Ivar Aasen Norsk Ordbog


gledd, part. glædet; s. gledja. gledja



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə54/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   50   51   52   53   54   55   56   57   ...   221

gledd, part. glædet; s. gledja.

gledja (e’), v.a. (gled, gledde, gledt), glæde, gjøre glad. I Nfj. og Sdm. gledje; mest alm. glea, glee. G.N. gledja (gladdi); Sv. glädja. – gledjast, v.n. glæde sig (= gledja seg).

gledsam, adj. glædelig; ogs. munter.

Gledskap, m. Fornøielse, Lystighed.

Glefs, m. Grams, Forsøg til at bide eller gribe noget; s. glefsa.

glefsa, v.n. (er, te) snappe efter noget med Munden, gjøre et Forsøg til at bide. Han glefste etter det. G.N. glefsa (glepsa). Ogsaa: smække med Munden, slaae Munden op; nogle Steder: bjæffe, om Hunde. Sv. gläfsa. Som v.a. sluge, rive i sig. Han glefser det i seg. I Søndre Berg. glepsa. Afvig. klefse, Sdm. gleksa, glekse, Hard. Tel. Gbr. – Jf. glyfsa, glupa.

Glefsa, f. Sax eller Klemme til at fange Dyr med; især Rævesax. Hedder ogsaa Glefs, Sdm. og flere. Afvig. Gleksa, Nordl. Gbr. og fl.

Glefsing, f. Forsøg at snappe eller bide; ogsaa: Skjælden, bidende Ord.

glegg, adj. s. gløgg.

gleid, adj. udspærret, meget aaben, om en Kløft; ogsaa om Fingre eller om Fødder, som sættes vidt ud fra hinanden. Sdm. Ork. Isl. gleidr.

gleida, v.a. (er, de), udspærre, udspile, for Ex. Fingrene. gleida seg: sætte Fødderne vidt ud fra hinanden. Sdm. (gleide se). Ogsaa v.n. staae udspærret (jf. sprikja). Ork. (gleie). Synes at henhøre til glida.

gleidføtt, adj. som sætter Fødderne ud; ogsaa om Møbler, f. Ex. en Stol med udbøiede Fødder.

Gleiding, f. Udspærring, Aabning.

gleidna, v.n. (ar), bøie sig ud fra hinanden. Sdm. I Indh. “gleine seg”: forstrække sig (saa at det gjør ondt).

gleidt, adv. bredt, i en udspærret Stilling. Det stend so gleidt. S. gleid.

gleina, v.n. 1) see skjævt, kaste bistre Blik. Hall. Buskr. – 2) s. gleidna.

Gleina, f. aabent Rum; s. Glenna.

gleinutt, adj. om skyet Himmel med enkelte klare Striber. Lister.

gleipa, v.n. (ar), vrænge Munden, fordreie Ansigtet (jf. geipa). B. Stift. – Gleiping, f. Grimaser, naragtige Gebærder.

gleivra, v.n. fjase, spøge (?). Lof.


Gleksa, f. 1) et Navn paa Ørnen. Nordl. (Lof.). Jf. Flugsa. – 2) s. Glefsa. – 3) et stærkt Hug eller Slag. Hall.

glema, s. glima.

Glenna, f. et Mellemrum, et bart og aabent Rum i en Skov; ogsaa: Grønning, Græsplet imellem Skov eller Klipper. Næsten alm. (Tel. Hall. Vald. Gbr. Ork. Sdm. Nhl.). Afvig. Gleine, Buskr. I svenske Dial. glänna (Rietz 198). Isl. glenna: Mellemrum. Jf. Eng. glen: en Dal.

Glennemark, f. Skov eller Klippemark med enkelte store Græspletter.

glennutt, adj. afbrudt ved aabne Mellemrum, f. Ex. om en Skovstrækning.

glenta, v. spøge, fjase; s. glanta.

Glepp, m. 1) Glip, det at noget glider eller løsnes. – 2) Feilslag. Ganga til Glepps: forfeile sit Maal, gaae forgjæves. Tel. – 3) en Afbrydelse, et aabent Mellemrum; f. Ex. i en Skovstrækning. Indh.

gleppa, v.n. (glepp, glapp, gloppet), 1) glide ud, komme af Lave, rokkes af Stedet. Oftest om en pludselig eller uventet Glidning. – 2) glippe, slaae feil; om noget som man har ventet.

Glepphogg, n. et Slags Tilhugning i bølgeformige Figurer paa Tømmerstokke. (S. Strøms Søndmør, 2, 191). Jf. sprettetelgja.

Glepping, f. Glippen, Udglidning.

gleppsam, adj. som let glipper eller glider bort. Ogsaa gleppen.

glerskallutt, s. glasskallutt.

glesen, s. glisen. Glesu, s. Glisa.

Glett, m. 1) Glid, Gliden. 2) en dunkel Yttring, Ymten, Udladelse. Hall. 3) en Klarning i Luften; s. Glette.

gletta, v.n. 1, (glett, glatt, glottet), glide, komme paa Glid; ogs. snuble. Ein Gong glatt han, og ein Gong datt han. Nordl. Trondh. Gbr. Hall. Rbg. og fl. Sv. Dial. glinta, glätta. Jf. skrida, rapa. – Figurlig: Det glett or Minne: det gaar af Minde, glemmes. Det glett meg i Minne: det falder mig ind. Hall.

gletta, v.n. 2, (er, e), 1) kige, titte; see glytta. – 2) ymte, udlade sig med noget. Hall. – 3) sige tirrende Ord, gjøre fornærmelige Hentydninger. Han glette til meg. Tel. (s. Landst. 689. 691). G.N. glettast: drilles med En.

Gletta, f. 1) Glathed (egentl. Glidning); slibrigt Føre paa Veiene. Tel. Ogsaa: et Punkt, hvor der er glat. Hall. – 2) Vædske hvormed man faar Mad til at glide ned. Hertil Grautgletta. Buskr. – 3) i Fleert. (Glettor): Skoser, tirrende Ord. Tel.

Glette, n. (og m.), en Klarning i Luften, et klart Rum i mellem Skyerne; ogsaa et lidet Ophold i et Uveir. Tel. og flere. I B. Stift. Glett, m. Ellers Glytt, Glott, Glotta.

Gletteføre, n. glatte, slibrige Veie.

gletten, adj. glat, slibrig; især om Veie, som ere fulde af Iis. Mest i Forbindelsen: haalt og glettet. Gbr. Sdm. og fl. (Af gletta).

Gletting, f. Gliden osv. s. gletta.

Glettord, n. tirrende Ord. Tel.

glida, v.n. (glid, gleid, glidet, i’), glide, Lidet brugl. Jf. gletta, skrida.

Glim (i’), n. Glimmer, Glands. (I Hall. “Glam” om Pragt el. Flitterstads).

glima (i’), v.n. (ar), glimre, glindse. Ogs. glimte, lyse af og til. (Tel.). Tildeels udtalt: glimma og glema. Afvig. glama, Hall., glaamaa, Guldalen. Sv. glimma. (See følg.). Hertil: glimande (i’), adj. glimrende. Gliming (i’), f. Glimren.

glima (ii), v.n. (glim, gleim, glimet, i’), glindse, lyse, give en Glands eller Lysning, som blender Øinene; f. Ex. om Sneen i Solskin. Det var so kvitt, at det gleim av det. Valders, ogsaa i Tel. (?); jf. glina. Andre St. med svag Bøining (glimer, glimde); ogsaa brugt om en svagere Lysning, saasom af Daggry (= lima). Hall. – Jf. Eng. gleam.

Glima (ii), f. Skin eller Lysning, som blender, er for stærk for Øinene. Solglima, Snjoglima. Tel. Hall. Sdm. og fl.

glimen (i’), adj. glimtende; om Luften, naar det er skyet med visse klare Mellemrum. Telemarken.

Glimstein (i’), m. Steen med en vis Glands og Farve; Ædelsteen.

glimta, v.n. (ar), glimte. Lidet brugl.

glina, v.n. (glin, glein, glinet), glindse, have en vis Glands. Sætersd. Falder nær sammen med glima.

Glip (ii), m. 1) Glib, Garnruse med en bred Aabning, som er fæstet til en Ring af Træ; brugt til at fange Smaafisk med. Sv. glip. – 2) et Svælg, et Slug, for Ex. om Udløbet fra Mølledammen til Møllerenden. Ryf. (Jf. Glup). – 3) en kaad Yngling, en Galning. Hall. Tel. (Jf. “Garpeglip”, Landst. 163). Afvigende: Glibb, m. en Slughals. Ryf.

glipa, v.n. (er, te), gabe, være lidt aaben, ikke slutte rigtig sammen; f. Ex. om Fjele, om Bladene i en Sax, og desl. Gbr. Nordl. (Jf. gløypa). Sv. Dial. glipa. Skulde vel egentl. have stærk Bøining (glip, gleip); jf. gleipa.

Glipa, f. Aabning, Sprække, Nordl.

glira, v.n. (er, te) 1) plire, knibe Øinene sammen. B. Stift og fl. – 2) kige, speide, lure efter noget. Tel. og fl. – 3) glimte, lyse igjennem (= glisa). Jæd.

Glira, f. lurende Blik eller Øiekast. Tel. (Landst. 767). Findes ogsaa anført med Betydning af Lystighed.

glirøygd, adj. plirende, som kniber Øielaagene nær sammen.
glis (ii), m. 1) et lidet Lysglimt; s. glisa. 2) Fnisen, Latter. Glis og Laatt.

glisa, v.n. (er, te), 1) glimte, lyse igjennem en liden Aabning; f. Ex. i Vægge eller Kar. Det gliste millom Fjølom. Gbr. Berg. Nordl. og fl. (Sv. Dial. glisa). – 2) vise Tænderne, f. Ex. om Hunde. Østerd. – 3) fnise, lee haanligt, belee noget. Dei berre gliste og logo aat honom. Maaskee alm. (B. Stift, Østl. Nordl.). Jf. gisa. G.N. glissa.

Glisa (i’), f. Rift, Aabning som Lyset glimter igjennem. Hall. (Glesu). Jf. Grisa.

glisen (i’), adj. tynd, utæt, med smaa Mellemrum. Helg. Ork. Smaal. og fl. (tildeels udtalt glesen). Sv. gles. (Ellers: grisen). Synes at være Particip af glisa med en ældre Bøining (glis, gleis).

Glising, f. Glimten; Fnisen, s. glisa.

glisna, v.n. blive utæt (glisen).

glistent (i’), adj. = gistent. Helg.

Glitr (Glitter), n. smaa glindsende Pletter, f. Ex. i Steen.

glitra (i’), v.n. (ar), glimre, glindse, blinke. G.N. glita, glitra; Sv. glittra; Eng. glitter. – glitrande, adj. glindsende. Glitring, f. Glimmer, blinkende Glands.

gljaa, s. glaa. – gljup, s. glup.

gloa, v.n. (r, dde, eller: ar), gloe, lyse, tindre. Det glor i det. G.N. glóa. Jf. glora, og glaa.

gloande, adj. gloende, ildrød.

globjart, adj. tindrende, meget blank.

Glod, f. (Fl. Gløder), Glød, brændende Kul. (Mange St. Glo, Glør). G.N. glód. Han stend, som han stod paa Glodom (om En som har meget Hast, el. staar i en piinlig Frygt for at blive forsinket).

Gloddunge, m. en Hob af Gløder, paa Arnestedet. Ogsaa Glodhaug, m. Østl.

glodheit, adj. glødende hed.

Glodskjøra, f. Hob af Gløder og Aske. Tel.

Glodsleiv, f. Ildskovl. Smaal.

Glodtong (-taang), f. Ildtang.

glohesk (?), adj. meget graadig. Sdm.

gloleg, adj. glindsende, blank. Tel.

Glom (oo), m. en gjennemsigtig Luge til Lufthullet paa et Tag. Ryf. Andre St. kaldet Skjaa.

gloma, v.n. s. glyma.

Glop (o’), n. 1) Hul, Gab, Aabning. Tel. Hall. og fl. (Af glupa). – 2) Bløde af smeltet Iis i Jorden (omtr. som Telegrop). Sdm.

Glop (oo), m. Svælg, Slug (= Glup). Nfj.

glopa (o’), v.n. (ar), 1) gabe, spærre Munden op. Shl. 2) blive blød el. opsvulmet af Tøveir, om Jorden, s. Glop.

glopall (o’), adj. hullet, aaben, ikke tæt; f. Ex. om en Væg. “glopaal”, Tel.

glopen (o’), part. slugt, s. glupa.

Glopmark (o’), f. ujævn, hullet Jord, med Bjergkløfter, Bækkeløb og desl. Hall. og fl.

Glopp, f. (?), i Talemaaden: Det var paa Hopp og Glopp, dvs. det var paa Nippet, nær ved at det skulde mislykkes (glippe). Sdm. En Afledning af gleppa (vel egentl. Glapp, n.). Jf. Isl. med höppum og glöppum: af og til.

Gloppa, f. Hule, Kløft i et Bjerg; ogsaa en brat Fordybning i Jorden. Nordl. Østl. Afvigende: Gluppe, Smaal. Rom. (Isl. gloppa, et Hul).

gloppen, gleden; glippet. Part. af gleppa.

Glop-urd (o’), f. en hullet Steengrund, en “Urd” med store Huller imellem Stenene. Ryf. Shl. Nordl. (Glopuur). Jf. Lofturd.

gloputt (o’), adj. hullet, ujævn.

Glor (oo), n. 1) noget som glindser eller lyser; ogsaa om Stads eller Flitterkram. Nordl. og fl. – 2) en aaben Plads eller Græsplet i en Skov. Nhl. Ogsaa kaldet Gljor. Jf. Rjod og Glenna.

glora (oo), v.n. (ar), 1) glindse, tindre. Det glorar i det. (Isl. glóra). – 2) gloe, stirre, gjøre store Øine.

gloraud, adj. gloende rød, ildrød.

Glos (oo), m. Syn, Beskuelse. Tel. Kaupa Glos: betale for at faae see noget. Paa Sdm. Gløs. “Dei fekk ein Gløs”: de bleve opmærksomme, begyndte at see sig om.

glosa, v.n. (er, te), 1) lyse, tindre, blinke (= gløsa). Hall. “Augu gloste i Haus’e”. – 2) see efter noget, see sig om. Shl. (sjeld.), Tel. (glose, meget brugl.). Afvig. gløsa, Jæd. gløse, Sdm. (ogs. Sfj. og Helg. dog sjelden). Mere afvig. glaasaa, Indr. Noget lignende ere: gloa, glaa, glaama, glaapa, glana, glytta. Jf. ogsaa Mht. glosen og Nt. glösen, dvs. glindse, gløde

Glosing, f. Seen, Beskuelse.

glossa (o’), v.n. (ar), klarne, om Luften, naar Skyerne adsprede sig. Hard.

Glott (o’), f. et klart Punkt imellem Skyerne. Sogn (Lyster). Ellers Glotta (o’), f. Valders. Ogsaa Glott, n. (og m.), om en liden Aabning, et Mellemrum. Østl. Jf. Glytt og Glette.

glotten, part. gleden; s. gletta.

Glova (o’), f. s. Glyvra.

glufs, prægtig; s. glup.

Glugg, n. en liden Aabning; s. følg.

Glugge, m. Lufthul paa en Væg, en liden Aabning for Luft og Lys. Nogle Steder Glugg; mest alm. Gluggje. G.N. gluggi, og gluggr. Sv. glugg. Jf. glyggja. – Gluggedott, m. Visk at tilstoppe en Glugge med.

Gluggsol, f. kortvarigt Solskin; enkelte Solglimt imellem Skyerne. Hard. (Gluggasol).

gluggutt, adj. hullet; f. Ex. om Skyer med smaa Mellemrum.

glumde, s. glymja.

glumsa, v.n. (ar), fnise, lee sagte eller med dæmpet Lyd. Hall.


glunka, v.n. (ar), ymte, tale saa smaat om noget (= grunka). Hall. Buskr. Hertil Glunk, m. en dunkel Yttring (= Grunk).

Glunt, m. Dreng, Drengebarn. Nordl. (meget brugl.). Paa Sdm. Glynt (sjeldnere). Sv. glunt.

Glup (uu), m. 1) Gab, Svælg; især en Hule, en dyb Bjergkløft. Num. og fl. I Gbr. især om Mundingen af en Dal. – 2) Svælg, Slurk, Mundfuld. Tel. Tildeels Gljup.

glup (uu), adj. 1) glubsk. (Sjelden). – 2) dygtig, fortræffelig, ypperlig; ogsaa: prægtig, stadselig. B. Stift, Østl. og flere. I Sætersd. gljup’e. I Nordl. og Trondh. i en anden Form: glufs (glups). Jf. grum.

glupa, v.n. og a. (glyp, glaup, glopet, o’), 1) gabe, snappe efter noget med Munden. Han glaup etter det. Tel. (Jf. glefsa). – 2) gribe med Munden, snappe, rive til sig. Hunden glaup det fraa meg. Han hadde so nær glopet det. Tel. og fl. – 3) sluge, svælge. Ogsaa i Ork. med svag Bøining (glupe, glufte). I svenske Dial. glupa, glöp (Rietz 199). Heraf gløypa, Glop, glopa; jf. glyfsa.

Gluppa, f. s. Gloppa.

Gluvra, f. Bjergkløft; s. Glyvra.

Glya, f. 1) Sliim, Gelee, en blød og gjennemsigtig Masse. Sdm. (Glye). Hertil “Kobbeglye”: Meduse (Sønælde). – 2) et tyndt Skydække, en Overtrækning af tynde, blege Skyer (= Slima). Hard. Voss, Sdm. Fosen, Nordl. (Jf. Utlokkarglya). – 3) en kold Vind fra Fjeldene. (Fjellgust, Heidsnoa). Valders.

glyast, v.n. om Luften: blive uklar, graane, slimes.

glyen, tyndskyet, s. glyutt.

Glyfs, n. (og f.), Aabning, aabent Mellemrum; f. Ex. imellem Fjele i en Væg. Nordre Berg. Ryf. Nogle Steder Glyfsa, Gløpsa, f. (Ryf.).

glyfsa, v.n. (er, te), 1) gabe, have Huller eller Aabninger. 2) om Hunde: bjæffe, gjøe med svagere Lyd. B. Stift. Jf. glefsa.

glyfsutt, adj. hullet, ujævn.

glyggja, v.n. (er, de) aabne sig, skille sig, saa at man kan see igjennem. Af Glugge. Me komo so langt, at det glygde ut paa Havet. Det glyggjer i Sko (s. Sko).

Glygge (-gje), n. Aabning, f. Ex. imellem Skyerne. (Sjeldnere).

Glym (y’), m. Bulder, Drøn, Skralden; ogs. Gjenlyd. S. glymja. G.N. glymr.

glyma (yy), v.n. (er, de), see med bistre Blik, gjøre truende Miner; ogsaa: see lumsk eller lurende ud. Hard. Om Heste: slaae Ørene ned, vise Tegn til Vrede. Tel. (Jf. lyma). Ogsaa meddelt i Formerne gløme og glome.

Glyma, f. Uveirssky, Luft som tegner til Uveir. Hard.

Glyme, n. bistre Blik eller Miner. Tel.

glymeleg, adj. bister, truende.

glymen, adj. barsk, frastødende. Tel.

glymja, v.n. (glym, glumde, glumt), buldre, drøne, dundre; ogs. runge, give Gjenlyd. Det glym (y’) i Veggjom. B. Stift. I Ork. med Imperf. glaam. G.N. glymja, glumdi.

Glymjing, f. Bulder (= Glym).

Glynt, s. Glunt. glysa, s. gløsa.

Glytt (y’), m. 1) Aabning, til at see igjennem. Standa paa Glytt: staae paa Klem, halv aaben (om en Dør). Afvig. paa Grutt (u’), Tel.; paa Grytt, Hall. (Sv. på glänt). – 2) en Rift i Skyerne, et klart Punkt. Ork. og fl. I Smaal. Glytte, n. – 3) Glimt, Lysglimt, Blink af Solen; ogsaa en liden Standsning i et Uveir. Nordl. og fl. Noget lignende er Glott, Glotta, Glett, Glette.

glytta (y’), v.n. (er, e), 1) skyde noget tilside, saa at der bliver en Aabning. Glytta paa Dyri: sætte Døren paa Klem. Mest i de sydlige Egne. (Sv. glänta). Afvigende grytte, Tel. Hall. – 2) kige, titte, især igjennem et Hul; ogsaa: skotte, see sig om. Nogle St. gletta.

Glytteveder, n. uroligt Veir, snart klart og snart skyet, Hall. (Gløttevær).

glyutt, adj. uklar, om Luften; graableg, disig; s. Glya.

Glyvra (y’), f. Bjergkløft, brat Fordybning. Sogn og fl. G.N. gljúfr, n. Ogsaa kaldet Glova (o’), Rbg. Gluva, Gluffa, Ryf. Ellers meddelt: Gluvra, Glufstra, Glyfstre, Glymstre, fra Rbg. og Tel.

glæ, adj. 1) blegfarvet, gulbleg, straagul. Sdm. Hall. (Isl. glær, lys, klar). – 2) tynd, vandagtig; om Mælk. Sogn, Tel. 3) slap, svag, kraftløs; om Mad og Drikke. Tel. Saaledes: glæ Kost, glætt Øl, o. s. v.

glæast, v.n. slappes, dovne, tabe sin Kraft. Hedder ogsaa “glæggast”. Tel.

glæleg, adj. slap, kraftløs. Tel.

Glæma, f. tynde, blege Skyer. Sdm. (Glæme). Jf. Græma.

glæna, v.n. blive bleg, gulbleg (glæ). Sdm.

glævoren (o’), adj. noget bleg.

gløda, v.n. (er, de), 1) gløde, være gloende eller glødhed. Det var so heitt, at det glødde. G.N. glœda. (Af Glod). – 2) v.a. opgløde, ophede, f. Ex. Jern. Particip glødd. – glødast, v.n. ulme, brænde uden Flamme; ogsaa: opfriskes, gribe om sig, f. Ex. om Ild i Kul. Det gløddest i Brandarne. Jf. gløsa.

gløgg, adj. 1) skarpsynet, som lettelig seer eller opdager noget. Maaskee alm. Afvig. glegg, Tel. Sfj. Sdm. G.N. glöggr (Goth. glaggvus, opmærksom). – 2) skarpsindig, klog, nem til at forstaae og finde det rette. Trondh. – 3) forsigtig, nøiagtig, nøieregnende. I Gbr. ogsaa: undseelig, tilbageholden.


gløggast, v.n. (ast), blive mere agtsom eller opmærksom.

gløggleg, adj. agtsom, forsigtig.

Gløggskap, m. Skarpsyn, Nemhed til at see og mærke noget.

gløggsynt, adj. skarpsynet. Gbr. og fl. G.N. glöggsýnn.

gløgt, adv. nøiagtigt, grandt.

gløme, s. glyma.

Gløs, m. 1) Glødning, Hede. Hall. – 2) Stirren; s. Glos.

gløsa, v.n. (er, te), 1) gløde, blusse op, fænge Ild. Sogn. (Tildeels gløssa). Ogsaa: oppuste eller nære Ilden. – 2) lyse, glimte, glindse. Tel. og fl. Ogsaa glyse, Buskerud. I Hall. glose. – 3) see, kige efter noget; s. glosa.

Gløsa, f. en Hob af Gløder (Gloddunge). Tel. (Vinje).

gløsen, adj. lysende, glindsende. Tel.

Gløsfausk, m. raaddent Træ, som giver et Slags Lysning i Mørke. Indr.

Gløsing, f. Glødning; Lysning; ogs. Eftersyn, Beseelse (Glosing).

gløyma, v.a. (er, de), glemme, slippe af Minde; ogs. forsømme, undlade. G.N. gleyma. (Stamordet Glaum: Tummel, Støi, synes ikke at være i Brug). Gløyma atter: sætte efter sig af Forglemmelse; jf. attergløymd. Gløyma av (el. burt): glemme noget som man har lært. – gløymast, v.n. blive glemt, gaae af Minde.

Gløyma, f. Glemsel. Koma i Gløyma. Sjeldnere: Gløyme, n. og Gløym, m. Her mærkes ogsaa Talemaaden: Koma i Gløymeboki: komme i Glemmebogen, blive forsømt.

gløymande, adj. som man kan glemme. Det var ikkje gløymande: det burde ikke glemmes. Jf. ugløymande.

gløymd, part. glemt, forsømt.

gløymen, s. gløymsam.

Gløyming, f. Forglemmelse.

gløymsam, adj. glemsom. Hedder ogsaa gløymen, gløymsk (Østl.), gløymsken, el. gløymskjen (B. Stift).

Gløymska, f. 1) Glemsomhed, svag Hukommelse. 2) Glemsel, Forglemmelse. G.N. gleymska. Sjeldnere Gløymske, m.

Gløyp, m. 1) en Bid, Mundfuld, Svælg. Tel. 2) Svælg eller Slug i en Dæmning (?). Trondh. 3) en Slughals, Fraadser. Nordl.

gløypa, v.a. og n. (er, te), 1) sluge, svælge; æde graadigt. Shl. Tel. Hall. og fl. G.N. gleypa. (Af glupa, glaup). – 2) gabe, være noget aaben (= glipa). Sdm. – 3) tale plumpt, bruge grove, usømmelige Ord. Hall. Hedder ogsaa: gløypesvalla, v.n. Hertil: Gløypesvall, n. usømmelig Snak. Gløypesvallar, m. kaadmundet Person. gløypordig, adj. plump i Talen. (Jf. Sv. glåpord).

Gløypa, f. 1) et Svælg, Hul, en dyb Hule. Hall. 2) en Ødelæggelse. “Dei ha vel gjort ei Gløype”. Sdm. Oftere “Løype”, s. Løypa.

gløypen, adj. gabende; slugende.

Gløyping, f. Slugen; Graadighed.

gløyra, v.n. vrænge Øinene. Tel (Vinje).

Gløys, m. en stor Regnbyge (?). Hall.

gnadra, v.n. knurre, mukke, yttre Misnøie. Hard. G.N. gnadda.

gnafsa, v.n. gnave, tygge; omtr. som gnavla.

Gnag, n. 1) Gnaven, Biden; ogsaa om et seent og møisomt Arbeide. Det gjeng paa Gnag, dvs. seent, smaat, besværligt. – 2) Overhæng, Tryglen, idelig Paamindelse; s. gnaga. – 3) Noget at gnave paa; for Ex. om Skovfoder for Gjederne.

gnaga, v.a. og n. (gneg, gnog, gneget), at gnave. Afvig. gnaagaa, Gbr. Ork. naga, Tel. knaga, Nhl. og fl. Præsens udtales sædvanlig: gnæg (gnæg’e); Impf. gnoog (Fl. gnogo); Supin. gnegje (e’). I mange Egne har Ordet svag Bøining (gnagar, -ade); tildeels bruges begge Bøininger vexelviis. G.N. gnaga (gneg, gnóg; dog ogsaa: gnagar, -adi). Betydn. 1) gnave, skave med Tænderne. Gnaga eit Bein. Ogsaa: gn. Kjøtet av Beinet. – 2) gnide, skubbe, plage eller skade ved Gnidning; for Ex. om grove Klæder, Sæletøi, Haandredskaber, o. s. v. – 3) v.n. græsse, æde paa Marken; om Fæ. Jf. nagga. – 4) arbeide længe, slide og slæbe uden synderlig Fremgang. Dei gnaga med det same endaa. – 5) trygle, mane, paaminde idelig om noget. Han gjekk her og gnog so lenge, at han laut faa det.

gnagen, adj. s. gnagsam.

Gnaging, f. Gnaven; Gnidning, o. s. v.

gnagsa, v.n. (ar), slide, slæbe, arbeide idelig. Sdm. og fl.

gnagsam, adj. gnavende, som slider eller gnider; ogsaa: besværlig ved ideligt Overhæng, paatrængende. Hedder ogsaa gnagen (gnagjen); i Ryf. knagjen.

Gnagster, m. Gnaven; Slid. (Sjelden).


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   50   51   52   53   54   55   56   57   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə