A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

hyrdelaus adj. yderst ligegyldig; hensynsløs;
kynisk; næsten: forvorpen. SætB.: kj^eurelause, Dal.: kj^øura-. Kjureløysa f. a) raa Ligegyldighed, Hensynsløshed; b) raa, hensynsløs Person. Sæt. Dal. Til hyrda.

"hyrden (y') adj." A. Hertil: uhyrden dvs. ukjuren Agder, Dal., ujuren VTel.; ukjyren (rn el. ln), ukjooreleg Nedre Tel.

"Hyrding (y') m. Hyrde". A. Hyrding, Nissedal i Tel., og Aamlid i Rbg. (?) – som "Byrde, Hæærd" (dvs. Herd f.) – maaske dog kun spøgende: "Æ du Hyrdingg idag?" Hyring, i en "Herredags-Visa" fra Lista; Høring, Ryf. Røldal; Hyling (?), Busk.; Juring(g), Juringji, Ned. Tel. Sæt.; ogsaa i IRyf. og Røldal, indkommet fra Tel. og Sæt; Kjuring Rbg. (Ivel. og fl.), Ma. Li.

Hyrdr eller Hyldr? m. indtagende Væsen, høi Grad af Tække, Evne til øieblikkelig at vinde = Gjæva, Sigr, god Hjelm. Vald. (VSlidre, NAurdal). "Ho æ 'kji 'taa däi slikrefine, men ho ha äin goo Hyrdr mæ se". "Dæ fulji Hyrdr mæ hono". Ogsaa: Hørdr og Hurdr (alle tre med tilbagetrukket, "tykt", rd, ld, el. D, + alm. R). Noget lignende er: Hyyr, Vald. (Vang). "Han ha goo Hyyr iblant (mæ) Følkee". "Der æ Hyyr mæ 'o". "Bære Hyyr", "større H.". Ogsaa: "lei(?) Hyyr". Dette Hyr synes at pege mod Hyra, Trivelse; hyrd adj. – Hyldr, Huldr synes at kunne hænge sammen med Hyldrehatt, hylja, Hjelm.

Hyregn n. Støvregn. Sogn, Sfj. Til Hy, Dun.

hyregna v.n. regne Hyregn. Sogn: "-rigna".

hyremosen adj. lysten, oplagt = hyra(d). Sfj. (YDale). "hyyremosen paa noko". Jf. godmosen.

hyren og hyrig (yy) adj. livfuld, freidig; oplagt = hyrad (A., Sfj.); ogsaa: lysvaagen, fuldt frisk; modsat "uhyren, uhyrig". Sfj. Sogn, Shl. Til hyra seg.

"Hyrg n. Vaas". A. Nfj.

hyr(g)ja v. n. aande med gurglende Lyd i de urene Luftrør; aande hæst; om Aandedrættet: lyde gurglende. Gbr. (Øyer, Faaberg, Vaagaa). "Du hørja svært". Ogsaa: "Dæ hørja i Hæisjee", Vaagaa. – Hørj m., Hørje f. og Hørjing f. Gurglen i Luftveiene. "Hørj faar Bringen". G er ikke hørt i nogen Form; jf. dog hurga, hurgla.

"hyrgja v. fortælle Fabler, vaase". A. Ogsaa: "hyrja, hyr, hurde, hurt", som syrgja. Nhl. og fl. "Han ha hurt deko fudle", proppet jer med Historier. 2) fantasere; tale i Søvne. Nfj. (Honndal, Stryn). "Han ligg so aa hyrja aa draime". – Hyrgja f. En som hyrgjar. Nfj. Nhl.

hyrja eller hyrgja v.a. og n. (ar), 1) svøbe om; danne til en Bylt; klæde skjødesløst. Sogn, Jæd. Mest: hyrja seg = harva paa seg; Sogn. Og: hørja paa seg, klæde sig tykt og uformeligt, pakke paa sig; Jæd. Hertil: Hyrja f. og Hyrje m. En som "hørjar paa seg"; Sluske. Sogn, Jæd. (Haa, Gjæstal). 2) lave Historier, lyve sammen = hyrgja (gde). Hall.: "hyrji ihop". – Hyrju f. Fabel = Hyrgja. Hall. – Hyrjumakar m. Hall. – Er vel eet med hyrgja (gde), skjønt Verbets Bøining og "Hyrju" vanskeliggjør noget Identification.

hyrja eller hyrgja? v. (ar), rive til sig, rive i sig; sluge. Ryf. (Hjelmel., Sand). Kun hørt som hørja ("i seg, te seg"), saa det maaske kunde være en Udtaleform af "herja", rive til sig. Ogsaa: ørja Ryf. (Sand). Er Y oprindeligere, er det maaske eet med foreg. – hørjalkeg adj. slugen. Ryf. – hørjen adj. = hørjaleg. Ryf. – Ogsaa: ørjen, ørjaleg Ryf. – Uklare som foregg. og flg.

hyrjaata? f. 1) Slughals. Ryf. og Dal. (Ogna): Hør-. Ogsaa Ørjaata (og -da) Ryf. Se foreg. 2) en liden slugen rødbrun Fisk, sandsynligvis = Stinta, en Sort Labrus (Ctenolabrus el. Centolabrus?). Ryf. (Jelsa, Hjelmel. Sand og fl.). – Peder Claussøn har: "Hyriaader, en uskikkelig Æder" (dvs. Hyr(g)jaatar?). – I Li. (Lyngdal) og Ma. (Sygne) er Horjaada (o') f. 1) Slughals, En som er sandseløs af Graadighed. 29 en liden Labrus. Ogsaa Horjaad n. og f. d. s. Ma. (Sygne). – Saafrem,t disse Ord med hyr(g)j- er fremgaaede af Horg f. (Sv. harg?), kan de neppe være gamle Dannelser. Jf. horgja, Hor(g)jaata.

hyrkja v.a. og n. arbeide raskt men grovt og skjødesløst; rive af; især: sy skjødesløst sammen. Tel. (Vinje, Bø). "Hyrkje av Husi", gjøre færdigt, afpudse Huset i en Fart. Jf. hurka, herkja. – Hyrkja f. en tunghændet slusket River av en Kvinde. ØTel.: Hørkje. – hyrkjen adj. som vil hyrkja. Tel.

Hyrmann m. Hofmand, Hirdmand? "Hyrmænna" omtales i et gammelt Sagn fra Bakka i Li. Maaske G. N. hirdmadr. – Hyrmanns-sæte n. behageligt Bosted. Tel. (Mo). Meget sjelden. Hvis dette, og "Hyrmann", hører til Hird, er her bevaret en noget gammel Form, idet hirda, hyrda, nu hedder "jure" (Juringji, Ujure) i Mo, og "kjuura" i Li. Se Hyrding.

"Hyrna f. Hjørne". A. Hynna n. Tel. (Vinje og fl.); Hydna n. Hard. Shl. Ryf. Dal. og fl.; Hydnag n., som "Ikodnag", Voss, hvor det ogsaa er Hydna f.; Hynne n. Ned. Namd. og fl.; Hynn n. (og f.), Ndm. Innh. Namd. G. N. hyrni, n. "2) = Hornsaud". A. Sogn: Hydna – hørn-millom adv. diagonalt. Hedm.

hyrna v. stange. Dal.: hydna; VTel.; hynne. – hyrnen adj. som gjerne "hyrnar". Tel.

Hyrne n. stangelystent Dyr. Dal. Tel.

Hyrneskjekkja f. Skjævhed i Hjørnerne. Hall. (Nes, Gol): Hydneskjækkji. – Hydneskakkji m. d. s. Hall. (Aal).

"Hyrning m. Tværbjælke i Slæde osv." A.
Hynning, Sdm. Nordl. Hynne og Hyyne f. Totn, Land.

"hyrnt adj. 2) = hyrnen. Jæd.: hynnt.

"hyrpa v. trække sammen osv." A. "H. ihoob", Jæd. Ma. "Hørp ihoop", Helg. "Hyrpa paa Nosæ", rynke Næsen; Hard.

Hyrpa f. En som hyrper; Sluske; især et ældre slusket Kvindfolk. Hall.; Helg.: "Hørp'".

hyrren adj. vranten, vredagtig = hurren, gretten; ogsaa: let stødt, prippen. Tel. Agder; Jæd. og Shl.: "hørren (aa idle)". Saaledes: "skogehyrren", vranten efter overanstrængende Arbeide i Skoven. Li. (Fjotl.).

Hyrsl (yy) n. sandseløst Snak. Li. Se hyra.

Hyrt eller Hort? f.? Flinkhed, Dygtighed; Arbeidsiver. Østerd.: Hört (ø?). Meddelt.

hyrta seg v. (ar), slaa sig igjennem, bjerge sig = klaara seg. NGbr. (Lom og fl.). Jf. (?) G. N. hirta (hirda) bry sig om.

"hyrtig adj. kneisende". A. Rbg. Sæt. (livfuld), Tel. hørtig Helg.

hyrtlaus adj. uden "Hyrt"; sløv. Østerd.

Hyrva f. sløv Grunden; Sandseløshed; Vildelse; Søvngjængeri. "Gaa i Hyrvaa" = i Ørsla. Dal. (Ogna, Hæskestad).

hyrva v. (ar) = gaa i Hyrvaa. Dal. Jf. Horv.

hyrveleg adj. søvntung og vranten. SætB.

hyrven adj. 1) gaaende om fortumlet. Dal. 2) = hyrveleg. SætB.

Hyrvle n. en klodset, uforsigtig og haardhændet Karl. SætB. – hyrvleleg og hyrvlen adj. "fare hyrvlelege fram". SætB. Jf. Hurvle, hyrvla.

hyrvutt adj. forviklet, sammenfiltret; uredet = lurvutt. Vald. Jf. Hurv. Vist ogsaa: hurvutt. – Hys (yy) n. se hysa.

hysa (yy) v.a. (er, te), kaste høit og følgelig omtrent lodret op i Luften. Ryf. Jæd. "Hyys Badln opp!". hysta, d. s. Dal. Jf. hysja, hussa, husta, huska. – hysast v. recip. kaste Bold og dl. til hinanden. Ryf. Jæd. – Hys n. et sligt høit Kast med Bold el. dl. Rog. "Kasta Hyys; ta Hyys". "Eit gott Hyys".

Hysa (yy) f. uredet og utækkelig Kvinde. Ma.

"Hysa f. Hylster". A. "Hyyse", Tel.

Hyse (yy) n. en uredet uordentlig formløs og utækkelig Figur el. Tingest. Rbg. Tel. Ma. Især: en Kvinde som klæder og fører sig ilde; Tel.

hysja v.n. (hys, huste og hyste), 1) frembringe en skarpt susende Lyd; særlig: fare susende afsted; suse afsted. S- og NTrondh. "Han kjørt' saa da va bærr saa dæ hysj"; se hosa, kosta. "Dæm sjöua saa dæ hust' ette (hyst' ette)", Gul. "Han huste i Veg", Gul. 2) sige hyss!, hysse, tysse. Nhl. "hys, huste". Jf. kvisja og kvissa, G. N. hviss interj., Isl. hvissa; D. Diall. hvisse, Sv. Diall. hyzz dvs. løpa fort, vizz och vyzz dvs. ila susande (Noreen, Fryksdal). Og kysje (K som i Kis!) v. a. dysse i Søvn. Nfj.

hysja v.a. og n. (ar), 1) gynge stærkt = husta (huysta, hysta); jf. hysa. Jæd. Hard. "Hysja Badne". 2) danne en høi Opsats af aabne og løst opsatte Ting; f. Eks. et Risgjerde. Nfj. (Stryn: høsje). Ogsaa: "hesje upp". 3) løse op og bringe Luft i sammenklemte Ting; lufte op i; ogsaa: flosse op Klæde(r); dekatere. Nfj. Sdm. "Hysje upp ei Lau(v)sbyr". "Høye ligge upphysja". "Upphysja Klæde". I Nfj. tildels: "høsje". 4) bringe i Uorden: om Vinden, som forvikler Agerens Aks. Sogn, Sfj. Nfj. "Vindn hysja Aakrn". "Vindn ha hysja tee Aakrn". "Aakrn æ upphysja". I Jølstr i Sfj. bruges "hypsje" om d. s. 5) gjøre løst og skjødesløst Arbeide; sluske; jaske. Shl. (Strandebarm, Fjellber, Etne), Sogn, Nfj. "Hysja paa". "Hysja fraa seg". "Hysja da tee". hysse d. s. YSogn (Brekke). Dette "hysja" tør, trods Bøiningen, være eg. eet med foreg. (og med "hysja, drysse", A.). Jf. husma, hysma og fl. – Hysja f. En som hysjar; Jasker. NBerg. Hysse f. d. s. YSogn (Brekke).

Hysja f. 1) en løs og uordentlig Hob af lette Ting, stor forviklet Tot. Tel. (Vinje, Mol.). "Gaani (Stry´i) laag i æe Hysje". "Haari hekk i Hysjur". 2) en stor klodset og slusket klædt Kvinde. Hadeland, Sogn, Sæt. Ma. Hysje n. d. s. Shl. Jf. hysja v.

Hysja f. et Dyr (Faar) som er "hysjutt". Sogn.

Hysjel m. 1) liden Høvisk; liden "Vondul". Tel. (Vinje, Laardal, Kvitseid): Hysjiile, Hysjyle. Vel til Hysja (Tot). – 2) et viltert og slusket Kvindfolk. Rom. (il); Vald. (yl). Maaske: Hyskjel, til Hyskja.

hysjutt? adj. 1) flækket i forskjellige Afskygninger af samme matte Farve; falmet i Skjolder (en saadan Skjold skal hedde Hysja nogensteds). Vestfold, Bamle, Tel. Jæd. NBerg. Maaske eet med "hyskjutt, graasprængt", A. Lyden skj er ikke hørt paa de nævnte Steder og Bett. minder om hysja dvs. drysse. 2) = lurvutt, puskutt. Til Hysja, Hob osv. Tel.

Hysk m. 1) Hylster = Husk, Hyskje. Vestfold, Busk. Smaal. Rom. Totn, Østerd. 2) paa Skolæst = Husk. Hard.

Hyskja? f. vilter, uopdragen og utækkelig ung Kvinde. Hard. Ma. Sæt. Rbg.: Hysja, -e. – Hys(k)je n. et viltert sandseløst ubetydeligt og uopdragent Menneske (et Hylster = Husk, Hyse?). Tel. (Vinje og fl.). – hys(k)jeleg adj. lig en Hyskja. Rbg. hys(k)jen adj. d. s. Rbg. Ma. "Denna hyskne Jænta". – Ordene kan neppe i Lyd (og Bet.?) skilles fra Hysja osv., undtagen i Formen "hyskne" af Adjektivet, hvor dog Trangen til en bekvemmere Udtale (end hysjne) kan have faaet Støtte af lige og lignende Lydforhold: bysjen, byskne, rus(k)jen, ruskne osv.

"Hyskje n. 1. lidet Hus". A. Romsd. Sdm. 2) Hylster = Husk. Østl.

"Hyskje n. 2." A. Shl. (if. Vidsteen), Helg.
hyskra, hyskraleg, hyskren se huskr-.

Hysma f. en klodset, uvittig, sandseløs, skjødesløs, ilde klædt og kynisk Kvinde. VTel. (Mol. Mo, Vinje): Hysme. – Hysme n. omtr. d. s. VTel. (Raul. Vinje, Mo, Mol.): Hysmi. – hysma seg til v. tee sig ("laga seg") som en H., især klæde sig klodset, tosset og skjødesløst. Tel. (Mo, Vinje). Jf. husma, Hysja, hysja osv. – Hysmar m. En som "h. seg ti(l)". Tel. (Mo). – hysmeleg(e) adj. og adv. lig et "Hysme". VTel. "Hysmelege laga; h. klædd´e".

Hysse f., hysse v. se hysja.

hysta v. se husta, hysa.

hysterk adj. overmaade stærk. Ma. Og "hyane sterk". Se Hy.

"Hytt m. Slumpetræf". A. Rog. Voss. "Gjera noge i Hytt´n", paa Slump. "So pao aen Hytt", omtrent saa; Voss. "Vasa bort i Hyttn (og Høttn)" eller "snakka i Høtt aa Veer", snakke hen i Taaget. "Eit Hytte Træf", et Slumpetræf. Jf. Hott, Hutt.

Hytt m. 1) Spids, Pig. Ndm. "Fjellhytt, Steinhytt, Trehytt". 2) = Hutt, Topp, Tipp. Sæt. og Dal. 3) en mindre "Klepp" til at tage op Fisk og rede Fiskegarn med. Lof. Helg. Ndm. – hytt(a) og høtt(a) v.a. tage Fisk op med Hytt. Nhl. Lof.

hytta v. true". A. Shl. Hard. Rog. Sæt. Hall. "hytta" og "høtta etter (aat) ein", true til (ad) En. Rog. 2) vinke med Haanden. Hall. "Du faar hytte te uss". 3) lange ud efter, strække sig efter. Li. (Kvin): høta (for høtta, efter VEgdske Lydforhold). "Han høta daa ette dæ, men raamte inkje". "Kyra høta ette Kodne" = tøygde seg. 4) støde til; puffe; knubbe. Sæt. "Hu hytta ette Ungjen". "Kj^uyræ æ so fæl ti hytte o stangge". – hytten adj. tilbøielig til at hytta. Sæt. "Han æ so hytten mæ Bonnæ".

hytta v.n. (ar), 1) anvende i yderst knappe Portioner; tildele knapt. Gbr. (Gausdal). "Neer'n hytte aat Ku´n, saa hytte ho att". "Deign æ taa Roogmjøl, men dæ va saa vitt e hytta aat 'om mæ Kveitmjøl". Maaske til Hytt dvs. Tip, saaledes vel i Sammenhæng med foreg. 2) "hytte att", trække, sy løseligt sammen. ØTel. (Sauar). "Hytte att et Riv".

Hytta f. poseformig Hudfold over Øielaaget. Tel. INamd. og Innh.: Høtt'. "Skjote Hyttur" trække Øienbrynene sammen og ned, saa der danner sig Hyttor. "D'æ saan Høtt' paa 'om ('aam)". "Kiik' unne Høttaan". Jf. Hetta. Se A.

Hytte n. Redskab, hvormed man truer (og forsvarer sig) = Handyvle. SHelg. (Bindal): "Hytti".

Hyttebyr m. = Husebyr. Sfj.

hyttøygd adj. med Hudposer hængende ud over det øvre Øielaag. Tel.

"Hyv m. "taka Hyven", tage Flugten osv." A. 2) lægge paa Spring; rømme med svær Fart. Vald. Hall. og fl.

hyva v. (er, de), a) løfte. b) kaste. c) "hyyva tee" = taka Hyvn. Hard. Voss, Ryf. Se hevja.

Hyvel (Hyyyv´l) m. en dristig foretagsom haardfør og dygtig Karl; En som straks er rede til og gjerne skiller sig heldigt fra farlige og vanskelige Foretagender; = Klyppar. Ogsaa: "Hyyv´lt". Tel. (Vinje, Selljor, Kvitseid). Falder ingensteds sammen med flg., hvilket hedder: "Hevil(e)", "Hev´l" og "Høv´l", der i Tel.

"Hyvel m. Høvel". A. Hevil, Stjør. Romsd. Ndm. Tel. – Hevilfløy m. Høvelspaan, Ndm. Hevilkaure m. d. s. Trondh. og fl. Hevilspæk m. d. s. Tel. (Raul.). – hevla v. høvle. Sogn.

hyven adj. 1) skamfuld. Gbr. 2) vred. Hard.

hyvond adj. af meget vredt Gemyr; høist vredladen. VTel. Rbg. VAgder. Se A.; Hy.

hyvoren adj. stadigt arrig og oplagt til at tugte sine Omgivelser; især om Kjør. VTel. Vel til hy(da) v. Se Hy. "hyyvooren", som "so vooren, karvooren, kal(d)vooren, stoorvooren osv.", hvad enten nu "vooren" (Tel. Agder, Ryf.) er "voren" el. "vorden".

"Hyvre n." A. 2) Klodrian. Tel.

Hæbd, hæbda, hæbdeslig se Hævd.

Hæbinde v. se haabinda, hælbinda.

Hæd f. vid Høifjeldsslette; Høifjeldsvidde. Hard. (Øydfjord; Ullensv., sjelden): Hæ; bestemt: Hæ´æ, Fl. Hæ´ar. Et "Hæe" n. skal forekomme i Ullensv. "Upp i Hæ´an" er i Ma. (Bjell. Finnsl.): høit oppe paa Bjergsiden, oppe i Lierne, men ikke paa Fjeldfladen; sammesteds er "Hæan” Lokalnavn, og bruges Hædd, se d. G. N. hæd.

"hæda v.a. haane". A. Hard. Ma.

hædd adj. 1) ophøiet, sat høit; begunstiget, favoriseret. Dal. (Hæsk.), Li. (Fjotl.). "Hu va 'kje hædd´e ("hæd´e", Li.) mæ Maade". Lidet brugt uden i Udtrykket "hædd´e o klædd´e", velhjulpen og velklædt, velstaaende; Shl. Rog. Agder (hele), VTel. "Han blei baa hædde o klædde", om en fattig Dreng som blev vel hjulpen. Især siges ofte til Smaabørn, hvis Pynt man er færdig med: "No æ du baa(de) hædde o klædde o tar kje vera noken Mann rædde". I VTel. Ogsaaa "fædd´e o klædd´e"; se fædd. 2) "liga hædd´e" = lika sæl, "liga hollen". Dal. Jæd.

Hædd f. 1) Høide, Høidemaal = Høgd. VAgder, Dal. Shl. Nhl. ØTel. (Tinn, Grandsherad). "Dei va liike paa Hædd´æ", og "paa Hæd(d)en" (m.?), Dal. VAgder. Ogsaaa: Hædda f. Shl. 2) høieste Punkt, Høidepunkt: a) Top af Bakke el. Bjerg; Høideryg. ØTel. VAgder, Dal. Shl. "Burt paa andre (are) Hædd´ee", henne paa næste Høideryg; Tinn. "Paa hæste Hædd´an", paa de øverste Bjerghøider; Bjelland.
"Opp-paa Hædd´o" = paa Rees´e; Etne. "Me va paa Hæddæ a Bakkjen"; Hæskestad. Lokalnavn for Bjergryg i Hall. b) overført: Kulminationspunkt, Stigningens Top. Shl. Ryf. "Han ha(r) søkt Hæddo no", han har kulmineret. Ogsaa: "Høgd´o". c) høieste Mode. Ryf. (Vass, Nærstrand). "Ho æ paa Hædd´aa klædde". d) det høieste hvortil et Overslag, en Beregning, kan naa; høieste Beløb; Høide. Rog. Shl. "Æ dæ saa møgje saa aatta, saa æ dæ paa Hædd´aa": Jæd. "20, d'æ paa Hædd´o, dæ"; Jæd. Ryf. Ogsaa: "d'æ Hæddæ!" Dal. Mange Steder Søndenfjelds bruges "Høgd´a" sammeledes. 3) Stokværk; Etage. Ryf. Røldal, Shl. "Tri Hædd`er paa Stovo". Hertil: tvohædda, trihædda. 4) Polhøide; "Høide". Nhl. "Paa vaare Hædd`e", i vaare Egne. Se Høgd, A. "Hædd" har sandsynligvis endnu flere af "Høgd"'s Bett.

hædda v.a. (ar), forhøie. Ma. (Grindeim): hææd(d)a. – Hædda, hædde m. se Hædd.

"Hæde n. Spot". A. Tel. (Kvitseid).

"hædeleg adj. spottende". A. Hard. (Kvamm): hæale. 2) høist fortrædelig; forsmædelig. Nfj.: hædele; Hard.: "hæale".

hæen? adj. fortørret? om Græsbakker. Nhl. (Fusa), Shl. (Kvinherad). Se hæna.

"Hægd f." A. 2) Forhøining paa Jorden, i Terrainet = Hædd, Høgd; modsat Lægd. Tel. (Vinje, Rauland).

Hægder, pl. Ringe i Forkanten af et triangulært Seil, ved hvilke Seilet glider op og ned ad Staget. Søndenfjelds. Hører vel til Hogold "Hægd".

hægna v.n. 1) blive høiere = høgna. SætB. 2) stille høiere; løfte; ophøie. Tel. (Skafsaa). Til haag.

hæ-i adv. og præp. hid-i; her-i. Gbr. (Lom). Se dæ-i. Vel for "hega(t)-i", eller overh. en Affødning af dem. Stamme "hi" + i.

hæka (æ el. e') v.n. (ar), 1) famle efter Ord; sige hæ-hæ = æka, ækta. 2) betænke sig (paa); ikke kunne bestemme sig; omtr. = hika, se d. Hard. (Odda, Ulvik, Kvamm). A. "Näi Menn, hækar eg inkje da Slag!" B: "Näi, da æ kje noke te hæka pao; berre kom!" Jf. Ogsaaa haaka.

"hæken (kj) adj. 1) graadig". A. Gbr. Hid maaske: "d'æ hæknaste i Heimskjera", se Heimskjer; Rbg. "2) havesyg". A. Gbr. 4) lysten; hidsig paa; paagaaende. Totn, Hall. (Krødsherad). 5) modig til at give sig i Kast med Møisommeligheder; uforsagt. Ma. Nhl.

hækja adj. = hæken 5); forhækja. Hard.

hækja v.a. 1) gjøre Nar ad; haane = hæda; tirre ved Haan = erta. Ryf. Jæd. Dal.: hækja (el. hætkja) og hægja el. hædja (aldrig "hæja"), med Imperf. hækte. "Skjæmma aa hækja (hædja)". "Hædd aa hækt". "Hækja ut; uthækt". Jf. G. N. hákr, en hensynsløs, uforskammet En. 2) sigte for noget. Østerd. (Tynset): hækje" og "hæke".

hækje v.a." A. "hækje se fram", vove sig frem med Forsigtighed. Gbr. "hækje seg tee", driste sig til. Tel. (Tuddal).

hækjast v.n. (est, test), driste sig til. Tel. (Tuddal). "Han hæktes tee".

hækjeleg adj. 1) heftig, hidsig. Tel. (Selljor; Wille). 2) overordentlig, overvættes. Tel. (Bø). – hækjelege adv. overvættes. Sæt. Tel. "Hækjelege langge". Se A.

hækjug adj. madlysten = hækjen. Sogn.

hækta v.a. (ar), haane = hækja. Dal. Li.

"Hæl m. Tøirepæl". A. Gbr. Li.; STrondh. og Stjør.: Heel. Hedder ogsaa: "Krookhæl"; VAgder: "Droghæl, Nystehæl, Tjodrhæl". 2) Fortøiningspæl? = G. N. festarhæll. Vel i Udtrykket: "ta(ka) Hæl" = lande, ende sin Fart. Totn (Birid, Totn), SGbr. (Fron#-Faaberg). "Dæ faar ta Hæl der (el. haar el. hænns) dæ vil", det faar gaa (løbe af) som det vil (kan). "Han læ(t) dæ ta Hæl hænns (el. hælls) dæ vil", han er ubekymret om Udfaldet. 3) tvær Person. Stjør.: "Heel". Hedder ogsaa "Tværhæl", "Sleiphæl". 4) Fæstepind. NGbr.

hæla v.a. (ar), 1) forsyne med Hæl. Gbr. Tel. "Hæle Sko". 2) v.n. bruge Hælene, Fødderne; gaa raskt. Jæd. Dal. Li. Tel. "Hæka unda, framum, forbi". "Han hæla paa, hæla ette", Tel. (Bø); men "hæle, hælde" taale dvs. herda, go "høle, hølde", hærde (Jærn) dvs. herda. Tel. (Bø).

hælaka v.n. (ar; ogsaa, sjelden: ek, ook, ekje), blive betænkelig; skifte Standpunkt; forandre Bestemmelse; søge at komme fra sit Ord = taka seg attr, ira. Tel. (Vinje, Mol. Laardal, Kvitseid), Vestfold (?Eiker). "Han hælook (-aka) paa den Handeln" (?Eiker). "Hælaka ut Ti´i", hale Tiden ud ved at skifte Bestemmelser og dl. Ogsaa: nøle; Tel. (Tuddal): hælaakaa. Jf. G. N. hopa á hæl. Dunkelt, især i Forholdet til heilaga og halvaka; se disse. – Hælak m. og Hælakar m. En som hælakar, upaalidelig Person. Tel. – Hælakin f. det at hælaka. Tel.

hælbinda v.a. = haabinda. Sæt. (Aardal).

hæbinde, SætB. Tel. (Vinje). Jf. Hæringge dvs. Hælring.

hælen adj. uvillig, tvær. Stjør.: heelin.

hælen adj. graadig. Sdm. (Sunnylven).

Hælklut m. Klud (Skoklut) som lægges om Hælen til Beskyttelse mod Gnav. Hall.

Hæl-lapp n. Fl. -lopp (o'), ringformigt tykt Hæljærn paa Sko. SætB.

hælom adv. umiddelbart bagefter; straks. Tel. (Nes). "Eg kjæm hælom etter". Til Hæl, jf. hæla v. Eller til Herda f.?

Hælring m. ringformigt "Hæljarn". SætB. Hæringge. Se hælbinda.

Hælskite (i') m. det at Hællæderet paa Skotøi lægger sig i Folder. Sfj. Nfj.


Hælstig n. Hælstykke i Sko. Gbr. I Helg. Stjør. og Østerd.: Hælstei.

Hæm n. spredte Ting; særlig: spredt staaende, ubetydeligt Græs. Hall. Se hæma.

hæma v.n. og a. (er, de og te), 1) gribe efter noget med fremstrakt Krop og Arme som føres i stadigt trangere Buer ind mod Favnen; gribe efter som i Blindebuk. Tel. Rbg. Dal. "D'æ som du vi hæme ette Skuggjen", Tel. "Hæme o inkje faa", Tel. "Ho flyge hæmer o alli fær nokk". "Han gjekk o hæmte i Myrke; Rbg. (Mykland). "Ho hæmte svært te faa ihob dæ Høye; dæ va ei fæle Hæming"; Dal. 2) gaa med fremstrakt Krop og fremslængte Arme, gaa meget raskt. Tel. Rbg. Dal. Ogsaa gaa og svinge med Armene = fæma. "Hæme i Veg". "Hæme avsta"; Selljor. "Hæme paa" = nøyte seg; Tel. "Han gjekk her o svinga seg o hæmde", gik omkring som om han havde et Ærinde, men ikke kunde faa det frem; Tel. – Et Præsens "hæm" findes i "Hugaljo" p. 99, rigtignok som Rim paa "kjæm"; jf. hemja, A. 3) fór helma. VTel. Det Egdske (VTel. Rbg. Dal.) "hæma" kunde maaske være "helma", bjerge osv. el. "helma" = halma, skjere Kornstraa (med fremstrakt Krop og Arm som føres i en Bue ind mod Kroppen). De Tele-Bygder (Kvitseid, f. Eks.) som ved Siden af "hæme" (i vort Ords Bet.) har "helme" om at skjære Korn kunde have beholdt den ældre vestlige, ikke antike) Form for det afledede Begreb, men faaet (igjen) østenfra Formen for det oprindeligere. Lignende vestlige Former i Kvitseid og Selljor er: "fjødde" v. (fjalla) ved Siden af "Fjøll" (fjall); "hadde" (halla), ved Siden af "alle"; "Hæmaur" (Helmaur).

"hæma v. a. sammetrække osv. Hall." A. 2) v. n. og a. (ar), samle meget spredte Ting, idet man strækker sig langt ud efter dem; maaske kun om at meie sammen spredt Græs. Hall. (Nes, Gol). "Du lyt hæme burtaavr ette dessa Straano". "Hæme ette di". "Hæme taa", afmeie en Flade med spredte Græsstraa. Dette "hæma" kunde for Betydningen ogsaa være "helma"; men en slig Egdsk Form kan vel vanskelig antages engang at have været ogsaa Hallingsk. Det er neppe Laanord fra Tel. Fra Aamotsdal i NTel. er optegnet: "Me lyt hæme av desse Straa´i", vi faar afmeie disse spredte Straa (snarest. er, de?).