Ivar Aasen Norsk Ordbog


Lag, n. (2), Overgydning; s. laga, 2. laga



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə98/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   94   95   96   97   98   99   100   101   ...   221

Lag, n. (2), Overgydning; s. laga, 2.

laga, v.a. (ar), 1, lave; 1) tillave, tilberede, faae i Stand. Afvig. laagaa, Gbr. Ork. G.N. laga; Sv. laga. Laga seg til: forberede sig, gjøre sig færdig. – 2) ordne, indrette; ogsaa: danne, give en vis Form. Det var vel lagat i Huset: vel indrettet. Laga Ongulen: give Angelen en passende Bøining. – 3) føie, læmpe efter noget; ogs. mage, foranstalte; f. Ex. Laga det so, at me finnast: mag det saa, at vi kunne mødes. Laga seg: føie sig; om Omstændigheder. Ogsaa i Formen lagast. Det lagast honom til: det føier sig gjerne saaledes for ham; det falder sædvanlig i hans Lod. Det lagast ein Etar til: det føier sig saa, at Fraadseren faar noget at fraadse i.

laga, v.a. (ar), 2, overgyde, overøse, udbløde; især om at hælde Vand paa Maltet i Brygningen. B. Stift. (S. Log, m.). Jf. utlagad. Hertil et Subst. Lag, n. Afkog, hedt Vand at gyde paa Maltet. Lag-ausa, f. en Øse at overgyde med. Lag-gryta, f. Gryde med kogende Vand (“leikande Lag”) til Overgydning. Om Talemaaden “Lands og Lagar”, s. Log, m.

lagad, adj. 1) beskaffen, skikket; ogsaa: oplagt, stemt for noget. Eg er ikkje lagad til det. (Alm. laga). 2) ordnet, indrettet; ogsaa anlagt, foranstaltet. (Particip af laga). Eg hadde det ikkje so lagat: jeg var ikke belavet derpaa, det faldt mig ikke beleiligt. 3) beskikket af Skjæbnen, bestemt. Det var so lagat, at dei skulde koma i Hop. Jf. lagen, Lagnad.

lagd, part. lagt, henlagt; belagt osv. s. leggja. Hertil: avlagd, upplagd, utlagd o.s.v.

Lagde, m. 1) en sammenfiltet Lok el. Haartot (= Larke). Hall. Ork. (Nogle Steder Klagde). G.N. lagdr. – 2) en Vantrivning, et lidet, uanseeligt Kreatur. Vald. i Formen: Lagd.

Lage, (Lagje), m. 1) Bestemmelse, Formaal. Toten (?). – 2) et forelagt Arbeide, som skal fuldføres til en bestemt Tid (= Lagyrkje, Fyreloga, Aalag). Østl. Ofte brugt som Neutrum (eit Lagje), som er feilagtigt. – 3) Skjæben, Tilskikkelse (= Lagnad). Ryf. Tel og fl.

lagen, adj. beskikket af Skjæbne, tilskikket, bestemt. G.N. laginn, egentl. et Particip af leggja. Sjelden i Formen lagjen (Landst., 180, 185, jf. 223); derimod sædvanlig i Neutrum “lagje” (laget), f. Ex. um han er Liv laget, dvs. om det er ham beskikket at leve. Um han er nokot godt laget: hvis han skal have nogen god Lykke. Dei vaaro so tungt laget (lagje): de havde saa tung Skjæbne. Formodentlig grunder dette sig paa en Omstilling i Sætningen, saaledes at det egentlig skulde hedde: um det var honom Liv laget, el. det var deim so tungt laget. (Lignende Tilfælde ere: vera ant um, vera illt ved, og flere).

Lagfolk, n. Selskabsfolk; de indbudne Personer i et Gjæstebud osv. Hall. og fl.

lagfør, adj. 1) duelig til at være med i
et Arbeide, lige dygtig som de andre i Selskabet; ogs. begjærlig efter Selskab (Lag). Sogn, Hall.

lagga, v.a. (ar), 1) skjære en “Logg” eller Bundfals i Staverne til et Træ-Kar; indfælde Bunden i Karret. Isl. lagga. – 2) gjøre Trækar (Stavkar). Sogn. Hall. Tel. Hertil Laggar, m. en Bødker; en som gjør Kar. (G.N. laggari). Lagging, f. det Arbeide at gjøre Kar. – Nærmere til Subst. Logg hører: Laggeband, n. Bundgjord, det nederste Baand paa et Kar. Laggejarn, n. et Redskab at skjære Bundfals med. (Forskjelligt fra Kryssjarn). Laggekjerald, n. Stavkar (Spand, Bøtte, el. deslige). Laggeskyr (y’), n. den sletteste Mælk paa Bunden i et Mælkekar. B. Stift.

Laging, s. Lagning. lagje, s. lagen.

lagkjær, adj. selskabskjær, selskabelig.

Lagklauv, f. Bikløv; de smaa Kløver paa Hælene af Køer og visse andre Dyr. Tel. Hall. Østerd. Sdm. Ork. Sædvanlig udtalt Laklau(v). Isl. lagklauf. Ellers i anden Form: Latklauv, Nhl. og Natklauv, Jæd. Shl. Sogn, Gbr. (Sv. Dial. latklöv). Han gjeng paa Lagklauvom, siges om En, som gaar med meget forslidte Sko.

lagleg, adj. 1) passende, ordentlig; regelmæssig (eller omtr. som normal). G.N. laglegr. Ogsaa: middelmaadig, ikke meget stor. – 2) bekvem, beleilig. Lister og fl. – 3) færdig, istandsat, i god Orden. Sæt.

Lagmann, n. Kammerat, Reisefælle; Meddeeltager i en Handel o.s.v. Shl. og fl. (G.N. lagsmadr). Forskjelligt herfra er det gamle Lagmann: Dommer; G.N. lögmadr.

Lagn, f. Fiskegarn; især Laxegarn som udsættes i Form af en Bue eller Halvcirkel. Helg. (Ranen). G.N. lögn.

Lagnad, m. 1) Beskaffenhed, Skik, Orden; ogs. Skabning, Udseende. Hall. og fl. – 2) Skjæbne, Tilskikkelse; Omstændigheder som have nogen varig Indflydelse paa et Menneskes Liv. Alm. Ein god Lagnad: Lykke, gunstig Skjæbne. Ein tung Lagnad: tung Skjæbne, megen Modgang. Jf. lagast, Lage, lagen.

Lagning, f. Ordning, Indretning; ogsaa Skik, Maade. Hedder oftere Laging, f. og tildeels Lagelse (Lagels), n.

lagom, adv. passende, tilpas, beleiligt; ogsaa: sagte, lempeligt, med Maade. Østl. (Rom. og fl.). Sv. lagom. Afvig. logom, lugom (u’), ogsaa brugt som Adj. i Betydning: bekvem, velskikket, net, vakker; for Ex. “ein lugum Hest”. Gbr. Ork.

Lagrett, m. Laugret, Thingsvidner. Afvigende fra G.N. lögrétta, f.

Lagting, n. særskilt Thing til fornyet Prøvelse af forhen behandlede Lovforslag; en Afdeling af Storthinget. (Nyt Ord i denne Betydning).

lagvand, adj. kræsen med Hensyn til Selskab (Lag).

Lagverja, f. Laugværge, Curator.

Lag-yrkje, n. Arbeide som skal fuldføres til en bestemt Tid (= Lage). Sogn.

Lag-øl, n. Gjæstebud, foranstaltet ved Sammenskud af Deeltagerne. Vald. og fl. (I B. Stift Skotøl).

lak, v. s. leka. – lak, adj. s. laak.

Lak, n. s. Lakan.

laka, v.a. (ar), overgyde med Lage (Saltvand). S. ogs. leka.

Lakan, n. Lagen, Liindug til en Seng. Afvig. Lak, Shl. G.N. lakan; Sv. lakan.

Lake, m. 1, 1) Flige, Lap, Klud (= Filla). Hall. (Lakje). Ogsaa: en Stymper, Stakkel. Hard. – 2) Foldmave (Omasum), den tredie Mave i de drøvtyggende Dyr. Søndre Berg. Sogn og fl. Hedder ellers Marlakje (Sdm. og fl.), Fill (Buskr.), Trollpose (Ork.).

Lake, m. 2, Kvabbe, en Færskvandsfisk, Lota vulgaris. Østerd. Hedemarken. (Laka). Sv. lake.

Lake, m. 3, Lage, Vædske af opløst Salt. Sædvanl. Lakje; afvigende Laka, Laakaa, Trondh. (Sv. lake). – Hertil lakebrend, adj. om Sild, som har faaet Afsmag i Lagekarret. laketurr, adj. fortørret af Mangel på Lage.

Lagesild, f. en vis Færskvandsfisk, Coregonus albula (?). Hedemarken. Jf. Skadd og Vembe.

Lakk, n. Lak, Segllak. Hertil lakka, v.a. (ar), forsegle, sætte Lak paa.

lakka, v.n. (ar), 1) trippe, gaae let, løbe. Hall. og fl. (Sv. lacka). 2) hoppe paa een Fod. Tel. 3) lakke, skride frem; om Tiden. Det lakkar til.

Laklauv, s. Lagklauv.

lakra, v.n. (ar), rokke, vakle, staae løst. Hall. Andre St. likra, lukra, lekta.

Laks, m. Lax (Fisk). Laksegard, m. Laxegjærde i en Strøm. Laksehaav, m. et Slags Ruse. Laksekjer, n. Laxekar, med en Ombygning af Steen. Lakseverpe, n. Sted hvor man fanger Lax med Vod. G.N. laxaverpi.

Laksetita, f. en liden Strandfugl; s. Strandvippa. Afvig. Laksetitre, Sdm. Laksatiter, Nhl.

lakutt, adj. pjaltet, laset, forreven. Hall. S. Lake, 1.

Lam, f. Dørjern, Hængsel eller Gjænge med en Plade, som dækker en Deel af Døren. Solør. Isl. löm, pl. lamar. (Jf. Fr. lame; Lat. lamina).

Lamb, n. Lam, Unge af Faar. G.N. lamb. Fleertal tildeels Lomb (Laamb), B. Stift, Tel. og fl. Lømb, Vald. – Hertil Lambsaud, m. Faar som har Lam (= Ærsaud). Lambskinn, n. Lammeskind. Lambull, f. Lammeuld. Lambelamb, n. Lam af
et aarsgammelt Faar. (Nordre Berg.).

lamba, v.n. (ar), faae Lam, føde, om Faar. Nogle St. med Omlyd: lemba (er, de). Tel. Hall. og fl.

lamb, adj. 1) banket, forslaaet; s. lemja. 2) stiv i Lemmerne, s. lamen.

lamen, adj. mat, stiv eller noget lam i Legemet, som efter en stærk Anstrengelse. Nordre Berg. Hall. og fl. Hedder ogsaa: laam, Nhl. og lamd, Shl. G.N. lami: lam.

Lamp, m. Lab, Fod, Pote. Tel. – Noget lignende er Lamse: Haand, Næve. Buskr. Jf. Lom og Labb.

lampa, v.n. (ar), gaae, løbe afsted (= labba). Tel. – I Hall. lampa, v.a. slaae paa, banke (= lemja).

Lampe, m. Lampe (Lat. lampas). Nogle St. Lampa, f. G.N. lampi, m. Jf. Kola.

lamra, v.a. (ar), svække, slide (f. Ex. Kjøretøi) ved idelig Brug. Trondh. Jf. sunderlamrad. Ogsaa v.n. skramle, larme; kjøre paa en haard Vei osv. Hall.

Lamse, s. Lamp.

lana, v.a. (ar), opstable, oplægge lagviis (= lada, løda). Valders. I Tel. laana: oplægge Ved, Stokke og deslige. Paa Sdm. tildeels laane om at danne en Væg af Kviste eller Stænger. Hører sammen med Lon (o’), el. Laan (G.N. lön). – Om et andet lana, s. lina.

Land, n. 1, Land, Jord. G.N. land. Særskilt: 1) Landjord, tør Grund (i Modsætning til Sø); ogsaa Strand, Kyst. – 2) en større begrændset Deel af Jorden. Mange St. med Fleertal Lond (Laand); f. Ex. dei varme Londi. Ogsaa: et Rige, en Stat. – 3) Landskab, Distrikt; Provinds. – 4) Landdistrikt, Egn med adspredte Bosteder; i Modsætning til By eller Stad. – 5) Jordstykke, som Eiendom. Jf. Landleiga, Landskyld, Landtal. Hertil en Mængde Gaardsnavne; fornemmelig i Egnen ved Stavanger; f. Ex. Høyland, Haaland, Haugland o.s.v. – 6) Grund, Jordbund, Jordsmon; f. Ex. Aakerland, Grasland, Skogland. Nogle St. ogsaa om Græsjorden ved Siden af en Ager (= Aakerland). Blandt Afledninger med Omlyd mærkes: lenda, Lende, Ulende; vaatlendt, høglendt, brattlendt osv. – Sjaa Land: øine Land (fra Havet); ogs. see en Udvei eller Ende paa noget. Taka Land: lande; ogsaa endes, faae et vist Udfald. I Land: paa Landet (modsat: um Bord). Av Landet: ud paa Søen. Or Landet: ud af Riget. Koma under Land: nær til Landet. Ei Mil undan Land: fra Landet. Til Lands: til Landet; tildeels ogsaa: i Landet, over Land. Jf. utanlands. Fara Lands og Lage, s. Log.

Land, n. 2, Urin, Pis. Næsten alm. G.N. hland; Ang. hland (Eng. lant). Hertil: Landhol (o’), n. et Slags Kloak i en Kostald. Landstokk, m. Gulvstok ved Baasene i Stalden. Desuden Landkolla, f. Landkopp, m. Landtev, m. og fl.

landa, v.n. (ar), lande, stige i Land; see lenda. – Et andet Ord er landa, v.n. (2), stalde, pisse. Nogle St. lenda (er, e); men lidet brugeligt.

Land-aust, m. sydostlig Vind (Ost til Syd). Lofoten.

Landbakke, m. Bakke i Søen nær ved Land. Nordl. Ogsaa det samme som Marbakke. Ryf.

Landbue, m. Landboer. (Lidet brugt).

landbær, adj. om Vind, som blæser fra Landet. Nordl. Trondh.

Landdrott, m. Jorddrot, Jordeier. Nordl. (G.N. landsdróttinn).

Land-eign, f. Jord-Eiendom.

Landfarsott, f. en vidt omgaaende Sygdom el. Smitsot. Tel. og fl.

landfast, adj. 1) befæstet i Land; f. Ex. om en Flaade. 2) forbunden med Fastlandet; modsat kringfløytt.

Landfeste, n. Befæstelse i Landet; Fortøining, Landtoug.

landfrek, adj. om en Plov, som skjærer for stærkt til “Landsiden”. Ork.

landganga (landgaa), v.a. trække langs Landet. Landgaa Baaten: gaae paa Landet og trække Baaden efter sig, f. Ex. igjennem en Strøm. B. Stift.

Landgjelv, m. stærk Søgang nærved Landet. Nordl.

landgrunt, s. langgrunn.

Landgula (u’), f. Vind fra Landet.

Landhald, n. Tilladelse til Ophold paa anden Mands Grund, saasom ved Tømmerflaadning (?). Smaal. (Landhold).

Landhavre, m. Flyvehavre (= Flog). Østl.

Landing, s. Lending.

Landjord, f. Landet, det Tørre.

Landkjenning, f. Landkjending.

Landkjer, n. Brokar næst ved Land.

Landkort, n. Landkort, Landtegning.

landkunnig, adj. landkyndig, som har Kundskab om Landet, el. Landene.

landlaus, adj. løs fra Landet, f. Ex. om Iis.

landleg, adj. landlig, passende til Landet.

Landlega (e’), f. Ophold i Land; en Tid da Søfolk eller Fiskere ikke kunne færdes paa Søen. Berg. Nordl.

Landlegd, f. Land-Militærdistrikt.

Landleiga, f. Leie af Land eller Grund.

Landlivd (ii), f. Ly for Vinden langs med Landet. B. Stift. Ogsaa som adj. landlivt (n.), om Stedet. Paa Sdm. tildeels: landlytt.

landlysa, v.a. (er, te), landsforvise. Mest i Particip: landlyst.

Landmerke (kj), n. 1) Kjendemærke paa et Land. 2) Grændseskjel.

landmillom, adv. fra et Land til et andet. Egentlig: Landa millom.
Landmoe, m. Solrøg (s. Moe). Indh.

Landmælar, m. Landmaaler.

Landnord, m. Nordost. Sfj. og fl. G.N. landnordr. “Landnorøy”, en nordostlig Vind, ellers kaldet Øylending. Lofoten.

Landnørding, m. nordostlig Vind; nordlig Landvind. “Landnøring”, Berg. Trondh. Nordl. I Lofoten betragtet som Ost Nordost, ogsaa kaldet Botning. G.N. landnyrdingr.

Landplaaga, f. Landeplage.

landrøn, adj. staaende fra Landet eller Landsiden, om Vinden. Nordre Berg. Trondh. Nogle St. innrøn. Jf. røn.

Landrøna, f. Vind som blæser fra Landsiden; østlig Vind. Sdm. og fl. Modsat Utrøna.

Landrøyk, m. Solrøg (= Moe). Østerd.

Landsbunad, m. Landsskik, f. Ex. i Klædedragt; Nationaldragt.

Landsbygd, f. Landdistrikt.

landsett, adj. opsat paa Land.

Landsfolk, n. Landboere; ogs. Landsmænd, Folk fra samme Landskab.

Landsgard, m. Landgaard; Landsted.

Landsida, f. 1) Side af et Land el. Landstykke. 2) Side som vender mod Land (i Søfart). 3) i Pløiningen: den Side som endnu ikke er oppløiet (ogsaa kaldet Land). Jf. landfrek.

Landskap, n. 1) et Lands Form eller Skikkelse. Hedder ogs. Landskapnad, m. – 2) Landskab, Provinds. Det sidste en nyere Brug; jf. G.N. landskapr, m. Landsskik.

Landskil (i’), n. Landsgrændse.

Landskot (o’), n. Underbygning paa Siderne af en Bro. Tel. og fl.

Landskotung (o’), m. sydlig el. sydostlig Vind. (Syd til Ost). Lofoten.

Landskyld, f. Landgilde, aarlig Afgift af en leiet Gaard. G.N. landskyld.

Landslag, n. et Lands Beskaffenhed.

Landslaupar, m. Rømningsmand, Flygtning; ogsaa Landstryger; hjemløs Person.

Landslut (u’), m. 1) Landskab, Landsdeel. Hall. og fl. – 2) Landlod af en Fiskefangst, især af et “Sildekast”; en vis Deel, som tilfalder Eieren af den Grund, hvorpaa Voddet trækkes op.

Landslyd, m. Nation, s. Lyd.

Landsmann, m. 1) Indbygger af et vist Land eller Landskab. Eg veit ikkje kvat Landsmann han er, dvs. fra hvilket Land han er. – 2) Landsmand; Medborger. Fl. Landsmenner, ofte om Personer fra samme Distrikt. – 3) Landboer (modsat Bymann); ogsaa: Oplænding, Indbygger af det indre Land. Sjeldnere: Landmand (i Modsætning til Sjomann).

Landsmaal, n. Landsprog, Folkesprog; ogsaa: Talebruk i Landdistrikterne.

Landsnoa, f. svag Blæst fra Landet.

Landsrett, m. gjældende Ret i et Land.

Landssed, m. Landsskik, national Skik.

Landsskipnad, m. et Lands Forholde (Inddeling, Ordning, Bestyrelse).

Landsstyr, n. og Landsstyring, f. et Lands Bestyrelse.

Landstad, m. By inde i Landet.

Landstig (i’), n. Strandbred, Aabred; saasom ved et Færgested. Rbg.

Landstraum, m. Strømning (Tilbagestrømning) i Søen nær ved Land.

Landsud, s. Landsynning.

Landsveg, m. Landevei, Alfarvei.

Landsvis (ii), f. Landsskik.

Landsyn, f. Afstand hvori man kan see Land (fra Havet). Koma i Landsyn: øine Land. Ogsaa G.N.

Landsynning, m. sydostlig Vind; sydlig Landvind. Berg. Trondh. Nordl. G.N. landsynningr. – Sjeldnere: Landsud, m. sydostlig Retning. (Landsyd, Landsø’. Nordre Berg.). G.N. landsudr. Jf. Landnord.

Landsæte, n. Landsæde; Landsted.

Landtal, n. Jordebog, Matrikul. Num. Vel ogsaa Jordskyld, s. Dipl. 3, 437.

Landtimd, f. el. Landtim (i’), m. den længste Afstand, hvori man kan øine Land. Sdm. Af Verbet timja.

Landtog (o’), n. Landtoug paa Fartøi.

Landtroll, n. (i Spøg om) En som kommer for seent til Søen og derved har tabt en Leilighed til at reise med. Berg. Nordl. Standa Landtroll: staae forladt paa Stranden.

Landtøke (-tøkje), n. Landing, ogs. Landingssted. Ryf.

landvar, adj. om Vind, som blæser svagt og ujævnt ved Land, men stærkere ude paa Søen. Nhl. Sfj. Nordl. Maaskee landvard, dvs. afværget (el. afledet) ved Klipperne paa Landet.

Landveder (-veer), n. 1) Veir paa Landjorden. “Godt Landveer”: heldigt Veir for Arbeidet paa Landet. 2) Veir som hindrer Søfolk fra at reise ud, el. hvori de maa holde sig paa Land. 3) Vind fra Landsiden.

Landveges (gj), adv. landveis, over Land.

Landverja, f. 1) et gammelt Huusvaaben (= Jordverja, Gardsvaapn). Nordl. – 2) Landværn (s. følg.); ogsaa en Soldat af Landværnet. Nogle St. Landvær, og Landværing, m. (Trondh.).

Landvern, f. (oftest n.), Landværn, Tropper af ældre (i Armeen udtjente) Soldater. Afvig. fra G.N. landvörn, f. Landsforsvar.

Landvidd (ii), f. et Lands Størrelse.

Landvind, m. Vind fra Landet.

landvisa, v.a. landsforvise. B. Stift (med Bøiningen: er, te). Parti. landvist (ii).

Landværing, s. Landverja.

Landøyda, f. Ødelæggelse for et Land. Som Plantenavn “Landøya”: Senecio Jacobæa. Jæd.

Lang, m. 1) en Tilbygning paa Siden af en Lade (omtr. som Skytja). Vald. Ogsaa:
en Svalgang, et smalt Rum paa Siden af en Stuebygning. Gbr. – 2) Langside, f. Ex. paa Træ. Etter Langen: paa langs. Trondh. – 3) en Langhøvel. Tel. (Landst. 707).

lang, adj. 1) lang, udstrakt i en enkelt Retning; ogs. langvoxen, høi og smal. Modsat stutt. – 2) udgjørende et vist Maal fra et Endepunkt til et andet. Huset er tolv Alner langt, og tie Alner breidt. – 3) længe vedvarende, om Tid eller Tilstand; ogsaa om en Gjerning, som optager megen Tid. Afvig. laang’e, B. Stift. I Hard. lang’u, m. og long (laang), f., ligesom G.N. langr, löng. Kompar. lengre (mest alm. lenger), Superl. lengst. Jf. Adv. langt, longo, lenge, og Afledningerne: lengja (v.), Lengd, Longa. – Han datt so lang som han var (han faldt saa at han laae heelt udstrakt). Eg slepp ikkje so langt, som eg er lang til: jeg faar ikke komme af Pletten. Tykkja langt: kjede sig; længes efter en Forandring. Han er ikkje lang aa tøygja: han er meget hastmodig, bliver lettelig vred. I samme Betydn.: Han er ikkje lang under Augom. (I Hall. “Han æ ‘kje lang und’ Augo, førr Nasadn tæk te”). Paa lang Leid: paa lang Afstand, langt bort. Hedder ogsaa “langande Vegjen”, formodentlig for: langan Veg (Akkus.). – I enkelte løse Sammensætninger bruges Formen “lange”, f. Ex. Ein Lange-Leting (e’): en doven Krop. Ei Lange-Slemba, s. Slemba. Ei Lange-Regla: en lang Ramse. Eit Lange-Laan: et Laan som bliver længe staaende.

langa, v.n. (ar), 1) længes, lyste efter noget (f. Ex. et Slags Mad). Gbr. og fl. G.N. langa. – 2) strække ud, tage lange Skridt. Buskr. (lange ut). – 3) v.a. lange frem, række; være Haandlanger.

Langa (Fisk), s. Longa.

Lang-alda, f. Langsø, lange Bølger i rum Sø; ogsaa: en Havbølge som træffer paa Siden af Fartøiet. Helg.

Langap, s. Langhop.

lang-armad, adj. langarmet.

Lang-aas, m. 1) Bjælke som ligger paa langs i en Bygning. 2) s. Langheid.

Langbeita, f. Køernes Græsning fra Middag til Aften (modsat Morgonbeita). Østerd. Ogsaa kaldet Langøykt (-økt). Vald.

Langbenk, m. Bænk ved Langvæggen.

Langbord, n. Stuebord af tykke Planker, uden Opslag eller Klapper.

Langbrok (oo), f. fodside Buxer.

langbugad, adj. som danner en lang Bue. Hall.

Langdrag, n. Langdrag, en lang Udsættelse. Det kom i Langdrag. Ogsaa: Længde, en længere Tid. I Langdraget: i Længden, i en senere Tid. Hall. og fl.

langdregen (e’), adj. langtrukken.

langdrepa (e’), v.a. dræbe langsomt.

langdrøg, adj. 1) udholdende i at drage; især om en Hest, som kan trække længe uden at hvile. Hall. og fl. – 2) seenfærdig, seendrægtig, nølende. B. Stift og fl. Hedder ogsaa: langdrøgd, Indh., langdrøgjen, Hall., langdrygjen og langdrjug (langdrug), Østerd. Jf. drøg.

Langedans, m. Langdands, Ringdands.

Langefasta, f. s. Fasta.

Langefredag, m. Fredagen før Paaske. G.N. langafrjádagr.

lang-ekst, adj. langaxet, især om Byg.

Langeleik, m. 1) et Slags langvarig Dands. 2) et Instrument, s. Langspel.

Langelur, m. s. Lur.

Langetong, s. Langfinger.

langfarande, adj. langveis reisende.

langfaren, adj. langt kommen paa en Reise. I lignende Betydn. langreist. Eg er ikkje langreist: jeg har ikke reist langt.

langfegen (e’), adj. glad for en lang Tid. Tel. og fl. (langfegjen, -feien).

Langferd (-fær), f. en lang Reise. – Langferda, som adj. fremmed, kommen langveis fra. Lyder sædvanl. langfæra, laangfæra. “Ein Laangfæra Fant”: en Landstryger. B. Stift. Jf. langfarande.

Langferding, m. En som kommer langveis fra. “Langfæring”, Smaal. og fl.

Langfinger, m. den mellemste Finger. Ogs. kaldet Langetong (-taang), f. og Langestong (-staang), f. Isl. langatöng.

langfingrad, adj. 1) langfingret. 2) lidt tyvagtig, befingret.

langflaa, adj. svag hældende, skraatliggende i en lang Udstrækning; om Marker. Mest i Formen langflaatt. Tel.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   94   95   96   97   98   99   100   101   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə