Ivar Aasen Norsk Ordbog


kljaa, v.a. (r, dde), hænge Lodder paa, binde Stene paa et Garn eller en Væv (s. følg.). Nhl. G.N. kljá. Kljaa



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə86/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   82   83   84   85   86   87   88   89   ...   221

kljaa, v.a. (r, dde), hænge Lodder paa, binde Stene paa et Garn eller en Væv (s. følg.). Nhl. G.N. kljá.

Kljaa, m. Lod, Tyngesteen; a) Sænkesteen paa et Garn. Sfj. (?). Anført i Jensens Glosebog, p. 61. I Hall. hedder det Kjoe, m. – b) Lod paa en Væv, i de gamle Væverstole (Uppstadgogner). Nhl. Oftere kaldet Kljaastein, ogsaa Klaastein. G.N. kljár, ogsaa klé (klée), m.

kljuva (kløve), s. kluva.

Klo, f. (Fl. Klør), 1) Klo, smal Taaspids, f. Ex. paa Fugle. Uegentlig om Haand eller Fingre, f. Ex. han fekk Klørna i det: fik
fat paa det. Ligesaa: kald paa Klonom: kold paa Fingrene. Afvig. Klon, og fl. Klø’na (Klønadn), Hall. Fleertal ellers paa mange St. Klø (i bestemt Form Klø’na, Klø’ne). Dativ tildeels Klonom (Klo’naa). G.N. kló, pl. klœr. – 2) Krog, Hage, Spids som ligner en Klo; f. Ex. Ankarklo. Særskilt om de enkelte Korn eller Kornstilke i et Ax, især paa Havren. Nedste Kloi (Klo’-naa): de nederste Korn i Axet. Nordre Berg. (Jf. Flo). – 3) Ring eller Løkke i Kanten af et Seil, benyttet som et Fæstepunkt naar Seilet skal flyttes nedad i stærk Vind. Nordl. Setja ei Klo: rykke Seilet nedad og fæste det ved den Klo, som er nærmest ved Underkanten. Ligesaa: setja tvo Klør, el. tri Klør, i stærkere Vind. Ein Klo-vind: Vind som er for stærk for fuldt Seil, saa at den nederste Klo maa trækkes ind.

klo (kløede), s. klaa.

kloast, v.n. hugge hinanden med Kløerne, f. Ex. om Katte. Jf. klora, kløna.

kloberr, adj. begjærlig, ivrig i at skrabe til sig. Tel. Egentl. som stikker Kløerne frem.

Klodyr, n. Dyr med Kløer, f. Ex. Kat, Hund, Ræv o.s.v.

Klofeste, n. Greb med Kløerne. Faa Klofeste paa: faa Greb eller Hold paa, faa fast i Kløerne.

Klohald, n. omtr. som Klofeste.

klok (oo), adj. 1) klog, kyndig, indsigtsfuld. G.N. klókr; Sv. klok. 2) forsigtig, betænksom, beregnende. 3) om en Plan: klog, vel betænkt. Det var klokaste Raadi. Jf. kløkjast.

kloking, m. en klog Person.

klokk, imperf. s. kløkka og klekka.

Klokka, f. 1) Klokke, stor Bjælde. Afvig. Klukka, Hall. Gbr. G.N. klokka, klukka. – 2) Klokke, Uhr. Egentlig kun et Uhr med Slagværk (Stueuhr, Taarnuhr), men bruges ogsaa om Lommeuhr. – 3) et kort Skjørt. (Ikke alm.). Som Plantenavn: Campanula.

Klokkar, m. egentl. Degn, Kirketjener (G.N. klokkari); nu sædvanlig: Kirkesanger, Forsanger. (Jf. Dekn). Klokkar er ogsaa et Navn paa Rødfisk (= Auger), maaskee af Farven paa en Degnedragt i ældre Tider.

Klokkehus, n. 1) Huus for en Kirkeklokke (= Stopul). 2) Kasse til et Stueuhr.

Klokkekolv, m. Klokkeknevel. Nogle St. Klokkebell (Klukkebell).

Klokkeskaal, f. Klokken i et Slaguhr. I Smaal. Klokkekopp, m.

Klokkeslag, n. Klokkeslæt. Kan ogs. hedde Klokkeslætte, n.

Klokkestreng, m. Klokkereb. (Paa Voss: Klokkekall, s. Kal).

Klokketime, m. en fuld Time efter Klokken (ikke efter blot Skjøn).

klokna (oo), v.n. (ar), blive klog.

Klokskap, m. Klogskab; Forstand.

klokt (oo), adv. klogelig, med Klogskab. Fara klokt fram. Hedder ogsaa kloklege (klokle’).

kloma, s. kluma.

Klomber (Klaambr), f. Klammer, Klemme, Redskab til at klemme eller knibe med. Ogsaa om en trang Bjergkløft i en Vei eller Sti. Mest alm. Klaamb’er, Klaamm’er; ellers Klømber, Hall., Klaamb, med Fleertal Klemb’ar, Tel. (Fleert. ellers sædv. Klombrer). G.N. klömbr. Hertil klambra; jf. klembra.

klombrutt, adj. fuld af trange Pas eller Kløfter; f. Ex. om en Fjeldsti.

Klomerke, n. Spor efter Kløer.

Klopp, f. 1) en liden Bro, f. Ex. af to eller tre Stokke over en Bæk. Berg. Trondh. og fl. – 2) Stokkelag, Stokkegulv i en Vei over en Sump. Tel. Hall. og fl. G.N. klöpp. (Jf. Kavl). – 3) en lav Trappe, saasom ved Døren paa en Stolpebod. Berg. – Fleertal sædvanlig Klopper, dog ogsaa Klapper, Tel og Klepper (Klepp’a), Hall. Om et andet Klopp s. Tre-klopp.

kloppa, v.a. (ar), belægge en Sump med Stokke til at gaae paa. Tel.

Kloppeveg, m. Vei med et Stokkelag.

Klor (oo), n. Ridse, Stribe efter en Klo eller skarp Spids (s. følg.). Paa Sdm. Klaar.

klora, v.a. (ar), rive, kradse med Kløer eller Negle. Ogsaa om at tegne eller skrive daarligt. Alm. Afvig. kaara, Sdm. G.N. klóra. Jf. kløna.

Kloring, f. Kradsen.

Kloster, n. Kloster. G.N. klaustr, af Lat. claustrum.

klosterk, adj. stærk i Kløerne; uegentl. fingerstærk, haandfast.

Klot (oo), m. Klode, Klump, rundagtig Kage; især et Slags Boller af Meel (= Ball, Klubb, Kumla). Buskr. og flere. I Smaal. Klot, f. med Fl. Kløter. I Hall. Kloter (Klotr), f. med Fl. Kløtrer (Kløtr’a). Jf. Sv. klot, n. Holl. kloot, T. Klotz, Kloß.

Klov (o’), n. 1) Kløft, Revne, Spalte. Til kluva (klauv). – 2) Skræv, Vinkelen imellem Laarene. Snjoen gjekk upp i Klovet: Sneen naaede nær til Bæltet. Berg. Gbr. Hall. og flere. G.N. klof. Ellers Kluft, Sula, Skrev.

Klova (o’), f. Kløft, Aabning. Nordl.

klova (o’), v.n. (ar), spærre Fødderne ud fra hinanden, tage lange Skridt. “Han klova’ paa og gjekk”. B. Stift.

Klove (o’), m. 1) Kløft, Vinkel; f. Ex. imellem Klipper. G.N. klofi. – 2) en kløftet Stang eller Stok; ogsa en Klemme, et Redskab at knibe med. Nogle St. Klaava, Klaavaa.

kloven (o’), adj. 1) kløvet. (Particip af kluva). G.N. klofinn. 2) revnet, sprukken
paa langs. Mere alm. 3) dannet som en Kløft eller Vinkel. Han vod so høgt som han var kloven: han vadede til Bæltet; jf. Klov.

Klo-vind, m. s. Klo.

klovna (o’), v.n. (ar), kløves, revne, sprække efter Længden. Alm. (tildeels klomna). G.N. klofna.

Klovning, f. Revne, Sprække.

Klovning, m. Halvdeel af en kløvet Stok. Trondh. og fl.

Klubb, m. 1) Klump, Kage; et Slags Mad af kogte Meelboller. Østl. (Ogsaa i svenske Dial.). – 2) Bjergknold; et høit rundagtigt Næs. Ryf. Sdm. – 3) Selskab, el. Samlingssted (efter Eng. club).

Klubba, f. 1) Kølle, Stok med en rundagtig Klods i Enden. Alm. G.N. klubba; Sv. klubba; Eng. club. – 2) Træstykke til Boie paa Fiskergarn. Sfj. Hertil Klubbetog (o’), n. Boiestreng (= Dubletog).

klubbutt, adj. rundagtig, tyk, plump. Smaal. og fl. Ogsaa klubbeleg, Tel. og tildeels klubben; jf. lubben.

Kluft, f. Kløft, Vinkel; Punkt hvor en Green gaar ud af et Træ, og deslige. Alm. Afvig. Klyft, Sdm. og fl. Ogsaa med Betydn. Skræv (= Klov), Sogn, Tel.

kluftad, adj. kløftet, grenet.

kluftast, v.n. danne en Kløft, forgrenes, dele sig (om Veie). Gbr. og fl.

Kluftetroll, n. Tvestjert, Insekt med kløftet Bagdeel. B. Stift. Jf. Tvistyrta.

Kluftevad, n. Fiskesnor med to Angler. Nordenfjelds.

kluftutt, adj. fuld af Kløfter.

Klukka, s. Klokka.

kluma (u’), v.a. (ar), gjøre maalløs; ogsaa: gjøre ubevægelig, lamme, fæste til Stedet. Tel. Hall. Lyder tildeels kloma og klumme (s. Landstad 703). Mere alm. klumsa. Jf. fjetra.

Klume (u’), m. Lamhed i Munden; Maalløshed. Stjordalen, i Formen Klaamaa.

Klummekonn, s. Klumsekorn.

Klump, m. Klump, Klynge, Knude. Jf. Klepp. Ogsaa et Slags Træsko. Nordl. Jf. Klamp.

klumpast, v.n. (ast), blive klumpet.

klumputt, adj. klumpet, ujævn.

klumsa, v.a. (ar), gjøre maalløs eller lam i Munden, hindre fra at tale (som ved Hexerie); hindre et Dyr fra at bide, osv. I Spøg om at lokke eller true En til at tie. B. Stift, Østl. Mandal og fl. I anden Form: klumra (Tel.) og klumme, s. kluma. – Hertil klumsad, el. klumsa (adj.), maalløs, lam i Munden, saasom af Krampe eller Skræk (i Folkesagnene ogsaa af Forhexelse). Han sat som han var klumsa: han kunde ikke faae et Ord frem. Nogle St. forklumsa. Isl. klumsa: mundlam (?). I svenske Dial. klumsen: stiv, lam af Frost (Rietz 332).

Klumsebite (i’), m. Middel hvorved man faar En til at tie. I Spøg om en Skræmsel, eller ogsaa en Gave, som En har faaet for at holde sin Mund og ikke klage. Oftest “Klumsabite”. Nordre Berg. I Stjordalen “Klaambaattaa”, maaskee med anden Betydning.

Klumsekorn (o’), n. et Slags Kogler paa Enebærtræet. (Omtalt som Hexemiddel til at hindre En fra at tale). Hadeland og fl. I Tel. Klummekonn.

Klumsing, f. Lammelse i Munden; Maalløshed, s. klumsa.

klundra, v.n. (ar), slæbe sig frem med Vanskelighed, f. Ex. ved Kjørsel paa en ujævn Vei. Østl. Hertil Klunder (Klundr), n. og Klundring, f. Besværlighed, møisom Gang.

Klundra, f. Hornstump, Knort, Knude; ogsaa om en Næve. Hall. “Faa kjenne Klundra”: blive stanget eller puffet.

Klundreveg, m. en besværlig Vei. Østl.

klundrutt, adj. knudret, ujævn.

Klunger (Klungr), m. Hybentorn, Hybentræ (Rosa canina, og fl.). Næsten alm. (Jf. Torn, Tyrne). Afvig. Klung, Ryf. Tel., Krungl, Sogn. G.N. klungr.

Klungerbjørk, f. lav Fjeldbirk med knudrede Grene. Gbr.

Klungerkjørr, f. Krat af smaa Hybentræer eller lignende Buskvæxter.

Klungerkvist, m. Hybenkvist. Ogsaa kaldet Klungerbuska, f. Klungerris (ii), n.

Klungernaal, f. Torn paa Hybentræ.

Klungerrosa, f. Vildrose, Hybenblomst. Nogle Steder Klungerblom, m. I Sfj. Klungrevise, m.

Klunger-runn, m. Tornebusk, Hybenbusk. Paa Sdm. Klungreryde (y’), n.

klungrutt, adj. knudret, kroget; om Træer eller Skov. Gbr.

Klunk, m. klukkende Lyd. Han drakk, so ein høyrde Klunkarne (dvs. enkelte Kluk i Halsen). Sv. klunk.

klunka, v.n. (ar), klukke, give en klukkende Lyd (som naar man drikker graadigt). Ogsaa om enkelte Fugles, især Ravnens, Stemme. (Jf. Isl. krunka). Heraf Klunking, f. Klukken.

klunsa, v.n. (ar), kludre, sluske; især om at sye skjødesløst. Hall.

Klure, m. 1) Krog, Vinkel, tvær Krumning; saasom paa Træer eller Grene. Gbr. Hertil Bytteklure: Krog eller Hage af Træ i Hanken paa en Bøtte. Sdm. og fl. – 2) Nagle eller Hage, hvormed en “Klave” tillukkes. Sfj. (Jf. Klavenaal). – 3) en løs Nagle, som indsættes ved Kanten af en Dør i en saadan Stilling, at den holder Døren lukket. Nhl. Isl. klúra, f. er noget lignende.

klurutt, adj. kroget, knudret; om Træer el. Kviste; ogsaa om Fingre. Gbr. (kluraatt).


klusa, v.n. (ar), flikke, lappe, sætte noget sammen af smaa Stumper. B. Stift. (Isl. klúsa). Hertil Klus, n. og Klusing, f. Flikværk, Lapperie.

Kluse, m. en Flik, Lap. B. Stift.

klussa, v.n. (ar), 1) søle, sluske, være skjødesløs. 2) læspe, tale utydeligt. Hall. Jf. kleisa.

Klut (uu), m. 1) Klud, lidet Stykke af vævet Tøi. G.N. klútr; Eng. clout. 2) Tørklæde, liden Dug. Hertil Halsklut.

Klutenapp, n. Nopper eller Flos af opskaarne Klude. S. Napp.

klutra (u’), v.n. (ar), arbeide smaat, sysle med smaa eller lette Arbeider. B. Stift. (Jf. krutla). I danske Dial. klyttre.

Klutring, f. smaat Arbeide.

kluva, v.a. (klyv, klauv, klovet, o’), kløve, spalte, splitte paa langs eller fra Enden. (Ikke alm., see kløyva). Inf. forskjelligt: klyva, klyve, Shl. Trondhjem; kluve, Tel. Gbr., kljøve, Hall.; egentl. kljuva. G.N. kljúfa (klýf, klauf, klofit); Ang. cleáfan, clúfan. Heraf Klauv, kløyva, Klov, Klove, Kluft og fl. Particip kloven er mere alm. end Verbet. – I nogle Egne bruges dette Ord ogsaa i Betydningen: klavre el. klatre, altsaa i Stedet for “kliva”. (Shl. Smaal. Ork.).

Kluva, f. Kløft, Klemme. Hall. Jf. Handkluva.

Kluvar, m. en Kile at kløve med; ogsaa om en dygtig Karl; s. Kløyvar.

Kluving, f. Kløvning, Spaltning.

Klyft, f. s. Kluft.

klyftig, adj. klog, skarpsindig, kløgtig. Meget brugl. især i Forbindelsen “klok og klyftig”. Sv. klyftig.

klykkja, v.n. (er, te), klemte med en Klokke, ringe sagte. Voss, Trondh. Nordl. (tildeels med Bøiningen: ar). G.N. klykkja, af Klokka.

klykkja, v.a. sammenbinde en Kløv, efterat den er oplagt paa Hesten. Sæt. Hertil Klykkjeband, n. Reb at binde tværs over Kløven. Jf. klyvja.

klyngja, v. s. klinga.

Klyp (yy), m. 1) Kneb, Kniben, f. Ex. med Fingrene. Faa ein Klyp i Armen. – 2) en Gnier; s. klypa.

klypa, v.a. og n. (er, te), 1) knibe, klemme, gribe haardt, ligesom med en Tang. Han klypte meg i Armen. Alm. i de sydlige Egne til Sogn og Gbr. G.N. klýpa. Nordenfjelds ombyttet med klipa (s.d.) og tildeels klipra (ii), Sdm. og fl. Jf. knipa. – 2) knibe sig sammen, blive smal eller trang; f. Ex. om en Strøm, en Fjord, et Dalstrøg. Jf. klypen. – 3) knibe, spare, give sparsomt el. med karrig Haand; egentl. holde Fingrene for tæt sammen. Smaal. og flere. Hertil Klyp, m. og Klypa, f. en karrig, gnieragtig Person.

Klypa, f. 1) Knibe, Klemme, Smalt Punkt; ogs. en Kløft. Jf. Bergklypa. – 2) Redskab at knibe med. Jf. Eldklypa. – 3) Haand, Fingre; el. Rummet imellem Fingrene. Taka full Klypa, el. taka upp i Klypa: tage Næven fuld. – 4) Haandfuld, Portion som man kan holde imellem Fingrene. Alm. i de sydlige Egne; ellers Klipa, Nordl. Trondh. Klipra og Klipr (ii), Sdm. og fl. – 5) en Gnier; s. klypa, 3.

Klype, n. en smal Bjergkløft. Num.

klypen, adj. 1) smal, indkneben; f. Ex. om en Baad. Hard. og fl. 2) karrig, gnieragtig. Østl.

Klyping, f. Kniben (med Fingrene); ogsaa Karrighed, Gnierie.

klyppa, s. klippa.

klyputt, adj. 1) trang, smal. 2) karrig. Østl. (klypette).

klysa, v.n. (ar), søle, sudle, smøre noget til. Jf. klessa.

Klysa, f. 1) Klak, Klump af tyk Vædske eller blød Materie. Næsten alm. Jf. klessa. – 2) Meduse, Sødyr som ligner en geleeagtig Klump. Trondh. Ogsaa kaldet Kobbeklysa, og tildeels Klyssa, Indh. Jf. Glya, Gopla, Marneta (Mannæta).

Klysedriva (i’), f. Strøm eller Stænk af en tyk Vædske. Vald. og flere. Ligesaa: Klysesputer, m. (Fabelagtigt i Æventyrene).

Klyssa, f. s. Klysa.

klysutt, adj. tilsølet, besudlet.

Klyv (y’), f. (Fl. Klyvjar), Kløv, Byrde for en Hest; sædvanlig deelt i to lige Dele, en for hver Side af Hestens Ryg. Afvig. Klyv, n. (Nordenfjelds). G.N. klyf, f. Ei Klyv Mjølk, i Hall. et vist Maal af Mælk, angivet til 80 Potter, fordeelt i to Dunker eller Flasker. Beslægtet med Klov og kloven, af kluva. Hertil klyvja.

klyva (yy), s. kluva og kliva.

Klyvbar (y’), m. Kløvsadel. Valders, oftest udtalt Klybbar og Klubbar; maaskee egentl. Klyvbarde (?). Jf. Isl. klyfberi.

Klyver (y’), s. Kløver.

[Klyver (Klyvr, med yy), m. Klyver, Stagseil. Sv. klyfvare. (Fremmedt).

Klyvestøe, s. Klivestøde.

Klyvfisk (y’), m. Klipfisk, Torsk som er flækket saaledes, at begge Halvdele hænge sammen og danne en enkelt Flade. Nordre Berg. Sdm. (hvor Torsken sædvanlig kun tilvirkes til Klipfisk). I Nordl. Kleppfisk.

Klyvflaska, f. = Klyvkagge. Vald. og fl.

Klyvfot (y’, o’), f. Tæppe at lægge under en Kløv. Ryf. Andre St. Ljofot, Aafot og flere.

Klyvhest (y’), m. Hest som gaar med Kløv. G.N. klyfjahestr.

klyvja, v.a. (ar), lægge Kløv eller Byrde paa. Klyvja Hesten. G.N. klyfja; Sv. klöfja. Ogsaa v.n. sammenlægge eller
binde en Kløv. – klyvjad: belæsset med Kløv.

Klyvja, f. Regnpiber, et Slags Sneppe (Fugl). Oftere kaldet “Klyvi”, som er en Efterligning af Fuglens Stemme. Østerd. Guldalen.

Klyvkagge, m. Mælkedunk, som kan føres i Kløv. Hall.

Klyvmeis, m. (f.), Vidiekurv til en Kløvsadel. Ogsaa Klyvkorg, f.

Klyvreide, m. Kløvsadel med tilhørende Kurve og Hængsler. Voss, Hall. Gbr.

Klyvsadel, m. Sadel, indrettet til at lægge Kløv paa. (Klyvsal, Kløvsal). Jf. Klyvbar og Trygje.

klæda, v.a. (er, te), klæde, dække med Klæder; ogsaa: skaffe Klæder, forsyne dermed. Mest alm. klæa, klæ’; ogs. klæde (Nfj. Sdm.). G.N. klæda. Uegentlig: dække med et Betræk, en Paneling, og desl. (Jf. bordklæda). Particip klædd: paaklædt osv.

Klæde, n. 1) Klæder, Klædning. G.N. klædi (Eng. cloth; T. Kleid). I denne Betydn. altid Fleertal; f. Ex. nye Klæde; slitne Klæde osv. Jf. Gangklæde, Sengklæde. – 2) Dug, Klud. I Sammensætning som Aaklæde, Fyreklæde, Handklæde, Turrklæde. – 3) Klæde, et Slags finere uldent Tøi. Hertil: Klædes Trøya, Klædes Kjole; ligesaa: Klædes Klæde (sædvanl. udtalt Klæ’s Klæe), osv. en Klædning af dette Slags Tøi.

Klædebunad, m. Klædning; ogsaa Klædedragt, Klædeskik. Lyder tildeels Klæ’buna, Klæbona.

Klædebyte, n. Omskiftning af Klæder.

Klædegang, m. en fuld Klædning. Tel. og fl.

Klædekot (o’), n. Huusrum til Klæder.

klædelaus, adj. blottet for Klæder; ilde klædt.

Klædeløysa, f. Klædemangel.

Klædenabb, m. Nagle at hænge Klæder paa.

Klædeplagg, n. Klædningsstykke.

Klædeskifte, n. = Klædebyte.

Klædeslit (i’), n. Forslidelse af Klæder.

Klædestell, n. Ting som høre til Klæderne eller Beklædningen.

Klædnad, m. 1) en Klædning, en fuld Dragt. 2) Klædeskik. Mest alm. udtalt “Klænna”. G.N. klædnadr.

Klædning, f. Paaklædning.

klæja, v.n. (ar), kløe, krille i Huden; ogs. (personl.): have Kløe, føle Trang til Gnidning. Hedder alm. kleia; vel egentlig klæa, af klaa. Isl. klæja (klæa); Sv. klia. Uegentl. lyste, tragte efter, være nysgjerrig eller forhippet paa noget. D’er det, som Naserna klæja etter: det er den Ting, som man tragter efter, el. som Folk løbe efter. Det tilsvarende Subst. er Klaade.

klæk, adj. om Jord: klæg, fugtig, klæbrig ligesom Leer eller Dynd. Tel. (Vinje). Ogsaa om andre Ting: blød, myg (omtr. som kløkk). Saaledes klæk-eggjad: blød i Eggen (om Knive). Maaskee optaget af Dansk.

klæklendt, adj. om et Landskab med blød eller leeragtig Jord. Tel.

klæma, s. klemba. klæmra, s. klembra.

klær, s. klaa. Klæva, s. Kleve.

Klø, pl. s. Klo. – Kløft, s. Kluft.

kløkjast, v.n. (est, test), blive klogere, samle Erfaring, uddanne sig. Sdm. Af klok.

kløkk, adj. 1) myg, blød, spæd; især om Væxter. Voss, Sogn, Nordl. og fl. Afvig. klekk, Sfj. Ryf. Kløkt Gras: ungt Græs, endnu ikke fuldmodent eller stivnet. – 2) svag af Kræfter, veg, ikke stærk; om Personer. Søndre Berg. (Tildeels klekk). G.N. klökkr: svag. – Afvigende herfra er kløkk, i Betydn. glat, jævn; om Veie og Føre. Indh. (Snaasen).

kløkka, v.n. (kløkk, klokk, klokket), rystes, bevæges. I Særdeleshed – 1) upersonligt: lade sig fornemme som en pludselig indvortes Bevægelse, en Rivning eller Stikken, saasom i saarede Lemmer. Helg. (med vaklende Bøining, tildeels Imperf. kløkte). Ogsaa i Gbr. og Østerd. om en pludselig Rystelse. Det kløkk i meg: det gyser, el. desl. Tildeels i en anden Form “klekke” (klekk, klakk, klukkje). Sv. kläcka (om Gysen af Rædsel). – 2) blive pludselig bevæget, føle en indvortes Rystelse, fare sammen af Gysen eller Skræk. Gbr. (Tildeels det samme som kvekka, kveppa, skvetta). – 3) bevæges i Sindet (som af Medfølelse), blive rørt, være nær ved at græde. Hall. Num. (Ved en sædvanlig Overgang af o’ til ø hedder Imperf. paa nogle Steder: kløkk). G.N. klökkva. Andre St. kløkkjast (med svag Bøining). Ordets egentlige Betydning er maaskee: briste (?); jf. kløkk og klekken. (S. Weigand 1, 591, om det tydske klecken).

kløkken (kj), adj. følsom, let at røre (= kløkksam). Vald. Jf. klekken (skjør).

kløkkja, v.a. (er, te), røre, bevæge i Sindet, røre indtil Taarer. Sogn, Vald. Han kunde tala so, at han kløkte heile Aalmugen. Particip kløkkt (kløkt): dybt bevæget el. rørt. – kløkkjast, v.n. blive dybt bevæget, være nær ved at græde (= kløkka). Sogn. Jf. myklast, rennast.

kløkkna (kløkna), v.n. blive svag eller blød (af kløkk).

Kløkkning, f. Rørelse, stærk Virkning paa Sindet. Oftere Kløkkjing, f.

kløkksam, adj. følsom, ømhjertet; ogs. medlidende, barmhjertig. Vald. Hedder ogsaa kløkkjesam.

kløkt, s. kløkkja.

kløna, v.a. (er, te), slaae Kløerne i, kradse eller rive med Kløerne; f. Ex. om Katten. Nordre Berg. Trondh. Nordl. Kløna i: gribe hastigt, tage fat paa. Jf. klora og Sv. klösa.


Kløning, f. Kradsen, Rivning.

kløra, v.n. arbeide seent og klodset. Sdm.

Kløter, s. Klot. – Kløv, s. Klyv.

Kløver (Kløv’r), m. Kløver (Urt), Trifolium. Nogle St. Klyver (y’). Nyere Ord; jf. Smæra. Nt. Klewer; Eng. clover.

kløya, v.n. (ar), kludre, gjøre sig for liden Flid, binde noget altfor løst, o.s.v. Tel. Maaskee kløgja?

kløyen adj. kjælen, blødagtig, som taaler lidet. Gbr. I Hall. kløyren.

Kløying, f. Skjødesløshed; s. kløya.

kløyren, s. kløyen. Kløyv, s. Kleiv.

kløyva, v.a. (er, de), kløve, spalte; ogsaa dele, skifte i to Dele. Afledet af kluva (klauv) og i mange Egne traadt i Stedet for dette. Ein kann ikkje kløyva seg: man kan ikke være paa to Steder, gjøre to Ting paa een Gang. Kløyva Natti: bruge den halve Nat til Arbeide. B. Stift.

Kløyva, f. Siden af Skiverne i et Steenbrud (Helleberg). Østl.

kløyvande, adj. som kan kløves.

Kløyvar, m. En som kløver; ogs. en meget dygtig Karl (= Kluvar, Klippar).

kløyvd, part kløvet. Jf. beinkløyvd.

Kløyving, f. Kløvning; Tvedeling.

Kløyvning, M. Halvdeel (= Klovning).


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   82   83   84   85   86   87   88   89   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə