Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə85/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   81   82   83   84   85   86   87   88   ...   221

klakka, v.a. (ar), 1) tilsøle, sætte Klatter paa (f. Ex. Papir). – 2) slaae, banke. Sogn, Vald. (Jf. kakka). – 3) gilde, kastrere (paa en egen Maade). Hall.

Klakkekall, m. Havmand, Vætte som tænkes at opholde sig paa Fiskegrundene (Klakkerne). Nordl.

klambra, v.a. (ar), tilrede Liin med en Klemme (Klomber), førend man hegler det. Stjordal. (Jf. klemba, klembra). Hertil: Klambreskjol (Klamerskjøl), n. et Skuur, hvori dette Arbeide udføres.

Klamp, m. 1) Klods, Træstump. Særskilt om en Blok at binde til Fødderne paa Heste. Toten og fl. – 2) Træstykke, som slaaes fast paa en Baad for at dække en Revne. Nordl. Trondh. Berg. Nogle St. Klampe.

klampa, v.n. (ar), trampe, gaae tungt og larmende; f. Ex. med Træsko. Nordland. (Sv. Dial. klampa).

klamsa, v.n. (ar), klodse, arbeide plumpt og med megen Larm.

Klander (Klandr), n. Paatale, Dadel, Modsigelse; ogs. Trætte.

klandra, v.n. (ar), paatale, laste, have noget at udsætte. Eg vil ikkje klandra paa det. G.N. klanda; Sv. klandra. Ogsaa: trætte, modsige hinanden.

Klang, m. Klang, klingende Lyd. I Berg. Stift: Klaang.

klanglaus, adj. klangløs, mat.

klangrik, adj. klangrig, fuldtonende.

Klank, m. Iisklump (= Klake). Ork.

Klant, m. Klippekant (= Klett). Hall.

klappa, v.a. (ar), klappe, slaae med flad Haand; el. oftest: berøre med milde, venlige Haandslag. G.N. klappa. – Hertil Klapp, n. og Klapping, f. Klappen.

Klapper, pl. s. Klopp.

klar, s. klaar. – klara, s. klaara.

[klarera, v.a. (ar), klarere, afgjøre.

Klase, m. Klase, Klynge. Østl. I Gbr. Klaasaa. Klase, Klynge. Østl. I Gbr. Klaasaa. Ellers lidet brugt.

klassa, v.n. klæbe, hænge ved. Tel. Ogsaa: søle. røre; s. klessa.

klassen, adj. klæbrig, vedhængende. Tel.


Klatr (Klatt’er), n. 1) Møie, Arbeide som gaar daarligt; s. klatra. 2) daarligt Materiale; ogs. Fuskerarbeide.

klatra, v.n. (ar), 1) banke, hamre smaat og vedholdende paa noget haardt. Sdm. – 2) kludre, arbeide seent og uheldigt; især med ubekvemt Materiale eller daarligt Værktøi. Meget brugl. især nordenfjelds. (Sv. Dial. klatra). – 3) gjøre uheldige Forsøg, saasom med Handel, Bygning eller deslige; spekulere daarligt, forøde Penge til Unytte. Nordl. I lignende Betydninger ogsaa: kratla, kaltra; kolka, kokla, kvakla; balla, bratla, fikla, larva og fl.

klatresam, adj. 1) ubehændig, uheldig i Arbeide. 2) ubekvem, besværlig; om Arbeide. “klattersam”, Trondh.

Klatresmid (Klatter-sme’), m. en uheldig Arbeider; Fusker. Trondh.

Klatring, f. seent og uheldigt Arbeide; unyttige Spekulationer; s. klatra.

Klatt, m. Hob, Slump. Mest i Forbindelsen “heile Klatten”.

klaut, adj. læspende, som taler utydeligt. Hall. Jf. kleis og klussa.

klauv (kløvede), s. kluva.

Klauv, f. 1) Klov (Kløve), kløftet Hov paa Dyr. Nogle St. Klau. G.N. klauf; Sv. klöf. – 2) en Kløft i Stolper eller Sparreværk; en indhuggen Skure i Enden af en Stok, hvori den tilspidsede Ende af en anden Stok er indfældet. – 3) som Plantenavn: Cypripedium (= Marisko). Buskr. Jf. ogsaa Geitklauv. – Det gjeng Klauv um Klauv og Horn um Horn: Kreaturene gaae frit om Hinanden, nemlig paa Marker, som ikke ere udskiftede eller adskilte ved Gjærder.

klauva, v.a. (ar), sammenfælde Stokke ved Kløfter i Enderne.

Klauvdyr, n. Dyr som har Kløver, f. Ex. Ko, Gjed, Faar osv.

Klauvfar, n. Spor efter Kløvdyr.

Klauvhelta, f. Halthed, foraarsaget af Ømhed i Kløverne. Tel.

klava, v.a. (ar), ophaspe en Fiskeline; lægge i Klave. Nordl.

Klave, m. 1) Klove, Halstræ for et Dyr. G.N. klafi; Sv. klafve. Deels dannet af en Kløft, hvis Aabning lukkes med et Vidiebaand (Horvelde); deels bestaaende af en Bøile, som lukkes med en liden Skodde eller Skydehage (Klavenaal); i dette Tilfælde kaldet Laasklave. – 2) en lang og smal Kløft at ophaspe Snører paa (= Sula). Nordl. “Ein Klave” er ogsaa en vis Længde af Fiskeliner, saasom paa 200 eller 300 Angler. – 3) en vinkelformig Figur. Gjæserna fljuga i ein Klave, dvs. i en Række, som danner en Vinkel. B. Stift. og fl. Afvig. Klava, Østl. Klaavaa, Gbr.

klavebunden, adj. s. Klavenaut.

Klavehelg, f. Dagene imellem Juul og Nytaar. Klavahelg, Sogn. Klavadaga(r), “i Klavadøgo(m)”, Hall.

Klavenaut, voxent Nød (Ko, Øxe), som sættes paa Baas med Klave om Halsen. Hedder ogsaa “klavebundet Naut”.

Klavenaal, f. s. Klave.

klaa, v.a. (klær, klo, kleget), kløe, skrabe med Neglene. Uegentlig: skrubbe, tugte, ydmyge; ogsaa: skinde, plage med store Paalæg. G.N. klá (klæ, kló, klegit); Sv. klå. Supinum lyder tildeels klege (e’), Sogn; men mest alm. klegje, kleie, og nogle St. kligje, klie. – Forskjelligt herfra er klæja (kleia), v.n. at føle Kløe.

Klaade, m. Kløe, Krillen i Huden. Mest alm. Klaae. G.N. kládi; Sv. klåda, f. Uegentl. Nysgjerrighed, stærk Lyst, f. Ex. til at høre noget (Øyreklaade), eller røre ved noget (Fingerklaade).

Klaadekveisa, f. Blegne i Huden med Kløe. Nogle St. Klaadekøyna.

klaadug, adj. kløende, som har Kløe. Hall. (klaaug).

Klaakaa, s. Klake.

Klaamaa (Lamhed), s. Klume.

Klaamber, s. Klomber.

Klaanad, m. Kløen, Gnidning; ogs. Skrub, Tugt, Prygl. I Hall. Klaadna.

Klaar, n. en Stakkel, en svag Krop. Sdm. See ellers Klor.

klaar, adj. 1) klar, blank, skyfri (om Luften); reen, gjennemsigtig; f. Ex. om Glas. (Nogle St. klar). G.N. klár(r), af Lat. clarus; Sv. klar, i Dial. klår. – 2) reen, ublandet. Berre klaare Sanden: bare Sand. Klaare Vatnet: lutter Vand. Klaare Kjøtet: Kjød som er blottet for Hud. B. Stift, Num. og fl. – 3) tydelig, let at forstaae eller gjennemskue; om Fremstilling af en Sag. – 4) fri, løs, færdig til Gang; om Fartøi, m.m. Mest brugl. i Formen “klar”. Sjeldnere i Betydn. klareret, opgjort, afgjort. – 5) forødet, som har faaet Ende; om et Forraad. Det vardt klaart: det blev forbi med det. Jf. “han var mest klar”: han var næsten død. – 6) udmattet, meget træt; ogsaa: udlevet, affældig. Nordre Berg. Eg er so trøytt og klaar. “Han æ klaar’e ‘ta Dagj’a”: træt af Dagens Arbeide.

klaara, v.a. (ar), 1) klare, rense, gjøre klar. 2) klarere, opgjøre. Tildeels i Formen klara; saaledes ogsaa “klara seg”: bjerge sig, komme ud af det. 3) gjøre Ende paa, ødelægge. Ofte “klara”. Om et andet klaara, s. klora.

Klaare, m. Klarhed, Reenhed; Opklarelse i Luften osv. Nordl. og flere. I de sydlige Egne tildeels Klaara, f., paa Østlandet Klara.

Klaaring, f. Klaring, Rensning. Sjeldnere: Opklaring, Forklaring.

Klaa-ris (ii), n. en vis Buskvæxt, Tamarix germanica. Gbr. Nogle Steder kaldet
Klaavid (Klaa-ve), m. Trondh.

Klaarleike, m. Klarhed.

klaarna, v.n. (ar), blive klar (især om Luften), klare op; rense sig. Klaarning, f. Opklarelse.

klaarskimlutt, adj. smaaskyet med klare Mellemrum. Nordre Berg.

klaart, adv. klarlig, tydeligt.

Klaarveder (-veer), n. klart Veir.

klaarøygd, adj. klarøiet; klarsynet.

[klaass, adv. meget nær, tæt ved. (Brugl. blandt Søfolk). Eng. close.

klaassa, v.n. kludre, arbeide plumpt. Omtr. som kaassa og klafsa.

Klaastein, s. Kljaa.

Klaata, f. Kugle, rundagtig Klump eller Klods. Tel. (Jf. Klot). Klaategras, n. Borre, Arctium.

Klaavaa, s. Klove, Klave, Kleve.

Klaavid (i’), m. s. Klaaris.

Klebb, m. Smaadreng, Pog. Sdm. (Sv. Dial. kläpp).

klefsa, snappe, bide; s. glefsa.

klegen (e’), part. kløet; skrubbet, s. klaa. Udtalt: klegen (Sogn), klegjen, kleien (mest alm.), kligjen, klien.

Klegg, m. (Fl. Kleggjer), Klæg, Hesteflue (Tabanus); tildeels ogs. Bremse (Oestrus). G.N. kleggi; Eng. Dial. cleg. Jf. Blinding. – Kleggbit (i’), n. Klæggenes Stik. Nogle St. Kleggjebit.

kleia, s. klæja. – kleie, s. klaa.

kleima, v.a. (er, de), 1) kline, klistre, klæbe noget op, f. Ex. paa en Væg. Mest brugl. i den nordlige Deel af Landet. (Jf. klina, kleina, klima). Isl. kleima; Sv. Dial. klema. Kleima paa: paaklistre, opklæde. Kleima til: tilkline, bestryge med Kalk eller Leer. (Nordl.). – 2) klæbe, hænge ved. Oftest: kleima seg. En Kværn siges at “kleime” sig, naar Melet klæber fast ved den og ikke faar sit rette Afløb. (B. Stift). Spotviis bruges kleima ogsaa om at kjæle, karessere, omfavne hinanden osv. Sv. klema.

Kleima, f. 1) Klister, Meelklister, yderst fiint Meel. I Nordre Berg. om Meel, som klæber sig fast i Kværnen. – 2) noget klæbrigt eller vedhængende. Om Peroner: a) en seenfærdig Arbeider, En som ikke faar noget ud af Hænderne; b) en Kjæler, som altid vil have En at “hænge sammen” med.

kleimd, part. klæbet, klistret; om en Kværn: standset eller sinket ved Tilklæbning af Melet; s. kleima.

kleimen, adj. klæbrig; s. kleimsam.

Kleiming, f. Klæben, Tilklining.

kleimra, v.n. klæbe ved, hænge. Tel. (Vinje). Hertil Kleimer, n. Sliim, klæbrig Vædske.

kleimsam, adj. 1) klæbrig, vedhængende. Hedder ogsaa kleimen, og kleimefengen (paa Sdm. kleimefingjen); f. Ex. om Meel, som er altfor fiint. – 2) seenfærdig, nølende; ogsaa tilbøielig til at kjæle og karessere. (Spotviis).

kleina, v.a. tilkline (= kleima); ogsaa tilsøle, besudle. Voss. Hertil Kleina, f. en Plet, Klik, f. Ex. paa Klæder. (Jf. Klessa). kleinutt, adj. plettet, besudlet.

kleip, s. klipa.

kleis, adj. tykmælet, læspende, som udtaler enkelte Bogstaver utydeligt. Han er kleis paa Erren: han kan ikke udtale “R” tydeligt. Næsten alm. G.N. kleiss. Ellers: klessmælt, klessen, klaut, blesk, lesp, rækmælt.

kleisa, v.n. (ar), 1) klæbe (= klessa). Mandal. 2) tale ureent. Jf. G.N. kleisast. Hertil kleisen, adj. klæbrig osv. omtr. som klessen.

Kleising, f. Læspen, ureen Udtale.

kleismælt, adj. omtr. som kleis.

kleiv (klavrede), s. kliva.

Kleiv, f. (Fl. Kleivar), en høi Bakke paa Klippegrund; en Brink eller Bjergryg til at gaae over. Sædvanlig kun om en Klipperyg, hvorover der gaar en Vei eller Gangsti, og saaledes ofte opfattet som: en Vei over en Klippe. Vel egentlig: et Sted hvor man kan klavre over (af kliva). Mest alm. Kleiv; afvig. Kløyv, Indh. G.N. kleif. Sv. Dial. klev. Jf. Eng. cliff.

kleivutt, adj. bakket, meget ujævn; om en Vei som gaar over Bakker og Klipper.

klekk, svag; s. kløkk.

klekka, v.n. (klekk, klakk, klokket), 1) glippe, slaae Klik; s. klikka. (Vel egentlig en Betegnelse af Lyden). – 2) rystes, gyse osv. s. kløkka. – 3) forslaae, blive nok. Det klekk ikkje aat honom, el. Det klekk honom inkje. (Ofte med Imperf. klokk). Berg. Nordl. og flere. Andre Steder “kletta” i samme Betydning. Formodentlig er det to forskjellige Ord, som her støde sammen; det sidste falder sammen med det tydske klecken.

klekken, adj. skjør, som let brister. Nordre Berg. (klekkjen). Maaskee for kløkken, jf. kløkk.

klekkja, v.a. (er, te), klække, udruge Æg. Tel. og fl. G.N. klekja (klakti). Andre St. bræda, verma. Particip klekt: klækket, ruget (= brædd, stroppen).

Kleksa, s. Klessa. klekta, s. klia.

Klemb, m. 1) Klemmelse, haardt Tryk; s. klemba. – 2) Klem, Kraft, Eftertryk. Han talade so det hadde Klemb.

klemba, v.a. (er, de), klemme, trykke stærkt. Mest alm. klemma; nogle St. klæme og i Tel. klembe; jf. klembra, Klomber. Klemba seg: forklemme sig (= klembra). Klemba atter: lukke hastigt, slaae en Dør til. Klemba paa: drive paa, skynde, haste. Klemba til: slaae til, tage fat paa noget. – Ordene Klomber, kluma, klumsa, synes at forudsætte et stærkt Verbum: klema (klam) el. klemba (klamb).

Klemba, f. 1) Klemme, Presse; ogsaa om
en trang Kløft. 2) Knibe, Nød, Forlegenhed. Mest alm. Klemma, ogs. Klæma.

klembd (klemd), part. klemt, presset; ogsaa beklemt; stedt i Forlegenhed.

klemben, adj. klemmende, trang, haard.

Klember (Klæmbr), m. et klemmende, piinligt Tryk (af klembra). Eg fekk ein Klember paa Fingren. Nordre Berg.

Klembing, f. Klemmelse; Presning.

klembra, v.a. (ar), klemme, knibe, beskadige ved en Klemmelse. Han hadde klembrat Fingren sin. Mest brugl. i de nordlige Egne. G.N. klembra. Jf. Klomber.

Klembring, f. en piinlig Klemmelse.

klemma, v. s. klemba.

klen (ee), adj. 1) tynd, smal, spæd. B. Stift. Isl. klén (Haldorson); Sv. klen. Klene-Enden: den smaleste Ende paa en Stok. Jf. klinkast. – 2) svagelig, syg. Meget brugl. nordenfjelds; ogs. Østl. (Nogle St. klein). – 3) smaalig, daarlig, ussel, Ein klen Styremaate: slet Bestyrelse. Ei klen Aatferd: smaalig, lumpen Færd. Det var kleent av honom: det var usselt fra hans Side. – Adskiller sig fra den tydske Form (klein) og synes egentlig at have hedt klin. Komparativ tildeels klenre (kleendre, Hall.).

klenfengen, s. klenvoren.

klengja, v.n. (er, de), 1) hænge ved, fæste sig, klynge sig fast. Tel. Hall. Østl. Klengja paa: overhænge, forfølge, plage. Smaal. (klenge). Jf. G.N. klengjast. – 2) klavre, klatre. Nordl. (?). Sv. klänga. Jf. klengjen.

Klengja, f. Plantenavn. Galium Aparine. Toten og fl. Ogsaa: Borre (Arctium).

klengjen adj. 1) vedhængende, som let fæster sig. 2) flink til at klavre. Indh.

Klengjenamn, n. Øgenavn; uegentlig benævnelse som er opkommen ved et enkelt Tilfælde. Tel. og fl.

Klengjeord, n. fortrædelige eller tirrende Ord; Fornærmelser.

Klengjestev (-stæv), n. Vers med spottende Hentydninger til enkelte Personer. Ogsaa Klengjevers, n. og Klengjevisa, f. Tel.

klenkast (ee), s. klinkast.

Klenleike (ee), m. Smalhed; Svaghed.

Klenskap (ee), m. Smalhed; Sygelighed. Hedder ofte Klenheit,f.

klensleg (ee), adj. svag, daarlig.

klent (ee), adv. daarligt; smaaligt, lumpent. Det var kleent gjort. Fara kleent fram.

klenvoren (o’), adj. svag; sygelig. Hedder ogsaa klenfingen, klensleg.

Klepp, m. 1) en Klump, f. Ex. i Meelmad. Nordl. Trondh. og fl. (Jf. D. Klimp). – 2) en Bjergknold, Fjeldpynt. Guldalen. Hertil nogle Stedsnavne. – 3) en Kølle med en Hage eller Jernkrog, hvormed store Fiske trækkes ind i Baaden. Nordenfjelds. Ellers kaldet Fiskekrok.

kleppa, v.a. (ar), 1) hugge, indtage Fisk med en Hage (Klepp). Nordl. – 2) flække, virke til Klipfisk (?). Helg.

Kleppeskot (o’), n. Sygdom, hvorved der danner sig Klumper i Indvoldene (paa Dyr). Hall.

Kleppfisk, m. flækket Fisk; s. Klyvfisk.

klepputt, adj. klumpet, fuld av Klumper.

Klerk, m. en Mester i en Kunst, en som gjør fiint og kunstigt Arbeide. B. Stift. G.N. klerkr: lærd eller geistlig, af Lat. clericus.

Klesja, f. s. Klessa.

kleska, kladske; s. klessa.

Kless, m. Kladsk, smækkende Lyd; s. klesja. Hall. med Fleertal “Klessi” (Klesser).

klessa, v.n. (kless, klass, klosset), 1) klæbe, hænge ved, være blød og klæbrig; saaledes ogsaa: sive ud eller afsætte Vædske ved en Berørelse. Det var so blautt, at det klass. Gbr. Ork. (Andre St. klistra). Sv. Dial. klessa. – 2) pladske, som naar noget falder i Vandet. Han sette Baaten paa Vatnet, so det klass. Vald. – 3) kladske, give en dump Lyd, som naar en tung Masse støder sammen med en anden. Hall. Vald. Ogsaa brugt i en anden Form: kleske (klesk, klask). Gbr. Ndm. Jf. Eng. clash, T. klatschen.

klessa, v.n. (er, te), sudle, søle, smøre noget til. Østl. Ogsaa i andre Former: klassa, klussa, klysa. Isl. klessa.

Klessa, f. en blød Klump eller Masse. Hall. og flere. Ellers: Klesja, Nordl. Klesa, Sdm. og flere. Klyssa, Indh. Klysa, mere alm. Isl. klessa: klak. Jf. T. Klecks.

klessen, adj. 1) meget blød og klæbrig. Gbr. (Jf. klassen). – 2) tykmælet, læspende (= kleis). Ork.

Klessing, f. Vedklæben, Sølerie; et smudsigt, ubehageligt Arbeide.

klessmælt, adj. omtr. = kleis. Ork.

klessutt, adj. klæbrig, blød; ogsaa smudsig, tilsølet, beklikket.

Klett, m. Bjergknold, Pynt, Klint. Nhl. og fl. ogsaa ved Trondh. I Vald. Klitta (i’), f. G.N. klettr. Jf. Klant.

Klett, m. (2), et Knald; s. kletta.

kletta, v.n. (klett, klatt, klottet), 1) smælde, give et Knald, knitre. Ryf. Falder nær sammen med knetta. – 2) forslaae, blive nok. Hall. og fl. Det klatt ikkje endaa. Falder sammen med klekka.

kletten, adj. noget tung el. drøi. Ryf.

Kleve (e’), m. 1, Kammer, lidet Værelse; oftest et særskilt Værelse ved Siden af Fordøren og med Indgang fra Stuen. Mange St. brugeligt. Afvig. Klave, Sæt. (Valle), Klaavaa, Ork. G.N. klefi. I andre Egne bruges Kove (o’), og paa nogle Steder bruges begge Ord vexelviis.

Kleve (e’), m. 2, en Jernbøile i en Plov. Gbr. (Klæva). Dunkelt.

Klevekona (o’), f. Kone som besørger Andretningen
af Maden i et Gjæstebud. Sogn, Nordhordland.

Kli, n. 1, Slam, opskyllet Sand eller Dynd ved en Elv. Solør. (Sandkli). Her at ansee som fremmedt. Jf. Holl. klei, Eng. clay, Ang. clæg.

Kli, n. 2, Klid, grovere Dele af Meel. Sv. kli, T. Kleie. Brugt i Byerne; ellers for det meste ubekjendt.

klia, el. kli, v.n. (r, dde), kløge, væmmes, føles Tilbøielighed til Brækning. Berg. Nordl. og fl. Afvigende: kligte, Tel. og klegte, Solør. G.N. klígja (præs. klígir). Han klir ikkje paa det: han synes ikke ilde derom; ogsaa: han er ikke saa kræsen; han taaler at høre en smudsig Historie, o.s.v.

klia, v.n. (ar), skrige, kagle; om Søfugle, især Maager. Nordl. Hertil et Subst. Kli, m. (?), Fugleskrig. (G.N. klídr). Er vel nærmest en Efterligning af Maagernes Skrig.

klien, adj. som let væmmes el. kløger.

kligta, v. kløge, s. klia.

Klikk, m. et lidet Knald, en svag smældende Lyd. Ogsaa Klik, Skamflæk.

klikka, v.n. (ar), 1) banke med en svag Lyd, pikke (som et Uhr). Sæt. og fl. 2) smælde, gjøre et Smæk med Tungen. Ogsaa om Ørnens Stemme eller Skrig. “Eg haurde Aren klikka”. Nordre Berg. 3) slaae Klik, om Gevær; ogs. slaae feil, mislykkes. I Østerd. klekka, og med stærk Bøining: klekk, klakk, klukke. (Ligesaa i en svensk Dialekt. Rietz 327).

klima, v.a. klæbe (= kleima). Hall.

klina, v.a. (er, te), smøre, bestryge, oversmøre; ogsaa: kline, opklæde. Klina seg Braud: stryge Smør paa Brødet. (Tildeels blot “kline se”. Sdm.). G.N. klína. Particip klint (ii), f. Ex. klinta Lefsor: fine Fladbrød, bestrøgne med Smør.

Kling, s. Klining.

klinga, v.n. (kling, klang, klunget), klinge, give en klingende Lyd. Nogle St. klyngja (klyngje; klyng’e, klaang), Nordre Berg. Jf. Klang.

Klingra, s. Kringla.

Klining, m. 1) Fladbrød besmurt med Smør. Hedder paa mange St. Klining (i’), eller Klening, og forkortet: Kling. – 2) Smør til Brød; især om ringere Smør, Vintersmør. Sfj. Sogn. Oftest sammendraget til Kling.

klinka, v.a. (ar), klinke (f. Ex. Jernsøm), hamre fra to modsatte Sider. Ogsaa: slaae eller støde imod noget. Klinka til: slaae til. Trondh.

Klinka, f. Klinke, Dørslaa som aabner ved at løftes op. Sv. klinka.

klinkast, v.n. (ast), blive tyndere, blive smal eller mager. B. Stift. Opfattes som klenkast (kleenkast), af klen.

klipa, v.a. (klip, kleip, klipet, i’), knibe, klemme, gribe haardt. Nordl. hvor det ofte træder i Stedet for knipa. Andre Steder klypa. Isl. klípa (kleip).

Klipa, f. Kløft, Klemme; Rummet imellem Fingrene, dvs. see Klypa.

Klipp, n. Klip, Snit med en Sax. Nogle St. Klypp, s. følg.

klippa, v.a. (er, te), klippe, skjære med Sax; ogsaa: beklippe; tilskjære. Klippa Sauder: klippe Ulden af Faar. Klippa Klæde: tilskjære Tøi til Klæder. Mange Steder afvig. klyppa. Imperf. klipte gaar over til kliffte; nogle St. klyfte. Ligesaa Particip klipt, i de nordlige Egne klift (klifft), nogle St. klyft. G.N. klippa; kliptr.

Klippar, m. Klipper, Haarskjærer. Ein heil Klippar: en meget dygtig Karl.

Klipping, f. Klipning; Snit, Form.

Klipra (ii), f. Haandfuld, s. Klypa.

klipra (ii), v.a. knibe; s. klypa.

klistra (ii), v.a. og n. (ar), 1) kryste, presse, udpresse Saft eller Vædske af noget. – 2) væde, dugge; om bløde Ting, som klæbe ved Haanden eller afsætte Vædske, naar man trykker paa dem. “D’æ so raatt, at dæ klistra”. B. Stift og fl. Andre St. klessa; jf. klysa.

Klistring, f. Krystning.

Klitta (i’), f. Bjergknold; s. Klett.

kliva, v.n. (kliv, kleiv, klivet, i’), klyve, klavre, krybe opad eller over noget. G.N. klífa; Sv. klifva. Tildeels med Objekt, f. Ex. kliva Garden: klavre over et Gjærde. (Jf. Kleiv, f.). Uegentl. kliva inn paa: trænge sig ind paa, forurette, fornærme. Hertil Aakliv (i’), n. I Stedet for kliva bruges paa nogle Steder klyva, som falder sammen med kluva (kljuva).

Klivelid (-led), n. Gjærde-Led, som ikke kan oplukkes, men kun overstiges ligesom en Trappe. “Klyve-le”, Smaal. Rom.

Klivestøde, n. et Bræk paa et Gjærde, et Punkt hvor man kan stige over. “Klyvestøe”, Smaal.

Kliving, f. Klavring, Klatren.

klivra (i’), v.n. (ar), klatre (ofte eller idelig), gaae meget paa høie og steile Steder. G.N. klifra. – Klivring, f. idelig Klatren.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   81   82   83   84   85   86   87   88   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə