fl.). Jf. Klomber, Braak. (I svenske Dial. garma, gärma: en Hekle. Rietz 230).

garma, v.a. (ar), bearbeide Linet (Hørstænglerne) med en “Garm”. Ork. og fl.

garma, v.n. (ar), brøle, bøge stærkt; om Køer (= traarauta). Solør i Formen “gærme” med haardt “g”.

Garn, n. 1) Traad, Garn til Væv og Strikketøi. G.N. garn. 2) Garn, Net til at fange Fisk med. Forskjellig Udtale: Garn, Nordl. Gadn, med Fleertal Godn (o’), Søndre Berg.; Gann, el. Gan (med dobbelt n og dog langtonet), Nordre Berg. og Trondh.; Gaan, Tel. og Østl. (I Formen ligt Barn). Jf. Net, som er mere brugl. søndenfjelds.

Garn-avl, m. en Masse af sammenviklede Garn i Søen. Lofoten.

Garnbruk, n. Fiskerie med Garn.

Garnbøting, f. Istandsættelse af Garn.

Garneskav, s. Gorn.

Garnfisk, m. Fisk som er fanget i Garn. Særskilt: Garnsild, f. Garntorsk, og fl.

Garnfiske, n. el. Garnfiskja, f. Fiskerie med Garn.

Garnhespa, f. Traadhaspe.

Garnkort, m. Stok eller Rulle at trække Garn over. Nordl.

Garnlekkja, f. Række af sammenbundne Garn i Søen. Nordl. Oftere Garnlenkja (Garnlenk).

Garnlund, f. den Maade hvorpaa Traad spindes til Rendegarn. (Modsat Vestlund). Helg.

Garnset, n. en Udsætning af Garn.

Garnsetning, f. 1) = Garnset. 2) en sammenhængende Række af Garn (= Garnlekkja). B. Stift.

Garnskot, n. det Toug, som danner Kanten eller Omfatningen paa et Garn.

Garnvelta, f. en Hob af løsrevne Garn i Søen. B. Stift.

Garorm, m. = Ringorm. Sæt. Hører formodentlig til Gard, i Betydn. Kreds, Ring.

Garp, m. har forhen været en Benævnelse paa de tydske Kjøbmænd i Bergen. Hertil Garpestump, m. et Slags Rugbrød. Nordl. – Garp betegner ogsaa: en stortalende Person; s. garpa.

garpa, v.n. (ar), 1) skryde, gjøre store Ord. Hall. og fl. – 2) ræbe (= gurpa). Shl. Tel.

Garpe, m. Strube (= Barke). Østl.

garra, s. gara. – Garre, s. Gare.

garta, v.n. (ar), 1) spøge, skjemte, fjase. Tildeels i B. Stift. 2) snakke, samtale løselig. Hall. Vald. og fl. 3) grynte, om Svin. Rommerige.

Garting, f. Spøg; løs Snak.

garva, v.a. (ar), garve. (Nedertydsk). Hertil Garvar, m. Garving, f.

Garvor, s. Gardvord.

gasa, v.n. (ar), gloe, stirre paa noget. Hall. (Jf. Eng. gaze). Et andet Ord er “gasa seg”: gjøre sig tilgode. (Sv. gassa sig). Østl. Lidet brugl.

Gasse, m. = Gaasarstegg.

Gast, m. 1) en Gjæst (?). Bruges i en dunkel Betydning, omtr. som “Basse” om en stor og svær Karl, eller oftere om en urolig, vild, hidsig Person. – 2) et Spøgelse, Skovtrold. Skogargast (jf. Deildegast). Rbg. Tel. Ogsaa forklaret som Navn paa en Fugl, som skrækker Folk ved sit
Skrig; formodentlig et Slags Ugle. (Jf. Ropar). Formen Gasta bruges til at betegne noget stort eller stærkt (jf. gasteleg); saaledes “eit Gasta Drikka”: en meget stærk Drik, især om Øl. Nhl. Shl.

gasteleg, adj. usædvanlig stor eller stærk, svær, drøi. Tel.

[gasterera, v.n. holde Gjæstebud, leve flot og fornemt. Meget brugl.

Gastgivar, m. = Gjestgivar.

Gasveder (Gasvær), n. koldt Veir med Blæst. Østerd. (Aamot og fl.). Hedder ogsaa “gasett Vær”.

Gat, n. 1) et Hul; især et smalt Hul som er stukket med Kniv. Tel. og fl. 2) en Skure, udskaaren Fals. Sdm.

gat, imperf. s. gita.

gata, v.n. og a. (ar), skjære, udstikke eller bore med en Kniv. B. Stift. Især om at udstikke Knaphuller i Klæder. Hall. Isl. gata, bore (Haldorson).

Gata, f. Gade, Stræde i en By. Ogsaa: Vei til en Gaard; Kjørevei imellem Agrene, o.s.v. Smaal. I sidste Betydn. hedder det ellers Gota (o’). – Gatefok (o’), n. drivende Gadestøv. Gategut, m. Gadedreng. Gatemot (oo), n. Gadehjørne.

Gathol, n. Knaphul. Tel.

Gating, f. Stikning, Udskjæring.

gau, s. gauv. – gaua, s. gauva.

gaua, v.n. (ar), bjæffe, gjøe (om Hunde); ogsaa: støie, skraale, huje. Tel. Siredal. Maaskee for gauda.

Gaud (?), m. Gjøen; ogsaa: Støi, Skraal. Tel. i Formen Gau. Afvig. , Østerd. (Trysil). G.N. gaud, n. I en gammel Vise (Landst. 77) staar “Hundegaul”, maaskee for Hundegaud.

Gauk, m. 1) Gjøg (Fugl). G.N. gaukr. 2) en Stymper, sløv eller taabelig Person. (T. Gauch). Ogsaa en Vaaser, En som ofte gjentager det samme. Jf. Stamegauk. – 3) den øverste korte Stok i en Gavlvæg. Sæt. Sdm. og fl.

gauka, v.n. (ar), vaase, tale taabeligt eller ofte gjentage det samme (ligesom Gjøgen).

Gaukføda (Gaukføe), f. en liden Fugl, som siges at følge Gjøgen. Østl.

Gaukrid, f. Kulde i Midten af Mai Maaned. “Gaukari”, Nhl.

Gauksmessa, el. Gaukedag, fordum en Benævnelse paa den første Dag i Mai.

Gauksura, f. Gjøgemad, Oxalis Acetosella. Tel. Andre Plantenavne, som findes anførte i Skrifter, ere: Gaukeblom, Polygala. (Wille 122). Gaukesko, Viola canina. (Gunnerus). Gauklefsa, Oxalis. (Heltzen). Gauksmære, Bryum. (Wille 107).

Gaul, n. Brøl, Skraal, brølende Skrig.

Gaul, f. et Slags Gaas, s. Gagl.

gaul, adj. s. gul. gaula, v. s. gula.

gaula, v.n. (ar), brøle, skraale; huje eller raabe stærkt. Alm. G.N. gaula.

Gaular, m. en Brøler, Storskraaler.

Gauling, f. ideligt Skraal og Skrig.

Gaum, m. Agt, Opmærksomhed. I Forbindelsen: giva Gaum etter. Eg gav ikkje Gaum etter det: jeg ændsede det ikke, tænkte ikke videre derpaa. Mest brugl. i Tel. G.N. gaumr.

gauma, v.n. (ar), give Agt paa, lægge Mærke til. I Forbindelsen: gauma paa, el. gauma etter. Tel. Jf. Goth. gaumjan: mærke, blive var. (I Formen det samme som gøyma).

gaumlaus, adj. uopmærksom, ligegyldig.

Gaumløysa, f. Tankeløshed, Mangel paa Opmærksomhed. Tel.

gaumsam, adj. opmærksom.

gaupa, v.a. (ar), øse med Hænderne, opsamle saaledes at man hver Gang tager en Haandfuld eller fylder begge Hænder i sammenholdt Stilling. Hall. og fl. Ellers alm. i en anden Form: gaupna. Jf. Gaupn, Gaupe, Gauping.

Gaupa, f. 1, en Ramme eller Karm omkring en Aabning; s. Durgaupa, Ljoregaupa. (Nordl. Sdm. Nhl. Hall. og fl.). – Ogsaa, om en krummet Haand, s. Gaupn.

Gaupa, f. 2, Los (et Rovdyr), T. Luchs, Lat. Lynx. Alm. (I svenske Dial. göpa, Rietz 189). G.N. gaupa. Hertil Gaupehide, n. Lossens Hule. Gaupekall, m. Han-Los. Gaupeskinn, n. Skind af Los. – I Nordland forekommer ogsaa Gaupa som navn paa et Hun-Dyr; saaledes “Varggaupa”: Ulvinde; “Revgaupa”: Hun-Ræv.

Gaupe, m. en Haandfuld (= Gaupn). Hall.

Gauping, f. s. Gaupn.

Gaupla, f. Plantenavn, a) Hvidklokke, Campanula latifolia. Telem. Sæt. (tildeels “Gople”). – b) Dueurt, Epilobium. Helg. (tildeels: Guple, Guppel).

Gaupn, f. 1) en krummet Haand; Haandflade med halvt indbøiede Fingre. (Jf. Neve og Luka). Taka upp i Gaupni (= gaupa). Nogle St. kun om begge Hænder sammenholdte. (Hard. og fl.). En sjeldnere Form er Gaupa, f. (Tel.). – 2) en Haandfuld, en Portion som man kan optage i Haanden. Nogle Steder afvigende: Gauvn. (Helg.). Ogsaa i anden Form: Gaupe, m. Hall.), og Gauping, f. (Smaal.). G.N. gaupn; Sv. göpen; danske Dial. Gøve, Gjøvn; Eng. Dial. gowpen, gaupen; Nt. Gøpse, Mht. goufe.

gaupna, v.a. (ar), 1) øse med Haanden (= gaupa). Afvigende gauvna (gaufna), Nordl. – 2) rive til sig, tage i Mængde; saaledes “gaupna i seg”: æde graadigt. Hardanger.

Gaupning, f. Øsning med Hænderne.

Gaus, m. en Udstrømning, Strøm (af Vædske eller Luft). Hard. Til gjosa.

gausa, v.n. (ar), strømme (= gjosa). Tel.

gauska, v.n. skryde, prale (= gauta). Ryf.


gausta, v.n. (ar), tale hastigt og utydeligt, som naar man skynder sig med at fortælle noget. Hall.

gaut (gjød), s. gjota. – Mere utydeligt er Subst. Gaut i Mandsnavnene Gaut (Asgaut, Torgaut) og Gaute, hvortil ogsaa høre nogle Stedsnavne, som Gautstad (Gausstad).

gauta, v.n. (ar), snakke meget; ogsaa: skryde, prale. Sdm. G.N. gauta, snakke.

gauv (brev), s. guva (gyva).

Gauv, m. en Strøm af drivende Støv, Snee, el. deslige. Hall. Vald.

gauv (?), adj. anseelig, udmærket, fortrinlig (= gjæv og gild). “gau”, Stjordalen. Hører maaskee sammen med govug (o’). Jf. Gauve.

gauva, v.n. (ar), 1) støve, ryge, el. dampe (= gova). Hall. – 2) mylre, vrimle. “gaue”, Sfj. “D’æ so fullt, at da gaua”.

Gauve, m. en mægtig, anseet Mand (omtr. som Kakse, Bikse og lignende). Hall. Vald. Paa Østl. tildeels Gaue. Jf. gauv.

gauvra, v.n. skryde, prale. Tel.

Gavl, m. 1) Tværside, Tværfjel, Endefjel i en Kiste eller Kasse. B. Stift, Nordl. Vel ogsaa om Tværvæggen i et Huus, ligesom G.N. gafl; Sv. gafvel. – 2) en Hylde med en ophøiet Kant paa Forsiden; ogsaa om en Læddik eller lukket Hylde i et Skriin. Hall. – 3) en Rad eller lang Række, især af Fugle paa Søen. Nordl. Hertil Ædgavl.

gaa, v.n. s. ganga.

gaa, v.a. (r, dde), mærke, blive var, lægge Mærke til; ogsaa: føle, fornemme. Meget brugl. i de sydlige Egne fra Mandal til Sogn og Hall., ogsaa brugt i Indherred (Snaasen). G.N. , agte, ændse. Eg hadde ikkje gaatt nokot. Det var lenge fyrr han gaadde det. Ogsaa v.n. med “aat” og “til”. Eg gaadde ikkje aat det. (Hall. Tel. Rbg.). Især med Begreb af en vis Sindsstemning. Eg gaadde so til det: jeg blev saa underlig tilmode derved. Eg gaar so til det, sidan han reiste: jeg føler et Savn siden han reiste bort. Nhl.

gaadd, part. mærket, bemærket, s. gaa. Om et andet “gaadd”, s. gjengen.

Gaae, m. Agtsomhed, Opmærksomhed. Tel. (G.N. , f.).

gaaen, adj. opmærksom; s. gaaig.

gaaig, adj. agtsom, opmærksom. Tel. og fl.

Gaaing, f. Iagttagelse, det at man mærker noget (jf. Gaaning). Ofte i en anden form: Gaaelse, n.

gaalaus, adj. uopmærksom, tankeløs, ligegyldig. Siredal, Ryf. (Nogle St. gaadlaus). G.N. gálauss.

Gaale, m. Tosse, dum og fremfusende Person. Helg. (Isl. gáli). Jf. Gjæla, Jaala, Gaare.

gaaleg, adj. færdig, rede, beredt, f. Ex. til at reise ud. “gaali”, Indh. (Snaasen). I svenske Dial. gåli, gålin, osv. (Rietz 185). Ordets Slægtskab er noget dunkelt.

gaalutt, adj. dum, taabelig. (Til Gaale). Nordl. (gaalatt).

Gaaløysa, f. Uagtsomhed, Ligegyldighed. Rbg. Ryf.

gaamaal, s. gamall. Gaan, s. Garn.

Gaana, f. et Vindpust, Vindstød. Ryf. Jæd. Hertil gaanutt (gaanett’e), adj. ujævn, kommende i visse Stød eller Kast; om Vinden.

Gaaner, s. Gorn.

Gaang, s. Gong. Gaanga, s. Gonga.

Gaaning, m. 1) Opmærksomhed (s. gaa). Han fekk Gaaning paa det: han kom til at mærke det, blev opmærksom derpaa. Shl. (Isl. gáningr). – 2) Tykke, Smag, Behag (maaskee egentl. Opfatning). Det var ikkje etter min Gaaning (efter mit Sind). Søndre Berg. I danske Dial. Ganning. – 3) Forventning, Haab; især om Tilflugt til et Sted hvor man venter en god Modtagelse. Hall. (Uvist om samme Ord).

Gaar, i Forbindelsen: i Gaar, dvs. forrige Dag. Hedder ogsaa: i Gjaar, i Sogn, Søndre Berg. Tel. Hall. Vald. Gbr. Sjeldnere: i Gjær (Opdal). G.N. i gær, i gjár (jf. Ang. georstendæg, Goth. gistradagis). – I Gaar-natt (i Gjaar- nott): Natten før igaar. I Gaarmorgon: igaarmorges. I Gaarkveld: igaaraftes. Hedder ogsaa: i Gjærkveld, Sogn, Voss, Hard. Jæd. Siredal; i Gjaarkveld, Vald. Gbr. Paa Østl. “i Kveld”, el. i Aftan (Æfta); andre Steder i Aftans (Aftes), Sdm. og fl.

Gaar, m. s. Gaare, og Gard.

Gaara, f. en Stribe, Linie, Aare i Steen eller Jord; en lang Forhøining eller Fordybning paa Jorden; ogsaa en Bølge paa Vandet. Indherred, Helg., ogsaa i Hall. (Jf. Meit, Rand, Reina, Skora). See ellers Gaare, m.

gaarast, v.n. blive bølgeformig, faae Striber eller Rynker paa Overfladen. Indh.

Gaaraa, s. Gare.

Gaare, m. 1, Cirkellinie i Træ, Aarsring, de aarlige Lag i Stammen af Træet (mest synlige i Naaletræerne). Ogsaa: Snit eller Skure som danner en Linie (Hard.). Nogle St. Gaar, m. I de nordligste Egne falder det sammen med Gaara (s. d.). I Sverige gåra, f. (Rietz 226). Jf. Isl. gári, m. Sprække.

Gaare, m. 2, en Taabe, Tosse. Helg. Jf. G.N. gárungr, Galning; gár, Spot. S. ogsaa Gaale.

gaarelaus, adj. om Træ, som ikke viser tydelige Aarsringe.

gaarutt, adj. 1, aaret, stribet; ogsaa ujævn, bølgeformig; s. Gaara.

gaarutt, adj. 2, taabelig, tosset. Helg.

Gaas, f. (Fl. Gjæser), 1) Gaas (Fugl); jf. Gagl, Graagaas. (Fleertal udt. Gjæs’er,
nogle St. Gjæs’ar, Gjæs’e). G.N. gás, pl. gæss. – 2) et Slags smaa Kar eller Støb med et Skaft, som ligner en Gaasehals. Sylvgaas. Shl. – 3) en liden Klump af Smør. Østl.

Gaasarstegg, m. Gasse, Han-Gaas.

Gaasefit (i’), m. en Væxt: Lycopodium annotinum. Tel. (Vinje, Tinn).

Gaasereip, n. en Hob Vildgjæs, som flyve i en Rad eller Vinkel. Vald. og fl. Nogle St. Gaglereip.

Gaasunge, m. Gjæsling.

Gaat, n. Opmærksomhed, Agtpaagivenhed. G.N. gát. Hava Gaat paa: vogte paa, passe, have stadigt Tilsyn med. Jf. gjæta. Faa Gaat paa: bemærke, opdage, blive opmærksom paa; f. Ex. Hunden hadde fenget Gaat paa eit Udyr. Nordre Berg.

Gaata, f. 1) Gaade, Gjetning, dunkelt Spørgsmaal. G.N. gáta. – 2) et Paafund for at vildlede eller forvirre En, en Foregjøgling, Mystification. Valders. – 3) et Æventyr, en opdigtet eller fabelagtig Fortælling. Sogn, Nhl. Saaledes ogs. Gaatebok, f. en Æventyrbog.

Gaateleik, m. el. Gaatespurning, f. Fremsættelse af Gaader til Opløsning.

gaatevis (ii), adj. klog til at opløse Gaader.

Gaatt, f. Fals, indskaaren Fuge i en Ramme eller Karm. Saaledes Duragaatt: Dørkarm, nærmest om den Skure, som omslutter Kanterne af Døren; ofte kun om dens nederste Deel eller Falsen i Dørtærskelen; f. Ex. Gaatti er full med Is. Der er komen ein Kvist inn i Gaatti. (Gaatt’a. Nordre Berg.). Afvig. Gaatt, m. Hall. Vald. Gott (oo), f. Voss, hvor det ogsaa betegner en Hylde, saaledes “Fatagott”: Kjøkkenrække, Skraahylde at sætte Fade i. (Jf. gaatta). G.N. gátt, Dørkarm. I Sverige gåt, Dørfals. (Rietz 226).

Gaatt, m. 1, Fiske-Yngel; ogsaa Fiskens Gydning (som ellers hedder Got, n.). Vald. Hall. Tel. Hertil: gaatta, v.n. om Fisk: gyde Rogn (= gjota).

Gaatt, m. 2, Sjøen; s. Hundegaatt.

gaatta, v.a. (ar), udskjære en Fals eller Fuge (Gaatt) i en Ramme. Particip gaattad: tilskaaren, forsynet med Fals. Afvig. gotta (oo), Voss.

Gaava, f. 1) Gave, Foræring. G.N. gáfa; Sv. gåfva. Af giva, gav. – 2) Uddeling, Given. Sjelden (som i Kortgaava). – 3) Evner, Anlæg, Talenter. Han heve ikkje Gaava til aa syngja.

gaava, v.a. (ar), begave, berige. Sjelden.

Gaavebrev, n. Dokument hvorved en Eiendom erklæres bortgiven.

Gaavekyrkja, f. Kirke som er bekostet ved Gaver.

gaavelaus, adj. 1) tomhændet, uden Gave. Ganga gaavelaus. 2) ubegavet, uden Talenter.

gaaverik, adj. høit begavet, talentfuld.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   46   47   48   49   50   51   52   53   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə