Ivar Aasen Norsk Ordbog


Hæma, f. s. Hema og Helma. Hæming



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə74/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   70   71   72   73   74   75   76   77   ...   221

Hæma, f. s. Hema og Helma.

Hæming, m. s. Heming.

hæn, s. her og herne.

hæna, v.n. (ar), tørres, fortørres. Sogn. Ellers hæsa og skjænast.

Hær, s. Her og Herd.

hæra, v.a. (er, te), 1) rense for Haar. Hæra Smør: rense nykjernet Smør ved at gjennemskjære det med en sløv Kniv. B. Stift og fl. (Sv. håra). – 2) fælde, rense Korn for Straa eller Stilke i et Sold. Har paa Østl. en afvigende Form: hæle, og høle (m. tykt L), som netop falder sammen med Formen af herda. Jf. Hære, 2.

Hæra, f. 1) Haardug, Haartæppe (især brugt at tørre Korn paa). Hard. Nhl. Sfj. og fl. G.N. hæra (af Haar). – 2) graanet Haar. Sæt. (?); s. hærutt.

Hæra, n. s. Herad. Hæra, m. s. Hare.

hærast, v.n. (est), bevoxe med Haar. (Sjelden). Ogsaa: graane i Haaret. Tel. (?).

Hæratopp, s. Herdatopp.

hærd, adj. haaret, bevoxet med Haar; for Ex. om nyfødte Unger af Dyr. Jf. langhærd, tjukkhærd, tunnhærd. Mest almind. hært. G.N. hærdr. – Ogsaa Particip af hæra, i Betydn. renset.

Hære, n. 1, Haarvæxt (?). Korkje Haar elder Hære: ikke et eneste Dyr. Hall.

Hære, n. 2, Avner og Affald af Korn; tildeels ogsaa om Goldax eller svange Korn som kunne udskilles i et Sold. Østl. Tvivlsom Form; nogle St. Hæle (Smaal.) og Høle (Rom. og fl.). Jf. hæra.

Hæresaald, n. et grovere Sold til Rensning af Korn. Sædvanl. Hærsaald, B. Stift; Hørsaald, Tel. Hølsaald, Rom. (Jf. hæra, v.).

Hæresekk, m. Haarsæk. Sfj.

Hæring, f. Rensning, s. hæra. – Om et andet Hæring, s. Herding.

Hærsla, s. Herdsla. hært, s. hærd.

hærug, s. herdig. Hærulv, s. Herulv.

hærutt, adj. graahaaret, graahærdet. Sæt. Jf. Hæra.

Hæs, n. Hvile, Ophold, Stilning i en Storm. Sdm. og fl. Egentl. “Pusterum”, s. hæsa.

Hæs, f. s. Hes og Hesja.

hæsa, v.n. og a. (er, te), 1) puste, stønne, være stakaandet af Udmattelse. Rbg. Tel. B. Stift, Nordl. (Sv. hessja). Ogsaa (ligesom blaasa og pusta) om at hvile lidt, puste ud; s. Hæs. – 2) om Vinden: blæse mildt, vifte, lufte. Nordl. Ogsaa v.a. gjennemblæse, tørre, fortørre. Buskr. Hadeland. – 3) tørres, fortørres, som af langvarig Blæst. Søndre Berg. Sfj. og flere. Afvig. heise, Tel. (Jf. hæna). Ordet synes at høre sammen med “haas”, men nærmer sig ogsaa til Hesja.

Hæsa, f. 1) Hæshed, Uorden i Struben. Tel. Ryf. Sogn, Nordl. G.N. hæsi. (Af haas). – 2) Tørhed, Tørke, især af langvarig Blæst. Nhl. og fl. Jf. Vaarhæsa.

Hæsevind, m. Vind som tørrer stærkt. Nordl.

Hæsing, f. Pusten, Stønnen; ogsaa Blæst, Vind, Tørring, s. hæsa.

Hæstrod, n. s. under Hesja.

Hætt, m. Fare, Vovespil. Nhl. (sædv. udtalt Hett). D’er ein Hætt med det: der er nogen Fare ved det. Det var Hætt um det, el. det stod Hætt etter det: det var paa Nippet, der var Fare for det. (Det sidste maaskee til hætt, adj.). G.N. hætta: Fare.

hætt, adj. farlig, vovelig. Tel. (mest i Neutrum). I Nhl. hætten (hetten, hette, n.) G.N. hættr. Jf. livhætt, frosthætt, skridhætt.

Hæv, n. s. Hev.

hæv, adj. 1) nyttig, tjenlig, god at have eller bruge. Ei hæv Jord: en god Gaard. Mandal og fl. G.N. hæfr. Sv. Dial. häv, häver (Rietz 287). Jf. faahæv, mathæv, grannhæv. Ogsaa: ypperlig, fortræffelig, udmærket god. Østl. D’er so hævt med deim: det staar fortræffeligt til med dem; der er et stort Venskab imellem dem, o.s.v. – 2) flink, dygtig; om Personer. Mere alm. Du er hæv, som heve gjenget so lang Veg. Eg er ikkje so hæv, at eg kjenner deg. (I Nordre Berg. et Høfligheds Udtryk til Fremmede). Ogsaa: flittig, stræbsom. No faa me vera hæve: nu maa vi skynde os. Sogn. – 3) mægtig, formuende, som har meget. Indh. (Jf. Haava). Uagtet det usædvanlige Vokalskifte synes hæv, ligesom Haava, at være Afledning af hava.

hæva, v. s. hevja.

hævall, og hævart, s. hevert.

Hævd, f. 1) Hævd, Velmagt; det at en Eiendom er vel vedligeholdt. Garden er i god Hævd. Det kostar aa halda det i Hævd. (Mest om Jord). Sv. häfd. I G.N. (hvor Ordet ogsaa betyder: Ære, Hæder) skrives det hefd og ansees som Afledning af hefja (Egilsson); her synes det hellere at støtte sig til hæv og hava. Jf. Hæve. – 2) Hævd, Ret til at beholde noget, som man har brugt i lang Tid og uden Paatale. Dei hava fenget Hævd paa det. – 3) Eiendom, Mark eller Skov, som hører til en Gaard. Sogn. Ogsaa: Jord som er opdyrket til Ager eller Eng. Smaal. – 4) Jordens Dyrkning og Forbedring. Hedder ogsaa Hævding. – 5) Gjødning, Gjødsel (= Tad, Fraud, Sæta). Meget brugl. i de sydlige Egne (Tel. og fl.); saaledes endog: “Hævdedyngja” (Møgdynge), “Hævdelass” (Møglæs) og fl. Det sidste er egentlig en Misbrug af Ordet og fører til en Forglemmelse af den rette Betydning, ligedan som ved Ordet “Gjødning”.


hævda, v.a. (ar), 1) hævde, erhverve sig Ret til at have eller bruge. 2) holde vedlige, overholde, haandhæve. 3) dyrke, forbedre (Jorden); ogsaa gjøde, gjødsle, s. Hævd.

Hævdarfoder, n. udsøgt godt Foder, Hø af bedste Slags. “Hævdefoor”, Smaal.

Hævdarløysa, f. Forringelse, Forfald (paa Gaard eller Jord).

Hævdedrag, n. = Tadsig, Losig. Tel.

hævdeleg, adj. som er i Velmagt, i god Stand. Tel.

Hævding, f. Hævdelse, Vedligeholdelse; ogsaa Dyrkning; Gjødning.

Hæve, n. 1) Velmagt, god Stand. Halda i Hæve. Tel. 2) Trivelighed, Fyldighed, godt Huld, paa Kreature. Sæt.

Hævel (Hank), s. Hevel.

hævleg, adj. dygtig, duelig; ogsaa fortrinlig, værdfuld, kostelig. Tel.

Hævleike, m. Dygtighed.

Hævre, s. Havre.

Hævskap, m. Værd, Godhed, Fortrin; ogs. Duelighed, Flinkhed; s. hæv.

(el. Hød?), f. en Forhøining, Høide, Bakke paa en Bjergryg; ogsaa en rundagtig Fjeldtop. Gbr. Hertil mange Stedsnavne. Ligner G.N. hæd, men synes ikke at være det samme; jf. Høgd (= Hægd, Hædd).

høg, adj. 1, høi. Alm. Form, undtagen i Sæt. og øvre Tel. hvor det hedder: haag (haag’e). Afvig. høyg, Namd. I Komparationen: høgre, høgst (mest alm.), el. hægre, hægst (Sæt. Tel.); Superl. ogsaa: hæst, i Nhl. Den almindeligste Form stemmer med Sv. hög, D. høi, og afviger fra G.N. hár, há, hátt (i Ligningen: hærri, hæstr); de andre gamle Sprog have en Form, som kunde svare til hau, eller haug (Goth. hauhs, Ang. heáh, heág, Ght. hóh, hóch). – Særlig Betydning: 1) høi, udstrakt i Retningen opad; f. Ex. ein høg Topp; eit høgt Tre; høge Fjell o.s.v. – 2) høit stillet, som er paa et høit Sted eller Punkt; f. Ex. om en Hylde. Jf. Høglende, Høgslætte. Ogsaa figurlig: høit anlagt, meget omfattende eller abstrakt; om Tænkning, Lærdom el. Fremstilling. – 3) om Lyd eller Stemme: stærk, meget hørlig. Eit høgt Maal; jf. høgmælt. – 4) stor, betydelig, drøi. Eit høgt Tal. Høgt Bod. Høg Pris. Ein høg Alder. Høg Æra o.s.v. – 5) langt fremskreden imod en vis Grændse. Paa høg Tid (s. nedenfor). Saaledes i Søfarten om en Cours eller Retning, som gaar noget nær imod Vindens Strøg, eller som det hedder “upp mot Vinden”. Taka ei høg Stemna: styre nær mod Vinden for at faae større Driverum. Jf. Høgd. – 6) høit anseet, betragtet som mere værdig el. fortrinlig; om Plads eller Stilling. Eit høgt Sæte; eit høgt Stand. (Jf. Høgbord, Høgsæte). Ligesaa om Personer. Høge Herrar osv. “Dei haagje”: de fornemme Folk (Sætersd.). – Talemaader. Det gjekk ein høg Gang (el. høger G.): det var nær ved, paa Nippet. Han gjeng meg ein høg Gang: han er nær ved at overgaae mig. Det var paa høg Tid: der var ingen Tid at spilde. Fara høgt og laagt: befare Stedet baade oven og nedentil. (I Sæt. haagt og laagt). Rida høgan Hest: sidde paa Ens Skuldre el. Hoved (om Børn). B. Stift. Hava høgste Parten, s. høgst. – Den gamle Form “haa” forekommer i Stedsnavne, som “Haa-nes, Haavoll, Haaøy.

Høg, adj. 2, bekvem, let, magelig. Kun i Sæt. og Tel. (hvor det forrige Ord hedder haag). F. Ex. ein høg Veg; eit høgt Arbeid. G.N. hœgr, ogs. i en ældre Form hógr. (Formen hog (oo) synes ogsaa at forekomme, uvist hvorhelst). Hertil høgleg, høgfør, høgvint.

høgaldrad, adj. meget gammel. Sjeld.

høgbardad, adj. høibordet, med høie Sider; om Baad eller Færge. Gbr. Ork. (høgbara, høgbala). Af Bard, n. Andre St. høgbordad (høgbora).

høgbeinad, s. høgføtt.

Høgbord, n. Bordet nærmest ved Høisædet. (I en Gjæstebudsstue hvor flere Borde ere fremsatte). Østerd. og fl. – Ellers “Høgebordsenden”, om den Ende af Stuebordet, som vender til Høisædet. B. Stift.

høgboren (o’), adj. høibaaren.

Høgd, f. 1) Høide, Høidemaal, Udstrækning opad. Jf. Mannshøgd, Knehøgd, Stovehøgd. Mest alm. Høgd (af høg); i Sæt. Hægd (af haag); i Nhl. Hædd. G.N. hæd. – 2) Høide, høit Punkt, Afstand fra Grunden. Fljuga i Høgdi: flyve høit oppe. D’er Snjo i Høgdi: der er Snee i den høiere Luft. – 3) Forhøining paa Jorden, Bjerg, Fjeld. (Jf. Haug, Hump, Koll; Aas, Kjøl, Heid). – 4) Stokværk, Etage i en Bygning. Nedste Høgdi; andre Høgdi; tridje Høgdi. Jf. einhøg, tvihøg, trihøg. – 5) lydelig Røst, fuld Stemme. Tala i Høgd: tale hørligt (ikke hviske). Lesa i Høgd (modsat: i Make). Sjeldnere om en offentlig Omtale (= Høgmæla); G.N. hæd. Mærkeligt nok hedder Ordet i denne Betydning sædvanlig “Høgt”; saaledes: snakka i Høgt, el. upp i Høgt, lesa upp i Høgt (‘pi høgt). Det kom upp i Høgt, dvs. det blev bekjendt, offentlig omtalt. (Nordl.). – 6) i Seiladsen: en høiere Cours eller Retning imod Vindsiden. (S. høg). Taka Høgd: stævne nærmere mod Vinden (for at faae bedre Driverum). Halda Høgdi: holde sig paa sin Linie, saa at man ikke driver af. Prisa Høgdi: stævne høit (Nordl.). Ogsaa i Betydn. Luvart, Vindsiden i selve Fartøiet (modsat Le). Altid i ubestemt Form; f. Ex. Legg det i Høgd. Set deg i Høgd (dvs. til Luvart). –
7) Høihed, Rang, Anseelse i Samfundet. Koma upp i Høgdi: svinge sig op. Han vil alltid vera upp i Høgdi, dvs. slaae stort paa, leve paa en stor Fod. – 8) Beløb, Sum, Antal. Det var heile Høgdi: den hele Sum. Det var all Høgdi, at han greidde seg, dvs. det var ikke mere, end at han klarede sig; det var med Nød, el. knapt nok. Hall. og fl. Ellers kan “Høgdi” ogsaa betegne: den største Deel, det meste af et vist Forraad; f. Ex. Me hava fenget Høgdi utav det (el. “Høgd’a ‘ta di”), dvs. vi have faaet det meste deraf, næsten det hele. Nordre Berg.

høgfarmad, adj. høilastet; om Fartøi, hvis Ladning rager høit op. Ogs. høgfermd (af Farm).

Høgferd (-fær), f. høi Levemaade; Pragt, Luxus. D’er betre Velferd en Høgferd (Ordspr.).

Høgfjell, n. Høifjeld, stort Fjeld.

høgfjellad, adj. om et Landskab, som har høie Fjelde. Nogle St. høgfjellt.

høgfør, adj. spagfærdig, som farer mageligt afsted. Tel. I Hall. høgferdig: tilbageholden, bly. – Skulde hellere hedde hogfør, hogferdug (s. høg, 2).

høgføtt, adj. høifodet, høibenet. Uegentlig: mægtig. Han er ikkje høgføtt: han har ikke meget at gjøre med, det er smaat med ham.

Høgheid, f. høitliggende Fjeldmark. I Sæt. Haaghei.

høghjartad, adj. modig, behjertet.

Høginde, el. Høgjende, n. Hynde, Pude; Stolepude; Hovedpude. Temmelig almind. men lyder sædvanlig som Høiende, eller Høyend. Afvig. Hyend, Østerd. (?). G.N. hœgindi; Sv. hyende. Betyder egentl. Bekvemmelighed og hører til høg, 2.

høgja, v.a. (er, de), forhøie, sætte høiere. I Sæt. hægja (hægde). Ellers lidet brugl. uden i Formen upphøgja, sædv. “upphøia”; jf. upphøgd. Sv. högja. S. ogsaa høgra.

Høgland, n. s. Høglende.

høgleg, adj. let, magelig (= høg, 2). – høglege, adv. mageligt, med Lethed. Du kjem høglege fram til Kvelds. Tel. Rbg. Mandal; ogsaa Rhl.

Høgleike, m. Høide, Høidegrad. (I Rbg. er Høgleike: Bekvemhed; s. høg, 2).

Høglende, n. høitliggende Landskab.

høglendt, adj. høitliggende; om Bygder eller Landskaber. Sv. högländ.

høglivad, adj. stormavet, som har fremstaaende Mave. Nhl.

Høgljod, m. = Høgmæla.

Høgloft, n. Sal; Pragtværelse. Ofte i Folkeviserne, dog mest i Formen Høgeloftet.

høglundad, adj. spagfærdig, lempelig. Hard. (Til høg, 2).

høglærd, adj. høilærd, meget lærd.

Høgmaal, n. s. Høgmæla.

Høgmessa, f. Høimesse.

høgmodast, v.n. (ast), bryste sig; hovmode sig. Ogsaa: høgmoda seg; dog lidet brugl. I Hall. hugmoda seg (hugmo’e se). Sv. högmodas.

høgmodig, adj. meget modig, kjæk, dristig. Ogsaa: stolt, hovmodig.

Høgmæla, f. høirøstet Snak; ogs. almindelig eller offentlig Omtale. Det kom i Høgmæla: det blev bekjendt, man begyndte at tale høit derom. Nordre Berg. G.N. hámæli, n. Hedder ellers: Det kom i Høgmaal. Helg. Det kom i Høgljod. (Høgljø). Sogn.

høgmælt, adj. 1) høimælet, som har høi eller stærk Stemme. (Sv. högmælt). 2) høirøstet, raabende.

høgna, v.n. (ar), forhøies, blive høiere. Nogle St. ogsaa v.a. forhøie. (Bedre: høgra).

Høgning, f. Stigning, Forhøielse.

Høgra, f. den høire Haand (el. Side).

høgra, v.a. (ar), sætte høiere, forhøie. (En bekvem Form, men lidet brugl. ligesom høgja).

høgraud, adj. høirød; skarlagenrød.

høgre, adj. 1, høiere; s. høg, 1.

høgre, adj. 2, høire (dexter); f. Ex høgre Sida. (Modsat vinstre). Sv. höger; G.N. hœgri. (Nærmest til høg, 2).

høgreist, adj. som har høi Reisning, f. Ex. om et Tag.

høgryggjad, adj. høirygget.

Høgset, s. Høgsæte.

Høgsett, adj. høit stillet; kommen til stor Anseelse.

høgsjoad, adj. staaende høit, el. ved Flodmaalet; om Søen. D’er høgsjoat: Søen staar høit. Mest alm. høgsjøa.

høgslagad, adj. høibordet; om Baade med høit “Slag”. Nordl.

Høgslætte, n. høitliggende Fjeldmark at slaae Hø i. Ogsaa Høgslaatta, f.

høgst, adv. høiest, længst opad; ogsaa: i det høieste. Høgst aa Dag: i Midten af Dagen; ogs. ved høilys Dag. Høgst aa Natt: midt om Natten. Høgst aa Sumar: ved Midsommer; modsat: høgst aa Vetter (Vinter). Nordre Berg. og fl. Paa Østl. i andre Former “høgstdags” (høgstags, høsstags), hvortil Høgstdagsleite, n. Middagstid. Ligesaa “høgstnattes”: ved Midnatstid. I Nhl. forekommer “hæst Dag”, hvor “hæst” kunde være Adjektiv (høieste Dag).

høgst, adj. (superl.), høiest; ogsaa: størst, betydeligst. Høgste Parten: den største Deel, det meste. (Jf. Høgd). I høgste Lag: vel høit, næsten for høit. I høgsto: i det høieste, efter høieste Anslag. Hall.

Høgsta, f. det meste, den største Deel. “Han heve faatt Høgstaa ‘ta di” (dvs. det meste af det). Sdm.

Høgstova (o’), f. Sal (= Uppstova). Tel.

Høgsumar (u’), m. Midsommer. Østlandet. (Høgsamar. Toten).

høgsvallande, adj. høirøstet. Hall. og fl.


Høgsæte, n. Høisæde, Høibænk; Huusbondens Sæde i en Stue. Mest alm. i forkortet Form: Høgset; afvig. Hegset, Hall. Sdm. og fl. I Nhl. Hauset og tildeels Haust. G.N. hásæti. – Høgsætbenk, m. Høibænk.

høgt, adv. høit, langt op, dvs. (s. høg). Høgt Middag: sidst i Middagsstunden, eller lidt over Middag. Styra høgt: styre nærmere op imod Vinden. Lesa høgt: læse hørligt, lydeligt. Ellers “upp i høgt”, s. Høgd. (I Sæt. haagt).

høgt, adv. (2), mageligt, med Lethed. (Sæt.). S. høg, 2.

Høgtid, f. Høitid, Fest. Gjera Høgtid: gjøre Stads (= høgtida).

høgtida, v.n. (ar), gjøre meget Væsen af noget, gjøre Stads for En, være meget høflig, vise særdeles Artighed. Han vil, at eg skal høgtida fyre honom. Hall. Sogn og fl. Ogsaa i Sverige (Rietz 248).

høgtidleg, adj. høitidelig, festlig.

høgvar, adj. bly, frygtsom; s. haavar.

høgverdig, adj. høiværdig, dyrebar.

Høgvest, m. Vestenvind, som er lidt nordlig. Sfj.

høgvint (-vinnt), adj. let at dyrke, om Jord. Sæt. (Til høg, 2).

høgvyrd (y’), adj. høit anseet.

Høkel (Høkjel), m. Knæled paa Dyrenes Bagbeen, Bagknæ, Hase. Hall. og fl. Ogsaa i Formen Hykjel, Tel. Trondh. (Fra Nordl. meddeelt: Hækjel). G.N. hœkill. (Jf. Høkul).

[Høker (Høk’r), m. en Høker. (Tydsk).

Høkja, f. 1) Krog til at hænge noget paa. Tel. (Jf. Hake; Eng. hook). – 2) Krykke, Stav under Armen. Hall. G.N. hœkja.

høkla, v.n. trippe afsted, gaae noget skyndsomt. Hall. (høkkle).

Høkle, n. Følge, Selskab; især om et ilde anseet Følge: Slæng, Pak (= Herke). Valders.

Høkul (ø’), m. Ankel (= Okla). I Namd. Høkel, eller Høkkel (ikke kj); paa Helg. Okkel, Okkaal.

høkulskoom, adv. med Skoene paa bar Fod, uden Strømper. “Gange høkelskoo”, ogsaa “høkleskoo”, Valders; “økleskono”, Hall. “Gang’ hukuskoom” (eller hukulskoom?), Ork. (Andre St. kippeskonom). Jf. G.N. ökulskúadr.

Høl, m. s. Hyl. Høl, f. s. Herd.

høla, v.a. (er, te), smigre, rose, kildre med behagelige Ord eller Forestillinger. Jæd. Rbg. Tel., ogsaa Gbr. Østerd. og fl. G.N. hœla: rose. (Andre Steder i lignende Betydn. øla og gjøla). – hølast, v.n. smigre hinanden.

hølen, adj. smigrende, artig. Jæd.

Høling, f. Smiger, Sødtalenhed.

Hølkorg, s. Herdekorg.

Hølord, n. smigrende, venlige Ord. Østerd.

hølsam, adj. tilbøielig til at smigre.

Hølsaald, s. Hæresaald.

Høna, f. Høne. G.N. hœna.

Hønd, s. Hand. Høndug, s. hendig.

Høns, n. pl. Høns (omfattende Hane, Høna og Kykling). I Sæt. Høss. G.N. hœns; Sv. höns. (Mærkeligt ved den sjeldne Afledningsform). Hertil Høns-egg, n. Hønsehus, n. Hønsemat, m. og fl.

Hønsebær, n. Plante: Cornus svecica. (Sv. hönson). Ellers kaldet: Skrubba (Nordenfjelds), Silkebær (Shl.).

Hønsehauk, m. Hønsehøg.

Hør, s. Hyr, og Herd.

høre, v. s. herda (og hæra).

Høring, s. Hyrding.

hørkje, adj. (?), noget smaat, ubetydeligt, saa godt som intet. Indh. (Snaasen). I Sparbu: horje (horgje).

Hørold, n. Hud (el. Kjødet næst ved Huden, ligesom Hold). “Eit godt Hørøld te gro”, dvs. et Kjød som let groer til el. læges efter Saar. Vald. I Tel. (Mo): Horong, Haaraang, m. om Hud og Hudfarve. G.N. hörund, n. Hud, Kjød, el. Krop.

hørt (hærdet), s. herda.

Høsa, f. Harken, Ureenhed i Struben. “Høse”, Hall. – Ligesaa høsa, v. harke, hoste smaat. (Synes ikke at høre til hæsa).

høta, v.a. (er, te), true (= hota; jf. hytta). Tel. (Landst. 115).

Høta (?), f. Krybbe, Hestekrybbe. Indh. i Formen Høtu, Snaasen, Hutu, Sparbu, Hoto, Namd. Om et Par andre Former s. Jøta.

høtta, v.n. (ar), gjætte, gjøre Gisninger. Hard. I Tel. hytta. Nærmer sig til hitta saavelsom til hota. Hertil Høtt, m. en Gisning. Høttebyte, s. hitta.

høv, adj. i Sammensætn. træffende (visshøv, meinhøv), el. som lader sig træffe (vandhøv, vaahøv).

høva, v.a. og n. (er, de), 1) afpasse, faae en Ting til at passe eller falde sammen med en anden. Eg hadde høvt det so vel i Hop. Hall. og fl. (dog lidet brugl.). Jf. hova, v. og Hov, n. – 2) træffe, ramme (noget som er tilsigtet). Han høvde alt, som han skaut paa. Rbg. Tel. G.N. hœfa. (Andre St. raaka, raama). Ogsaa: møde, træffe tilfældigviis. Me høvde deim innanfyre Neset. Hard. Shl. Jæd. Hertil høvast: mødes, træffe hinanden. Shl. – 3) v.n. falde rigtig sammen, passe til hinanden, harmonere. Dei høva vel i Hop. Det høver kvart aat annat: det ene passer til det andet; der er god Harmonie i det hele. (Nogle St. “Dæ høve kvart auro”, s. annan). – 4) indtræffe, lave sig, føie sig; om visse Omstændigheder. Det høvde so til: det traf sig saa. Det høver ikkje so fyre meg: det falder mig ikke beleiligt. – 5) med Dativ: passe, være passende, sømme, anstaae. Det høver
ikkje Bornom slikt: saadant passer ikke for Børn. Lat oss hava det, som høver oss best. Meget brugl. G.N. hœfa; Sv. höfvas.

høva, v. kaste, slænge; s. hevja.

høvd, part. afpasset; s. høva, 1.

Høvding, s. Hovding.

Høve, n. 1) Træf, Slumpetræf. Paa eit Høve: paa Slump. Rbg. – 2) Tilfælde, Leilighed; Omstændigheder. I ymse Høve: i adskillige Tilfælde. Eit og annat Høve: en og anden Leilighed. Nhl. Shl. og fl. Eit undarlegt Høve: et besynderligt Sammentræf af Omstændigheder. Trondh. Jf. Tilhøve. – 3) Forhold, Stilling, Sammenstilling med noget andet. I detta Høvet: i denne Stilling. I eit annat Høve: i et andet Forhold. I sitt rette Høve, osv. Jf. Uhøve, Vanhøve, Mishøve. – 4) Passelighed, passende Grad eller Maade. Jf. Hov, n. (Sv. höfva, f.). D’er inkje Høve paa: ingen Maade med. Til Høves: tilpas, efter Ønske; ogsaa efter Fortjeneste. Gbr. og fl. I Høve: tilpas. Indh. – 5) en passende Ting, det som passer for En. Det var ikkje mitt Høve: det passede ikke for mig. Hertil: Enkjehøve, og Enkjemannshøve, om aldrende ugifte Personer.

Høvel, m. 1) Heisereb, s. Hevel. 2) Høvel, s. Hyvel.

høveleg, adj. passende, forholdsmæssig; ogs. bekvem, beleilig, som kommer tilpas. Meget brugl. G.N. hœfilegr.

Høving, f. Afpasselse; s. høva.

høvisk, adj. høvisk, sømmelig, anstændig. G.N. hœverskr: beleven, dannet. (Jf. Mht. hövisch, höfsch; T. hübsch). Mere brugt i Modsætningen: uhøvisk.

Høvre, s. Hyvre.

høvsam, adj. træffende. (Sjelden).

Høvsmann, s. Hovudsmann.

Høy, n. Hø, nedslaaet Græs. (I Sæt. Høytt’e, dvs. Høet). G.N. hey (höy). Jf. T. Heu; Mht. höu, höuwe; Goth. havi.

høya, v.n. (ar), samle Hø, arbeide med Høet. (Alm.). Hertil Høyar, m. om de arbeidende; og Høying, f. om Arbeidet.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   70   71   72   73   74   75   76   77   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə