Ivar Aasen Norsk Ordbog


hamna, v.n. (ar), havne, komme i Havn. Ogsaa: standse, slaae sig til Ro. hamnast



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə62/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   58   59   60   61   62   63   64   65   ...   221

hamna, v.n. (ar), havne, komme i Havn. Ogsaa: standse, slaae sig til Ro.

hamnast, v.n. faae bedre Huld, blive mere fed og fyldig. Ork. (?). Til Hamn, m.

Hamnebyte, n. Ombytning af Havn. Gjera Hamnebyte: seile fra den ene Havn til den anden.

Hamne-fe, n. Fæ som holdes i en vis Græsgang (for Betaling). Østl.

Hamnegang, m. s. Hamning.

Hamnelega (e’), f. Ophold i en Havn med Fartøi.

Hamneskifte, n. = Hamnebyte.

Hamning, f. Græsning, Græsgang; ogsaa Græsmarker. Østl. Ogsaa kaldet Hamnegang, og Hamn.

Hamnløysa, f. Mangel paa Havn.

Hamp, m. Hamp; saavel om Væxten selv, som om de deraf tilredede Trevler. Afvig. Harp, Tel. Vald. G.N. hampr; oprindelig hanpr (ligt Ang. hænep, Ght. hanaf; Lat. cannabis). Jf. Hempa.

Hampaaker, m. Hampeager.

Hampedengja, s. Hamøle.

Hampeklove (o’), m. en Klemme med udskaarne Tænder til at berede Hamp med. B. Stift. (Jf. Garm). Kjeften gjeng som ein Hampeklove: Munden er i rask Bevægelse (om en Ordgyder).

Hampetaar, n. en enkelt Hampetrevle. Sdm.

Hampevelta, f. opbrudt Jordstykke til at faae Hamp i. Smaal.

Hampigda, f. et Slags Meise (Fugl). Hard. Jf. Igda.

hamra, v.a. (ar), 1, hamre, bearbeide med en Hammer (Hamar). Nogle St. hambra.

hamra, v.a. (ar), 2, afslaae Frøknopperne paa Hør eller Hamp. Toten, Stjord. (S. Hamar, 2).

Hamring, f. Hamren, Bankning.

hamrutt, adj. fuld af steile Klipper (Hamrar). Nogle St. hambrett’e.


Hams, m. 1) Skal, Hylster, paa Frø eller Frugt; saaledes om Avner paa Havre og andet Korn. Trondh. (Jf. Hamar). I B. Stift især om Frugtbægeret eller Hasen paa Nødder. Natahams. (G.N. hams, Dække). – 2) en Klase eller Klynge af Frugter; saaledes a) en Klase af Nødder. B. Stift. b) en Klynge af Bær paa en Stilk. Jæd. og flere. Ellers kaldet Kongul, Kring, og fl.

hamsa, v.a. (ar), 1) tildække, indhylle. Hamsa seg til, el. hamsa paa seg: tilhylle sig med Klæder, f. Ex. naar man skal ud i Uveir. Hall. Buskr. og fl. – 2) hase, tage Nødder af Haserne. – 3) pynte, pudse, rede til i et Huus. Sogn, Jæd. (Jf. hema). – 4) kaste, føre afsted i en Hast (s. hemsa). Nordl. – 5) famle efter Ord, stamme. Indr. (Sv. hamsa: sluske).

Hamskifte, n. Omskiftning af Ham (Hud, Haar); ellers: Forvandling; Omklædning, Ombytning af Klæder.

hamsleg, adj. s. hamleg.

hamstolen (o’), adj. yderst uheldig, som alt mislykkes for. Mandal (?). Synes at høre til Ham, n. (Lykke). Jf. G.N. hamstoli: forstyrret, gal.

Hamøle, n. en slusket og utækkelig Person. Buskr. Smaal. (Spydeberg). Noget lignende er Hampetøle, n. Hall. og Hampedengja, f. Smaal.

han, (hann), pron. pers. han (= Eng. he, T. er). I ubetonet Stilling ofte forkortet: an, en, ‘n, f. Ex. “Der er ‘an”, el. “Der æ’n”. Akkus. har egentlig samme Form, men falder ogsaa sammen med Dativ, som her hedder: honom, ogsaa udtalt haanom (Tel. Hall. Ork.), ellers: hannom (Gbr.), hono, haano, haanaa (Voss, Vald. Sdm.), og forkortet: ‘naa (Sdm.), hom, ‘om (Gbr. Ork. Indh.), ho, ‘o (Sæt. Hall.); f. Ex. Eg kjem fraa ‘naa, fraa ‘om, el. fraa’o (dvs. fra ham). I nogle faa Distrikter (Gbr. Vald. Hall.). holdes Dativ og Akkus. nogenlunde adskilte, men forøvrigt falde de gjerne sammen enten i Formen “han” eller i Formen “honom”, hvilken sidste er den bekvemmeste for skriftlig Brug og træffer bedst sammen med Svensk “honom”, og Dansk “ham” (for hannem). Genitiv hedder: hans, og forkortet: hass (‘ass); i Tel. tildeels: honoms. – Ordet bruges: 1) om en Mand, et mandligt Væsen, eller et Dyr af Hankjøn. – 2) om enhver Ting, hvis Navn er et Hankjønsord; f. Ex. en Steen, en Baad, en Dag o.s.v. – 3) med Begrebet “man” (afvexlende med: ein), f. Ex. naar ein ser det, so veit han det. (Stundom ogsaa i Stedet for “du”, til en fremmed Person). – 4) med samme Begreb som “det”, om en Tilstand i Luften eller Veiret, f. Ex. han regner, han myrknar, klaarnar, kolnar; han er kald, o.s.v. Kun nordenfjelds og i Berg. Stift. – 5) som en Udfyldning ved et Mandsnavn, f.Ex. han Gunnar, han Aamund, han Olav. Ligesaa ved Ord, som træde i Stedet for et Mandsnavn, saasom: han Fader (Far), han Godfar, han Farbror; han Berg (Familienavn), han Jonson; han Liten (om et Drengebarn) o.s.v. I dette Tilfælde bliver Navnets Kasus betegnet ved Pronomenets Bøining, f. Ex. honom Gunnar (dvs. ham, nemlig G.), hans Gunnar (dvs. Gunnars). Ved historiske Navne bruges denne Udfyldning ikke gjerne; men forøvrigt er Brugen temmelig almindelig, saa at det endog ansees som stødende at udelade Pronomenet. Jf. ho.

Hana, f. s. Hadna.

Hand, f. (Fl. Hender), Haand. Ogsaa i en anden Form: Hond, udt. Haand i de sydvestlige Egne til Sogn), og Hønd (Hall. Vald.). G.N. hönd, gen. handar; Sv. hand. Fleertal betones: Hend’er (Hendr); afvigende Hend’ar (Rbg. Tel.), Hend’a (Hall. Vald.), Hend’e (Berg.), Hend, Hænn (Trondh.). Fl. Dativ: Hondom, udtalt Haandom (Ork.), Haandaa (Sdm. Sfj. og flere). I Sammensætn. Handar (Handa), Hande og Hand (ikke Hond). – Særlig Betydning: 1) Haand, Arm, omfattende det hele Lem indtil Skulderen. (Jf. Fol). Heile Handi uppunder Herdi. Vada uppunder Henderna. Vatnet gjekk uppunder Henderna, dvs. lige til Brystet. (Ogsaa G.N.). – 2) Haandflade, den egentlige Haand, udenfor Haandleddet. Taka med Handi (Hand’enne). Leggja i Hop Henderna: folde Hænderne. – 3) Side, Kant. Paa høgre Handi. Inkje paa nokor Hand. Jf. Fyrehand, Bakhand. – 4) Deel, Part; Vegne, Vedkommende. Paa fyrste Handi: i Begyndelsen. Paa mi Hand: paa mine Vegne. Dei ero for faae paa Karmanns Handi: de ere for faa mandfolk (til Arbeidet). – 5) Haandskrift. Ei god Hand til aa lesa. – 6) Paategning, Underskrift; tildeels ogsaa: et Dokument eller skriftligt Beviis. – Talemaader. Det gjekk vel i Hand: det gik heldigt. (Ogsaa svensk). Nokot i Hand: efterhaanden, lidt efter lidt. (B. Stift). Det gjeng alt or Hand og inkje i Hand: der bliver altid Udgift og ingen Indtægt. D’er berre or Hand og i Munn: kun saa meget som man strax kan fortære. Han fær pengarne uppi Handi, det gaar fort, hurtigt (om Arbeide). D’er ikkje annat fyre Handi: der er intet andet at gribe til. Hava i Hende: i Haanden. (G.N. hendi, Dativ). Jf. paa Hende (Landst. 79). Inkje taka sine Hender i nokon Ting: ikke befatte sig med noget Arbeide. (Egentlig Dativ: “finne Hende”, dvs. med sin Haand). Hava under Hender: have i Forvaring el. til Bestyrelse. Hava i Hondom: bruge, benytte. “Han vardt i Haandaa
havd’e”: han blev strengt tilholdt, dygtig kommanderet, benyttet i det yderste. (Sdm.). Hava aa Hondom: have under Arbeide. “E heve havt alle Hus’a aa Haandaa”: jeg har havt alle (Gaardens) Huse under Behandling, under Reparation. (Sdm.). Med hardom Hondom, s. hard. Taka imot med baade Hondom, dvs. med stor Fornøielse. Ligesaa: skuva etter med baade Hondom, dvs. afstaage noget med Fornøielse, være glad ved at blive det kvit. Til Handa (Genitiv): til Haande. Eg skal halda deg det til Handa: jeg skal holde det ledigt for dig, el. beholde det indtil du kan modtage det. Hertil ogsaa “alle-handa”, dvs. alle Slags (egentl. allra Handa). Jf. Henda, Hendla, hendt, hendig, tvihendes.

handa-millom (adv.), imellem Hænderne; ogs. fra en Haand til en anden.

Handarbak, n. Haandbag, den ydre Side af Haanden (modsat Love). G.N. handarbak. I Stedet for “ar” høres sædvanlig kun “a” (Handabak).

Handarkrike (i’), m. den krummede eller indbøiede Arm. (Handakrikje). Tak Barnet paa Handarkriken: paa Armen. B. Stift. G.N. handarkriki.

Handarlegg, m. Underarm, Been imellem Albuen og Haandleddet.

Handa(r)milte, n. den indre Side af Underarmen. Sdm.

Handboge (o’), m. 1) Albue (= Olboge). Trondh. (Handbaaga, Handbaagaa). – 2) Redskab (= Ambod). Sogn (Handbogje).

Handbragd, n. Haandelav, Greb, Maade at arbeide paa. Ork.

handdraga, v.a. (-dreg, drog), trække, bære, have idelig i Hænderne; især om Børn, som tage allehaande Ting til at lege med. B. Stift. Ogsaa: handdragsa, Ndm.

Handdrev, s. Handrid.

Handduk, m. Haanddug; Haandklæde.

Handeburd, m. Maade at bevæge Hænderne paa. Handebur (u’), B. Stift.

Handedraap, n. Arbeide som angriber Hænderne meget. Sdm.

Handefol (oo), n. et tungt og klodset Værktøi. Tel. (Vinje).

Handehov, n. Maadehold i at tage eller gribe til. Han heve inkje Handehov: han tager enten for meget eller for lidet. Nordre Berg.

Handekrafs, n. Berørelse med Hænderne, Gramsen. Haandgemæng. Nordre Berg.

Handekvild, f. Hvile for Hænderne.

Handel, m. s. handla.

Handemagt, f. Haandkraft.

Handeskam, f. et Arbeide som gjør Mesteren Skam. Isl. handaskömm.

Handeverk, m. Smerte i Hænderne eller Armene.

handfallen, adj. forlegen, forvirret, som ikke veed noget at gribe til. Gbr. Østerd. Sv. handfallen.

Handfang, n. Haandfang, Greb, Skaft. Sæt. Tel. og fl. Tildeels: Handfangar, m. pl. G.N. handfang, n.

handfara, v.a. (fer, for), berøre med Hænderne, tage eller føle paa. Næsten alm. Isl. handfara.

handfast, adj. haandfast, stærk.

Handferd, f. Bevægelse med Hænderne; Haandgreb. (Handefær).

Handfeste, n. haandfæste. Faa Handfeste paa: faae Greb paa, finde et Punkt at holde paa.

handfridt, adj. n. vakkert, net, behændig udført; om et Arbeide. Nhl. Helg. Lof.

Handfylling, m. en Haandfuld; noget som er saa stort at det fylder en Haand. Ein Handfyllings Stein.

Handgjerd, f. 1) Haand-Arbeide. (Sjelden). 2) s. Handlag.

Handgrip (i’), n. Haandgreb.

handhøg, adj. bekvem, passende for Haanden; f. Ex. om Redskaber. Tel.

handhøveleg, adj. passende til at bruge eller have i Haanden. Gbr. og fl.

Handivle, s. Handyvle

Handkjerra, f. liden Kjærre (Vogn) at trække med Hænderne. (= Dragkjerra).

Handklaade, m. Kløe i Hænderne; ogsaa: Nysgjerrighed, Lyst til at røre ved noget. (Mest alm. Handeklaae).

Handkluva, f. Haandjern at sætte paa en Fange. Tel. Ogsaa Handklauvar, pl. (Landst. 151. 156). Sv. handklofvar.

Handklæde, n. Haandklæde.

Handkvern (-kvenn), f. Haandkvern.

handla, v.n. og a. (ar), 1) haandtere, behandle. Nordl. (?). G.N. handla. – 2) med “um”: omhandle, indeholde (om en Tale, en Bog). – 3) drive Handel, kjøbslaae. (Nyere Brug efter Tydsken). Afvig. “halna”, Hard. Voss; “hainnel”, for handl’, Trondh. Hertil Handlar, m. Handelsmand. Handling, f. Handel, Kjøbmandskab. Udtrykkes oftest med den fremmede Form Handel, m. udtalt Hand’el, i Hard. Hand’ul.

Handlag (el. Handelag), n. Haandelav, den Maade hvorpaa man bevæger Hænderne i et Arbeide. Eit godt Handlag: god Arbeidsmaade. Alm. I lignende Mening: Handeburd, Handferd, Handgjerd (Handgjæl, Buskr.).

Handlangar, m. Haandlanger.

handlaus, adj. haandløs; ogsaa: klodset, ubehændig.

handleg, adj. passende for Haanden, bekvem at bruge; om Redskaber. Ofte i Formen handtleg (hantle).

Handlid (i’), m. Haandled; s. Uvlid.

Handlom (oo), m. Haandflade (= Love). Østerd.

Handløysa, f. Haandløshed; uegentl. Ubehændighed, slet Haandelav.

Handpengar, pl. Haandpenge.

handrekkjast, v. s. handtakast.


Handrid (i’), n. Rækværk paa en Trappe eller Gang. Tildeels i B. Stift, ogsaa Hall., oftest udtalt “Hand’re” (jf. Rid). Andre St. Handriv (i’), el. Handrev, n. Østl. Ved Røros “Drev” (Handdrev). Ellers: Hand-tre. G.N. handrid, og handrif.

Handsag, f. Haandsav.

handsama, v.a. (ar), behandle, holde eller bevæge med Hænderne. Det er so stort, at ein kann ikkje handsama det. Maaskee alm. (Isl. handsama).

Handsel, m. s. Hans.

handska, v.n. (ar), gramse, ruske og røre i noget. Berg. Sjeldnere v.a. behandle, berøre. Vald.

Handske (kj), m. Handske (til Brug ved visse Arbeider); Halvhandske, Syehandske.

Handskifte, n. Ombytning af Hænder. Gjera Handskifte: lade den ene Haand hvile, idet man griber til med den anden. Nogle St. Handeskifte, og Handebyte.

Handskrift, f. Haandskrift.

Handskuming (u’), f. den yderste eller smaleste Deel af Underarmen. Handskumingslid (le’), m. Haandled. Helg. (Dunkelt).

Handsnelda, f. Haand-Teen.

Handspik (ii), f. Haandspiger, Stok til at løfte eller flytte noget tungt med. Jf. Brut, Lunn.

handsterk, adj. stærk i Hænderne eller Armerne. (Oftest: handesterk).

Handsyfte, n. Svøft, Reb som gaar tværs over et Seil og er saaledes fæstet, at man dermed kan sammentrække Seilet i Stormbygerne. Berg. Nordl. Nogle St. kaldet Priar.

Handtak, n. 1) Greb, Haandfang. 2) Haandslag til Bekræftelse paa en Overeenskomst.

handtakast, v.n. (-tokost), tage hinanden i Hænderne (til Bekræftelse paa en Aftale). Nordl. og fl. I B. Stift ogsaa: handrekkjast. “Dei handraktest um da”.

handtamd, adj. sikker paa Haanden, vel øvet i et Arbeide.

Handtame, m. Haandfærdighed, Øvelse i et Arbeide. Hall. og fl.

[handtera (ee), v.a. (ar), haandtere, behandle. Holl. hanteren; T. hantieren.

Hand-tre, n. Rækværk. Jf. Handrid.

Handtygel (-tygjel), m. en kort Tøile at bruge ved Ridning. Ork.

handvalka, v.a. (ar), slide eller tilsmudse ved idelig Berørelse. Sdm. Nordl.

handveik, adj. svag i Hænderne, el. Armene.

Handverja, f. Haandværge.

Handverk, n. Haandværk, enkelt Art af Haandarbeide. Handverkar, m. en Haandværker. Ogsaa: Handverksmann.

handverkad, adj. haandvirket, gjort med Haandkraft. Lidet brugl.

handviss, adj. = visshendt.

Handvol (o’), m. Pleielskaft (modsat Slagvol). Maaskee alm. (B. Stift, Gbr. Smaal.).

Handyvle (y’), n. Haandværge, Kjæp, Stok; Redskab til at have i Haanden. Søndre Berg. og mange flere Steder, dog tildeels afvigende, saasom: Handivla, f. Hard. Handivle, n. Tel. Handylve, Sdm. Handhøvle, Smaal. Gbr. Nordl. Handømne, Sfj. Kunde opfattes som Handevle (dvs. noget som man kan “evle” eller haandtere); dog er det maaskee to forskjellige Ord, som her falde sammen. Et Isl. handhöfn, el. handhæfi, forekommer i en Saga.

Hane, m. Hane (Fugl). Afvig. Haanaa, Gbr. Haning (el. Hanning), Namd. Ogs. tildeels om en Hanfugl af andre Slags (= Stegg). Ellers om enkelte Ting, som ere udskaarne i Skikkelse af en Hane; saaledes a) Veirhane, Vindviser paa et Taarn. b) Hultap i et Rør. c) Fyrhane paa en Bøsse.

Hanebjelke, m. Tværbjælke under et Tag.

Haneblom, s. Hanekamb.

Hanekamb, m. 1) Hanens Kam. Som Plantenavn: 2) Lotus corniculatus. Solør. 3) Lychnis Flos cuculi. Mandal (?). Paa Jæderen: Hanablom, Lychnis dioica.

Haneskjel (-skjæl), f. Kammusling (= Øyreskjel). Lof.

Haneskrev (e’), n. Hanefjed, et lidet Skridt.

hanga, v.n. (heng, hekk, henget), at hænge. Inf. ogsaa: haanga, haange (B. Stift); nogle St. hengja (ved Forvexling med det afledede hengja, v.a. ophænge). Imperf. hekk (ee), ogs. hikk; Fl. hingo (Hall.). Supin. udtalt hengje og tildeels hingje. En afvigende Bøining: heng, hang (haang), hunget (hungje), forekommer ogsaa. (Fosen og fl.). G.N. hanga; hangir, hékk, hangit (uregelret). – Betydning: 1) hænge, være i en hængende Stilling, have sit Fæste oventil. Det heng under Taket. Klædi hanga paa Veggen. Ogsaa: strække sig langt ned. Haaret heng ned paa Ryggen. – 2) hefte ved noget, være fast. Hanga i Hop: hænge sammen. Det heng i Botnen (f. Ex. om et Garn). Dei hekk i honom: de holdt paa ham, vilde ikke slippe ham. Det var so myket, at det hekk Livet i honom: det var kun saa vidt, at han levede (el. kunde leve). – 3) hænge ved, holde sig til, el. befatte sig med noget. Det vil hanga med (el. paa): følge med, om en Uleilighed, Uvane o.s.v. (Jf. hakra). Han hekk alltid med: h. fulgte idelig med, var altid tilstede. Han heng fram i det: han befatter sig noget dermed. Han vil hanga fram i Drykken: h. er lidt tilbøielig til Drik.

hangande, adj. hængende. D’er Von i hangande Snøre: der er Haab (om Fisk), saalænge som Snøret er i Søen.

Hangar, m. 1) En som hænger ved, = Medhangar. 2) som Plantenavn: Galium
Aparine (= Tinar, Klengjegras). Gbr.

hangla, v.n. (ar), komme frem med Møie, slide sig igjennem, hjælpe sig knapt, f. Ex. med et lidet Forraad af Mad. Me hangla med det til Hausten. Trondh. Gbr. og flere. (Jf. tigla). Ogsaa: skrante, være noget sygelig. Buskr. Hall. Sv. hängla. Hertil Hanglefarang, m. Skrantesyge. hanglesjuk, adj. skranten. Hall.

hanka, v.a. (ar), 1) fæste i en Stroppe (Hanke); især: fæste et Seil i en vis Løkke i Baaden. – 2) fæste sammen i en Klynge (Honk). Hanka Fisken i Hop. I Berg. Stift: haanka.

Hanke, m. Stroppe, Løkke til at fæste noget i; Seilfæste paa Kanten af en Baad. I B. Stift: Haankje (Fl. Haanka’). G.N. hanki. Jf. Honk, f.

Hanklokka, f. et Slags Insekt (s. Skurk og Helstikka). Jæd.

Hanning, m. s. Hane.

Hans, m. Hønsning; Beværtning som en Sømand giver sine Medreisende til Tak for Ledsagelsen paa hans første Udfart. (I Nordl. omtales ogsaa en “Hans” for hver Avancering i Sømandskabet; saaledes: Skaarungshans, Karshans, Høvsmannshans). Egentlig fremmedt Ord. Holl. hanze, T. Hanse, dvs. Forbund, Compagnie. Nt. hänsen, v. indgaae i et Forbund med visse Ceremonier. – Ordet bruges tildeels ogs. i Betydningen: Handsel, om de første Penge som en Handlende faar efterat have aabnet sit Udsalg. Nogle St. Hansel. (Østl.). Jf. Eng. handsel.

hansa, v.n. (ar), hønse, beværte sine Kammerater paa sin første Reise.

Hanselag, n. Selskab som faar “Hans” af en ny Kammerat.

hanska, s. handska. Hanskje, s. Handske.

Hanslag, n. Hankjøn. Oftere adskilt i to Ord: Det er han av Slaget (d’æ han ‘ta Slagj’e): det er en Han, det hører til Hankjøn.

hapa, v. stige tilbage; s. hopa.

Happ, n. Lykke (?), s. Hopp.

happa, v.a. (ar), skræmme, forbløffe; saasom ved en haard Tiltale. Tel. (Vinje). – Happa etter: tugte, straffe. Buskr. (?).

happig, adj. hastig, fremfusende. Nhl.

happ-ør, adj. forvirret, forbløffet. Tel.

har (Harang o.s.v.), s. hard.

Harabinne, s. Haregeit.

hard, adj. 1) haard, fast; om Materie. Mest alm. har, har’e; nogle St. hal (tykt L). G.N. hardr (Eng. hard, T. hart). Hardt som Horn; hardt som Stein osv. Jf. herda. – 2) stiv, ubevægelig. Han sat hard i Stolen: h. sad ganske stiv, som af en Besvimelse. Berg. Nordl. – 3) stærk, heftig, voldsom; f. Ex. om Veiret; ogsaa: tung, trykkende, bitter; om Tilstand eller Vilkaar. – 4) om Personer: haardfør, hærdet, som taaler meget; ogsaa: dristig, uforfærdet. Han er hard i Hugen: rigtig koldblodig. – 5) haardhjertet, streng, grusom. Han var so hard med Bornom. Med hardom Hondom: voldsomt, med Magt eller Tvang. (“Mæ haraa Haandaa”, Sdm.). Hedder ogsaa “mæ haro Lagje”. Hall.

Hardang, m. 1) frossen Jord; Barfrost. Hall. Toten, Hedem., ogs. ved Trondhjem. Udtalt Harang, Halang, Halaang. – 2) haardt Sneeføre, Snee som først er bleven fugtig og siden har frosset. Ndm. (I Sdm. og Nfj. hedder det Avraang). Jf. Skare og Lettang.

Hardbakke, m. tør og stenig Bakke. Østl.

hardbalen, adj. haardfør, som taaler meget, ikke er bange for at lide ondt. Meget brugl. især i de vestlige Egne. Ellers hardbar (s.d.), ogs. hardbasken (harbaskjen), Hall.

hardbar, adj. 1) haard, streng, besværlig; f. Ex. om en Søreise eller et Farvand. 2) haardfør (= hardbalen); ogsaa streng, uskaansom. Trondh. Jf. G.N. barr: heftig (Egilson).

hardbeitt, adj. om Eng med haardt Græs, som Leen ikke rigtig vil bide paa. B. Stift (harbeitt’e).

Hardbende, n. Stoppelse, haardt Liv. Sdm.

hardbunden, adj. haardt bunden. D’er hardbundet (harbunde), siges om Veir og Føre, naar Jorden er stærkt tilfrossen.

harddrøg, adj. haardt dragende; især om Heste, som trække med hastige Ryk, saa at Kjøretøiet let kan brækkes. Berg.

Harde, m. Haardhed (?). “Dæ gjekk paa Haren”: det gik haardt, voldsomt til. Ork.

hard-eggjad (hareggja), adj. haard i Eggen, f. Ex. om Knive.

Hardel (Hareel), n. et haardt “El”, en stærk Uveirs-Byge. (Landst.41). I Solør Hareiler: Stormbyger.

hardelt (hareelt), adj. om Veiret, naar det regner eller driver i stærke, voldsomme Byger (El).

Hardende, n. Haardhed, noget haardt eller voldsomt. (G.N. hardindi). “Eit Harende-Veir”: et haardt Uveir. Sdm.

Hardeng, m. (Fl. Hardenger), Indbygger af Hardanger i Bergens Stift. (Udtalt Haræng; nogle St. Haring). Hardenga (Harænga), f. Kvinde af samme Distrikt. – Stedsnavnet lyder sædvanlig: Haranger og Harang; nogle St. Haraang.

Hardfang, n. Haardhed, Voldsomhed. Harfang, Buskr. (?).

hardfengd, adj. 1) haard, tung, besværlig; om Arbeide, Føre el. Veir. Trondh. (harfengt). 2) om Personer: haardhændet, heftig, voldsom. Hall. og fl. Hedder ogsaa hardfengen (harfengjen).

hardfisken, adj. haard, skarp, voldsom. Nordre Berg. (harfiskjen).
hardfostrad, adj. graadig, som fortærer meget Foder; om Kreature. B. Stift. (harfostra).

hardfødd, adj. 1) vanskelig at fodre, meget graadig. Nordl. og fl. 2) vanskelig at nære sig i; om Sted eller Tid. Ogsaa i Formen “harfø” (hardfød). Guldalen.

hardfør, adj. 1) haard, knudret; om Vei eller Jord. Mest i Neutr. 2) om Personer: haardhændet, som farer haardt og voldsomt frem, er uforsigtig med Ting som taale lidet. Alm.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   58   59   60   61   62   63   64   65   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə