Ivar Aasen Norsk Ordbog


Graa, m.s. Graae. graa(a)



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə57/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   53   54   55   56   57   58   59   60   ...   221

Graa, m.s. Graae.

graa(a), v.n. (ar; ogs. r, dde), 1) have et graat Udseende, være graa. Det graar paa det: det viser sig som noget graat, som en graa Plet. Trondh. – 2) om Luften: graane, blive skyet. Afvigende: groe, Smaal. – 3) om Vinden: blæse lidt, kruse Vandfladen, saa at den bliver graa. B. Stift, Nordl. (Jf. Graae).

Graa-aur, m. haard Gruusjord med graalig Farve.

Graabein, m. en Benævnelse paa Ulven. Sv. gråben. – Graabeinsild, f. tildeels om stor og mager Vintersild.

Graaberg, n. Klippe som bestaar af Graasteen; Urbjerg.

graablakk, adj. bleggraa.

Graabu, f. Bynke; s. Burot. Sv. gråbo.

Graade, m. Graadighed, usædvanlig Madlyst. Tel. (Graae). Lidet brugl. (Jf. Moldgraade). Ellers i en anden Form: Graal, Matgraal, m. Berg. og Trondh. G.N. grádi, grádr.

graadhugad (graahuga), adj. graadig. Hard.

graadug, adj. graadig, slugsulten. “graaug”. Østl. (Rom. og fl.). “graaig”, Mandal. G.N. grádugr. I en anden Form: graalig Berg. Trondh.; graalen, Nordl.

Graadyr, n. Reensdyr, Vild-Reen. Sdm. og fl. Jf. Rauddyr.

Graae, m. 1) Graahed; et graaligt Udseende, en graa Plet. B. Stift. – 2) Vind som kruser Vandfladen, gjør Vandet graat; saaledes: en svagere Kuling, en magelig Bør. Vest og nord i Landet. G.N. grádi?). – 3) Uvenskab, Uvillie, Had. Tel. I Smaal. tildeels “Graa”, afvig. Groe (Eidsberg). Jf. graa, adj.

graaflekkutt, adj. graaplettet.

Graagaas, f. almindelig Gaas, Vildgaas.

Graahaa, m. = Haagjæla.

graahærd (-hært), adj. graahaaret.

graaimutt, adj. graaskimlet, graastribet, “graa-imette”, Sdm.

graakald, adj. skyet og kold, om Luften.

graaklædd, adj. klædt i graa Klæder.

graakollutt, adj. graa i Toppen, graahærdet.

Graal, m. 1) Travlhed, Hast med at begynde et Arbeide (omtr. som Gridd). Hard. – 2) Graadighed; s. Graade.

graaleg, adj. graalig, graaagtig.

graaleitt, adj. graaladen, graalig.

graalig, adj. s. graadug.

Graalysing, f. Daggry, den allerførste Lysning af Dagen. Jf. graana.

Graamann, m. graaklædt Person; især Daleboer, Fjeldbonde, som Modsætning til “Blaamann” (s. d.). Rbg.

Graamaase, m. Graamaage (Fugl); et Slags store Havmaager.

Graan, f. (Træ), s. Gran.

graana, v.n. (ar), 1) graane, blive graa. (Sædvanlig udtalt graanna). G.N. grána. – 2) lysne, grye af Dagen. Det graanar i Glaset: det lysner i Vinduet. Jf. Graalysing.
– 3) kjølnes, tabe sig; om Venskab eller Fornøielse. Det graanar med deim: det bliver uvenligt, koldt imellem dem. Trondhjem. Jf. graa.

Graaning, f. det at noget graaner; ogsaa: Daggry, Dagbrækning.

Graa-ore (Træ), s. Ore.

graapa, v.n. (ar), gramse, skrabe, rive noget til sig. Trondh. (Guldalen). G.N. grápa. If. Eng. grope. – Graaping, f. Gramsen, Sammenskrabning.

graarikkutt, adj. graaflammet, graa med mørkere Tværstriber; om Katte. B. Stift.

Graaseid, s. Seid.

graasidutt, adj. graa paa Siderne.

graaskyad, adj. lidt mørk i Skyerne.

Graasnigel (gj), m. graa Snegl.

Graasporv, m. Graaspurv.

Graassa, f. et Slags Sygdom paa Køerne; Blodpis (?). Nedenæs.

graassen, s. graatsam.

Graastein, m. Steen af den mest almindelige Steenart (Granit el. Gneis).

Graat, m. Graad. Taka til Graaten: begynde at græde. Standa med Graaten i Halsen: staae færdig til at græde.

graata, v.n. (græt, gret, graatet), græde, fælde Taarer. G.N. gráta (græt, grét, grátit); Sv. gråta (gret, gråtit). Imperf. lyder som greet, Fl. greto. (I Byerne høres ogsaa en anden Form: graat). Supinum tildeels afvigende: grite (i’), grete. Nordre Berg. Imperativ: graat, Fleertal graate! – Graata fraa seg: græde ud, stille sin Trang til Graad. Hedder ogsaa: graata seg mett. Stærkere: graata seg turr, dvs. græde saa længe, at man ikke mere har Taarer. Jf. grøta.

graatall, adj. tilbøielig til at græde; især om Børn. B. Stift. Jf. graatsam.

graatande, adj. 1) grædende. 2) omtr. som: værdt at græde. D’er ikkje graatande fyre slikt.

Graatar, m. En som let kommer i Graad.

graaten, adj. s. graatsam. Som Particip i: utgraaten, dvs. forgrædt.

graatferdug, (-færug), adj. grædefærdig.

Graating, f. Græden, Flæben.

Graa-tjeld, m. Rødben, en Strandfugl (Totanus Calidris). Ogsaa kaldet Kviketjeld, og i Nordl. Stelk.

Graatmaal, n. Stemme som bæver af Graad; Grædestemme. Tala med Graatmaal: med grædende Røst. Paa Sdm. “graatsnakka”, v.n.

graatmild, adj. taaremild, nem til at græde. Shl. og fl.

Graa-trast, m. den almindelige graae Drossel. (Turdus pilaris).

graatsam, adj. tilbøielig til at græde (= graatall). Hedder ogsaa graaten. I Hall. graassen (maaskee et gammelt “graatse”, i Lighed med G.N. hugsi, játsi, haldsi osv.).

Graatte, s. Grotte.

Graaveder (-veer), skyet og ublidt Veir. Hertil “graaværalt”, adj. ublidt. Hall.

Graaverk, n. Egernskind. (Sjelden).

graavoren (o’), adj. graaagtig.

graaøygd, adj. graaøiet.

Gred, el. Grid (i’), Frihed, Sikkerhed. G.N. grid. Forekommer i en Vise (Landst. 210); ellers ikke i Brug.

Greda (e’), f. Geilhed, Brunst. Af grad. Nordre Berg. (Grede, Gree).

Gredung (e’), m. Tyr, avledygtig Oxe. Brugt i Formerne: Greung, og Grung, Gbr. Griung og Gring, Ork. Ogsaa uden Omlyd (Gradung) Gra’ung, Vald. G.N. gridungr og gradungr. Ellers Gradukse, Rungstut, Tidung, Tjor.

Greft, f. Grøft, Grav, udgravet Hule. Søndenfjelds. (Græft). Sv. grift, f. G.N. gröftr, gröptr, m. Af grava.

grefta, v.a. nedgrave; begrave.

Gregorsmessa, f. Gregorii Dag, den 12te Marts.

Greia, s. Greida.

greid, adj. 1) let at skjelne eller adskille, liggende i ordentlige Lag, ikke forviklet el. sammenblandet; f. Ex. om Haar, Traad, Garn og deslige. (Modsat floken). Ogsaa om Træ eller Ved, som ikke har nogen Forvridning eller Krumning. Alm. og meget brugl. (I Nfj. og Sdm. greid’e, ellers grei’e, grei). – 2) simpel, klar, let at forstaae eller behandle. Ei greid Sak. Ein greid Veg (en Vei som er let at finde eller at skille fra andre Veie). D’er ikkje greidt aa koma til med, dvs. det er vanskeligt o. s. v. Eit greidt Maal: et klart og tydeligt Foredrag, en reen Udtale. – 3) færdig, beredt, klar, f. Ex. til Afreise. Nordl. (Maaskee Grundbetydning). – 4) dygtig, flink til at bringe Orden og Rede i Tingene. Ein greid Mann: en Mand som veed at klare en Sag, giver god og tydelig Besked, er nøiagtig i Forretninger o. s. v. Jf. Sv. redig. – 5) føielig, let at komme overeens med. Helst med Negtelse. Han er ikkje greid: han er temmelig streng, slem at disputere med, el. deslige. G.N. greidr: villig osv. Skotske Dial. graith: færdig. Ordet ligner Goth. garaids, Mht. gereit, Ang. gerád, dvs. færdig; men disse Former indeholde en Partikel (ga, ge), som ellers her er fremmed.

greida, v.a. (er, de), 1) rede, skille, lægge tilrette, bringe i Orden. Alm. (Udt. greia, greie, greide). Greida Haaret: rede el. kjæmme Haaret. Greida Garn: lægge Garnene rede til Udsætning i Søen. G.N. greida. Sv. Dial. greda, grea (Rietz 211). – 2) udvikle, forklare, gjøre klart og tydeligt. Han greidde det so vel fyre oss. – 3) afgjøre en Sag, opgjøre et Regnskab; udrede en Betaling o.s.v. Greida fyre seg: gjøre Rede
for sig. Greida fraa seg ei Skuld: betale en Gjæld. – 4) reflexivt: rede sig ud, klare sig. Han greider seg godt: han reder sig vel ud, kommer godt ud af det. – Ellers i Formen greidast (est, dest): ordne sig, udvikle sig; komme i Orden, eller faae en vis Afgjørelse. Eg veit ikkje kor det greiddest (dvs. hvad Ende det fik). Om Køer: slippe Efterbyrden (= buast). Jf. Greidsla.

Greida, f. 1) Rede, Orden, ordentlig Sammenhæng. (Mest alm. Greia, Greie). D’er ingi Greida paa det. – 2) ordentlig Besked, Kundskab, Oversigt. Faa Greida paa. Hava Greida paa (vide god Besked om). – 3) Afgjørelse, Opgjør, Regnskab. Gjera Greida paa: ordne, afgjøre. Gjera Greida fyre seg: klare for sig. Faa Greida uppi Handi: faae Betalingen strax. – 4) Sag, Anliggende. Skiftegreida, Skulegreida, Skjotgreida osv. Heile Greida: den hele Sag. – 5) Redskaber, Midler, Tilbehør. Køyregreida, Fiskegreida. Med Gogn og Greidor. (Jf. Reide). G.N. greidi, m. Hjælp, Tjeneste. Eng. Dial. graith: Forsyning.

Greidar, m. En som reder eller bringer noget i Orden.

greidd, part. redet, ordnet, udviklet.

Greide, n. Hestesæle med Tilbehør. Trondh. og Nordland (Greie). Paa Sdm. (Greide) om Drættet eller Skaglerne paa en Plov.

Greidekamb, m. Redekam.

Greidetraad, m. Skilletraad (i Væv eller Hasper).

Greide-tre, n. et Slags Kam i en Væv.

greidfør, adj. 1) let at befare, om Vei eller Strøg. Der er greidført. Hall. og fl. 2) flink, behændig, som veed at rede sig ud, at faae sine Sager i Orden. Jæd. Rbg. og fl. Ogsaa i en anden Form: greidfaren, Gbr.

Greiding, f. Ordning, Udvikling.

Greiding, m. en flink Karl (omtrent som Greidar). Trondh. (Greiing).

greidleg, adj. klar, tydelig, simpel. Voss og flere.

greidmælt, adj. som taler reent og tydeligt. G.N. greidmæltr.

greidna, v.n. (ar), komme i bedre Orden, blive lettere, simplere.

Greidnad, m. Udredelse, Ordning, Afgjørelse. Oftere Greiding.

greidsam, adj. flink til at faae Rede paa Tingene.

greidska (?), v.n. (ar), foredrage eller forklare noget med Vidtløftighed (især med en vis Skole-Maneer). “greiska”, Sdm.

Greidskap, m. Klarhed, Simpelhed; god Ordning eller Sammenhæng.

Greidsla, f. 1) Ordning, Afgjørelse af en Sag. Efter Udtalen: Gretla (ved Bergen), Greltle, Grelsle (Sdm. og fl.). – 2) i Fl. (Greidslor): Efterbyrd, af Dyr (Køer). Hall. ogs. ved Trondh. (Greltlaa).

greidstilt, adj. om Bøger med klar og tydelig Skrift.

greidt, adv. 1) ordentlig, i god Orden. Lat det no liggja greidt. 2) klart, tydeligt. Eg saag det greidt. Jf. tala greidt; lesa greidt osv. 3) let, mageligt, uden Hindring. Det gjekk so greidt.

greidtalande, adj. = greidmælt.

greidtenkt, adj. som tænker klart, har sine Tanker i god Orden.

greidtøk, adj. nem til at gribe det rette, flink, behændig, som ikke ofte tager feil. Sdm. og fl.

Grein, f. 1) Green, Deel af et Træ. G.N. grein. Jf. Kvist. – 2) Forgrening, Arm af en Fjord, Flod, Fjeldryg og deslige. Ogsaa en vis Linie af en Slægt. – 3) Art, Afart, afvigende Form. Ei Grein av Forkjøling, dvs. et Slags Forkjølelse, en af de Maader hvorpaa den yttrer sig. Ogsaa: en Deel af en Sag, et særskilt Anliggende. Me hava endaa ei Grein til aa tala um. Indh. – 4) Afgjørelse, Ordning af en Sag (omtr. som Greida). Faa Grein paa: faae i Orden, faae Rede paa. Gjera Grein paa: bringe i Orden; ogsaa forklare, give Besked om. Nordl. (G.N. grein, Besked, Forklaring). – 5) Skik, Orden. Det var gjort med Grein, dvs. ordentlig, med god Skik. Det var ingi Grein paa det (ingen Orden). Sdm. Trondh. – Ellers høres ogsaa “Grein” for Gren (dvs. Hule) og Grenja (Tæppe).

greina, v.a. (ar), skille, fordele (ligesom i Grene). G.N. greina. Mest reflexivt: greina seg, dvs. forgrene sig. Ogsaa i Formen greinast.

greinarlaus, adj. uordentlig, som er i Urede, uden nogen rigtig Skik; om Personer: skjødesløs, ligegyldig; ogsaa: upaalidelig, fuld af Fjas. Sdm. (greinalaus’e), Trondh. (greinlaus). G.N. greinarlauss: uforstandig.

Greinarløysa, f. Uorden, Urede, Forvirring; ogsaa Skjødesløshed. Sdm. “Greinaløyse”, meget brugl.

Greining, f. Adskillelse, Fordeling.

greinleg, adj. 1) ordentlig, vel ordnet, som er i god Stand. Nordl. 2) nøiagtig, akkurat. Helg. Namd. – greinlege, adv. ganske, aldeles. Nordl.

greinug, adj. ordentlig, nøiagtig. Trondh. (greinau).

greinutt, adj. grenet, deelt i Grene.

Greip, f. (Fl. Greipar), 1) Grebet i Haanden, Rummet imellem Fingrene (=Gripe). Trondh. G.N. greip. Ogsaa om den indvendige Haandflade (= Love); ligesaa om Forstykket i en Handske. Ork. – 2) Greb, Gaffel, Redskab hvormed man optager Tang, Muld eller Møg. Taregreip, Moldgreip. Ogsaa en Grebfuld, saa meget som man kan holde paa en Greb. Hertil: Greipa(r)jark. m. Tværtræ i en Greb. Sdm. Greiparskaft,
n. Grebskaft. Greipartaag, f. en af Armene paa en Greb.

greipa, v.n. (ar), gramse, gribe efter noget med udspærrede Fingre.

Greiping, f. Gramsen, Famlen.

Greipneve (e’), m. en Haandfuld (= Griping). “Greipnæva”, Solør, Østerd.

Greipreka (e’), f. en Greb, Muldgreb. (Modsat Bladreka). “Greipruku”, Ork.

greis, adj. utæt, tyndt staaende, adspredt. Hall. Vald. Jf. grisen, Grisa.

greiska, s. greidska.

greist, adv. tyndt, adspredt. Vald.

greistent, adj. = gristent. Hall.

Greive, m. en Greve. Nogle St. Grøyve. G.N. greifi (Ang. geréfa, Ght. grafo). – Greivedøme, n. Grevestand; ogsaa et Grevskab. Oftere Greivskap, n.

grem (græmm), adj. grim, hæslig. Jæd. Jf. gremmeleg.

gremja, v.a. (grem, gramde, gramt), klage, beklage (sig). “Han græm’e seg fyre dæ”. Nfj. Sfj. Paa Sdm. gramma. Vel egentl. bekymre. G.N. gremja (gramdi): forbitre. Jf. gram. – Ellers brugt i en anden Form: gremma (er, de) seg, el. gremmast, dvs. græmmes, bære lønlig Sorg.

Gremme, n. Harme, Fortrydelse. Ogsaa udtalt Græme. Tel. (Vinje). Ellers i Formen “Gremmelse”, n. om en lønlig Sorg.

gremmeleg, adj. barsk, bitter. Ein gremmeleg Kulde. Tel. Oftere adv. f. Ex. “gremmele’ kaldt”.

Gren (e’), n. 1, Hule, Hul, som er Tilholdsted for et Dyr (saasom Ulv, Ræv eller Odder). Sæt. Tel. Gbr. Nordl. Sædvanlig udtalt “Græn”; i Nordl. ogsaa overgaaet til Grein, f. G.N. gren, n. Jf. Hide.

Gren (e’), n. 2, Griin, Fordreining af Ansigtet. (Af grenja). Hard. “Græn”.

Gren (e’), f. 1) et Tæppe; s. Grenja. 2) en tynd Sky. Voss. Maaskee rettere Græn, jf. Græma.

Grend, f. 1) Nabolag, Naboskab. (Af Granne). Alm. G.N. grend. – 2) en Række af Gaarde, et Bygdelag. Tel.

Grendarfolk, n. Folk af Naboskabet. Ligesaa Grendarborn, Grendargutar og flere, som ogsaa kan betegne Folk som ere komne fra samme Egn eller Bygd. (Sædv. Grenda-).

Grendarhat, n. Had imellem Naboer. “Grendahat”, B. Stift.

Grendarlag, n. Selskab af Nabofolk; ogs. Naboskab.

grendhævd, adj. tilladelig i Naboskabet. “Dei æ’kje grendhævde”: de kunne ikke taales i Naboskabet, f. Ex. om Huusdyr som gjøre Skade. Sogn. Vel egentlig grendhæv; jf. grannhæv.

Grendskap, m. Naboskab. Sjelden.

grendt, adj. bebygget. Kun sammensat: tettgrendt, tunngrendt, og flere.

grenja, v.n. (ar) grine, fordreie Ansigtet; ogsaa fnise, lee haanlig. Hard. og flere. (Afvig. grena, Num.). Sv. gränja. Jf. G.N. grenja, brøle, skrige. – Hertil Gren (Græn), n. og Grenjing, f. Grinen, Grimaser.

Grenja, f. et Tæppe. I Hard. et Sengetæppe, et Slags flosset Aaklæde. Paa Sdm. Grenje, om et Stykke tyndt og grovt Tøi. I Nordl. Græn og Grein, om et grovt Uldtæppe. I Skrifter anført som “Grene”.

Grensa, f. 1) Grændse. (Sjelden). 2) Egn, Landskab, Distrikt. Paa desse Grensom: i denne Egn. Meget brugl. I denne Betydning tillempet efter “Grend”. Ordet er ellers tydsk, og selv i Tydsken et nyere Ord af slavisk Herkomst. (s. Grimm, Gr. 2, 220. Weigand 1, 457).

grenska, v.n. (ar), granske, forske, studere. B. Stift.

Grep, s. Grip. Grepe, s. Gripe.

Greplyng, n. en liden Buskvæxt, Azalea procumbens. Num. (Sv. krepling).

Greppa, f. Røre, Blanding. Tel.

Gresa, s. Grisa. gresen, s. grisen.

gresk, adj. usædvanlig; udmærket, ypperlig. Rbg. Vald. Gbr. Nogle St. grisk. (Maaskee gridsk). I Tel. “greskjeleg”: forfærdelig. Jf. Grysk.

gret (ee), imperf. s. graata.

Gretla, s. Greidsla.

Grett, m. 1) Vrantenhed, ondt Lune. 2) en vranten Person.

gretta, v.n. (er, e), knurre, være vranten. Rbg. G.N. grettast: grine.

gretten, adj. vranten, ærgerlig stemt; lidt stødt eller misfornøiet. Temmelig alm. I svenske Dial. grätten. Isl. grettinn: barsk. (Haldorson).

Grev (e’), n. 1) Hakke, Redskab til at grave med. Alm. men sædvanlig udtalt “Græv”. G.N. gref (gen. pl. grefja). Sv. Dial. gräv. – 2) Hage paa en Hestesko. Jf. grevja. I Smaal. kun om Hagen paa den forreste Side. – 3) en ringe, skrøbelig Ting (= Brot, Skrap). Ofte i Spøg, f. Ex. “Kjæringegræv’e”: den Stakkels Kjærling.

grevja, v.a. (ar), sætte Hager paa (en Hestesko). Solør og fl. (Viser at Roden egentlig har “e” og ikke “æ”).

Grevling (Grævling), m. s. Svintoks.

grevsetja, v.a. forsyne med Hager (= grevja). “grævseta”, Smaal. Particip: grevsett (= grevjad).

Grevskaft, n. Skaft paa en Hakke.

Grevsko, m. Jernsko med Hager. Hertil grevskodd: skarpskoet.

gribba (seg), v.a. (ar), fordreie Ansigtet, gjøre sig styg eller bister. Hall.

gribben, adj. grim, grovladen, som har grove Ansigtstræk. Hall. Sdm.


Gribbing, m. grim el. bister Person. Ogs. kaldet Gribb, m. og Gribba, f. Hall.

Grid (i’), n. see Gred.

Gridd (ii), f. Travlhed, Skyndsomhed; det at man begynder tidlig, er tidlig ude. Ork. Guldalen. Vel egentl. Grid, see gridug. Isl. grid, Heftighed.

gridsk (?), adj. gridsk, begjærlig. Oftere i Betydn. dygtig, stor, prægtig (ligesom gresk og grusk).

gridug, adj. flittig, travl, skyndsom; især: som er tidlig paa Færde, begynder tidlig om Morgenen. Meget brugl. i Formen griug, Opl. (Vald. Gbr. Østerd. og fl.), griau, Trondh. Paa Sdm. griddig, tildeels med Begreb af Gjerrighed. Jf. Gridd.

[Griffel, m. en Griffel.

Grilla, f. Grille, fix Idee. (Forklares af Lat. gryllus: Græshoppe).

grilla, v.n. (ar), foresvæve, staae En for Hovedet. Eg veit ikkje kvat som grillar i honom: hvad for underlige Tanker han har faaet (B. Stift).

grillutt, adj. som har Griller eller underlige Indbildninger.

grim (i’), el. grimm, adj. vred, forbitret. (Meddeelt som brugl. i Nordland). G.N. grimmr, hvoraf grimmast: forbitres; grimd: Forbitrelse, Grusomhed. Sv. grym: grusom. Eng. grim: skrækkelig. Ellers et fordunklet Ord, jf. grem og grum.

Grim (ii), m. Vandvætte, Flod-Genius. Oftere Fossegrim. Tel. Er ellers et gammelt Mandsnavn med dunkel Betydning (maaskee: bedækket, hjelmbærende). Saaledes: Arngrim (Angrim), Asgrim, Hallgrim, Steingrim, Torgrim.

Grima (ii), f. 1) Karm, Fading, Ramme; især en simpel Sengkarm, som lettelig kan flyttes fra et Sted til et andet. Hall. Sogn. – 2) det nederste Stokkelag i en Bygning, de fire Grundstokke (Svillar). Hall. Ogsaa et Stokkelag omkring et Ildsted. Tel. I Vinje: Grema (ee). – 3) en Hob af sammenbundne Tømmerstokke paa Vandet; en liden Tømmerflaade. Østl. – 4) en Lap, Flik, Bod paa en Revne i Overlæderet paa Sko eller Støvler. Mere alm. (Rbg. Berg. Nordl.). – 5) Grime (til en Hest), Nakkebaand med en Løkke tværs over Kjæverne. Alm. Sv. grimma. – 6) Streg eller Stribe over Ansigtet, en Flæk, f. Ex. af Kul. Tel. Ogsaa i svenske og danske Dial. Eng. grime, Smuds. G.N. gríma, en Maske, ogs. en Hjelm.

grima, v.a. (ar), 1) lægge Grime paa (en Hest). – 2) flikke Sko eller Støvler paa Overlæderet. – 3) sætte Striber paa. Grima seg ut: tilsmudse sig i Ansigtet.

Grimestokk, m. Grundstok; s. Grima, 2.

grimutt, adj. stribet i Ansigtet, af Kul el. Smuds. Tel. Hall. og fl. Sv. grimet, grimig (Rietz 212).

Grin (ii), m. 1) Griin, Fordreining eller Rynkning i Ansigtet; ogsaa en vred Mine, et Tegn paa Uvillie. – 2) Barskhed i Luften, ublidt Veir. – 3) en barsk og vranten Person, En som let bliver vred. Ogsaa i Formen Grinar.

grina (ii), v.n. (grin, grein, grinet, i’), grine, fordreie eller rynke Ansigtet, som f. Ex. naar man smager paa noget suurt. Sv. grina. Han grin ikkje fyre det (el. aat det): det anfægter ham ikke; el. det er ham ikke saa ganske ukjært. Han gjekk der og grein, dvs. knurrede, yttrede sin Uvillie. Ogsaa: hænge med Læberne, flæbe, græde. Grina og graata. Sjeldnere om at lee, nemlig om Haanlatter med gabende Mund. (Mandal). Jf. grenja. Uegentlig om Vinden: blæse lidt, saa at Søen graaner. Ryf. Ellers om Luften: være ublid, true med Uveir.

grinall, adj. 1) grinende, vranten, barsk. B. Stift. Nogle St. Grinen. – 2) om Luften: ublid, truende med Uveir. Sdm.

Grind, f. (Fl. Grindar), Ramme; Gitterværk. I Særdeleshed: 1) Gitterport, Gjærde-Led; sædvanlig dannet som en bred Stige, bestaaende af fire eller fem Tværfjele (Rimar) med et Par oprette Stolper (Okar). Alm. G.N. grind; Sv. grind. – 2) Skranke, Gitter som omgiver et Rum; især en Ramme af Stænger eller Fjele til at omgive Læsset paa Slæder og Vogne. Østl. – 3) Ramme, hvorover noget udspændes. Linegrind, Snøregrind, Vadgrind. Jf. ogsaa Vevgrind. – 4) Underbygning, Skelet; ogsaa Karm, Indfatning, omsluttende Ramme. Husgrind, Lødegrind, Beingrind, Ljoregrind, Skjaagrind. – 5) et Gjærde, en Fold eller Kreds af Grinder for Kreature. Tel. Nordl. (s. Grindgang). Jf. Kvalgrind.

grinda, v.n. (ar), danne et Gjærde af sammenbundne Grinder. Tel. Ogsaa: omgjærde el. afstænge et Rum.

grindfara, v.a. s. grindganga.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   53   54   55   56   57   58   59   60   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə