Ivar Aasen Norsk Ordbog


Jordardreng, m. ung Mandsperson, som er Arving til en Gaard. “Joradreng”, vest og nord i Landet. Ogs. Jordargut



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə79/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   75   76   77   78   79   80   81   82   ...   221

Jordardreng, m. ung Mandsperson, som er Arving til en Gaard. “Joradreng”, vest og nord i Landet. Ogs. Jordargut (Joragut).

Jordargjenta, f. Pige som skal arve en Gaard. (Joragjente). Ogsaa kaldet Jordartaus (Jorataus). B. Stift.

Jordbok, f. Jordebog; Matrikul.

Jordbolk, m. Jordstrøg; Jordstykke.

Jordbruk, n. Jordbrug, Jorddyrkning.

Jordbyte, n. Udskiftning af Gaarde. (Nogle St. Jorabyte). – Jordbytar, m. Udskiftningsmand.

Jordbær, n. Jordbær (Fragaria). Ogsaa i Formen Jardbær (Jarbær), Tel. Voss, Sdm. – Jordbærsoll, m. Madret af Mælk og Jordbær.

Jorddun (u’), m. Lyd i Jorden, ligesom af Jordskjælv. Sfj. og flere. Mere alm. Jorddyn (y’).

Jord-eigar, m. Jordeier; Godseier.

Jord-eign, f. Jordeiendom.

Jord-eple, n. Kartoffel (= Poteta). Søndenfjelds. Ofte forkortet “Eple”; saaledes Epleaaker, Eplegras, Epleskal. (Tel. og fl.). Efter Nogles Forklaring har det forhen kun betegnet en vis Art af Poteter.

Jord-erving, m. Arving til en Gaard.

Jordfall, n. Synkning eller Nedstyrtning i Jorden, foraarsaget ved Undergravning af Vand. Ogsaa om det Tab, som en Gaard lider derved.

jordfast, adj. fast i Jorden, f. Ex. om Steen.

Jordferd, f. Jordefærd, Begravelse (= Likferd). Lyder alm. Jorfær; afvig. Jarafær, Sogn (Leganger); egentl. Jardarferd.

jordfesta, v.a. (er, e), begrave.

Jordflekk, m. Jordplet, Jordstykke.

Jordfok (o’), n. Drev af Sand og Støv; ogsaa om Snee som drives op fra Jorden (jf. Himmelsfok). I Nhl. Jærfok. (Jf. G.N. jardfjúk).

jordfri, adj. opløftet, som ikke naar Jorden.

Jordgeit, f. Horsegjøg (= Humregauk). Sdm. og fl. I Hard. Jargjeit.

Jordgods, n. Jordegods.

Jordgut, s. Jordardreng.

Jordhola (o’), f. Hule eller dybt Hul i Jorden.

Jordholva, f. Halvdelen af en Gaard. I B. Stift: Joraholva.

Jordhumla, f. Humle (Insekt), som har sin Kube i Jorden.

Jord-ile, m. Jordvæg; s. Ile.

jordisk, adj. jordisk, som tilhører Jorden. G.N. jardneskr, ogsaa jardeskr. – Bekvemmere: jordleg (G.N. jardlegr).

Jordkaup, n. Jordekjøb. Nogle St. Jorakaup, Jorakøyp (-kjøp).

Jordkjellar, m. Kjælder som er indgravet i en Høi eller Bakke. I Tel. Jarkjellar.

Jordkov (oo), n. Drev eller Fog, som skjuler Jorden. Helg.

jordkunnig, adj. jordkyndig, som har Kundskab om Jordarterne.

Jordkynd, f. Jordens Art og Beskaffenhed. God Jordkynd: god Jordbund, bekvem Jord til Dyrkning. B. Stift. Ogsaa i Formen Jordkynde, n. Hard.

Jordkøyring, f. Jordens Bearbeidelse ved Pløining og Ompløining. “Jorkjøring”, Østlandet.

jordlaus, adj. 1) som mangler Jord. 2) opløftet fra Jorden, frit staaende el. svævende i Luften. Driva jordlaust (adv.): svæve i Luften. Søndre Berg.

jordlegen (e’), adj. som har ligget en Tid
i Jorden; f. Ex. om Træ. (jorleien).

Jordleiga, f. Leie af Jord; Grundleie.

Jordløysa, f. Jordmangel; f. Ex. paa Klippegrund uden Muldjord.

Jordløysning, f. Indløsning af en Gaard; ogsaa om den dertil hørende Pengesum. Hedder tildeels Jordløysn, f. (Joraløysn, B. Stift).

Jordmakk, m. Regnorm (Lumbricus). Ellers kaldet: Raudemakk, Agnmakk, Ongulsmakk og flere.

Jordmann, m. Gaardmand.

Jordmerke, n. Jordbund, Jordart. Telem. (Tinn) og fl. “Jormærkje”.

Jordmoder, f. = Nærkona.

Jordmugga, f. Skorpe af tørret Vædske paa Græsset. “Jalmugge”, Hall.

Jordmun (u’), m. Jord-Eiendom, Jordegods. Helst i Fl. Jordmuner. (Sjelden).

Jordnot (o’), f. Jordnød, Bunium flexuosum. B. Stift. (Fl. Jordneter).

Jordpart, m. Deel i en Gaard.

Jordrike, n. Jorden (Jorderige). Ogsaa i Formen Jardrike, Jarrikje. (Landst. 174). G.N. jardríki.

Jordseta (e’), f. det nederste Lag i en Stabel (af Hø eller Halm). “Jarsete” Sdm. (Volden).

Jordskifte, n. = Jordbyte.

Jordskjelte, m. Jordskjælv. “Jorskjølt”, Vald. G.N. jardskjalfti. Mere alm. er Jordskjelv, m.

Jordskyld, f. en Gaards Taxering eller Skyldsætning i Matrikulen.

Jordslag, n. 1) Jordart, enkelt Slags Jord. 2) Fugtighed af Jorden; Pletter af saadan Fugtighed, f. Ex. paa Blegetøi. Østl. Ogsaa en Sygdom af Jordens Uddunstning. Rbg.

Jordspille, n. Skade paa et Jordstykke.

Jordspott, m. liden Jordplet. Tel.

jordsvadt, adj. n. slibrigt, glat; om Føret, naar Jorden er frossen i Grunden, men optøet ovenpaa. “jærsvatt”, Nhl. Jf. Svade, svaden.

Jordtorva (o’), f. Jordstykke; Benævnelse paa et lidet Jordbrug. Ogsaa Svensk.

Jordveg, m. Jordbrug, Jordstykke at nære sig af. Ein god Jordveg: en god Gaard med Hensyn til Avling.

Jordverde, n. en Gaards Værdie; en Pengesum hvormed man kan kjøbe et Jordbrug. Sædvanlig “Jorvære”, paa Sdm. Joravyre (for Jordarvyrde). S. Verde.

Jordverja, f. Gaardsvaaben; Spyd, Sværd eller lignende, som fra gammel Tid tilhører en Gaard. B. Stift. Søndenfjelds kaldet Gardsvaapn.

Jordvidd (ii), f. en Gaards Udstrækning; Vidden af den indhegnede Jord.

Jordvond (-vaand), m. Jord-Rotte; modsat Vatsvond. S. Vond.

Jordvyrde (y’), n. s. Jordverde.

Jore, n. Engmark; s. Gjerde.

Jore, m. Sæterhytte; s. Ljore.

jorna, s. gjorna.

Jort (oo), f. Drøvtygning; Mundfuld som et Dyr gylper op og tygger paany. Hedder ogsaa Urt; s. følg.

jorta (oo), v.n. (ar), tygge Drøv (ruminare). Alm. i de sydlige Egne. Nordenfjelds hedder det: urta (urte, ørte). G.N. jortra. Sv. Dial. jorta, järta (Rietz 298). Ogsaa spotviis om at oprippe en Sag i Utide eller idelig gjentage noget. Jf. tyggja. – Jortardyr, n. drøvtyggende Dyr. Jortarstraa, n. en Smule Foder til at tygge paa. Nogle Steder Urtastraa.

Jorting, f. Drøvtygning.

Jos, s. Ljos. – Joster, s. Ljoster.

Jot (Strømning), s. Gjot.

jot (styg), s. ljot. – Jote, s. Gjota.

Ju, el. Juv, n. s. Djuv.

jua, v.n. huje (= hua). Smaal.

jubba, v.n. nikke, bukke sig. Mandal. Maaskee for djubba, = dubba.

Jude, m. Jøde (?), tildeels brugt om en Person, som er meget begjærlig efter Penge. Er egentlig den rette Form i Stedet for “Jøde” (dvs. Person af den jødiske Nation). Sv. jude; G.N. júdi; Lat. judæus.

juga, s. ljuga.

jugla, v.n. (ar), fjase, gjøre Narrestreger (gjøgle); ogsaa: vaase, sladre, fortælle Fabler, lyve for Morskab. Jf. Eng. juggle, Lat. joculari (spøge). Hertil Jugl, n. Vaas, Fabel, Digt.

Jukel, s. Jøkul.

jukka, v.n. gumpe, vippe op og ned, som ved Ridning. (Sv. jucka). Ogsaa v.a. bespringe. Anseet som obscønt.

Jukleføre, s. Jøkleføre.

[Juks, n. Fuskerie, daarligt Kram. juksa, v.a. naare, snyde. Brugt i Byerne. Jf. T. Jucks (Jux), som man henfører til Lat. jocus (Spøg).

Juksa, og Juksaang, s. Djupsogn.

Jul, s. Jol og Hjul.

jula, v.a. (ar), 1) fornøie, forlyste. Jula seg: leve lystigt. B. Stift. (Maaskee for jola, af Jol, f.). – 2) prygle, banke; tugte. Ein skulde jula honom upp. Alm. – 3) s. hjula.

Juling, f. Prygl, Tugt.

Julotta, s. Jolotta.

Julstut, s. Jol, m.

Jun, s. Hjon. – Juneld, s. Ljon.

Junge, m. Bordkniv, Madkniv. Temmelig alm. (Smaal. Tel. Sdm. Nordl.). Sv. Dial. jonge, junge. Jf. Isl. jungi: Tange paa en Kniv. (Haldorson).

Jungfru, f. Jomfru, Frøken. Mest alm. Jomfru, el. Jomfrua; ogs. Jomfruga, Tel. Jamfrjuge, Vald. G.N. jungfrú, senere jumfrú. Sv. jungfru. (Egentl. Ungfru).
– Afvigende Betydning: a) Stolpe eller Støtte, hvortil Tenen (Snelden) i en Rok er fæstet. Østl. Berg. Nordl. – b) Jernklubbe at bruge ved Brolægning. (Sv. jungfru). – c) et Slags Blok i Tougværket paa Fartøi (?). Nordl.

Junker, m. Junker, Herremandssøn. Tildeels Junkar. (Landst. 161). G.N. jungherra, senere junkera, junkeri. Egentlig Ungherre.

Junse, m. Indbygger af den nordlige Deel af Bergens Stift. Brugeligt i Nordland; formodentlig et Øgenavn ligesom Stril og Skolp. Hertil Junsbaat, Junsjagt, Junsgut, Junskjerring og fl.

junsleg, s. hjonsleg.

jup, s. djup. – Jupa, s. Hjupa.

Jur, n. s. Juver. – Jur, f. s. Gjord.

Jura, f. s. Gjord, Gygr, Juvra.

Juring, m. s. Hyrding.

jurla (u’), v.n. blæse lidt, saa at Søen skvulper. Jurl, n. svag Blæst. Sfj.

juska, v.n. tale utydeligt, bruge en fremmed Udtale. B. Stift. Maaskee egentlig jutska; s. Jute.

just, adj. just, netop, ganske. Alm. her som i de beslægtede Sprog, efter Lat. juste (dvs. ret). Just som: ligesom, ligedan som. Ofte udtalt: jussom, jusso’.

Jute, m. Jyde, Indbygger af Jylland. Skulde egentl. hedde Jote. G.N. Jótar, pl.

Jutel, s. Jøtul. – Juv, s. Djuv.

Juver, n. Yver, Mælke-Organer paa Køer og andre Dyr. Lyder alm. Jur, Juer. G.N. júfr (?), júgr; Sv. jufver (jur). Jf. Lat. uber. (Derimod Ang. uder, Eng. udder, T. Euter).

juvleg, s. ljuvleg.

Juvra (Jura), f. Yverkjød, Yveret tillavet til Mad.

juvrast (jurast), v.n. faae større Yver, voxe i Yveret; især om Køer.

jys, s. gjosa. – jyve, s. guva.

Jæft, s. Gjæft. – Jæl, s. Gjerd.

jælme, s. jamsa (jamla).

jæna, s. gjæna.

jæng, s. ganga. – Jænte, s. Gjenta.

Jær, s. Jadar, Gjerd, Gjær.

Jære, s. Gjerde og Jord.

Jærfok, s. Jordfok.

jærkjæl (?), adj. kjælen, ømskindet, som taaler lidet. Smaal. Dunkel Form, af Nogle forklaret som hjert-kjæl (?).

Jærne, s. Hjerne. jærsvatt, s. jordsvadt.

Jæser, s. Gaas. – jæte, s. gjæta.

, s. Gjø, Gjod og Ljod.

Jøde, s. Jude. – Jøft, s. Gyft.

Jøgger, s. Gygr. – jøfe, s. gjøka.

Jøklefall, n. Slud med Hagl eller smaa Iispartikler. “Juklefall”, Mandal.

Jøkleføre, n. Snee med en Iisskorpe ovenpaa. “Jukleføre”, Rbg.

jøklutt, adj. behængt med Iistapper (Jøklar); f. Ex. om Klæder.

Jøkul (ø’), m. (Fl. Jøklar), 1) Iistap, Iiskegle, f. Ex. af Tagdryp. I Tel. Jøkul, andre St. Jukul, og mest alm. Jukel (u’). G.N. jökull. Eng. icicle (i Dial. ikle, iccle); dansk: Egel (Huusegel). – 2) en nedhængende Snip af en Iismasse paa et Fjeld. Hall. (Jukul). Isl. jökull: Iisbjerg.

jøkulkald, adj. iiskold. Mere alm. “juklekald”. G.N. jökulkaldr.

jøl (jølsjøa), s. gjælsjoad.

jøla, s. gjøla. – Jøle, s. Gjøla.

Jølg, m. Luftstrøm. Hall. S. Gjelv.

jølma, v.n. huje, støie; s. jalma.

Jølming, s. Gjølming. – Jølv, s. Gjølv.

jønne, s. gjerna og jarna.

jøno, s. gjenom. Jøpling, s. Gypling.

Jør, s. Ljor. – jøre, s. gyrda.

Jøre, m. s. Ljore. – Jørja, s. Gyrja.

Jørme, s. Gyrma. – Jørv, s. Horv.

Jørve, m. Banke, Jordvold; Gruushob som er opkommen ved Jordskred; tildeels ogsaa om en Sneedynge efter Sneeskred. Sogn. G.N. jörfi: Sandbanke, el. Gruus. Noget lignende er Gyrva (Jyrve) i Hall. Jf. Gyrma.

Jøs, s. Gjos og Ljos.

Jøske, s. Ljoske. – Jøsle, s. Gjødsla.

Jøsmynt, s. Njøsminne.

Jøssa (Dynd), s. Gysja.

Jøster, s. Ljoster. – jøt,s. ljot.

Jøta, f. Krybbe, Foderhæk. Nhl. Dunkelt Forhold til Eta (Æta) og endnu mere til de trondhjemske Former Høtu, Hoto (s. Høta). Isl. jata (jötu); i danske Dial. Jade og Hiade; Sv. Dial. jeta, jetu.

Jøte, (og Jøtt), s. Gjota.

Jøtul (ø’), m. (Fl. Jøtlar), Jætte, Rise, Gigant. (I Folkesagn). Jøtul, Ndm. Jøtel, Voss; Jutul, Østl. Jutel (u’), Nordre Berg. Afvig. fra G.N. jötunn; Ang. eoten, eten; Eng. ettin. Nogle St. kaldet Rise (Risel, Rysel); jf. Gygr.

Jøtulgryta, f. Jættegryde, rund Huulning i en Klippe. Hedder oftere Trollgryta.

Jøtulverk, n. Bedrift, som i Sagnet tillægges Jætterne

Jøv, s. Gyv. – jøve, s. guva.

jøye! Udraabsord til at betegne Smerte, Ulykke, Skræk, eller ogsaa en stærk Trang. Sædvanlig forbundet med “aa”: Aa jøye! el. jøye meg! B. Stift. (I Hard. eie meg!). – Hertil et Verbum jøya seg: jamre sig, klynke. (I Haard. eia seg). Jf. veia.

Jøyl, s. Gøyl. – Jøyr, s. Gøyr.

jøyse, s. gøysa. – jøyve, s. gøyva.


K.
K, Bokstav (Kaa, m.), har i visse Stillinger en særegen blødere Lyd, nemlig i Forbindelsen “kj” (f. Ex. Kjake, kjosa) og ligeledes forved Vokalerne: e, i, y, æ, ø, især i de betonede Stavelser. Efter den tilvante Maade er her skrevet “kj” forved e, æ, ø; men ikke forved i og y, og ikke heller foran ei og øy, endskjønt Udtalen dog er ganske den samme.

ka, (for kva), s. kvat.

kabba, v.a. kappe, afhugge. Nhl. og flere. Ogsaa: fælde, overvinde. Hard. (?). I Hall. kabbe, v.n. falde, dumpe, tabe i en Strid.

Kabball (Fugl), s. Kavand.

Kabbas (Tømmer), s. Krabbas.

Kabbe, m. 1) Træ-Stump, Klods (= Kubbe). Ndm. Ork. Nordl. – 2) et Toug med en liden Blok, som er fæstet midt i Underkanten af et Seil og tjener til at stille Seilet i passende Afstand fra Masten. Sdm. Helg. og flere. – 3) en Vinde til Rendegarn (= Rennebumb, Vevrenna). Nordl. (I svenske Dial. kabb, m.).

Kabbe, m. (?), Kube, Biekube. Smaal.

Kabbel (Kabb’l), m. Kabel, Skibstoug. (Holl. kabel; Fr. cable). Især om Toug, som er kabbel-lagt, dvs. kabelslaaet, snoet fra høire til venstre (eller mod Solen). Jf. Kal.

[kabbelera, v.n. tage Tjeneste paany, lade sig hverve. (For capitulere, el. recapitulere).

Kabbretta, f. et Slags tynd Ost eller Ostevælling, som tillaves ved stærk Indkogning af Valle. Sæt. Tel. Sogn. (I Sogn skal det ogsaa hedde Kabresta). Dunkelt Ord, men vistnok gammelt (s. N. Dipl. 1, 691).

Kad, n. Kaglen, Snadren; Lyd af mange forskjellige Stemmer. Sdm.

kada, v.n. (ar), kagle, kvidre, snadre; om Fugle, især Søfugle; ogsaa: snakke, prate; om en Samling af Mennesker (= søgja, solla, tjota). Sdm. Paa Helg. køa (koda?) i lignende Betydning.

Kadal, el. Kadel (?), s. Kal.

Kadd, og Kadl, s. Kall.

[Kaffi, n (og m.), Kaffee. (Arabisk).

kafsa, v.n. (ar), gramse, bevæge Hænderne tidt; plukke eller røre i noget, f. Ex. i Hø. B. Stift. Egentl. kavsa; jf. kava, kaava.

kaft, adj. n. travlt, skyndsomt. “Ha’ kaft um Ti’a”: have meget at gjøre. Indh. (Maaskee kappt). Jf. aakavt.

Kag, n. Blik, Øiekast (s. kaga). Det kom Kag paa det, dvs. der kom et ondt Øie over det; det mislykkedes. Nhl. Sigter til den gamle Tro, at et ondt Blik (et Avinds-Øie) kunde fordærve et Foretagende, f. Ex. en Ølbrygning.

kaga, v.n. (ar), kige, skotte, vende Hovedet for at see efter noget. Rbg. Tel. Nhl. Sdm. og fl. D’er ikkje verdt aa kaga etter det: det er ikke Umagen værdt at see tilbage (el. see sig om) efter det. G.N. kaga. Jf. koga (o’), kota, kopa.

Kage (Kagje), m. en lav Busk, et lidet Træ med mange Grene; ogsaa om Kronen eller Grenekrandsen paa større Træer. Sdm. og fl. (Kaje, Fl. Kaga’), f. Ex. “Einekagje” (tyk Enerbusk). Ellers Kagge, Enerkagge, Smaal. Kave, Sfj. Helg.

kagga, v.a. opstable, lægge i en Stabel (Kagge). Solør.

Kagge, m. 1) Dunk, Bimpel, lidet Kar i Form af en Tønde. Ølkagge, Brennevinkagge, og fl. Alm. vest og nord i Landet (Kaggje). – 2) Kar med Hanker elle Stropper, at bære Mælk i (= Holk, Hylke, Flaska). Voss, Hall. – 3) Boiekar; tomt, vandtæt Kar som fæstes til Garn eller Vod for at holde dem oppe i Vandet. Tildeels i Formen Kagg. Ryf. og fl. – 4) en Stabel, en tæt sammenpakket Masse; f.Ex. af Hø i en Lade (Høykagge). Smaal. Rom. Gbr. – 5) uegentl. en Stormave, tyk og kort Krop; om Dyr og Mennesker. Ofte Vombarkagge.

Kaggelag, n. Gjæstebud, hvortil hver Person medbringer en Dunk med Øl. Ogsaa kaldet Kagg-øl, n. (jf. Skotøl). Kaggenatt, f. Nat, da et saadant Selskab holdes. Sdm. og fl.

kaggeleg, adj. tyk, stormavet. Tel.

Kaggesetning, f. det at Garn eller Vod sættes høit i Vandet, saa at de hænge i Kaggerne. (S. Kagge, 3). Ryf.

Kaggøl, s. Kaggelag.

[Kahytta, f. Kahyt (= Veng). Holl. kajuit

Kaia (Fugl), s. Kaa.

Kak, m. (?), Kag, et Slags Spil eller Børneleg. Stavanger.

Kaka, f. Kage, flad Klump. Mest alm. om smaa og flade Brød; s. Hellekaka. Nogle Steder ogsaa et Slags kogt Mad (= Klubb, Klot, Ball). I nogle Egne (Gbr. Ork.) bruges en afvigende Form Kaku, som er noget paafallende, da Endelsen “u” ikke pleier at indtræde efter “a”. Mere regelret er en sjeldnere Form Koka (o’), hvorom senere. Jf. Eng. cake; Nt. koke, Holl. koek, som henføres til “koken” (at koge).

kaka, v.n. (ar), gjøre Kager. Mest i Forbindelsen “baka og kaka”. – kaka seg, el. kakast: mænge sig, holde sammen, om Deig. Det vil ikkje kaka seg: ikke rigtig lykkes. (Spotviis om unødige Forsøg).

Kakejarn, n. Vaffeljern, Brødform.

Kakelinna, f. det Tilfælde at der indtræffer mildt Veir ved Vintersolhverv (da man bager til Julen). Østl. Hedder ogsaa
Kaketøyr, m. og Lefsetøyr.

[Kakel-omn, m. Kakkelovn. Af T. Kachel, egentl. Kar el. Plade af brændt Leer.

Kakestad, m. en Benævnelse paa Maven. Det kritlar i Kakestad: Maven kræver Mad; Folk blive sultne. B. Stift. (Svensk: Det kliar i kakstaden).

Kakk, m. et lidet Træ-Kar, et Slags Spand (= Kopp, Ask, Stava). Gbr.

kakka, v.n. og a. (ar), 1) banke, give lydelige Slag; f. Ex. med en Hammer. Berg. Trondh. Nordl. – 2) bearbeide ved Bankning; især smuldre eller jævne Jorden. Sæt. og fl. (Om en anden Betydning see kukka). Hertil kakking, f.el. Kakk, n. Banken. Kakk, m. et enkelt Slag.

Kakkenid (?), n. et Puds, Paafund til Spøg eller Drillerie. “Kakkeni”, Smaal.

Kakkespjot, Hakkespette (Fugl). “Kakkspjøt”, Snaasen.

kakla, v. kagle; s. kokla.

Kakse, m. en mægtig Mand; især om Bønder med store Eiendomme. Østl. (Maaskee rettere Kagse). Sv. kaxe. Lignende Ord ere: Kause, Bause, Bikse, Bugge, Gauve, Knape.

Kal, m. 1) Toug, Tougværk af det mest almindeligste Slags (jf. Kabbel). Nordre Berg. i Formen Kal; nogle St. Kail (Sdm.). Ogsaa kaldet Kaltog Kailtog. – 2) en Streng, et Reb. Voss, i Formen Kall, f. Ex. Klokkekall. – 3) en Touglængde, Toughaspe til Skibsbrug. Nordl. ogsaa ved Bergen i Formen Kale. – Egentlig Kadel, el. Kadal. G.N. kadall: Reb. Imidlertid synes Ordet at være fremmedt og have en vis Forbindelse med “Kabel”.

Kal (Han-Dyr), s. Kall.

kala, v.n. fryse (?); s. Kale.

kala, v.a. s. karda. – kalast, s. kallast.

Kalbot, s. Kalvbot.

kald, adj. 1) kold, blottet for Varme. G.N. kaldr; Goth. kalds. – 2) kjølnet, afkjølet; f. Ex. om Mad. – 3) rystet, anfaldt af en kold Gysning. Eg vardt reint kald, daa eg sag det. Jf. kaldsleg, Kaldtokke. Ogsaa med Begreb af Uvillie eller Foragt, s. Kaldelaatt, kaldflira, kaldgrina. So kalde er Kvenderaad. Tel. (Bugge, Folkeviser, 39). – Med Omlyd i Femin: kold (o’), Hard. Voss. (Han æ’ kald’u; ho æ’ kold). I Sammensætning bruges tildeels “kalde”, saaledes i Berg. Stift: Kaldebak (koldt Omslag), Kaldegraut (kold Grød), Kaldevatn, og fl. En særegen Form i Udtrykket “liggje kalda-kjæftaa”: ligge død, el. med kold Mund. Sdm. – Jf. Kalde, Kjelda, Kolda, Kulde og Kale.

Kaldbarkad, adj. barket i koldt Vand, uden Kogning. Hall. og fl.

Kaldbitel, m. Meisel at tilhugge Jern med (i kold Tilstand). Østl. Sv. kallbit.

Kalde, m. Kulde, Kjølighed (eller egentlig kold Tilstand). Gbr. Ork. Tildeels udtalt: Kælde, Kælle, Kæille. Isl. kaldi. Jf. Kale, Kule, Kulde.

Kaldeflaga, f. Anfald af Kulde i Legemet, kold Gysning, Feberkulde. Berg.

Kaldelaatt, m. Latter, som kommer af Uvillie eller Ærgrelse, f. Ex. over et fortrædeligt Svar, et dumt Forslag el. deslige. G.N. kaldahlátr.

Kaldflir (ii), m. Haansmiil, s. følg.

kaldflira, v.n. (er, te), smile haanligt, eller med noget Uvillie. Søndre Berg. Trondh. og fl.

kaldgrina, v.n. (grin, grein), suurmule, mukke, knurre. Østl.

kaldhamra, v.a. (ar), hamre Metal (Jern) i kold Tilstand. Sv. kallhamra.

Kaldhjelm, m. Gysen (= Kaldtokke); ogsaa: noget som skræmmer, et Udseende som vækker Frygt. Ork.

Kaldkjelda, f. Kilde med meget koldt Vand. Nedre Tel. Ogsaa i en afvigende Form: Kaldekjeld (Kallekjell), n. Jf. Kaldsvesl.

kaldkjølen, adj. kold, barsk; om Luften. Ndm. Ork.

kaldleg, frygtelig; s. kaldsleg.

Kaldmoe, m. kold Damp, Frostrøg.

kaldna, v.n. = kolna. (Sjelden).

Kaldrid, f. en Tid med koldt Veir, en Række af kolde Dage; især om nye Anfald af Kulde om Vaaren.

kaldrjuka, v.n. (ryk, rauk), ryge koldt, give Røg uden Varme.

Kaldrykk, m. omtr. som Kaldrid. Sdm.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   75   76   77   78   79   80   81   82   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə