Ivar Aasen Norsk Ordbog


kaatna, v.n. blive lystig, muntre sig. Kaatra



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə82/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   78   79   80   81   82   83   84   85   ...   221

kaatna, v.n. blive lystig, muntre sig.

Kaatra, f. Knogle, lidet Been, f. Ex. i Ledene paa Dyr. Sdm. (Jf. G.N. kvátra: et Slags Terning).

kaava, v.n. (ar), gramse eller røre idelig i noget, ryste, vælte, f. Ex. i Hø. Hall. Nordre Berg. Ork. (Isl. káfa). Jf. kaa og kava.

Kaavaa, s. Kove. – Kaave, s. Kalve.

Kaaverhund, s. Kovern.

Kaaving, f. Gramsen, idelig Rørelse.

kaavra (forhverve), s. kovra.

Kaavring, s. Kovring.

Keda (el. Kedja), s. Kjeda.

keid, adj. træt, udmattet. Gbr. (kjei), Østerd. (kje). I Orkd. ogsaa “aakjei”: yderst udmattet. Formodentlig kun en Form af det danske “kjed”, som ellers kun bruges i Forbindelsen “leid og kjeid”.

Keik, m. 1) Bøining, Vridning; Skjævhed. B. Stift. Jf. Halskeik. – 2) Forvridning i et Led. Nhl. – 3) en Tværdriver, En som tirrer Folk ved Modsigelser. Gbr. I Hall. “Kjeikjepose”. (Det maa erindres, at “kei” altid udtales kjei).

keik, adj. tilbagebøiet, som holder Hovedet eller Overkroppen i en tilbagebøiet Stilling. Mest brugl. i de sydligste Egne (jf. fatt). G.N. keikr. Ogsaa: rank, opret, kneisende. Undertiden forvexlet med den fremmede Form “kjekk” (T. keck, fordum queck, qvik).

keika, v.a. og n. (ar), 1) bøie tilbage, el. til Siden. Keika seg: bøie sig bagover, skyde Overkroppen bagud. Rbg. Tel. og fl. (Jf. fetta). – 2) forvride (et Lem eller Ledemod). Han hadde keikat Foten sin. Søndre Berg. (Jf. kika). Andre St. rengja, ridla, vikla, brigda. – 3) v.n. gaae skjævt, gjøre Krumninger eller Omveie. Nordre Berg. – 4) krydse sig frem; gjøre mange Vendinger for at benytte Vinden. Keika langs med Landet. Nordl. (Tildeels: kjæka). – 5) yppe Kiv, tirre eller plage Folk ved Modsigelser og Forvridning af deres Ord. Gbr. Hall. Tildeels med Formen keikja (kjeikje).

Keika, f. Vridning; Stivhed i Legemet af langvarig Bøining. Sogn.

Keiking, f. Vridning; kroget Gang; Seilads med knap Vind osv. s. keika.

keikna, v.n. (ar), rette sig op igjen, faae en kjækkere Holdning.


keiknasad, adj. som har en opadbøiet Næse. Hall. og fl.

keikryggjad, adj. sadelrygget, tilbagebøiet i Ryggen.

keikutt, adj. 1) kroget, fuld af Krumninger. Østerd. og fl. – 2) vrangvillig, tirrende, tilbøielig til Modsigelse og Vridninger. Gbr. i Formen keikjutt, kjeikjaatt.

Keila, f. et smalt Sund, en liden Rende eller Kanal. Nordl. (Lof.). Paa Sdm. Køyla (Kjøyle). Jf. Kil.

Keim, m. 1) Afsmag, Forandring i Smagen, f.Ex. paa Øl, som begynder at blive suurt; ligesaa om Smag af et Kar. Berg. Trondh. Gbr. og fl. Isl. keimr. – 2) Spor af en Svaghed eller Sygdom. Han heve ein Keim av det endaa. – 3) Vane eller Tilbøielighed til noget ondt. Indh.

keima, v.n. (ar), 1) svinge, svæve frem og tilbage (= kima). Tel. – 2) vride sig til Siden, holde Hovedet skjævt. Hall. Hertil Keimesott, f. Sygdom som yttrer sig ved en Vridning af Halsen til den ene Side. (Især hos Gjeder).

keimlaus, adj. fri for Afsmag, reen, frisk.

Keip, m. 1) Aareblok paa en Baad; Træ-Klods, tilskaaren i Form af en Vinkel, hvori Aaren hviler, medens man roer. – 2) et krumt Tværtræ i Bunden af en Slædekasse. Smaal.

Keipenavar, m. Bor af Middelstørrelse, Naglebor. Nordre Berg.

Keipsnev (e’), n. den opadbøiede Spids eller Krog paa en Keip. “Kjeipsnæv”, Sdm.

Keis, m. Bøining, Krumning, Krog. Sfj. Nogle St. Kis (ii).

keisa, v.n. (ar), 1) svinge, gaae i Kroge eller Buer. Nordre Berg. – 2) bisse, løbe for Hede; om Køer (= skina). Smaal. Rom. og fl. Sv. kesa.

Keisar, m. Keiser (Cæsar). Ogsaa G.N. keisari. – Keisardøme, n. Keiserdømme.

Keising, f. Svingning; Løben, Bissen.

keisutt, adj. kroget, bugtet.

keiv, adj. skjæv, vreden. Hall. Gbr. Ellers alm. skeiv.

keiva, v.a. (ar), gjøre skjæv, forvride, for Ex. Skoene i Gangen. Hall. Gbr. Solør. Andre St. skeiva.

keiva, v.n. (ar), 1) være keithaandet, bruge den venstre Haand mest. 2) kludre, arbeide plumt eller ubehændigt. Næsten alm. Hertil Keiv, m. og Keiva, f. om en keithaandet eller ubehændig Person.

Keiva, f. Keiten, den venstre Haand. Sv. Dial. keva (Rietz 301).

keiveleg, adj. keitet, ubehændig, plump. Ogs. i Formen: keiven.

Keiveslag, n. et Slag med den venstre Haand. (Landst. 764).

keivhendt, adj. keithaandet. Meget brugl. i de sydlige Egne. Hedder ellers: vinterhendt, orvhendt, ranghendt.

Keiving, f. ubehændig Adfærd.

keivsam, adj. keitet, ubehændig.

kekla, keksa, o.s.v. see kj.

Kid (i’), n. Kid, Unge af Gjed. Mest alm. Kje, el. Kji; paa Sdm. Kid, undtagen naar et “j” følger med, da nemlig “d” bortfalder, og “i” bliver lukt; saaledes i Dativ Fleert. “Kji’jaa”, for Kidjom, og i Sammensætning som “Kjijekid” (Kidjakid), dvs. Kid af en aarsgammel Gjed. Jf. Kidunge. G.N. kid. Eng. kid.

kidja (i’), v.n. (ar), faae Kid, føde; om Gjeder. Mest alm. kjea, kjia (i’); paa Sdm. kjie (ii), ligesom “bie” for bidja; tydeligt “kidja” tildeels i Tel. Afvigende kilja, Ork.

Kidkjevle, n. Knevel; s. Kjevle.

Kidla, f. Gjedekid. Nhl. og fl. Her mærkes Lokkeordene: Kille, Kissalt, Kissebann, hvormed man kalder Gjederne til sig, og som udtales med haardt “k” (ikke kj), altsaa betragtes mere som Lyd end som Ord.

Kidling, m. Kid. Sogn og fl. Afvig. Killing, Gbr. Østerd. Tildeels mere brugeligt end “Kid”. G.N. kidlingr.

Kidunge, m. et lidet Kid. Paa Sdm. Kjiungje (ii), for Kidjunge.

kifs (ii), i Forbindelsen “vera kifs med”: være bange eller uhyggelig tilmode. Guldalen. Maaskee for kips.

kika (ii), v.n. (ar), kige, see efter noget; eller især at vende eller strække sig for at see. (Nt. kiken; Holl. kijken). Ogsaa med stærk Bøining: kik, keik, kiket (i’), Sogn. Denne Form kunde maaskee være gammel, især med Betydningen: strække sig, da Ordene keik, keika og kika (i’) synes at forudsætte et saadant Stamord.

kika (i’), v.a. (ar), vride, forvride (et Lem). Nordl. sædvanlig udtalt: kikka, kjekka. Jf. keika.

Kikar, m. Kikkert, Teleskop. Mere brugt i den fremmede Form “Kik’ert”. Sv. kikare.

kikja (ii), v.n. (er, te), tabe Veiret, komme ud af Aandedrættet (saasom i stærk Hoste). Nordre Berg. Hall. og flere. (Jf. kikna). Han log, so han kikte. T. keichen og keuchen. Sv. kikna. Hertil Kik-hoste, eller Kikjehoste, m. Kighoste.

kikna (ii), v.n. (ar), tabe Aandedrættet (= kikja). Ved Trondh. “kikna utu” (utor).

Kikning, f. Forvridning, Hadeland.

Kil (ii), m. en smal Vig eller Bugt, som gaar dybt ind i Landet. Rbg. Tel. Hall. Vald. (G.N. kíll). Hertil adskillige Gaardsnavne (Kilen, Kile), ogsaa i de nordlige Egne.

kila (ii), v.a. (ar), 1) fæste eller besætte med Kiler. 2) drive, inddrive. Kila ned med: drive ned ved Siden af. Kila paa: drive stærkt paa, anstrenge, eller skynde sig. Kila upp (el. upp-atter): klemme paa, gaae dygtig løs paa.


Kile (ii), m. 1) Kile, Nagle, Plug. Oftest om en flad Nagle (= Aarette, Bløyg, Vegg); men ogsaa om en Kegle (conus); jf. Knott. (T. Keil og Kegel). – 2) en smal Trekant; især om et Stykke, som indskydes fra Kanten i Klæder (= Geire, Kaure).

Kiling (ii), f. Drivning, Paadrivning; s. kila.

kilja, s. kidja. – Kille, s. Kidla.

Killem, m. Ørefigen. Ork. (Kjillæm, ogsaa Kjilleim). Dunkelt, maaskee for Kinnlem, af lemja. Jf. Kilvink.

Killing, s. Kidling.

kilutt, adj. indskaaret af lange Bugter, om et Landskab.

Kilvink, el. Kilevink (i’), m. et Greb i Haaret eller Hovedet; ogs. Dask, Ørefigen. Nhl. Sdm. Nordl. – kilvinka (kilevinke), v.a. ruske En i Toppen. Dunkelt. Jf. Killem.

kima (ii), v.n. kime; s. tima.

kima (i’), v.n. (ar), vrikke, rokke, vugge sig. Tel. (Vinje). Jf. keima.

Kime (i’), m. Strimmel, Stykke (?), see Skogarkime.

Kime (ii), m. en liden Fisk, som ellers kaldes Gorkime. Hadeland.

Kimpel, m. en liden Kjæmpe; En som er stolt af sin Væxt eller Styrke. Tel. Vel egentl. Kjempel.

kimsa, v.n. (ar), kimse, slænge med Hovedet. Tel. Jf. kima og kinksa.

Kind, m. (og n.), Barn. Forekommer som Kjælenavn i Vuggesangene, f. Ex. Tig no still, du liten Kind. Jæd. Tel. (Jf. Landst. 242. 288. 589). Ogsaa i svenske Dial. (Afvigende fra G.N. kind, f. Afkom).

King, s. Kjeng. – kinga, s. kjenga.

Kingelvev, s. Kongurvev.

Kingervaava, s. Kongurvaava.

Kink, m. en liden Bøining eller Vridning, f. Ex. i en Plade. Nordl. og fl. Ogsaa: en Bøining til Siden, et Kast med Hovedet, el. deslige. Tel.

kinka, v.n. (ar), vrikke, rokke, vride sig til Siderne. Tel. (jf. kinksa). Ogsaa: ryste langsomt. Kinka med Hovudet (el. paa Hovudet): vugge Hovedet til Siderne, ryste Hovedet sagte, saasom ved Forundring eller Beklagelse. B. Stift.

Kinks, m. en liden Bøining med Hovedet eller Overkroppen. Østl.

kinksa, v.n. (ar), vrikke, slænge lidt til Siden, især med Hovedet. Østl. Jf. kinka.

kinksam og kinken, adj. urolig, som rokker eller vrider sig til Siderne. Tel.

kinkutt, adj. kroget, bugtet. Nordl.

Kinn, f. 1) Kind, Side paa et Ansigt. (Tildeels vaklende i Kjøn mellem f. og n.). G.N. kinn, f. – 2) en Bjergside, en høi Skraaning. Valders. Ellers i nogle Stedsnavne. Jf. Durakinn og Kinnung.

kinna, v. (kjerne), s. kirna.

Kinnbein, n. Kindbeen.

Kinnfisk, m. Kindkjød paa Fisk; ogsaa om Menneskets Kinder. Hava store Kinnfiskar: være fyldig i Kinderne, see frisk og trivelig ud. B. Stift.

Kinnkjelke, m. Kindbeen, Overkjæve. Indh. (Kinnkjølke). Jf. Kjelke.

Kinnpust, m. Kindkjød. Tel. Brugt omtr. som Kinnfisk.

Kinnrode (o’), m. Rødhed i Kinderne.

Kinntaska, f. en Sygdom, som medfører stærk Hævelse i Kinderne. Sdm. Trondh. Nordl. Andre St. Kusma.

Kinnung, m. 1) Dørstolpe (= Beitskida). Tel. (Vinje). I Sæt. kaldet Durkinn (Durakinn), f. – 2) Væggen ved Siden af Døren; Tømmervæg som er afskaaren for at optage en Dør (eller et Vindue). Mere alm. (især Berg. og Trondh.). Nogle St. Kinning. – 3) Stok i Dørvæggen; en av de korte Stokke som støde til Dørkarmen. Ork. Nordl. (hvor derimod Væggen betegnes ved Fleertal: Kinnungarne). I svenske Dial. kinning, i begge de sidste Betydn. (Rietz 319). I G.N. kinnungr er Betydn. tvivlsom.

kint (moden), s. kirnt.

Kip (ii), m. et Kortspil, hvor man kun stikker med et Blad af samme Navn, f. Ex. Ti med Ti. B. Stift.

Kipa, f. 1) Vidiekurv, at bære paa Ryggen (= Kjessa). Søndre Berg. og fl. – 2) en kort Hylde i et Hjørne af Huset. Nordl.

kipa, v.n. (ar), vimse, hoppe, gjøre raske Bevægelser; f. Ex. om Børn. Tel. (Vinje). Jf. kipen.

kipen, adj. 1) urolig af Munterhed, lystig, vild, overgiven; om Dyr, som lege eller hoppe og løbe meget; ligesaa om Mennesker, især Børn. Næsten alm. – 2) stolt, storagtig. Ryf.

[Kiper, m. Bødker. (Betonet: Kip’er). Nt. Küper; T. Küfer. – Hertil: kipra, v.n. gjøre Kar eller Tønder. B. Stift. Jf. lagga.

kipla (i’), v.a. (ar), sætte “Kipling” eller Mundbid paa. Indh.

Kipling (i’), m. Mundbid, liden Pind som fæstes ligesom et Bidsel i Munden paa Kid for at afvænne dem fra at patte. Indh. Andre St. Kjevle og Kavle. (I Sverige kippel). Synes at høre sammen med Kjepp.

Kipna (ii), f. Munterhed, Lyst til rask Bevægelse; s. kipen.

kipnast (ii), v.n. blive munter, el. urolig af Munterhed.

Kipp, m. 1) Ryk, Træk; en ubetydelig Flytning eller Gliden; en kort, øiebliklig Bevægelse. Søndre Berg. og fl. – 2) Øieblik, Moment; den korteste Tid som man kan tænke sig. Tel. og fl. – 3) Rystelse,
Stød, pludselig Skræk; f. Ex. ved et stærkt Knald. Nordre Berg. (Jf. Kvekk, Støkk). Ogsaa: Skyhed, Anlæg til Rædsel. Hesten heve fenget ein Kipp i seg: Hesten er engang bleven skræmt og er derfor meget sky.

kipp, adj. meget rask. S. kjapp.

kippa, v.a. og n. (er, te), 1) rykke til sig, snappe, nappe. Hard. Voss, Vald. og fl. G.N. kippa. Kippa paa seg: tage paa sig i en Hast, slænge paa sig (Klæder, eller især Sko). Smaal. og fl. (Jf. G.N. kippa skóm á fœtr). – 2) trække Fisk med Stang (Kippetroda). Shl. Helg. og fl. Nogle St. kylpa; paa Sdm. pota (o’). – 3) samle, drage sammen; maaskee egentl. binde i Knipper (Kippe). Vald. Hertil Ordsproget: Litet kipper litet, dvs. Lidet drager lidet til sig; det smaa vil ikke formere sig i nogen Hast. – 4) røre af Pletten, rokke, flytte. Eg vann ikkje aa kippa det: jeg formaaede ikke at rokke det. Nordl. Han kipte seg inkje; f. Ex. om en Steen. Ogsaa om en ubetydelig Bevægelse med Lemmerne, f. Ex. at slaae Armene mod Siden, eller lignende. Han sat og kipte paa seg. – 5) trække lidt fremad, flytte lidt længere. Smaal. Især om at bringe et Læs op over en Bakke; s. Kippevending. – 6) skræmme, skrække, paaføre en pludselig Rystelse (kvekkja, støkkja). Han kom og kipte meg. Mest reflexivt kippa seg: faae en Rystelse, fare op af Skræk; f. Ex. ved et Knald, et Slag, et uventet Greb. Nordre Berg. Hall. og flere. G.N. kippast. Ellers: kveppa, kvekka, støkka. – 7) v.n. løbe, trippe afsted, gjøre en kort Udflugt. Smaal. – 8) smække, slænge af og til, hænge løst; for Ex. om Sko som ikke slutte rigtig til Foden. Østl. – I svenske Dial kippa i flere af de ovennævnte Betydninger. (Rietz 321). Particip kipt (kippt), tildeels udtalt: kift.

kippast, v.n. rykkes, trækkes med hinanden. (Sjelden). Ogsaa med en dunkel Betydning i Ordsproget: Det kippest i Kynet, dvs. det følger med Slægten, eller ogsaa: Arten viser sig; de unge ligne de gamle. Sdm. (Dæ kjippist i Kjøn’e). G.N. honum kippir i kyn.

Kippe n. Knippe, Bundt; saasom af Kjæppe, Kviste, Vidier og desl. B. Stift, Østl. Afvig. Kippa, f. Hall. G.N. kippi, n.

kippedraga, v.a. drage Stænger hobeviis eller i Bundter. Hall.

kippen, adj. sky, let at skræmme (= kveppen). Nordre Berg. Jf. kippug.

Kippesjo, m. det Tilfælde at Søen stiger eller falder pludselig. Shl.

kippeskodd, adj. gaaende i bare Sko, uden Strømper. Østl. Afvig. kippskoen, Ork., og som Adverb. kippeskonom (?), paa Sdm. “gaa kippeskonaa”. Jf. høkulskoom.

Kippetroda, f. Fiskestang at bruge paa Søen, f. Ex. til Sei. Shl.

Kippevending, f. en kort Udfærd eller Reise; en Tilbagevending for at hente Resten af et Læs, som man har maattet dele for at faae det op over en Bakke. Ligesaa med en Byrde, som er for tung til at faae frem paa een Gang. Smaal.

Kippevid (i’), m. Brændeved i Knipper.

Kipping, f. Rykning, o.s.v. see kippa.

Kippmaur, = Tepperot. Nhl.

kippug, adj. urolig, vimsende, som gjør mange Slags Bevægelser; om Dyr. Hall. Hedder ogsaa kippen.

kipra (ii), v. s. Kiper.

kipt (i’), greben, snappet osv. s. kippa.

Kirkja, f. s. Kyrkja.

kirna (i’), v.a. (ar), kjerne, tilvirke Smør. Lyder mest alm. kinna (ii) og dernæst kidna, Søndre Berg. og fl. Isl. kirna (Haldorson). T. kernen, kirnen; Eng. churn. Hører sammen med Kjerne, m. (Jf. Weigand 1, 579).

Kirna, f. Smørkjerne, Kar hvori Smør tilvirkes. (Udtalt Kidna og Kinna ligesom Verbet). Jf. Strokk og Bide.

Kirnarbite (i’), m. et Stykke Brød med nykjernet Smør paa. Mest alm. Kinnabite.

Kirnardag, m. Kjernedag (Løverdag).

Kirne-tre, n. Kjernestav, Redskab hvormed man kjerner Smør. Sfj. og fl. (Kinne-tre). Ellers Kidnetvora (o’), Nhl. Kinntyl, Gbr. Har ogsaa et eget Navn: Tyrel (Tvirel, Tvorul).

Kirning, f. Kjerning af Smør.

kirnt, adj. moden, som har faaet Kjerne; om Nødder. Hall. (Lyder som kint). Jf. kyrnt.

kisa, v.n. plire, knibe Øinene sammen. Buskr. – kisøygd, adj. plirende. Sv. kisøgd.

Kise (i’), m. Dvergbirk (Betula nana). Hard. I Shl. Kisa (i’), Kjesa, f.

kisle, s. kitla og kjetla.

Kiss, et Lokkenavn til Kattene. Udtales ligedan som det forhen (under Kidla) anførte “Kissalt” og “Kissebann”, nemlig med haardt “k” og ikke “kj”. Disse Tilraab ere ikke egentlige Ord, men kun et Slags Lokkelyd, som staar udenfor Sprogets Regler.

Kissebær, n. Kirsebær. Lyder ogsaa Kisebær (i’); afvig. Kyssebær, Hard. Ryf. og fl. Hertil Kissebær-tre, n. Kirsebærtræ. Egentl. Kirse, efter Lat. cerasus (kerasus).

Kista (i’), f. 1) Kiste, stort Skriin. Afvig. Kyste, Kjøst’, Ndm. G.N. kista, af Lat. cista. – 2) en fiirkantet Skive; især om Pladerne paa et “Stølebelte”. Sæt.

Kistel, m. et lidet Skriin. (Fl. Kistlar). Rbg. Tel. – G.N. kistill.

Kistemat, m. Mad som nedlægges i en Sømands Kiste ved Udreisen til et Fiskevær. Nordl.


kita (i’), v.a. (ar), kildre, berøre paa et ømt Sted. Østl. Nordre Berg. Trondh. Tildeels udtalt kjeta, kjæta; ogs. kjaataa, Ork. Indh. I de sydlige Egne bruges en anden Form kitla, advig., kisle. Sv. kittla; i Dial. kitta, keta (Rietz 317). Isl. kitla. T. kitzeln.

kitall (i’), adj. kilden; s. kitug.

Kitel (Kjedel), s. Kjetel.

Kiting (i’), f. Kildren, Pirrelse.

Kitl, n. 1) Kildren. 2) Skubben, Gnidning; s. kitla.

kitla (i’), v.a. (ar), 1) kildre, pirre; s. kita. – 2) skubbe, gnide, vride sig i Klæderne, ligesom af Kløe. Kitla seg (= skaka seg). Nordre Berg. (udtalt kiltla, kilsle). Hertil Kitl, n. skubbende Bevægelse.

Kitling, f. 1) Kildren. 2) Skubning.

kitlug, adj. kilden, øm; s. kitug.

[Kitt (i’), n. Kit, Cement. Nogle St. Kjett. T. Kitt. Hertil kitta, v.a. (ar), kitte, fæste med Kit.

Kitte (i’), m. Rum som er omgivet med en Fjelevæg; en stor Kornkasse (= Bing) ved Væggen i et Huus. Indh. (Sparbu). – I svenske Dial. kätte (Rietz 384), om et afstængt Rum.

kitug (i’), adj. kilden, pirrelig, som lettelig føler sig kildret. Trondh. Sdm. Nogle St. kitig;, ogs. kjaatau(g), Ork. Ellers i en anden Form: kitall (i’), Hall. kjetall, Gbr. Solør. I de sydligste Egne: kitlug, kislug. Sv. kittlig.

Kiv (i’), n. om en idelig Gjentagelse. Hard. “Da kjem upp i Kjev’e:” det vil altid komme igjen. (Dunkelt).

Kiv (ii), n (og m), Kiv, Tvist, Trætte.

kiva (ii), v.n. (ar), kives, tviste, stride. Ofte i Formen kivast. G.N. kífa. Sv. kifva. I lignende Betydn. bruges ogsaa: kjoa, kjava, kjevja, kjaka, kjekla.

Kive (ii), m. Snylte-Maage, Struntjager, Lestris parasitica. B. Stift. Ogsaa kaldet: Jo (efter dens Stemme), Jobonde, Livrejo, Tjuvejo (Kyv-jo, Trondh.). Isl. kjói.

Kiving, f. idelig Kiv og Tvist.

kivsam, adj. kivagtig, trættekjær.

Kivsmaal, n. Tvist; ogsaa Tvistepunkter, Sager som vække Strid.

Kjadd, s. Hjell. – Kjaft, s. Kjeft.

kjaga, v.n. (ar), drive stærkt paa, skynde sig med et Arbeide. Smaal.

kjaka, v.n. (ar), kives, trætte, kjævle. Tel. Hall. Vald. Jf. kjefta.

Kjake, m. Kjæve, Kjævebeen; Side af Munden. Mest alm. Kjakje; ogsaa Tjakje, Sdm. Kjaakaa, Gbr. Kjækje, Sdm. (sjeldnere); Kjeik, Ork. Sv. käk; Holl. kaak; Eng. cheek. En anden Form er Kjelke, G.N. kjalki. – “Kjaakaa” bruges i Gbr. (ligesom Kjeft) om et enkelt Væsen (Dyr eller Menneske); saaledes “inkje Kjaakaa” (ikke en eneste), og “kor Kjaakaan” (hver eneste een).

Kjakebein, n. Kjævebeen.

Kjakerot, f. Kjævernes bageste Deel.

kjamsa, v.n. tygge, æde (= tamsa). Tel.

kjangla, v.n. kjævle, kives. Smaal. ogsaa Sfj. og fl. Kjangl, n. Kiv.

kjapp, adj. rask, hurtig. Shl., ogsaa Hall. og fl. Nogle St. kipp (vel egentl. kjepp). – kjapt, adv. fort, hurtigt. Trondh.

Kjarr, n. Krat; s. Kjerr.

kjasta, og kjastra, s. kjaasta.

kjaue, s. tjugo. – Kjaur, s. Tjoder.

kjaurd (kjørt, dreven), s. køyra.

kjava, v.n. (ar), kives, kjævle; ogsaa: snakke meget, pludre, støie; om en Forsamling. Tel. Sdm. og fl. Hertil: Kjav, n. Tvist, Larm; vidtløftig Snak. kjavsam, adj. snakkelysten. Jf. kava, kada.

kjaa, v. gnide, skubbe; s. tjaa.

Kjaadn, haard Snee; s. Hjaarn.

kjaaka, v. plage o.s.v., s. tjaaka.

kjaana, forslides, s. tjaana.

kjaasta, v.n. (ar), stønne, puste, snøfte. Hall. Ogsaa i Formen kjasta, Smaal. Rom. I Sogn kjastra: klynke, smaaskrige; om Børn.

kjaataa, s. kita.

kjaatta, v.n. (ar), titte, kige efter noget. Sogn.

kjaava, v.n. vimse, trippe omkring i megen Travlhed. Hall.

Kjeda (el. Kjedja), f. Kjæde, Baand af sammenhængende Ringe. Mest alm. Kjæda, Kjæa, Kjea; ogsaa Kjeie (for Kjedja), Sdm. Afvig. Kje, n. (for Kjede), Valders og fl. Sv. kedja; Nt. kede; T. Kette, af Lat. catena. – Kjetting, m. Ankerlænke, er dannet efter den tydske Form.

Kjedding, s. Kjerring. Kjedl, s. Hjell.

Kjeft, m. 1) Kjæft, Mund. Egentlig en stor Mund saasom paa Dyr og Fiske; men i en mere fri eller skjødesløs Tale ogsaa om Menneskets Mund, og især med Hensyn til Snakkefærdighed. – 2) en Munding, Aabning. Posekjeft, Hitarkjeft, Elvarkjeft, Fjordkjeft. – 3) Eggen paa Øxer. Øksarkjeft. – Ordet lyder almindeligst Kjæft; nogle St. Kjept, og i en ældre Form: Kjaft, Hall. Vald. Nfj. G.N. kjaftr, kjaptr. Sv. käft. Kvar ein Kjeft: hver eneste Krop, hvert Menneske. Inkje ein Kjeft: ikke en eneste Sjæl. D’er fælt til Kjeft paa honom: han gjør forfærdelig Støi (Snak, Skraal). Gjera Kjeft: bruge Mund, skjælde, larme. Riva Kjeften, s. Kjeftriv. Slengja Kjeften: slaae om sig med fornærmelige Ord. Halda Kjeften: holde Mund, tie. Liggja kaldom Kjefte (i Dial. “kalda kjæftaa”), s. kald.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   78   79   80   81   82   83   84   85   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə