A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"vimra v. n. 2." A. Ma. Tel. Helg.

vimren adj. som lider af Kvalme; som let faar Kvalme. Sogn (Vik). "Vimren fyr Brøst´e".

vims adj. som farer og "vimar"; forvirret omsvimende. Ryf. og fl. – Vimsefat n. En som er vims. Totn (Biri, ØTotn).

vimsen adj. som føler Kvalme; utilpas, især efter en Ruus. Gbr. (Lom).

Vimull (i') m. fortumlet forvirret Klodrian; omtrent = Vimring. ISogn (Aardal). "Han gjekk dær, Vimudl, i Ur´i, Stakkar". Ogsaa: Vimuhl m.; Sdm. Og: Veemool n., Veemoole f. en naragtig stundesløs Klodrian; Sfj. Se A.

"Vin (i') m. Ven". A. Vænn, Fl. Vænne(r), men "Go^uvinir", Rbg. (Aamlid); "Ovini", NGbr.

Vina f. Veninde. Vald.: "Veena mi!" Østl.: "Vænna mi!" Mest til Børn. G. N. vina.

vina seg (i') v. (ar), indynde sig. Voss, Hall. "v. s. inn".

vina (ii) v. a. (ar, a og te), parre sig med; om Fugle og Insekter. Sogn, Shl. Ryf. Jæd. NGbr. "Hanen viinte Høno"; Jæd. Se A. – vina (i'), se vena.

Vinbrød n. Oblat i Nadveren. Ndm.

"vinda v. vinde". A. "E vytti Vee" (og "e vinna Vee") en vreden Vidje; Stjør. 4) "vinde Nos´æ", vride paa Næsen. SætB.

"Vinda f." A. 4) en omdreielig "Gjelgja". Vald. 5) = Vea, Vitta. Ryf. (Skutnes).

"vindall adj. 1) vindig". A. ØTel. vinnaal og vinnal. "2)". A. VTel.: vindaal´e.

vindberr adj. meget udsat for Vinden.

Vindblekk m. Vindvift, Vindpust. Og: Vindsblekk m. VTel.

"Vindbragd n." A. STrondh. (Bynes).


Vindbrosa (o') f. Vindbyge. ISogn.

Vinddogg? f. en sød Afsondring paa Træernes Blade. Nfj. (Breim, Stryn): Vind-, Veend- og Viin-.

Vindebor m. (og n.) Bor som omdreies ved en Svingel. Østl. (Follo, Solør og fl.): Vinne. Borvinne, Baarvinde (NGbr.) f. d. s.

Vindehjelm se Helm.

Vindekirna f. = Sveivekirna. Vald. Østl.

"Vindel m. Krølle". A. Hall.

Vindel m. 2. 1) Vridbor. 2) Dørvrider. NGbr.

Vindepinne m. Vindepind. Ma.

Vindeskjerding m. Vinda 4), Vindehjelm. Hall.: -sjøling; SGbr.: Vinnsjæling.

Vindfauka f. se Vedrfauka, Fauka.

Vindfella f. = Vindfall. Hall. Gbr.

Vindfiks m. = Vindhauk. Dal.

Vindfirla f. 1) = Vindkall. Dal. 2) liden Vindhvirvel = Firlevind. Jæd.

"Vindflaga f." A. Vinnfloogoo NGbr.; Vinnflugu STrondh. (Tydal); Vindsflaga Hard. – Vinnflaa(gh)waa f. (m.?) d. s. Gul.

Vindfroa se Froa. Vindfrona se Frona.

"Vindgjerda f." A. Romsd. NBerg. SBerg.

Vindgjerding m. = -gjerda. STrondh.: Vinnjæling.

Vindglas m. = Hekteglas. Røros.

Vindglop (o') n. Aabning for Luft. VTel.

Vindglufs, -gløfs m. = Glufs 2).

Vindgneia f. se Gneia.

Vindgnæs n. se Gnæs.

Vindgona (o') f. Luftstrøm. N- og STrondh.

Vindgræla f. = Græla. Hard. Sdm.

Vindgul n. = Gul. Berg.

Vindhest m. = Vindhauk (Ma.). Li. (Fj.).

vindhogga (o') v. glippe med Øinene. Hard.

Vindhund m. en enkelt mørk Sky. Sogn.

Vindkall m. 2, liden Vindhvirvel som er synlig ved de Ting den hvirvler i Veiret; Skypompe. Sfj. (Førde). Jf. Rok-kall.

Vindkaare m. Vindpust. Li.

Vindkjøla f. kjølig Luftning. Helg.

Vindknut m. kort voldsom Byge. Se A.

Vindkrina f. Vindpust som kruser, "krinar", Vandet. Helg. (Bindal).

Vindkvabl n. se kvabla.

Vindkvern f. Skralde = Vindkall. Overført om snakkesaligt Folk. Ryf.

vindla v. a. = vinda. Ma. "V. i Hop".

"Vindlyse n." A. Ringerike.

Vindmare m. se Mare.

vindmergen og vindmergutt adj. 1) med Marven vreden som Marven i en Vidje. 2) = innful. Stjør.

Vindop (o') n. Aabning for Luften; særlig om Hul heelt ud igjennem Barken fra et raaddent indre Parti i Træet. Sfj.

Vindopa (o') f. en indre Hule i Træet fremkommen ved en overgroet Vridning. Sogn.

Vindrek (e') n. 1) svagt Vindpust. Nfj. 2) Lugt som hidføres af Vinden. Sogn, Hard.

Vindpeik m. den Side af en Træstamme som vender (peger) mod den Himmelegn, hvorfra Vinden mest staar. Dal.

Vindpeil m. = Vindopa. Nfj. (Honndal).

Vindpirre m. sagte Surren eller Susen af Vind. NGbr.: -peerre.

Vindrida (i') f. = Vindbolk. Gul.: -rudu.

vindriven (i') adj. opreven af Vinden. ØTel.

vindrodd (oo) adj. om Baad som vil gaa skjævt under Roningen. Nordl.

Vindsblekk se Vind-. Vindsbyl se Vind-.

Vindsel (ee) m. svag Luftning, "Sel". Stjør.

vindsetja v. a. give det forfulgte Vildt Veir af Jægeren (sig). Ryf. Røldal. "Me maa ta denne Vegjn, hellog vinnsete me Dyyro".

vindsett adj. sammenført af Vinden. Berg.

Vindsgul (u') m. jævn sagte Luftning. Ma. Sæt.

vindskaalt adj. n. = vindskaatt. Rbg. (Aamlid), Li.

Vindskøyra f. Vindkast; se Skøyra. ISogn. Vindskjøre f. YSogn. Vindskjør f. Nfj. A.

vind-slaa v. impers. om Vindkast. Sogn. "Da vindslær frao dan Kant´n".

Vinds-løgja f. = Løgje n. 1. Rbg. Sæt.

Vindsnarving m. hvast Vindkast. Trondh.

Vindsnæring m. fugtig "Snoa". Trondh.

Vindsoda (o') og -søyda f. susende Vindbyge. YNdm.: Vinnsøaa; Fosn og YNamd.: -søa; YNamd.: -sooa, -soo; Trondh. Helg.: -søy.

Vindsnur m. Aksenes Forvikling paa Ageren ved Vind. Nfj.

Vindspik (ii) f. = Sundmage. VTel. (Vinje, Sell. og fl.).

Vindspong f. Vindstribe pa Vand. Helg.

Vindstoda (o') f. Vindretning. Nfj.: -stode og -støde.

Vindstrok (o') n. se Strok.

Vindstøda f. Vindstadighed. ISogn: -støa.

Vindstøding m. stadig jævn Vind. ISogn.

Vindsvivla f. = Svivla. Sogn, Sfj.

Vindsvæla f. liden Luftning. Senja.

Vindtemba f. = Vindsykja. ISogn.

Vindtykn f. mørk Skymasse hvorfra udgaar Vind, men lidet Nedbær. Røldal.

Vindunge m. Pulsvante. SHelg.: Vinnunni.

Vindur m. Regnskyer, "Ur", ledsagede af Vind. VTel. (Vinje): Veenduure.

"vindvaksen adj." A. Om Folk. Tel.

Vindverja f. Tag af sammenbundne kvistrige Birketræer, hvormed Hø- eller Løvstakken værges mod Vinden. Dal. Sæt. Hall. – vindverja v. (varde), beskytte ved Vindverja. Dal. Sæt. Hall.

"vinelsken adj. 2)". A. Shl. Nhl. Hard. Sfj.: veen-.

"Vingel m." A. 2) upaalidelig Person. Sogn.

Vingel m. 2. Rulle af kardet Uld = Vigl
m. Ryf. (Suldal, Saua): Vingedl; Shl. (Etne): Vingjidl, Fl. Vinglar. Jf. Vigl; G. N. vingull (svingende Sylinder).

"Vingl n. 1)". A. "Koma paa Vingle" = paa Villstig. Hall. "Ving´l aa Vang´l", Stjør. "2) Slumpetræf osv." A. Hard. (Ullsv.): Ving´ul. "Ei Vingle Gaangg", Rbg. Hard. "Nokæ Vingle Aar kann dæ froosa", nogle enkelte Aar; Ma. (Aaserall). "Nokle Vingle Kaupmennar"; Rbg. (Tovdal). "Da æ ei Vingla Vænda"; Shl.

"vingla v. 2) slumpe til". A. Dal. og m. fl. "Eg vingla tee aa træff'an". 4) have liden Ligevægt, vakle, slingre. Udbredt. 5) være vegelsindet, lunet, upaalidelig. Tel. og fl.

vingla v. a. rulle op skrue- el. valseformig; karde "Vinglar". Shl. Ryf. "Udl´o vingla seg i Hoop paa denna Söu´n".

vingleleg adj. tilbøielig til at vingla, vaklende, lunet, upaalidelig. Tel. – vinglen adj. d. s. Udbredt. – vinglevoren adj. d. s. Dal. og fl.

vinglemaga adj. som har en lunet Mave. Gbr.: -maagaa.

Vingling f. det at "vingla": Gaaen vild osv.

vingsa v. n. (ar), gaa og svinge (sig); hugge i Luften. Vald. Isl. vingsa. Jf. vinsa.

vinka v. n. gaa skjævt, slingre; f. Eks. om et Hjul. Hall. Se A.

Vinka f. Indretning hvorved "Hovoldeskoft" holdes i Ligevægt og ud fra hinanden. Ryf.

"Vinn f." A. Hertil maaske: "Væra i Vinn´a", have det travelt; SØsterd. Eller D.

Vinn, Vinding, Gevinst. Strinda, Stjør. Kun i: "te Vinns", fordeelagtigt. Vinns m. d. s. "D'æ ittj naan Vinn mæ dæ".

"Vinna f. Arbeide". A. Agder. "Mæ Vinne Magt", af al Magt; Ma. Ogsaa: "mæ vinnan(d)e Magt”; Ma. Ogsaa: "mæ vinnan(d)e Magt"; Ma. Og: "vinnane vidd´e", voldsomt opbragt; Ma.

Vinna f. den ved længere Dyrkning fremkomne Agerjord. ISogn (Aurland).

vinnefallen adj. ude af Stand til at udføre et Arbeide, især for Mangel paa Redskab = uppraadd; forlegen. VAgder. "Du lyyt laana meg Kjærraa di; mi he gjængje sunn, saa eg æ räent vinnefadden". "Vinnefallen mæ Losement". Jf. daafallen, handf.

vinnleg adj. handelig, bekvem = lugum. Ndm. "Vinnle Hæst", "vinnle Øks". viinnleen d. s. Ndm. "V. Gar".

Vins m. En som svinger hid og did; ustadig upaalidelig Person. Rbg. Tel.

"vinsa v. a. (ar)". A. 2) (1) svinge, slænge, vippe; gynge. Ryf. VAgder. "Eg ska ta aa vinsa deg!" "Vinsa eit Baadn".

vinsa v. n. (ar), svinge hid og did, gynge sig; kaste sig; vimse. Shl. Rog. Hall. Tel. Rbg. "Vinsa mæ Hove, Halen, Stakkjn". "Vinsa innom" = svitta innum. "Sno^ur´æ vinsar; Gräip´æ vinsar h^eit o d^eit"; Sæt. Vins-Ærend f. kortvarigt Ærinde. Rog.

vinseleg adj. svingende; flygtig; ustadig. VTel. vinsutt d. s. Tel.

vinstra v. n. omtr. = vinsa, vena (vina). VTotn. "Gaa aa vinstre mæ Jøse".

"vinstre adj." A. veinstre VAgder; v^eistre Rbg. (Aamlid). I Gul.: Viistrhaanda, ellers "vinstre". Jf. wister-andi, Sv. Dalarne ("Norsk" Dial.).

vinsur (ii, uu) adj. halvsuur, viinsuur; om Frugt. Forskjelligt fra "kvinsur". Ma. Dal. Jæd.

vinsutt, Vinsærend se vinsa.

Vintraham se Vetrham. – Vintringg se Vetrung.

Vintrstøe, -støing, -stønning se Vetrstøda.

Vipa (ii) f. 2, = Skrona, Drysja; især en Historie som befatter sig med Overtro. Ryf. (Tarvastad, Skjold). G. N. vípa Leg, Bagatel. Jf. Heimvipor. Vipra.

Vipa (ii) f. 3, enkelt langt stivt Straa eller Haar; a) = Snerpa, paa Korn; b) "Skjeggjeviipa". VAgder, Dal. c) Fl. Viipo NGbr., Viipaa Trondh., dvs. Overskjæg. – Viipes(k)jægg n. Veirhaar hos Kat, Hund osv. ØTel. (Tuddal). – Jf. Vipa (Fugl); D. Vippe dvs. Aks; Vippa.

vipa (i') v. n. (ar), gaa frem og tilbage, svinge sig, vimse. Vald. (Bagn, VSlidre). "Veepa att o fram". "Veepa i Dør´n". Jf. foregg.; veipa.

Vipling m. ung Person som lidet evner. Ringerike (Aadal).

Vipp m. let vims Person. Nhl. og fl.

Vipp n. Vippen; = Bende. Vestfold og fl. "D'ær paa Vipp´e", paa Nippet.

"Vippa f. 2)". A. Tel. Ryf. 4) en Dukke Traad. Sogn, NGbr. Busk. 5) Overskjæg = Vipa. Smaal.

vippa v. n. (ar), 1) bestryge me "Vippa". Ryf. "Vippa Leiv´n". – 2) "kaste" Korn om igjen; se A. Østl.

vippeleg adj. lig en "Vipp" eller "Vippa"; tilbøielig til at "vippa"; mest om Gang og Fagter. Sæt. Tel. Se vimpeleg.

"Vipra (ii) f. Paafund osv." A. Gbr.

virkjeleg(e) adj. og adv. omhyggelig, nøiagtig = virkta. Sæt. "De va virkjelege gjort". Og: virklege; SætB. "De va gjort virkleg' o væl". "Du vi vite de so virklege". Jf. vyrk, vyrklege.

virkjen adj. omhyggelig = virkjeleg. Tel. Rbg. (Sæt. og fl.). "De va virkji gjo^urt", n. el. adv. G. N. virkja, pleie.

virkta v. a. (ar), udføre omhyggeligt, udarbeide. Sæt. "Eg heve snart alli høyrt noken, sum heve virkta de ^eut so", om Præst som udlagde Teksten saa nøie. Jf. virkta adv. – Viru se Vere.

virpa v. (ar), slænge, kaste. ISogn (Aurland). "Han virpa seg øve Grindi". "Gräeni virpa upp". Jf. verpa.

"vis (ii) adj. 1) vidende (om)". A. "Han vart viis´e mæ da". Shl (Fitja). Ogsaa:
vis, sikker. YSogn. – -viis i Sammenss.: tilbøielig til; som "gravviis, stangviis".

Vis (ii) n. Samlingen af Stilke og Blade paa en Urt. VAgder, ØTel. (Bø). "Vise m. er den enkelte Stilk; Li.). "Epleviis, Ørteknappviis". – "Blaaviis, Kviiteviis".

Visa (ii) f. 1) Spire, Skud. Dal. "Knappurt- viisa, Bjørkeviisa". 2) = Vis n., Vise m. 2). Jæd. "Epleviisa". "Kviideviisa"; Li. (Nes). 3) Blomst paa Træ, særlig Frugttræ. Nfj. (Stryn). "I Viisenne", i Blomstringen, dat. f. "Apalln va so full´e 'ta Viise, so dæ va so dæ breeda 'ti 'naa". Ogsaa m.

visa (i'?) v. n. (ar), visne før Modningen = grønheisa; om Kornsæd. NGbr. (Lom): veesa (kort ee). "grønveesa" adj. Lom. veesja, veesja see, "grønveesja see", d. s. NGbr. (Vaagaa, Lom), væsja Gbr. (Fron; som skjæpa dvs. skipa?).

Visa (i') f. svag slap, ligesom vissen, Person. Sogn (Vik, Fresvik, Lærdal); tildeels: Veesa; "Veesefant"; men hæsa, hæsete; se dog ogsaa Væsa.

visaleg (i') adj. blød og slap, halvvissen; om Planter og Folk. Tel. (Kvitseid, Selljor). "Visaleg o taka i". "Visaleg i Haandi". visuleg d. s. Selljor. viseleg d. s. VTel. (Moland), Sæt. "Viselege laga". visiskleg d. s. Sæt. (Sjelden).

"Vise (ii) m. 1)". A. Sogn, Nhl. NGbr.; saaledes om Svinebørste sat i Enden af Traad og om den spidse Ende af Vidje. 4) Spire; hvilketsomhelst fremspirende. Sæt. Gbr. "Nokle faae V^eisa hev komi upp". "Nataviise" skal ensteds (i Sdm.?) være den lille Streng som forbinder Nøddekjernen med Skallet(?)

Vise (ii) n.? Tegn, Mærke = Syne, Visn. Nfj. Y- og ISogn, Nhl. "Ein kunde sjaa Viise itte dæ". "Eg seer kjee noke Viise te da". Jf. ogsaa Visend.

visegul (i', u') adj. vissent gul. Voss og fl.

"viseleg (ii) adj." A. 2) som kan roses; ret god. Ma.: viis(e)lig. – viis(e)lig adj. ret godt. Ma. "Dæ stænn ikkje viis(e)lig tee". 3) visselig, uventet dygtig; dygtig over sin Alder. VNed.

"visen (i') adj. vissen". A. Ogsaa: kraftløs, magtløs, mat. Ma. Rbg. Shl. Ryf. Sogn. "Visen o doven".

Viser (ii) m. Bidronning. Smaal. G. N. vísir, vísi, Fyrste. Jf. Hæser, Kjæser.

"Visk n." A. Østerd.; m. Ma. og fl.

"Visk m. Visk, Tot". A. Særlig: Visk som indeholder Nødets regelmæssige Ration. "visk' ehoop ein Visk"; Ndm. "Hertil maaske: "Da bar i Viskjn før 'an", han kom i Forvikling; SHelg. For Viksl?

Visk m. 1) = Visk n., Rykk, Tak. Ma. og fl. "Dæ va kje lang´e Viskjn førr han ha gjo^urt dæ". 2) heldig Affaire, Coup, (Tak); ogsaa: Vovespil. "Da va äen häil´e Visk han gjoore". ISogn. "Paa Vaag aa Visk", paa Lykke og Fromme; Gbr. "Paa Visk aa Vaag", d. s. Ndm. ISogn (" – Vaoga"). "Paa Visk´n aa Vaag´n", d. s. Gbr. Trondh. "Döm har dæ paa en Visk", som de selv vil. Østerd. Trondh.

viska v. n. (ar), vove, driste sig, understaa sig; prøve paa. Sogn, Sfj. Nfj. Sdm. Romsd. Ndm. Gul. Østerd. Gbr. Ringerike. "Lat meg viska tee, dao!" "Du kann bærre visk' tee aa gjera dæ"; Ndm. "Viske paa, viske i Veig´n", Østerd. Gbr. Maaske eet med "viska, feie" A. (Jf. dog: G. N. vizka Forstand).

viska v. (ar), samle Halmen sammen med Pleielen under Tærskningen. ØTel.

Viskarhøy n. ringe Hø, hvormed Foderrationen, "Viskjn", ombindes. Ndm.

Viskerymd f. Rum til at bevæge sig; Albuerum. Gbr. (Vaagaa, Lom). "Du har Viskerymdee her". Viskerumm´ . d. s. Vaa.

viskjen adj. 1) livligt imødekommende; forekommende; let og rask. Helg. Shl. Rog. "Ein viskjen Ungdom". "Gild aa viskjen". "Leett aa viskjen, godviskjen, illviskjen". 2) lidt vel meget tjenstvillig; officiøs; genskjæftig. Shl. (Strandebarn).

viskleg (ii) adj. skjønsom, human. A. Sæt. Tel.

"visleg (ii) adj. viis osv." A. 2) som giver god Rede; redig, rimelig; omtr. = greid. VAgder: -lig.

"Visn (i') f. Tegn osv." A. Nhl. (Ask), Salten. "Han saag baade Væga aa Veesnan(n)"; Salten.

Visn (ii) n. svagt Rygte; Ymt. NØsterd. (Oos, Tynset). "Dæ gjekk et Viisn i Bygd´n". Jf. Visende.

Visorm (ii) m. en Orm (Ringorm?) som ligner en noget tyk og knudet Hampetraad. Agder (Sæt. og fl.). Skal ogsaa hedde "Kvitorm"; Sæt. og fl. Se Vidorm.

vispe, Vispe, vispete se kv-.

"viss (i') adj. 1) vis". A. viis YSogn. "2)". A. "Eg æ viss i dæ". Ma. "3)". A. Særlig: "veess i Kjæft´n, i Ool´an", som giver træffende, lidt hvasse, Svar. Helg.

"vissa v." A. "v. paa", gjætte paa. NØsterd.

"Vissa f." A. 4) det sikkre, det uundgaaelige, det nødvendige. Gbr. Tel. og fl. "Mat´n lyyt vera Vissa". "Te Vissa", tilvisse, for vist; Hall. "Te olle Visse", i ethvert Fald; Tel. (Sell.). – "Paa Vissom", især; Ma. (Grindeim). Se flg.

vissa adv. = i Vissa dvs. først og fremst, sikkert, ialfald; især. Trondh. Nfj. Sfj. Gbr. Østl. og fl. visse NVTel.

vissare adv. "Komparativ af vist. "Ikkje vissare – hell", lige saa lidt som, lige saa umuligt som. Tel. "Du maa kje vissare gjera de hell du flyyg´e". Vissfila se Fil.

Vissmaal n. sikkert Løfte. YSogn.

"Vissmun (u') m. 1) Bekræftelse". A. Sogn.
3) en Kjende, en Smule. Hedm. "Et Økseskaft ska vara en Vissmoon siikrookete". – "Paa Vissmoon" paa Slump. SHelg.

vissordig adj. som finder det træffende, rammende, Ord. Sæt.

Vist. "Pao Vist aa Vaoga" = paa Visk aa Vaaga. ISogn. Vist af viss adj.?

"Vist f. 2) Tegn osv." A. Nhl. Ryf. og fl.

"Vist m. Lugt". A. Ndm. STrondh. (Børsen, Kvikne). Vøsst Vald. "Han fekk Vøsst´n 'taa dæ", fik Veir af det.

Vist m. = Viste. VAgder (Sygne, Vanse).

vista v. a. (ar), fæste = steda. Nhl. (Eks.). vista seg = steda seg. VAgder (Grindeim, Eikin, Fjotland). G. N. vista skaffe Condition. – Vistepæng m. Fæstepenge. Nhl.

vista v. n. (ar), lugte; oftest: stinke. Romsd. Ndm. "Dæ vista gott".

vistarlaus adj. sporløs. Shl. (Fitja): vista-.

"Viste (i')". A. Vestfold, Agder, Dal. Senja. – Vistehaug m. Dynge af V. Jf. Jarviste.

Vistervider m. = Istervider. VSmaal.

Vistol? m. 1) Grundlag af Riis osv. = Vistur. Senja, Vesteraalen, Salten: Vee(s)stool; SHelg.: Veestooli. Opfattes som Vid-stol. 2) sikker Grund for noget; Rede paa noget; ogsaa: "Tegn som kan give Vished". SHelg. Opfattes som Vist-ord. Maaske er flere Ord her sammengledne: Vister pl., Vistur, Vitord (Vist-stol).

vistungast? v. n. (ast), miste sin Haardhed el. Sprødhed ved nogen Fugtighed; især: blive myg af fugtig Luft = slaa seg. Saaledes om Læder som lægges i Vand en liden Stund, om Hø som mygner for Vestenvinden. Nfj. (Stryn, Olden, Innvik), NGbr. (Lom): vistoongast og veestongast (o', og -aangast?). "Lat Høye v. liite, førr du tek´e dæ inn!" – Vistoong(ge) og Vistoonggsvind m. lidt fugtig Vind; især: Vestenvind, Havvind.

"Vistur (i') m." A. 2) Underlag af Siv, Lyng eller Riis under Kornstabel. Jæd.: Veestur. 3) = Jarviste. Tel. (Mo, Vinje). Faaret lover (mod andre Fordele) at "eta Visturn (Jarvisten), som fysst´e i Lo'a kjæm inn". Viste#-Ur (Uv)?

"vita (i') v." A. Infinitiv: væta Nordl. Fosn, YNdm.; vytaa og vøtaa ØTel.; vätä#-vaataa (voto), SØsterd.#-NØsterd. Trondh.; vita, vi(t)da og vida VAgder, Dal.; veeda Dal. Jæd. Ryf.; vid(d)e, veede Ned. ØMa.; vite Rbg. SVTel. Sfj. Nfj. Sdm. Romsd. Bamle og fl.; veete ØNed. Bamle og fl.; veit' Nordl. (Lof. og fl.): "du kann daa veit dæ" (jf. kann). Præs. Indik.: "veist du" Sogn (blandt andet i en moderne Vise); "me vita" VTel. (Vinje, Mo); "me vitu" VTel. (Mo; som mogu). "(Du) veit no!" afviser Spørgsmaal. Nordl. (Lyngen). "5) vende osv." A. Romsd. Ndm.

vita (i') v. a. (ar), forsyne Vei med Veimærker, "Vitar"; = vala. SGbr. (Gausdal). "Veeta oopp Veig´n".

"Vite (i') m. 2) Varde". A. Vati og Vata SHelg. (Bindal), Namd. "Jonsokveete", St. Hans Blus. Ryf. 2) stiv bleg Figur; ogsaa tosset stiv gloende Figur; = Byting. Li. (Eikin, Kvin, Fjotl. Vanse), Dal. "Han sto^u jussum äen Vite". "Bleig sum æen Vide (Veede)". – Vaataavakt f. Innh. – viteslig adj. lig en Vite 2). Li.

"viteleg adj." A. "Verta vitele(g) um da", faa Sikkerhed for det. SBerg.?

viten (i') adj. videlysten. Sæt. "Han æ so viten o merkjen paa mangt".

"vitja v. 1)". A. Vald.; SGbr. Rom. Hedm. og Solør: veekjkja og væ(kj)kja. "2)". A. Hard.; Li. (Sirdal): vidjdja.

Vitja f. Traaddukke, = "Vea", med et Par Traadomslag. Sogn (Vik, Aurland, Lustr).

vitliten (i', ii) adj. med liden Forstand. Ryf. (Suldal, Saua). Tildeels: veet(t)liiten. G. N. vitlítill.

Vitolsnavar se Vidjung.

"Vitord n.." A. 2) Vink, Antydning. Ndm. "Han ga me eit Vitoor".

"vitra (i') v. a." A. 3) trolde; trylle; varsle. Hertil: Vitrfugl m. varslende Fugl, el. = Daarefugl. Land. Meddeelt.

Vitra (i') f. Oplysning, Underretning; Nys. Sogn (Vik); Agder (Aaserall, Bygland) mest i Fl.: Vitru. "Koslag Vitru fekk du?" G. N. vitra.

Vitrande n. Besked, Underretning. Sogn.

"vitrast (i') v." A. Agder; veetras Ndm. Tel.

"Vitring f. 1)". A. Sogn, Hard. Jæd.

"Vitsmun m." A. Sfj. Hard. Røldal: Viss-.

"vitskræmd (i') adj. sandseløs af Skræk". A. vidskræmd Dal. Li. (og ø); veetskræmt ØTel. Totn, Hedm. Rom. Fosn og fl.; veetaskræmt Ringerike (Modum), Smaal. Oslo. vættaskræmt Vestfold, Num. (Flesberg); dette kunde maaske være: skræmt af Vætter, jf. vordskræmd.

vitstekkt adj. = vitskræmd. Tel. Til støkkja.

Vitt se Vætt.

"vitta (i') v. vinke". A. Vald. Jf. Sjovitt.

Vitta f. 1) = Vea. VAgder, Dal. Til vitta = vinda. Garnvitta. Vinda f. s. Ryf. 2) liden Fiskestiim. Ryf. "Seiavitta".