Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə60/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   56   57   58   59   60   61   62   63   ...   221

Gust (u’), f. 1) Vindpust, Luftstrømning. Mest brugl. vest og nord i Landet. G.N. gustr, m. (Til gjosa). – 2) en Hudsygdom; ogsaa kaldet Alvgust (Alfeblæst).

gusta (u’), v.n. (ar), blæse lidt, lufte, vifte; om en svag Vind. G.N. gusta.

Guste, m. 1) et enkelt Vindpust. Sfj. 2) Voldsomhed (?). Landst. 137. (Isl. gustr: Uro).

Gustegras, n. Gnaphalium. Sfj.

gustutt, adj. vindig, ikke ganske stille i Luften. Trondh. (gustaatt). Ogsaa i Formen gusten.

Gut (uu), m. Dreng, Drengebarn; ogsaa: Yngling, ung eller ugift Mand (jf. Dreng); uegentlig om en Karl eller Mand i Almindelighed; f. Ex. Den Guten bergar seg vel. (Saaledes endog om Dyr eller Fugle, hvis Navn er et Hankjønsord). Alm. og meget brugl. (Ogsaa i svenske Dial., men ikke forefundet i G.N.). Jf. Svein, Glunt, Vaak, Pilt, Kate, Klebb, Gorre, Gypling. – I Sammensætning oftest Guta- (tildeels for Gutar-), saasom: Guta(r)gnasse, Guta-hyn, eller Gutaskrik, om urolige Smaadrenge. Gutalag, n. Drenge-Maneer. Gutasprengja, f. i Spøg om en Pige som faar mange Beilere. Derimod Gutaflogs, f. om en letfærdig Kvinde.

Gutarbarn, n. Barn af Mandkjøn, Drengebarn. Afvig. Gutabann, Gutebaan.

gutaar (?), et Udtryk hvormed man drikker En til; omtr. som “Skaal”. Tildeels udtalt “gu tor” (o’). Sv. gutår. Forklaret som “godt Aar”, dog noget dunkelt.

gutekjær, adj. tilbøielig til at fjase med Ungkarlene; om Piger. I en høiere Grad: gutegalen (-gali).

Gutu, en Vei; s. Gota.

Gutunge, m. Smaadreng. (I Spøg eller med nogen Ringeagt). “Guta-ungje”, B. Stift.

guva (el. gyva), v.n. (gyv, gauv, govet), at ryge o.s.v. Infinitiv vaklende og noget tvivlsomt (da Ordet kun bruges søndenfjelds), oftest gyve, sjeldnere guve, Tel. gove (oo), Gbr. gjuva, gjua, Lister (?), gjøve, Hall. De vigtigere Former (gyv, gauv) ere stadige og meget brugelige. – Betydning: 1) ryge, støve, fyge i Luften som Støv eller Røg. Vegen er so turr, at det gyv fyre Foten. Han riste Mjølsekken, so det gauv av honom. – 2) vimse, løbe hid og did (ligesom
fjuka); ogsaa: løbe ind paa, kaste sig over noget. Hall. Tel. Ho gjekk der og gauv imillom deim. Han gauv i Bringa paa honom (h. løb til og greb ham i Brystet). – 3) falde, dumpe, lide et Nederlag (ligesom rjuka). Han gauv i Koll (faldt omkuld). Hall. – Vigtigt som Stamord til Gauv, gøyva, Gov, Gova, Gufs, Gyfsa, Guft, gyfta, Gyv. (Jf. gyvja). Sv. Dial. guva og gova (dvs. blæse), med svag Bøining; ligesaa Isl. gufa (dvs. dunste).

Guva (u’), f. Damp, s. Gova.

Gvarv, n. s. Kvarv. Saaledes ogsaa gvar, gvass, gvelve, gvit, Gvitel o. fl., see Ordene med kv.

gvaala, v. tude, skrige; s. vaala.

Gya, el. Gjøya, see Gjelgja. (gy er her overalt at læse: gjy).

Gyfsa, f. Luftstrøm, Vindpust (= Gufs). Ryf. tildeels udtalt: Gjøpsa.

Gyft (y’), f. Støv (= Dumba), f. Ex. paa Klæder. Hall. Buskr. Rom.

gyfta (gjøste), v.n. (er, e), støve, ryge. Hall. Rom. Ogsaa v.a. afstøve, rense. Hertil Gyftesaald, n. et finere Sold til Rensning af Korn. Rom.

Gygr (y’), f. (Fl. Gygrar), Jættekvinde, Berg-Risens Kone. (I Folkesagn). Søndre Berg. Sogn, Hall. og fl. tildeels udtalt: Gjygger, Gjøgg’er. I Tel. Gyvr; paa Sdm. Gjure (sjelden); paa Helg. Risgjura. G.N. gygr.

Gygrar-kling, m. en Steenart med store Striber, der see ud som om de vare paaklinede (jf. Kling). “Gyvrekling”, Tel.

Gygrarsop (oo), m. Marekvast paa Træer. Sogn. (S. Marekvist).

Gyl (Gjøl), Bjergkløft, s. Gil.

Gyla (yy), f. en skarp og kold Vind (= Kaldsnoa). Nhl.

Gyldra, el. Gylra (y’), f. en Vandstrøm i en smal Bjergkløft. Nhl.

gylla, v.a. (er, te), 1) forgylde, belægge med Guld. G.N. gylla. Particip: gyllt. – 2) bestraale, oplyse, om Solen; ogsaa v.n. straale, skinne med en rødlig Glands. Smaal. Buskr.

Gyllar, m. en Forgylder.

Gylling, f. Forgyldning.

gylma, og Gylming, s. gjølma.

Gylt, m. Griis; ogsaa et Spøgenavn: “Gylten min”. Sdm. (sjelden). I Sæt. paa lignende Maade “Gris min”.

Gylta, f. 1) en So (?). Kun som Øgenavn med dunkel Betydning. Afvigende: Berggylta, Saagylta. G.N. gylta og gyltr, f. (So), Sv. gylta. – 2) en liden Kjelke af sammenslaaede Fjele. Gbr. Ellers kaldet Krubba.

gylta, v.n. (ar), 1) rumle, klunke; om en vis Lyd i Indvoldene, f. Ex. i en Hest. Indh. Ogsaa: hoste meget (?). – 2) skryde, prale, gjøre store Ord. Inderøen.

Gylte, n. s. Solgylte.

Gymber, f. Ungfaar; s. Gimber.

gyna, v.n. (er, te), see med lurende Blik, skotte, skele. “gjyne”, Vald. Gbr. Østerd.

Gypling (y’), m. Grønskolling, En som er for ung til at være rigtig Karl. Hall. Buskr. (Dunkelt).

gyrda (y’), v.a. (er, de), omgjorde; især a) ombinde et Læs, rebe, surre: b) baande, sætte Baand paa Kar. Efter Udtalen: gjyra (y’), B. Stift, gjøre, el. gjøle, Østl. Trondh., gjure, Rbg. Tel. gjule (med tykt L), Hall. Particip gyrd (gjørd, gjurd). G.N. girda og gyrda. Nærmest af Gjord, men ellers beslægtet med Gard og gjerda af et forældet Stamord, hvorom s. gjerda.

Gyrda (y’), f. 1) Gjord, Baand; især omkring et Kar. Nogle St. Gyra, Gjøra; afvig. Gjura, Rbg. Tel. – 2) Mælkekar (= Kolla, Ringja). “Gjura”, Mandal.

Gyrdemun, m. Smalning paa et Kar; det at Karret er smalere Kanten, saa at Baandene lettere kunne drives ind derpaa. Nogle St. Gjøremon; ogsaa: Gyringemun, Sdm. Gjøringsmaan, Ork. Noget lignende er Gjurestaup, Tel.

Gyrdestaup, n. s. Gyrdemun.

Gyrdetog (o’), n. Toug at ombinde Læs med. Hedder ogsaa Gyrdingtog.

Gyrding, f. 1) Ombindelse; s. gyrda. 2) Reb til at omgjorde noget med.

Gyrja (y’), f. 1) Mudder, Slam, Dyndjord. “Gjørju”, Smaal. Rom. Solør. I svenske Dial. gjørja, gerja (Rietz 230). – 2) taaget Veir, indtrækkende Havtaage med Vind og Væde. (Skoddegyrja). Sfj. Sdm. Jf. Yrja og Gyrma. I første Betydning synes Gyrja afledet af Gor (s. d.), men falder ogsaa nær sammen med Gysja.

Gyrma (y’), f. 1) Grums, Bærme; ogsaa Dynd, Mudder. Østl. (Gjørme); ogsaa i Nordl. Nærmest af Gurm. – 2) Uklarhed i Luften, Taage eller tætte Skyer. Søndre Berg. (jf. Gyrja). – 3) en stor Masse, Røre, Blanding. Hard. I Hall. Gyrva, om en stor Mængde, f. Ex. af Steen eller Gruus. Jf. Jørve.

gyrma, v.n. (er, de), ophobe sig, trække sig sammen; især om Sky elle Taage. Hard.

Gyrmejord, f. Dyndjord. Østl.

gyrmutt, adj. mudret, fuld af Dynd. “gjørmatt”, Nordl. – I Hard. gyrmen, adj. om Luften: uklar, taaget.

Gyrva, f. en Masse; s. Gyrma, 3.

gys (yy), og gysa, v. see gjosa.

Gysja, f. 1) Dynd, Mudder, Søle. Nordl. (Lof.). Andre St. Gjøssa, Jøss, Indh. Gyska, Gjøska, Nordl. I svenske Dial. gjörsa, gjörsja (Rietz 230). Jf. Gyrja. – 2) en Uveirsbyge, Vind med Regn eller Snee. “Gysju”, Hall. – 3) en upaalidelig Fortælling, en Historie med megen Overdrivelse.
Hard. Ryf. Tel. Andre St. Gøysa. Jf. Skrynja.

gysja, v.n. (ar), sladre, fortælle forvanskede Rygter.

Gysjemyr, f. en blød Flade, en Sump. I Indh. Gjøssemyr, Jøssmyr.

gysta, (y’), blæse; s. gjosta.

Gyster, s. Gjoster.

gyta, v.a. (er, te), gyde. Kun en Afvigelse af gjota, s. d.

Gytja (y’), f. Rognhinde, den udtømte Rognpose i Fisk, benyttet til Agn. Nordl. (Lof. Senjen). Af Got (gjota). Udtalt Gjykkja; feilagtig skrevet “Jykke”. – Et andet Gytja, om Dynd eller Slam paa Badestederne, er formodentlig optaget af Svensk.

Gyv (y’). m. 1) Drev, drivende Støv. Hard. Sæt. (Jf. gyvja). – 2) Damp, opstigende Dunster. Tel. Hall. Hadeland. Tildeels udtalt Gjøv. – 3) Røgning; Ild som er optændt for at frembringe Røg (see Gøyve). Tel.

gyva, v.n. ryge o. s. v., see guva.

gyvja (y’). v.n. (gyv, guvde, guvt), ryge, støve, drive som Støv. Hard. Et Slags Sideform af guva.

Gyvr, f. s. Gygr.

Gæla, gæta, gæv, o.s.v. see gjæ-.

Gø, gøda, gøla o.s.v. see Gjø, o.s.v.

Gøn, s. Gon. – Gør, s. Gor.

gøya (gjøy), v.n. (r, dde), gjøe, om Hunden. (Jf. gaua, glyfsa). Uegentlig: skjælde med høi Røst, skraale, skvaldre. Ordet har ogsaa en ældre Bøining: gøyr, go, gaaet; men de sidste Former ere lidet brugelige; saaledes paa Sdm. “go”, sjelden, og “heve gaatt”, endda sjeldnere. (Jf. døya). G.N. geya, imperf. . – (I dette og følgende Ord maa “gøy” læses gjøy).

Gøying, f. Gjøen, Hundeglam. Jf. Gaud og Gaatt.

gøyka, v. synge, s. gjøka.

Gøyl, m. Strømning i Vandet; ogsaa: Mod, Fyrighed, Liv. “D’æ ikkje nokon Gjøyl ti ‘naa”, dvs. han er altfor stilfærdig. Sdm.

gøyma, v.a. (er, de), 1) gjemme, forvare, tage i Forvaring. 2) skjule, sætte i Skjul. 3) bevare i Hukommelsen, lægge paa Minde. G.N. geyma; Sv. gömma. Den sidste Betydning, som nu er sjeldnere, synes netop at være den ældste. Jf. Gaum og gauma. Particip: gøymd. – Gøyma seg: skjule sig. Gøyma av: lægge tilside, skjule, fordølge. G. i Hop: sammenspare. G. undan: afspare, lægge op; ogs. fordølge.

gøymande, adj. værd at gjemmes.

Gøyme, n. Gjemme, Gjemmested. Tel.

Gøymeleik, m. Leg, hvori den ene skjuler noget, som den anden skal oplede.

Gøymestad, m. Gjemmested.

Gøyming, f. Gjemsel; ogs. Fordølgelse.

Gøymsla, f. Gjemme, Gjemmested; ogsaa Forvaring. G.N. geymsla. – Gøymslegods, n. Ting som man har modtaget til Forvaring.

Gøyr, m. Smerte i Haandledene af Vridning eller Forstrækkelse. Lister. Nogle St. Gøyra, f. (Mandal). Noget lignende er Gjø (Sdm.) og Rena (Trondh.).

Gøys, m. 1) en fremvældende Strøm; et Skvat, Stænk (s. gøysa). Jæd. og fl. – 2) en Overdrivelse; s. Gøysa, f.

gøysa (gjøyse), v.n. (er, te), 1) sprudle, vælde, strømme frem. Jæd. Rbg. og flere. Vel egentlig v.a. stænke, sprøite; af gjosa, gaus. (G.N. geysa). – 2) bruse op, flyde over Bredderne. Nordre Berg. (Jf. gøyva). – 3) forvanske en Beretning ved Overdrivelse, sige for meget, gjøre Sagen for stor. B. Stift, Hall. og fl. Ogsaa: forhaste sig i Talen (jf. gosa, gausta); sladre, føre løs Snak. Nordl. og fl. Ligesaa om at skjælde og larme for Smaating. Num.

Gøysa, f. 1) en sprudlende Strøm, Overstænkning, Skvat. 2) en Overdrivelse, upaalidelig Historie, et stort Rygte med liden Grund. B. Stift. Nogle St. Gøys, m. Jf. Gysja.

Gøysar, m. en upaalidelig Fortæller, Skryder, stortalende Person.

gøyseleg, adj. storladende, udsmykket, noget utrolig; om en Fortælling.

Gøysing, f. 1) Sprudlen, Strømning. 2) upaalidelig Snak.

gøyva (gjøyve), v.n. (er, de), 1) støve, banke eller ryste noget, saa at det støver. Buskr. Af guva, gauv. – 2) ryge, dampe (ligesom guva). Tel. og fl. 3) bruse op, gaae over Bredderne, koge over. B. Stift, Nordl. Gryta gøyvde fyre meg. Ogsaa om Søen: fraade, skumme, være meget oprørt. Nordl. Tildeels i Formen: gøyvast (gjøyves).

Gøyva f. 1) Drev, Fog; ogsaa en Støvsky Gbr. og fl. – 2) Person som gjør Opsigt eller Støi. Tel.

Gøyve, n. Røg-Ild, Brænding af Mos eller andre Ting, som give meget Røg; især for at fordrive Myg og Bremser fra Køerne paa en Malkeplads. Buskr. Hall. I Tel. Gyv (y’). Andre St. Røykbrising, og flere.

Gøyving, f. Drev, Fygen; ogsaa Opbruusning, Overstrømning; s. gøyva.

Gøyving, m. en stolt, stortalende Person. Tel. Jf. Gøyva.

gøyvsam, adj. opbrusende, som lettelig koger over; om visse Slags Vædske (f. Ex. Kjernemælk). B. Stift. Oftere: gøyven (gjøyven).

Gøyvsla, f. Opbruusning. (Sjelden).

H.
ha, Forkortn. for hava og hadde, s. hava. – Et andet “ha” er et Slags Spørgeord, omtr. som kvat (hvad). Nhl. Hall. Helg.

habbenda, v.a. binde Kreature med et Baand imellem Knæerne eller Haserne, for at de ikke skulle løbe bort. Namd. Ogsaa i Formen “habbeng’”, Indr. Vel egentlig: haabenda. Isl. hábinda.

Hedda, f. Hank, s. Hodda.

Hadelending (Ha’lænning), m. Indbygger af Hadeland (Haland) paa Oplandet.

hadla, adv. s. hardla.

Hadna, f. Gjed, ung Gjed som endnu ikke har havt Kid. Afvig. Hana, Han’, Helg. Trondh. Haine, Sdm. Sfj. Haana (for Hodna, o’), Sogn, Hall. Num., Haune, Romsd. Høine, Sæt. Tel. – G.N. hadna, et af Gjedens Navne i Edda. (De sidste Former svare til Akkus. hödnu). I svenske Dial. hena, henna (Rietz 254).

Hadnekid, n. Gjedekid. (Modsat Bukkekid). Hainekid, Hanekje’, og fl.

Hafella, s. Hagfella.

hafsa, v.n. jaske, fare hastigt og skjødesløst frem. Hall. Jf. happa.

Hag, n. Gjærde. Lister (?). Mere bekjendt i Formen “Hav”, f. Ex. “springa Hav’e”: springe over Gjærderne. Mandal. (Sv. Dial. hag). Hagerust, f. Ruiner af et Gjærde. (Meddeelt). S. Gardrust.

Hag, m. 1) Orden, Skik, Styrelse. Kun tvivlsomt i Sammensætn. som Mathag og Hushag. Jf. Buhag. Ellers i Formen Hage (Hagje). Hard. “D’æ korkje Hug elde Hagje mæ han”, dvs. han har hverken Lyst til Tingen eller det rette Greb derpaa. – 2) Bekvemhed, Fordeel. Til Hags: tilpas, efter Ens Ønske. Indh. Skulde ogsaa betegne Kaar eller Tilstand; jf. Aarhag. G.N. hagr, Vilkaar, Fordeel; Midler.

hag, adj. flink, behændig, kunstfærdig. Næsten alm. (Sæt. Tel. Hall. Shl. Indh. Nordl. og fl.). G.N. hagr. (Jf. Hegd). Ofte i Forbind. “hag og hendig”, el. “hag og hæv”.

haga, v.a. (ar), 1) indhegne, omgjærde. Lister. – 2) ordne, indrette, lempe. Hard. Tel. og flere. Ofte i Forbind. “haga og laga”. G.N. haga. – haga seg: lempe sig, holde Maade. Hall. Jf. forhaga.

Hage, m. 1) en Have, omhegnet Plantning. Udtalt: Hagje, Haje, og ellers: Haga, Østl. Haagaa, Gbr. og flere. – 2) et Gjærde, Hegn (= Skidgard). Indh. (Snaasen). – 3) Græsgang for Kreaturene, Græsmarker. Maaskee alm. (jf. Hamn). G.N. hagi. I Sammensætn. Hage (med haardt g), el. Haga.

Hage, m. (2), Orden, s. Hag.

Hageblom (Haga-), m. Haveblomster.

Hagevær, n. Bær af Havevæxter, Ribs, Solbær o.s.v. B. Stift.

Hagegard, m. 1) Havegjærde. (Hagagar, Søndre Berg.). 2) Gjærde imellem to Gaardes Udmarker eller Græsgange. Afvig. Haggar, Sdm. Haagar, Sogn.

Hagegjerde (-gjære), n. Havegjærde.

Hageland, n. Marker som ere skikkede til Græsgang. Hedder ogs. Hagelende, og Haglende. Den Garden heve godt Haglende. B. Stift. G.N. haglendi.

Hageløysa, f. Mangel paa Græsgang.

Hagerust, f. s. Hag, n.

Hagesott, f. Sygdom af Overfyldning med Græs (= Grorsykja)? Søndre Berg.

Hagevokster, m. Haveplante.

Hagfella, f. et Gjærde; især om Gjærder som ere dannede af nedfældede Træer, saaledes at Toppen af det ene Træ lægges over Stammen af det andet. Sædvanlig udtalt: Hafella, Haffelle. Gbr. Hedem. Østerd. G.N. hagfellugardr.

hagfella, v.n. gjærde, sætte et Gjærde i Stand. Gbr. (hafelle). Jf. fella.

Hagfellevid (i’), m. Gjærdsel, Træ til Gjærder. “Haafell-ve”, Gbr.

hagfengd, adj. behændig, flink til Haandarbeide. Indh. (hagfængt).

Haggard, m. s. hagegard.

haghendt, adj. = hagfengd. Nordl.

Hagl, n. 1) Hagel, Nedfald af frosne Vanddraaber. G.N. hagl. – 2) et Hagelkorn. – 3) Blyhagel, at skyde med.

hagla, v.n. (ar), hagle, om faldende Hagel. Uegentl. drive eller styrte frem som Hagel, f. Ex. om Taarer. Jf. hegla.

Hagla, f. Hagelbøsse. Gbr.

Haglebar, n. Hagelfald, Hagelveir. Sdm. Sfj. (Jf. Barveder). Til berja. – Haglebar-eling, m. Hagelbyge.

Haglebrest, m. Regnbyge med Hagl iblandt. Nordl.

hagleg, adj. 1) behændig udført, godt gjort; om et Arbeide. Tel. og fl. – 2) bekvem, beleilig, passende. Namd. Indh. G.N. haglegr.

haglege, adv. bekvemt med Magelighed. Indh. (hagli).

Hagleike, m. Kunstfærdighed, Flinkhed.

Hagl-eling (ee), m. Hagelbyge. Mere alm. Haglskur, f.

Haglende, s. Hageland.

Hagletta (e’), f. Ost med Valle som er noget indkogt; Rødost (Rauddravle). Shl. Mandal, Sæt. Tel. Hall. Jf. Mylsa, Gumbe. (Maaskee Hag-gletta).

Hagling, f. Hageldrev.

Hagn, Fjeldryg, s. Hogn.

hagnytten, adj. nytsom, forsynlig, som benytter alt og ikke lader noget gaae til
Spilde. Shl. Ogsaa i Formen hagnytteleg. G.N. hagnýta: benytte.

Hagre, s. Havre.

hagsynt, adj. opmærksom og nem til at lære en Kunst. Tel.

Hagtorn (o’), m. Hvidtorn, Cratægus. Sædvanlig Hagtonn; afvig. Havtonn, Ryf. G.N. hagþorn.

Haine, s. Hadna.

Hak, n. Skaar, Skure, Bræk, f. Ex. i Eggen paa en Kniv. Hall. Ork. og fl. Sv. hak.

haka, v.a. (ar), sætte Hager paa. Ogsaa: fæste ved Hager. Haka i Hop.

haka, v.n. (med Formerne: hak’er, hok, høke’), glide, rende paa Kjelke. Smaal. Synes kun at være en Afvigelse af aka.

Hake, m. 1) Hage, Krog, tilbagebøiet Spids. Sædvanl. Hakje; afvig. Haka, Østl. Haakaa, Gbr. og fl. Sv. hake. Ogsaa et Redskab med Hage. Haldhake, Baatshake, Bandhake. – 2) Spade, Agerspade. Shl. Nhl. Sogn. – 3) Knegt, Lømmel. Smaal i Formen “Haka”, ogs. “Hakafant”.

Hakefisk, m. en Fisk, hvis Underkjæve er lidt opadbøiet, saa at den danner en liden Hage. Især om Lax og Ørred. (Hakelaks, Hakaure). Søndenfjelds.

Haketonn, f. Huggetand (?). Hall.

Hakk, n. Hakning, Huggen.

hakka, v.a. (ar), 1) hakke, hugge, grave. Jf. hakla. – 2) sønderhugge, skjære smaat. I sidste Betydning ikke alm. Jf. saksa og karva. – hakkast, v.n. nappes, hugge til hinanden, f. Ex. om Fugle.

Hakka, f. Hakke, Redskab at hakke med.

Hakkegrev (græv), n. Redskab til at hakke og grave med. Sdm.

Hakkemeis, f. Sprækker i huden paa Fødderne. Trondh. (Selbu).

Hakkespetta, f. s. Spetta.

Hakkestokk, m. Hakkeblok (= Brydja).

Hakkmette (el. Hakkemette), n. Alun-Erts, et Slags Mineral. Gbr. Formod. et fremmedt Ord, uvist hvorfra.

hakla, v.n. (ar), hakke, banke, give en knitrende Lyd. Indh. Andre St. hakka, f. Ex. “Han skolv so dæ hakka’ Tennerne i han”.

hakra, v.n. (ar), følge, hænge ved. I Forbind. “Hakra med”, om en Sygdom eller Feil. Hard.

haksa, v.n. hugge skjødesløst. Hall.

hakutt, adj. 1) fuld af Hager (Hakar). 2) ujævn, fuld af Skaar (Hak). Ork.

hal (i Sammensætn.), s. halv.

hala, v.a. (ar), hale, trække til sig. Holl. ophalen; Eng. hale, haul.

Hald, n. 1) Holden; Fastholdelse. Faa Hald paa: faae Greb eller Fæste i. (Jf. Hold). S. halda. – 2) Underholdning, Ophold; Vedligeholdelse. Folkehald, Kosthald, Hushald. – 3) Varighed, Styrke til at holde. D’er ikkje nokot Hald i det: det holder ikke længe, taaler ikke meget. – 4) Stævne, Retning. Halda rette Haldet. Ogsaa om Sigte paa en vis Afstand. Paa langt Hald: i lang Frastand. Afvig. “Hold”, Smaal. (Sv. håll). – 5) Ophold, Standsning, Hindring. Det fekk eit Hald (en Hindring i sin Gang). – 6) Hold, Sting, Smerte paa et enkelt Punkt, f. Ex. i en Side. – 7) Hank, Greb til at holde i. Shl. og fl. Særskilt om Grebet paa en Plov. Gbr. – 8) Række eller List paa en Væg, hvori adskillige Redskaber kunne opsættes. Knivshald, Navarhald. Sdm. og fl. – 9) en Fiskegrund i Havet. Sdm. Nordl. Ofte som Stedsnavn og i Fleertal, med Dativ: Holdom. “Ut i Holdaa”, Sdm. Jf. ogsa Hold.

halda, v.a. og n. (held, heldt, haldet), at holde. Præs. held’e(r), held (Fleert. halda). Imperf. heldt (heelt), ogs. hildt; Fl. heldo (ee) og hildo (hilde). Supin. halde’; afvig. helde, hilde, ogs. hulde (Gbr.). Imperativ haldt, Fl. halde! G.N. halda (held, hélt, haldit). – Betydning: 1) holde, omfatte, have i Haanden. (Om Dyr: fastholde med Mund el. Kløer). Ogsaa: støtte med Hænderne, holde oppe eller i Ligevægt. – 2) afholde, hindre, standse. Halda Henderna: afholde sig fra at tage eller røre noget. Halda Anden (el. Vinden): holde Aanden. Halda Laatten, el. halda seg fyre Laatt: afholde sig fra at lee. Halda Graaten. Halda Munn osv. – 3) lade forblive i en vis Stilling. Halda Augo atter. H. seg varm. H. Huset reint. H ute Baaten. H. Fe i Beite, o.s.v. – 4) sætte i en vis Stilling, føre, lede, vende. Halda upp Hovudet. H. Skaali under Tappen. H. Baaten fraa Landet. Ogsaa: følge, holde sig til. Halda rette Leidi. H. same Vegen. – 5) opholde, underholde. Halda seg sjølv. H. Folk, Tenarar. Ogsaa bekoste; forsyne med noget. Halda Øyk. H. eit Blad. Han held deim Baat. Han heldt oss Klæde (el. med Klæde). – 6) beholde, vedligeholde. Halda Livet, Helsa, Varmen, Liten. Halda Fylgdi (holde Skridt). Halda Fred (være rolig). Ogsaa: overholde, opfylde. Halda Styr, Age, Maate. H. sit Ord, sin Lovnad. – 7) afholde, udføre (en Forretning); iagttage (en vis Skik), helligholde osv. Halda Raad, Møte, Ting, Skule, Messa, Bøn, Tale. Halda Helg, Høgtid, Jol, Lag, Brudlaup. Ligesaa: halda Kveld, Non, Middag (om at samles til Maaltid). – 8) vurdere, agte, ansee. Halda seg lika god som andre. Eg held honom for god til det. Dei halda honom fyre ein rik Mann. – 9) udfylde, udgjøre tilfulde. Halda Maal, Vegt, Prøva. Det held uppatter: det holder Prøve, svarer ganske til det bestemte Maal. Toten og flere. I Berg. Stift: det held seg uppatter, dvs. det bekræfter sig, befindes at være Sandhed. – 10) v.n. holde, være stærk nok, taale Brug eller Slid; f. Ex. om Traad, Tøi, Redskaber. – 11) vedblive, vare; f. Ex. om Veir. Detta Solskinet held ikkje lenge. – 12)
stævne, styre i en vis Retning. Halda nord etter. Halda til Lands, til Havs, til Nords. (Ogsaa G.N.). – Reflexivt. Halda seg: a) holde eller støtte sig. b) holde sig vedlige, forblive uskadt. c) nære, forsyne sig. d) opholde sig, være paa et Sted. e) afholde sig fra noget. Halda seg fram: træde dristigt frem, være meget om sig; ogsaa: gjøre sig bemærket, pege sig frem. Modsat: halda seg undan, dvs. være tilbageholden, undseelig. Halda seg saman (el. i Hop): holde sig til hinanden. Halda seg uppatter: gaae i Opfyldelse (s. 9, ovenfor). Han lovar myket, men det held seg ikkje uppatter: gaae i Opfyldelse (s. 9, ovenfor). Han lovar myket, men det held seg ikkje uppatter. – Her mærkes ogsaa Formen haldast (heldst): a) holde hinanden; b) brydes, kjæmpe med nogen (Tel. og fl.); c) vedvare, holde ved. – Med Partikler. Halda atter: holde tilbage. H. attfyre: dække eller stoppe med Haanden. H. att-i: stoppe, standse, f. Ex. en Baad med Aarerne. (Berg. Nordl.). H. aat: holde nær til; ogs. være paaholden, streng. H. fram: stævne fremad, fortsætte sin Reise, el. sit Forehavende. H. fyre: holde for, troe, mene. Halda i (uti): støtte med Haanden. H. med: samtykke, bifalde. H. paa (uppaa): a) være i Færd med; b) vedblive. H. paa eit Barn: staae Fadder. H. saman (el. i Hop): hænge sammen, ikke splitte sig. H. til: opholde sig, have Tilhold. H. ein til ein Ting: tilholde, drive En til noget. H. undan: stævne tilside; dreie af for Vinden. H. upp: a) reise op, løfte; b) slutte, ophøre. H. ut: udholde; vedblive. H. ute ein Baat: føre en Baad som Styrmand. (B. Stift). H. ved: vedvare; ogs. holde ved, fortsætte. – Afledninger: Hald (Atterhald, Avhald, Upphald osv.), Helde (Medhelde, Samhelde) og fl.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   56   57   58   59   60   61   62   63   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə