Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə69/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   65   66   67   68   69   70   71   72   ...   221

hitare (og hitre), adj. nærmere. Østl. Mere alm. er Superl. hitarste (hitaste): nærmest, som er næst herved. (Modsat burtaste). I Søndre Berg. hegaste (e’).

hitarleg, adj. nærliggende. – hitarlege, adv. her i Nærheden, nær ved. Lyder sædvanlig i hitaleg, hittale’. (Nyere Ord).

Hite (i’), m. Hede, stærk Varme. (Af heit). Afvig. Hete, Heta, Hæta (Østl.), Hata (Namd.), Haataa, Hottaa (Indh. Ork.). G.N. hiti. Ogsaa brugt i Betydn. Svie, Smerte. Trondh.

Hiteblemma, f. Hedeblegne i Huden. Sv. hettblemma.

Hiteflaga, f. Anfald af Hede i Kroppen.

Hitemoe, m. Solrøg i stærk Varme.

Hitesky, f. Skyer som bebude stærk Varme.

Hiting (i’), f. Ophedelse; s. hita.

hitna (i’), v.n. (ar), ophedes, blive hed (= heitna). G.N. hitna. – Hitning, f. det at noget bliver hedt.

Hitsida, f. den hidvendte Side. Østl.

hitt (hiint), s. hin.

Hitt (i’), m. Træf, Slumpetræf. Paa ein Hitt: paa Slump. Afvig. Hytt (y’), i Tel. og Høtt i Hard. om en Gisning.

hitta (i’), v.a. (ar), hitte, finde, træffe. G.N. hitta (imperf. hitti). Hitta paa: træffe paa; ogsaa opfinde. Tildeels uden Objekt om at finde Veien til et Sted, f. Ex. hitta heimatter. Søndre Berg. Hertil hører vel ogsaa: hytta (y’), dvs. gjætte, træffe ved Gisning. Tel. I Hard. høtta, ligesaa. “Eit Høttebyte”: en Ombytning paa Slump, efter et løst Skjøn. Hard.

hitten, adj. 1) nem til at finde eller opdage noget. I Tel. hytten: klog til at gjætte. – 2) opfindsom, Trondh. Jf. ordhitten. – 3) paapasselig, lurende efter en Leilighed. Nordre Berg. – Sjeldnere: hittig, og hittsam.

hit-til, adv. hidindtil (= hertil).

hiva, v.a. (ar), 1) lette, hale op (= hevja), Eng. heave. – 2) kaste, slænge. Nyere Ord med vaklende Former (tildeels: er, de); paa jæd. med stærk Bøining: hiv’e, heiv, hive(t).

Hivel (Hank), s. Hevel.

Hjal (Jal), n. Raab, Skraal. Hall. (s. følgende). I Ordene med “hj” høres rigtignok ikke her noget tydeligt “h”, men alligevel bør de dog skrives paa den gamle Maade, da Ordenes Slægtskab viser, at “j” er kun en Afvigelse af “i”, medens derimod “h” er en væsentlig Deel af Ordets Rod. I Stedet for “hj” høres tildeels “kj” eller endog “sj”, sjeldnere blot “h” (s. Hjell og hjelpa).

hjala (jala), v.n. (ar), 1) huje med en Lyd, som ligner Sang eller Spil (= lilla). Tel. (Landst. 387. 403). – 2) skraale, raabe meget. Hall. Jf. G.N. hjala: tale, snakke, og hjaldr, m. Larm, Vaabenklang. (Egilsson 341).

Hjall, s. Hjell.

Hjarta, n. Hjerte (cor.). Brugt i Formen Hjarta (Jarta), Søndre Berg. Sæt. Tel. Hall. Vald. Hjarte, Nordre Berg. Hjerta, Sogn og fl. I Ork. Hjart’, f. G.N. hjarta (Goth. hairto); Sv. hjerta. Fleertal: Hjarto, tildeels ogsaa Hjartor. – Med overført Betydning: a) Sind, Hjertelag; b) Medfølelse, Mildhed; c) Mod, Dristighed. Av Hjartat: alvorligt, oprigtigt. I Hjartat: lønligt, i sit stille Sind. Med godo Hjarta: med Fornøielse, villigt. (“Mæ godaa Hjartaa”, Sdm.).

hjartad, adj. behjertet, modig, dristig.

Hjarteblod, n. Hjerteblod.


Hjartehus, n. Hjertepung, Hinden om Hjertet (i Dyr). Paa Sdm. Hjartesadel (-sail).

Hjartelag, n. Sind, Hjertelag.

hjartelaus, adj. ufølsom, haard, grusom.

hjarteleg, adj. hjertelig, inderlig.

Hjarteløysa, f. Ufølsomhed, Grusomhed.

hjartemjuk, adj. følsom, let at røre.

Hjarterot, f. inderste Hjerte.

Hjartesaar, n. Sorg, Krænkelse.

Hjartesorg, f. dyb, alvorlig Sorg.

hjartestinga, v.a. dræbe (Dyr) ved et Stik i Hjertet.

Hjartestøyt, m. haardt Modgangsstød.

Hjarteverk, m. Smerte i Hjertet; Ængstelse, piinlig Frygt.

hjartig, adj. godhjertet; ædelmodig.

Hjasse, m. Isse, Toppunkt paa Hovedet. Hall. (Jasse). Afvig. Jesse, Buskr. G.N. hjassi, hjarsi; Sv. hjesse. Mere alm. Kruna, Kvervel.

hjaa, præp. (med Dativ), hos, nær ved, i Selskab med. Sædvanlig kun om Nærværelse af Mennesker, især med Begrebet: i Ens Hjem, Familie eller Selskab, f. Ex. hjaa Foreldrom, dvs. i Forældrenes Huus. Brugt i de sydlige Egne i Formen: jaa, Sogn, Nhl. Tel. Hall. Vald.; kjaa, Tel. (?); sjaa, Gbr. Opdal; isjaa (for i-hjaa), Hard. Shl. Ryf. Jæd. Rbg. G.N. hjá, ogs. í hjá. Andre St. ombyttet med: med, nær (ne), og hos (som er svensk og dansk). Synes egentlig at have været et Subst., beslægtet med det gamle hjú (Familie); s. Grimm, Gr. 2, 756. I Sammensætning bruges Ordet sjeldnere end andre lignende Partikler.

Hjaam, n. et tyndt Dække, f. Ex. af Støv (omtr. som Him). Tel. Isl. hjóm. Paa Hadeland: Gjaam, især om et tyndt Skydække. Jf. hjaamutt.

hjaamleg, adj. dunkelfarvet. Tel.

hjaamutt, adj. dunkel, ligesom støvet. Tel. (jaamutt). Paa Hadeland sjaamet: tyndskyet (= himutt). Paa Helg. sjaamaatt, eller skjaamaat: dunkel, smudset, med mørke Pletter.

Hjaarn (?), n. Snee med en haard Skorpe (= Skare). Mandal i Formen Kjaadn. (N. Viser og Stev, 125). Isl. hjarn.

Hjaastaur (?). m. Skraastøtte paa Siden af et Gjærde. Brugt i Formen Gjaastaur, Stjordalen. G.N. hjástaurr.

Hjaasvæve, n. 1) Sengkammeratskab, det at sove sammen i een Seng. Gjaasvæve, Shl. – 2) Sengkammerat, den som En ligger sammen med. Jaasvøve, Nhl.

Hjaasæte, n. Sæde ved Siden af En. Hjaasætemann: den som sidder nærmest ved Bruden eller Brudgommen i et Bryllup. Tel. Lyder sædvanlig: Jaasetmann, ogs. Jaasessmann.

Hjell, m. 1) Stillads, Række af jævnsides liggende Stænger eller Stokke paa et høit Underlag. G.N. hjallr. I Nordland især om de store Stilladser, hvorpaa Fisken ophænges til Tørring. Jf. Tjørehjell. – 2) et Stænge, Loft i et Huus; sædvanlig dannet af sammenlagte Stænger eller løse Fjele. Fjoshjell, Lødehjell. Brugt i de nordlige og østlige Egne, i Formen Jell (mest alm.), Kjell, Ork. (Meldalen), Sjell, nordre Gbr.; ved Trondhjem: Hell Lexvig) og Hil (Stjordal). Hertil ogsaa: Jall, om et lidet Sengeloft i en Stue. Hall., Num. Jell, og Kjell, om Galleriet i en Kirke. Ork. (Jf. Trev, Lem, Skukk, Til, Skjeldtile). I svenske Dial. hjäll, hjälle (Rietz 280); i Danmark Hild, Hield; Nt. Hille (Brem. Wört. 2, 631). – 3) en Hylde, et opslaaet Bret paa en Væg. Brugt i de sydvestlige Egne i Formen: Jell, Nhl. Tel. Jall. el. Jadl, Hard., Jedd, Sæt. Kjell, Shl. Ryf. Jæd. Kjadd, ved Mandal. Andre St. Hylla, Hilla. – 4) en Terrasse, en flad Forhøining paa Jorden. Sjeldnere. I Hall. Jall (?), s. hjellendt. I Tel. (Vinje): Jedd, med Fl. Jeddir (Hjeller). Hertil adskillige Stedsnavne: Hjelle, Hjellen, Hjellarne; ofte feilagtigt skrevne “Gjelle” o.s.v. (Jf Eng. hill, en Høi). – 5) en smal Flade eller Tværsti i en Klippe (= Flaa, To). Nhl. (Jell), Hard. (Jall). Andre St. Hylla, el. Hilla.

hjella, v.a. (ar), danne et Loft eller Stillads. hjella seg, om Røg og Damp: lægge sig i et fladt Lag (ligesom et Loft) i en vis Afstand fra Grunden. B. Stift.

Hjell-agtar, m. En som vogter Fiskehjellerne i Tørringstiden. Nordl.

Hjellbruk, n. Materiale til en Fiskehjell. Nordl. Hertil Marfot, Marstokk, Æse, Raaved, Støding, m.m.

Hjelleiga, f. Leie af en Fiskehjell, og Betaling derfor. (Hjell-leiga). Nordl.

hjellendt, adj. om Jord: terrasseformig, lagviis opstigende. Hall. (jallent). Af Hjell (4) og lendt.

Hjellfisk, m. Fisk som er tørret paa Hjell.

Hjellstøde, n. Sted at sætte Hjell paa.

Hjellvid (-ve’), m. = Hjellbruk.

Hjelm, m. 1) Hjelm, Jernhat. G.N. hjalmr; Goth. hilms. – 2) Hylster, tynd Skal eller Hinde. (s. Kalvehjelm); især Fruktbælg (= Skolm), f. Ex. paa Erter. Voss. (I svenske Dial. hjelm: Havre-Hylster). Jf. hjelmast. – 3) Kornstak med et lidet Tag eller Dække. Jæd. i Formen Kjelm. G.N. hjalmr. – 4) en Skjerm el. Flage af Fjele; især en Fjelebund at lægge i en Slæde. Smaal. – 5) Aasyn, Udseende; Ansigt (især med et frastødende Væsen). Trondh. Sdm., ogsaa i Smaal. (G.N. œgishjalmr: Skrækkebillede). – 6) Frygt, Rædsel. “E fekk ein Hjelm daa e saag dæ”. Ork. (I Meldalen: Kjelm). Paa Sdm.: “Dæ fyl’e haanaa ein Hjelm”,
dvs. der følger ham noget, som kan gjøre En bange; hans Aasyn vækker Frygt. Jf. Kaldhjelm.

Hjelm (2), Lampestang; s. Helm.

hjelmast, v.n. om Korn: modnes, begynde at blive gult. Sdm.

Hjelp, f. 1) Hjælp, Understøttelse; ogs. Gavn, Fordeel. – 2) Frelse, Redning. – 3) Arbeidshjælp, Folk, Arbeidsfolk. (Jf. hjelpad). Nogle St. Hjølp, Hjolp; s. følg.

hjelpa, v.a. (er, te), hjælpe. Nogle Steder hjølpe (Trondh. og fl.), hjolpa (Sogn, Helg.) og helpa. I den sidste Form bruges det ved Mandal med stærk Bøining: help, holp, holpet; ogsaa paa andre Steder har Præsens tildeels en stærk Form hjelp (hjelp’e), medens Imperf. og Sup. faae Endelsen med “t”: hjelpte, hjelpt, sædvanlig udtalt: jelte, jelt. G.N. hjalpa (help, halp, holpit); Sv. hjelpa (tildeels: hjelper, halp, hulpit). – Betydning: 1) understøtte, medvirke, arbeide med. Egentlig med Dativ; f. Ex. han laut hjelpa Grannom. – 2) frie af Nød eller Fare; bjerge, frelse. – 3) forsyne, skaffe Midler. Eg laut hjelpa honom med Pengar. Jf. hjelpa seg. – 4) nytte, være til Fordeel; ogsaa: virke, forslaae, gjøre nogen Forandring. – 5) tjene til Undskyldning, el. som Grund til at unddrage sig. Det fær ikkje hjelpa, um det gjerer vondt. – 6) afhjælpe, forhindre. Eg kann ikkje hjelpa det. (Egentl. hjelpa fyre det). – Reflexivt: hjelpast, hjælpe hinanden. Hedder ogsaa: hjelpast aat. – Hjelpa seg: a) bjerge sig, slaae sig igjennem; ogsaa: være tjent med noget. b) gjøre sig Umage, bruge sine Kræfter.

hjelpad, adj. forsynet med Arbeidsstyrke (Arbeidsfolk); mandstærk. Han er vel hjelpa(d): han har mange Arbeidsfolk. (Modsat vanhjelpad).

Hjelpar, m. Hjælper. Hedder ogsaa Hjelpemann (eller Hjelpesmann). Sjeldnere Hjelpesvein og Hjelpedeigja.

hjelpefør, adj. duelig til at hjælpe.

hjelpelaus, adj. hjælpeløs, blottet for Midler; ogs. raadvild, ubehjælpelig.

hjelpeleg, adj. tjenlig, brugbar.

Hjelpeløysa, f. Hjælpeløshed.

hjelpen, adj. hjulpen; s. hjelpt.

Hjelperaad, f. godt, nyttigt Raad; ogsaa Udvei, Bjergning; Hjælpemidler.

Hjelpesmann, s. Hjelpar.

hjelpsam, adj. hjælpsom, tjenstvillig. Nogle St. ogsaa: tjenlig (= hjelpeleg).

hjelpt, part. hjulpen, tjent med noget. Lyder sædvanlig: hjelt (jellt’e). Hedder ofte ogsaa: hjelpen; ved Mandal: holpen (G.N. holpinn; Sv. hulpen og hjelpt).

Hjerne, m. 1) Hjerne, Hovedmarv. Østl. (Jærne). I nordre Gbr. Sjerne. G.N. hjarni. Mest alm. kaldet Heile. – 2) Aandsevner, Tænkekraft. Mere alm. Tildeels i Formen Hjerna, f.

Hjerneslag, m. farligt Anfald af Sygdom (Betændelse?) i Hjernen. Østl.

Hjerta, s. Hjarta. Hjesse, s. Hjasse.

Hjolt, s. Hjølt.

Hjon, eller Hjun, n. Ægtepar, Mand og Kone. Brugt i Formen Jun, Helg. (sjeld.), Kjun, Shl., Sjon, Gbr. (sjeld.). G.N. hjón, hjún, hjú (som ogsaa betyder: Medlem af en Familie). Sv. hjon. – Et hertil hørende Hjonskap, m., synes at være fortrængt af det nye Ord: Ægteskap.

Hjonskilnad, m. Skilsmisse imellem Ægtefolk. Gbr. i Formen Gjonskylna’.

hjonsleg, adj. tækkelig, hyggelig at omgaaes med; ogsaa om et Par Folk, som passe godt for hinanden. Hedder: junsleg, Helg., sjonsleg, Gbr.

Hjort, m. Hjort (cervus). G.N. hjörtr. Jf. Rauddyr. Hertil Hjortehorn, n. Hjortehud, f. Hjortekalv, og fl.

Hjortkolla, f. Hind, Hunhjort.

Hjul, n. Hjul; Vognhjul, o.s.v. Afvig. Kjul, Ork., og med andet Kjøn: Hjul, f. (Fl. Hjuler), i Tel. Hall. Vald. Voss. G.N. hjól, n. Jf. Kvel.

hjula, v.a. (ar), tilskjære i Form af en Bue eller Halvcirkel. B. Stift. Hertil Hjuling, f. bueformigt Snit paa Klæder, især paa Ærmerne.

Hjulaas, m. Axel i Hjul.

Hjulbaar, f. Hjulbør, Trillebør.

Hjulemne, n. Trævirke til Hjul.

Hjulfar, n. Hjulspor i en Vei.

Hjulfella, f. Hjulfælge, s. Fella.

Hjulnav, s. Nav.

Hjulring, m. Fælge i Hjul. B. Stift.

Hjulslede, m. Kjærre. Sdm. og fl.

Hjulspik, f. Ege i et Hjul.

Hjulspong (o’), f. Skinne, Jernbeslag paa Hjul.

Hjulspyta (y’), f. Lundstikke. B. Stift.

hjuna, v.n. parre sig. Søndre Berg. Vald. Hører til Hjon.

Hjupa, f. Hyben, Frugten af Hybentorn (Klunger). B. Stift (Jupa, Jupe); afvig. Kjupa, Shl. Ryf. Jæd. – G. Sv. hiupa (Rydqvist, 2, 215. 628); Ang. heope, Eng. hip, T. Dial. Hiefe. (Søndenfjelds i en anden Form: Njupa, Nype). Som Artsnavne mærkes Søthjupa (Rosa villosa) og Steinhjupa, el. Slettehjupa (R. canina).

Hjupestein, m. Hybenkjerne. Jf. Gris.

Hjuring, s. Hyrding.

Hjølt, n. Hævelse med Knuder (Galler) i Hestens Fødder. Lyder som: Jolt (o’), Tel. og Sæt. Kjølt, Jæd. Mandal; Kjølter, Rbg. (Aaserall). I danske Dial. Hialt: Spat. – Hertil: hjøltad (jolta), og hjøltebeinad, adj. angreben af Hjølt. Tel. Dunkelt er “Hjoltehoven”, hos Landstad 399, hvor der ogsaa nævnes et “Hjolte”: Ankelled.


Hjørv, f. s. Horv.

Ho, f. (Efterslæt), s. Haa.

ho, pron. hun /= T. sie, Eng. she). Hedder mest alm. ho; ellers hu, Jæd. Shl. Fosen og fl.; stærkere betonet: hun, hon, Nfj. haan, i Salten, hona, Hall. Vald.; i ubetonet Stilling forkortet som ‘o, ‘u, eller endog ‘a (Østl. og Trondh.); f. Ex. Der kjem ‘o, el. kjem ‘a. G.N. hun, hon; Sv. hon, og i Dial. ho, hu (Rietz 259). Særskilt Akkusativ høres kun i faa Egne; saaledes hena, hæna; forkortet ‘æ, i Sæt. og Tel. (G.N. hana); paa nogle Steder falder det sammen med Nominativ (ho, hu, hona) og ellers med Dativ, som her hedder: henne (e’), afvig. hinne, Sdm. Sfj. hennar, Tel., og forkortet: hen, ‘en, ‘ne; f. Ex. fraa ‘en, fraa ‘ne; andre St. fraa ‘o, fraa ‘a. (G.N. henni). Genitiv hedder: hennar (Tel. og fl.), afvig. henna, hinna (Sdm.), hanna (Namd.), hennars (Tel.), hennes (Østl.); forkortet: ‘nar, ‘na. (G.N. hennar). – Ordet bruges: 1) om Kvinde eller kvindeligt Væsen og om Dyr af Hunkjøn. – 2) om enhver Ting, hvis Navn er Hunkjønsord, f. Ex. Solen, Jorden, en Stue, Kirke o.s.v. – 3) som en Udfyldning ved Kvindenavne og ved Ord, som træde i Stedet for et Kvindenavn; f. Ex. ho Sigrid, ho Tora; ho Moder (Mor), ho Morsyster; ho Liti (om et Pigebarn) osv. I dette Tilfælde bliver Navnets Kasus betegnet ved Pronomenet; f. Ex. aat henne Mo’r (Dativ), Stolen hennar Mo’r (Genitiv), o.s.v. Jf. han.

ho, for honom; s. han.

Hoa, f. s. Hodyr.

hoa, v. s. hua og haaa.

Hobball og Hobboll, s. Haaball.

Hodda (o’), f. Hank, Hængebøile paa Gryder og Kjedler. Berg. Stift og fl. Ellers Hadde, Smaal. Trondh. Afvig. Holle (Holda?) i Tel. G.N. hadda, accus. höddu. Jf. Hav, Hevel.

hodda (o’), v.n. (ar), lee med en gnæggende Lyd. Num.

Ho-dyr, n. Dyr af Hunkjøn. Ogsaa kaldet Hokrøter (Berg.) og Hoa, f. (Mandal, Smaal.). Jf. Hoslag.

[Hoff, n. Kongefamilie. I Valders Hoft, n. Laant af Tydsk. Jf. Hov.

Hoft, f. 1) Hilde, Fodbaand, Lænke om Fødderne. Sogn, Nhl. (tildeels m.). G.N. haft (hapt), n., hvoraf hefta. – 2) Hindring, Forsinkelse, Tidsspilde. Voss, Sdm. Ellers Hefte. – 3) Forstoppelse, Obstruktion. Smaal.

Hoft, f. (2), Hofte (= Mjødm). Nyere Ord. T. Hüfte, forhen Huft. Sv. höft.

hofta, v.a. binde med Hilde (Hoft). Sogn. Bedre: hefta, Nhl.

hog, adj. spagfærdig? S. hogvar og høg.

hoga, s. hugad. – Hogd, s. Hogold.

Hogg, n. 1) et Hug, enkelt Indsnit (med Øxe). – 2) Punkt, hvor der er hugget. – 3) Hakken, Støden; tildeels ogsaa: Bank, Prygl. I Sammensætning ogsaa Huggeredskab; jf. Brothogg, Telhogg.

hogga, v.a. og n. (høgg, hogg, hogget), at hugge. Imperf. hedder kun tildeels: hogg, i Solør: haugg; mange Steder hogde, og med en særegen Afvigelse: hoggje (Tel. B. Stift), som egentlig er en Konjunktivform. Sup. lyder deels hoggje (nogle St. hyggje), deels hogt. G.N. höggva (högg, hjó, höggvit). Sv. hugga (hugger, högg, huggit). – Betydning: 1) hugge, give et Skaar med Øxe, Sværd el. deslige. – 2) fælde, nedhugge (Træer). Hogga ei Bjørk, ei Fura, o.s.v. – 3) frembringe eller tilvirke ved Hugning. Hogga Hol paa Isen. Hogga Vid. – 4) hakke, stikke, f. Ex. om Fugle. Om Fartøier: støde, skubbe mod nærliggende Ting. Om en Baad: berøre Landet eller Grunden. Hertil ogsaa hoggast: hugges, hakke paa hinanden. – 5) standse paa et vist Punkt, holde inde, stoppe; saaledes om Søen i Flodmaalet og Ebbemaalet, ligesaa om en opvoxet Elv, naar den er i sin største Høide og just begynder at synke tilbage. B. Stift. – Hogga av: hugge itu. Hogga til: a) gjøre et Hug; b) tilhugge (= øksa, telgja, rydja). H. ut: udhugge, udstikke.

hoggande, adj. som man kan hugge.

Hoggar, m. en Hugger; Vedhugger; ogsaa (ligesom Kløyvar, Klippar og fl.) om en meget dygtig Karl.

Hoggbit (ii), m. Redskab hvormed Jern afhugges i Smedien. Ork. og fl.

hoggbratt, adj. meget steil, næsten lodret; om Klipper. Vald. og fl.

hoggen, part. huggen. Sædvanlig hoggjen (Fl. hogne), ellers ogsaa: hogd.

hoggfim (i’), adj. rask at hugge til. Tel.

hoggfus, adj. tilbøielig til at hugge, el. at slaae. Sogn.

Hogging, f. Huggen; jf. Hogster.

Hogg-jarn, n. Huggeredskab.

hoggram, adj. djerv, dristig at hugge til; ogs. nem til at træffe et vist Punkt. Ork. Guldalen.

Hoggstabbe, m. Huggeblok.

hoggstødt, adv. nøiagtigt, akkurat; egentl. træffende paa rette Punkt (Hogg).

Hoggtonn, f. Huggetand; ogsaa en haardtalende Person. Smaal.

Hoggvagn, m. Spækhugger; s. Vagn.

Hogold (o’), el. Hoggold (?), f. en Bøile eller Bugt af Træ, som er fæstet i den ene Ende af et Reb, for at den anden Ende kan trækkes derigjennem, naar Rebet skal surres til omkring et Knippe eller et Læs. Hvor Formen “Hogold” bruges, er endnu ikke sikkert, men ialfald synes denne at ligge til Grund for visse andre Former,
ligesom den ogsaa passer bedst sammen med G.N. högld, pl. hagldir. De hidtil optegnede Former ere: a) Hogd, Sfj. Sdm. Romsd. Hegl, Shl. Hegla, Num. Hegd, Mandal, Rbg. Hegder (Reiphegdr), Ork. Hegt (Hekt), Sæt. Tel. Num. Hogt, Tel. (?). – b) Hovold (o’), f. Voss, Hard. (ogsaa Havald, n. i Hard.); Hovel, Nhl. Hovd, Nfj. Sdm. – c) Holder (Holdr, Reipholdr), Indh. Guldal, Østerd. Helder Heldr, Heldr, Hæl’r), Gbr. og fl. Hulder (Huld, Hul, Reipshul), Hall.; Holda, Sogn, Helda, Vald. Hella (Reiphella), Østl. – Noget lignende Navne paa andre Ting ere: Havald (s.d.), Hovrelde (s. Horvelde) og Uldra (s. Ora). Noget lignende i andre Sprog ere: Sv. ögla (en Løkke), Eng. halter og T. Halfter (en Grime el. Strikke).

Hogstall (o’), m. en Enkemand. Tel. (mest i Spøg). I Hall. Haugstallar. (I svenske Dial. hogstall). Lidt afvigende fra T. Hagestolz, Ght. hagastalt, og Ang. hægsteald (eenlig Mand). Ogsaa afvigende fra G.N. haukstaldi: Herremand, Høvding.

Hogster (Hogstr), m. 1) Hugst, Hugning. G.N. högstr. – 2) et Sted, hvor Skoven er fældet. Ogs. i Formen Hogst. Østl.

hogvar (oo), adj. tilbageholden, bly. Hall. (Aal). Andre St. høgvar, haavar, haattvar. I Gbr. hokkaaren (jf. aakaar). G.N. hógværr: stilfærdig.

Hoka (o’), f. Hage (paa Ansigtet), Kjævespids. I enkelte Egne: Haka, ogs. Hoko (oo), Gbr. Indh. Namd. og Huku, Ork. G.N. haka (acc. höku). Jf. tvihakad.

Hokeband, n. Hagebaand paa Hovedtøi.

Hokk, n. et lidet Værelse, Aflukke, Sengekammer. Søndre Berg. Sogn, Nordland. Maaskee egentl. Hok (o’), s. Huka.

Hokk, f. Hakkeblok (= Brya). Shl.

hokkaaren, s. hogvar.

hokken, pron. hvilken, hvad for en. Rbg. Tel. Buskr. (med haardt k); sjeldnere i Gbr. (hokkje, n.). Ellers: vekken (hvekken), Jarlsb., hekken, ‘ekken, Smaal. Rom. “Hokke som er”: i hvert Tilfælde; ogsaa: endda, alligevel (= kor som er). “Hekke d’er”: hvordan det er. “Hokken som vil”: = kven som vil. Ogsaa i svenske Dial. hokken. (G. Sv. holken, hulkin). Formen hokke (n.) falder nær sammen med G.N. hvatki, dvs. hvadsomhelst; men forøvrigt støtter Ordet sig kun til Sv. og D. hvilken; thi G.N. hvílíkr skulde her hedde kvilik. Nogen Form med kv (eller k) synes ikke at forekomme, og Ordet bliver saaledes kun at betragte som et Dialektord.

hokra (o’), v.n. (ar), hinke, gaae møisomt og vaklende, som af Svaghed i Fødderne. B. Stift (Hard. Sdm.) og fl. (Jf. G.N. hokra). Vel egentlig gaae nedbøiet, s. hukra.

Hokring, f. Hinken, haltende Gang. Hedder ogsaa Hokr (Hokker), n.

Hol (o’), n. 1) Hul, Aabning. Nogle St. udtalt Høl, og Hool. G.N. hol; Sv. hål. – 2) et tomt Rum; en Hule i Jorden, o.s.v. – 3) Skjul, Smuthul; ogsaa om et daarligt Huus. Til Hols: i Skjul, ind i et Hul. “D’er heilt Hola-millom”, spotviis om noget som er meget hullet. Østl.

hol (oo)! et Kjæleord, f. Ex. “hol Hesten!” Guldalen. Jf. høla.

Hol (oo), m. en lav Høi, en tør og jævn Forhøining i en Myr eller paa en lavt liggende Flade. Jæd. Sdm. Gbr. og flere. G.N. hóll (hól): Høi. I Gbr. ogsaa om en Græsplet eller Slette imellem Skov og Klipper. (See ellers Hole, m.). Hertil mange Gaardsnavne: Hole (Dativ), Holen, Holarne (Holom).


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   65   66   67   68   69   70   71   72   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə