Ivar Aasen Norsk Ordbog


givande, adj. passende til at give. Givar



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə52/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   48   49   50   51   52   53   54   55   ...   221

givande, adj. passende til at give.

Givar, m. Giver; Uddeler.

Givarkaup, n. et meget billigt Kjøb; det at man faar noget næsten for intet. Nogle St. “Gjævakaup”.

Givast, v.n. (givst, gavst, gjevest), 1) blive udmattet. (Egentl. = giva seg). givast upp. Østl. – 2) svækkes af Alder, blive affældig. B. Stift. – 3) jamre, vaande sig. Indherred.

Givende, n. Gave. Til Givendes: til Foræring, for intet. B. Stift.


Giving, f. 1) Given; Bortgivelse, o.s.v. 2) Uddeling, Tildeling. Særlig om Uddeling af Foder til Kreaturene. 3) Portion som gives paa een Gang. Tri Givingar. Fyrste Givingi, o.s.v. 4) Gave, Foræring. Til Giving, = til Givendes.

givmild, adj. gavmild. Sjeldnere: gaavmild. (Jf. gjæv). Sv. gifmild.

Givnad, m. 1) Natur, naturlig Egenskab; noget medgivet, medfødt. Sfj. Sogn. Især: Sind, Sindelag, Tilbøielighed. (Gjibna, Sogn). Jf. G.N. mér er svá gefit: jeg er saa sindet. – 2) Begavelse, Aandsgaver, Talenter. Sdm. Nhl. og flere. (Jf. Gaava). – 3) Held, Lykke, Fordeel. (Mindre brugl.). Jf. G.N. gipta, gæfa.

gjale (gjal’), v.n. = gjerda. Indh.

Gjaar, s. Gaar, og Gjord.

gje, s. giva og ganga (gjenget).

Gjed (e’), n. 1) Sind, Tanke. Minde. I Forbind. “Dæ gjekk meg or Gje’e”, dvs. det gik mig af Tanker, jeg glemte det. Shl. (Jf. orgjetes). G.N. ged, Sind. – 2) Stemning, Lune; ogsaa: Mod, Fyrighed, Djærvhed. Hard. D’er for litet Gje(d) i honom. Hertil gjedad (e’), adj. modig, dristig. “gjea”, Hard.

Gjedd, m. Smaatorsk (= Modd, Kroppung). Nordl. Namd.

Gjedda, f. Gjedde (Fisk), Esox. Østl. G.N. gedda. Gjeddedrag, n. Fiskesnøre med kunstige Agn (Tinfiske). Sv. gädd-drag.

gjedda, v.n. (ar), el. gjedda seg: fortørres, om Træer. gjedda(d), adj. fortørret, med afstumpede, haarde Kviste. (Af Gadd). Nordre Berg.

Gjeddefura, s. Gaddfura.

Gjedlike (?), m. Staldbroder, Kammerat. Mest i Fl. “Gjelikar”, deels som: Consorter, Deeltagere, deels Ligemænd, Jævnlige. Maaskee af et Adj. gjedlik (ligesindet), men kan ogsaa være indført efter det ældre tydske gelich (= gleich), dvs. lig.

gjedsleg (?), adj. behagelig, tækkelig. “gjetleg”, Hard. (G.N. gedslegr).

gjegla, v.n. rave (= gigla). Helg.

Gjegn, f. s. Gjegne.

gjegn, adj. 1) bekvem, passende, beleilig. Tel. Mest i Formen gjegnt og gjegnaste. G.N. gegn. – 2) kort; især om en Vei som gaar ret frem, i lige Linie. Sjelden, s. Gjegnveg. I Smaal. gjen (gjeen), mest i Formen “gjenest”. G.N. gegn; Sv. gen. Jf. gjegnt, gjenka, gjen, gjenom.

gjegna, v.a. (er, de), 1) møde, gaae i Møde, vende sig imod; f. Ex. om visse Bevægelser i Leg eller Dands. Hall. G.N. gegna (jf. gagn, som i visse Tilfælde betyder: imod). – 2) gjenne, drive tilbage, sætte sig imod, bortdrive, f. Ex. Kreature fra Engen. Tel. og flere. I Østerd. gjenke. Ellers: bægja, møta, venda. – 3) svare, gjenmæle; ogsaa modsige, gjendrive. Eg vil ikkje gjegna deg. Lister. – 4) v.n. passe sammen, være passende, sømme sig. Hall. Nhl. Han segjer ikkje meir, en som gjegna kann. Detta kann ikkje gjegna: dette kan ikkje godt gaae an. G.N. gegna.

Gjegne, n. 1, et Punkt som man har lige foran sig, som man møder eller nærmer sig til paa en Vei. (Jf. T. Gegenstand). Det gjeng etter Gjegne (pl.), siges om en Reise igjennem en Ødemark, hvor man ikke har nogen Vei at følge, men kun retter sig efter visse Mærkepunkter, saasom Klipper, Huulninger, Bække o.s.v. Lister, Siredal.

Gjegne, n. 2, Redskaber til Arbeide, Gaardsredskab. Indh. Nogle St. Gjegn, f. (Af Gagn). Jf. Gogn.

Gjegning, f. Imødegaaelse; Tilbagedrivelse o.s.v. see gjegna.

gjegnordig (-orig), adj. tilbøielig til Modsigelse; noget trættekjær. Tel.

gjegnt, adv. lige til, ligefrem. I Smaal. gjent (gjeent). Jf. aagjengs.

Gjegnveg, m. Gjenvei. Jæd.

Gjeil, Gjeim o.s.v., s. Geil, Geim.

gjekk (ee), s. ganga.

Gjekk, m. Gjæk, Taabe; ogsaa en Spotter. Nogle Steder Gikk (Gjikk), Shl. Hall. Nordl. og flere (T. Geck). Gikk betegner ogsaa en Bisol, s. Gil.

gjekka (el. gikka), v.a. gjække, drille.

Gjel, s. Gil.

Gjeld, n. et mindre Distrikt, bestaaende af et Sogn eller flere, som udgjøre et Præstekald. Mest brugl. paa Oplandene. Andre St. Prestgjeld. Vel egentlig et Samfund med fælles Udgifter el. Udredsler. Jf. Gilde.

Gjeld, f. 1) Betaling; Gjengjældelse. Kun i nogle sjeldne Sammensætninger: Attergjeld (Gjengjeld), Motgjeld. – 2) Gjeld, ubetalte Udgifter (= Skuld). Afvig. Gjøld, Hard. Voss. G.N. gjöld, pl. af gjald, n. Betaling. – Hertil: gjeldbunden, adj. = skuldbunden. gjeldfri, adj. = skuldfri. Gjeldmann, m. = Skuldmann.

gjeld, adj. 1) gold, som ikke malker; om Hun-Dyr, især Køer, som paa et Aars Tid eller længere ikke have havt Foster (Kalv) og altsaa ikke givet Mælk. G.N. geld(r). – 2) om Han-Dyr: gildet, castreret. Det sidste kan være Particip af gjelda, v.a., men dette Ord maa vel afledes af et ældre “gald” (dvs. ufrugtbar). D. gold, Sv. gall (gald), i tydske Dial. gelt og galt. (Weigand, 1, 410). Jf. Galde.

gjelda, v.n. (gjeld, galdt, goldet), at gjælde. Inf. ogs. galda (Voss). Imp. Fl. goldo (sjeld.). Supin. golde’, ogs. gulde. G.N. gjalda (geld, galt, goldit). Sv. gälla (gäller, galt, gullit). Betydning: 1) betale, bøde for noget. G.N. gjalda; Ang. geldan). Han fær gjelda fyre det. Meget sjelden. Tildeels: “umgjelda” (D. undgjælde). – 2) koste, have et vist Værd,
ogsaa: ansees for noget. Det gjeld fyre store Pengar. – 3) gjælde, være gyldig. Den same Retten gjeld endaa. – 4) angaae, vedkomme; ogsaa komme an paa. D’er nokot som gjeld oss alle. Det gjeld um Velferdi. Det var, som det galdt um Livet. – 5) udkræves, være nødvendigt. Det gjeld um aa skunda seg. Han vardt rædd, naar det galdt um, o.s.v. – Afledninger: Gjeld, Gilde, gild.

gjelda, v.a. (er, e), gilde, castrere. G.N. gelda; Sv. gälla. (Jf. gjelka). Egentlig gjøre ufrugtbar, s. gjeld. – Gjeldar, m. en Gilder, Hesteskjærer o.s.v. Gjelding, f. Gildning, Castrering.

Gjeldfe, n. Kreature, som ikke malke, eller ikke have afkom. (G.N. geldfé). Særskilt: Gjeldku (-kyr), f. gold Ko (s. gjeld). Gjeldsaud, eller Gjeldsøyda, f. Faar uden Lam. Gjeldgeit, f. Gjed uden Kid. – For Han-Dyr har “gjeld” Begrebet gildet, ikke avledygtig (modsat grad); saaledes: Gjeldbukk, Gjeldveder (Gjellveer), Gjeldstut (el. Gjeld-ukse), Gjeldgamp (= Gjelk). I disse Ord lyder”gjeld” sædvanlig som “gjell”.

Gjeldfisk, m. Fisk som er uden Rogn eller Mælke. Vald. og fl.

Gjelding, m. Gilding, Castrat; især om gildet Oxe. Nogle St. Gjeldung. Gbr. og flere. – Et andet “Gjelding” bruges kun i Forbind. med Stedsnavne (som Nesgjelding, Vangs-gjelding osv.) og betegner Indbygger af Gjeldet, s. Gjeld, n.

Gjeldkarve, Pimpinelle (Urt). Hard.

Gjeldkorn, n. Korn som ikke har Spirekraft. “Gjellkodn”, Hall.

Gjeldku, s. Gjeldfe.

gjeldna, v.n. (ar), blive gold; især om Køer, som ophøre at give Mælk. Nhl. og fl.

Gjeldnøyte, n. Kalve, Kvier og Køer som ikke have Kalv. Hard. og fl.

Gjelg, m. s. Gjelv.

Gjelgja, f. en tyk og kort Bjælke (lig en Kranbjælke), som strækker sig frem over Arnestedet (Aaren) og tjener til Fæste for Kjedelkrogen (Skjerdingen). Rbg. I Evje hedder det Gjelja, i Tel. tildeels Gjægja. (Nesland). I Valle lyder det som Gjøja (Jøya), el. næsten Gjyna. Formod. af Galge. Jf. Isl. gelgja. (Jonsons Ordbog 782).

Gjelikar, s. Gjedlike.

Gjelk, m. gildet Hest, Vallak. Nogle St. Jalk (Gjalk?), Hard. Sæt. Hall. (s.følg). G.N. jalkr.

gjelka, v.a. (ar), gilde, castrere (= gjelda). Nogle St. jalka, Sæt. og fl. Kunde nærmest opfattes som “gjeld-ka” (dvs. gjøre ufrugtbar); dog synes det foranførte gamle jalkr at tyde paa en anden Oprindelse.

Gjell, m. liden Regnbue; s. Gil.

gjella, v.n. (gjell, gall, gollet), gjalde, hvine, give en stærk Lyd; ogsaa: skrige, om Dyr. Ryf. Nordl. G.N. gjalla (gell, gall, gollit); Sv. gälla. Jf. gnella.

Gjelling, f. Hvinen, skrigende Lyd. Nordl. Jf. Galder.

Gjelming, s. Gjølming.

Gjelv, m. 1) Bølgegang, oprørt Sø; især nær ved Landet (Landgjelv). Nordl. G.N. gjalfr, n. I samme Betydning ogsaa: Gjelg, m. Ryf. Sogn. – 2) et vist Indtryk, en Fornemmelse af Frygt, el. deslige (omtr. som “Hjelm”). Nhl. – I Hall. Gjølv, m. et Stød, en Rystelse. (Jf. Gjølg: Luftstrøm).

Gjema, v. s. gima.

[gjemein, adj. 1) almindelig, sædvanlig. “D’æ noko meir en gjemeint”. – 2) omgjængelig, venlig, nedladende. Af Tydsk.

Gjemp, m. Opbruusning, Hidsighed. Han var i slik ein Gjemp. Voss.

Gjen (ee), Egenskab, s. Gin.

gjen (ee), adj. kort; s. gjegn. Jf. gjent.

gjen (e’) som adv. 1) med Betydn. imod, i nogle faa Sammensætn., s. Gjenos, Gjenslag. G.N. i gegn: i mod. – 2) med Betydning: atter, tilbage, i Forbind. “i gjen” (i gjænn), ligesom Sv. igen. D. igjen. F. Ex. No er han her i gjen (dvs. paany). Eg lyt faa det i gjen (dvs. tilbage). Lat i gjen Dyri (luk Døren til). – Denne Brug, som ikke passer til det gamle “i gegn”, maa her være indkommen udenfra, og er for det meste noget fremmed for Almuen, som hellere bruger Ordet “atter” for disse Betydninger.

gjeng, dvs. gaar, s. ganga.

gjengd, adj. 1) gaaende. Kun i Sammensætning som: framgjengd, snargjengd, tidgjengd. – 2) duelig til at gaae (= gangfør); mest om Dyr. Nhl. Sfj. Hall. og fl. G.N. gengr. – 3) bekvem til at gaae paa, om Jord, Iis o.s.v. Der var godt gjengt (dvs. godt at gaae). Søndre Berg. Hertil: hardgjengd, lettgjengd; jf. vidgjengd. Paa Sdm. tildeels “gjengst”, som hargjengst, framgjengst, som kunde høre til en anden Form: gjengs. Jf. G.N. gangsi (algangsi).

Gjenge (Gjengje), n. 1) Gang, Fremgang. Det skal hava sitt Gjenge. – 2) Gjænge, Løb hvori noget gaar; f. Ex. Nøgelgang i Laas, Bøssing omkring en Axel osv. – 3) Hængsel, bevægeligt Fæste paa et Laag, en Dør, og deslige. – 4) Tilflugt, Tilhold, Sted at gaae til. Tel. – 5) Følge, Selskab? (Landst. 761). G.N. gengi.

gjengelaus, adj. beskadiget i Hængslerne, om Døre, Laag og desl.

gjengeleg, adj. 1) gjængs, noget sædvanlig. 2) gangbar, gjældende.

gjengen, adj. 1) gangen, gaaen. Particip af ganga. Afvig. gangjen, Hall, gjingjin, Sdm. gjeen, Ryf. Nhl. Sdm. og “gaadd”, mange St. (G.N. genginn). – 2) forløben, forbigangen. – 3) bevandret, vel befaren,
udlært i en Kunst o.s.v. Tel.

Gjenger, pl. Græsgang; s. Gong.

Gjengla, f. 1) et lidet Hjul, f. Ex. paa en Barnevogn. – 2) Skruegang (= Skruvfar). Voss.

gjenka, v.a. drive tilbage; s. gjegna. Om et lignende Ord s. jenka.

Gjenne, n. s. Gjerne.

gjenom (e’), adv. og præp. igjennem, ind fra den ene Side og ud af den anden; ogsaa: fra den ene Ende til den anden, fra først til sidst, i alle Dele. Egentlig forbundet med “i” (i gjenom), ligesom Sv. i genom: G.N. i gegnum, hvilket enten kan opfattes som en Sammensætning “i gegn um” (s. Egilsons Lex. 228), eller ogsaa som en Dativform. Til dette sidste passe Formerne: gjønom, gjøno og gjønaa, som bruges i de nordlige og vestlige Egne. – Ordet bruges: 1) som adv. Det gjekk tvert igjenom. D’er vaatt alt igjenom. Heile Aaret igjenom. 2) som præp. med Akkusativ; for Ex. igjenom Veggjerne. 3) i Sammensætning, sædvanlig uden “i”, især med Adjektiv og Particip, saasom: gjenom-barkad, -blaut, – frosen, -gjengen, -heit, -kald, -lesen, -raa, -roten (o’), – sedd, -sjuk, -soden (o’), -steikt, -turr, -varm, -vaat. Sjeldnere med Subst. som Gjenomgang, Gjenomlaup, Gjenomsyn.

Gjen-os, m. Bølgebrydning, Bølgernes Tilbagestød fra Landet. Nordl. (Lof.), udtalt Gjænnoos. Vel egentl. Gjegnos.

Gjenslag, n. Tilbagestød; f. Ex. naar man banker eller hamrer paa noget, som ikke har fast Underlag. Sdm. (For Gjegnslag).

gjensverdug, s. gjenverdug.

gjent (?), adv. ofte, tidt. “D’æ ikkje jænt at dæ hende”: det hænder ikke ofte. Sdm. I Ork. gjenast (jenast): oftest, sædvanlig. – Afvigende herfra er: gjent (jeent), adv. ligefrem, let, bekvemt; og Superl. “gjenest”: kortest. Smaal. Det sidste hører nærmest til gjegn. Ellers dunkelt.

Gjenta, f. Pige, Pigebarn; Tjenestepige; ugift Kvinde (i Modsætn. til Kona). Alm. bekjendt, dog mest brugl. i de sydlige og østlige Egn. (Jf. Taus). Afvig. Gjinte, Østerd. Hedem. I svenske Dial. gänta (Rietz 229). G.N. genta (findes sjelden). – Hertil Gjentebarn, n. Pigebarn. Gjentebrud, f. Brud som er Pige (ikke Enke). gjentekjær, adj. som holder sig meget til Pigerne. Gjentelag, n. 1) Selskab af Piger. 2) Pigers Skik eller Maneer. gjentelaus, adj. som ikke har Tjenestepige. Gjentelynne, n. Yndest hos Pigerne, Kvindegunst (s. Lynne). Valders. Gjenteløn, f. Løn for en Tjenestepige. Gjentemoder, f. Kone som har mange Døttre. Gjentestand, n. Pigestand. Gjentunge, m. en liden Pige; mest i Spøg, ligesom Drok, Vækja, Fesja, og fl.

gjenverdug, adj. fordringsfuld (= velverdig). Smaal. (?). I Gbr. gjensværug, gjønsvælug (med tykt L).

gjeppa, v.n. vippe, gjøre at noget stødes opad. Gjeppeleik, m. en Leg med Pinde eller Kjæppe, som vippe hinanden op i Luften. Rbg. Maaskee for gippa. (Sv. Dial. gippa). Hertil hører vel ogsaa en Form “gifta”, hvorom s. Folkevennen 11, 453.

gjer (e’), adj. graadig, begjærlig. Paa Voss: gjer (gjær’e): graadig, stærkt tilgribende; f. Ex. om Kniv eller Bor, som skjærer sig for stærkt ind (altsaa = frek). I Hard. gjerr (gjærr’e): paatrængende, nærgaaende; ogsaa graadig; jf. matgjerr. I Gbr. gjert: begjærlig, lysten. Han er so gjert etter det. G.N. gerr (s. Egilson under Geri). Jf. Navnene Gere og Freke, om Odins Ulve.

gjera (e’), v.a. og n. (gjerer, gjorde, gjort), at gjøre. Inf. ogsaa gjøra (Østl.), gjøraa, gjaaraa, Indh. G.N. gera; Sv. göra. Ind. Præs. sædvanlig gjere (uden r), i Hall. gjiri. Imperf. gjore, ogsaa gole (tykt L). Et Konjunktiv “gjøre” forekommer i Tel. Vokalskiftet synes opkommet i en senere Tid (jf. G.N. gerir, gerdi, gert; dog ogsaa görir osv. med Particip görr, el. gorr). – Betydning: 1) gjøre, tilvirke, forfærdige. Gjera Klæde, Kjerøld, Stolar, Knivar, Ljaa o.s.v. Ogsaa: gjera Vers, Visor, Bøker, m. m. – 2) foranstalte, indrette, faae i Stand. Gjera Lag, Dugnad, Gjestbod, Brudlaup. Ogsaa: udføre, forrette. Gjera Tenesta. Gj. Skjot. – 3) sende, skikke afsted. Gjera Bod. Gjera Folk heim. Dei gjorde meg hit. Gjer av Drengen etter det. (Mest brugl. nordenfjelds. Ogsaa G.N.). Ligesaa om at affærdige, udstyre. Han gjorde henne vel heiman (h. gav hende god Medgift). – 4) foraarsage; paaføre, tilføie. Gjera seg Møda, Sorg, Sut. Gjera seg saart, illt, vondt. Gjer deg no ikkje nokot med Kniven. Eg veit ikkje kvat han hadde gjort honom. – 5) virke, udrette noget (godt eller ondt). Gjera Mun, Gagn, Skade. Det gjorde ingen Ting (virkede intet). Det gjerer korkje fraa elder til. – 6) faae til at blive (med Adj.). Gjera ein frisk: læge En. Gjera godt atter: sætte i Stand igjen, gjenoprette, læge o.s.v. Gj. fast: fæste. Gj. visst: afgjøre for Alvor. Gj. seg laus: gjøre sig færdig (til at reise). Ofte med Begrebet: anstille sig, lade som om man skulde være; f. Ex. gjera seg framand, bljug, fin, blid, vond o.s.v. – 7) sætte op, fremvise (en vis Figur). Gjera Augo: sætte store Øine op, blive forbauset. Gj. Naser: sætte Næsen op. Gj. Lepar: hænge med Læberne. Gj. Nakke: reise Hovedet høit. Jf. gjera Kjeft: skjælde, skraale. – 8) v.n. bære sig ad, handle paa en vis Maade. So skal du gjera. Sjaa etter kor hine gjera. Daa gjorde han rett. Gjera
til Meins: trodse, gjøre tvertimod Ens Ønske. Modsat: gj. til Vilje. Gjer so vel: vær saa god! – 9) foretage sig, bestille, sysle med noget. Ganga og inkje gjera. Han gjorde ikkje nokot der (dvs. h. havde intet der at bestille). Undertiden ogsaa: behøve (at gjøre, el. være). Du gjer’ ikkje segja nokot. (Trondh.). “Dæ gjer’ ikkje større” (dvs. det behøver ikke at være større). Sdm. – 10) være i Færd med noget. Ofte med et vist almindeligt verbalt Begreb, uden at betegne nogen egentlig Gjerning; f. Ex. A: Ligg han endaa? B: Ja det gjerer han. Eg trudde at han sov, men det gjorde han ikkje helder. Ofte ogsaa som Udfyldning ved andre Verber; f. Ex. Han gjorde baade greet og bad. Lat er han, og drikk gjerer han. Stræva gjera dei, som mest dei vinna. Sprang gjorde han rett til Gagns. Rodde gjorde me, alt me orkade. – Med Partikler: Gjera av: a) afgjøre; b) sende afsted. Gj. av med: ødelægge, gjøre Ende paa. Gjera aat (fyre ei Sykja); skaffe Lægedom; tildeels om at læge ved hemmelige Kunster. Jf. Aatgjerd. – Gjera etter: a) efterligne; ogsaa: afpasse efter (en vis Model); b) vise igjen, paavise, hvor stjaalne eller tabte Ting ere henkomne. – G. fraa seg: a) skikke fra sig; b) gjøre sit Arbeide færdigt; c) forrette sin Nødtørft. – G. fyre: forebygge (s. fyregjord). G. seg myket fyre: gjøre sig megen Flid for, tage sig for Alvor af noget, gjøre sig Umage. – G. inn paa: jævne og pynte Kanterne omkring en Ager. Smaal. – G. med: bruge; behøve. Eg gjerer ikkje med det (behøver det ikke). – G. til: a) bearbeide, tilberede; b) danne, tilskabe; c) forbryde, el. egentl. fortjene en Straf. Han hadde ikkje gjort nokot til. Gjera seg til: a) tilberedes, udvikle sig (f. Ex. om Malt); b) bryste sig, være stolt; c) gjøre Larm, buldre, skjælde. – G. undan: gjøre sine Arbeider færdige i rette Tid, saa at man trygt kan begynde paa noget nyt. – G. upp: opgjøre. G. upp Fisk: opskjære Fisk. G. upp Verme: tænde Ild paa Arnen. (Østl.). G. upp Sengi: rede Sengen. (Hedder ogsaa: gjera upp um, el. “‘pum”). – G. upp-or: skille Kornet fra Halmen, faae Kornet færdigt fra Ladegulvet. – G. ut: udstyre, udsende; ogsaa: besudle, gjøre ureen. G. utav (‘ta’): sætte hen, lægge, skjule. Han veit ikkje kvar han skal gjera utav seg (dvs. hvor han skal flye hen). Gjer no ikkje for myket utav det: driv det ikke for vidt, tag ikke for meget, o.s.v.

gjerande, adj. gjørlig, som man kan gjøre; ogsaa: tjenlig, tilraadelig, passende at gjøre.

Gjerar, m. Gjører; Gjerningsmand.

gjerast, v.n. (gjerest, gjordest, gjorst), 1) tilberedes, lave sig, udvikle sig efterhaanden. (Egentl. gjera seg). Det gode gjerest, medan det vonde gjeng (dvs. det gode danner sig, medens det onde endnu hersker; i selve Nøden forberedes en bedre Tid). Sæt. – 2) gjære, være i Gjæring; om Øl. Ork. – 3) modnes, blive moden. B. Stift (s. gjor, Gjerd). – 4) slides, svækkes; om Redskaber. Det gjerest alt som brukt er. Sdm. og fl. – 5) blive (med Adj.). Ofte i de gamle Viser; f. Ex. Vetren gjerest kald. (Landst. 231). So moder gjerest min Gangar (ib. 235). G.N. gerast. – 6) i Talemaaden “gjerast paa”: sætte sig op, trodse, beflitte sig paa at gjøre Fortræd. Østl.

Gjerd (Gjær), f. 1) Gjerning; Udretning. G.N. gerd. Jf. Velgjerd, Fyregjerd, Aatgjerd. – 2) Udvikling; Modning, Modenhed; f. Ex. paa Korn. Jf. Vangjerd, Misgjerd. – 3) Forgjørelse, Trolddom. Helg. (Jf. G.N. gerningar). – 4) Virkning, Kraft; Egenskab. D’er ei undarleg Gjerd med det (dvs. det gjør en besynderlig Virkning). Østl. Fela hadde den Gjerdi, at ho fekk alt Folk til aa dansa. – 5) Maade, Maneer, Skik. Dei hava det paa ei onnor Gjerd. Ogsaa: Form, Skikkelse, Beskaffenhed. Det fekk ei onnor Gjerd. (Nogle St. “eit anna Gjær”). D’er ikkje nokor Gjerd paa det: det er ikke ganske i Orden, har ikke nogen rigtig Skik.

Gjerd, f. (2), med Betydn. Gjærde (af Gard), s. Umgjerd, Millomgjerd, Hovudgjerd. Hertil hører vel ogsaa Kvindenavnet Gjerd (G.N. Gerdr, den omgjordede?), i Nhl. “Gjær”; mere alm. i Sammensætning: Arngjerd, Asgjerd, Hallgjerd, Ingegjerd, Torgjerd, Valgjerd. Sædvanlig fordunklet i Udtalen, f. Ex. Angjær, Asjer osv.

gjerda (gjæra), v.n. og a. (er, e), gjærde, hegne; opsætte et Gjærde; særskilt om det Arbeide at sætte Gjærderne i Stand om Vaaren. G.N. gerda. Af Gard. Imperf. lyder oftest “gjærte” (for gjerde); Particip: gjerd (ofte gjært). Gjerda atter: stænge, tillukke ved et Gjærde. Gj. inne: omgjærde, indeslutte. Gj. ute: udestænge, holde ude ved Gjærder. – Ordene Gard, gjerda, Gjord og gyrda, ansees som udsprungne af et ældre stærkt Verbum gjerda (gjerd, gard, gordet), Goth. gairdan: omringe. (Grimm, Gr. 2, 38).

Gjerda (Gjæra), f. 1) en liden omgjærdet Plads. Hall. – 2) et Vindkast, en Stormbyge som viser sig i en mørk Stribe paa Vandet. Sdm. og fl. Jf. Garde.

Gjerde (Gjære), n. 1) Gjærde, Hegn (= Gard). Østl. – 2) et lidet indhegnet Jordstykke (tildeels uden for Gaarden). B. Stift. G.N. gerdi. – 3) den indhegnede Jord omkring en Gaard (= Bø). Ork. Hertil hører vistnok ogsaa det søndenfjeldske “Jore”, da nemlig Gjorde, for Gjerde, allerede findes i gamle Breve. (Dipl. 2, 570; 3, 487 og 503). Ligesaa i Stedsnavne, som Sillejord (fordum Seljugerde), Haajord (Haugagerde), Fossejorde (Forsagerde). Munch, Norge i Middelald. 184. 174. 186.


Gjerdefang, n. Gjærdsel, Materiale at gjøre Gjærder af.

gjerdelaus, adj. uomgjærdet.

Gjerdesgard, m. Gjærde omkring Engmarken paa en Gaard. Sædvanlig udtalt “Gjærsgar”. Sv. gärdesgård. (Oftere kaldet Bøgard, og Utgard).

Gjerdevond, n. Gjærdsel (= Gjerdefang), især til Riisgjærder, af Enerbuske og desl. Trondh. Sdm. (Gjærevaand). G.N. gerdivönd (el. vöndr?).

Gjerding, f. 1) Indhegning; Gjærdernes Istandsættelse om Vaaren. – 2) et indhegnet Jordstykke. Østerd.

Gjerdsl, m. (?), en indhegnet Plads. Østerd. i Formen Gjesl, Gjetl. (Usikkert).

Gjerdsla, f. Indhegning.

Gjering (e’), f. Gjøren (Begrebet: at gjøre); ogsaa: Handlemaade. Jf. Gjerd.

gjerleg, adj. gjørlig (= gjerande). Sjelden.

gjerna, adv. 1) gjerne, villigt, med Lyst. Udtalt: gjærne (Nordl. Trondh.), gjedna, (Søndre Berg.), gjønne (Tel. og flere), gjenne og gjinne (Østl.). Tildeels med stærkere Betydning: inderlig, ret meget (ligesom G.N. gjarna). Eg vilde det so gjerna. – 2) uden Hindring, frit, længe nok. Han kann gjerna faa det. No kann du gjerna koma. Ogsaa: med Føie, med god Grund. Ja, det kann du gjerna segja! – 3) lettelig, muligviis, maaskee. Det kann gjerna henda. Du skal gjerna sjaa, at han gjerer det. Ogsaa i Betydn. sædvanlig, som oftest. D’er gjerna so, at det vil minka. I Stedet for Komparativ bruges: helder.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   48   49   50   51   52   53   54   55   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə