Ivar Aasen Norsk Ordbog


Ile, m., 1, en Sænkesteen i Hjørnet af et Fiskergarn. B. Stift. Tildeels ogsaa om en Steen som benyttes til Anker for en Baad. – I Nordl. betegner derimod Ile



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə76/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   72   73   74   75   76   77   78   79   ...   221

Ile, m., 1, en Sænkesteen i Hjørnet af et Fiskergarn. B. Stift. Tildeels ogsaa om en Steen som benyttes til Anker for en Baad. – I Nordl. betegner derimod Ile det Toug, som er fæstet i Sænkestenen og hvormed Garnet trækkes op. I B. Stift kaldet Iletog (o’), n.

Ile, m. 2, en Jordvæg omkring en Hytte eller Kjælder. Nordl.

Ilehol (o’), n. Hul i Isen over en Strøm eller Vandaare. Nfj. Jf. Ila.

ilen, adj. usmagelig, vammel. Fosen, Helg. Mest brugt om Vandet i Brøndene nær ved Søen. “Vatne’ er ile’”, eller “saltile”. (Jf. ila).

ilen (i’), el. elen; s. alen.

ilendt, adj. og adv. omgivet eller skjult af Landet; a) om noget, som ligger i en Fordybning; eller b) om noget, som ligger i en saadan Retning mod Landet, at det er vanskeligt at skjelne i nogen Frastand; for Ex. om en Baad som man seer fra Søen. Sdm. Jf. G.N. ílendr: værende i Landet.

ilengjast, v.n. (est, dest), længes meget, have stadig Længsel. Hall. Vald. Helg.

Ilestøde, n. liden Sump, som dannes af en Kilde (Ila). Smaal.

Iletog, s. Ile, 1.

Iljar, pl. Saaler, s. Il.

iljos, adj. noget lys i Farven.

Ilk (i’), m. Fodsaale, Fodblad (= Il). Gbr. Vald. Hall. Num. Tel. I øvre Tel. Ikk (Ikkj’en). G.N. ilki. Jf. Jark.

ill, adj. 1) ond, slem, slet (el. nærmest med Begreberne: modbydelig, ubehagelig, besværlig). Mest alm. ill (ii), ellers: idl’e (Sogn og fl.), idd’e (Sæt.); i Neutrum overalt: illt (ilt). G.N. illr. I svenske Dial. ill (Jf. Eng. ill og evil; Ang. yfel,
Goth. ubils). – 2) bitter, smertelig. Det gjerer ilt: det smerter. Det var fælt ilt: det var en frygtelig Smerte. – 3) om Person: vred, hidsig, forbittret. Han vardt ill fyre det. (Jf. vill, vond, ful). Tildeels ogsaa: vredladen, vranten. I nogle Sammensætninger har det Betydningen: stærkt, drøit; s. illhard, illskarp, illsnøgg (ligesom i svenske Dial. illfin, illstor og fl. Rietz 291). – Eitkvart ilt: noget ondt, en eller anden slem Ting. Han er ikkje annat en ilt: han er meget ondskabsfuld. Han er ilt rædd, som ilt gjerer: den som gjør ondt, er ogsaa mistænksom.

illa (og ille), adv. ilde, uheldigt, ikke som det skulde være; ogsaa: slusket, skjødesløst. Hedder: illa og idla, Søndre Berg. Stavanger; ille, mere alm. og idde. Sæt. G.N. illa; Sv. illa. (Kompareres med verr og verst). Sjaa illa ut: have et daarligt, el. sygeligt Udseende. Vera illa ute: være i Fare, være udsat for Ulykke. Verda illa ved: blive uhyggelig tilmode, faae en Fornemmelse af Rædsel, Harme eller Sorg. Hedder ogsaa “verda ilt ved” eller “ilt med”, f. Ex. Eg vardt ilt ved, i Stedet for: det vardt meg ilt ved. – Illa gjord: daarligt eller skjødesløst udført. Saaledes ogsaa: illa bakad, illa malen, illa steikt, reinskad, reidd, rakad, hyvlad o.s.v. Illa faren: brøstholden, ilde tjent med noget. Illa komen: forlegen, kommen i en vanskelig Stilling. Illa laaten: 1) lastet, dadlet (Nhl. og fl.); b) misfornøiet, klagende. Illa raaden: a) forlegen, ilde stedt (Trondh.); b) uordentlig, vanrøgtet. “Dæ va so ille-raae i Husa”, Ork. Illa voren (o’): daarlig, ringe, slet.

illa, v.a. (ar), tænke ilde om, fatte Uvillie imod, hade. “Du maa ikkje idla meg fyre da”. Sogn, Nhl. – Ogsaa: optage ilde, fortryde paa. Hall. (?).

illast, v.n. vredes, blive hidsig.

illbeitt, adj. sløv, som bider ilde; f. Ex. om en Lee. Nordl.

Illbræda, f. en opfarende, hastmodig Person. “Illbræe”, Tel. – illbræden, adj. hidsig, opfarende. (Af. braad).

illbygen, adj. ondskabsfuld. Hall. Lyder: illbygjen, -byen; men i Fl. illbygne.

Illbyste (y’), n. en hidsig, arrig Tingest; om Dyr, tildeels ogsaa om Mennesker. B. Stift; i Gbr. Illbeste. Jf. bysta seg: reise Børsterne.

Illelaat, n. Klynken, Klagen.

Illelæta, og Illæta, f. Last, Dadel, Bebreidelse. Han fekk Illæta fyre det. B. Stift. Ogsaa i Fleertal “Illelætu(r)”, Hall. I Tel. tildeels Ilæte, n.

illendig, adj. ussel, daarlig. En Tillempning af det fremmede “elendig”, ogsaa udtalt “ilendig”. B. Stift.

Illfelle, n. ulykkeligt Tilfælde, Ulykke. Hall. G.N. illfelli.

illfengen, adj. bister, vredladen. “illfingjen”, Sdm.

illfrisk, adj. overmaade frisk el. fyrig; kaad, ustyrlig. Hall.

illgjerdsam, adj. tilbøielig til at gjøre Skade eller Fortræd. Trondh. I Ork. illgjersk: grusom, ondskabsfuld.

Illgjerning, f. Udaad, ond Gjerning.

illgjeten, adj. 1) ilde omtalt, lastet, berygtet. Smaal. (?). Jf. velgjeten. – 2) ilde tilmode, nedslagen. Indh.

Illgreida, f. Uorden, Urede. Hall.

illgrina, v.n. gjøre barske Miner.

illhard, adj. meget haard; ogs. meget dristig og haardfør. – Illharding, m. en meget haardfør Karl. “Illhaling”, Indh.

illhaattad, adj. arrig, hidsig af Natur; ogsaa: barsk af Udseende, frastødende, truende. Namd. og fl.

Illherdska, f. unaturlig Haardhed, tiltvungen Dristighed (nemlig til at gjøre noget, som man har stor Ulyst til). “Ein laut gjere dæ mæ ei Illhærske”: man maatte bekjæmpe sin Natur for at gjøre det. Sdm. I Tel. Illherdske, m. (Illhærskje). – Et Adj. illherdsken (hidsig, arrig), findes brugt af P. Dass.

illherveleg, adj. haard, voldsom, frygtelig. illhervelege, adv. grovelig, i en forfærdelig Grad. Hall. Vald.

illhua, v. omtr. som illskrika. Tel.

Illhug, m. Bekymring, Ængstelse, Uro. Tel. (tildeels Iddhug). Jf. Ihug. – Som Adjektiv bruges: illhugom, dvs. bekymret, ilde tilmode. Guldalen.

illhugad, adj. 1) bekymret, ængstlig, urolig i Sindet. Søndre Berg. og fl. – 2) utilbøielig, som har Ulyst til noget. Nordl.

illhugast, v.n. ængstes, være bekymret eller urolig. I Ork. illhaagaas.

Illhuge, m. 1) Hidsighed (?). 2) en hidsig og vredladen Person. Tel. (Mo), i Formen Iddhugje, el. Iddugje.

illhugsen, adj. bekymret. Smaal.

illhyrden (?), adj. styg, modbydelig. Brugt i Formen illhyrjen, illhyrje (n.), paa Ndm. Jf. uhyrden.

Illing, m. en barsk, vredladen Person.

Illkjer, s. Igulkjer.

illkyndt, adj. ond af Natur, hidsig, arrig (= vondkyndt). Hall.

Illmenne, n. et arrigt, ondskabsfuldt Menneske. Nordre Berg. Hall. G.N. illmenni.

illnøgd, adj. misfornøiet, ilde tilfreds. Trondh.

Illnøyte, n. en arrig, hidsig Krabat; om Dyr el. Mennesker. Nfj.

Illord, n. onde Ord, Last, Dadel.

illordig, adj. bitter, bidende i Talen. Hall. (illorig). G.N. illordr.

illorken, adj. uvillig til Arbeide, doven. Smaal. Jf. illvyrken.

[illpligtig, adj. modvillig, trodsig, næsviis.
Østerd. (Sv. illpliktig: listig, lumsk).

illraadig, adj. lumsk, fuld af onde Planer. Trondh. (?).

Illrid, f. Uveirstid, haard Tid med Frost og Snee. Mandal og fl.

Illrot (oo), f. 1) Uveirsluft, Vind som medfører et langvarigt Uveir. – 2) et Slags Udslæt paa Hovedet; en Børnesygdom. B. Stift, Nordl.

illrusken, adj. uskikket, ilde tilpas; f. Ex. efter en Ruus. Nordl. I lignende Mening ogsaa illramsen, Nordl. illrimsa, Sogn.

Illrøte, n. 1) Slægt eller Selskab af slette Personer. Sdm. 2) Skurv, Udslæt (= Illrot).

Illsegn, f. ond Tidende. I Hall. Illsøgn.

illsint, adj. arrig, hævngjerrig. Sdm.

Illska, f. 1) Ildebefindende, ond Fornemmelse, Sygdom. Meget brugl. nordenfjelds. – 2) Forbittrelse, Vrede, Hidsighed; ogsaa: Had, Ondskab. G.N. illska. Ogs. svensk.

Illskap, m. Bitterhed; ogs. Vrede.

illskarp, adj. usædvanlig skarp. Hall.

illskast, v.n. blive hidsig; ogsaa: nære Had eller Uvillie.

Illske (Ilskje), m. Forbittrelse. Hall.

illskefull, adj. 1) smertefuld, syg; om Lemmer. 2) arrig, ondskabsfuld.

illsken (ilskjen), adj. vranten, vredagtig. Hall.

illskrika, v.n. (skrik, skreik), skrige, raabe stærkt, som i en stor Ulykke. – Illskrik, n. Nødraab, Smerteskrig.

illsleg, adj. barsk, vredladen; ogsaa: ubehagelig, ublid, f. Ex. om Veiret. Jæd. Mandal og fl. I Sæt. og Tel. ilskleg.

Illsmak, m. ond Smag. – illsmakande, adj. ildesmagende. Hedder ogs. illsmakad. I Hall. “illsmuku”, for illsmokud (o’).

illsnøgg, adj. meget rask eller hastig. Hall. I samme Betydn. ogsaa illsnarp.

illspaaen, adj, ilde varslende, som spaar Uheld. Ogs. illspaaande.

illstira, v.n. stirre med bistert Blik.

illsvida, v.n. (er, de), svie stærkt. Hall. og fl.

illsviden, adj. smertefuld; ogsaa: meget ængstlig el. bekymret. Østl.

Illtanke, m. onde Tanker (om en Person); Mistro, Mistanke. Hall. og fl.

Illtaatt, m. ond Tilbøielighed, Uvane, Lyde i Gemyttet. Nordl. Jf. Utaatt.

illtenkja, v.a. (er, te), tænke ondt om, have Mistro til, mistænke. Hall.

illtenkt, adj. 1) mistænkt, ilde troet. 2) mistænksom; ogsaa: ildefindet, ondskabsfuld.

Illtev (-tæv), m. Stank, ond Lugt.

Illtinde, m. arrig Tingest. Hall.

illtolug (o’), adj. ømskindet, som taaler lidet (= utolug). Jæd. og fl.

illtrivast, v.n. (trivst, treivst), vantrives, befinde sig ilde. Trondh.

Illtru, f. Mistro, Mistanke.

illtruen, adj. mistænksom, mistroisk, som gjerne troer det værste. Afvig. illtrugjen, Hall. og fl. Modsat godtruen.

Illtykke (kj), n. Uvillie, Misnøie.

Illuge, s. Illhuge.

Illur (uu), m. en hidsig, vredladen Person. “Iddur”, Tel. (Mo). Jf. Ur.

Illveder (e’), n. haardt Veir, Uveir. Mest i Formen Illvær, Gbr. Vald. Hall. (G.N. illvidri).

Illvilje, m. Uvillie, Had, Fiendskab. B. Stift. og fl. G.N. illvili.

illvirk, adj. s. illvyrken.

illvoren (o’), adj. vranten, vredladen.

illvyrken (y’), adj. skjødesløs, som gjør sit Arbeide ilde. Ryf. (?); oftere “rusevyrkjen”. I Hall. illvirk. Jf. illorken.

Illæta, s. Illelæta.

iloga (o’), adj. antændt, brændende. Hall. I Tel. ilogande. (Landst. 441).

Ilska, s. Illska. ilsleg, s. illsleg.

ilt (illt), adv. ondt, bittert; ogs. vredt, bistert; f. Ex. han saag so ilt paa deim. Verda ilt ved, s. illa. Her mærkes Udraabet “ilt ende” (el. ilt hende), som er et Slags Banden; f. Ex. ilt ende slik Aatferd! Imidlertid hedder det ogsaa “istende” (i stænde); f. Ex. “istend’an so’ lyg’e”, dvs. Skam faae den som lyver. Sdm. (Dunkelt. Maaskee for: illst hende).

ilæjande, adj. meget lattermild, som leer idelig. Tel.

Ilæte, n. Dadel; s. Illelæta.

Im (ii), m. Lugt, Veir af noget. “Han kjende Imen ‘ta di”: han havde Veiret af det. Romsd. Ndm. Ork. og fl. (Jf. Eim). I lignende Betydning forekommer Im, Im’e (i’) i Tel. (Mo). Dette kunde maaskee være G.N. ilmr; imidlertid synes Verbet ima (i’) at afvige derfra. S. følg.

ima (ii), v.n. (ar), 1, dunste, dampe, lugte. “Dæ ima ‘ta di”. Romsd. (s. Im.). Afvig. ima (i’), Tel. (?). Hertil maaskee “aamaa”, v.n. varme, give Varme fra sig. Indh. (Sparbu). Jf. Isl. ima, f. Hede.

ima (ii), v.n. (ar), 2, 1) graane, lysne, grye af Dagen”, “Da ima fyre Dagen”, Sogn. (Jf. Ima, f.). – 2) om Sneen: drysse fiint, falde i smaa Gran ligesom Støv. Helg. S. Iming, m.

Ima, f. 1) et tyndt Skydække, ligesom af Støv. Ryf. (Ellers Hima, Taam, Demba). – 2) en Stribe med en mat eller graalig Farve (s. imutt). Nordre Berg. (sjelden). Jf. G.N. im, n. Støv; imleitr, graa, graalig.

Ima, f. (2), Naal (= Eima). Nordl.

imad, aadj. uklar, disig; om Luften. Ryf.

i make (sagte), s. Mak.

imarisk, s. innmarisk.

imast (ii), v.n. gjøre sig bister, vise Tegn til Vrede; om Dyr, især Heste. “imes”, Guldalen. Afvig. æmes, Ork. – Hertil: imen, adj. bister, vred, hidsig. Guldal. I Ork. æmen. (Jf. G.N. íma, f. Strid).


Imbre, m. Hav-Lom (Fugl), Colymbus glacialis. Vestenfjelds. Afvig. Ymmer, og Hymber (Hymm’er), f. i Nordl. Isl. himbrin, n. Skotske Dial. immer-goose.

Imbredagar, pl. vel egentl. Tamperdage; men bruges sædvanlig kun om Dagene i Ugen for Juul. Vald. Sdm. og fl. Saaledes Imbresundag: fjerde Søndag i Advent. Imbrelaurdag, Løverdagen forud; ogsaa kaldet Imbreaftan (Imberæfta, Valders). Imbrevika (i’), Ugen for Juul. (Jensens Glosebog 58: Wille, Sillejord 241). G.N. imbrudagr: Tamperdag. Ligesaa Eng. emberday, som nogle sammenstille med Ang. ymbren (Omløb), andre med “Qvatember”, det samme som vort “Temperdag”.

imen, adj. bister, vred; s. imast.

imillom, præp. imellem. S. millom.

Iming, m. Snee som falder i meget smaa Fnug, ligesom Støv. Helg. s. ima.

imis, adj. forskjellig; s. ymis.

imist, adv. af og til; s. ymist.

i mist: feil, forgjæves; s. Miss, Mist.

imogen (o’), adj. noget moden, næsten moden. Tel. (imogjen).

Imort, s. Id, m.

i mot, s. Mot, n. og mot, præp.

impa, v.a. (ar), oprippe, gjentage; især om at gjentage et Ord for at gjøre Bemærkninger derved. Tel. Jf. himpra, og Isl. ympra: berøre, omtale. – Hertil impen, adj. tilbøielig til Gjentagelser.

imsa (seg), v.a. (ar), blive urolig, begynde at røre paa sig. Hall. Falder nær sammen med ymsa.

imse, adv. s. ymse, ymist.

imutt (ii), adj. stribet, indsprængt med graalige, dunkle Striber; især om naturlig Farve, f. Ex. paa Gjeder og andre Dyr. “imett’e”, Sdm. og fl. (Af Ima).

imyrk, adj. lidt mørkladen, noget mørk.

i myssen, s. Miss.

In, f. 1) s. Idn. 2) s. Eigind.

Inder (Indr), f. Indvolde, Mave og Tarme. Hall. (Hoel). I bestemt Form “Indr’e”. Fleertal Indra(r) er lidet brugt. G.N. innr (Fagrsk. 187) eller oftest idr, n. pl.

inderleg, adj. inderliG.Nyere Form, dannet af “indre”; jf. innarleg. Saaledes ogsaa inderlege, adv. hjertelig, med Alvor; ogsaa: saare, meget, i høi Grad; for Ex. inderlege vel; inderlege godt; det gjorde so inderlege vondt osv. Nogle St. indele’ (Vald.), mest alm. inderle’. Jf. G.N. innilega: omhyggelig.

indra, v.a. (ar), 1) flytte længere ind. (Modsat ytra). Indra seg. Lidet brugt. – 2) indfolde, indbøie og tilsye en forslidt Kant paa Klæder. Østl.

indre, adj. som er længere inde; f. Ex. indre Leidi: den Søvei som er nærmere ved Fastlandet. Egentl. inn-re (Komparativ).

Ine, s. Eigind.

Ing, i Personsnavne, som Inggard (Ingal), Ingulv, Ingvald, – Inge (udtalt Ingje), i Ingebjørg, Ingeleiv, Ingerid og flere, hedder i G.N. Ingi og ansees for det samme som Yngvi: et Navn paa Guddommen Frøy (Freyr), men synes egentlig at have været Navn paa en Folkestamme eller dennes Stammefader. (Munchs Maanedskrift 3, 156).

[Ingefær, f. Ingefer (Zingiber).

ingen, pron. (adj.), ingen, ikke nogen. Med særegen Bøining: ingen, m. ingi, f. inkje, n. ingi, pl., og med flere Afvigelser, idet Formerne deels ere lempede efter Adj. paa “en” (som liten, myken, eigen osv.), og deels efter “nokon” (nokor). Maskul. hedder mest alm. ingjen; nogle St. ingen; i Hard. ingjein. Femin. ingi, ingji, Sogn, ingjei, Hard. ingjæ, Nhl. og fl., inga og ingja, mest alm., ingor, Gbr. (ligt nokor). Neutr. inkje; afvig. inte, Østl. int, Trondh. (Det sidste af en Mellemform inket, el. ingt). Hertil ogsaa et Dativ “ingro” (ligt nokro), s. nedenfor. Fleertal: ingji, Sogn (?), ingjæ, Nhl. og fl., inga, Ork. og fl., ingjo, Shl. ingne, Hard. ingre, Sdm. ingle, Sæt. Tel. (ligt nokle: nokre). I G.N. engi, m. og f. ekki, n. engir, pl. (i n. engi); egentlig at betragte som en Sammensætning af “ein” og “gi”, med Bøining i den første Deel, men ikke i den sidste, altsaa einngi, m. eingi, f. eittgi (eitki), n. einir-gi, og ein-gi, pl. (Grimm, Gr. 3, 34). – Ingen Ting: intet. Inkje Slag: ikke nogen Ting. Inkje-vetta: intet, el. saa godt som intet. D’er ikkje fyre inkje: det er ikke uden Grund, det maa betyde noget. Det vardt fyre inkje: det blev fordærvet, udueligt, uden Nytte. (Sdm.). Det vardt upp i inkje: det blev til intet, der blev intet af det. (B. Stift). Til inkjes: til intet; til ingen Nytte. Han er reint til inkjes: han kan intet udrette. (Paa Østl. “han er inkje tess”). “Dæ va ingraa likt”: det var ikke ligt nogen Ting, det var noget usædvanligt. Sdm. i Stedet for det rigtige Udtryk: Det var ikkje nokro likt. (Dativ).

ingenstad, som adv. ingensteds. Hedder ogsaa: ingenstads (ingjenstass).

ingileid, (adv.), paa ingen Maade. Ogsaa: ingileides, “ingjæleis”, Hard.

inkje, 1) adj. n. intet; s. ingen. 2) som Negtelse: ikke; s. ikkje.

inkunn, s. einkvar.

inkvar, el. inkvann, s. einkvar.

inn, adv. 1) ind, til et lukket Rum; i Skjul, i Huus. Ganga inn i Stova; sleppa inn; lata inn osv. Sædvanlig udtalt med lukt “i” (iinn). G.N. inn. – 2) indad fra Overfladen, el. fra Udkanten. Driva Naglen inn; flytja inn; føra inn i Landet, osv. – 3) indad
fra Havet, i Retningen mod Indlandet. Koma inn um Øyarne; inn um Neset; inn i Fjordarne. I de vestlige og nordlige Egne omtrent det samme som aust (øst). – 4) sammen, til et mindre Omfang. Me faa knipa det inn. Det kryp inn, turkar inn, kokar inn. – 5) hen i en vis Kreds eller Række; ogsaa henimod et vist Maal eller Tal. Koma inn i Laget, i Flokken. Føra inn i Lista. Det leid inn paa Tidi, inn under Helgi. Det var inn paa eit Hundrad. – 6) ind i et vist Omraade, under Ens Opsyn eller Raadighed. Leggja inn eit Jordstykke (s. leggja). Taka inn ein Stad. Krevja Pengar inn. Løysa inn eit Pant osv. Ogsaa om en Indledning eller Begyndelse. Setja inn ein Mann i Embættet. Vigja inn ei Kyrkja. Ringja inn Helgi; syngja inn Joli. – I visse Stillinger betegner “inn” ogsaa: inde, f. Ex. inn i Husom (s. inne). Blandt andre Forbindelser mærkes: Inn og nord: ind mod Landet i nordligere Retning; i Nordost. Inn og sud, omtr. i Sydost. Inn og upp: indad i opstigende Retning. Inn og ned: indad og nedad (nemlig i en Strand eller Bjergside). Inn-atter: ind igjen; tilbage. Inn-etter: indad, længere ind. Inn i: ind i, ogs. indentil, indvendig. Inn med: a) indad langs med; b) inde ved; nær ved (jf. attmed). Inn paa: ind paa; ogsaa: nær ind til. Innpaa-komen: næsten blottet, noget forlegen, kommen i Mangel. B. Stift, og fl. – I Sammenstilling med Particip bliver Ordet stærkt betonet, saasom i: inn-bergad, inn-boren, -dregen, -førd, -havd, -komen, -lagd, -sett, -slept, -teken. osv.

inna, v.a. (er, te), fortælle, sige, meddele. Dei inte det etter honom: de fortalte det efter ham. G.N. inna: fremføre, m.m. Ogsaa: foresige, diktere. “Han inte fyre dei, kva dei skulde skrive”. Sdm. Ikke meget brugl.

inna, adv. s. innan, og innar.

innan, adv. 1) indenfra, udad. Lyder mest alm. inna, og kun tildeels innan (Hard. Voss og fl.). G.N. innan. – 2) fra Indlandet eller Landsiden; fra et østligere Punkt. Vinden stend innan av. (Nogle St. innan or. Paa Sdm. “inna o”). – 3) indentil, indvendig. (Ikke alm.). Huset var maalat baade utan og innan. Hall. og fl. – 4) som præpos. indenfor. (Sjelden). Innan Borgi: inde i Borgen. (Landst. 119). Det var gøymt innan try Laas. Hall. Ellers oftest i Sammensætning med en Genitivform; s. innanbords, innangards, innanlands. – 5) som conj. inden, førend. Innan dei koma her atter. Østl. (Jf. innast, annast). Paa nogle Steder bruges ogsaa “inna” som Præposition med Betydning: udfra, f. Ex. “Han kom inna Fjor’a” (Nordre Berg.), men dette er vistnok en Forkortning for: innan or, dvs. ud af. – Innan etter: udad indenfra. Innanfyre: indenfor. Innanpaa: indenfor. Innan-til, a) indenfra, udad; b) indentil, indvendig. (Mest alm. inna-te).

innanbeins, adv. paa den indre Side af Foden eller Armen.

innanbords, adv. indenbords, i Fartøi.

innanbygdes, adv. inde i Bygden; i det nærmeste Naboskab. Østl.

innanføttes, adv. paa den indre Side af Foden el. Læggen. Gbr. Ork. og fl.

innangards, adv. inden Gaarden; ogsaa indenfor Gjærdet.

innangjeldes, adv. i Præstegjeldet. Hall.

innangjerdes, adv. indenfor Gjærdet. Sædvanlig udtalt: innagjærs.

innanhendes, adv. paa den indre Side af Haanden eller Armen. Gbr. Ork. Andre St. siges innabeins.

Innankast, n. Vindkast fra Landsiden.

innanlands, adv. indenlands.

innan-naves, adv. paa den indre Side af Væggen; imellem Hjørnerne (s. Nov). “Stovaa æ nie Alne innanaves”. Sdm. I Nordl. innannovs.

innanskjers, adv. indenfor Skjærene, i det indre Farvand.

innansoknes (oo), adv. inden Kirkesognet. (Vel egentl. innan Soknar).

innanstokks, adv. inden Væggene, inde i Huset. Innanstokks Arbeid: Arbeide i Huset. B. Stift.

Innanstraum, m. Strømning indenfra.

innansunds, adv. i det indre Farvand, inde i Sundene.

innanveggjes, adj. inden Væggene, inde i Huset. (Egentl. innan Veggja).

innar, adv. længere ind, el. inde; især i et Huus. Tydelig udtalt i Søndre Berg. Sogn og fl., ellers: inna, Sfj. Sdm. Trondh., innaar, og forkortet: ‘naar, Sæt. Tel. (jf. innarst). G.N. innar. Innar i Stova (o’): længere fra Døren, til den indre Deel af Stuen. (I Rbg. “naar i Stoga”). Innar i Koren: op i Koret (i Kirken). Innar aat Veggen: op til Bagvæggen. Innar um Bordet: til Sædet imellem Bordet og Bagvæggen.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   72   73   74   75   76   77   78   79   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə