Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə94/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   90   91   92   93   94   95   96   97   ...   221

Kvartel, n. Fjerdedeel (Qvarteer); især: 1) Fjerdedeels Tønde, Fjerding. Mest alm. 2) Fjerdedeels Alen. Mest i de sydligste Egne. 3) en Maane-Uge, Fjerdedelen af Maanens Omløbstid. I nogle Betydninger tildeels Kvart; sjeldnere Kvarteer (n.) og Korteer, det sidste mest om en Fjerdedeels Time. Altsammen fremmede Ord, dannede af Lat. quartus: fjerde.

Kvartelskifte, m. den Tid da Maanen begynder et nyt Qvarteer.

kvart-etter, adv. efterhaanden (= etterkvart). Ork. Guldalen.

Kvarv, n. 1) Kreds, Ring, som omgiver noget. Østerd. og fl. Setja Kvarv um: omringe, stille sig i en Kreds omkring. (Jf. Manngard). Ogsaa en omgjærdet Plads (?). I Num. Gvarv. – 2) Omgang i en Bygning, et enkelt Lag af Stokke i en Fiirkant eller i alle Vægge. Hall. Tel. Sæt. (med Fl. Kvorv). Andre Steder Kvorva, Umkvarv, Umfar. Jf. Sv. hvarf. – 3) et udbredt Lag eller Dække, f. Ex. af Hø. Indh. Jf. Kvervla, Kvervel. I nogle Stedsnavne synes Kvarv at betyde en Krog eller Vinkel. G.N. hvarf: et Skjul. Jf. kverva.

kvass, adj. 1) hvas, skarp; som skjærer godt. Afvig. gvass, Num. Tinn og fl. vass, Østl. G.N. hvass. Heraf kvessa. – 2) spids, tynd, smal som en Eg eller Od. – 3) figurl. skarp, haard, heftig; f. Ex. om Veir. Eit kvast Augnelag: skarpe Øine, et hvast, gjennemtrængende Blik. Kvast bruges ogsaa substantivisk om skjærende Redskaber; f. Ex. bruka kvast: bruge Kniv eller deslige. Bera kvast paa seg: have Kniv eller Øxe med sig.


Kvassa, f. et Slags Flyndre med haardt Skind. Nordre Berg.

kvassbukad, adj. hvasbuget; om Fisk.

kvassfengen, adj. noget skarp.

Kvassleike, m. Hvashed, Skarphed.

kvasslyndt, adj. heftig, vild i Sindet. Tel.

kvassmælt, adj. haardtalende, som har en skarp Stemme.

kvassraustad, adj. om en Bygning med spids Gavl, med høit og steilt Tag. Vald. og flere.

kvassryggjad, adj. smalrygget.

kvasstenkt, adj. skarpsindig.

kvasstent, adj. som har hvasse Tænder.

kvasstindad, adj. besat med skarpe Takker eller Pigge; f. Ex. om Fjelde.

kvassvoren (o’), adj. noget skarp.

kvassøygd, adj. hvasøiet, som har skarpe, gjennemtrængende Øine.

kvast, adv. hvast, skarpt. Han saag so kvast paa meg.

Kvast, m. 1) en Kvast (Kost); s. Kvost. 2) en Krands eller Skjerm paa Planter. Østlandet.

kvasta, v.n. (ar), skynde sig, drive stærkt paa; ogs. rende, vimse omkring. Smaal. I lignende Betydn. kvista, B. Stift, og kosta (oo), Nordl. (Sv. qvista). Hertil Kvast, n. Skynding, Travlhed.

Kvastein, s. Kvatstein.

kvat (kva), pron. hvad, hvilket. Brugt i forskjellig Form: kvat, Nhl. (sjelden), kot (o’) øverst i Sæt.; kva, mere alm., ka, Shl. Jæd. og fl., kaa, Gbr. Hall. Sogn, Sæt. og fl., ko, Vald., ke, kæ, ved Trondh., og med “h”: haat, hott, Rbg. Tel. haa, Østl.; ogsaa som spørgende Ord (eller Lyd): ha, og ; derimod synes “va” overalt at være en fremmed Form. G.N. hvat; Sv. hvad, Eng. what; egentlig Neutrum af et gammelt “hva”; G. Sv. hvar (hva, hvo, ho), D. hvo, Eng. who. – Ordet bruges 1) substantivisk: hvad, hvilken Ting; a) som spørgende Ord; f. Ex. Kvat er detta? Kvat vil han? b) som relativt bestemmende Ord i en Undersætning. Eg veit, kvat han vil. Seg meg no, kvat eg skal gjera. Kvat detta skal verda, kann ingen vita. – 2) adjektivisk: hvilken, hvad for en; ogsaa: hvordan, hvorledes beskaffen. Forbundet med Subst. uden Hensyn til Kjøn eller Tal; f. Ex. Kvat Folk er det? Kvat Tid var det? Kvat Dag skal det vera? Eg veit ikkje, kvat Mann det var. Kvat Manns Son er han? Me høyrde, kvat Menner det var. (G.N. hvat, med Subst. i Dativ el. Genitiv). Tildeels forbundet med “for”: Kvat for Slag (= kvat Slag): hvilken Ting. Jf. kvat for ein; kvat for nokot (afvig. “haa for noe”, Østl.). I visse Udraab forbindes Ordet ogsaa med et uvedkommende Subst., f. Ex. Kvat Trolli var det? Kvat Hunden det vil! Kvat Fenden osv. (Jf. det tydske “Was der Teufel”. S. Weigand 2, 1058). – I Forbindelse med en Præposition sættes “kvat” først, om endog flere Ord komme imellem; f. Ex. Eg veit, kvat det kom av (dvs. hvoraf det kom); ligesaa: kvat det var fyre; kvat eg skal hava det i; kvat eg skal bruka det til, o.s.v. Saaledes ogsaa naar begge Ord stilles ved Siden af hinanden; f. Ex. Kvatfyre kom du ikkje? (Jf. kvi, kvifyre). Især finder dette Sted i korte Spørgsmaal om noget, som ikke er oplyst, f. Ex. A: Det vardt ikkje nokot av det. B. Kvat av? – A: Me saato lenge og rødde. B. Kvat um? – Jf. kven.

Kvat, n. Slibning; s. Kvataur.

kvat, adj. frisk, modig, fyrig; ogsaa: rask, flink i Arbeide. Hall. Vald. Nordre Berg. og fl. Paa Helg. kvater (kvat’r). G.N. hvatr. Sv. Dial. hvat, hvater (Rietz 274). Vel egentl. skarp, jf. kvetja. Tildeels med Begrebet: geil, parrelysten; om Han-Dyr. (Noget ligt Isl. hvatr).

kvata, v.a. hvæsse med et Bryne. Rbg.

Kvat-aur, m. Grums eller Sand, som fremkommer ved Slibning; Mudder i Slibevand. Hall. Paa Sdm. Kvatgor (o’), n. Andre St. Slipesand. – Kvat er et Subst. af kvetja (kvat-te), men bruges kun i Sammensætning.

Kvatbein, n. Slibestikke, liden Kløft hvormed man holder det som skal slibes, f. Ex. en Kniv. Nogle St. Kvatbjørn (-bjønn), m.

Kvate, m. et Bryne. Rbg. (?).

Kvatgor, n. s. Kvataur.

Kvatleike, m. Friskhed, Fyrighed.

kvatna, v.n. (ar), opfriskes, blive mere kvik (kvat). Kvatning, f. Opfriskelse.

Kvatstein, m. Hvæssesteen, Bryne. Jæd. Rbg. og fl. Sædvanlig udtalt Kvasstein.

kvatt, part. hvæsset, slibt; s. kvetja.

Kvatvatn, n. Slibevand.

Kvav, n. Overtag, det øverste Lag i et dobbelt Fjeletag. Valders. Ogsaa kaldet Kvavtak. (Andre St. Vartak). I Tel. Kvaav og Kvaavtak, om et Tag hvori Fjelene vende Enderne nedad og ligge i saadan Stilling, at enhver overliggende Fjel dækker Kanterne af to underliggende. Formen Kvaav (nogle St. Gvaav) kunde maaskee være et gammelt “Hvalv”.

kvav, adj. skummel, indelukket (?), s. kvavt. I Num. høres ogsaa kvav, adv. i samme Betydn. som “kav”, f.Ex. kvavfull, adj. aldeles fuld.

kvavd, part. kvalt, stoppet; s. kveva.

kvavna, v.n. (ar), kvæles, tabe Aanden. Østl. Hedder ogsaa: kvamna, Smaal. kvøvna, Vald. kvaavna, Ork. kovna (oo), B. Stift og fl. Isl. kvafna, kafna. Jf. kveva, Kov, kjøva.

kvavt, adj. n. indesluttet, skummelt, kvalmt; om et Sted som ikke har noget Udsigt, eller et Huus som ikke har rigtig Lysning og Luftning. Der er so kvavt. Smaal. Østerd.
Ellers i forskjellig Form: kvævt, Tel., kove(t), Nhl., kovt, kofte (oo), Sdm., kvamt, Gbr. Østerd. Hedm. kvaamt, Guldalen; kumt, Indr. Namd. Da Ordet kun bruges om Sted, er det uvist om det hører til Particip kvavd, eller et Adj. kvav. Jf. Sv. qvaf: kvalm, lummer.

Kvavtak, n. s. Kvav.

Kvaada, f. Harpix, klæbrig Saft paa Naaletræer; tildeels ogsaa om Gummi eller Udflod paa visse andre Træer. Brugt i forskjellig Form: Kvaae, Gbr. og flere, Kvae, Smaal. Rom., Kvoa (o’), Søndre Berg., Kvou (o’), Tel., Kode (oo), Nfj. Sdm., Ko, og Kvo, Trondh., Kove (oo), Helg. Disse Former hentyde deels til et gammelt Kvada (Kvødu) og deels til Kvaada, hvilket sidste passer bedst til det afledede kvæda, v. og Kvæde, n. Jf. Sv. kåda (i Dial. kvåda, kvada, koa); G.D. qvade; G.N. kváda (el. kvada), lidt usikkert. – Det foranførte Koda (Raamælk) hører vistnok ogsaa hertil. Jf. Kvæda.

Kvaadlaupa, v.n. belægges med Harpix om Trær. “kvalaupe”, Smaal. Hertil Kvaadlaup, n. Hul eller Sprække hvori Harpix har samlet sig. “Kvalaup”, Østl.

kvaala, v.n. tude, hyle, skrige. “gvaale”, Num. Synes at forudsætte et gammelt “hvaala”, men hedder ellers vaala (og G.N. vála). Hertil Kvaal (Gvaal), n. Tuden.

kvaamt, adj. s. kvavt.

kvaar, pron. (adj.), 1) hver af to, enhver af begge. Vestre Tel. (Mo, Moland og fl.). Ein i kvaar Hand (el i kvaare Haand’e). Paa kvaar Sida (“paa kvaare Sia”). Ogsaa i Berg. Stift i Formen kor (oo), adskilt fra kvar; f. Ex. i kor Handi, paa kor Sida. – 2) hvilken af Delene, hvad for en (af to Ting). Tel. (Bugge’s Folkeviser, p. 18. 24. 25. 26. 61). Oftest i Formen kvaare. G.N. hvárr (hvár). Ordet falder let sammen med “kvar”, som ogsaa i Tel. hedder kvaar, el. kvor (o’). En afvigende Form “korn” (maaskee for kor-ein) bruges paa Voss; f. Ex. inkje korne (oo): ingen af begge. Jf. kort (enten), korkje (hverken), korgje (ingen) som vel staae i Stedet for kvaart, kvaarkje, kvaargje. Hertil passer ogsaa Dativet “koro”, f. Ex. nokot av koro, dvs. noget af hvert Slags.

kvaargjen, nogen osv. s. korgje.

kvaasaa (hviske), s. kvisa.

Kvaav, n. 1, Tungbrystighed, tungt Aabdedræt (= Kov, Kvæv). Hall. Østerd.

Kvaav, n. 2. Overtag, s. Kvav.

kvaavna, s. kvavna.

Kve, f. (en Fold), s. Kvi.

kveda (e’), v.a. og n. (kved, kvad, kvedet), 1) sige, yttre sig om noget. Telem. (Vinje og fl.) i Formen kvea (kve, kva, kvee) og i Forbindelsen “kvea etter” eller “kvea paa”, dvs. bede om, eller nævne (det som man ønsker). Han fekk alt, som han kvad paa. G.N. kveda (kved, kvad, kvedit); Ang. cveðan, Goth. kviþan: sige. Jf. kvedast. – 2) kvæde, synge, f. Ex. Viser. Med stærk Bøining mest brugl. i Rbg. og Tel. Afvigende i Hall. og Vald. med Imprf. kvo. (som egentlig er Fleertal kvodo, for kvaado). Andre St. med svag Bøining; saaledes paa Sdm. kvede (e’), Præs. kveda. Hertil ogsaa en sammensat Form kvedelinka, dvs. synge lystigt, el. meget længe. (Maaskee for kvedlinga). Jf. Kvæde.

Kvedar, m. en Kvæder, Sanger. Kvedarlund, m. Melodie. Tel. Maaskee ogs. Lyst eller Stemning til at synge (Landst. 354).

kvedast, v.n. (kvedst, kvadst?), sige sig (at være), angive sig (= segjast). Brugt i Imperf. i Formen “kost” (oo), som egentlig er et Fleertal kvodost (kvaadost); for Ex. “han koost ikkje ha’ vore’ der”: han sagde, at han ikke havde været der. Shl. Tel. G.N. kvedast. S. kveda.

Kved-aal, s. Kvidaal.

kveden (e’) part. kvædet, sungen.

Kveding (e’), f. Kvæden, Sang.

Kvedskap, m. Sang, Vers. (Sjelden).

Kvee (Saft, Harpix), s. Kvæde.

Kvefs, m. Hveps (Insekt). Jf. Eng. wasp, Lat. vespa. Ogsaa uegentl. om en hidsig, opfarende Person. Brugt i forskjellig Form: Kvefs, mest alm., Gvefs, Num., Veps, Sogn, Kveps, Søndre Berg.; Kveks, tildeels paa Østl. og Kvaks, Ork. Indr. Namd.

Kvefsebol (oo), n. og Kvefsebøle, n. Hvepserede, Hvepsekube. Ogs. uegentlig om et Selskab eller Partie, som er farligt at komme i Berørelse med. Afvig. Kvepsebøle, Kveksebol, Kvaksbol; paa Helg. ogsaa Kvefsnebol (?).

Kvefsestyng, m. Hvepsestik.

Kveik, f. 1) Gjær, Gjæringsstof; især Bærme i Ølkar, Ølbærme som benyttes til Gjæring. B. Stift, Rbg. og fl. G.N. kveika, kvikur. – 2) Yngel, s. Kveik, m.

Kveik, m. 1) Opfriskelse, nye Kræfter. Tel. Num. Ogsaa: Opmuntring, nyt Mod; s. kveikja. – 2) ny Opvæxt i Skov (f. Ex. efter en Udhugning); fornyet Væxt paa Jorden efter Regn, o.s.v. Num. – 3) Spire til nyt Liv; Yngel (= Elde). Der var ikkje minste Kveiken atter: der var intet Dyr tilbage, hvormed Arten kunde forplantes. Tel. I Hall. Kveik f. (?) især om Yngel af Faar eller Smaafæ.

kveik, adj. frisk, livlig, opfrisket. Hall. Ellers kveikt; jf. kvik.

kveiken (kveikjen), adj. stærk, berusende; om Drik. “Eit kveikje Øl”, Sfj. Sogn. Egentl. opfriskende.

kveikja, v.a. (er, te), 1) oplive, opfriske, give nye Kræfter. Tel. Num. og fl. G.N.
kveikja: belive. Jf. kvik og kvika. – 2) tænde, antænde, sætte Ild i Alm. vest og nord i Landet. Kveikja i Kola (o’): tænde Lampen. Kveikja upp: gjøre Ild paa Arnen. G.N. kveikja. – 3) opmuntre, opflamme, sætte Mod i. Num. og fl. – 4) opelske, hjælpe til ny Væxt. Kveikja Skogen: hjælpe Skoven til en friskere Væxt; især ved Udhugning hvor Træerne staae alt for tæt. Num. – 5) vække, yppe, bringe paa Bane. Kveikja upp ei Trætta, osv. Particip kveikt.

kveikjast, v.n. (est, test), 1) opfriskes, faae nye Kræfter. (Egentl. kveikja seg). Eg kveiktest so godt av den Drykken. Tel. Num. og fl. – 2) tændes, fænge Ild; begynde at brænde. Mere alm. – 3) opkomme, bryde ud, begynde. Det kveiktest ei Sott: der opkom en farlig Sygdom.

Kveikje (el. Kveike),n. Tændeved; tørre og fængelige Ting at tænde Ild med. Alm. vest og nord i Landet. (G.N. kveikja, f.). Hertil Kveikjeflis, f. Kveikjespon, m. Kveikjestikka, f. om Spaaner og Splinter, som ere tjenlige at tænde Ild med.

kveikna, v.n. (ar), opfriskes, oplives. Nordl. Jf. kvikna.

Kveikning, f. Opfriskelse; ogs. Antændelse. Oftere Kveikjing.

Kveiksl, f. Tændeved (= Kveikje). Voss.

Kveiksla, f. Optændelse; Opkomst.

Kveiksmak, m. Bærmesmag i Øl.

kveikt, part. opfrisket osv. see kveikja.

Kveil, f. (?), Tougbugt, enkelt Ring af en Toughaspe. Bergen og fl. – kveila, v.a. oplægge Toug i en Haspe. Jf. Eng. coil, som henføres til Fr. cueillir, Lat. colligere: samle.

kveim, pron. hvo, hvem; s. kven.

Kveimeskog, m. Træer med tynde, hængende Kviste. – kveimen, adj. tyndgrenet, om Træer. Hall.

kvein (hvinede), s. kvina.

Kvein, f. 1) tyndt Græstraa; Græs med tynde eller fine Straa. (Saaledes Agrostis, Poa og fl.). Buskr. Afvig. Gvein, Num. Vein (Hvein), Rom. Solør. (Sv. hven: Agrostis). – 2) et enkelt Haar (jf. Haarstraa); sædvanlig brugt i Fleertal om tyndt Haar. Sdm. “D’æ berre nokre Kveine”, el. “nokre faae Haarkveine”.

kveina, v.n. (ar), klynke, klage, beklage sig. Indh. (Skogn). G.N. kveina. Jf. kvinka, kvenkra. (Hører ikke til kvina).

Kveining, f. Klage, Klynken.

Kveinstraa, n. tyndt Græsstraa (= Kvein). “Veinstraa”, Solør.

Kveis, f. 1, Traadorm, Snyltedyr i Fiskenes Indvold, f. Ex. i Leveren. Nordre Berg. Ogsaa i Formen Kveisa, Nordl. Jf. Nt. Quese (Blæreorm i Faar).

Kveis, f. 2, Sygelighed efter en Ruus. Nhl. Ryf. og fl. Ogsaa om Galskab af Drik. Østl. S. Ølkveis. (Isl. kveisa: Mavepine).

Kveisa, f. 1) en Blegne med Svulst, en liden Byld (= Køyna). Østl. og Trondh. (Jf. Kvisa: Blære). G.N. kveisa: Byld. I svenske Dial. kvesa. – 2) Kopper, Børnekopper. Rbg. Tel. og Hall. Gbr. Sogn. Andre St. kaldet Bola og Poka (Smaapoka).

kveisast, v.n. slaae ud ie Blegner, afsætte Materie; om Hævelse i et Lem. Trondh.

kveisegraven, s. kveisærutt.

Kveisesetel (e’), m. Vaccinations-Attest. Ogsaa kaldet Kveisepass, n. Tel. Sæt. Andre St. Bolesetel, Pokesetel.

kveisutt, adj. fuld af Blegner.

Kveis-ær, n. Ar efter Børnekopper.

kveis-ærutt, adj. koparret. Ogs. kveisegraven. Sogn og fl. Andre St. bolegraven, smaapok-ærutt.

Kveita, f. Helleflynder, Hippoglossus maximus. Alm. i de vestlige og nordlige Egne (Andre St. kaldet Hellefisk). Formodentlig et gammelt Hveita, beslægtet med hvit (kvit). – Hertil: Kveitebarn, n. Unge af Helleflynder. (B. Stift). Kveitefiskje, n. Helleflynderfangst. Kveiterod (o’), n. Helleflynderskind. Kveite-uggar, pl. Finner af Kveite; ellers kaldet “Rav”. Kveitevad, n. Angelsnor til Kveitefangst.

Kveite, m. (og n.), Hvede (Korn). Afvig. Gveite, Num. (?); Veite, Smaal. Rom. G.N. hveiti, n. Sv. hvete, n. – Hertil: Kveiteaaker, m. Hvedeager. Kveitebraud, n. Hvedebrød. Kveitemjøl, n. Hvedemeel.

kveiv (surrede), s. kviva.

Kvek, s. Kvik. – kveka, s. kvika.

Kvekk, m. en pludselig Skræk, Opskræmmelse, Gysen, s. følg. Hard. Tel. og flere. Ligt Kvepp, Kipp, Støkk.

kvekka, v.n. (kvekk, kvakk, kvokket), faae en pludselig Rystelse,fare sammen, blive opskræmt, som f. Ex. naar man hører et stærkt Knald eller føler en uventet Berørelse. (Omtr. som Eng. start). Søndre Berg. Tel. Hall. og flere. Afvig. gvekke, (gvakk, gvokkje), Num. og vekke, Smaal. Rom. Altsaa egentlig hvekka. I svenske Dial. väcka (Rydqvist 1, 170). Jf. ogsaa kvæk. I lignende Betydning bruges kveppa, kippa seg, støkka og skvetta.

kvekken, adj. ræd; s. kvekksam.

Kvekking, f. gjentagen Opskræmmelse.

kvekkja, v.a. (er, te), opskræmme, skrække, faae til at gyse (= kippa). Particip: kvekt: forskrækket.

Kvekkje, n. et Skræmsel, noget som skrækker, el. vækker Gysen.

kvekkjeleg, adj. skræmmende, som vækker Gysen. Afvig. gvekkjeleg, Num.

kvekksam, adj. let at skræmme, som let gyser eller rystes af Skræk. Hedder oftere kvekkjen (kvekken).

kvekoll, s. kvikoll.


Kveks, s. Kvefs. kvekt, s. kvekkja.

Kvel (e’), n. et Hjul; især om et mindre Hjul, som bestaar af en heel Skive og ikke har Eger. Sæt. G.N. hvel; Ang. hveol, Eng. wheel, Holl. wiel.

Kveld, m. (og n.), Aften; Tiden fra den første Begyndelse af Mørkningen til henimod Midnat (altsaa en Tid, som er kort om Sommeren, og meget lang om Vinteren). Lidt forskjelligt fra “Aftan”, som egentlig er den sidste Halvdeel af Dagen. Meget brugl. over hele Landet; nogle St. udtalt Kveild, Kvell, Kvæll. G.N. kveld, n. (og kveldr, m.); Sv. qväll, m. – I Kveld: i Aften, denne Aften. (Paa Østl. tildeels ogsaa det samme som: i Gaarkveld). Annan Kveld: i Morgen Aften (Nogle St. Annat Kveld). Fyrre Kvelden: iforgaarsaftes. Ein Kvelden: en af disse (sidste) Aftener. God Kveld: god Aften (Hilsning). Nogle Steder godt Kveld; i Rbg. godt Kvelds. (Jf. god). Halda Kveld: samles til Aftensmaaltid. Kveld og Otta: seent og tidlig. Kveld og komande Morgon: bestandig, Dag efter Dag. Langt aa Kveld: langt ud paa Aftenen. Maanen sit aa Kveld: M. kommer seent op. (Sdm. Sæt. og fl.). Til Kvelds: til Aftenen. Maanen sit aa Kveld: M. kommer seent op. (Sdm. Sæt. og f l.). Til Kvelds: til Aftenen. Eta til Kvelds: nyde Aftensmaaltid. Koka til Kvelds: koge Aftensmad.

kvelda, v.n. (ar), 1) blive Aften, mørkne. Hedder ogs. kveldast. G.N. kvelda. Sv. qvällas. – 2) slutte Arbeidet om Aftenen.

Kveldbisk, m. Midaftensmad. Smaal.

Kveldfugl, m. Aftenfugl; ogsaa: en som er længe oppe om Aftenen.

Kvelding, f. Mørkning, Skumring.

Kveldkjøla, f. Aftenkjøle i Luften.

Kveldknarr, m. Natteravn, Caprimulgus. Østlandet.

Kveldrode (o’), m. Aftenrøde, rødlig Farve i Skyerne om Aftenen. Ogs. Kveldsrode.

Kveldsarbeid, n. Aftensysler.

Kveldsbøn, f. Aftenbøn. I Lighed hermed: Kveldssukk, m. Kveldssalme, m. Kveldsvers, n.

Kveldsdus (uu), n. Aftenstille, det at et Uveir stilles om Aftenen.

Kveldseta (e’), f. den Tid da man sidder oppe om Vinteraftenen; Tiden fra Mørkningen til Sengetid. Næsten alm. Nogle St. Kveldasete, Nordre Berg. Kveldsutu, Ork. Kveldsoto, Namd. (Isl. kveldseta). D’er stor Kveldseta: det lider langt paa Nat, det er høi Tid til at lægge sig. (Paa Sdm. “stor’e Kveldasete”). Jf. “stor Otta”.

Kveldsham, m. Aftendragt; Udseende som hører til Aftenen. Om Børn siges, at de “faa Kveldshamen”, naar de overvældes af Søvn. (Sdm.). Jf. hamast.

Kveldsida, f. Eftermiddag. Paa Kveldsida: noget ud paa Dagen. Østl.

Kveldskingla, f. Flaggermuus. Ndm.

Kveldskjøgla, s. Kjøgla.

Kveldslit (i’), m. Aftenskjær; Luftens Udseende om Aftenen.

Kveldsmat, m. Aftensmad.

Kveldsmaal, n. 1) Aftensmaaltid; ogsaa om Kreaturenes Aftenfoder. – 2) den Mælk som bliver malket om Aftenen.

Kveldsmund, n. Aftenstund; den Tid da man holder Aftensmaaltid. Egentlig en vis Tid af Aftenen, som egner sig til en eller anden Udretning, f. Ex. til Fiskerie. Nordenfjelds.

Kvelds-ost, f. Kreaturenes Græsning ud imod Aftenen. Indh. Andre St. Kveldsbeite; jf. Kveldsøykt.

Kveldsol (oo), f. Solskin om Aftenen. Et Sted siges at have “god Kveldsol”, naar det har en fri Udsigt imod Vest.

Kveldstund, f. Aftenstund.

kveldsvæv, adj. tilbøielig til at sove om Aftenen, tidlig søvning. B. Stift. Hedder ogsaa kveldsvævd, Tel. Hall. G.N. kveldsvæfr.

Kveldsvæva, f. et Navn paa Blomster, som lukke sig om Aftenen; især Løvetand (Leontodon). Sogn og fl. Afvig. Kveldsvøva, Voss; Kveldsvævling, m. Tel. (Tinn). Ogsaa om Urter, hvis Blade sammenfolde sig mod Natten; saaledes om Gjøgsyre (Oxalis). Ork. I Stjordalen Kveldsøva, om Kløver (?). Jf. Svæva, Soveblom.

Kveldsøykt (-ykt), f. Aftenstund; Arbeidsstunden fra Midaften (Non) til Aftensmaaltid.

kveldvak, adj. som kan vaage længe om Aftenen. (Modsat kveldsvæv). I Hall. kveldvaak.

kveldvar (?), kveldvart, adj. n. om et Sted, hvor man skal være forsigtig om Aftenen. Der var kveldvart: det var farligt at gjøre Larm paa det Sted om Aftenen. Tel. Hall. I Gbr. kveldsvart. (I Folkesagn, om Steder, som beherskes af Vætter eller Tusser).

Kveldverd, m. Aftensmaaltid, Aftensmad. Kveldvær, Tel. Namd. og fl. Kveldsvæl (el. -vær), Smaal. Ellers Kveldvord (Kvellvoor), Gbr. Toten og flere. Andre St. Nattverd, Nattvord. (Forskjelligt fra Aftansverd). Isl. kveldverdr; Sv. qvällsvard.

Kveldvord, s. Kveldverd.

kvelja, v.a. trykke, plage (om Sorg). Usikkert. (Præs. “kvel’e” meddeelt fra Rbg.). G.N. kvelja (kvaldi): pine, plage.

Kvelja, f. en Hinde, Skorpe, saasom af fortørret Vædske. Nordl. (Helg.). Især om en Hinde af Sliim. Sdm. Vel egentlig Hvelja. Jf. Isl. hvelja: Hvalskind.

kveljast, v.n. (ast), overtrækkes med en Hinde af Sliim. Hedder ogsaa kveljeleggja, v.n. hvoraf Particip kveljelagd: belagt
med Sliim. Sdm.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   90   91   92   93   94   95   96   97   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə