Ivar Aasen Norsk Ordbog


Gjerne, n. Indvolde i Fisk (= Slog). Nordre Berg. Sdm. Nordl. (Senjen). Udtalt: Gjenne



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə53/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   49   50   51   52   53   54   55   56   ...   221

Gjerne, n. Indvolde i Fisk (= Slog). Nordre Berg. Sdm. Nordl. (Senjen). Udtalt: Gjenne. Isl. girni (efter Haldorson). Kollektiv af Garner, Gorn.

Gjerning, f. Gjerning, Handling; især betragtet som god eller ond. Jf. Gjerd. Maaskee ogsaa i betydn. Forgjørelse, Trolddom (G.N. gerningar); saaledes “et Gjernings Veir” (= Trollveder). Jessens Norge 310.

gjerr, adj. graadig; s. gjer.

Gjerskap, m. Graadighed; s. gjer.

Gjersl (Gjærsel), f. 1) Skik, Maade hvorpaa noget gjøres. 2) Modning, Modenhed; s. gjerast. Tel.

Gjersla, f. Gjøren. Tildeels i Sammensætning: Aatgjersla, Vedgjersla, Tilgjersla. (Udtalt med e’, ikke æ).

gjert, adj. begjærlig, lysten; s. gjer.

Gjertusfugl, s. Geir.

[Gjesell, m. Svend; Krambodsvend. Det tydske Gesell. Jf. Selle.

Gjest, m. (Fl. Gjester), Gjæst, Fremmed som er i Besøg paa et Sted. G.N. gestr. Jf. Gast.

gjesta, v.a. (ar), gjæste, besøge. Mere alm. end gista.

Gjestbaar, m. et Slags stor Æske, Smør-Æske. Tel. (Mo).

gjestboden (o’), adj. indbuden som Gjæst.

Gjestebod, el. Gjestbod (o’), n. Gjæstebud; indbudet Selskab. Nogle St. oftest om et Bryllup. Tel. Hall. Gbr. (Gjessbo’).

Gjestehus, n. Huus for Fremmede; Herberge, Hotel.

Gjestelag, n. Selskab af Gjæster.

Gjester (Jest’r), m. Gjær, Gjæringsmiddel. Tildeels i B. Stift. Jf. G.N. jastr; Eng. yest, el. yeast; T. Gäscht, som udledes af et gammelt jesen (egentl. det samme som gähren). S. Gjær.

Gjesterom, n. Værelse for Gjæster.

Gjestgivar, m. Gjæstgiver, Restauratør; især ved en Landevei. Sv. Gästgifvare. Hedder paa mange Steder: Gastgivar, el. “Gassgjevar”.

Gjesting, f. Besøg (= Gistnad).

Gjestkomen (o’), adj. kommen eller modtagen som Gjæst. G.N. gestkominn.

gjestmild, adj. gjæstfri, venlig mod Fremmede. Gjestmildskap, m. Gjæstfrihed.

Gjestvon (oo), f. Gjæstemad, Kager, Bakkelse. Gbr. (Lom). Folkevennen 12, 37.

gjeta, v. s. gita.

Gjete, n Sind (?). Gjera ein til Gjetes: gjøre En tilpas, gjøre efter Ens Behag (= til Lags). Ork. Hedder ogsaa: til Gjetnads (te Gjetnas). I svenske Dial. gät, n. Lune, Sind (Rietz 231). Jf. Gjed.

gjeten, part. (af gita), 1) nævnt, omtalt. Jf. vidgjeten, velgjeten, illgjeten. Nogle St. giten (i’). – 2) gjættet, om en Gaade. Jf. nærgjeten. I B. Stift: goten (o’). – 3) undfanget (?); s. Landst. 159. G.N. getinn.

Gjetl, s. Gjerdsl og Gjætsl.

Gjetla, s. Gjætsla. – gjetleg, s. gjedsleg.

Gjetnad, m. Smag, Behag; s. Gjete.

gjeven, part. given, foræret; s. giva. Mest alm. given gjivin (i’); i Søndre Berg. ogsaa goven (o’). G.N. gefinn.

gjevla, v. s. geivla.

gjidda, Gjil o.s.v. s. gidda, Gil.

Gjo, f. (?), s. Gjø.

Gjod, m. Fiskeørn; s. Fiskegjod. Udtalt Jod, Nfj. (?), Jo, Nordl. og fl. ellers . G.N. gjódr. (Barl. S. 231). Jf. Hugjod (Hu-jo): en Bjergugle. “Jo” er ogsaa et Navn paa Snyltemaagen (Kiven); dog er dette neppe noget “Gjod”, men hellere en Efterligning af Fuglens Stemme.

gjor, adj. moden, fuldmoden; om Frugt, Korn o.s.v. Meget brugl. især i de nordlige Egne. Jf. mogen, buen. Falder ellers sammen med gjord, og udtales tildeels gjol (m. tykt L). G.N. gerr (görr, gorr): færdig, fuldkommen; Ght. garo, Ang. gearu (færdig); hvortil Ang. gearvian, Mht. gerwen (at berede); jf. gjera. For Fleertal bruges tildeels en afvigende Form: gjorne (f. Ex. gjorne Bær); maaskee for gjornade (s. gjorna). Ogsaa i Betydning gjort, i
Forbind. “Mæ gjorna Raade”, dvs. med oplagte Raad. Sdm.

Gjord, f. Gjord, Baand, Bælte (jf. Livgjord, Kvidgjord); oftest om Baand paa Kar. Mest alm. udtalt: Gjoor; ellers Gjaar, Tel. (Vinje), Gjur, Jæd. G.N. gjörd. Et Fleertal “Gjære” (G.N. gjardir) har forekommet i B. Stift. Et Par Former: Gyre og Gjure, maa henføres til et afledet Gyrda.

gjord, part. 1) gjort, tilvirket, udrettet, o.s.v. see gjera. Mest alm. gjor (gjor’e). – 2) sendt, afskikket; hertil: avgjord, utgjord, heimangjord. – 3) moden, s. gjor. – Gjort bruges ofte om en Fuldendelse eller Slutning. Det var alt gjort (el. fraa seg gjort); allerede færdigt, sluttet. D’er snart gjort med honom: det er snart forbi med ham.

gjorda, v.a. (ar), omgjorde; s. gyrda.

Gjorde, n. Engmark; s. Gjerde.

gjordutt, adj. tværstribet; om Dyr, som have brede Tværstriber med en egen Farve. Mest alm. gjorett.

gjorna (oo), v.n. (ar), modne, blive moden (gjor). Ogsaa: gjornast; jf. gjerast.

Gjorning, f. Modning.

Gjos, m. Luftstrøm, Uddunstning; ogs. Stank. I Hall. Gjøs.

gjosa, v.n. (gys, gaus, goset, o’), strømme, vælde, styrte frem: om Vædske og Luft. Inf. tildeels: gysa, gjyse. G.N. gjósa. (Jf. Eng. gush). Det gaus Blodet or honom: Blodet strømmede af ham. Det gys i Røyri: Røret er utæt; der strømmer Luft ud (nemlig af en Fuge eller Revne). Det gys Maalet i honom, om En som taler utydeligt formedelst Tandløshed eller aabne Rum i Tandgjærdet. – Heraf Gaus, gausa, gøysa; Gos, Gosa, Gust.

Gjosing, f. Udstrømning; Lufttræk.

gjosta (oo), v.n. (ar), blæse lidt, lufte (= gusta). Tel. (Tinn?). Afvig. gjøsta eller gyste (y’), Sfj. Isl. gjósta.

Gjoster, m. Vindpust, Luftning; Lufttræk i et Huus. Afvig. Gjøst’er, Gyst’er, Nordl. Ellers i en anden Form: Gjosta (?), Gjøsta, f. Sfj. (Isl. gjóstr og gjósta).

Gjot (Joot), n. Understrøm, dobbelt Strømning i Søen; f. Ex. nordlig paa Overfladen og sydlig i Dybet. Nordl. (Lof.). Ogsaa: forgjæves Løben frem og tilbage; Tidsspilde, unyttig Møie. Maaskee egentl. Renden; jf. Gjota.

gjota, v.a. (gyt, gaut, gotet o’), 1) støbe, gyde i en Form (= renna, støypa). Hard. og fl. Gjota Knappar. (Sv. gjuta). – 2) om Fisk: gyde, lægge Rogn. Mere alm. men oftest med svag Form: gyta (er, te). G.N. gjóta (Kongsp. 12). Heraf Got, jf. Gytja.

Gjota, f. en langstrakt Huulning i Jorden; langagtig Græsplet imellem Bakker eller Klipper. Sæt. Gbr. Sfj. Helg. Salten. Afvig. Gjøte, Hall. Indh. I Østerd. Gjot, m. (?). Paa Sdm. Gjøtt, f. om en dybere Huulning. (Jf. Glenna). Isl. gjóta, og gjót. Sv. Dial. gjuta, en Rende (Rietz 196).

Gjotar, m. en Støber; f. Ex. Knappestøber. Hard.

Gjoting, f. Gydning; Tid da Fisken lægger Rogn. Mest alm. Gyting.

gjotsjoad, adj. om det Tilfælde, at der er dobbelt Strømning i Søen; s. Gjot. Nordl. (jootsya)

Gjura, f. s. Gygr og Gyrda.

gjuva, ryge o.s.v., s. guva.

Gjyft, gjylla, o.s.v. see Gyft, gylla.

Gjæ, n. s. Gjed. – gjæ, v. s. ganga.

Gjæe, n. Stolthed, Hovmod. Tel. (Jf. gjæs). Maaskee af G.N. : Spot.

Gjæft, f. 1) Værd, Fuldkommenhed, Godhed. Hall. (jf. gjæv). – 2) en Givning, Portion, især af Foder. Nhl. Hall. (see Gjæv). Ogsaa om selve Foderet. D’er skrinn Gjæft i Aar. Hall. – Vel egentlig to adskilte Ord, det ene for Gjævd, og det andet for Gjeft eller et gammelt “Gjøft”, jf. G.N. gjaftarmál: Fodringstid.

gjæfta, adj. (el. Genitiv), god, fortrinlig, ypperlig; ogsaa: gavmild, generøs. Hall. (Vel egentl. gjævda). Ein gjæfta Mann: en fortræffelig Mand. (Omtr. som: fagna Mann).

Gjægja, s. Gjelgja. – gjæl, s. gala.

Gjæla, f. 1) en Taabe, Tosse; om Kvinder. Sdm. (Isl. gála). Til Gaale, m. – 2) et Navn paa visse Fiske. Haagjæla, Horngjæla, Blaagjæla. En anden Betydning i Vaargjæla.

gjælsjoad (?), adj. klar, blank, gjennemsigtig; om Søen. Sogn (Aurland), i Formen “jælsjødd”; nogle St. jølsjøa. (Dunkelt).

gjæna, v.n. (ar), sagtne, stilles; f. Ex. om Vind. Nhl. (jæna). Maaskee for gjævna, jf. Isl. gæfr: stille, rolig.

Gjær, f. Gjær, Gjæringsmiddel (fermentum). Ogsaa kaldet: Gang, Kveik, Berm, Gjester. Kunde opfattes som Gjerd (af gjera), men falder dog nær sammen med det tydske Gähre, f. og gähren, v. (Weigand 1, 383). Jf. Gjester.

Gjær, s. Gjerd. – gjæra, s. gjerda.

Gjære, n. s. Gjerde.

gjæs, adj. stolt, storagtig. Tel. (Vinje). Gjæsing, m. en stolt Person.

Gjæsla, s. Gjætsla.

gjæta, v.a. (er, te), vogte, bevogte, have stadigt Tilsyn med. Alm. G.N. gæta. (Af Gaat). Ogsaa v.n. følge med Kreaturene i Marken for at vogte dem. (Sv. Dial. gäta). Gjæta paa: passe paa en Leilighed, lure efter noget (=gisla). Gjæta upp: træffe, opdage (noget som man har luret efter). Particip: gjætt.


Gjætar, m. Vogter; især En som vogter Fæ, en Hyrde. Gjætargut, m. og Gjætargjenta, f. Dreng eller Pige, som følger Kreaturene for at vogte dem. Jf. Hyrding, Busvein, Gjætsl (s. Gjætslegut).

gjæten, adj. paapasselig, agtsom.

Gjæting, f. Bevogtning; jf. Gjætsla.

Gjætsl (Gjætl), m. s. Gjætslegut.

Gjætsla, f. Bevogtning, især af Kreaturene. Forskjellig Udtale: Gjæsla, el. Gjesle, søndenfjelds; Gjetla, Berg., Gjeltla (Gjelsle), nordenfjelds. G.N. gæzla (gætsla).

Gjætslegut, m. Yngling som vogter Fæ (= Gjætar). I Stedet herfor bruges ogsaa en besynderlig Form: Gjætsl (Gjesl, Gjeltl), m. Sdm. og fl. Dette Ord kunde næsten ansees som en Forkortning af Gjætlegut eller noget lignende, men har dog maaskee en Forbindelse med G.N. gisl: en Speider, Paapasser. Jf. gisla.

Gjætsleskog, m. Sted hvor man vogter Fæ. Ganga i Gjætsleskogen: være ude med Kreaturene. Helg. Andre St. Sitja paa Gjætsletuva, og flere.

Gjætsletaus. f. Pige som vogter Fæ. Ogsaa kaldet Gjætslegjenta.

Gjæv, f. en Givning, en Portion af Foder; hvad der paa een Gang uddeles til Fortæring. Nhl. Hall. Hedder ogsaa: Giv (Gjiv), Nedenæs; Gift, Sfj. Gjæft, Hall. – Sv. Dial. gev, giv, gjäv (Rietz 194). G.N. gjöf, pl. gjafir: Gave; ogs. gæfi, n.

gjæv, adj. 1) gavmild, som gjerne vil give. Sdm. (Af giva, gav). Tildeels ogsaa: ædel, nobel, høisindet. Jf. G.N. gæfr: mild, lempelig. – 2) værdfuld, kostbar, som har meget Værd eller kan blive til megen Fordeel. Shl. Tel. og fl. Ogsaa: anseet, yndet, som Folk sætte Priis paa. (Jf. gauv, og G.N. göfugr). I Sogn ogsaa: selvgod, indbildsk. – 3) god, fortræffelig, dygtig. Mest søndenfjelds. Ofte i Forbind. gjæv og gild. Ogsaa betydelig, noget stor; f. Ex. om en Fiskefangst. Nordl.

Gjæva, f. Godhed, Værd, Fortrin. Lidet brugl.

gjæveleg, adj. 1) fordeelagtig, som giver noget af sig; især om Varer, som ere meget søgte eller som man giver meget for. Sdm. og fl. – 2) tækkelig, vakker, anstændig. Nhl.

Gjævleike, m. 1) Gavmildhed. 2) Værd, Anseelse; Betydenhed.

Gjævskap, m. s. Gjævleike.

Gjø, f. 1, den Nymaane, som kommer næst efter “Torren”, og Tiden derfra til næste Nymaane, omfattende Slutningen af Febr. og en større Deel af Marts (efter Maaneskiftets forskjellige Tid). B. Stift, Nordl. og fl. I Namd. Go, f. G.N. gói og . Sv. Dial. göja, gya.

Gjø, f. 2, Sporsnee, tynd Snee, hvori Dyrenes Spor kunne lettelig sees. Østerd. (Trysil). Af Egilson sammenstillet med Isl. , el. (Lex. poet. 227). Formen er dog noget tvivlsom, da der ogsaa findes optegnet et “Jo” (Gjo?), i Betydn. Spor. (Hjorthøy, Beskr. over Gudbrandsdalen). I svenske Dial. gjo, f. lurende eller speidende Efterfølgelse. (Rietz 195).

Gjø, f. 3, en Sygdom i Hænderne eller Haandledene, foraarsaget af haardt Arbeide. Sdm. Jf. Gøyr. Et lignende Ord paa Færøerne, s. Landt’s Beskrivelse, S. 453.

gjøda, v.a. (er, de), egentl. forbedre, gjøre god (G.N. gœda); indskrænket til følgende Bemærkelser: 1) mæske, fede, gjøde (Kreature til Slagtning). 2) gjødsle, gjøde Jorden (= tedja, frøyda). Mange Steder udtalt gjøa, og gjø’. Particip gjødd.

Gjøde, n. s. Aagjøde, Tolgjøde.

Gjøding, f. Mæskning; Gjødsling.

Gjødning, f. og Gjødsl, f. Opgjødning; ogsaa Gjødningsmiddel (= Tad, Fraud).

Gjødsla, f. Mæskning, Fedning. (Nogle St. Gjøtla, Gjøltle). – Gjødslekalv, m gjødet Kalv. Paa Østl.: Gjødkalv, Gjødslegris, m. Sviin som bliver mæsket.

Gjø-fjøra, f. en stor Ebbe, som sædvanlig indtræffer i Marts Maaned. B. Stift. Ogsaa i Nordl. (Gjøfjera). S. Gjø, 1.

Gjøgr, s. Gygr.

Gjøk, m. et Slags Sang, som er brugelig hos Finnerne. Ogsaa Gjøyk. Nordl. – Ligesaa: gjøka (og gjøyka), v.n. (ar), synge Finnesang. (Ordet ansees som finsk).

Gjøl, s. Gil. – gjøla, s. gyrda.

gjøla, v.a. (er, te), smigre, kildre med Ros eller søde Ord. (Jf. høla). Ogsaa v.n. (med “fyre”, el. “med”): smidske, kjæle, indsmigre sig. Nordl. Østl. Nhl. og flere. G.N. gœla. Jf. gola.

Gjøla, f. noget fortræffeligt, noget som man maa rose, Hall. Ein Gjøle Mann: en anseelig, prægtig Mand. Hedder ogsaa “ein Gjølle”. Ein Gjøle Gut: en dygtig, drabelig Karl. Ligesaa: Ein Gjøle-Gamp: en udmærket Hest. Eit Gjøle-Kaup: en stor Handel, en stor Bedrift. Eit Gjøle-Slag: en udmærket Sort, og fl.

Gjølar, m. en Smigrer.

gjøleleg, adj. prægtig, anseelig; som seer stort ud. Hall.

gjøleslaa, v.a. prygle voldsomt. Hall.

Gjølg (el. Jølg?), m. en Luftstrøm. Hall.

Gjøling, f. Smiger, søde Ord.

gjølma, v.a. afdele et Huus (især en Ladebygning) i flere Rum med enkelte Mellemvægge; jf. tvigjølmad, trigjølmad. Opdal, Gbr.

Gjølming, m. Rum som er fraskilt ved en Mellemvæg. Opdal. Gbr. I Ork. Gjelming. Noget lignende er Gimling (Mellemvæg) paa Sdm. Maaskee egentl. Gjevling (af Gavl). Jf. Sv. gävling hos Rietz 189.
Gjølv, m. Stød, Rystelse, Slag. Hall. Jf. Gjelv.

gjømla, v.n. dæmre, blive Halvmørke. Gjømling, f. Halvmørke, Tusmørke. Solør. Sammesteds ogsaa gjømme, v.n. see dunkelt ud, være mørk. (Den oprindelige Form uvis).

gjøn, et forstærkende Ord i Forbindelsen: gjønfager (el. gjønvakker), adj. udmærket smuk. Namd. gjøngod, adj. meget god. Namd. Indh. gjøngodt: ypperligt. gjønvel, adv. meget vel. Hedder ogsaa “gjønnende væl”. Snaasen. Jf. ginsk og G.N. gin (ginn) i ginheilagr og fl.

gjøna, v.a. (er, te), drille, narre, spøge med; ogsaa: spotte, trodse. Østl. – gjønast, v.n. gjækkes, drille eller tirre hinanden.

Gjøna, f. mest i Fl. (Gjønor), Spøg, Fjas, Gjækkerie. Tel.

Gjøning, f. Drillerie, Spøg eller Spot.

gjønom, s. gjenom. gjønvel, s. gjøn.

gjøra, s. gjera og gyrda.

Gjørja, s. Gyrja.

Gjørs (el. Gjøss), m. en vis Ferskvandsfisk, Lucioperca. Smaal. (Sv. gös).

Gjøs, s. Gjos.

Gjø-skjel, f. et Slags store Muslinger, som forefindes yderst i Strandbredden eller nedenfor Ebbemaalet. (Jf. Gjøfjøra). S. Odskjel.

Gjøssa, f. (Dynd), s. Gysja.

Gjøta, s. Gjota. Gjøtla, s. Gjødsla.

Gjøtt, f. Huulning, Hule; s. Gjota.

Gjøv, s. Gyv. gjøve, s. guva.

gjøya, gjøyma, o.s.v., s. gøya osv.

Glad, n. s. Solarglad.

glad, adj. glad, fornøiet, veltilfreds. G.N. gladr. Heraf Gleda, gledja. Ogsaa glædelig; f. Ex. ein glad Dag. Egentlig skulde glad ogsaa betyde: blank, glindsende, glat, ligesom G.N. gladr og Nt. og glad. (Sv. glatt, og D. glat er kun den høitydste Form af glad). Jf. glada og glaa.

glada, v.n. (ar), gaae ned, om Solen (tildeels ogs. om Maanen). Udt. glada, glade, Nfj., gla’, Søndre Berg. (ofte med Formen: glar, gladde), ogs. i Tel. og flere; afvig. glaa (glaadaa), Ork. (I svenske Dial. gladas, glas). Ogsaa i en mere omfattende Betydning: forsvinde, komme af Syne; om noget som fjerner sig saa at man ikke mere seer det. Tel. (Vinje). Efter det hertil hørende Adj. gladen synes Ordet engang at have havt stærk Bøining: gled, glod, gladet; vel egentl. med Betydn. glimte, lyse; jf. glad, Glod, gløda.

gladen (glaen), adj. nedgaaen; om Solen. (Femin. gladi, “glai”, Sogn og fl.). Ogs. om Maanen. Afvig. glaaen, Tel. (Tinn).

gladhjartad, adj. glad, vel til Mode.

gladlege, adv. gladelig, med Glæde. (Oftest: gladelege, gladele’).

gladlynd, adj. munter, som har et muntert Sind. Tel. Sv. gladlynt.

Gladlynde, n. muntert Sind. Tel.

Gladskap, m. Munterhed. Jf. Gleda.

Gladtun (?), n. Morskab. Sdm. (Glatun).

gladvær, adj. munter, livsglad. Hall. Ellers i Formen gladværug, Tel. Gbr. og fl. G.N. gladværr. – Et lignende Ord er gladvoren (o’), noget munter.

glaen (glai), s. gladen.

Glam, n. Larm, Bulder. G.N. glam. Nogle St. om Glimmer el. Stads; s. Glim.

glama, v.n. (ar), buldre, larme, skralde, Tel. Om et andet glama, s. glima.

glamra, v.n. skramle, skralde. Rbg. Tel. og flere. G.N. glamra. glamren, adj. skramlende: ogsaa: haard, ujævn; f. Ex. om Veie. Glamring, f. Skramlen.

Glan, n. 1) Stirren, s. Glaning. 2) en Aabning i Skyerne, en klar Plet imellem tykke Skyer. B. Stift. Jf. Glytt.

glana, v.n. (ar), 1) stirre, kige, see efter noget med Nysgjerrighed. Østl. og flere. (Sv. Dial. glana). I lignende Betydn. glaana, glaama, glaapa, glosa og fl. – 2) glimte, lyse; om Luften, naar Skyerne adsprede sig, saa at der bliver en klar Plet. B. Stift, Nordl. (Jf. Isl. gladna: klare op).

Glanar, m. nysgjerrig Person, En som gloer og gaber. Ogsaa Glan, m. og Glana, f. I Smaal. Glanute f.

glanberr, adj. aaben for Udsigt. Her er so glanbert: her er en vid Udsigt. Hard.

glanen, adj. aaben, s. glanutt.

Glaning, f. nysgjerrig Stirren; Begabelse.

Glankar, m. en Lurer, Speider, Skalk. Hall. I Nhl. Glaankar: Spøgefugl, lystig Fyr.

Glans, m. Glands, Skin. Vel nærmest efter T. Glanz. (Jf. Weigand 1, 440).

glansa, v.n. (ar), glindse, glimre.

glanta, v.n. spøge, skjemte, fjase. Nordl. Indh. I Hall. glente, glentre. (Jf. G.N. glensa). Hertil Glant, n. Spøg, Lystighed, Nordl. Ellers Glanter, n. Indh. Ligesaa: glantersam, adj. skjemtsom, lystig. I Berg. Stift “Glantri”, n. og “glantrisam”. Paa Sdm. “glantrusam”.

glanutt, adj. aaben, hullet; om en skyet Himmel med enkelte blanke Mellemrum; ogsaa om en Skov med blottede Punkter. Nordl. og fl. I Hard. glanen.

Glap, n. Hul, Mellemrum. Ork. Gbr. Jf. Glop.

Glapp (?), s. Glopp. – glapp, s. gleppa.

Glas, n. 1) Glas, vitrum. (G.N. gler). – 2) Glaskar, især Drikkeglas; ogsaa Portion som fylder et Glas. – 3) Vindue, Ramme med Glasruder i en Væg. (Stoveglas, Kjellarglas, Salsglas). Alm. Tildeels med Fl. Glos (o’). Sogn og fl. Jf. Vindauga.


glasa, v.a. (ar), glassere. Hedder mest alm. glasera.

Glasaugo, n. pl. Briller. Gbr. og fl. Sv. glasögon.

Glasbidne, n. Glaskar, Flaske o.s.v. Hall.

Glasbrot (o’), n. Stump af brækket Glas.

Glashol (o’), n. Vindues-Aabning.

Glaskavl, m. hule Glaskugler, som bruges for Flydholt paa Garn. Nordl.

Glaskvarm, m. Vindueskarm. Nogle St. Glaskarm.

Glasluka, f. Vinduesskaade. Jf. Lem.

Glasmole (o’), m. Glasstump.

Glasraama, f. Vinduesramme.

Glasruta, f. Vinduesrude.

glasskallutt og (glasskollutt), adj. skaldet, blottet for Haar paa Hovedet. Nordre Berg. I Nhl. glerskallett. Ordet hører dog neppe til Glas (Gler), men kunde hellere være et gammelt gladskollutt (glatskaldet). S. skollutt. Jf. T. glatzköpfig.

Glasstova (o’), f. en mere pyntelig Stue, som ikke bruges til Dagligstue. B. Stift.

Glasverk, n. Glasfabrik.

glasøygd, adj. om Heste: glasøiet, noget hvidøiet. Ndm. og fl.

glatra, v.a. afhænde, borttuske; ogs. søle bort. Jæd. (Jf. G.N. glata: spilde).

glatt, s. gletta. – glaup, s. glupa.

Glaven, n. Landse (Glavind). I gamle Viser, hvor det ogsaa hedder Glavel. (Landst. 290, 842). Fr. glaive. G.N. gladel, gladiel, efter Lat. gladiolus.

glavær, s. gladvær.

glaa, v.n. (r, dde), glindse, skinne (jf. gloa). Sogn. I Hard. gljaa. G.N. gljá.

glaa, adj. aaben, udstrakt, noget vid og flad; om en Dalstrækning. Tel. (Mo, Vinje). Jf. glaana.

Glaaing, f. Glands, Glimmer. Sogn.

Glaam, m. 1) en nysgjerrig Person, omtr. som Glanar. Helg. – 2) En som har et blegt og sygeligt Udseende. Sdm. – 3) om tynd eller svag Drik, især Mælkeblande. Gbr.

Glaama, f. 1) en blaaagtig Plet i Huden; f. Ex. under Øinene. Buskr. Jf. glaamen. – 2) som Plantenavn: Galeopsis (= Daae). Sogn. (?).

glaama, v.n. (ar), stirre, sætte store Øine op. Vald. Gbr. Jf. glaapa.

glaamen, adj. bleg, med et sygeligt Udseende. Hall.

glaana, v.n. (ar), 1) blive aabnere eller bredere; om et Dalstrøg. Tel. (Mo). – 2) stirre, sige (glana). Ryf.

Glaankar, f. Glankar.

Glaap, m. en ubesindig Person, En som vækker Uro, forvolder Ulykke. Stjordal.

glaapa, v.n. (er, te), stirre, see efter noget. Shl. Jæd. Lister, Rbg. (Isl. glápa). Ellers: glaama, glaana, glana, glosa og fl.

Glaaping, f. Stirren, Kigen.

glaapøygd, adj. stirrende, som gjør store Øine. Tel.

glea, v. s. gledja.

Gleda (e’), f. Glæde, Fryd. G.N. gledi, f. (Af glad). Udtalt: Glede, Nfj. Sdm., andre St. Glea, Glee (ofte med lukt e); afvig. Gleie, Røros. – Glededag, m. Glædesdag. gledelaus, adj. glædeløs. gledeleg, adj. glædelig. glederik, adj. glæderig. Gledestund, f. Glædestund.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   49   50   51   52   53   54   55   56   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə