Ivar Aasen Norsk Ordbog

Ris (i’), n. 1) Reisning, Opstaaen. (Af risa, reis). Sjelden; s. Rismaal. – 2) Størrelse, Omfang, Optagelse af Rum. Sogn. og fl. D’er ikkje stort Ris paa det: det seer ikke ud til at være stort, at behøve meget Rum. Jf. Ruv. – 3) en Forhøining, Jordryg, Bjergryg; det høieste Punkt af en Vold eller Bakke. Koma uppaa Riset: komme til det høieste Punkt. Temmelig alm., men <PB N="605"> tildeels udtalt Rees, ogsaa: Ræs. Jf. Rid.

Ris (ii), n. 1) Kratskov, smaa Buskvæxter. G.N. hrís. Jf. Snaar og Lyng. – 2) Riis, Kviste af Træer. (Lauvris, Soplingris, osv.). – 3) et Riis, en Pidsk; ogsaa figurl. Straf, Tugtelse.

Ris (ii), n. (2), Riis, indisk Korn. Tydeligere: Riskorn. Hertil Risgryn, oftest med en fremmed Form “Risengryn”.

risa (ii), v.n. (ris, reis, riset, i’), 1) reise sig, staae op, komme paa Fødderne. Han var so veik, at han vann ikkje risa. G.N. rísa; Ang. rísan (Eng. rise); Goth. reisan. Mest brugl. i de sydligere Egne; paa Sdm. kun om at reise sig paa Bagbenene, om Dyr; f. Ex. Bjørnen reis upp og vilde slaa. (Jf. reisa). – 2) komme sig, forvinde et Tab eller en Skade. Nordre Berg. og fl. Han ris ikkje etter det so snart: han forvinder ikke det Tab saa let. D’er ikkje meir Skade, en at ein ris no etter det. – 3) kneise, rage frem, række høit op; ogsaa: optage et stort Rum. Tel. Nhl. Sdm. Gbr. og fl. Det var ikkje so myket, som det reis til. (Jf. ruva). Dei risa svært, desse nye Husi (dvs. de rage høit op). Jf. Ris (i’) og Rise. – Endelig har Ordet en afvigende Betydning i Forbindelsen: risa yver, dvs. falde over til Siden, falde med sin hele Længde, ligesom en Stok. Sdm. og fl. (Andre St. rida yver). Jf. Ght. rísan, som betyder baade stige og falde).

risa (ii), v.a. og n. (ar), 1) sanke Riis el. Kviste. – 2) pidske. Lidet brugl.

Risbit (?), m. en aarsgammel Buk, eller ogsaa Væder. Tel. Hall. Sogn, Indr. Helg. Paa Rom. om et aarsgammelt Sviin (?). Paa Sdm. om en toaarsgammel Oxe. Sædvanlig udtalt Riisbiit, eller Riispiit. I svenske Dial. risbit, respit, risbitare, om en Buk (Rietz 535). Ordets Oprindelse er dunkel.

Rise (i’), m. 1) Jætte (= Jøtul), mandligt Væsen af fabelagtig Størrelse. (I Folkesagn). Søndre Berg. Østl., ogsaa i Nordl., tildeels udtalt Rese, Ressa. Mere afvig. Ryse (y’), Mandal, Rbg., Rysel, Tel., og Risil, Smaal. (G.N. risi). – 2) en Kjæmpe, en meget stor eller høi Mand. Nordre Berg. hvor Ordet opfattes som: kneisende, fremragende; af risa (3). Jf. T. Riese (Weigand 2, 495).

Risel (i’), m. s. Rise.

risen (i’), part. opstaaet, opkommen af sit Leie. Jf. ogsaa storrisen.

Risestein (i’), m. en eenlig, stor Steen, som ligger paa en Flade eller ovenpaa en Bjergryg. “Resastein”, Jæd.

Risesverd (i’), n. en lang Steen; s. Sverd.

Risevokster (i’), m. Kjæmpestørrelse.

Risfall (ii), n. den første Afbrændelse paa et ryddet Jordstykke. (Modsat Vaalfall). Østerd.

Risgard (-gar), m. Gjærde af Buske og Smaatræer. (Jf. Einegard). Ogsaa kaldet Risgjerde (Riisgjære), n.

Risgygra (i’), f. en Jættekvinde. Helg. i Formen Risgjura, eller Resjura. En Sammensætning af Rise og Gygr.

rishyda (-hya), v.a. (er, de), pidske med Riis. Nhl.

Rising, f. Opstaaen; ogsaa Reisning, Høide.

Risk, m. et Slags Kager. Solør.

Riska, f. en vis Heste-Sygdom, som yttrer sig ved megen Uro, Gnidning, Væltning osv. Rbg. Tel. Buskr. Nogle St. Ryska.

risla (i’), v.n. og a. (ar), 1) drysse, strømme ned. Østl. (Rom.). – 2) strøe, lade drysse. Jf. Sv. rissla: sælde. – 3) rage løselig med en grov Rive (Rislerive). Hall.

Risla (i’), f. 1, 1) et lidet Træ (= Buska); ogsaa Green eller Top af et Træ (især Løvtræ). Tel. og fl. I Ryf. Ritla (i’); saaledes: “Ritlelass”, et Læs af Kvisteved. G.N. hrísla; Sv. Dial. risla: en Green. – 2) en Riiskvast, en stor Feiekost. Hall. – 3) Top paa et Straa, den grenede Frøklase paa visse Græsarter. Smaal. Rom. Hertil Havrerisla (Havreax).

Risla, f. 2, en Sygdom med Udslæt omkring Bæltestedet eller Underlivet. Rbg. Jf. Naarisla.

Rismaal (i’), n. den Tid, da man pleier at staae op om Morgenen. Helg. G.N. rismál. (Paa Sdm. Uppstadmund).

risna (i’), v.n. (ar), løbe som en Gysen eller stærk Rystelse igjennem Legemet. Sdm. “E tikte dæ risna n’yve me”: jeg syntes som om der løb noget koldt ned over mig.

Risp, n. Fiskeskjæl, s. Reist. Ogsaa om noget, som man “risper” eller river af.

Risp, f. en liden Rem. Hall.

rispa (i’), v.a. (ar), 1) afstryge, afrive (ligesom ripa). G.N. rispa: rive; jf. hrifsa. – 2) ridse, strible, saare; ogsaa: skjære, flænge. Østl. (Sv. rispa). Jf. rista. – 3) rive i Lemmerne; om Smerter. Jf. riva. – Hertil Risping, f. Afrivning osv.

Rispa, f. 1) Frøtop, lang Klase med Frø eller Blomster. Vald. 2) en Ramse, en let og lystig Fortælling. Tel. Vald. og fl. 3) en Stribe, Ridse, Rift. Hall.

Risping, m. eller Rispingsseid, m. Sei af middels Størrelse. Sdm.

rissa (i’), v.n. (ar), være urolig, gjøre Støi og Spektakel. Tel. Jf. rassa.

rissa, v.a. ridse, s. rita.

risso (= rettso), s. rett.

Risstjerna (ii), f. en Komet. B. Stift.

Rissværing, m. Indbygger af Rissen (Riss, m.) ved Trondhjem.

Rist (i’), n. Fiskeskjæl, s. Reist.

Rist, f. 1, Vrist, den øvre Deel af Foden, opad mod Ankelen. G.N. rist. (Jf. Eng. og Nt. wrist: Haandled). – Rista(r)blad, n. Fodblad, den nedre Deel af Vristen. Ristarkrok, m. Fodens Krumning foran <PB N="606"> Ankelledet, Vristens øverste Deel.

Rist, f. 2, Bjergkant, øverste Kant af en Bjergryg (= Egg). Tel. Sæt. Jf. Ris og Rust.

Rist, f. 3, en Rist, gitterformig Skive. Afvig. fra T. Rost og Sv. rost.

Rist, m. en Stopper; s. Reist.

rist (i’), part. 1) opskaaren, aabnet; s. rista, (1). – 2) rystet, omrystet; s. rista (2).

rista (i’), v.a. (er, e), 1, skjære, tilskjære; eller oftere: opskjære, sprætte, aabne med Kniv. G.N. rista (ristir) el. rísta (ríst, reist, ristit). Rista Reimar: tilskjære Remmer af Skind. Rista Fisk: opskjære Fisk. Nordl. (Ogsaa i Tel.); ellers sædvanlig: rista upp, dvs. aabne (Fisk eller slagtede Dyr). Rista upp Skinnet: gjøre Aabning i Huden paa et Dyr, som man skal flaae.

rista (i’), v.a. (er, e), 2, ryste, sætte i en rystende eller bævende Bevægelse (= skaka). G.N. hrista: Sv. rista. (Jf. Goth. hrisjan). Rista seg: ryste sig; ogsaa: skjælve, bæve. Rista paa seg: ryste Lemmerne; f. Ex. rista paa Hovudet; rista paa Rova (om Dyr).

ristad, adj. beskaffen med Hensyn til Vristen; om Skotøi. Jf. risthøg.

Ristar, m. En som opskjærer Fisk. Nordl.

Ristarsula, f. en kløftet Stang, hvormed Hø omlægges eller rystes. Indr.

Ristel, m. Langjern i en Plov, et Slags Kniv under Plovaasen, bestemt til at skjære Jorden ovenfra eller aabne en Fure for Ploven. Østl. Vald. Voss, Ork. Helg. (Ellers kaldet Skjere). G.N. ristill.

Ristespik, f. en Kile at sætte imellem Læsten og Overlæderet, naar man syer Skotøi. B. Stift.

risthøg, adj. høi i Vristen; om Fødder, ogsaa om Skotøi. Uegentlig: trodsig, stolt, kjæphøi. Nordre Berg.

Risting, f. Rystelse, m. m., see rista.

ristlaag, adj. lav i Vristen; modsat risthøg.

Rit (i’), n. et Rids, en Tegning. Tel.

rita (ii), v.n. (ar), ridse, gjøre Streger eller Striber; tegne med Kridt osv. Nordl. Hall. Solør. Skulde egentlig have stærk Bøining (rit, reit, ritet), ligesom G.N. ríta (dvs. skrive), Ang. vrítan, Eng. write. Jf. Reit, reita og det følg. rita.

rita (i’), v.a. og n. (ar), 1) ridse, tegne, gjøre Tegninger. Tel. (Sv. rita). Mere alm. rissa, som støtter sig til D. ridse, T. ritzen. (Jf. Rit, n.). – 2) skrive, gjøre Forsøg i Skrivning; gjøre Streger; skrive daarligt. Rita ut Papiret. Nordre Berg. og flere. G.N. rita (ar): skrive. – 3) i Forbindelsen: rita upp, dvs. opregne, anføre i en Rad eller Række. Sdm. “Han rita upp so maange, at dæ va ingjen Ende paa”. Jf. Reit (Rad).

Rita (ii), f. Ridse, Streg, Stribe. Hall.

Riting (i’), f. Ridsning, Tegning; ogsaa om daarlig Skrift. Jf. Uppriting.

ritla (i’), v.n. vanke, flakke om (= ratla, rakla). Voss.

Ritla, f.s. Risla. – ritt, s. rett.

Riv (i’), n. 1, 1) Rivning, Riven. G.N. rif. Riv og Slit: Riven og Sliden, haardt Arbeide. – 2) Smerter, som ligne en Rivning i Legemet. (Sv. ref). Riv i Magen: Mavepine. Riv og Rensl, s. Rensl. – 3) en Rift, Revne, f. Ex. i Klæder. Hall. og fl. Nogle St. Rev.

Riv (i’), n. 2, 1) Ribbeen, Sidebeen. (Oftere Sideriv). G.N. ríf; Sv. ref; Eng. rib. Jf. Ribba og Rim. – 2) et Rev, en smal Grunding eller Banke, som gaar ud fra Land; Fortsættelse af et Næs under Vandet. G.N. rif; Eng. reef. (Jf. Tange). – 3) Rev i Seil, Strimmel som kan sammentrækkes ved dertil indrettede Baand. Eng. reef; Holl. reef. (Synes her at være fremmedt).

Riv (i’), m. Vindebom, Valse; især i en Væverstol; saaledes “Store-Riven”: Garnbommen, og “Litle-Riven”: Vævbommen, hvorpaa den færdige Væv oprulles. Berg. Trondh. og fl. Tildeels udtalt Reev, ogsaa Ræv, Indh., og Røv (ø’), Tel. G.N. rifr; Sv. Dial. rev. (Jf. G.N. rifja: vende, udvikle, m. m. ). – Riv bruges tildeels ogsaa om en liden Valse til Garnbinding; ellers kaldet Ride (i’).

riv (ii), adj. 1) hyppig, som forekommer ofte eller i Mængde. Num. Der uppe plar Reinen vera riv: der henne pleier man ofte see Reensdyr. Ang. ríf (rýf): hyppig, herskende; Eng. rife; Nt. rive. – 2) rundhaandet, ikke sparsom; ogsaa: ivrig, hidsig, graadig efter noget. Han er riv med di. Geiti er riv i Aakren: graadig efter at komme i Ageren. Num. Hall. Jf. Isl. rífr: gavmild.

riva (ii), v.a. og n. (riv, reiv, rivet, i’), 1) rive, slide, faae noget til at revne eller løsnes. Riva laust; riva i sunder; riva Hol paa, o.s.v. G.N. rífa. – 2) oprive, bryde i Stykker. Riva eit Hus: nedbryde en Bygning. Riva ei Mila: oprive en Kulmile. Vinden heve rivet Taket. (Jf. rjuva). – 3) rykke, støde, trække noget afsted. Han reiv Bøkerna ned paa Golvet. Dei hadde so nær rivet meg i Koll (stødt mig omkuld). Riva i Hop: skrabe sammen; ogsaa: røre sammen, forvikle. – 3) ridse, kradse, skrabe. Riva Skinnet: opkradse Huden. Tildeels ogsaa om at gnide (f. Ex. Malerfarve); men dette støtter sig nærmest til det tydske reiben. – 4) om Smerter, som ligne en Rivning. Det riv i Armom: det smerter, stikker i Armene. Jf. Riv. – 5) Ellers i mange Talemaader, saasom: riva upp Dyri: aabne Døren hastigt. Riva Folk uppor Svevnen: vække Folk med Larm, eller i Utide. Riva Hungren av seg: stille sin Graadighed, faae sin største Trang tilfredsstillet. Riva Kjeften: skraale eller snakke meget. Riva aat seg: skrabe til <PB N="607"> sig. Riva fraa seg: gjøre færdigt i en Hast. Riva i seg: sluge, æde graadigt. Riva uppatter: oprippe. Det riv av: det gaar an, det faar taales. Trondh. (Ogsaa svensk). Det riv uti (‘ti): det klarer op en Smule, Skyerne sprede sig lidt. B. Stift.

Riva (ii), f. en Rive, Redskab til at rage med. Hertil Rivehovud (o’), n. Hovedet eller Kammen paa en Rive. Rivenavar, m. en Naver af den Størrelse, som behøves for at bore Hul til Rivetænder. Riveskaft, n. Riveskaft. Rivetind, m. Tand i en Rive.

Riva (i’), f. 1) Rift, Revne; ogsaa: en smal Aabning, f. Ex. igjennem Fjelene i en Væg. Nogle St. Reva, ogsaa Revu, Hall. (Jf. Rivja). G.N. rífa; Sv. refva. – 2) en vis Børnesygdom, forbunden med Udslæt. B. Stift. Ogsaa kaldet Riv (Rev) og rivvondt, Trondh. Nordl. I Hall. Rivju; i Smaal. Revju, nærmest om Mavesygdom.

rivande, adj. 1) rivende; rask, hurtig. 2) som man kan rive eller splitte.

Rivar, m. en rask, haardfør Arbeider; ogsaa En som er uforsigtig, uskaansom.

rivast, v.n. (rivst, reivst, rivest), brydes, rykkes med En, kjæmpe for Morskab (= dragast, takast). B. Stift og fl.

Rive (i’), m. en Skovstrimmel (= Skogteig). Formen tvivlsom; i Østerd. Ræva (eller Revva), i Ork. Raavaa, som ogsaa kan være Rave. Jf. Rime.

riven (i’), part. reven, splittet; forreven, forslidt. (Nogle St. reven, ræven). G.N. rifinn.

Rivhest (i’), m. En som arbeider skjødesløst eller med altfor stor Hast; ogsaa om En, som gjerne vil brydes. I lignende Betydning: Rivulv (i’), Rivfant (Hall.); ogsaa Rivmerr, f. Rivbikkja, f.; det sidste nærmest om kamplystne Dyr.

Riving, f. Rivning, Sliden; Nedbrydelse; s. riva. Jf. Rivskap.

Rivja (i’), f. 1) Revne, Sprække (= Riva). Tildeels i B. Stift. – 2) Mavesygdom; s. Riva (i’).

rivleg (ii), adj. rigelig, drøi, betydelig. Rbg. (?). Jf. riv.

rivna (i’), v.n. (ar), revne, briste. Mest alm. rimna (remne); nogle St. ribna. G.N. rifna.

Rivna (i’), f. Revne, Rift som er fremkommen ved Revning. (Altsaa mere indskrænket end Riva, eller Rivja). Mest alm. Rimna (Remne).

Rivning (i’), f. Revning, Sprækning.

rivnutt (i’), adj. fuld af Revner.

ri-voksen, s. Rir.

Rivol (i’), eller Revaal, m. Løberose, Gjedeblad (= Ringvid). Jæd.

rivsam (i’), adj. haard, angribende; om Arbeide; ogsaa: tilbøielig til at rive; kamplysten, urolig.

Rivsarbeid, n. haardt, grovt Arbeide.

rivsjuk (i’), adj. 1) syg af Mavesmerter. Indh. (?). – 2) kamplysten, begjærlig efter at brydes (rivast). Sdm. og fl.

Rivskap (i’), m. Brydning, Kampleg. Nordre Berg. Hedder ogsaa Riving og “Rivsting”, f. (af rivast).

Rivsmat (i’), m. simpel, grov Kost, passende ved haardt Arbeide. Sdm.

Rivstemna (i’), f. Sammenkomst til Brydning eller Kampleg. B. Stift.

Rivulv (i’), m. s. Rivhest.

rivutt (i’), adj. fuld af Rifter eller Aabninger. (Nogle St. revette, revaatt).

Rjaa, m. Kornstavre; s. Raa, m.

rjaala, v.n. (ar), gaae sagte; ogsaa: være i Stand til at gaae, f. Ex. om gamle Folk. Sdm. (Jf. Isl. rjátla: vanke om). – Koma rjaalande: komme gaaende, spadserende.

rjaatett, s. raatett.

rjoa, v.n. (ar), snakke meget, svadse, vrøvle. Hard. Shl. (Maaskee for rjoda). Ogsaa i en anden Form: rjona. Nhl.

Rjod, n. Grønning, Græsplet; aaben Plan i en Skov (omtr. som Glenna). Tel. (Rjo). G.N. rjódr. Jf. T. Reute, Mht. riute: Rydning. I Shl. Rjota, f.

rjod (?), adj. s. rjodleitt.

rjoda, 1, v.a. (ryd, raud, rodet, o’), 1) gjøre rød, belyse med et rødligt Lys; om Solen i dens Opgang. Soli ry(d) i Fjellet. Tel. (lidet brugl.). I gamle Vers hedder Præs. ryr (ryder). “Soli ryr paa Toppo(m)”, Landst. 183. Jf. “rjode Pilerne i Blod”, Landst. 183. Jf. “rjode Pilerne i Blod”, Landst. 381. G.N. rjóda (rýd, raud, rodit). Jf. roda, rauda, raud. – 2) smøre, bestryge, farve; især om den Skik at bestryge, farve; især om den Skik at bestryge Fladbrød i Bagningen med en vaad Kvast og derved gjøre enkelte mørkere Striber paa den hvide Grund. Rjoda Lefsor. Søndre Berg. i Formen rjoa (ry, rau, roe). Pa Sdm. rjøde, ogsaa rjø, men med vaklende Bøining. Hertil Rjodlefsa, f. Lefse med paasatte Striber. (Rjolefse, Rjøløfse). Rjodvippa, f. eller Rjodvisp, m. en liden Kvast at stryge med.

rjoda, 2, v.a. og n. (ryd, raud, rodet), 1) udsprede, udkaste; ogsaa omvælte, f. Ex. Hø, som skal tørres. Voss, i Formen rjoa (ry, rau). Ikke meget brugl. (Jf. rjuva). – 2) v.n. drysse, styrte ud (= rynja), f. Ex. om Korn. Helg. ogsaa ved Trondhjem i Formen ry’ (ry, rau, røe). G.N. hrjóda: kaste, udsprede; ogsaa styrte frem (Egilsson). Sv. Dial. ry: drysse.

Rjode, m. s. Rodvatn.

Rjoding, f. Overstrygning osv. s. rjoda.

rjodleitt, adj. rødladen, rødmusset. Tel. (Vinje, Raudland), dog lidet brugl. Tidligere ogsaa rjod (rjo). G.N. rjódr. Nu sædvanlig: raudleitt.

<PB N="608">

Rjome, m. Fløde, Fedtlag paa Mælk (især paa den opsatte tykke Mælk); jf. Fløyte. Alm. dog i forskjellig Form: Rjome (oo), Søndre Berg. Sæt. Tel. Num., Rjumme, Hall. Vald. Gbr., Rjøme (ø’), Nordre Berg., Ryme, Nordl., Rome (oo), Jæd. Rbg., Røme eller Rømme, Smaal. og fl. Isl. rjómi; Sv. Dial. römme, råm; Eng. Dial. ream, Holl. room, T. Rahm, fordum raume (Weigand 2, 453). – Hertil: Rjomebite (i’), m. Fladbrød besmurt med Fløde. Rjomebutt, m. Kar at samle Fløde i. (Paa Sdm. “Rjømestrokke”, f.). Rjomegard, m. Flødering i Siderne af et Mælkefad. Rjomegraut, m. Flødegrød. Rjomegrautsmør, n. Flødefedt, Smør som er udvirket ved Kogning. Rjomekolla, f. Mælkefad med Fløden paa. Rjomeskyr (y’), n. den fedeste Mælk nærmest under Fløden. – Jf. avryma.

rjona, v.n. (ar), døse, søle Tiden hen. Sdm. og fl. Rjona uppe frametter Kvelden: gaae og sysle med ubetydelige Ting til langt ud paa Natten. Om en anden Betydning s. rjoa.

Rjona, f. Plet eller Stribe, hvor Huden er knudret og opsvulmet, ligesom efter en Rivning. Hall. i Formen Rjøne. (Jf. Rjøl). Isl. hrjón: Ruhed, Knorter. Hertil “Rjønesaarkje”, m. et Slags Fnat. “rjønutt”, adj. knudret, striblet. (Isl. hrjónóttr).

Rjoning, f. Seenfærdighed, Sølerie. Sdm.

rjosa, v.n. (rys, raus, roset, o’), lyde som et tungt eller stønnende Aandedræt. Det berre raus i honom. Ogsaa personligt: aande høit, eller med en stønnende Lyd. Han raus og svav. Hall. (med Infin. rjøse). Ei at forvexle med rjota. Jf. G.N. hrjósa: gyse (= rysja).

Rjot (oo), m. 1) en vranten Person, En som gjerne knurrer og skjender. Nogle St. Rjøt; s. rjota. – 2) Knurfisk, Trigla Hirundo. Nordre Berg. Paa Sdm. Rjøt. (Jf. Rinald). Ogsaa kaldet Auskjerrjot, fordi dens knurrende Lyd høres bedre, naar man holder Øsekarret over den.

rjota, v.n. (ryt, raut, rotet, o’), 1) styrte, falde, glide ud. Sæt. Tel. “Dæ ryt’ or Slea”: det falder ud af Slæden. “Han raut i Aa’ne”: styrtede i Aaen. G.N. hrjóta (hrýt, hraut, hrotit). – 2) knurre, brumme, grynte; ogsaa om Mennesker: mukke, skjende. Han gjekk og raut fyre det. (Foragteligt). B. Stift. – 3) snorke i Søvnen, aande med snorkende Lyd. I denne Betydn. næsten alm. Inf. lyder ogsaa: rjote, Tel. og fl., rjøte (ø’), Nordre Berg., roda, Jæd., ryta og ryt, Nordl. Trondh. G.N. hrjóta. – Heraf Rot (o’) og Rota (Styrtning). Nogle andre Ord, som Rot (Forraadnelse), Rote, roten (o’) og røyta, forudsætte et andet Stammeverbum rjota (uden h), maaskee med Betydn. opløses (?); jf. Ang. reotan: græde; Ght. riozan, riezen: flyde.

Rjota, f. Grønning, aaben Plads i en Skov (= Rjod). Shl. Maaskee egentlig: Spor efter Jordskred (?), af rjota, 1. Jf. Rota (o’).

Rjotar, m. en knurvorn Person.

Rjoting, f. Nedstyrtning; ogsaa Knurren; Snorken.

rjotsam, adj. knurrende, vranten.

rjuka, v.n. (ryk, rauk, roket, o’), 1) ryge, give Røg af sig; om noget som brænder. Inf. nogle St. rjuke; ogsaa rjøke (o’), Nordre Berg. Hall. Vald., ryka, Nordl. ruke og roke, Gbr. Imperf. Fl. ruko (u’), Hall. og fl. Supinum mest alm. rokje (o’). G.N. rjúka (rýk, rauk, rokit); Ang. reocan. Jf. Røyk, røykja. – 2) dampe, dunste, vise sig som Røg. Det ryk av Elvi. Drykken var so heit, at det rauk av honom. – 3) fyge, drive, blive opkastet i Luften; om Vand. Det var ein Storm, so at Sjoen rauk. Heraf Rok (o’), Sjorok, Rokveder. – 4) styrte frem, kaste sig over noget. (Sv. ryka). Rjuka i (el. uti): gribe pludselig, tage fat paa. Rjuka paa: styrte ind paa, overfalde. Rjuka i Hop: styrte løs paa hinanden, komme i Kamp. – 5) falde, vælte om. (G.N. rjúka). Rjuke i Koll: falde omkuld. Han rauk burt i Veggen osv. Ogsaa med Begrebet: briste. Det rauk av. Det rauk i sunder. – 6) vippe op, blive for let. Ogsaa om en Person: komme til kort, tabe, give tabt. (Meget brugl.). Det ryk upp: det bliver for let. Eg tenkjer, han ryk snart: han holder sig ikke længe. Han stridde lenge; men det vardt daa so, at han rauk. Jf. guva.

rjukande, adj. rygende; ogsaa: drivende, styrtende. Ein rjukande Storm.

Rjuking, f. Rygen, Tilstrømning af Røg; ogsaa Damp, Drev.

Rjumme, s. Rjome.

Rjupa, f. Rype, Sneehøne. Egentlig to Slags: Fjellrjupa (Lagopus alpina) og Skogrjupa (L. subalpina, Nilsson). Mest alm. Rjupa; sjeldnere Rjøpe, Indh., og Rype, Østl. G.N. rjúpa; Sv. ripa. – Rjupefjøder (fjør), f. Rypefjær. Rjupekall, m. Han-Rype. Østerd. Rjupeskyttar, m. Rypejæger. Rjupestegg, m. Han-Rype. Rjupevon, f. Sted hvor Ryper forekomme. Østerd.

Rjupebær, n. Fjeldbær, Arbutus alpina. Tel. Sdm. og fl.

Rjuv, m. en stenig og nøgen Bjergryg. Sæt. I Hard. Rju, som maaskee er et andet Ord; jf. Rye.

rjuva, v.a. (ryv, rauv, rovet, o’), oprive, splitte, gjøre Hul eller Aabning i noget; ogsaa omkaste, bringe i Uorden. Sæt. Tel. (rjuve). Vinden ryv Taket, el. ryv paa Taket. Han heve rovet paa mange Hus. Guten sat og rauv upp Haaret sitt. (Tel.). Afvig. i <PB N="609"> Hall. ruve, om at jævne det udbredte Hø paa Marken, efterat det først har været opvendt (kaatt, snutt). Andre St. “breida uppatter”. G.N. rjúfa (rýf, rauf, rofit): oprive osv. (Eng. Dial. reave: afrive et Tag). Jf. roven og Rov.

rjøde, s. rjoda. – rjøke, s. rjuka.

Rjøl (ø’), m. en Stribe paa Huden med Hævelse eller Udslæt. Sdm. Maaskee for Rjol (oo), dog usikkert, s. Ryl (Ryel, Ryll). Hertil “rjølett”, adj. striblet, knortet i Huden.

Rjøme, s. Rjome. – Rjøne, s. Rjona.

Rjøt, s. Rjot. – rjøte, s. rjota.

Ro, f. 1, Ro, Hvile, Stilhed. G.N. ró. (Ght. ruowa). Han heve ingi Ro paa seg: han kan ikke holde sig rolig. Betydningen Fornøielse (Sv. ro) synes ikke at være bekjendt, undtagen i “Moro”.