Ivar Aasen Norsk Ordbog

matgjerr, adj. graadig, slugen. Hard. (Jf. gjer, gjerr).

matgod, adj. føderig, nærende, kraftig. Tel. og fl. Jf. matmyken.

matgrann, adj. s. matvand.

Matgreida, f. Forsyning med Mad; Kosthold, Madskik. Jf. Matstyr.

Mathag, m. Madskik. Hard. Andre Steder Matheming el. Mathæming (Sdm.), Matskap (Østerd.) og Matstell.

Matheming, m. s. Mathag.

matheppen, adj. som har god Madlyst, er glad ved et godt Bord. Tel.

Mathug, m. Madlyst, Appetit.

mathæv, adj. 1) tjenlig til Mad (= matfør, matsøkjande). Sfj. og fl. 2) graadig. Sogn.

Mating, f. Modning, s. mata.

matkjær, adj. omtr. som matheppen. Østl.

Matkrok, m. Madkrog; En som er flink til at forsyne sig.

Matlag, n. Bordselskab.

matlaga (seg), v. tillave Mad. Hedder ellers: matreida, matstella seg, og “matyrkje se” (Sdm. dog lidet brugl.). – Matlaging, f. Madlavning.

Matland, n. Land eller Sted med Hensyn til Fødemidler. Eit godt Matland.

matlang, adj. i Forbind. ei matlang Rid, dvs. en Stund som er lang nok for at holde Maaltid. “matlaang’e”. B. Stift.

matlaus, adj. madløs, forlegen for Mad. Ogsaa mata(r)laus. G.N. matarlauss.

matleg, adj. mættende, nærende.

matleid, adj. som har faaet Madlede, tabt Madlysten. Hedder ogs. matbiten (i’). Hall.

matliten, adj. smaatærende. Hall.

Matlost, m. Madlyst, Appetit. Hedder ogs. Mata(r)lost, B. Stift. Ellers matlyst, f. Mathug, m. og Mathjarta, n. i Forbind. “hava eit godt Mathjarta”.

Matløysa, f. Madløshed, Mangel paa Mad. Nogle St. Mataløysa.

Matmann, m. Person med Hensyn til Behov af Mad. Ein liten Matmann: En som æder lidet.

Matmaal, n. Maaltid.

Matmoder (-mor), f. Madmoder, Huusmoder. I Familien ofte brugt som et Navn: ho Matmor; henne Matmor. (Jf. Husbonde). Matmorskam, f. Tegn til et daarligt Kosthold. Det syner ingi Matmorskam paa Guten: Drengen seer godt ud, synes ikke at have sultet. (B. Stift).

Matmose (o’), m. Islandsk-Mos. Nordl.

Matmun (u’), m. mættende eller nærende Kraft. D’er ikkje nokon Matmun i det: det mætter ikke, det er en let Kost. Ogsaa Mata(r)mun. B. Stift.

Matmund, n. Spisetid. Trondh.

matmyken (y’), adj. 1) føderig, kraftig; om Kost. Tel. ogsaa Nordre Berg. og fl. – 2) graadig, storslugende. Hall.

Matnøyte, n. Bordselskab, Folk som spise sammen (= Matlag). Indh. (?).

Mat-olje, m. (-olja, f.), Madolie.

Matrast, n. et Veistykke som man kan reise uden at behøve Mad paa Veien. D’er for langt Matrast. Hadeland, Toten. Ogsaa i Formen Matrost (o’), f. Tel. S. Rost.

matraust, adj. som har god Madlyst. (Egentl. tapper i at forsyne sig). Tel.

Matraad, f. Forraad af Mad.

matreida, v.n. (er, de), lave Mad. Hedder ogsaa matreidsla, Tel. Jf. matlaga.

Matreidsla, f. Madlavning.

[Matross, m. Matros, Skibsmand. Hedder ogsaa Matraass, m. og Matrossa, f. Holl. matroos.

Matrost (o’), f. s. Matrast.

Matrøyta, f. Døgenigt, En som kun æder og ikke arbeider. Nordl. (Sv. matröta. Rietz 434).

Matsalt, n. almindeligt Salt, Kjøkkensalt.

Matsaad, f. en Smule mad. B. Stift, Gbr. og f lere. Nogle Steder Matarsaad (Mata-saa).

matsaar, adj. karrig paa Mad. Tel. (Isl. matsárr). Jf. masur.

Matskap, m. s. Mathag.

Matskifte, n. Forandring i den daglige Madskik, Afvexling i Kost. Hedder ogsaa Matbyte (Matarbyte), n. og Matbrigde, n.


Matslag, n. Art eller Slags af Mad.

Matstell, s. Matstyr.

Matstova (o’), f. Huus til Kogning eller Madlavning; Ildhuus; ogs. en liden Stue, hvori man hensætter Mælk og andet Slags Mad. Lyder forskjelligt: Masstove (Mælkestue), Sdm., Masstugu (Ildhuus), Ork., Masstøva, Helg., Mastu’u, el. Masstu, Indh. Nordl. G.N. matstofa (?).

Matstyr, n. Huusholdning, Madskik; ogsaa Madlavning. hedder ogsaa Matstell, n. og Matsti, n. (Nhl.). Jf. Mathag.

Matsut, f. Omsorg for Næringen.

matsøkjande, adj. tjenlig til Mad; f. Ex. om Fisk. Han er so smaa, at han er ikkje matsøkjande. Nordre Berg.

[Matta, f. Matte, Bastetæppe.

matte (agtede), s. meta, metja.

Mat-tid, f. 1) Spisetid. 2) et Maaltid omtr. ved Kl. 10 f. M. (= Dagverd). Jæd.

mat-tidig, adj. som har god Madlyst. Nogle St. mattiug, i Smaal. mattiau.

mat-troten (o’), adj. madløs (= kosttroten).

matvand, adj. kræsen paa Mad. I samme Betydn. matgrann, Østl.

Matvara, f. Fødevarer.

Matvatn, n. Vand til Madlavning.

Matveg, m. Næring, Forsyning. I Matvegen: med Hensyn til Maden.

Matverd (-vær), n. Værd eller Tjenlighed til Fødemiddel.

matvis (ii), adj. klog paa Næringen; dygtig til at forsyne sig.

Matvon (oo), f. Udsigt til at nære sig, el. finde Føde. Ogsaa Mata(r)von.

mat-yrkja, v.a. (er, te), s. matlaga.

mat-ør, adj. yderst forsulten, gal efter Mad. Tel. (Vinje).

Mauk, n. 1) Madvædske; den Masse af Vædske (Vand, Valle, Mælk og desl.), som sammenmænges med Melet til Mad. Nhl. Nordl. og fl. Afvig. Mok (o’), Helg. og Mokk, Sdm. Isl. mauk: Suppe (Haldorson). Sv. Dial. mök (Rietz 457). Maaskee egentl. Fortyndelse; s. møykja og mjuka. – 2) en Blanding, Røre, Deig. Gbr. – 3) Stof (= To), især med Hensyn til Kræfter. Jæd. D’er godt Mauk i den Guten, dvs. der er Styrke i den Karl, han har god Legemsbygning. Jf. Mang.

maula, v.a. (ar), 1) tygge, gumle, æde langsomt. Shl. Jæd. (Isl. maula). – 2) æde noget ublandet; f. Ex. maula Braud: æde tørt Brød, uden Suul; maula Kjøt: æde Kjød uden Brød. Næsten alm. (Nordl. Trondh. Berg. Tel. Hall. Smaal.). Sv. Dial. mola (Rietz 427). Imperf. tildeels maulte. Jf. turrmaula.

mauleg, s. mogleg.

Maur, m. 1) Myre (Insekt), Formica. Nogle St. Migemaur (ligt Eng. pismire). Afvig. Mor (o’), Østerd., Mør, Smaal. (Id). G.N. maurr; Sv. Dial. maur, mor. – 2) om en meget stræbsom Person. Ein Maur til aa træla. – 3) Kløe, Krillen; s. maura.

maur, adj. forknyt, forsagt, ængstlig; ogsaa: smaalig, karrig. Nfj. Sdm. “Han æ ikkje maur’e fyre dæ”: han har nok Hjerte til det.

maura, v.n. (ar), 1) arbeide flittigt, være i stadig Bevægelse. Maura og stræva (= stræva som ein Maur). B. Stift. – 2) mylre, vrimle, krybe omkring. – 3) kløe, krille, stikke; om en ubehagelig Fornemmelse i Legemet, saasom efter Saar eller Frost. Det maurar i Foten. Berg. Trondh. Nordl. Afvig. mura, Hall. Tel. I Østerd. mora (o’), ogsaa om en Gysen eller indvortes Rystelse. – Hertil Maur, m. og Mauring, f. Krillen, Stikken.

Maura (Plantenavn), s. Modra.

maurast, v.n. el. maura seg (ar): blive skjør eller sprød; f. Ex. om Eggen paa en Lee. Tel. (Vinje). Saaledes ogsaa: Maur-egg, f. Skjørhed i Eggen. mauren, adj. sprød, som lettelig brister eller sløves. Jf. maur.

Maurbit (i’), n. Myrestik. Ogsaa kaldet Maurmig (i’), n.

Maureld, s. Moreld.

Maurnykk, m. Myreløve (?), Insekt som fanger Myrer. Solør.

Maursand, m. smaa Hobe af Sand eller Jord, hvori visse Arter af Myrer opholde sig. Nogle St. Maurrask, n. (Hard.).

Maursott, f. en vis Sygdom blandt Køerne. Sdm. (Nærmest af maura).

Maurtass, m. en liden Bjørn (?). Tel.

Maurtura, f. Myretue.

Maurveg, m. Myrernes Vei eller Gang i Nærheden af en Myretue.

mauska, v.n. æde graadigt, tage Munden rigtig fuld. Sdm.

Mauske, s. Moske.

Maa, f. smaa Messingnagler til prydelse, f. Ex. paa et Laag. Sæt. Hertil Maabelte, n. et Bælte som er besat med saadanne Nagler. (Dunkelt).

maa, v.n. (maa, maatte, maatt), maae, kunne osv. Præsens hedder sædvanlig maa (uden “r”), Fleertal tildeels maago (?), maagaa, Num., maage, Tel. (Jf. Sv. måga). Imperf. (maatte) lyder ofte som motte (o’); i Konj. møtte, Tel. Supinum maatt, mangesteds: maatta, motta. Inf. synes ikke at være i Brug, og dets Form er altsaa uvis, maaskee maaga eller ogsaa mega, hvoraf et Adj. megande. (Nhl.). G.N. mega (má, mátti); jf. Goth. magan (mag, mahta). De afledede Ord have “g” og forudsætte Roden “mag”, saaledes magna, Magt (Maatt), Umage, Umegen, mogleg. – Betydning: 1) kunne, have Adgang til, have Grund til. (Med et Verbum i Inf.). Eg maa ikkje segja det, dvs. jeg kan ikke sige det for vist. (B. Stift). Du maa so segja: du
har god Grund til at sige saa. (Mere alm.). Dei maa vel hava det: de have god Ret dertil. Det maa han vel: det kan han gjerne. Det var so nær, at ein maatte sjaa det: at man kunde see det. (Rbg.). I den gamle Betydning: mægte, have Kræfter til, bruges sædvanlig “formaa” (med Bøiningen -r, dde). – 2) kunne antages, synes (at være). Almindeligt som Udtryk for en stærk Formodning. Det maa vera ein Draum (det kan neppe være andet end en Drøm). Det maa vera langsamt i den Avkroken. Det Huset maa vera gamalt. Det maa vera han, som heve sagt det. Han maa vist hava høyrt det osv. – 3) skulle, burde, være nødt eller forpligtet til. Han maa tola det. Eg maatte dragast med det. Det maatte til. Han maatte og skulde fram. (Jf. ljota). Ofte anvendt i en Paamindelse el. Advarsel, med Begrebet “bør”, f. Ex. Du maa sjaa deg fyre. Hvor en Negtelse paafølger, bliver Ordet “du” tildeels udeladt. Maa ikkje ganga der (dvs. gaa ikke der). Maa ikkje røra nokot osv. Ogsaa med Begrebet “kan” bruges Ordet ofte uden Subjekt i visse korte Talemaader, som hænges til en Sætning; f. Ex. Maa tru, han veit um det (dvs. mon han veed det)? Det gjeng ikkje fort, maa tru (dvs. kan man troe). Eg vardt trøytt, maa vita (dvs. som man kan vide). – En særegen Brug finder Sted i Forbindelsen “maa i von” (dvs. kunne undvære), hvor Ordet tildeels faar en anden Bøining: maar, maadde. (Hall. Gbr. og fl.). Mere herom under Ordet von.).

maa, v.a. (r, dde), skrabe, gnide, forslide; ogsaa afstumpe. Mest brugl. i Nordl. Dei hava maatt av Bokstavarne (gnedet Skriften af). Han maadde ut Kniven fyre meg. Ogsaa i B. Stift i Formen maast, dvs. afgnides, slides bort. Particip maadd: skrabet, gneden, slidt. Jf. avmaadd, utmaadd. G.N. má. Sv. Dial. må: rydde bort. Jf. Ang. mávan, Eng. mow; T. mähen: afskjære, meie.

Maabelte, s. Maa, f.

Maabær, n. Frugten af et Slags Træ, hvorom s. Maavid.

Maadaa, (og Maae), s. Mide.

maadd, afslidt; s. maa (2).

Maafar (Maaefar), s. Midfar.

Maa-faa, i Forbind. i Maafaa, og: til Maafaa, dvs. forgjæves, uden Nytte. Nordland, Trondh. Berg. Hall. og fl. Ogsaa: paa Maafaa, dvs. paa det uvisse, paa Slump. Østl. Det sidste passer til Sv. måfå, og er formodentlig den oprindelige Brug, nemlig som “maa faa”: hvad man maaskee kan faae, altsaa noget uvist. – Hertil Maafaaferd (-fær), f. el. Maafaa-reis, f. en forgjæves Reise. Maafaastræv, n. unyttig Anstrengelse. Maafaasvall, n. unyttig Snak. Maafaa-ting, n. En som kun gjør Fortræd eller Forvirring. (Ligesaa: Maafaakrøter, Maafaamenneskja). Maafaa-tre, n. et udueligt Emne eller Redskab. Maafaa-tru, f. falsk Tro. Maafaaverk, n. unyttigt Arbeide.

Maag, m. Svigersøn, Datters Mand. Alm. Sv. måg. G.N. mágr. (Goth. mégs: Ætling).

maagast, v.n. besvogres, komme i Svogerskab. Helg. (G.N. mægjast).

Maagaa, s. Mage.

Maagenautar, pl. (to eller flere) Mænd, hvis Koner ere Søstre. Tel. (I Sæt. Dovar). Formod. et gammelt Maagunaut; jf. G.N. sessunautr, mötunautr osv.

Maagskap, m. Svogerskab.

Maak, el. Maake (Fugl), s. Maase.

maakaa, s. moka. Maakaa, s. Make.

Maal, n. 1, 1) Maal, Mærke; Punkt eller Grændse, hvortil noget rækker. Han er komen i det Maalet, dvs. til det Punkt, omtrent saa langt. Ork. Skjota til Maals: skyde paa et vist Punkt. Jf. Skotmaal, Flodmaal, Fjøremaal, Vatsmaal. G.N. mál; Ang. mæl; Ght. mál (Punkt, Mærke). Jf. Maat. – 2) Udmaaling, Mærke for en vis Længde eller Vidde. Taka Maal paa ein Stokk. Taka Maal til Klæde osv. Jf. mæla. – 3) Maaleredskab; Maalekar, m. m. Kannemaal, Alnemaal, Hestemaal. – 4) et afmaalt Stykke Jord. Slaattemaal, Aakermaal (omtr. som Teig). Et “Maal Jord” er efter gammel Brug et Stykke, som udgjør 8 Stænger i Længde og Bredde, idet Stangen regnes til 6 Alen og “eit Nevetak” (dvs. en Haandbred). Søndenfjelds. Det lovbestemte Maal er 2500  Alen. Jf. Maalsvegg. – 5) en bestemt Størrelse (Længde, Høide, Vidde) i Almindelighed; en Mængde som fylder et Maalekar. Halda Maal: være stor nok. Giva drjugt Maal: tilmaale rigelig. Jf. Rokmaal og Strokmaal. – 6) Tidspunkt, en vis Tid eller Stund. I det Maalet: ved den tid omtrent. Trondh. (G.N. mál). Hertil Sumarmaal, Rismaal, Dagverdmaal. Jf. Aarmaal. – 7) et Maaltid. (Alm.). Eta try Maal um Dagen. (Jf. trimæla). Koma heim til Maalanne: gaae hjem til hvert Maaltid. B. Stift. (Et gammelt Genitiv). G.N. mál. (Ogsaa i Svensk og i danske Dial.). – 8) en Malkning, den Mælk som bliver malket og opsat paa een Gang. Morgonmaal og Kveldsmaal. (Sv. mål).

Maal, n. 2, 1) Tale, Mæle, Tale-Evne. Hava Maal: kunne tale. (Jf. maallaus, umaalug). Faa upp Maalet: komme til at tale, faae Ordene frem. G.N. mál. (Jf. Ang. maðelian; Goth. maþljan: tale). – 2) Tungemaal, Sprog. (Alm.). Paa vaart Maal: i vort Sprog. Ogsaa om Landskabssprog eller Dialekt, f. Ex. Sognemaal, Hallingmaal o.s.v. – 3) Egenhed i Talen, Tonefald, Accent. Eg kjenner deim paa Maalet. Jf. greidmælt, kleismælt, tidmælt.
– 4) Stemme, Røst, Lyd. Høgt Maal, laagt, grant, grovt Maal. Ogsaa om Dyrs Stemme og Instrumenters Lyd. D’er stygt Maal i den Hunden. Han fekk Maal i Fela. No kom det annat Maal i Bjølla (nu fik Piben en anden Lyd). – 5) Udsagn, Sigende. (Sjelden). Hertil Vitnesmaal, Spursmaal, Trugsmaal. Han svarar, som Maalet vardar (varar), dvs. den som finder sig truffen af Talen, pleier at svare. (Nordre Berg.). – 6) Sag, Anliggende, Ærinde. (G.N. mál; Sv. mål). Bera upp Maalet sitt: fremføre sit Ærinde. (Nhl. og fl.). Ellers kun i Sammensætning, som: Festarmaal, Giftarmaal, Veddemaal, Søksmaal, Tvilsmaal og fl.

Maal, n. 3, Maling, Farve; s. Maaling.

maala, v.a. (ar), 1) male, farve, overstryge med Farve. Alm. (Ikke mala). Sv. måla. – 2) fremstille ved Maling, male Billeder el. Figurer. Particip maalad (raudmaalad, blaamaalad osv.). “Maalablad”, n. Herreblad i Kart.

Maala, f. en Touglængde; Toug eller Line af sædvanlig Længde, til Brug ved Fortøining og Fiskerie. (Togmaala, Strengjemaala). B. Stift. Anden Betydn. i Vedermaala.

Maalar, m. en Maler. Maalarkunst, m. Malerkunst. Maalarlæra, f. Malerlære. Maalarstykke, n. Malerie.

maalbera (e’) v.n. (ber, bar), fremsige sit Ærinde (= bera upp Maalet). Gbr. Maalbering, f. Fremførelse af et Ærinde, Fremstilling. (Mere alm.).

maalbinda, v.a. (bind, batt), overvinde i Disput, sætte En i Forlegenhed for Svar, bringe til Taushed. Østl. – maalbunden, forlegen for Svar, forstummet.

Maalbrigde, n. 1) Forandring i Talen el. Sproget (s. Maalskifte). 2) Sprogform, Dialekt. Tel.

Maalbrøyte, n. s. Maalskifte.

Maalbyte, n. Madskifte, Afvexling i den daglige Kost.

maaldjerv, adj. fritalende. (Sjelden).

maaldrjug (-dryg), adj. som holder rigt Maal.

maalemillom, adv. imellem Maaltiderne. Nogle St. “maalemyllo”; egentl. Maala millom.

Maal-emne, n. Anliggende, Sag som skal omtales eller afgjøres. Berg. Trondh. Nordl. Bera upp Maalemnet: fremføre sit Ærinde, bringe Sagen paa Bane. Paa Sdm. Maalømne.

Maalena (ee), f. Multiplikations-Tavle. Sdm. Vistnok fremmedt. Jf. Holl. eenmaal een.

Maalenska, s. Maallydska.

Maalfelle, n. 1) Egenhed i Talen, saasom i Tonefald eller Ordformer. Søndre Berg. Nogle St. Maalfella, f. – 2) Stemmevexling (= Maalskifte). Hall.

maalfør, adj. som kan tale, er i Stand til at tale. Nordl. G.N. málfœrr.

Maalføre, n. Egenhed i Talen eller Sproget; ogsaa Sprogart, Dialekt. Nordl. og Trondh. (Sv. målföre: Stemme).

Maalgreida, f. Forklaring, Fremstilling af en Tanke. “Gjere Maalgreide fyre se”: udtale sig, udtrykke sit Ønske med Ord (om syge eller døende Mennesker). Sdm.

Maalgrein, f. Green af et Sprog; Landskabsmaal, Dialekt.

maalhalt, adj. famlende i Talen, forlegen for Ord. Hall. (Segner fraa Bygdom, 105).

Maaling, f. 1) Gjerningen at male; Malerkunst. 2) Malerie, malet Billede. 3) Farve at male med. I sidste Betydn. ogs. Maal, n. Sdm. Vald. og fl.

Maalkjerald, n. Maalekar.

maalkunnig, adj. sprogkyndig. Hertil et Subst. “Maalkunnigheit”, i nyere Skrifter Maalkunna, f.

maallaus, adj. maalløs, som ikke kan tale. G.N. mállauss.

Mallydska, f. Sprog, Dialekt; ogsaa om visse Egenheder i Talen eller i Stemmen. Sdm. (Maalyske). Ogsaa i en anden Form: Maalenska (maaskee Maallendska), Sogn, Nfj. Andre St. Maalføre, Maalfelle, Maal. G.N. mállýzka: Sprog. Jf. Lydska, af Lyd, dvs. Folk.

Maalløysa, f. Maalløshed; ogsaa Hæshed.

Maalmerke, n. Sprogmærke, Kjendetegn el. Egenhed for et Sprog.

Maalskap, n. Sprogform.

Maalskifte, n. 1) Forandring i Sprog el. Talebrug. 2) Stemmevexling; Overgang fra Barnestemme til Mandsstemme. 3) Afvexling i Kost (= Maalbyte).

Maalskylda, f. Sprogslægtskab.

Maalsmann, m. Talsmand (Sv. målsman); f. Ex. En som fremfører en Beilers Ærinde.

Maalstimber, n. Tømmer som er stort nok til Handelsvare, eller holder det bestemte Maal i Længde og Tykkelse. Saaledes ogsaa Maalsbord, n. om Planker.

Maalstokk, m. Maalestok.

maalstolen (o’), adj. forstummet, maalløs, saasom af Forvirring eller Skræk. Helg.

Maalsvegg, m. Længden af et Maal Jord, nemlig otte Maalestænger (48 Alen). Hall. Vald.

Maaltame, m. Øvelse i Sprog el. Tale.

Maaltid, f. 1) Spisetid. 2) et Maaltid (= Maal). Tildeels udtalt Molti’.

Maaltrost (-trast), m. Sang-Drossel (Turdus musicus). Østl. Andre St. Nattvaka.

Maaltunna, f. Maaletønde.

maalug, adj. snaksom. Hall. G.N. málugr. Egentl. talende; jf. umaalug, faamaalug, simaalug.

Maalvekkja, f. en liden Bjælde el. Klokke. Hall. Jf. Dunvekkja, Stallvekkja.

Maalvending, f. omtr. som Maalskifte.


Maalvit (i’), n. Forstand til at tale; ogs. Sprogsands, Sprogfølelse. Lidet brugl.

Maan, f. Man, Nakkehaar (paa Heste). Egentlig Mon (o’), men sædvanlig udtalt med reent “aa”, ligesom Laan, Faan, Graan (= Gran). Ellers ogsaa: Møn, Hall., Mun (u’), Vald. og Man, tildeels paa Østl. G.N. mön, pl. manar. Sv. man; Eng. mane. Jf. Manke.

Maan, m. s. Mun. maana, s. muna.

Maanad, m. en Maaned. (Mest almindelig Maana’, nogle St. Maanar). G.N. mánadr. (Jf. Maane). – Maanadspengar,, pl. Maanedsløn. Maanadsting, n. Thing som holdes een Gang om Maaneden.

Maandag, m. Mandag. G.N. mánadagr; Sv. måndag. (Hører til Maane, ligesom Sundag til det gamle sunna: Sol).

Maane, m. 1) Maane (luna). 2) en maaneformig Figur; Halvmaane. 3) en Maaned, regnet fra den ene Nymaane t il den anden. Tildeels mere brugl. end Maanad. Af Maanedsnavne mærkes Jolemaane, Torre, Gjø (= Go) og Kvina (= Krikla).

Maanegard (-gar), m. lys Ring i Luften omkring Maanen.

Maaneljos, n. Maanelys.

maaneljos, adj. oplyst af Maaneskin.

Maanemot (oo), n. en Maaneds Udgang; samme Tid i næste Maaned.

maanemyrk, adj. om en Tid, da Maanen ikke lyser; modsat maaneljos.

Maaneskifte, n. den Tid, da Nymaane indtræffer.

Maaneskin (i’); n. Maaneskin. Nogle St. “Maanskjeen”.

Maane-tel (e’), n. den mørke Deel af Maanen, som viser sig kort før og efter Nyet. Sdm. (S. Tel).

Maanetendring, f. den Tid da en ny Maane begynder at lyse. Sdm. og fl.

Maang (Stof), s. Mang.

maange, s. mang. maanka, s. manka.

Maannaal, s. Mondul.

Maanstøde, n. Mankens Stilling paa en Hest. “Han heve godt Maanstøe”, Tel. og fl. Paa Sdm. Maankestyde (y’), for Mankestøde.

Maar, m. s. Mord (Mor).

Maara (Plante), s. Modra.

Maare, m. Midder, Møl, eller lignende smaa Insekter. Hard. Lister. Hertil Maaremjøl, n. Støv af raaddent eller opgnavet Træ. (Kvinesdal). Jf. Mol, Mott, Mit. (Isl. mor, n. Støv, ogs. Midder). Om et andet Maare, s. Maase.

Maarskinn, s. Mordskinn.

maasaa, s. masa. Maasaa, s. Mose.

Maase, m. Maage (Søfugl), Larus. Alm. nord og vest i Landet; ogsaa i Hall. og fl. Derimod i de sydligste Egne: Maak og Maake (Maakje, Maagje); i Tel. Sjømaak. En anden Form Maare forefindes i Navnet paa en vis Art af Maager: Ædmaare. (Nordl.). Sv. måse. Afvigende fra G.N. már (má). Jf. Isl. máfr; Eng. mew, Holl. meeuw, T. Mewe og Möwe. – Hertil Maase-egg, n. (Maageæg). Maasefjøder (-fjør), f. Maasereid, n. Maase-unge, m. og flere. Jf. Skaarung og Sæding.

maast, v. gnides, forslides; s. maa.

Maat, n. 1) Grad, Maade, rigtig Bestemmelse af et vist Forhold; saaledes ogsaa: Maadehold, Lempe, Rimelighed. Sdm. Trondh. D’er vandt aa raaka Maatet: at træffe det rette Forhold. D’er so paa eit Maat: det er saa taaleligt, nogenlunde rimeligt. Med Maat: lempeligt, med Maade. D’er ikkje med nokot Maat; eller: D’er inkje Maat paa, dvs. det er noget umaadeligt; det gaar over alle Grændser. Sv. mått. (Jf. G.N. mót). Vel egentl. til meta (maale); jf. Husmaat. – 2) Maal, Mærke, Punkt hvorpaa en Ting er stillet, eller hvorefter man afpasser noget. (Jf. Ripmaat). I rette Maatet: paa rette Sted eller Punkt. Det kjem att-i same Maatet: tilbage til sin forrige Stilling. “D’æ tvau Maat’a”: der er to Grændser for det passende; paa den ene Side bliver det for meget, paa den anden for lidet. Sdm. – 3) et Maal til Udmaaling af smaa Portioner. Trondh. Nordl. Krutmaat: Maal til en Krudladning. Skillingsmaat: et Maal som sælges for en Skilling o.s.v.