Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə78/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   74   75   76   77   78   79   80   81   ...   221

jamherda, adv. med Skuldrene jævnsides (s. Herd). Eg gjekk jamherda med honom: jeg gik tæt ved Siden af ham, Skulder mod Skulder. “jamhæra”, B. Stift.

jamhøg, adj. lige høi. – jamhøgt, adv. i lige Høide; f. Ex. jamhøgt med Bordet.

Jaminne, n. Samtykke, Tilladelse; ogsaa Løfte. Tel. Jf. Jakvæde.

jamkampe, s. kamp.

jamklaar, adj. lige klar overalt.

jamkomen (o’), adj. jævnt opkommen, lige voxet; f. Ex. om Korn paa en Ager.

Jamkultar, pl. Jævninger, Jævnlige i Størrelse eller Styrke; især om Drengebørn. Smaal. I Buskr. Jamkuvlingar.

jamla, v.n. mjave; s. jamsa.

jamlang, adj. lige lang, jævnlang.

jamleg, adj. jævn; stadig. (Sjelden).

jamlege, adv. jævnlig, tidt og ofte. Hedder oftere jamt.

Jamlengd, f. samme Tid i det næste Aar (= Aarsmot); den Tid da et Aar er forløbet. Sogn og fl. Det lid fram i Jamlengdi. Det rekk til Jamlengdi. G.N. jafnlengd, jamlengd. Sjeldnere om den tilsvarende Tid i næste Maaned eller Uge. S. Mot.

Jamlike, m. Ligemand, Jævnlige.

jamlines, adv. ligefrem, i en ret Linie. Gbr.

jamlitad (i’), el. jamlitt (i’), adj. eensfarvet, hvis Farve er overalt lige stærk. Saaledes ogsaa: jamgrøn, jamgul, jamkvit, o.s.v.

Jammer, m. s. jamra.

jammogen (o’), adj. lige moden; f. Ex. om Korn paa Ageren. S. mogen.

jammyken (y’), adj. lige megen. Hadde eg havt jammyket med deg: gid jeg havde lige meget som du.

jamn, adj. 1) jævn, flad, slet, el. uden Forhøininger. Mest alm. jamn (jamn’e); ellers: jæmn, Gbr. Østerd., javn, Tel. Hard. jabn, Sogn, Hall. I Neutrum altid jamt (jæmt). G.N. jafn (ogs. jamn); Sv. jemn. Jf. Eng. even, Ang. efen (em); Ght. eban, Goth ibns. – 2) jævn, ligedan overalt eller altid. Jamn Traad: som er allesteds lige tyk. Jamn Vind: som blæser stadig med samme Styrke. Jamn Gang: som er altid lige hurtig. – 3) stadig (i Bevægelse eller Arbeide), jævnt vedholdende, flittig uden at forhaste sig. Han skundar seg ikkje, men han er so jamn, at det gjeng endaa fort. – 4) lige, effen; om Tal, som danne Par eller lade sig dele med to (saasom 2, 4, 6, 8, 10). Git um det er jamt elder odda (dvs. gjæt om det er effen eller ueffen). Næsten alm. (I Tel. Par og Odde). – 5) lige (om flere Ting), ligedan beskafne. Dei er jamne paa Storleiken: de ere lige store. Hertil Formen “jam” i Sammensætning med et Adjektiv, deels i Fleertal, f. Ex. jamstore, jamhøge, jamlange; deels i Neutrum om en Mængde, f. Ex. Det er alt jamstort, jamsmaatt, jamgamalt; tildeels ogsaa om en enkelt Ting i en Sammenligning, helst i Forbindelse med “med”, f. Ex. Det er jamgodt med inkje (saa godt som intet). Han er jamgod med hinom. Snjoen var jamhøg med Husom, osv.

jamna, v.a. (ar), 1) jævne, gjøre flad eller slet. – 2) udjævne, ordne, fordele jævnt eller ligeligt. – jamna seg: udjævne sig, komme i Orden. jamnast: blive jævnere.

Jamna, f. Flade, flad eller jævn Mark.

Jamnad, m. Jævnhed, Lighed, ligeligt Forhold. Lidet brugt. G.N. jafnadr.

jamnan, adv. jævnlig, idelig, stadigt. Smaal. Hall. og fl. Ogsaa i Formen: jamna, B. Stift og fl. I Nordre Berg. afvigende: jamnaa (maaskee en Dativform jamno). G.N. jafnan.

jamnaste, adv. oftest, sædvanligst. Det gjeng no jamnaste so.

Jamnautar, pl. Jævnlige, Ligemænd. Tel. (Vinje). Til G.N. nautr: Fælle.

Jamne, m. 1, Jævnhed; Lighed; især: Stadighed i et Arbeide, det at man holder jævnlig ved og ikke spilder Tiden. Jamnen dreg seg: stadig Flid udretter meget. Med Henspil paa den følgende Betydning hedder det ogsaa: Jamnen er eit godt Gras.

Jamne, m. 2, en Farveplante: Lycopodium complanatum. B. Stift, Nordl. Tel. og fl. Isl. jafni; Sv. jemna.

Jamning, f. Jævning, Udjævnelse.

Jamning, m. Ligemand, Jævnlige. Dei er Jamningar. G.N. jafningi.

jamra, v.n. (ar), klynke; ogs. larme, gjøre Støi. Sogn og fl. Hertil Jammer (Jamr), m. Klynken, Klage; ogsaa Larm, Uro. Nyere Ord.

jamraa, adj. lige raa eller fugtig. D’er alt jamraatt, f. Ex. om Hø.

jamrik, adj. lige rig. (I Fleertal).

jamroten (o’), adj. lige raadden. Husi er alle jamrotne.


jamrødd, adj jævnt besat, om en Baad med duelige Roere for alle Aarer.

jamsa, v.n. (ar), mjave, om Katte. Nordl. Ellers i andre Former: jamta, Ryfylke, jamla, Guldalen, og jælma, Indh. – Sv. jama (i Dial. jalma).

jamsa, v.n. (2), stamme, famle efter Ord. Hall.

jamsett, adj. jævnt besat; især om Baad eller Fartøi med en passende fordeelt Ladning.

jamsid, adj. lige sid overalt.

jamsides, adv. jævnsides, med Side mod Side. Mest alm. jamsis.

Jamskap, m. Jævnhed; Lighed.

jamskift, adj. ligelig skiftet.

jamskjær, adj. overalt moden til Afskjæring, om Korn.

jamskyad, adj. jævnt skyet overalt.

jamsliten (i’), adj. lige meget slidt. D’er alt jamslitet; f. Ex. om Klæder.

jamsmaa, adj. lige smaa; f. Ex. om Børn. D’er mest jamsmaatt.

jamsnøgg, adj. lige rask.

jamspelt, adj. lige spillet; om Kort, naar Spillet staar lige for begge Parter.

jamsterk, adj. lige stærk.

jamstor, adj. lige stor. (I Fleertal). Ogsaa om en Mængde med lige store Dele; for Ex. jamstor Skog: Skov med lige høie Træer; – jamstort Gras; jamstor Fisk o.s.v.

jamstroka (o’), adj. jævn paa Overfladen, udjævnet, udfyldt i alle Fordybninger. B. Stift. I Hard. jamstropa (o’).

jamstutt (u’), adj. lige kort.

jamstød, adj. jævnt staaende, stadig.

jamt, adv. 1) jævnt, i jævn Stilling, i lige Linie, el. i en jævn Flade. Standa jamt; liggja jamt; falla jamt innaat, osv. (Jf. jamn). – 2) allesteds eens. Klippa jamt; saa jamt; breida jamt ut-yver. – 3) i lige Grad, lige meget. Draga jamt (f. Ex. om to Heste). Byta jamt: dele ret og ligt. Jf. byta fyre jamt (adj.): bytte som ligt, uden Mellemgift. – 4) stadigt, regelmæssigt, altid eens. Ganga jamt, ro jamt o.s.v. – 5) jævnlig, sædvanlig, meget ofte (= jamnan, jamnaste). Jamt og samt: idelig, uden Ophør. B. Stift, Østl. og fl. (Sv. jemt och samt). – Jamt med: lige med, lige høit som; for Ex. Sjoen stod jamt med Bryggja. Her mærkes ogsaa en afvigende Form “jamte”, dvs. jævnsides, f. Ex. “gaa jamte”. Smaal. Maaskee for: jamt til. Dog ogsaa i Svensk: jemte.

Jamt, m. Indbygger af Jæmteland i Sverige. Trondh.

jamta, v.n. 1) gumle, bevæge Munden. Smaal. 2) s. jamsa.

jamtaka, adj. om Personer, som ere lige stærke, lige arbeidsføre. Paa Sdm. Jamtakstra.

jamtett (ee), adj. lige tæt overalt.

jamtjukk, adj. lige tyk overalt.

Jamtoka (o’), f. Huus-Tag, som er lige bredt paa hver Side. Jæd.

jamtrædd, adj. bestaaende af jævne eller jævnt ordnede Traade; ogsaa om en Væv, som fylder Vævkammen noget ligelig paa begge Sider.

jamtrømad, adj. bredfuld, fyldt saa at det gaar jævnt med Bredderne (Trømen). B. Stift, Nordl. Ellers: jamfull, jambreiddad, jambardad.

jamturr, adj. lige tør overalt.

jamvaksen, adj. jævnt voxen; ligelig udviklet i alle Dele. Hall. og fl.

jamvalen, adj. jævnt afrundet eller udfyldt; opsvulmet, hovnet. Ndm.

Jamvaar, m. Foraars-Jævndøgn. Tel.

Jamvegt, f. Ligevægt.

jamvel (-væl), adv. 1) lige saa vel; lige omhyggeligt. – 2) endog, endogsaa. Tel. og fl. G.N. jafnvel; Sv. jemväl.

jamviljug, adj. altid villig, jævnlig redebon. Gbr.

jamvyrd (y’), adj. lige anseet.

Jan, m. Kortspiller, som ikke opnaar et vist Antal Øien (points). Noget lignende i Svensk. (Fransk jan: Spillebret).

jana, v.n. løbe blindt hen, tumle afsted. Hall. Jf. ana, enja.

jangla, v.n. yppe Trætte. Hall.

janka, v.n. vakle, gaae usikkert. Hall.

Jar, (Kant), s. Jadar. I Sammensætning høres ogsaa “Jar” for Jarn (f. Ex. Jarband); ligesaa for Jard (= Jord), som: Jarbær, Jarkjellar, Jarmugge, Jarrike, Jarsete; s. under Jord.

jara, v. s. jadra, og jorda.

Jarafær, s. Jordferd.

Jare, m. et indhegnet Jordstykke. Indh. Maaskee kun en Afvigelse af “Gjerde”.

jarflaa, s. jadarflaa.

Jark, m. 1) Kanten af Fodbladet, især i den bredeste Deel. (Isl. jarki). Ogsaa om selve Fodbladet ved Roden af Tæerne; ligesaa om den tilsvarende Deel af Sko eller Støvler. Særskilt “Storjarken”, el. Storetaa-Jarken, om Udbøiningen ved Roden af Stortaaen. B. Stift, Nordl. og fl. Nogle St. Jerk, Trondh. (Paa Helg. Kverk). Jf. Ilk. – 2) Kanten af Haandfladen; især Muskelen ved Roden af Tommelfingeren. Hard. I Tel. kaldet Jarpehold, n. – 3) Flig, Udbøining, rundagtig Kant eller Snip, f.Ex. paa Skind og Læder. Sogn. Ogsaa Knort eller Knude i Huden efter et Saar. Hall.

jarkebreid, adj. bred i Fodbladet.

Jarkebreidd, f. Saalebredde i Sko eller Støvler.

jarkutt, adj. ujævn, knortet, knudret; om Hud. Hall.

Jarl, m. Greve, Landshøvding. (I historisk Fortælling). G.N. jarl; Eng. earl.
Jarn, n. 1) Jern (Metal). Tydelig udtalt: Jarn, Nordl. Trondh. Sdm. Nfj.; ellers Jadn, Hard. Jedn og Jenn, Nhl. Shl. og fl. Jødn (egentl. en Fleertalsform), Hall. Vald. Jønn, Tel. og fl. G.N. jarn (iarn), og i en ældre Form ísarn (Ang. ísern, iren). – 2) Redskab af Jern. Bitjarn, Eggjarn, Eldjarn, Svidjarn, Baksterjarn. I Særdeleshed: a) Jernlænker. Leggja Jarn paa. b) Kjedelkrog. Hengja Gryta paa Jarnet. Trondh. c) et Anker til Fartøi. Helg. – I Sammensætning høres ofte kun “Jar” (som Jargrind, Jarstaur). Nordenfjelds.

jarna, v.a. (ar), 1) beslaae eller belægge med Jern. G.N. jarna. – 2) sværte, give en særegen Smag og Farve (Jernfarve); om Gryder. Hall. i Formen: jødne, jønne. Ogsaa v.n. anløbe, blive erret (= eirast). Tel. (jønne).

Jarnband, n. Jernbaand.

Jarnblaaster, m. Tilvirkning af Myrjern.

Jarnbraud, n. Vafler, Kager som steges i Jern (Kakejarn). “Jarnbrø”, Nordl. Ogsaa kaldet Jarnkaka. Hertil et Ordspil: “Jarnkake aa File er ein har’ Kost”. (De første Ord kunne ligesaavel betegne: Jernkager og File, som: Vafler og Fløde).

Jarnfang, n. Jernredskaber, Værktøi af Jern. “Jarfaang”, B. Stift.

Jarngrind, f. Jerngitter; Jernport.

Jarngruva, f. Jerngrube.

Jarning, f. Jernbeslag; s. jarna.

Jarnkram, n. Jernvarer, Isenkram.

Jarnlekkja, f. Jernlænke.

Jarnmalm, m. Jern-Erts; ogs. Rujern.

Jarn-næter, pl. Frostnætter i den sidste Deel af August Maaned, el. i den Tid da Frost er farligst for Kornet. Østl. (Sv. jernnätter).

Jarnreka (e’), f. Jernskovl. Nogle Steder Jarreke. Nordre Berg.

Jarnsaum, m. Jernsøm, Jernnagler.

Jarnskoning, f. Jernbeslag, Skinner under en Slæde. – Jarnskoning, m. Slæde med Jernskinner. Smaal. (Jenn-).

Jarnskrap, n. gammelt Jerntøi.

jarnslegen (gj), adj. jernbeslagen.

Jarnsmide, n. Redskaber eller Arbeider af Jern.

Jarnspong (-spaang), f. Jernskinne

Jarnstaur, m. Brækstand, Jernbolt at opbryde Steen med. B. Stift, Nordl. og fl. (Sv. jernstør).

Jarnstein, m. Jernlod paa Fiskesnører. Nordl. Sdm. og fl.

Jarnstreng, m. Jerntraad

Jarntein, m. tynd Jernstang

Jarnverk, n. Jernværk.

jarpa, v.n. pludre, snakke. Guldalen.

Jarpe, m. en Skovfugl: Tetrao bonasia (T. Haselhuhn). Tel. Num. ogsaa Indh. (Snaasen). Paa Østl. i Formen Jerpe. G.N. jarpi.

Jarpehold, n. s. Jark, 2.

Jarpeslok (o’), m. et Slags Bregne: Polypodium Dryopteris. Tel.

Jarsete, s. Jordseta.

jarslak, s. jadarflaa. jarta, s. hjartad.

Jarteign, f. Prov, Beviis. Tel. (Mo, sjelden). “Eg fekk skire Jarteignir fere dæ”: jeg fik klare Beviser derpaa. G.N. jarteign, jartein, jartegn. Sv. järtecken, D. Jertegn. Ordets Sammensætning er dunkel.

Jarv, m. et Rovdyr: Gulo borealis (T. Vielfraß). Nordl. Trondh. Nordre Berg. Nogle St. Jerv (Jærv). Ogsaa i en anden Form: Erv, og “Bjønns-erv”, Voss, Nhl. og fl. Andre St. Fjellfross og Fillefrans. (Sv. järf).

jarva, v.n. gnave, tygge. Sdm.

Jase, m. Hare (Lepus). Rbg. Nedenæs, Tel. Num. Hall. Nfj. Sdm. (Jf. Hare). Sv. jösse (Rietz 300). Hertil: Jasegeit, f. = Haregeit. Jasunge, m. Hareunge.

Jasehy, n. Duun paa Frø. Sæt.

Jaselabb, m. Harefod. Som Plantenavn: Gnaphalium. I Tel. Jasalamp.

jasemynt, adj. = haremynt.

Jasse, s. Hjasse.

jatta, v.a. (ar), sande, samtykke, sige Ja til noget. Ryf. Tel. Num. Hall. ogs. Ork. og fl. Afvig. jakta, Tel. (Vinje). G.N. játa. (Jf. Sv. jaka).

Jattar, m. egentl. En som sander eller bekræfter; sædvanl. en Jabroder, En som gjerne taler Folk efter Munden. Hedder ogsaa en Jattmed (Jattmæ). Smaal.

jau, bekræftende Partikel: jo. Afvig. jo, og jog, i Shl. og Ryf. (Jf. G.N. jaur). Ordet bruges 1) som Svar paa et Spørgsmaal som indeholder en Negtelse eller en Tvivl. (Ligt i Sv. og D. jo). – 2) som Indledningsord i Sætninger, som indeholde Bekræftelse paa en Formodning, Afviisning af en Tvivl, eller lignende; f. Ex. jau, no faa me sjaa! Jau, det lagar seg godt! (Især ironisk). Ofte fordoblet, især som et Udraab ved noget, som kan vække Opmærksomhed eller er over Forventning; f. Ex. Jau, jau! her er komet Skifte paa. Jau, jau! han er ikkje raadlaus, den Guten. “Jau visst”, el. “jau menn” bruges ofte ironisk til Afviisning af en falsk Formodning; f. Ex. Eg trudde, det skulde ganga so fort, – jau visst! nei det slapp eg. – Det danske “jo” har flere Betydninger, som her ere fremmede.

javla, v.n. tygge. Hall. (jf. geivla). Ogsaa: pludre, snakke idelig. Østl.

jaa, præp. s. hjaa. – Jaa, m. s. Ljaa.

Jaadaar, s. Jadar.

Jaafot (Kløvsadel), s. Ljofot.

jaala, v.n. (ar), fjase, sludre, yttre taabelige Indfald. Søndenfjelds.

Jaala, f. og Jaaling, m. Tosse, taabeligt Menneske. Østl. Hall. Vald. ogs. Søndre Berg. Jf. Gaale, Gjæla. (Holl. jool).


Jaalskap, m. Dumhed, Taabelighed.

jaalutt, adj. taabelig, tosset.

Jaam, s. Hjaam.

jaama, v.n. fjase, gjækkes. Hall.

Jaar, s. Jadar. Jaare, s. Ljore.

Jaasvæve, s. Hjaasvæve.

Je, n. s. Gjed. – je, s. eg.

Jedd, s. Gjedd, og Hjell.

jegne, s. gjegna. Jeil, s. Geil.

Jeir, s. Geir. Jeite, s. Geita.

Jel, s. Gil. – jeld, s. gjeld.

Jelg, m. Strømning; s. Gjelv.

Jell, s. Hjell. – jella, s. gjella.

Jem, s. Gim. – jen, s. gjen.

jenka, v.a. (ar), lønne en Tjeneste med en Gjentjeneste; hjælpe hinanden vexelviis. Ryf. Maaskee for jamka (Sv. jemka), men kunde dog ogsaa være: gjenka (= gjegna).

Jenn, s. Jarn. – Jenne, s. Gjerne.

jerma, v.n. (ar), bræge, om Faar og Gjeder. Nordre Berg. Isl. jarma. (Ellers bræka, mekra og fl.). Jf. jælma = jamsa. – Hertil Jerm, n. og Jerming, f. Brægen.

Jerpe, s. Jarpe. – jerv, s. djerv.

jesen, s. gisen. – Jesse, s. Hjasse.

jeta, s. gita. – Jetle, s. Gjætsla.

Jil, s. Gil. – Jir, s. Gir.

Jo, m. Skaar eller Mærke i et Træ. Gbr. (Vaage). Maaskee Gjo, og isaafald forbundet med det førnævnte Gjø (2)?

Jo, m. Snyltemaage (= Kive), ogsaa kaldet Jobonden, Livre-Jo, Tjuv-Jo. Nordl. og fl. Navnet er dannet efter Fuglens Stemme eller Raab, som ligner Lyden “io”. Ogsaa Fiskeørnen kaldes “Jo”, men dette er egentlig “Gjod” s. Gjod, Fiskegjod. – Jo, som Mandsnavn er kun Forkortning af Jon (Joan, Johannes). Et andet Jo, som findes i Personsnavne (Jofred, Jokjell, Jostein, Jorid, Jorun) er G.N. jór (), Ang. eoh, Lat. equus, dvs. Hest. (S. Munchs Maanedsskrift 3, 161).

joa, v. s. ljoda og rjoda.

Joe, m. 1, Maddik (= Makk). Sdm. ogsaa ved Trondhjem. Sædvanlig kun i Fleertal. “Dæ kom Joa ‘ti Fiskjen”. “Dæ gjeng ‘ta Joa’”. Ogsaa i svenske Dial. (Rietz 297).

Joe, m. 2, Vikkeplante, Vikkestængel. Hall. (Hoel). Maaskee for Ljoe; s. Ljogras. Hertil Joblom, m. Vikkeblomst. Joerter, pl. Vikkefrugt.

jog (jo), s. jau.

joka, v.n. (ar), 1) gaae seent, være seen og tungfør. Hall. 2) lure, gaae paa Speiderie. Tel. – Sv. Dial. juka.

Jokk, f. en Huulning (= Dokk). Smaal.

Joklevid (o’), m. Træ, som er noget blødt eller svampagtigt, saa at det udvider sig ved Gjennemskjæring. Sæt. Ogsaa kaldet “Tenal”. Jf. Tinar.

Jol (oo), f. Juul, Julehøitid; nærmest om den sidste Uge af December, men ogsaa i en mere omfattende Betydning om Tiden fra Juleaften (24 Dec.) til 13de Januar (Tjugandedag). Brugt i to Former: Jol, Rbg. Tel. Søndre Berg. Hall. Vald., og Jul (uu) i de nordlige og østlige Egne. G.N. jól, n. pl. Sv. jul; Eng. Dial. yule. (Jf. Ang. geola, m. Midvintermaaned). – Til Jola (te Jole): til Juul. (G.N. til jóla). Halda Jol: helligholde Julen. Drikka Jol: holde Julegjæstebud. Bera ut Joli (Jul’a): gaae af Huset uden at have faaet Julebeværtning (nemlig Mad og Øl). B. Stift.

Jol (oo), m. Skov-Angelik, Angelica sylvestris. Hard. Nfj. Sdm. og fl. Ogsaa kaldet: Geit-jol, Geitejul, Sfj., Geitol (oo), Vald. Gbr. Geitaul, Sogn, Voss. Andre St. Sløkja, Stut, Julstut (Ndm.), Geitkvann, og fl. En anden Art hedder Kvann-jol (G.N. hvannjóli). Paa Grund af Blomsterkvastens Lighed med et Hjul kunde Navnet lettest opfattes som “Hjol”; men de afvigende Former, især “ol” og “aul” synes at hentyde paa noget andet, desuden findes i det gamle Sprog njóli og jóll (Egilsson 450).

Jolaftan, m. Juleaften (24. Dec.). Mange St. afvig. Jolafta, Julafta, Julæfta. – Litle Jolaftan: Dagen før Juleaften.

Jolebukk, m. og Jolegeit, f. Maske, eller maskeret Person, i Juleleg.

Joledag, m. Juledag (25 Dec.). Ogsaa i Formen Joladag (ligesom Jolahelg, Jolanott, Jolasong og fl.). Søndre Berg. G.N. jóladagr.

Joledrykk, m. 1) Drikke til Julen; især om Øl. 2) Julegjæstebud.

Jolefagning, f. Julebeværtning. Hall.

Jolehelg, f. Julehøitid. Jf. Romhelg.

Jolekost, m. Julekost. Hertil flere Ord, som Jolebraud, n. Jolebrygg, n. Jolefisk, m. Jolekaka, f. Jolelefsa, f. Joløl, n.

Jolelag, n. Juleselskab; Julegjæstebud.

jolelaus, adj. som ikke har Julekost eller Juledrik. Vald.

Jolemaane, m. den Nymaane, som indfalder i Julen eller kort før Juledagene. Efter gammel Opfatning er det den “Maane”, som er oppe i Julen, hvis den rækker saa langt som til den 6te Januar (Trettendedag); hvis ikke, vil først den følgende Nymaane blive Jolemaane. (Tel. Sdm. og flere). Herefter bestemmes da de følgende Maaner: Torre og Gjø.

Jolenatt, f. Julenat, Natten imellem Juleaften og Juledag. Nogle St. Jolanaatt.

Jolereid, f. Følge af Vætter (Tusser), som ride omkring i Julenætterne. (I Folkesagn). Jolarei, Søndre Berg. Jolerei, Hall. Ogsaa: Joleskrei(d), Vald. Julaskrei, Sogn. Ellers blot Reid, og Oskereid. Jf. Gandferd.


Jolereida, f. Forrad eller Forsyning af Julekost. “Julreie”, Nordl.

Jolesveinar, pl. Vætter, som besøge Gaardene i Juletiden. (I Sagn). Jolasveinar, Hard. Vald. Julsveina, Norland. Paa Sdm. Julebokka(r).

Joleveitsla, f. Julegjæstebud.

Jolotta (oo), f. Juledags Morgen.

jolpa, s. hjelpa. Jolt, s. Hjølt.

Jom, s. Ljom. jome, s. ljoma.

Jomfru, s. Jungfru.

Jonsvoka (oo, o’), f. Johannes Døberen’s Dag (St. Hans’ Dag), den 24de Juni. Mest alm. Jonsoko, Jonsoke, Jonsok; ogsaa Jønsok, Nordl. og Jensvuku, Indh. (Snaasen). G.N. Jónsvaka, acc. Jónsvöku. – Jonsvoke-aftan, den 23de Juni. Jonsvoke-bil (i’), n. og Jonsvokeleite, n. Midsommer, St. Hans Tid. Jonsvokebrising, m. Lyst-Ild, Blus som tændes Sankt-Hans Aften. Hard. Sdm. og fl. Jonsokeblom, f. Arnica montana. Siredal. Jonsokekoll, Ajuga pyramidalis. Sdm. og fl.

Jor, f. s. Jord, og Gjord.

Jord, f. 1) Jorden, Landet; ogs. Jordkloden, den hele Jord. Alm. udtalt Jor (oo), og nogle St. Jol (med tykt L): G.N. jörd (gen. jardar); Ang. eorde, Ght. erda. (Jf. Mark). – 2) Jord, Muld; Jordbund; f. Ex. god Jord, skrinn Jord osv. So svart som heilag Jord (el. “so hellig Jor”): sort som Muld. B. Stift. Fylgja til Jordi: følge til Graven; jf. Jordferd. – 3) Jord-Eiendom, Jord, Gaard; især med Hensyn til Grund eller Marker, medens derimod “Gard” hentyder paa Indhegning og Bebyggelse. Fleertal er sædvanlig: Jorder (Jorer), dog osaa: Jare, i Yttre Sogn, og Jære, Nhl. som er G.N. jardir. I Sammensætning høres i nogle Ord “Jora” sjelden Jara (= Jardar), i andre Ord Jore (G.N. jarda), Jor og Jar.

jorda, v.a. (ar), jorde, begrave. Mest alm. jora; ellers: jara, Tel., jala (tykt L), Hall. G.N. jarda. Ogsaa med Betydn. fælde, lægge til Jorden. Østl. Hertil jordast: falde til Jorden. Hall.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   74   75   76   77   78   79   80   81   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə