Ivar Aasen Norsk Ordbog


Attring, f. Tilbagegang; ogs. Ophævelse, Tilbagekaldelse. attsett



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə6/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   221

Attring, f. Tilbagegang; ogs. Ophævelse, Tilbagekaldelse.

attsett, adj. = baksett. Nordl.

attuga, s. aathuga.

att-um, præp. bag om; til Bagsiden af.

att-under, adv. under, i Skjul. Soli gjekk attunder. Me stodo attunder fyre Uvedret (i Ly for Uveiret). Faa eit Arbeid attunder: faae
det færdigt til den bestemte Tid, saa at man strax kan begynde paa noget nyt. Sdm. og fl.

attung (att-tung), adj. = baktung.

attved, præp. 1) ved, nærved, hos, ved Siden af. Østl. Ellers: attmed (attmæ). I Tel. bruges “utmed” og “innmed” i samme Betydning. – 2) med, til, sammen med (= attaat). Smaal. og fl. Hertil Attvedmat (Atvedsmat), m. Tilmad; Efterret. Smaal.

attvipen, s. vidopen.

att-yver (y’), præp. 1) bag over; 2) over, ind over (om en Tildækkelse). Breida attyver seg: trække Klæderne over sig (i Sengen). “Han legg attyve’”, om Sneen, naar den skjuler Jorden. Sdm. Jf. Talemaaden “gjera attyver seg”: forsee sig, gjøre noget som man kommer til at angre. B. Stift.

Atvik, s. Aatvik.

au, Diftong, mest almindelig med dunkel A-Lyd, næsten som eu, øu eller ou. – Særskilt forekommer “au”, som Interjektion (ligesom”u”) til Betegnelse af Skræk eller pludselig paakommen Smerte.

au, adv. ogsaa; s. og.

Aud (Au), i Navne som: Audgrim, Audkjell, Audun (for Audvin), er G.N. audr, dvs. Rigdom, Skat. (Ang. eád. G. Sax. ód; Ght. ót).

aud, Partikel, som betegner en Lethed; kun i Sammensætning, som: audkjend, audsedd, audvar.

aud, adj. 1) om et Sted: tom, øde, ubeboet; ogs. hvor intet er at finde. – 2) om Mennesker: lens, blottet, som ikke har noget. Næsten alm. (udtalt: aud’e, au’e, au); sædvanlig med “fyre”, f. Ex. Garden var aud fyre Folk (der var intet Menneske i Gaarden). Der var reint audt fyre Fisk. Her er so audt og daudt. Han var reint aud fyre Pengar. Me ero so aude fyre Salt, o. s. v. (Jf. øyden, ?, fri). G.N. audr. Heraf øyda, v. Øyda, f. og fl.

auden, adj. bestemt, beskikket af Skjæbnen. Brugt i Neutrum (audet) om en Tilstand. “aue”, Jarlberg. Afvig. auigt, Hall., audigt, Indherred. “Æ dæ audigt, saa bli dæ”. (Sparbu). G.N. audit. Sjeldnere om Personen “audi”, f. Ex. “Han va ikkj’ audi te dæ”. (Skogn). Det sidste nærmer sig til G.N. audigr, dvs. rig.

audkjend, adj. let at kjende, som man let kan gjenkjende. Nordre Berg. Sdm. Ndm. G.N. audkendr (Fagrsk. 66). Jf. utkjend.

audleg, adj. øde, stille; s. audsleg.

audmjuk, adj. ydmyg, bøielig. G.N. audmjukr; Sv. ödmjuk. I Tel. “udmjuk”; ellers sædvanlig lempet efter Dansk “ydmyk”, ligesom de afledede: ydmykeleg, ydmykja, Ydmykheit. Den rette norske Form er: audmjuk, adj. audmjukleg, adv. audmykja, v.a. (er, te), Audmykt, f.

Audn, f. (1), 1) øde Tilstand, Tomhed, Mangel. Her er slik Audn fyre Fisk. Det var slik Audn fyre Pengar. Hard. – 2) en ubeboet Plads, Rydning, Ødegaard. Indherred (sjelden). G.N. audn, f. og n. “Aun” eller “Aune” findes ellers ofte i Trondh. Stift som Stedsnavn, i Matrikulen skrevet: Aune, Ovne, Øvne (for Ødne); men Betydningen er fordunklet, da det deels forklares ved en skovbevoxet Plan, deels ved en Forhøining, o. s. v. Formen Aune kunde være et Fleertal (Audner), men er vel hellere Dativ af Neutrum.

Audn, f. (2), Lykke, Held. I Sogn “Aun”, især om Lykke med Kreaturene (= Heming); i Sfj. Aunn (el Onn), ligesom Modsætningen “Avaunn” (s. Avaudn). Skulde rettere hedde Audna (af auden). G.N. audna.

audna, v.n. (ar), tømmes, blottes, blive øde. Oftere: øydast.

audsedd (ee), adj. let at see, øiensynlig. Sdm. Det var audsett (audseet): det kunde man let forudsee. G.N. audsénn, audsæ’r. I Ørk. audsjaande (audsjåand). Jf. audsynleg.

Audskap, m. Tomhed, Blottelse, fuldkommen Mangel (= Audn).

audsleg, adj. noget tom, øde, kjedelig; om et Sted, hvor der er lidet af Liv og Rørelse. Ogsaa: audleg, “aule’” (Hall. Vald.), aussleg (mest alm.), auskleg (Tel.).

audsynleg, og audsynt, adj. let at see; øiensynlig. Tel. (?). G.N. audsýnn. Ellers: audsedd, audsjaaande.

audtruen, adj. lettroende. Sfj. (?).

audtæg (?), adj. villig til Arbeide, flittig, stræbsom. Hard. Lyder som auteg’e og autig’e. (Jf. Isl. þægja: hjælpe, tjene).

audvar, adj. yderst forsigtig, nøieregnende, som lægger Mærke til de mindste Smaating. Sdm.

audvis (viis), adj. eenfoldig, som har liden Forstand. Sogn.

aue, v. s. eiga. – Auer, s. Auger.

Auga, n. (Fl. Augo), Øie, Synsorgan. G.N. auga; Sv. öga. Ogsaa om et Hul, et blankt Punkt, eller noget som ligner et Øie: Naal-auga, Øksauga, Kvernauga, Feitt-auga, Smørauga. I Fleertal ogsaa om Ansigtet; f. Ex. vaska seg i Augom; vera rein i Augom, o. s. v. (BerG.Nordl. og fl.). Lata upp Augo: aabne Øinene. Leggja atter Augo: lukke Øinene. Kvelva Augo: fordreie Øinene. Stira i Auga: see hinanden lige i Øinene. Faa Auga paa: øine, opdage. Sleppa Augat av: slippe af Syne, see bort fra (= avøygja). Hava Augo med seg: see sig vel omkring. Formerne have mange Afvigelser, især ved Overgang til Femininum; saaledes: ei Auga (Aua, Aue) i Nordre Berg og Trondh., og endnu mere i Fleertal: Augor (Auaar, Aue), med bestemt Form: Augo’na (Augena, Auene) i de vestlige og
nordlige Egne. (I Orkd. Ugu, Ugunn). Det regelrette Fleertal Augo bruges i de sydlige Fjeldbygder (Vald. Hall. Tel.) ogsaa i den bestemte Form. (G.N. augu og augun). Jf. Augne.

auga, v.a. sætte Øie eller Hul i (f. Ex. en Naal). Østl.

augad, adj. = øygd, f. Ex. storaugad.

Augbit (i’), n. Øiensvie, Smerte i Øinene af Røg, el. af stærk Glands. “Aubet”, Ndm.

Augelag, s. Augnelag.

augelaus, adj. øieløs, f. Ex. om en Naal. Ogsaa: forblindet. Ein stirer so lenge, at ein er augelaus.

Auger, eller Augur, m. Rødfisk, Hav-Aborre (Sebastes norvegicus, Cuv.). Udtalt Aug’er (Sogn, Ryf. og fl.), Au’er (Sfj. Sdm.), Auor el. Auaar (Helg.); afvigende Ugur, Uer, Uver, Ur (Trondh. Stift). Ellers kaldet: Raudfisk, Raudfjøder, Klokkar; tildeels ogsaa Stor-auger, til Forskjel fra en lignende mindre Fisk (Tind-auger), hvortil Navnet ellers passer bedst paa Grund af dens store Øine.

Augestyng (Insekt), s. Styng.

Augfarang, m. Øiensvaghed, som kommer af visse Tilstande i Luften og derfor angriber flere paa een Gang. Trondh.

Aug-illska, f. Øiensygdom. “Auilsk”, Indherred.

Augkverving, f. = Synskverving. Trondh.

Augkvite, m. Øiehvide, den hvide Deel af Øiet (Jf. Kvite). Valders, Toten og fl.

Augleite, n. synlig Omkreds, den Strækning som man paa een Gang kan see eller overskue; ogsaa: Synsgrændse, Horizont, de fjerneste synlige Punkter paa Landet eller Søen. Tel. Rbg. Mandal. Nogle St.: Augløyte. Jf. Leite, Himmelleite.

Augnagle, m. Pupille i Øiet. Mandal.

Augne, egentl. Fleertals Genitiv af Auga, brugt i flere Sammensætninger (som Sv. ögon, og D. Øien); nogle Steder Ogne (o’) og i en ældre Form Augna. Særskilt i Udtrykket ein Augne Grand: en liden Smule, liden Forandring som man knapt kan see; ogsaa et lidet Øieblik (Bergens Stift). Hertil ogsaa: augne-millom, dvs. imellem Øinene.

Augneblink, m. Øieblik. Ogs. i mere fremmed Form: Augneblik (i’), n.

Augnebragd, f. Udtryk i Øinene, Blik, Mine. Tel. (Mo).

Augnebrun, f. Øienbryn. S. Brun.

Augneferd, f. Bevægelse med Øinene, Øiekast. “Ognefær” (o’), Tel.

Augnehaar, n. Øienhaar.

Augneklaade, m. Kløe i Øinene.

Augnekleime, f. Sliim i Øinene.

Augnekraa, f. Øienkrog. Afvig. Augnakro (Voss), Ognero (Tel.). S. Kraa.

Augnekvarm, m. Øienlaagenes Kanter; Øiets Omkreds eller Indfatning (s. Kvarm). Nogle St. Augkvarm.

Augnelag, n. Øinenes Udseende og Bevægelse, især opfattet som Mærke paa Sindelag eller Stemning. Eit godt Augnelag: Øine som gjøre et godt Indtryk, antyde et godt SindelaG.Nogle St. Augelag, Au’lag.

Augnelima, f. Øiensvaghed. “Ognelime”, Sdm.

Augnelok (o’), n. Øienlaag.

Augnemaal, n. Øiemaal, omtrentligt Maal som kan tages ved Øiesyn. Tel. og fl.

Augnemein, n. Skade paa Øinene. (G.N. augnamein).

Augnemerke, n. Øiemærke.

Augnemot (oo), n. Rummet imellem Øinene (?). Landstad, Folkeviser 37.

Augnering, m. Øienhuulning, Been-Rammen omkring Øinene.

Augnesaur, m. Voer eller Sliim i Øinene. Hard. (Augnasaur). Ogsaa kaldet Augnavar, m.

Augnestad, m. Øiefæste. “Eg fekk ikkje Augnesta’ paa dæ’”. Tel.

Augnestein, m. 1) Øielindse, Kjernen i Øiet. 2) Øiesteen, Pupille. Nogle St. Augstein.

Augnesyn, f. Øiesyn. Nogle St. Augnesynd; sjeldnere Augsyn.

Augnetenar (ee), m. Øientjener (En som vil indsmigre sig ved at nedsætte sine Medtjenere).

Augnevar, s. Augnesaur.

Augnevik (ii), f. Øienkrog. Hall. og fl.

Augnevol (o’), m. Model til at forme Øiet (el. Skafthullet) i en Øxe. Tel.

Augstein, s. Augnestein.

Augund, s. Ovund. augut, s. ovugt.

Augvitne (i’), Øievidne. Hall. og fl.

auka, v.a. (ar), øge, forøge, formere. G.N. auka; Sv. öka. Det aukar paa: det tager til, forøger sig. (Søndenfjelds). Auka i Spytet: strikke flere Masker ind, saa at Stykket blivere bredere (Modsatt: fella). Jf. øykja. aukast, v.n. forøges, formere sig.

Auke (Aukje), m. 1) Forøgelse, Tilvæxt. G.N. auki. Jf. Arbeidsauke, Ordsauke, Syndauke, Saarsauke. – 2) et tilføiet Stykke; især et smalt eller kileformigt Stykke, som indsættes i Klæder. Østl. Jf. Taumsauke, Mannauke. – 3) Yngel, især af Fisk, meget smaa Fiskeunger. Sdm. og fl.

Aukemun (u’), m. en vis Grad af Forøgelse.

Auking, f. Forøgelse, Paalæg.

aukla, v.a. (ar), formere; forøge ved nyt Tillæg. (Hard.). S. øksla.

aukna, v.n. (ar), forøges, tiltage. Hall.

Auknad, m. Formerelse, Tilvæxt.

Aukning, f. Forøgelse.

aula, v.n. (ar). krybe, skyde sig langsomt fremad (som Maddiker og lignende Smaadyr); ogsaa: mylre, vrimle (om Krybdyr).
Berg. Stift, Nordl. Hall. Uegentlig: slæbe sig frem, kravle og arbeide. “Dæ aula aa græv’e mæ dæ same”, dvs. man lever som sædvanlig, gaar og sysler nu som før. Sdm. Hertil Aul, n. Kryben, langsom Gang. Hard. Auling, f. d. s. (mere alm.). aulen, adj. forladt, opgiven. I Smaal.

Aum (?), adj. forladt, opgiven. I Smaal. (Eidsberg) siges om Huse, at de staae “omme”, naar der ikke findes Folk hjemme. Dette har maaskee en Forbindelse med det følgende aumleg (omli) og er isafald et gammelt aum. Jf. G.N. aumr: ussel.

Auma, f. see Aama.

aumleg, adj. svag, skrøbelig, ussel; ogsaa: liden, ringe. Smaal. i Formen omli. I Østerd. ømli, og ømlien: ussel, som seer ilde ud. G.N. aumlegr: elendig.

Aun (Lykke), s. Audn.

aunka, s. anka.

Aur, m. 1) Grums, Bærme, Bundfald. Helg. Især om Gruus paa et Ildsted. Kolaur, Smidjeaur. Gbr. – 2) Sandgrund, grov Sand eller Smaasteen. Ved Trondhjem (sjelden). Sv. ör. Hertil: aurhalt, aura, øyra, v.: jf. Øyr, f. – 3) Grundjord, Gruusjord, haard Jord med Smaasteen; især om det haarde Jordlag, som i de bjergige Egne sædvanlig forefindes nedenunder Muldjorden, og som i Bunden gaar over til en meget fast Masse, kaldet Aurhella. Ellers ogsaa om flere Jordarter, som adskille sig fra Muldjorden; saaledes ogsaa “Raudaur” og “Leiraur”, som ansees meget tjenlige til Dyrkning. (Meget brugl. Ord). G.N. aurr, Jord, Gruus.

aura, v.a. (ar), 1) grumse, plumre, oprøre. Helg. – 2) grave, udhule eller bortskylle Jorden (om Sø eller Elv). Nordre Trondh. og Nordl. (Jf. øyra, gropa). – 3) blande eller fylde med Gruusjord. B. Stift. – aurast, v.n. forandre sig af Vandets Paavirkning, om Sandbanker; ogsaa: blive grumset (aurast upp). Helg.

auraa, s. annan, annarstad.

Aurbakke, m. Sandbakke i en Elvebred (= Mel). Sfj.

Aurbenk, m. 1) Bænk, hvis Underrum er fyldt med Jord; 2) den bageste Bænk i en Stue (= Undbenk). Sfj.

Aurbot, s. Aarbot.

Aurbotn, m. haard Grund med “Aur” (3).

Aurdøl, m. Indbygger af Aurdal i Valders.

Aure, m. s. Aurride og Livaure.

auren, adj. haard og grusagtig, om Jord; ogsaa: kornet, haglformig, om Snee.

Aurfor (o’), f. en dyb og aaben Fure i en Ager; a) den øverste Fure paa en hældende Ager. Orkd. Gbr. b) en Fure el. Rende til Bandakledning. Tel. c) aaben Fure, som danner Grændseskjel imellem to Agre. B. Stift.

Aurgrunn, m. = Aurbotn.

aurhalt, adj. øm i Fødderne af at gaae paa haarde Veie med grov Sand eller Smaasteen; om Hesten. Trondh. Stift, Nordre Berg. og fl. I Østerd. orhalt (o’).

Aurhane, s. Orre.

Aurhella, f. det nederste Lag af Gruusjorden, bestaaende af en haard Masse, som vanskelig lader sig grave eller ophakke. B. Stift, og fl. Ellers: Aurhylla, Aurhyll’. Trondh. og Nordland. Jf. Hella.

aurhendt, s. orvhendt.

Aurlende, n. Marker eller Agre, som indeholde megen Gruusjord.

Aurlending, m. Indbygger af Aurland i Sogn. Aurland udtales: Auland (Hall.), Audland (Voss), Uddland (Indre-Sogn).

aurlendt, adj. om et Landstykke med haard og gruset Jord (Aur, 3).

Aurmolar (o’), Levninger, s. Aarmole.

Aurmold, f. Blanding af Muldjord og “Aur”.

Aurride (i’), m. Ørred, Forelle (Salmo fario). Mest almindelig forkortet til Aure. Paa Sdm. tildeels Auride (nogle sige Aurel), især om Laxørred. Ved Bortfald ad “d” bliver det ogsaa til: Aurie, Aurje (Voss) og Orje (i Nhl. endog opfattet som Orgje, saa at Fleertal hedder Orga’). G.N. aurridi, ogs. örridi, som synes at være den islandske Form. Ordets Sammensætning er vistnok Aur-Ride, men den egentlige Oprindelse er dunkel. (Jf. Sv. örlax, laxöring). Andre Navne ere: Kjøda, Kræda, Agneta. (Jf. Blika, Byrting, Lugg, Nuve, Tita, Steita). – Hertil: Aurridmakk (?) “Ørjemark”, m. Regnorm (= Agnmakk). Helg. Aurrid-net, n. Ørredgarn.

Aurskida (-skjija), f. det nederste Stykke i en Plov; den Deel hvorpaa Plovjernet er fæstet. B. Stift. (= Kjøl, Il, Plog-il).

Aurslag, n. Art af Grundjord (Aur).

aurt, adv. skjævt, forkeert. Yttre Sogn (ligesom aurhendt). Jf. ovugt.

aurutt, adj. gruset, haard, fuld af Gruusjord.

aurvelta, v.a. (er, e), opbryde et Jordstykke til Grunden, eller indtil dobbelt Plovdybde. B. Stift. Jf. tvibrjota.

Aurvæta, f. Væde som opstiger fra Grunden (i en Ager).

ausa, v.a. (øys, auste, aust), 1) øse, optage eller udkaste i store Portioner. G.N. ausa (eys, jós, ausit). Ausa Sild or ei Not: optage Sild med “haav” af et Vod. – 2) tømme eller optørre ved Øsning, f. Ex ausa upp ein Brunn; ausa Baaten. – 3) om Heste: spænde, slaae bagud. Sdm. og fl. (Ogsaa G.N.).

Ausa, f. en Øse, Slev, stor Skee.

Ausel, m. en Skaal med Skaft, skikket til at øse med eller drikke af. Orkd.

Ausing, f. Øsning.


Auskjer, n. Øsekar at bruge i en Baad. S. Kjer. G.N. ausker, austker. Ogsaa kaldet Ausfat, n.

Auskjer-rjot (Fisk), s. Rjot.

austkeg, s. audsleg.

Ausmaal, n. en vis Mængde af indløbet Vand i en Baad.

Ausrom (Auserom), n. det Rum i Baaden, hvor man bedst kan øse Vandet ud.

Aust, m. Øst, Østsiden. Ogsaa med en ældre Form: Auster (Austr). G.N. austr, n. Or Austre: af Østen (Sæt.). Til Austers (Te Aust’es): til Øst; mere østlig.

aust, som adv. øst, mod Øst. (I Guldalen tildeels: ust). aust etter: øst over. – aust i: paa Østsiden af Himmelen. – auster paa: paa Østsiden af Landet, østenfjelds.

austan, adv. østen, østenfra. Mest alm. “austa”. G.N. austan. – austan etter: fra Øst, vest over (austa-ette). – austanfyre: østenfor. (Mest som austa-føre; i Hard. austan-fø’). – austantil: 1) østenfra; 2) paa Østsiden.

Austandrag, n. østlig Vind i Syerne. Ogsaa kaldet Austandraatt, m. og Austandrog, f.

austanfjells, adv. østenfor Fjeldene.

Austangul (u’), f. Luftning østenfra.

Austankjøla, f. kjølig Østenvind.

Austanrykk, m. en Tid med østlig Vind, med Veir fra Østkanten.

Austanvind, m. Østenvind

austarlege (austaleg, -le’) adv. noget langt imod Øst.

Austbygding, m. En som boer østenfor.

austbær, adj. om Vinden: noget østlig, i Vending til Øst. Helg. Trondh.

Auster (Austr), f. en øse (= Øystra) Trondh.

Auster (Austr), m. 1) Øsning; det Arbeide at øse Vand ud af en Baad. 2) Øsevand, indløbet Vand i Baad eller Fartøi. G.N. austr.

Auster, Øst; see Aust.

Austerlending, m. Indbygger af Østerlandene (Orienten, Asia).

Austersida (og Austsida), f. Østside.

Auster-æsing, m. En som boer østenfor Bjerget (Aasen). Valders.

Auster-ætt, f. Østsiden; Veir fra Østkanten. (Modsat Vesterætt). Nhl.

Austfelling, m. En som er kommen østenfra (mest om Dyr). Tel.

Austfolding, m. Indbygger af Egnene østenfor Oslofjorden (Folden). Jarlsberg (oftest med nyere Form: Østfolling).

austhall, adj. (n. -halt), hældende mod Øst; om Marker. B. Stift.

austleg, adj. østlig.

Austlending, m. Indbygger af “Austlandet”, som nærmest betegner de østligste søndenfjeldske Egne (Smaalenene, Rommerige, Hedemarken, Solør og Østerdalen), men som i fjernere Distrikter ogsaa betegner en større Vidde (Jarlsberg, Ringerige, Hadeland) og tildeels hele den søndenfjeldske Side af Landet.

Austlendska, f. Kvinde fra Østlandet. Oftere: Austlandskona (o’), og Austlandsgjenta.

austlengst, adj. østligst. Tel.

Austmann, = Austlending (B. Stift).

austre, adj. s. øystre.

austrøn (-rønt), adj. østlig, kommende østenfra; om Vinden. (G.N. austrœnn). Nordl. Oftere: innrøn.

austvend, adj. hældende mod Øst (austhall), om Marker. – Austvenda, f. den østre Side af en Forhøining. Rommerige.

Aust-yrja, f. langvarigt Østenveir. Rbg. Tel.

autt, s. aud. – Auvund, s. Ovund.

av, præp. og adv. af. G.N. af; Sv. af (med samme Udtale). Har visse Afvigelser i Lyden. Med stærkere Betoning (og især uden Objekt) udtales det almindeligst “av”, nogle Steder aav (Søndre Berg. Hall. Vald. Gbr. Ndm. Fosen), aa (Sogn), aag (Nhl. sjelden). Svagere betonet lyder det ofte som “a” (Stavanger, Nordl. og fl.) eller “aa” (Sogn og fl.); men allermest fordunklet bliver Ordet ved den hyppige Sammensætning med “ut” til utav, som da lyder: uta’, ‘ta’; utaav, utaa’, ‘taa’. Ved Dativer af gammel Form høres dog “av” mere almindeligt, f. Ex. av Garde, av Huse, av Lage (Gram. § 179). – Brug og Betydning kan kortest opstilles saaledes: A, præp. (med Dativ), 1) af, fra, i Retningen ud fra, bort fra. (Indskrænket til en Fjernelse fra Overfladen, da Begrebet ellers udtrykkes med “or”, s. d.). Av Stolen; av Landet. (Men: or Huset; or Kista o. s. v.). Beint av Neset ( i lige Linie fra Næset). Hertil ogsaa: Det lyser av det; det angar av det; det ryk av det (el. av di). – 2) af, henhørende til, som en Deel af. Sumt av det; myket av det; ei Grein av det; ein av oss, o. s. v. Ogsaa: som en Hob eller Samling af; f. Ex. Ein Haug av Sand; men her hedder det oftere “med”. – 3) fra, som Udbytte eller Erhvervelse af. Det kom litet av det. Hava Gagn av ein Ting. Eg skal hava ein Dalar av honom (Søndenfjelds. Andre Steder: hjaa, el. med honom). Ogsaa: som Yttring af, som Tegn eller Prøve paa. Eg heve ofta røynt det av honom. Eg ventar slikt av deim. Lat meg ikkje sjaa slikt av deg. Det var vel gjort av deim (dvs. fra deres Side). Ligesaa med Begrebet: om, angaaende. Dei fortalde av det (el. utav di). Han skulde sagt av det. Eg fekk ikkje vita av det. – 4) af, ved Overgang fra, el Forandring af. Det verd Regn av detta Kovet. Det vardt Aalvora av det. Det vardt Mann av honom sidan. Saaledes ogsaa: ved Tilvirkning af (en vis Materie), ved Brug el. Benyttelse af. Ein Knapp av Sylv;
ein Plog av Tre. Jf. liva av Fisk; føda seg av Sjoen, o. s. v. – 5) med Aarsag af, paa Grund af. Vera Trøytt av Gonga; leid av Staak,; skjelva av Frost o. s. v. – Ellers med dunkelt Begreb i visse Talemaader som: Kvar vardt av honom? Kvar skal eg gjera av det (sætte det hen)? Vera blid av seg, ill av seg, og fl. – B, som adv. (eller uden Objekt). 6) af, fra (i Lighed med No. 1); f. Ex. leggja av (aflægge); venja av (afvænne); telja av (fraraade); setja av (afsætte). Verda av med: blive kvit. Taka ovan av: tage noget af det øverst liggende. Taka utan av: af det yderste. Vinden stod innan av, o. s. v. – 7) i fraskilt eller afsondret Stilling; saaledes ogsaa: itu, i Stykker, sønder. Toppen er av (dvs. affalden, afbrækket). Hatten fauk av. Det datt av, el. gjekk av (dvs. brast itu). Slita av (slide itu); ligesaa: slaa av, brjota, hogga, skjera av, o. s. v. Staven er av paa Midten. Foten var av, dvs. brækket. (I Betydningen “fraskilt” vil man hellere sige: utav). Lignende i Sv. og G.N. – 8) bort, hen, tilside, afsted. Draga av (fare bort); gøyma av (skjule), smetta seg av (liste sig bort). Kvart vil du av? o. s. v. Ogsaa: borte, henne. Han var av og fiskade. (I Sogn: aav, aa). Jf. Avbygd, Avdal, Avkrok. – 9) over, hen, ud (om en Overgang, Henskriden, Hensvinden). Det gjekk vel av (gik lykkelig over). Han laag her Natti av (ogs. av Natti). Jf. minka av (formindskes gradviis); dovna av (afsløves); stillast av, spakna av, og fl. – 10) op, til Ende, forbi (om en Afgjørelse eller Færdiggjørelse). Me hava talat det av (aftalt det). Dei hava gjort av med det (gjort Ende derpaa). Dei hava pløgt av (de ere færdige med Pløiningen); ligesaa: hava sleget av (s. slaa), skoret av (s. skjera). D’er meir av, en som atter er, dvs. der er mere afgjort end ugjort; vi ere færdige med mere end Halvparten. – (Adskillige nyere Udtryk med “af” i Svensk og Dansk ere her fremmede; f. Ex. en Ting af Værd; en Ven af Frihed; en Stymper af en Karl; være hadet af mange; og lignende). – I Sammenstilling med Participier faar Ordet en stærk Betoning, helst i Betydningen “itu”, f. Ex. av-broten, av-hoggen, -slipt, -skoren, -slegen, -sliten, og sædvanlig ogsaa i Betydningen “bort” eller “hen”, som: av-dregen, -fallen, -gløymd, -kastad, -lagd, -rakad, -reken, – vist, -skyld, -sopad, -stroken o. s. v.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə