Ivar Aasen Norsk Ordbog


hol (o’), adj. 1) huul, som har et tomt Rum inden til. Nogle St. hool



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə70/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   66   67   68   69   70   71   72   73   ...   221

hol (o’), adj. 1) huul, som har et tomt Rum inden til. Nogle St. hool. G.N. holr. Oftere: innhol. – 2) indsunken, fordybet. Tildeels ogsaa: tom, sulten, graadig. Eg vardt so hol og hæken. Jf. holsvolten.

hola (o’), v.a. (ar), hule, udgrave, udskjære. Afvig. haalaa, Indh. G.N. hola. Hola ut: udhule: Hola seg inn: grave sig ind. – holast (o’), v.n. blive huul; ogsaa: blive hullet.

Hola (o’), f. Huulning, Fordybning; et dybere Punkt paa Jorden (= Dokk, Dump, Søkk); ogsaa i Steen, Træ, Kjød osv. (Jf. Bringehola, Nakkehola). Almind. Tildeels afvig. Hølu, Hall. Holo (oo), Gbr. og flere, Hulu, Ork.

Hola-mot (o’, oo), n. Svælg (= Halsmot). Søndre Berg. Ryf. Jæd.

Hold, n. 1, Holden (af halda). Som Afgrening af Hald, n. skulde det egentl. være Hunkjønsord (ligesom Gogn, Log, Raad, Gjeld og fl.). Særlig Betydn. 1) Forstand, Skjøn paa noget (egentl. Greb, Holdepunkt). Eg fekk ikkje Hold paa det. Hava Hold paa: fatte, forstaae. Sdm. Nordl. 2) Sigte; s. Hald. Ogsaa: Vink, Signal (?). Nordl. 3) Underholdning, Aftægt af en Gaard (= Føderaad, Livaure). Nordl. Hertil Holdsfolk, n. Folk som nyde Aftægt (Korfolk, Folgefolk). Særskilt: Holdsmann, Holdskona, Holdsenkja. Holdsbrev, n. Fledførings Kontrakt.

Hold, n. 2, Kjød (paa et Legeme). “Korpann skul’ tære ditt Hold”: Ravnene skulle æde dit Kjød. Tel. (Landstad 110). G.N. hold. Især om den yderste Deel af Kjødet, nærmest ved Huden. Millom Hold og Skinn: mellem Hud og Kjød. Gbr. Ork. Helg. (Paa Sdm. “myllaa Holds aa Skinn”). Rysja i Holdet: gyse, føle en Rystelse i Nerverne. Berg. Stift, Nordl. Eit godt Hold til aa gro; s. Grohold. Paa Sdm. kan Hold ogsaa betegne Huden, i Modsætning til Haaret; f. Ex. “han er rein i Holda”, dvs. paa Huden
under Haarene. “Haar’e æ so tjukt, at ein kann ‘kje sjaa inn paa Hold’e”.

Hold, f. (og n.), Huld, Fyldighed, Fedme. Hava god Hold: være fyldig og trivelig (mest om Dyr). Alm. (Sv. hull, n.). Paa Østl. Hold (Holl), n. Egentlig samme Ord som det foregaaende.

holda, v.a. (ar), give Huld. Oftest: holda seg, dvs. faae bedre Huld, blive fed og fyldig. Hedder ogsaa: holdast.

Holda, f. s. Hodda og Hogold.

holdad, adj. beskaffen med Hensyn til Huld. Vel holdad, litet holdad, o.s.v. Jf. holdig.

Holdar, m. Hage; s. Holvor.

Holder (Holdr), f. Bøile i Enden af et Reb; s. Hogold.

holdig, adj. fyldig, trivelig, som har godt Huld. Nogle St. holdug.

holdlaus, adj. udmagret, uden Huld.

holdsaar, adj. ømskindet, som ikke taaler stærk Berørelse paa Huden. Sdm.

Holdsfolk, o.s.v. see Hold, n. 1.

Hol-dyvle, n. Mudderhul, Pøl, dyb Sump. Telemarken.

Hole (oo), m. 1) en langagtig Forhøining, en Jordryg imellem dybe Huulninger eller Bækkeløb. Smaal. (Jf. Hol). – 2) en liden Skovstrimmel, en Lund. Hall. I Østerd. Hol (oo). Ellers Holt.

holen (o’), graadig; s. holsvolten.

holga (?), v.a. binde Hø sammen i Bundter (s. følg.). Indr. (holgje, holja).

Holge, m. Høvisk, Høbundt til en Ko (= Vondul). Inderøen. (Holje, pl. Holga). I svenske Dial. hälge, halje (Rietz 281).

Holjarn, n. Redskab at udhule med.

Holk, m. 1) Holk, Ring som sættes paa Enden af et Skaft, for at det ikke skal revne eller splintres. Hornholk, Jarnholk osv. G.N. holkr; Sv. hålk. – 2) en ringformig Omslutning, f. Ex. omkring et Bundt (jf Skotholk); en Løkke hvormed Mastetougene fæstes i en Baad, m.m. – 3) et Trækar, Stavekar, af forskjellig Form; saaledes: a) en Dunk med Sidehanker, indrettet til at bære paa Ryggen. Shl. Sfj. og fl. Ellers kaldet Hylke. – b) et smalt Kar til Smør, Ost eller Mælk (= Butt, Stamp, Strokk). Hard. Jæd. Rbg. Tel. Num., ogsaa paa Østl. Afvig. Hokk, Sæt. – c) et stort Kar, Bryggekar (= Kjer, Saa). Hall. Vald. – Da “Hylke” tildeels er en Stump af et huult Træ, kunde maaskee Holk have samme Begreb og høre til et Verbum holka, dvs. udhule.

holka, v.a. (ar), forsyne (et Skaft) med Holk.

Holke, s. Haalka, og Hylke.

holkestøyta, v.a. nedlægge eller løse en Mast ved at afstøde “Holkerne” paa Vantene. Sdm.

hol-kjakad, adj. slunken eller indfalden i Kinderne. Hall. og fl.

holl, adj. 1) huld, gunstig, velvillig. G.N. hollr. Holl og tru: huld og tro. (Ellers lidet brugt i denne Betydning). Jf. hylla, hyllast. – 2) paalidelig, som gjør sit Arbeide tilgavns og med Flid. Ein holl Gut til Arbeids. – 3) drøi, righoldig. Ei holl Tunna: en Tønde som holder Maalet rigelig. B. Stift.

hollandsk, adj. hollandsk, nederlandsk. Ofte som Subst. Hollands.

holleg (el. holleleg), adj. omhyggelig. – hollege, adv. omhyggeligt, med Flid og Omhu. Nhl. Jæd. og fl. Jf. hollverkelege.

Hollskap, m. 1) Huldskab, Velvillie. (Lidet brugt). 2) Omhyggelighed, Paalidelighed.

Hollstein, s. Hornstein.

hollverkelege, adv. nøiagtigt, omhyggeligt, med megen Flid. Helg.

Holm, m. 1) en Holm, en liden Øe. Nogle Steder Holme. G.N. holmr, og holmi. (Hertil mangfoldige Stedsnavne). – 2) en Plet som adskiller sig fra den omliggende Grund, saasom en Jordplet paa en Klippe, en Græsplet i en Ager, et Stykke uslaaet Eng, og desl. (I Tel. Home).

holma, v.a. (ar), omringe, indeslutte, f. Ex. et Dyr paa Jagt. Østl.

Holming, m. 1) Indbygger af et Sted som hedder Holm el. Holme. 2) Halvpart, s. Helming.

holna (o’), v.n. udhules, blive huul.

Holneta (e’), f. Plantenavn. “Holnutu”: Stachys palustris. Ork. Ellers. Holnetla, “Holnesle”: Galeopsis. Hall.

holpen, part. hjulpen (s. hjelpa). Mandal. Ellers hjelpt (hjelt).

holrenna, v.a. (er, de), s. holstanga.

Holska, f. Huulning, Huulhed. Nedenæs.

Holskavl, m. et rundbøiet Eggejern til at udhule med. Nordl.

holslaa, v.a. hamre et Jernredskab saaledes at det bliver lidt huult eller fordybet paa Siden. Ljaaen er for litet holslegen. B. Stift.

holstanga v.a. (ar), stange Hul paa; især stange i Maven; om Køer. Hedder ogsaa holrenna.

holstra, v.n. gaae usikkert, som i Mørke. Hard. Jf. hultra.

Holstuv, m. en huul Træstamme.

holsvolten, adj. forsulten, udhungret; meget graadig. Hall. Vald. og fl. Hedder ogsaa: holtom (oo), Smaal., holæt, Hall., holen (el. hølen), Indh. Jf. hol.

Holsyl, m. Huulsyl, Jern hvormed man slaar Huller i Lædertøi.

Holt, n. Skovstykke, Lund, en liden Skov. Søndenfjelds; ogsaa Indh. (Jf. Rust). G.N. holt; Sv. hult. (I Gbr. Holt om Naaletræer, og Rust om Løvtræer). I Betydningen Træ, som Drivholt, Flotholt og fl., støtter Ordet sig til Tydsken (Nt. Holt, Ht. Holz).

Holt, m. Høi, Bakke, en stenig og ujævn
Forhøining. Nordre Berg. Nordl. og flere. Ogsaa i svenske Dial. (Rietz 266). Isl. holt, n. Hertil adskillige Gaardsnavne (Holte, Holtarne); imidlertid synes dette Ord at være en Afgrening af det foregaaende.

Holtemark, f. Marker med smaa Skove.

Holteskryta, f. Skovsneppe (= Rugda). Smaal.

holtom, adj. s. holsvolten.

Hol-tre (ee), n. huul Træstamme. Østl.

holtutt, adj. om Marker med smaa Skovstykker.

holutt (o’), adj. 1) hullet, fuld af Huller (Hol). – 2) ujævn, fuld af Huulninger (s. Hola). Afvig. holette, holaatt, holatt.

holva, v. hvælve; s. kvelva.

Holva, f. Halvdeel; s. halva.

Holveg, m. Huulvei; ogs. Løngang.

Holveita, f. en lukket Rende eller Grøft, f. Ex. i en Ager. B. Stift og fl. Hertil et sjeldnere holveita, v.a. (er, te), omtr. som “drainere”.

Holvor (o’, o’), f. Hage, tilbagebøiet Spids, f. Ex. paa en Fiskekrog. Tel (Sillegjord). Ogsaa Holvora. Vel egentl. Halv-or, dvs. Halvpiil (til G.N. ör); jf. Agnor. Hedder ellers: Holdar (Hollar), Nedenæs, og Oldur, m. i Hard.

hol-æt, adj. yderst graadig; s. holsvolten.

holøygd, adj. huuløiet, med dybtliggende Øine. Hall. og fl.

Hom (o’), f. (?) s. Hombot.

Hom (oo), m. en Huulning, som er omringet af Bjerge eller Bakker; en liden Dal. Siredal. (Hertil adskillige Gaardsnavne). Synes at være det samme som “Kvam”, og maa isaafald tidlig have adskilt sig fra G.N. hvammr.

homa (homme), v.n. og a. (ar), 1) gaae baglængs, flytte tilbage; om Heste (= hopa). Lister. – 2) flytte Bagfødderne, vende Bagen lidt tilside. Nedenæs, Tel. Hall. Solør (homme seg). I Ork. “haam’ se”, i Num. “aamaa se”. Ogsaa i svenske og danske Dial. homma, humma sei, humme sig. I Betydning ligt Isl. hama (af höm, s. Hombot), og kunde saaledes opfattes som homa (o’); men de anførte Former synes hellere at forudsætte huma (u’).

homa (oo), v.n. (ar), maabe, staae ørkesløs. “Han sto’ homa’ aa tagde, aa inkje gat nokon Ting”. Hall. (I Strøms Søndm. Beskr. 1, 511, anføres ogsaa home, om at blive glemsom). Jf. homen.

Hombakke, s. Humbakke.

Hombora, s. Honbora.

Hombot, f. (Fl. Hombøter), Knæhase, Knæbugten, el. Bagsiden af Knæet. Sæt. Nedenæs (Haambot). Ellers: Ombot, Indh., Homsbot, Lister, Hamarsbot, Hall. Tel., Haamaarsbot, Num. Tel., Hommersbot, Solør; Humulsbot, Ork., Hummelsbot, Shl. Jæd. Andre Steder: Knesbot, Kalvbot, Kolbot. Til G.N. höm, f. (gen. hamar), dvs. Laar, Bagside. (Ang. ham, hom; Eng. ham; Holl. ham). Formen “Hamarsbot” er vel egentlig Hamar-Bot, med Genitivet af det gamle Hom (Høm), altsaa ligestillet med den nyere Form Homsbot.

homen (oo), adj. døsig, mat; ogsaa: rødlig eller opsvulmet i Ansigtet (af en Opvarmelse eller Strabads). Sdm.

Homklakk, m. Mastetop. Nordl. (Lofoten). Nogle St. Omklakk. Dunkelt Ord ligesom “homskjelt”. Jf. Honbora.

Homn (o’), f. Foster, Embryon. Sogn (Hobn), mest i Forbindelsen “løysa Homn”, dvs. føde i Utide, abortere. Afvig. Hamn, f. Justedal. Paa Sdm. “løyse Om” (el. um): abortere. G.N. höfn: Foster. – Hamn skal ogsaa være brugt om Fosterleiet, f. Ex. “Følhamn”, Ork.

Homp (o’), f. Stroppe, Løkke; ogsaa om en Krog eller Haspe af Jern. Smaal. (Haamp). Andre St. Hempa.

homskjelt, adj. om et Seil: opvundet til Mastetoppen. Lof. Skal ogsaa hedde “omskjælt”; jf. Homklakk.

Homul (o’), m. Hammel; s. Humul.

Hon, m. s. Hun. – hona, pron, s. ho.

Honbora (o’), f. et Hul øverst i en Mast, med en Blok eller Tridse til at heise Seilet paa. Brugt i forskjellige dunkle Former: Honnbora, Sdm. Nfj., Hombora og Hambora, Sfj., Ambora, Sogn. G.N. húnbora (til hún: Mastetop). Gam. Dansk: Hambore (Molbech), Gloss. 1, 324). Holl. hombergat. Jf. Fløyt.

Hond (Haand), f. s. Hand.

Honebær, f. s. Hunbera.

Honk (Haank), f. (Fl. Henker), 1) Klynge, Knippe, Dragt af Ting som ere sammenbundne eller hængte paa et Baand; f. Ex. Nøgler (Lyklehonk), Traadnøgler (Nystehonk), Fiske (Fiskehonk), osv. Meget brugl. i de vestlige og nordlige Egne, i Formen Haank, og Fl. Hænk’er (Hænk’e). – 2) Vidie-Ring at fæste en Grind med (jf. Hork); ogsaa: Tværbaand over et Læs. Smaal. G.N. hönk, pl. henkr: Ring. – 3) Hank, Haandfang paa Kar. Søndenfjelds. Andre St. Hav, Hevel, Fate, og fl.

honka (haanka), v.a. (ar), binde sammen, hænge paa et Baand. B. Stift. (Jf. hanka). Et andet Ord er “hønke”, v.n. hinke, gaae møisomt. Hall.

honkelaus, adj. hankeløs. Østl.

Honn, Honnlad, og fl. see Horn.

honom (ham), s. han.

Hop (oo), m. 1, Hob, Flok, Samling. G.N. hópr. Ogsaa: Samværen, Forbindelse. I Hop: sammen, tilsammen. Dette “i Hop” har her en stor Anvendelse og bruges (ligesom Svensk ihop) som et hverdagsligt Udtryk
i Stedet for “saman”, i forskjellige Betydninger. Saaledes: 1) i samlet Mængde eller Forraad. Draga i Hop: sanke, sammenspare. Gøyma, grava, skrapa i Hop. 2) i en tættere Masse. Siga i Hop: synke sammen, fortætte sig. Ligesaa: søkka, minka, kverva, torna, skraana i Hop. 3) i en sammensluttet Stilling. Bøygja, krøkja, leggja, ringa, rulla i Hop. 4) i Berørelse, i Nærhed af hinanden. Naa i Hop: naae hinanden, række sammen. Taka i Hop: gribe hinanden. Det bar i Hop: det kom til et Sammenstød (Slagsmaal). Eg var i Hop med honom etter det: jeg forhørte mig hos ham derom, bad ham derom. (Trondh.). 5) i Forbindelse, Sammenhæng. Binda, knyta, festa, setja, hengja i Hop. Alle i Hop: alle tilhobe. 6) i Fællesskab (s. Hopeeign). Eiga, hava, bruka, leiga, kaupa i Hop. Jf. eta i Hop: spise af et fælles Forraad. I sidste Betydning siges ogsaa “til Hopes”, som er en nyere Form. I Sætningen behandles “i Hop” som et Adverb og sættes saaledes ofte imellem Verbet og Objektet, f. Ex. taka i Hop Seglet (rykke Seilet sammen), leggja i Hop Henderna (folde Hænderne). I de hertil hørende Participier danne Ordene et Slags Sammensætning, f. Ex. ihophavd (dvs. sammenbragt), ihopdregen (sammendragen, opsparet), ihopfrosen, ihopgrodd, ihoplagd o.s.v.

Hop (oo), m. 2, en smal Pig af Søen; en liden Krog eller Vinkel imellem to Brygger. Nhl. G.N. hóp, n. (Jf. Eng. hoop: Ring, Kreds).

hopa (oo), v.a. (ar), sammenhobe. hopa seg, eller hopast: flokkes, samle sig. (Lidet brugt).

hopa (o’), v.n. (ar), 1) trække sig tilbage, vige, retirere. Tel. G.N. hopa. – 2) gaae baglængs; især om Heste. Rbg. Afvig. hobba, Mandal; hapa, Hall., apa, Buskr., aapaa, Ork. I svenske Dial. happa; i danske: hoppe sig. (Jf. homa).

Hope-arbeid, n. Arbeide i Fællesskab.

Hope-eign, f. fælles Eiendom; det at man eier noget i Fællesskab med andre. (= Sameiga). – Ordene med “Hope” bruges mest i de vestlige og nordlige Egne; ældre Former med “Sam” bruges mere søndenfjelds.

Hopefiske, n. fælles Fiskerie (Samfiske).

Hopehav, n. Mellemværende, Sager som man har at afgjøre med en anden. Nordl. I B. Stift. Hopehavande, n.

Hopehit (ii), f. fælles Pose. (I Spøg). “Hopehiti verd alltid for liti”.

Hopekaup, n. Kjøb af flere i Fællesskab.

Hopelag, n. Fællesskab.

Hopemark, f. Marker som Naboer eie i Fællesskab; uskiftet Jord. B. Stift.

hopgongoll, adj. indsvindende, som kryber sammen, bliver smalere. Ork. (hoopgaangoll). Sjelden Form, da Adj. sædvanlig har det fuldstændige Udtryk “ihop”.

Hoping (o’), f. Tilbagegang, s. hopa.

Hopp, n. et Hop; ogs. et Sted hvor man maa hoppe over.

Hopp, f. (?), i Forbindelsen “paa Hopp og Glopp”, hvorom s. Glopp. Jf. G.N. happ, n. Lykke.

Hopp, m. 1) Græshoppe. Oftere Grashopp. – 2) en Frø (= Frosk, Lopp). Namd. – 3) Skovtrold, Spøgelse med kun een Fod. I Folkesagn. Sdm. (Herøe).

hoppa, v.n. (ar), 1) hoppe, springe, gjøre et Spring, f. Ex. over en Bæk. G.N. hoppa. (I Berg. Stift: byksa). – 2) løbe paa een Fod. (Jf. lakka). B. Stift.

Hopping, f. Hoppen, Springen.

hor (o’), adv. hvor; s. kor og kvar.

Hor (oo), n. Hor, Ægteskabsbrud.

hora, v.n. (ar), hore. G.N. hóra.

Hora, f. en Hore (= Skjøkja). Hertil: Horeferd, -hus, -livnad og fl.

Horaang (o’), m. Hud; s. Hørold.

Hord (o’), m. Indbygger af Hordelandet (Nordhordland, Søndhordland) i Bergens Stift. Brugeligt paa Voss i Formen Hor (o’), dog oftest i Fleertal: Hora’, Horanne (for Hordarne), ligesom “Horaland’e”: Hordelandet. G.N. Hördar, pl.

Horg, f. 1, Hob, Flok, Mængde; især af Dyr, dog ogsaa om Mennesker. B. Stift, Hall. og fl. Noget lignende er Hurv, Østl. Horv, og Harv, Helg. Ei heil Horg: et stort Følge. Heile Horgi: det hele Slæng. (Det seer næsten ud, som om Horg var traadt i Stedet for det gamle hjörd).

Horg, f. 2, Bjergknold, Bjergtop (mest som Navn paa enkelte store Fjelde). Voss. G.N. hörgr, m. Steenhob (?); i Sverige harg, m. (Rietz 244).

horje (ubetydeligt), s. hørkje.

Hork, f. Baand at fæste med; især Vidiebaand, Vidiering paa Gjærder og Grinder. Østl. Tildeels med Fleertal Herker (i Gbr. Herk’). Jf. herkja. Med dunkel Betydning: “ei gamall Hork”, om en barsk og rynket Kjærling. B. Stift.

Hork, m. en liden Ferskvandsfisk. Buskerud. Efter Strøm (Eger’s Beskr. 121) Perca cernua.

Horkall (oo), m. Horkarl; s. Haarkall.

Horn (o’), n. 1) Horn, haard Udvæxt paa visse Dyrs Hoved. Mest almind. udtalt: Honn; ellers Hodn (o’), Hødn, Hoinn og fl. G.N. horn. Ogsaa om spidse Rygfinner paa Fiske, og om Følehorn paa Insekter el. Snegle. S. Veidehorn. – 2) Horn som er tildannet til et Redskab, saasom Blæsehorn, Drikkehorn, Krudhorn og fl. – 3) Hornstof, Materie i Horn. Det er so hardt som Horn. Hertil Hornknapp, Hornskaft, o.s.v. – 4) en Bjergspids, en smal Fjeldtop. Hertil mangfoldige Navne paa Fjelde. – 5) Hjørne, Vinkel
(G.N. horn). Kun i Sammensætning: Hornlad, Hornstein. Ellers kaldet Hyrna, f.

Horna (Honna), f. Tværbjælke i en Slæde; s. Hyrning.

Horngjæla, f. Hornfisk, Belone vulgaris. Søndenfjelds. Nogle St. Nebbesild.

Hornholk, m. Hornring, s. Holk.

Hornlad, n. Muur under Hjørnet paa et Huus. “Hodnla’”, Sogn. Hornladstein, s. Hornstein.

Hornrot, f. Hornenes Sted paa Hovedet.

Hornskap, n. Hornenes Skikkelse.

Hornskeid (Honnskjei’), f. Hornskee. Nogle St. Hornspon, m. see Spon.

Hornslo, f. Horntap; s. Slo.

Hornstein, m. Hjørnesteen i en Bygning. Tel. Siredal og fl. I Sogn “Hodnla’stein”. Afvig. Hollstein, Tel.

Hornsyl, m. en meget liden Fisk, Hundesteile (?). Sdm. Jf. Stikling. (Isl. hornsili).

Horntistel, m. Carduus lanceolatus.

hornutt (o’), adj. hornet, om Dyr. (Modsat kollutt). Efter Udtalen: hodnutt, honnet’e, hoinnaatt, og fl. G.N. hornóttr.

horpa, v.n. pludre, snakke (= harpa).

Horpa, f. s. Harpa.

Horr, m. 1, Hør; Liinstraa, Liin som ikke er tilvirket. Tel. G.N. hörr.

Horr, m. 2, en Fisk s. Harr.

horren, adj. virket af Hør (Liin). Nedenæs.

Hors, n. egentl. en Hoppe; brugt som en Benævnelse paa kaade, letfærdige Kvinder. Eit galet Hors. Sdm. og fl., ogs. i Nordl.

Horsa, f. en Hoppe (= Merr). Sogn, Shl. og fl. (dog lidet brugt). Andre St. Rossa, Ryssa. G.N. hross, n. Ang. hors.

horsa, v.n. (ar), springe med Hopperne, om Hingster. Foragteligt: føite om, gaae paa letfærdige Æventyr. Heraf Horsing, f.

Horsebukk (Fugl), s. Humregauk.

Horsefyl (y’) n. Hoppeføl (= Mararfyl). B. Stift.

Horskap (oo), m. Horerie. Lidet brugl.

hortug (o’), adj. flink, dygtig. Hard. Jf. hyrtig.

Horunge (oo), m. Horebarn, Frillebarn.

Horv, n. Passelighed, Orden, rigtig Skik. D’er inkje Horv med det: der er ingen Maade med, ingen Skik paa det. Søndre Berg.

Horv, f. Harv (Agerredskab). Afvig. Jørv (Hjørv?), Voss. G.N. harfr, m. herfi, n. Eng. harrow. – Horvardrag, n. Stribe eller Fure efter en Harv. Horvartind, m. Harvetand.

horva, v.a. (ar), harve, jævne en Ager med Harv. Afvig. “jørva”, Voss.

horva, v.n. (er, de), 1) stævne hen, vende i en vis Retning, f. Ex. om en Vei. Sæt. Tel. Ogsaa: føre hen, lede til noget. D’er vandt aa vita, kvart det horver, dvs. hvad det kan lede til, føre med sig. Nhl. Voss. G.N. horfa: vende til. – 2) lave sig, føie sig. Det kann vel horva seg, el. horva so til. Sogn, Sfj. – 3) passe, blive passende, fulde bekvemt. Søndre Berg. Jæd. Rbg. Det horver til: det gaar an; ogs. det rækker til, bliver nok. Jf. Horv, n.

Horvelde, n. Tværbaand eller Løkke, hvormed en “Klave” tillukkes, sædvanlig dannet af en sammenslynget Vidie. Brugt i forskjellig Form: Horvelde, Shl. Sogn. Nfj., Hovrelde, Voss; Høveldre, Valders, Hervell, Guldalen, Horvaal, Skogn. Ogsaa uden “H”: Orvelde, Sfj. Aarveld, Sdm. Nordl. (?), Arveld, Romsd. Ndm. Ervelle, Helg. (I Gbr. kaldet Hav). I en svensk Dial. åvril. Den oprindelige Form er imidlertid uvis. Noget nærstaaende i Betydning ere: Kverva (og Herva), Urva, Yrgja, Ora, Hogold og Havald.

horveleg, adj. ordentlig, passende, rimelig. Tel. Rbg. Jæd. Ryf. og fl. (Modsat uhorveleg). I Hard. horvuleg, og horven. Ogsaa i Betydn. rigelig, dygtig, fuldkommen. Shl.

Horving, f. Harvning (paa Ager).

horvlaus, adj. umaadelig, urimelig. Tel. og fl. horvlaust, adv. uden Maade.

Horvløysa, f. Umaadelighed.

Hosa (o’), f. Hose, Strømpe. Alm. deels i samme Betydning som “Sokk”, deels kun om længere el. høiere Strømper deels kun om Mandfolks Strømper (det sidste i Gbr. Ork. Sdm. og fl.). Afvig. Hoso (oo), Gbr. Ork., Husu, Guldalen. G.N. hosa; Eng. hose.

Hoseband, n. Strømpebaand. Hosebandstad, m. den øverste Deel af Læggen nærmest under Knæet.

Hoseleist (-lest), m. Strømpefod. Hertil et Adverb: hoseleista, eller hoseleistom, dvs. med bare Strømper, uden Sko. “Gange hosolestom”, Ork. “Gaa hoselestaa”, Sdm.

hosen (o’), adj. løs, svampagtig, porøs; om Læder, ogsaa om vævet Tøi. Gbr. Sdm. Nordland.

hoska (o’), v.n. (ar) tale fornemt, bruge et Sprog som man ikke er vant til. Vald. Vel egentl. pryde, smykke (ligesom knota). Jf. G.N. horskr: klog, fiin, dannet.

Hoskolreid, s. Oskereid.

Ho-slag, n. Hunkjøn. Av Hoslaget, af Hunkjønnet. Hedder oftere: ho av Slaget, ho utav Slag (ho ‘ta’ Slag).

hoss eller hosse (hvorledes), s. korso. – hossleis, s. korleides.

Host, f. s. Hast.

Hosta (oo), v.n. (ar), hoste, have Hoste.

Hoste (oo), m. Hoste (tussis). G.N. hósti. Hosteflaga, f. el. Hosterid, f. et stærkt Anfald af Hoste.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   66   67   68   69   70   71   72   73   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə