Ivar Aasen Norsk Ordbog


Kost (o’), m. (2), en Dynge, sammenkastet Hob. Mest i Forbindelsen Vidarkost (Vedkast). G.N. köstr. Til kasta. Jf. ogsaa kasa og Kos. Kost



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə90/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   86   87   88   89   90   91   92   93   ...   221

Kost (o’), m. (2), en Dynge, sammenkastet Hob. Mest i Forbindelsen Vidarkost (Vedkast). G.N. köstr. Til kasta. Jf. ogsaa kasa og Kos.

Kost (oo), m. en Kvast; s. Kvost.

kost (oo), v. sagde sig; s. kvedast.

kosta (oo), v. s. kvosta.

kosta (o’), v.a. og n. (ar), 1) koste, gjælde, have en vis Priis; ogsaa: udkræve, fordre; f. Ex. det kostar Møda. – 2) forvolde Omkostning. Med Personen i Dativ. Det kostar honom mange Pengar. G.N. kosta. – 3) bekoste, anskaffe med nogen Omkostning. Kosta upp eit Hus. Der var myket til-kostat. – 4) anvende, opofre. Han heve kostat myket paa det. – 5) anstrenge, plage; ogs. angribe, besvære, tage haardt paa. Kosta seg: anstrenge sig meget. Tel. Det kostar paa: det tager stærkt paa Kræfterne. Jf. freista, røyna. G.N. kosta: anstrenge sig; Ang. costian: prøve, friste. Forøvrigt henføres Ordet til Ital. costare, lat. constare. (Diez, R. Wört. 2, 257; Weigand 1, 627).

kostall, adj. bekostelig, forbundet med store Udgifter. Det vardt kostalt.

kostande, adj. værd at bekoste. Det var ikkje so myket paa-kostande: man skulde ikke gjøre saa stor Bekostning derfor.

Kostarhelde, n. s. Kosthald.

kostarsam, adj. kostbar, bekostelig. Hedder sædvanlig kostasam; egentl. kostsam.

kostelaus, adj. let, magelig, som ikke koster meget. Vald. og fl. – kostelaust, adv. uden Omkostning.

kosteleg, adj. kostelig, fortrinlig. Lidet brugl. G.N. kostlegr.

Kostelus (oo), s. Raudlus.

kostgjæv, adj. gavmild, som giver god Beværtning. Nordre Berg.

Kosthald, n. Kosthold, Underholdning med Mad. Ogsaa i en anden Form: Kostarhelde, n. (Nordre Berg.). Kostar (udtalt med tydeligt r) synes at være Genitiv af Kost.

kostig, adj. kraftig, nærende, som mætter godt. Sdm. og fl., især om Fiskemad. Isl. kostigr.

kostlaus, adj. madløs; s. kosttroten.

Kostnad, m. Omkostning, Bekostning. Alm. G.N. kostnadr. – kostnadlaust, adv. uden Omkostning.

Kostraad, f. Kostforraad.

kosttroten (o’), adj. madløs, som har fortæret sin Reisekost. Mest om søfarende Folk. B. Stift, Nordl.

kostvand, adj. kræsen med Hensyn til Kostholdet.

kostvara (seg), v.a. (ar), gjøre Bekostning, spendere, opofre noget; især om at gjøre sig Umage for at skaffe en rigelig Beværtning med Mad og Drikke. Du kostvarar deg for myket. Shl. Nhl. Sdm. og fl. Tildeels ogs. “kostvære seg”. Den gamle Form er uvis; i et Brev fra 1515 (Dipl. N. 5, 736) findes Ordet i Formen “kostværede” (Imperf.). I danske Dial. kostvære; i ældre Dansk: kostvorde og kostværge (Molbech, D. Gloss.). Maaskee egentl. kostverja (kostvarde).

Kostvaring, f. Bekostning, Opofrelse; rigelig Beværtning. En anden Form “kostværa” er meddelt fra Nordland.

Kot (o’), n. et lidet Værelse, Aflukke, trangt Rum. Næsten alm. dog mest brugl. søndenfjelds. Ogsaa om et lidet Huus (= Kota). G.N. kot; Eng. cot.

Kot (oo), m. Fiske-Yngel, Smaafisk. Rbg. og fl. Ved Mandal Kod, især om Sei-Yngel (= Murt). Dette “Kod” er rigtignok her en Form af Kot (ligesom Fod for Fot, Rod for Rot osv.); men alligevel synes Kod at være den rette Form, da det netop træffer sammen med det islandske kód, som forhen er nævnt under Kjøda. En lignende Overgang (t for d) findes ogsaa i et Par andre Ord: Mot (Mod), baate (baade); vel ogsaa i “Skoot” (Skod?), dvs. Skadedyr.

kota (oo), v.n. (ar), titte, kige efter noget Tel. (Vinje). Tildeels kota (o’). Jf. kopa, kona.

kota (o’), v.a. (ar), stuve sammen. Kota seg i Hop: slutte sig tæt til hinanden; om Folk som ligge eller sidde sammen i et trangt Rum. Nordre Berg. Til Kot, n.

Kota (o’), f. Hytte, lidet Huus; f. Ex. en Finnehytte. Nordl. (Kotta). Afvig. Kutu (Kuttu), Røros. I Tel. Køyta (Kjøyte). Ellers ogsaa kaldet Koia, Østerd. Guldalen. Sv. kåta. Jf. Kot.

Kov (oo), n. 1) Tilstoppelse, Tildæmmelse; Byger af Regn eller Snee, som opfylde og formørke Luften. B. Stift, Nordl. og fl. G.N. kóf, kvóf. Hertil kjøva. Jf. Kvev og Kave. – 2) Opdæmmelse af Frost i Vandet, Bækkenes Opstigning af Iis i Bredderne. Tel. Valders. (Jf. kjøva). – 3) Tungbrystighed, tungt Aandedræt (med
Snue eller Hoste). Mest brugl. vest og nord i Landet. Jf. Kvev og Kvaav.

Kov, m. s. Kolv.

kova (oo), v.n. (ar), tykne i Luften, mørkne af Uveir (= kjøva). Nordl. – 2) v.a. kvæle. Mandal (?).

Kova (oo), f. Tilstoppelse. Det stend i Kova: det staar fast ved Tilstoppelse. Hard. Svelgja i Kova: svælge noget for hastigt, saa at det staar fast i Halsen. Ryf.

Kovdam, m. tyk Sneeluft. Lof.

Kove (oo), m. Tyngbrystighed. Tel.

Kove (o’), m. Kammer, lidet Værelse; især ved Siden af Indgangen til Stuen. Næsten alm.; tildeels omvexlende med Kleve (s.d.). Afvigende Kaavaa, Gbr. Ork., Kave, Num. G.N. kofi, Ang. cofa; T. Koben. Hertil Kovedyr (y’), f. Koveglas, n. Kovelem, m. og fl.

Kov-eling (ee), m. tyk Iling af Snee eller Regn. I Nordl. Kovæling.

koven (oo), adj. 1) om Luften: tyk og mørk, fuld af Byger, som hindre Udsigten. B. Stift, Nordl. og flere. – 2) indesluttet, skummel; om Bosted; s. kovt, kvavt. – 3) tungbrystig, angreben af Snue eller Brystsvaghed. Hard.

Kovern (o’), n. en meget liden Hund; Skjødehund. Nordl. (Lof.). Ogsaa kaldet Koverhund (Kaaverhund), m. G.N. kofan, kofanrakki.

Koverskap (o’), s. Kovring, f.

Kovhella (oo), f. Samling af Sliim i Lungerne eller Struben. Sdm.

Kovkvast (oo), m. Sneetykke, en stor Sneebyge (= Kave). Lof.

kovla (o’), v.n. vakle, slingre, gaae usikkert. Stjordalen.

Kovle (o’), m. Bolle, Træ-Skaal med høi og smal Rand. (Ølkovle). Namd. Indr. – Eng. Dial. cowl (Spand), T. Kobel, Kübel, som henføres til Lat. cupella.

kovna (oo), v.n. (ar), kvæles, tabe Aandedrættet (= kvavna). B. Stift, Nordl. (Jf. G.N. kafna).

kovra (o’), v.a. (ar), erhverve, fortjene. Helg. (kaavra). Kovra seg: erhverve sig noget; komme sig op, komme til Velmagt. Afvig. kaure seg Østl. (Rom.). Sv. förkofra: forfremme. T. Erkobern (jf. Eng. recover). Udledes af det sydfranske cobrar, Lat. recuperare. (Diez, R. W. 1, 130. Weigand 1, 303).

Kovring (o’), f. Erhvervelse; erhvervet Gods. Hedder ogsaa Koverskap (Kaaverskap), m. Helg.

Kovring (o’), m. en liden Gave, Lommeskilling, Drikkepenge. Nhl. og fl. Afvig. Kaavring, ogs. Kauring, Hard.

Kovsvell (oo), n. Iisbanke, opsvulmet Iis paa Marken eller i en Vei. Valders. I Tel. Kovesvoll, m. ogsaa Kovslesvoll (Tinn). Jf. Kov og kjøva.

kovt (oo), adj. n. indesluttet, skummelt, uden Udsigt; s. kvavd, kvavt.

krabba, v.n. (ar), 1) kravle, krybe, gaae paa fire. Rbg. Tel. ogsaa Østl. – 2) gramse, gribe om sig med Hænderne (= krafsa). Nhl.

Krabbas, m. eller Krabbas-timber, n. Tømmerstokke, som komme paa Flaadning i Elvene uden at være mærkede. Buskr. Hedder ogsaa Kabbas. Dunkelt Ord, formodentlig fremmedt.

Krabbe, m. 1) Krabbe (Skaldyr), Cancer. G.N. krabbi. Giva Krabben Mat: brække sig af Søsyge. – 2) et Anker af Træ med indfattede Stene. Nordenfjelds. Jf. Krake og Dregg. – 3) en Stakkel, Stymper; Vantrivning. B. Stift.

Krabbegang, m. en skjæv Gang. “Dæ gjeng’e Krabbegaangjen”: det gaar skjævt, uheldigt. B. Stift.

Krabbeklo, f. Klo el. Sax paa en Krabbe.

Krabbelur, m. et Slags Dands.

Krabbetog (o’), n. Toug til et lidet Steen-Anker (Krabbe).

Krabbunge, m. Krabbe-Yngel.

krafsa, v.n. og a. (ar), gramse, gribe efter noget, bevæge Hænderne meget; ogs. grave, skrabe. Krafsa i Hop: skrabe sammen. Maaskee alm. Sv. krafsa. (Jf. kramsa, kravla, krabba). Hertil Krafs, n. og Krafsing, f. Gravning, Skraben; flittig Bevægelse.

Krafsa, f. en Rive at jævne Ageren med. Østlandet.

Krafse, m. Stikke, Pind, Piberenser. Nogle Steder: Krakse.

Kraft, f. Kraft, Styrke; især om drivende Kræfter i Naturen; ogsaa om kraftigt eller nærende Stof i Fødemidler, m.m. (Om legemlig Styrke siges hellere: Magt, Styrke). G.N. kraftr (kraptr), m. Det rette Fleertal er Krafter, ikke Krefter. Formen “Krefte”, som tildeels høres, kunde maaskee være et afledet Ord: Krefte, n.

[Kraft, f. (?), Kræft, tærende Svulst. Østl. (Rom.). Hører sammen med Sv. kräfta, Holl. kreeft, T. Krebs.

Krafte, m. en Støtte over Boven paa et Fartøi, et Spant som rækker op over Dækket og tjener til Fæste for Landtougene. Nordl. G.N. krapti (Krafte) er formod. d. samme.

kraftig, adj. kraftig, kraftfuld. – kraftigt, adv. med Kraft, dygtigt.

kraftlaus, adj. kraftløs, svag. Kraftløysa, f. Kraftløshed.

Krage, m. Krave, Halskant paa Klæder osv. (Jf. Ermekrage). I de sædvanlige Former: Kragje (Kraje, med Fl. Kragar), Kraga og Kraagaa. Sv. krage; T. Kragen. (Ordet skal egentlig betyde: Hals).

Krageblom, m. Krave, Halskant paa Klæder osv. (Jf. Ermekrage). I de sædvanlige Former: Kragje (Kraje, med Fl. Kragar), Kraga og Kraagaa. Sv. krage; T. Kragen. (Ordet skal egentlig betyde: Hals).

Krageblom, m. Vild-Matrem, Pyrethrum inodorum. Tel. (Kragablom) og fl. Andre St. Prestekrage (B. Stift og Prestegull
(Trondh.), dog tildeels ogsaa om en anden lignende Plante: Chrysanthemum Leucanthemum. Om andre Navne s. Balderbraa.

Krage-tel (e’), n. Tøiet eller Vævstykket i en Krave; s. Tel.

Kragg, m. et lavt og kroget Træ. Østerd. Kraggskog, m. Skov af Smaatræer. Jf. Krake, Krape.

kragga, gaae seent; s. kraka.

krak (dvs. krøb), s. kreka.

kraka, v.n. (ar), 1) glippe, glide paa Bunden; om et Anker (en Dregg), som ikke fæster sig, eller som slides uf af sit Fæste i Storm. B. Stift, Nordl. – 2) gaae seent og daarligt, kravle sig frem. Solør, hvor det ogsaa hedder kragga. – 3) om Vand: stivne, faae en Hinde af Iis (= krava). Rbg. Maaskee for klaka.

kraka, v.a. (ar), 1) drage, trække med en Krog eller Hage. Mandal (kraga). – 2) hefte sammen, tilsye eller stoppe med Traad. Tel. “kraka att’ eit Hol”. Jf. krøkja. – 3) fæste op, hænge paa en Stang eller Stolpe (Krake). Østl.

Krake, m. 1) Vantrivning, et sygeligt eller meget udmagret Dyr. Nordenfjelds (Krakje). Jf. Vaarskrake. Sv. krake (om Heste); T. Kracke. Slutter sig nærmest til kreka (krybe). – 2) en liden, spædlemmet Person, En som har liden Styrke; en Stakkel med Hensyn til Kræfter. Nordre Berg. Nordl. (meget brugl.). G.N. kraki? Efter Sagaen om Rolf Krake synes denne Mands Tilnavn at have netop denne Betydning. (Vøgg havde troet, at Kong Rolf var en meget stor Mand og ikke en saadan liden “kraki”, som han nu forefandt). – 3) et vantrevet eller kroget Træ. Voss, Tel. (Jf. Krekla, Kreksa). Ogsaa om fortørrede Grene. Buskr. – 4) Krog, Hage; en Sænkesteen, som er forbunden med et Par Træhager og bruges som Anker for en Baad. Sdm. Helg. (Jf. Krabbe). Isl. kraki. Sjeldnere om en Krog i Almindelighed. “Dæ gjekk i Krok aa i Krakje”, Ryf. (Andre St. Krik, Krike). – 5) en Stolpe med Grene eller Nagler til at hænge noget paa. Østl. (Kraka, m.), Ork. (Kraakaa). Sv. krake. G.N. kraki: Pæl, Stolpe. Ogsaa et Stigetræ, en Træstamme med korte Stumper af Grenene, at bruge som en Stige. Tel. – 6) en Bindekvist i en Høstak, en liden Green som lægges paatværs i Stakken for at holde Høet sammen. Tel. – Endelig findes “Krake” ogs. anført som Navn paa et stort Sødyr (= Sjohorv), men dette Navn synes at være lidet bekjendt; maaskee brugl. i Nordland.

Krakeføre, n. haardt Føre, som paa frossen Jord. Smaal. (ogs. Krakaføre).

krakeleg, adj. veg, svag af Kræfter.

[krakelsk (ee), el. krakilsk, adj. trættekjær. Ogsaa i svenske og danske Dial., nærmest af Holl. krakeel (Trætte), krakeelziek (trættekjær).

Krakk, n. Strømbølger; s. krakka.

Krakk, m. 1) en liden Stol (med tre Fødder og uden Rygstød). Alm. i de sydlige Egne; nordenfjelds hedder det: Knakk. (Skotske Dial. crackie). – 2) en Skammel (Mjeltekrakk, Hesjekrakk); ogsaa et lidet Stillads; f. Ex. Slipesteinkrakk. Jf. Krekkje. – 3) Korn-Neg, som er sat opreist paa Stilken for at tørres. Toten. Hertil: krakka, v.a. opsætte til Tørring.

krakka, v.n. (ar), skvulpe stærkt, gaae i korte og ujævne Bølger; om Søen i en Strøm eller nær ved Land. Nordl. Hertil Krakk, n. Krapsø, Smaabølger.

krakkføtt, adj. krumbenet, med indbøiede Knæ. Hall.

Krakkstig (i’), n. en Stolefod. Tel. og fl.

krakksæt, adj. jævnlig siddende af Svaghed eller Vanførhed. Tel.

Krakse, s. Krafse.

krakutt, adj. svag, veg (= krakeleg). Nordl.

Kram, n. Kram, lettere Handelsvarer. Afvig. Kraam, Rbg. Tel. Vald. G.N. kram.

kram (el. kramm), adj. 1) klam, fugtig, lidt sammenklæbende, om Sneen. (Modsat mjøllen, mjell). Afvig. kræm, Sdm. Romsd. Ellers alm. G.N. krammr: Sv. kram. – 2) lidt stiv i Lemmerne. Hall. Saaledes: kramføtt, adj. stiv i Fødderne. kramlidad (kramlea), adj. lidt stiv i Leddene. – Jf. kremma.

kramast, v.n. blive klam; s. kremmast.

Krambud, f. Krambod, Butik. Krambudsvein, m. Kramboddreng.

Kramhylla, f. Krambodhylde.

Kram-kar, m. Kræmmer; omreisende Handelskarl.

kramla, v.a. klemme, knibe. Ork. Jf. klembra, kremta.

Krampe, m. 1, Krat, Buskvæxter; krogede Træer. Sdm. I Sogn: Kramp; i Hard. Krape. (Jf. Rape). – Krampebjørk, f. lav og kroget Birk. Krampeskog, m. Kratskov.

Krampe, m. 2, Jernkrog (= Kjeng). Nyt Ord og mindre brugl. I Sogn om Krogene i en Kløvsadel; paa Sdm. om Kramper i Laas.

kramsa, v.n. (ar), gramse, famle. Østl. Jf. krafsa, kravla.

Kramsnjo (-snø), m. blød eller fugtig Snee. Modsat Mjøll.

Kramvara, f. Kramvare.

Krana, f. 1) Heisekran, Vinde. 2) Dobbelttap, Trerør omkring en Tap (= Toppa); ogsaa Tapskrue, Bierhane. Fremmedt Ord; Holl. kraan, T. Krahn, egentl. en Trane (Fugl).

krangla, v.n. (ar), trætte, yppe Kiv, forvikle en Sag ved unødige Indvendinger. Nordl. Østl. og fl. (Sv. krångla). Hertil
Krangl, n. og Krangling, f. Trætte; især unødig Trætte, ugrundet Modsigelse. Kranglemeister, m. Trættebroder. kranglesam, adj. trættekjær osv.

krangleg, adj. fuld af Hindringer, besværlig, trang; om Vei eller Landskab. Tel. (Tinn). I Smaal. “kranglet”: besværlig, uførlig. Jf. G.N. kranga: gaae med Møie.

kranglutt, s. krangleg.

krank, adj. 1) svag, skrøbelig, brøstfældig. D’er utantil blankt og innantil krankt. I Berg. Stift kraank’e. G.N. krankr. – 2) sygelig, skranten. Hard. (krank’u). – 3) besværlig, knap, trang; om Tid og Leilighed. “D’æ so smaatt aa kraankt”, Sdm. Kranka Tider: besværlige Tider, Mangel, Armod. G.N. krankr.

krankall, adj. skranten, sygelig. Hall.

Kranke, m. Vantrivning, lavt og kroget Træ. “Kraankje”, Sdm.

krankleg, adj. skrøbelig, svag.

Krankleike, m. Svaghed.

Krans, m. 1) Krands, ringformig Fletning. (G.N. kranz). 2) Klase, Klynge af Bær (= Kongul). Jæd. Tel. Gbr. og fl. Jf. Krins (Krings).

kransa, v.a. bekrandse, smykke.

Kranselag, n. Gjæstebud i Anledning af at en ny Bygning er opført; Krandsegilde. (I Byerne). Jf. Tekkjedugnad.

krapa, v.n. og a. (ar), 1) iisne, fryse; s. krava. – 2) afskrabe Iis eller Snee, for Ex. af en Baad. Nordl.

Krape, m. 1, Iishinde; s. Krav.

Krape, m. 2. Krat, s. Krampe.

krapp, adj. 1) trang, knap; især om Vind, som man har næsten imod sig og neppe kan seile med. Shl. Nhl. og flere. – 2) vanskelig, besværlig; om Tid og Omstændighed. Smaal. G.N. krappr. Jf. kreppa, v. Kreppa, f.

krappa, v. pille; s. kroppa.

Krappsjo (-sjø), m. Krapsø, rask og ujævn Bølgegang, som i en Strøm. Nordl.

Kras, n. Smuler, Smaastykker. Slaa i Kras: knuse. (Vexler med Knas).

krasa, v.a. (ar), knuse, støde i Smuler. Ogsaa v.n. lyde som naar noget bliver knust. Sv. krasa, krossa.

Krase, m. Klase (= Kongul). Buskr.

krasen, adj. svag, brøstfældig. Hall. I lignende Betydn. kraslen, Mandal.

Krasspjøt (Fugl), s. Spetta.

kratla, v.n. kludre, slæbe uden Fremgang. Nordenfjelds (kraltla, kralsje). Jf. klatra.

Kratur, s. Krøter.

kraud (vrimlede), s. kryda.

kraumen, s. kraunen.

krauna, v.n. (ar), krympe sig, grue for, have Ulyst til noget (= kvida, syta); ogs. klynke, beklage sig. Rbg. Tel.

kraunen, adj. 1) ømskindet, som taaler lidet. Tel. I Nhl. kraumen. 2) klagende, klynkende.

kraup (krøb), s. krjupa.

Krav, n. 1, Krav, Fordring. G.N. krafa, f. Til krevja.

Krav, n. 2, Begyndelse til Iis, en tynd Hinde af Iispartikler som endnu ikke hænge rigtig sammen. Søndenfjelds. Nogle St. Krave, m. Ellers Krape, m. Nordre Berg. og flere. I Nordl. Krap, n. om smaa Klumper af Iis eller Snee. Jf. G.N. krapi: Slud.

krava, v.n. (ar), begynde at fryse (om Vand), faae en tynd Hinde af Iis. Østl. og flere. Afvig. kraavaa, Gbr., kræve, Snaasen. Ellers: krapa. Nordre Berg. (Jf. kraka, klaka). I svenske Dial. krava. – Particip kravad: lidt frossen.

kravd, part. (af krevja), krævet.

kravfengt, adj. seent og møisomt (?). Hall.

Krav-is, m. tynd Iis, som ikke hænger sammen.

kravla, v.n. (ar), kravle, slæbe sig frem; ogsaa: gramse, bevæge Hænderne meget; arbeide idelig, være i stadig Bevægelse. Sv. krafla. hertil Kravl, n. og Kravling, f. Kravlen, idelig Bevægelse.

kravsa, s. krafsa.

kravsam, adj. fordringsfuld. Lidet brugl.

Kravsmann, m. Kræver, En som har Krav; en Creditor. Tel.

Kravsmaal, n. Krav, Fordringer.

Kraa, f. (Fl. Krær), Vraa, Hjørne indvendig i et Huus. I denne Form almindeligst ved Havkanten; ellers hedder det: Kro (Fl. Krør), Voss, Hard. Rbg., og uden “k”: Ro, Tel. og Østl.; Raa, ved Trondhjem, Ron, Hall. En lignende Omvexling i G.N. krá, kró (Isl.?), rá, ró. Jf. Sv. vrå, i Dial. rå og ro.

kraa (seg), v.a. (r, dde), komme sig, friskes (= kraana). Vald. Jf. krya seg (Tel.). Noget lignende er “kro seg”: bryste sig (Landst. 730), som dog synes at være fremmedt.

Kraabenk, m. kort Bænk i et Hjørne.

Krahylla, f. Hylde i et Hjørne.

Kraaka, f. Krage (Fugl). G.N. kráka; Sv. kråka. Uegentlig som Navn paa andre Ting: a) Gavlspids, trekantet Stok i Toppen af en Gavlspids, trekantet Stok i Toppen af en Gavlvæg. Sogn. (Andre Steder Gauk). b) Bjælke i en Væverstol (= Lein). Gbr. c) Brystbeen af et Sviin. Sdm. d) Brusk i en Hestefod, Hovsaale (?). Ork. Ogsaa som Øgenavn paa Mennesker med Begreb af Nysgjerrighed, utidig Deeltagelse, Snakkelyst og deslige. – Et andet Ord Kraak (m.) synes forudsat i nogle Stedsnavne som Kraakstad, Kraaker-øy.

Kraakebolle, m. Sø-Borre (= Igulkjer). Nordland

Kraakebær, s. Krekling.

Kraakefot, m. 1) om utydelige Bogstaver, daarlig Skrift. (Fl. Kraakeføter). 2) som
Plantenavn: Lycopodium, Ulvefod. I Tel. Kraakefet (e’) og Kraakefit (i’).

Kraakefrjo (= fro), n. s. FUglefræ.

Kraakegull, m.s. Kraakesylv.

Kraakehals, m. Tiden imellem Kyndelmesse og Fastelavn. Mandal.

Kraakelin, n. et Slags traadformig hængende Mos paa Træer; Usnea barbata. B. Stift. Ogsaa kaldet Kraakestry, Trondh. Ellers Granlav, Graalav.

Kraakemat, m. et Slags Svamp paa Enebærtræ. Sdm. Ogsaa det samme som Fuglefræ. Gbr.

Kraakemaal, n. en uforstaaelig Tale; et besynderligt Sprog.

Kraakeraa, f. en vis Bjælke eller Aas under Taget. Num.

Kraakeskjel (-skjæl), f. den almindeligste Art af Muslinger, Mytilus edulis.

Kraakesmella, f. en Skralde, hvormed man skræmmer Fugle eller Dyr fra Agrene. B. Stift, Nordl. Vald.

Kraakesylv, n. Glimmersølv, Steen som adskiller sig i tynde, blanke og bøielige Plader. Nogle St. Kraakegull.

Kraakesyra, f. = Gauksura. Toten.

Kraaketing, n. spotviis om en Forsamling, som forhandler ubetydelige Sager med stort Alvor og megen unyttig Snak.

Kraakunge, m. Krageunge.

kraala, v.n. (ar), 1) vrimle, mylre. Sfj. Jf. krya, kreka. 2) famle, gramse med Hænderne; jf. kravla. Isl. krjála: røre sig.

Kraam, s. Kram.

kraana, v.n. (ar), komme sig, faae Kræfter, blive frisk. Sogn, Hall. (S. kraa).

Kraankje, s. Kranke.

Kraa-omn, m. Ildsted som optager en Trekant i Hjørnet af Stuen. B. Stift.

Kraas, f. 1) Fedt omkring Indvoldene i Dyr; ogsaa en vis Deel af Indvoldene i en Kalv. Tel. (Raudland). Jf. T. Gekröse. – 2) Lækkerhed, delikat Ret. Ork. G.N. krás. – 3) en Lækkermund, kræsen Person. Tel. – Fra Nordl. er meddeelt: Kraas, m. Fuglestrube.

kraasa, v.n. (ar), tillave lækker Mad; ogs. leve lækkert (= kræsa). Ork. Heraf Kraasing, f. fiin Anretning. “Han fekk inte stor Kraasing’a”: han maatte nøies med simpel Kost.

Kraa-skaap, n. Hjørneskab. Afvig. Kroskaap, Roskaap, Østl.

kraata, v.a. pynte; s. krota.

Krefte, n. (?), s. Kraft.

kreika, v.n. (ar), gaae sagte og forsigtigt, f. Ex. i eit steilt Bjerg. Hard. Isl. kreika. Jf. krika.

[Kreiss, m. Kreds; s. Krins.

Kreist, m. 1) en Presning, et haardt Tryk. 2) Klemme, Tværtræ som surres fast paa Tømmerlæs. Sdm. 3) en Kryster, en Stakkel. B. Stift.

kreista, v.a. (ar), kryste, presse, trykke haardt. Næsten almind. Afvig. krøysta, Mandal, krosta (o’), Tel. G.N. kreista. Kreista seg: anstrenge sig for at faae noget frem, f. Ex. for at synge eller tale høit; ogsaa om en besværlig Afføring. Jf. dremba.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   86   87   88   89   90   91   92   93   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə