Ivar Aasen Norsk Ordbog


Knøyving, f. Knugen; stærk Berørelse. Ko



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə88/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   84   85   86   87   88   89   90   91   ...   221

Knøyving, f. Knugen; stærk Berørelse.

Ko, f. s. Koda og Kvaada.

ko, adv. s. kor, kon.

Kobbe, m. Sæl, Sælhund (Phoca). Alm. vest og nord i Landet. Nogle St. Kobb. Isl. kobbi. Jf Sel og Erkn.

Kobbebrok (o’), n. Fiske som ere blidte el. revne af Kobben (i Garn). Sdm.

Kobbeklysa, f. Meduse, Gople. Fosen. Paa Sdm. Kobbeglya.

Kobbeskinn, n. Sælskind.

Kobbesveiv, m. Fod eller Lalle paa en Sæl.

Kobbeveida, f. Sælfangst. Nordl.

Kobbrom, n. Halvrum bag ved Mastetoften i en Baad. Nordl. (Senjen). Kobbromsbaat, m. en større Baad med et Halvrum i Midten. Jf. Hundrom.

Kobbunge, m. Unge af Sæl.

Kod (oo), m. Fiskeyngel; s. Kot.

Koda (oo), f. Raamælk, den første Mælk af en Ko som har kalvet. Nfj. Sdm. (Kode) og tildeels i Trondh. og Nordl. (Koa, Koe, Ko). Findes ogsaa i Formen Kvæa, el. Kvæ’ (Kvæda?), Ork. Indh.; altsaa vel egentlig Kvaada el. Kvoda. (Isl. kvoda). Hertil Koderjome (-rjøme), m. og Kodesmør, n. om Fløde og Smør af Raamælk. – Koda betyder ogs. Harpix, hvorom see Kvaada.

Kodd (o’), m. Testikel (= Eista); ogsaa om Testikelpungen. Søndenfjelds. (Hall. og fl.). Nogle St. Kodde. Sv. kodde; Eng. cod. (Isl. kodri: scrotum).

Kodda, f. s. Kolla.

Kodde, m. Pude, Hynde; Hovedpude. Mange St. brugl. G.N. koddi; Sv. kudde.

kofte, s. kovt.

koga (o’), v.n. kige, speide (= kaga). Tel.

kogga, v.a. (ar), narre, drille i Leg; give En et Slag og passe paa, at man ikke faar det gjengjældt. Nordre Berg. Hedder ogsaa “giva Koggen”.

Koggebarn, n. om en meget ung Person. Hard. (I en gammel Vise). I Tel. “Kogabaan”. (Landst. 24). Jf. G.N. kögurbarn.

Kogla (o’), f. Kogle, Frøkogle paa Naaletræer. Søndre Berg. Afvig. Kugla (u’), Voss; Kogoll (o’), m. Tel. (Raudland). Ellers i anden Form: Kokla, f. og Kokul (o’), m. Tel. Kjuka, Trondh. Kongla og Kongul, Østl. Kurl, Hard. (Jf. Isl. köggull: Klump).

koglutt (o’), adj. spraglet, spættet. Hall.

[Koia, f. Koie, Skibsseng. Holl. kooi. Jf. Kota. – koia seg: lægge sig.

Kok (o’), n. Seenfærdighed; s. koka (o’).

Kok (oo), n. 1, Kogen, Opkog.

Kok (oo), n. 2, Svælg, Hals. Ndm. i Forbindelsen
“Dæ sto’ fast i Kokje”. Isl. kok. n. Jf. koken.

Kok (oo), m. 1) en Klump, f. Ex. af Jord. Moldkok, Snjokok; Mjølkok. Smaal. Østerd. ogsaa Sdm. og fl. Sv. koka, f. Jf. Kokle. – 2) en Dynge; især af Muld eller Møg. Mok-kok (Mykjarkok), Fjoskok. Sogn, Hall. Gbr. Hedemarken.

koka (oo), v.a. og n. (ar), 1) koge; tillave ved Kogning. 2) v.n. syde, være i kogende Tilstand. Senere indkommet Ord; jf. sjoda. Ofte med Imperf. kokte; ligesaa Particip kokt, for kokad. – Nogle St. brugt i Betydn. nøle, spilde Tid. (Sogn).

koka (o’), v.n. (ar), kludre, arbeide seent eller uden Fremgang. Nhl. og fl. Hertil Kok, n. Seendrægtighed. kokjen (o’), adj. seenfærdig.

Koka (o’), f. Klump, Klak; f. Ex. af Beg. Sdm. Egentl. en Form af Kaka.

Koka (oo), f. en Kogning; Portion som kan koges paa een Gang. B. Stift.

kokande, adj. kogende; ogs. som kan koges.

Kokar, m. en Koger, Kok.

Kokefisk, m. en Portion fersk Fisk, tilstrækkelig til et Maaltid. Saaledes ogs. Kokesild, f. og flere.

kokefør, adj. 1) oplært eller øvet i at koge. 2) forsynet til en Kogning; om en Fisker, som har fanget saa meget, at det er nok til et Maaltid. D’er knapt so myket, at me er kokeføre. B. Stift.

Kokegryta, f. Madgryde til dagligt Brug.

Kokemat, m. Mad som koges; Grød, Suppe osv. Mange St. i Formen “Kokamat”.

Kokemjøl, n. Meel til Mad, som skal koges. Modsat Bakstermjøl.

Kokemund, n. den Tid da man pleier at koge til et vist Maaltid. Trondh. Sdm. Hedder oftest “Kokamund”.

koken (oo), adj. om Mad, som ikke smager, eller ikke rigtig vil glide ned (= kyrken). Ogsaa om En, som har vanskeligt for at svælge. Ndm. “Eta seg kokjen”. (Jf. kjøkja og Kok).

kokheit, adj. kogende hed.

Koking, f. Kogen. Jf. Kokning.

kokjen, s. koken og koka (o’).

Kokk (o’), m. en Kok (= Kokar). Almindeligst baade om Mand og Kvinde. Særskilt: Kokka, f. Kvinde som forestaar Kogningen. Østl. Kokketaus, f. Kokkepige. B. Stift. – Nyere Ord.

kokla (o’), v.n. (ar), kagle, om Fugle (Høns og fl.). Østl. Sv. kackla. – Ogsaa: kludre, s. kolka.

Kokla (o’), f. Kogle; s. Kokul.

Kokle (o’), m. en Klump, f. Ex. Meelklump. Hall. Jf. Kok, m.

koklutt (o’), adj. klumpet, ujævn. Hall.

Kokning (oo), f. en Kogning, Portion til at koge (= Koka). Ei Fiskekokning: saa megen Fisk, som man koger til et Maaltid.

kokra (o’), v.n. gnægge (= humra). Voss.

Koks (o’), f. en Skaal med Hanker eller Skaft. Søndenfjelds om en Steenskaal (Leerskaal) med Hank; nordenfjelds om en Træskaal med Skaft, altsaa en dyb Øse. Ogsaa i Formen Koksa, Nordl. Maaskee rettere Kogs; men formodentlig fremmedt Ord. I svenske Dial. kås, kaus, kåks (Rietz 380); i danske D. Kous; Nt. Kausse; Holl. kous. Jf. Kaupa, Skaupa.

Kokstein (oo), m. brændt eller sværtet Steen, som paa nogle Steder findes i Jorden. Østl. Ogsaa kaldet Bryggstein.

Kokstokk (eller Kokestokk), m. en Tromle, Agerrulle. Smaal. (Til Kok, m.).

Kokstøde (oo), n. Møddingsted, Gjødselgrube. Østl. (Kookstøe). Jf. Kok. Andre St. Dungestøde.

Kokul (o’), m. (Fl. Koklar), Kogle, Frøkogle paa Naaletræer. Tel. (Mo, og fl.). Andre St. Kokla, Kjuka, Kongul og fl. (s. Kogla). Paa Helg. Kokkelure. (Kukkelure er ellers et Sneglehuus). I svenske Dial. kokkel: en Klump (= Kokle).

kokutt (oo), adj. klumpet, fuld af Klumper (Kok).

Kol (o’), n. Kul, forkullet Træ. Nogle St. udtalt Køl og Kool (Østl.). G.N. kol; Sv. kol; Eng. coal.

Kola (o’), f. Lampe; Tranlampe, dannet som en aflang Skaal af Jern, og oventil forsynet med en Bøile og en Kjæde (Kolelekkja), hvorved den hænges paa en dertil indrettet Stang (Koleveiv). Alm. vest og nord i Landet. G.N. kola.

Kol-aks (o’), n. Brandax, forkullet Kornax. Østl. (Sv. kolax). Andre St. Moldaks.

Kol-aur (o’), m. Kulgrums, Askeklumper i en Smedie. Helg.

Kolbing, m. Kulkasse i en Smedie.

kolblaa, adj. blaa som Kul; egentl. blaasort. G.N. kolblár.

Kolblom, m. Aakande (Plante), Nymphæa lutea. Ved Kristiansand. Om Bladene: Kolblekkja, f. og Kolblad, el. Koleblad (o’), n. Om Roden: Kolstokk, m. Jf. Nykkjeblom.

Kolbot, f. Hase; s. Kalvbot.

Kolbrand, m. et forkullet Stykke Træ.

kolbrend, adj. sveden, forkullet.

Kolbrennar, m. Kulsvier.

Kolbær, n. Brambær, Rubus cæsius og fl. Smaal.

Kold, f. 1, et Kuld; s. Krull.

Kold, f. 2, en Fordybning i Jorden, en lavt liggende Flade. Sdm. Maaskee til kolva, = kvelva, ligesom “kold”, dvs. hvælvet, og “attkold”: tilbagehældende.

Kolda (o’), f. en stærk Forkjølelse, eller en Sygdom som er foraarsaget derved. Sogn, Hard. (Af kald). Isl. kalda: Koldesyge.


Koldjup, n. Dyb, hvor man ikke seer Bund (= Blaadjup). Tel. (Kolajup).

Koldrift, f. Brænding og Førsel af Smedekul.

Koleljos (o’, oo), n. Lysning af en Lampe (Kola). Ofte brugt i samme Betydning som “Eldsljos”, i Modsætning til Dagsljos.

Koleskugge (o’), m. Skygge paa Bagsiden af en Tranlampe (Kola).

Koleveiv, f. s. Kola. Jf. Helm.

Kolflekk, m. Plet af Kul.

Kolfusse, s. Fusse.

kolga (o’), v.a. (ar), sværte eller tilsmudse med Kul (= kola). Namd. Ogsaa: tegne eller skrive skjødesløst. Nordl.

Kolga (o’), f. 1) Kuller (Fisk); det samme som Hysa. Kun søndenfjelds, med Udtalen Kolja (Kolgje). Sv. kolja. (Navnet hentyder til de sorte Pletter paa Fiskens Sider). – 2) en mindre Fisk med blegrøde Skjæl; ellers kaldet Smelta og Nyss. Sogn (tydelig udtalt).

Kolgrov (o’), f. liden Grube, hvori man brænder Kul. Voss. G.N. kolgröf.

Kolhim (o’, ii), fiint Sod af Gryder eller Kjedler, at bruge til Sværte. B. Stift. Lyder sædvanlig “Kolim”.

Kolhus, n. Kulhytte. I Gbr. “Kolhytte”, om en Skovhytte af Bar eller Kviste.

Kolja, s. Kolga.

kolka, v.n. (ar), kludre, arbeide daarligt, fuske med noget. B. Stift, Østl. Ellers: koka (o’), kokla, kvakla, klatra og fl. Paa Østl. ogsaa “kulke” om at fuske med Lægemidler. – Hertil: Kolk, n. og Kolking, f. Kludren, uheldigt Arbeide. Kolkar, m. en Kludrer.

Kolkjeft (o’), m. Kulmule, som Spottenavn paa En som taber i en Leg. Sdm. I Hall. Kolfaut, m. En som roder i Kul og Aske; om Børn (ligt Oskunge, Oskefis).

Kolkorg, f. Kulkurv; Kulslæde.

kolkutt, adj. kludrende, ubehændig.

Koll, m. 1) Top, Hoved; især Haartop, Isse, den øverste Deel af Menneskets Hoved. Han graanar i Kollen. G.N. kollr; Sv. kull. Ogsaa om Toppen paa en Hat, Hattepuld. (Sv. hattkull). I Koll: omkuld, over Ende. Fara i Koll: falde omkuld. Ligesaa: detta, stupa, rjuka i Koll. Aktivt: riva, slaa, støyta i Koll. (Jf. Sv. kullkasta, kullrifva, kullstøta). – 2) en rund Top paa Jorden, en Knold, Bjergtop; en stor Høi. Afvig. Kull, Tel. (Vinje). G.N. kollr; Sv. kulle. Hertil mange Stedsnavne. – 3) Top eller Dusk paa Væxter; Blomsterhoved, Frøtop; f. Ex. Humlekoll. Ogsaa en Kvist med tæt Løv eller Bar. Einekoll, Furekoll. (Jf. kylla). Hertil nogle Plantenavne: Blaakoll, Raudkoll, Kvitekoll og fl. – 4) Spids i Enden af en Tømmerstok, den Top som dannes i Midten imellem Øxehuggene fra Siden. Østl. (Rom.). Jf. kollhogga. – 5) et Kar uden Øre eller Hank; et Mælkekar at bære paa Ryggen (= Hylke). Sogn. (Kodl). Jf. Kolla.

Kolla, f. 1, a) Hun-Dyr uden Horn; især om Hind og Hun-Elg. Dyrkolla, Hjortkolla, Elgskolla. G.N. kolla. Ogsaa om en Ko uden Horn; dog mest som Egennavn, for Ex. Raudkolla, Graakolla, Rosekolla. – b) I Sammensætning ogsaa om et Kvindemenneske, f. Ex. Rørekolla, Vasekolla, Tøvekolla (En som pludrer og snakker meget), Raskolla, Øsekolla (et Bruushoved). B. Stift og fl. (Ligt med “Kopp”, om Mandfolk, altsaa henspillende paa Begrebet: et Kar, s. det følg. Kolla). – I Østerdalen “Kulle” med Begrebet: Tjenestekvinde, Arbeidsmenneske (= Deigja); som: Sæterkulle, Stillkulle, Raksterkulle. Jf. Sv. kulla.

Kolla, f. 2, Kar uden Øre eller Hank; et lavt Trækar, hvori Mælk opsættes for at løbe sammen (= Ask, Ringja, Bunka). Søndre Berg. Jæd. Rbg. Tel. Gbr. og fl. Nogle St. Kodla; ogsaa Kodde, Sæt. Tel. Isl. kolla. Ogsaa i svenske Dial. – I lignende Betydning bruges: Kollkjerald, n. Valders; Kollfota (o’), f. Voss; Kollbytta, f. Mandal.

kolla, v.a. (ar), 1) afstumpe, tage Toppen af. Lidet brugl., s. kylla. – 2) s. kollhogga. – 3) støde omkuld. Kolla seg: falde omkuld (= fara i Koll).

Kollar, m. Opstander, el. opstaaende Spant paa hver Side af Forstavnen i en Baad. Nordl. (Lof.). Jf. Isl. kollardr: Fæstekrog?

kol-laus, adj. som mangler Kul.

kollbeint, adv. ret fremad, lige efter Næsen. Hall.

Kollbytta (y’), f. s. Kolla, 2.

[Kollekta, f. Collect, Kirkebøn.

Kollfota (o’), f. s. Kolla, 2.

kollhogga, v.a. tværhugge, tilhugge en Tømmerstok i Enderne. Rom. Hedder ogs. kolla; f. Koll, 4.

Kollhuva, f. Kalot, rund Hue som falder tæt til Hovedet. Ogs. Kollehuva.

Kollkjerald, s. Kolla.

Kollkveite, m. et Slags Hvede med meget korte Snerper (Børster). Østl.

kollsigla, v.n. (er, de), kuldseile. Hedder ogsaa: kollsigla seg (= sigla seg i Koll).

kollstøyta, v.a. kuldkaste, støde omkuld. Sjeldnere: kollkasta.

kollutt, adj. 1) toppet; f. Ex. om en Bjergryg med rundagtige Forhøininger. (Afvig. kollaatt, kollette). Af Koll. – 2) kuldet, som ikke har Horn; især om Køer. (Modsat hornutt). Alm. G.N. kollóttr. Sv. kullig, i Dial. kollet, kullet. – 3) skaldet (= skollutt, glasskallutt). Sjelden, saasom i Ordsproget “D’æ vondt aa lyske den kollette”. Sdm. – Ellers bruges kollutt ogsaa om Ting, som ere noget afstumpede eller mangle en vis Forhøining, f. Ex. en
Kirke uden Taarn, en Baad uden Stavne og deslige.

Kolløysa, f. Mangel paa Kul.

Kolmila, f. Kulmile, Vedstabel som brændes til Smedekul.

Kolmule, m. en Fisk af Torskeslægten: Gadus melanostomus (Nilsson). Skal ogs. hedde Kolmunn, men synes at være lidet bekjendt. Kolmunn er ellers en anden Fisk: Salmo carbonarius. (Strøm’s Eger, 122).

Kolmure, m. Kulgruus; s. Mure.

kolmyrk, adj. bælgmørk; kulsort. Alm. Hedder ogsaa kolende (o’) myrk; jf. kolsvart. Sv. kolmörk.

Kolmyrker, n. Bælgmørke.

kolna (oo), v.n. (ar), kjølnes, blive kold. G.N. kólna. Ogsaa: gyse, føle en kold Gysen. Eg kolnar. Det kolnade igjenom meg. (Jf. kjøla). Af det gamle kala, kol.

Kolning (oo), f. Kjøling, Afkjølelse.

Kolos (o’, oo), m. Kuldamp.

Kolp, m. en Ko-Tand. (Bergen).

Kolrand (-raand), f. en Kulstribe.

Kolse (o’), m. Kogle, Klase, rundagtig Top (paa enkelte Væxter). Tel. Jf. Koll.

Kolsekk, m. Kulsæk. Svart som ein Kolsekk (om tilsmudsede Klæder).

kolslokken, adj. ganske slukket; om Brande.

Kolsnort (o’, o’), m. et lidet brændt Træstykke. Tel.

Kolstokk, s. Kolblom.

Kolstubb, m. Grums eller Smuler af Kul (= Mure). Østl. Ogsaa Kolstybb, Gbr. Sv. kolstybb.

kolsvart, adj. kolsort. G.N. kolsvartr. Eg tykte, eg var kolsvart, dvs. jeg var ganske som tilintetgjort, aldeles overvældet (som af Forundring eller Skam). Nordre Berg. I Stedet for kolsvart siges ogsaa “kolende (o’) svart”, ligesom “kolende myrk”, “kolramende svart”, og “kolstumende (u’) myrk”. Lignende Ord ere “kolbikende (i’) svart”, “kolramende svart”, og kolstumende (u’) myrk”. Jf. stummyrk, og ramsvart. (T. kohlrabenschwarz).

Kolsvorta (o’, oo), f. sort Drossel, Solsort. Ndm. Jf. Sysvorta.

Kolta, f. Gjed uden Horn. Hall. Nærmest af kollutt; jf. Kolla.

kolten (o’), adj. opløst, el. nær ved at raadne; muggen, ankommen. Hall. Ork. Nordl.

koltna, v.n. (ar), opløses, mugne, begynde at raadne. Trondh. Andre St. ulna, legna, saana. Jf. moltna.

kolutt (o’), adj. sværtet eller plettet af Kul.

Kolv, n. hvælvet Baad; s. Kvelv.

Kolv, m. 1) Kolbe, liden Stok. Trumbekolv (Trommestikke). Byrsekolv (Geværkolbe). Sv. kolf. G.N. kylfa: Kølle. – 2) Knevel i en Klokke eller Bjælde. Næsten alm. (Jf. Bell). I Sæt. Kov (oo). Isl. kólfr. Det var, som Kolven var utor Bjølla: det bedste var borte; man savnede den, som man helst vilde have med sig. – 3) Piil, til Skydning. Vald. I Sæt. Kov, om et Slags Store Pile fra Oldtiden. G.N. kolfr. Han kom som ein Kolv, dvs. i flyvende Fart. Vald. Ogsaa i svenske Dial.

kolva, hvælve; s. kvelva.

Kolvid (-ve), m. Ved hvoraf man brænder Smedekul. G.N. kolvidr.

Kolving, s. Kvelving.

koma (o’), v.n. (kjem, kom, komet), at komme. Inf. ogsaa komma, mange St., og kaamaa, Ork. Indh. Præsens mest alm. kjem (e’); nogle St. kjøm (ø’); Fl. koma. Imperf. overalt kom (eller komm), for kvam; Fl. komo (oo), Hall. Vald. og fl. Imperf. Konj. kjøme, Tel. Supin. kome’ (o’); afvigende kyme (y’), kime (i’), Sdm. G.N. koma (kem, kom, komit), vel egentlig kvema (hvortil et ældre Imperf. kvam, Fl. kvámu); jf. Goth. kviman (kvam, kvémum). – Betydning. 1) nærme sig, være i Bevægelse henimod Stedet. Det kjem ein Mann. Det kjem ein Baat. No kjem han atter, o.s.v. – 2) ankomme, naae frem til Stedet. Eg kom i Gaar. Me koma heim til Kvelds. Han kom, som han var kallad (dvs. i det rette Øieblik). – Ogsaa: indløbe, tilstøde, træffe. Det kom Sand i Skoen. Det kom eit Flus inn i Augat. Det kom Væta paa Klædi. Saaledes ogsaa: Det kom ikkje Mat i honom den Kvelden. Det kom ikkje Svevn paa Augo osv. – 3) fremkomme, indtræde, indtræffe. Kornet kjem vænt (dvs. spirer vakkert; jf. kjøm). Det kom Gras paa Jordi. Det kjem Varme i Lufti. Det kom Regn. Det kann koma den Dagen og. Eg veit, kvat det kom av, osv. Noget lignende er: Det kom fyre meg; det kom paa Tale, og fl. – 4) forføie sig, begive sig (el. have begivet sig). Koma paa Vegen; koma til Bords, i Hus, i Seng. Ein skulde aldri koma der (man burde aldrig besøge det Sted). Saaledes ogsaa: komme afsted, kunne passere (= sleppa fram). Ein kjem ikkje yver Fjorden fyre Storm. Ein kann ikkje koma ut. Eg kom ikkje av Flekken. D’er so stort, at det kjem ikkje inn i Huset. – 5) skride frem, naae til et vist Maal; tage en vis Retning. Ein kjem ikkje langt um Dagen. Eg kom berre halvt paa Veg. Koma lenger nord; koma ut um Neset; koma paa Viddi; k. ut av Vegen; k. fraa kvarandre, osv. Det kjem upp i eit Hundrad. Prisen kom upp i ein Dalar, osv. – 6) stedes, geraade, indtræde i en vis Stilling eller Tilstand. Koma i Lag, i Gang, i Hop, i Ro, i Ulag, i Strid, i Faare, i Knipa. Koma upp i Høgdi; koma til Æra, til Magt osv. Ogsaa modsat: koma ut or Knipa osv. – 7) tilkomme, henfalde el. henhøre til noget. Det kjem litet paa kvar Part. Det kom ikkje meir paa meg (el. paa min Part). Det kjem ikkje der-attaat: hører ikke sammen dermed. Han tykkjest til seg koma: han venter sig meget Opmærksomhed; han er stolt, indbildsk. (Nordre Berg.). – 8) være i Vente, paafølge, komme efter. Vika som kjem
(el. blot: Vika kjem): den tilstundende Uge. Det kjem nokot annat etter. Det kom Graat etter Laatt, osv. – 9) være forhaanden, foreligge, findes i Veien (saa at man selv kommer til Tingen). Fyrst gjeng ein yver ei Bru, so kjem der ein Bakke, og so kjem Sletta. Her kjem det: her finde vi det. Der kom det (om noget som man netop har ventet). – 10) v.a. føre med sig, bringe. (Lidet brugl.). Koma aa Stad, el. k. aa Leid: foraarsage. Det var han, som kom det aa Stad. (Jf. aaleides). – Reflexivt. Koma seg: a) naae frem til et Sted; f. Ex. koma seg heim, fram, ut, upp, osv. b) forfremmes, komme i bedre Tilstand; voxe, trives; især: blive frisk, faae Kræfter. c) opkomme, have sin Oprindelse. Eg veit ikkje kor det kom seg. Koma seg fyre: komme til Kræfter el. Velmagt. Koma seg til: bekvemme sig til, have Mod til noget. Eg kjem meg ikkje til det: jeg undseer mig for det, er ikke dristig nok dertil. (B. Stift). Koma seg under eit Arbeid: faae rigtig Øvelse eller Greb i Arbeidet. (Sdm.). Koma seg inn hjaa: komme i Gunst hos. Koma seg laus: blive færdig hjemmefra. – Sjeldnere i Formen komast (kjemst, komst, komest), saasom: komast fram (= koma seg fram); komast til med (komme i Gang med); komast undan (= koma seg undan), dvs. undkomme, undslippe. – Med Partikler. Koma attum: blive agterud, forsinkes. Koma av med nokot: komme tilrette dermed. Koma aat: røre ved, berøre. Koma fram: naae til et vist Maal; ogs. gaae i Opfyldelse; jf. framkomen. Koma paa (uppaa): a) falde paa, erindre; b) træffe, opdage; c) indtræffe, hænde. Koma til: a) opkomme; opvoxe; tildeels ogsaa: blive til, fødes; b) lave sig, gaae til paa en Maade. Det kom so til. c) finde Leilighed til noget; træffe til; f. Ex. Eg kom til aa tala um det. Koma til seg: komme til Udførelse. Det kjem aldri til seg: det bliver altid forsømt, aldrig sat i Værk. (Nordre Berg.). Koma upp: opkomme, vise sig; ogs. blive bekjendt, opdaget. Koma utav (uta’, ta’): a) glemme, tabe ved en Afbrydelse; b) skille sig vel fra. Eg kom utav det: jeg glemte hvad jeg skulde sige; jeg kom ud af Concepterne. Me skulde vel koma utav det: vi skulde nok forliges derom, komme tilrette dermed. Koma ved: vedkomme, angaae. Koma vel ved: komme til god Hjælp, være kjærkommen. (Nogle St. koma vel med). Koma yver: træffe, opdage. Det kom nedyver deim: det blev dem tillagt, man fandt dem skyldige deri (om et Skalkestykke). B. Stift. Det kom ut-yver: det ble bekjendt, kom i Rygte. – Blandt afledede Ord mærkes: kvæm, Avkvæme, Samkvæme (af det gamle Imperf. kvam, Fl. kvaamo), kjøm (framkjøm, snarkjøm), Kjøme (Etterkjøme, Samkjøme).

Koma (o’), f. 1) Komme, Ankomst. (Lidet brugl.) Jf. Framkoma, Heimkoma, Utkoma. “Gud signe Komo di”, en Velkomsthilsen. Hard. – 2) Noget som kommer eller fremkommer. Kun i Sammensætning, som: Innkoma, Uppkoma, Etterkoma. – 3) Udseende, Aasyn. Hall. (med lukt Vokal: Koome). “Han ha’ ei go’ Kome”: hans ydre Væsen gjør et godt Indtryk, vækker Tillid el. Velvillie. – Formen Koma med “oo” findes ogsaa tildeels i Berg. Stift, som i Aakoma (Kilde), Sola(r)koma. (Solens Opgang). G.N. kváma, koma.

komande (o’), adj. 1) kommende; tilkommende. D’er baade farande og komande: det kan let gaae bort og let komme igjen; det er ikke nogen vigtig Ting. – 2) om Sted, som man kan komme til. Der var ikkje komande: man burde aldrig komme der.

Komemann, m. Gjæst, Besøger. Lidet brugl. (Landst. 39).

komen (o’), adj. (part.), 1) ankommen, indtruffen (s. koma); ogs. opkommen; fremskreden. Det er ikkje lenger komet endaa. – 2) stedt, stillet, sat i en vis Stilling. Eg er ikkje so komen: jeg er ikke forberedt dertil, det falder mig ikke beleiligt. Han er ikkje vel komen: han er i en slem Stilling. Vera illa komen: være i Forlegenhed, i Knibe. Han er fyre seg komen: kommen i Velmagt, i god Stand.

Koming (o’), f. Komme (= Koma).

Kommagar, pl. Finne-Sko. (Formod. af et finsk Ord).

[Kompaan, m. Karl, Kammerat. Smaal og fl. Ital. compagno. (G.N. kumpán).

[Kompaas, m. Kompas; Magnetkasse. Af Ital. compasso: Cirkel. (G.N. kompás). Nogle St. Kumpas, m. og n.

komt (kumt), s. kovt.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   84   85   86   87   88   89   90   91   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə