Ivar Aasen Norsk Ordbog

Mannskare, m. stor Mængde af Folk.

Mannskifte, n. = Mannbyte.

Mannskræma, f. et Skræmsel; Dyr som skræmmer Folk; ogsaa en grov og barsk Person, en Tyrann. Trondh.

Mannslag, n. Mands Væsen, Manerer som passe for en Mand.

Mannslagar, m. Manddraber. Hall.

mannsleg, adj. mandig, dygtig (= mannleg); ogsaa: kjæk, som har et mandigt Væsen, tegner til en dygtig karl. Mest i de sydligste Egne. Nogle St. manskleg.

Mannslegt (-slægt), f. Mandslæt, Drab. Hall. Vald. Ogsaa G.N., men formodentlig en nyere Form.

Mannslike, s. Mannlikan.

Mannslut (u’), m. Mandslod, Part som tilfalder hver enkelt af Deeltagerne, f. Ex. i en Fiskefangst.

Mannsmaal, n. Mandsstemme.

Mannssida, f. Mandsside, Fædreneside.

Mannspille, n. Mandspilde, Nederlag.

mannsterk, adj. mandstærk, vel bemandet (= mangment).

mannstygg, adj. menneskesky, uselskabelig (= folkestygg). Søndre Berg.

Mannstyrke, m. 1) Antal af Mænd eller Arbeidsfolk. 2) Menneske-Kræfter, i Modsætning til Maskinekraft.

Mannsverk, n. Daad, Bedrift, Manddomsværk. (Maaskee ogsaa: en Mands Jordlod, s. Fritzners Ordbog).

Mannsvit (i’), n. menneskelig Forstand.


Manntal, n. Mandtal; Optegning af det værnepligtige Mandskab; ogsaa: Folkemængde.

manntamd, adj. 1) tam, vant til Menneskene; om Dyr. 2) erfaren, vant til Omgang med Folk. Søndre Berg.

Manntekkje, n. Gunst, Yndest, det at En er afholdt; ogsaa om et tækkeligt Væsen i Omgang med Folk. Tel. og fl. I Søndre Berg. Manntokka (el. Mannatokka), f. “Mannetekkje” i en gammel Vise (Landst. 145) synes at betyde: Kjendskab til Folk.

manntjukk, adj. folkerig, fuld af Mennesker. Der er manntjukt: der er meget Folk samlet. Hall. og fl. I Tel. manntykt.

Manntokka, s. Manntekkje.

Manntrong, m. Trængsel, Tranghed i en stor Samling af Mennesker. “Mannatraang”, Søndre Berg.

Manntruga, s. Truga.

Manntrøda, f. Spor efter Mennesker; en meget optraadt Vei. Hall. Maaskee egentl. Manntrod (o’).

manntyd, adj. tækkelig, venlig, omgjængelig; ogsaa: kjæk, mandig. Hall.

Manntyne, n. Mandskade; ogsaa noget som er til Skam eller Lyde for en Mand. B. Stift.

manntøk, adj. mandbar, fuldvoxen; om Piger. Sdm. Hall. og fl.

mannvand, adj. kræsen i Valget af Folk eller Selskab; ogsaa: storagtig, for stolt til Omgang med simple Folk. Ryf. Rbg. og fl. – Om Kvinder: kræsen med Hensyn til Beilere. G.N. mannvandr.

Mannvase, m. en Folkehob, Kreds eller Klynge af Mennesker. Nordl.

mannvond, adj. mandolm, bidsk, arrig mod Mennesker; om Dyr. Rbg. og fl.

Mannvyrdnad (y’), m. Agtelse, tilbørligt Hensyn til de Folk, som man har for sig. Lidet brugl.

Mann-yl (y’), m. Damp eller Uddunstning af mange Mennesker i et Rum. Hard. og fl.

Mannæta, f. Meduse; s. Marneta.

Mannætt, f. Menneskeslægt.

Mantel, m. en liden Hylde paa en Skorsteensmuur eller rundt om Skorsteenskappen. Berg. Trondh. Nordl. Vel egentlig selve Skorsteenskappen. G.N. mantull (sædvanlig möttull): Kappe. Nogle Steder opfattet som Mantile (i’), n.

Mar, f. s. Merr og Marar.

Mar (m.), Sø, Hav. Kun i Sammensætning, som Marbakke, Marflo, Marhalm, Marlauk, Martaum, og fl. G.N. marr.

Mar (Mard), s. Mord og Merd.

Mara, f. 1, Mare, noget som lammer og beklemmer Legemet i Søvnen. Nogle St. Muru, Tel. Hall. G.N. mara. Hertil: mareriden (i’), adj. angreben af Lammelse i Søvnen; egentl. reden af en Mare. I Hall. “murureen”.

Mara, f. 2, 1) en skraatliggende Støtte, bestaaende af en kort Stok med Fødder under den ene Ende. Nordl. (Andre St. Bukk, Bordkrakk). G.N. mari, m. (Egilsson). – 2) et trappeformigt Stillads paa Strandbredden, for Laxefiskere. Trondh. (Andre St. Gilja). Hører maaskee sammen med Merr. Jf. Marfot, Marstokk, Marsula.

mara, v.n. (ar), 1, flyde tungt eller med Vanskelighed, holde sig nogenledes i Vandfladen. “Dæ mara i Sybredden”. “D’æ so mykje, dæ mara uppe” (dvs. kun saavidt, at det ikke synker). Helg. G.N. mara. – Ogsaa: glide langsomt frem, skride næsten umærkeligt fremad. D’er knapt so myket, det marar fram. Hard. Helg.

mara, v.n. (ar), 2, om Heste: springe, løbe i Brunst. Ellers: sværme om, gjøre Støi; yppe Klammerie osv. Tel. “Ein Marekatt”: en urolig Krabat, En som gjør Støi og Spektakler.

Maraflagar, s. Marar.

Marald, m. Søbakke; s. Marbakke.

Maralm, s. Marhalm.

Marar, pl. af Merr, dvs. Hoppe. B. Stift. Ogsaa i Sammensætning: Mara (Marar); saaledes: Marafyl (y’), n. Hoppeføl. Maramjølk, f. Hoppemjælk. Maraunge, m. en meget liden Hoppe. I andre Forbindelser kan Ordet gjælde for baade Hoppe og Hingst, saasom: Marabytar, m. Hestehandler. Maraflagar, m. Hesteflaaer. Sogn. (Forhen anseet som en foragtelig Bestilling). Marahoste, m. en haard, huultlydende Hoste. Marakropp, m. Hestekrop. Maramaan, f. Hesteman. Marastall, m. Hestestald. Maratagl, n. Haar af en Hestehale. Jf. G.N. mar(r): Hest.

Marastod (o’), f. Legevold, Tumleplads. Tel. (Marasto’, el. -staa).

Maraal, Søtraad; s. Martaum.

Maraata, f. smaa Sødyr, som Fiskene æde. (= Aat, Aata). Nordl. (I Colbans Beskriv. over Lofoten, S. 29, kaldet “Mar”, maaskee feilagtigt).

Marbakke, m. Bakke i Søen nærved Landet; en stærk Skraaning som strækker sig langs med Strandbredderne strax nedenfor Ebbemaalet. Berg. Trondh. Nordl. Paa Sdm. Maribakkje. Ellers i anden Form: Marald, m. Shl. Mareldebrot, n. Hard., Moreldebakke (o’), Ryf. Mere afvig. Molbakke (o’), Molbrot, n. Mandal, Molreina, f. Sogn, Mølderbakke, Shl. (S. Mol). Om en lignende Bakke i Indsøerne: Mørbakke, Vald. Mærrein, el. Mærreina, f. Tel. Buskr. G.N. marbakki, og marreinsbakki.

Marbakkefjøra, f. en usædvanlig stor Ebbe. Nordl. Jf. Gjøfjøra.

Mardeild, s. Markdeild.


Mardyna, f. Løst Søgræs og Tang, som driver op paa Strandbredderne. Trondh. Ogsaa: Dynd eller Mudder i Strandbredden, nærved Ebbemaalet. Nordre Berg.

Marekvist, el. Marekvost, m. en forvoxen Kvist, en Green som slutter i en Kvast eller Klynge af sammenvoxne Kviste. Brugt i Formen Murukvist, Gbr. og Murukvost (o’), Hall. (Sv. marqvast). Ellers kaldet Mar-klunger (Marklung), Helg., Marisop (Maresope?), Sdm. (Efter H. Strøm ogsaa: Mareriis). Andre Navne ere Gygrasoop (Sogn) og Simonsvipa (Tel.).

Mareldebrot, n. s. Marbakke.

maren, adj. frønnet, lidt raadnet; om Træ. Nordenfjelds. Jf. marna, morna, morken. Isl. marinn: stødt, knuust.

Maretopp, m. en Græsart: Nardus stricta. (= Finnskjegg). Nfj. (?).

Marflo, f. et lidet Sødyr af Krebseslægten; egentl. Søloppe (Cancer pulex L.); jf. Flo. Berg. Trondh. Afvig. marflød, n. Sdm. Marfluga, Marflogo, Helg. Isl. marfló.

Marfot (oo), m. Støtte, Stolpe; især under “Marstokkene” i en Fiskehjell. Nordl. (Lof.). Ellers: Morfot (o’, oo), Stolpe under Bro eller Gulv. Sdm. (Norddalen); Murefot, en krum eller knæformig Støtte i en Slæde. Sætersd. Jf. Mara, 2.

marfreisten, dristig; s. mangfreisten.

Marg, s. Merg. marglia, s. manglida.

margment, s. mangment.

Marhalm, m. Søgræs, Havbændel (Zostera marina). B. Stift; lyder sædvanlig Maralm. Isl. marhálmr. Andre St. Marlauk. “Maralm” tildeels ogsaa om Strenge-Tang, s. Martaum.

Mari-auga, n. en liden blaa Blomst (maaskee Myosotis). Vald. Ogsaa en Benævnelse paa Skumboblerne paa gjærende Øl. Sogn. I flere af de følgende ord er “Mari” egentlig Navnet Maria (= vaar Fru); imidlertid har det visse besynderlige Afvigelser og synes at være forvexlet med andre Ord.

Maribaat, m. Rokke-Æg. Sdm. Maaskee af et Folkesagn. (Jf. Isl. Petursbudda).

Mar-igle, m. et Slags Igle, forskjellig fra Blodiglen. Hard. Andre St. Hestigle og Rossigle.

Marigull, Morgenfrue (Plante), Chrysanthemum segetum. Trondh. (?).

Marihand, f. Gjøgeurt, Orchis maculata. Gbr. og fl. Marihaand, Hard. Shl. Jf. Hugvending.

Marihane, m. Sommerfugl, Papilion (= Fivrelde). Sdm. Ellers paa flere Steder: Marihøna, f. Berg. og Trondh. Afvig. Murihøne, Gbr.

Marikaapa, f. = Kaapegras (Alchemilla vulgaris). Nordre Berg. Trondh. Nordl. Ogsaa kaldet Maristakk, m. Tel. Ndm. Afvig. Murustakk, Gbr.

Marilykel (y’), m. Maanerude, Botrychium Lunaria. Marilykjil, Tel. Marinykjel, Num. Mørilykjil, Hall. Murilykjel, Vald. Murinykjel, Gbr. (Noget uvist, om Planten er allesteds den samme). Forskjelligt herfra er Marilykle, m. Kjellingetand, Lotus corniculatus. Hard.

Marimessa, f. Mariæ Bebudelsesdag (den 25de Marts). Flere Steder Marimøss, -myss. I Hall. Mørimess. G.N. Mariu messa. Ellers: Vaarfrumessa.

Marinykel, s. Marilykel. – Mari-nykleband, n. Primula veris. Buskr.

Mari-sko, m. Planten Cypripedium Calceolus. Tildeels Mariskor (oo), Ringerige, Toten. Ogsaa kaldet Klauv.

Marisop, s. Marekvist.

Maristakk, s. Marikaapa.

Mark, n. Mærke, Kjendetegn. Meget brugl. i de sydvestlige Egne; ogsaa Rbg. Tel. Hall. og Nordre Berg. (ikke Sdm.). G.N. mark. Jf. marka. Taka Mark paa: lægge paa Minde, erindre sig som et Kjendemærke. D’er Mark paa Trivnad: et Tegn til Trivelighed. D’er ikkje nokot Mark paa det: det er ikke noget at rette sig efter; man kan ikke slutte noget deraf.

Mark, f. 1, 1) en Skovstrækning (= Mork). Ndm. I Nordl. om de inderste Fjordbygder; s. Markland, Markmann. Ellers som Stedsnavn om enkelte afsidesliggende Bygder. Egentlig: en Skovmark, som danner Grændsen imellem to Landskaber. Goth. marka: Grændse; Ght. marcha, T. Marke (som jævnføres med Lat. margo). – 2) Udmarker, Græsgange eller Jordstykker, om græsbevoxet Grund. D’er berre Berg og inkje Mark. Dei er like Marki, siges om Dyr, som have samme Farve som Jorden eller som den Grund hvorpaa de opholde sig. – 3) Jord, Grund, Jordflade. (Sv. mark). Ned paa Marki: ned til Jorden. Ut yver Marki: ud over Jorden. Paa berre Marki: paa den blotte Jord. Koma ut paa Marki: blive forarmet og huusvild.

Mark, f. 2, 1) en vis Vægt; s. Mork. – 2) en vis Mynt, nu for Tiden 24 Skilling, eller 1/5 Daler Species. Søndenfjelds overalt brugl. (Fleertal ogs. Mark). Vest og nord i Landet kaldes denne Sum en “Ort”, medens “Mark” tildeels betegner den gamle Rigsmark (16 ß.). – 3) en vis Jordskyld; s. Marklag.

Mark, m. s. Makk.

marka, v.a. (ar), mærke, lægge Mærke til. Søndre Berg. (G.N. marka). Hedder ellers merka. Jf. merkja.

marka, v.n. (ar), samle Kviste eller Skovfoder til Kreaturene. Hard. Shl. Ryf. (Til Mork: Skov). Markanau(d), f.
Fodermangel, Tid da man maa hjælpe sig med Skovfoder. Shl.

Markarstykke, n. Sølvmark. I B. Stift om gamle Rigsmarker. (Markastykkje).

Markebyte, n. Udskiftning af Udmark.

Markedeild, f. Grændseskjel imellem Gaarde. I Hall. Mardeild.

Markegang, m. Synsforretning; Befaring af Udmarkerne ved en Udskiftning eller Grændseregulering. Markegangssak, f. Sag eller Tvist om Markernes Deling.

Markegonga (-gaanga), f. idelig Gang og Færsel i Udmarkerne.

markelegen (-legjen), adj. om Træ, som har ligget længe paa Jorden.

Markemole (o’), m. Jordstykke. B. Stift.

Markeslætte, n. Høslæt i Fjeldmarkerne eller udenfor Gaarden.

Marketeig, m. Stykke af en udskiftet Mark (Skovmark). Forskjelligt herfra “Markateig”: Engstykke som en Karl kan slaae for en Mark (24 Skilling). Hall. og fl.

[Marketenter, m. Soldatervært. (Af Ital. mercatante).

Markevidd, f. Udmarkernes Vidde.

markfør, adj. førlig nok til at gaae med i Markerne; om Dyr.

Marklag, n. en vis Jordskyld, som udgjør 1/24 af en Øyre (Øre). Ork. og fl. Ogsaa kaldet Mark, f. – Fra Nordl.- er meddeelt et andet Marklag: fem Tylter Stokke (?).

Markland, n. Indland, som ligger langt fra Havet. Helg.

Mar-klunger, m. = Marekvist. Helg.

Markmann, m. Indbygger af de inderste Fjorde el. Dalebygder (Marklandet). Helg. Jf. Mark, 1.

Marknad, m. 1) Marked; Kjøbstævne. Nordenfjelds Markna(d); nogle St. Martna; i de sydlige Egne: Markn, eller Marken. Sv. marknad; G.N. marknadr og markadr (jf. Lat. mercatus). – 2) et Handelssted, en Landhandlers Gaard. Nordl. (Martna). – Marknadfolk, n. Folk som besøge et Marked. Marknadhelg, f. Fritid i Markedsdagene. Marknadvika (i’), f. Markedsuge.

Markring, m. Indbygger af “Marker” i Smaalenene. (Rettere Marking).

Markstein, m. Mærkesteen, Skjelsteen i en Grændselinie. Afvig. Marstein, Hard. Voss, Hall. G.N. marksteinn (ogsaa marstein).

Marlake, m. Bladmave, tredie Mave i drøvtyggende Dyr. Sfj. Sdm. Nordl. I Gbr. Marlaakaa. Paa Sdm. ogsaa Marlak, n. Andre St. Lake (Lakje). Maaskee egentl. Marglake (den mangelappede); jf. Sv. mångfåll. Andre Navne ere Fill, Løysningpose (Tel.), Trollpose (Ork.).

Marlauk, m. Søgræs, Havbændel (Zostera); egentl. Søløg. Ryf. Shl. Sfj. Ogsaa udtalt Madlauk, Ryf. Afvig. Mannlauk, Yttre-Sogn. Andre Steder Marhalm (Maralm), Sjogras, Aalegras.

marma, v.n. (ar), bruse, larme; om Vind og Bølger; ogsaa: knurre, klage, gjøre idelige Paamindelser om noget. Hertil Marm, n. idelig Susen og Brusen; ogsaa: Knur, Klage. Sdm.

Marmorstein, m. Marmor. (Lat.).

Marmæle, m. Havmand; fabelagtigt Væsen, som kan tale med Mennesker og aabenbare skjulte Ting. (I Folkesagn). Nordre Berg. Nordland. (Jf. Isl. marmennill). Paa Sdm. ogsaa om en Snakker eller Sladrer, En som taler meget om Ting, som han ikke forstaar. Nærmer sig til G.N. margmæli, n. Snaksomhed.

marna, v.n. (ar), frønnes, opløses, begynde at raadne. Trondh. Paa Sdm. marnast, især om Træ. Jf. maren.

Marneta (?), f. Meduse, et Slags bløddyr i Søen (= Gopla, Klysa, Kobbeglya). Brugt i Formen Mannæta (og tildeels Manneta) i Bergens Stift og de sydligere Kystegne (jf. Sv. manet), men er vistnok egentlig Marneta (e’), dvs. Sø-Nælde, som allerede er antydet af Pontoppidan (i Norges naturl. Historie 2, 294) og som netop stemmer overeens med Tydsk Meerneßel, og Eng. seanettle. Jf. Neta (= Nata, Netla) og Formen Mannlauk for Marlauk. Paa Sdm. betegner “Mannæte” kun den langtraadede Meduse (Medusa capillata), medens de andre Arter hedde “Gople”.

mar-raa, adj. meget raa og blød (omtrent som gor-raa). Helg.

[Mars, m. Marsch; ogs Musik at marschere efter. (Fr. marche: Gang). Omtr. ligelydende er Marts, m. Martsmaaned. Lat. Martius.

Marstein, s. Markstein.

Marstokk, m. Understok, Tværstok i en Fiskehjeld, tjenende til Underlag for de overliggende Langstokke (Æse). Nordl. (Lof.). Til Mara, 2.

Marsula, f. en Støtte med Kløft i Enden, at sætte under en Fiskehjeld. Lof. Jf. Mara, 2.

Martaum, m. Strenge-Tang, Søtraad (Scytosiphon filum). Sfj.- (Egentl. Sø-Tømme). Ellers kaldet Maraal, m. Ryf. Nordl. og Maralm (Marhalm), Sdm. (Isl. marþrádr). Jf. Tyss.

martela (e’), v.n. (ar), buldre, larme, arbeide med megen Støi. Tel. (Dunkelt).

Mar-ulk, m. Ulk, en liden Fisk med et stort Hoved. (Cottus). B. Stift. Ogsaa kaldet: Ulk, Frusk, Forrosk, Fiskesympa. – 2) Bredflab (Lophius). Nordl. (Lof.). Andre St. Breidkjeft. Hertil maaskee “Marul” og “Malur”, Ndm.

marvega (e’), v.n. (veg, vog), ligge ret efter Vandfladen, hæve sig lige høit med begge Ender; f. Ex. om en Baad. Indh.
(Sparbu), med Inf. “marvaagaa”.

Mas, n. 1) langvarigt Arbeide, Slæb, Strabads (s. masa). Søndenfjelds. – 2) Overhæng, idelig Begjæring og Paamindelse; ogsaa: Indfald, Nykker. Nordre Berg. Trondh. – 3) Snak, Prat. Shl. og fl.

masa, v.n. (ar), 1) sysle idelig med noget, have et langvarigt, møisomt Arbeide for sig. Søndenfjelds. Han masar med det stødt. Ofte ogsaa: masa seg, el. masa seg ut: arbeide sig træt eller sløv. Hall. Buskr. Hertil utmasad. – 2) bede eller paaminde idelig om noget, gjentage et Ønske tidt og ofte. (Omtr. som breka). Han masar etter baade likt og ulikt. (f. Ex. om Børn). Nordre Berg. Trondh. Nordl. Afvig. maasaa, Ork. Gbr., mæsa, Sogn. Ogsaa: drive paa, el. paaskynde En. Du maa masa paa honom. Valders. – 3) snakke, pludre; fordrive Tiden med Snak. Me komo til aa sitja og masa heile Kvelden. Hard. Shl. Jæd. Jf. Isl. masa: sladre. Sv. Dial. masa: gaae seent, m. m. Ordets Grundbegreb er imidlertid uvist. Jf. ogsaa masast.

masa, v.a. (ar), male med Flammefigurer. Hall. Hertil “Masamaal”, n. Maling med bueformige Striber eller Flammer. Vald. (I B. Stift: Eikemaaling). Jf. Sv. masur: flammet Træ; G.N. mösurr?

Masar-rid, f. et lettere Anfald uden synderlig Virkning. I Barselsygdom om de foreløbige Anfald af Fødselssmerterne, i Modsætning til “Ljosrid”. Sdm.

masast, v.n. (ast), falde i Søvn, tabe sin Sands og begynde at drømme. Nhl. Sogn. Jf. orminnast.

masen, adj. 1) besværlig, som gaar seent og møisomt; om Arbeide. Tel. 2) tryglende, som altid har noget at bede eller minde om. Hedder ogsaa “Masasam”, Trondh.

masgjengd, adj. besværlig, trættende; om Vei og Føre. Tel. Hall.

Masing, f. 1) seent Arbeide; s. masa. 2) Overhæng, Tryglen. 3) Snak, Tale om ligegyldige Ting.

Mask, n. 1, smaat Affald; især Spaaner og Trevler af Træ. (Sagmask). Nordre Berg. – Nogle St. ogsaa om Mask, dvs. Affald af Malt (= Drav). Smaal.

Mask, n. 2, Støi, Tummel; s. maska.

maska, v.n. (ar), buse frem, drive ivrigt paa med et Arbeide; ogsaa: støie, tumle, drive Leg og Spøg. Nordre Berg. Gbr. Nordl. Maska i Hop: rive sammen, samle i en Hast. Maska fraa seg: jaske noget fra sig.

[Maska, f. Maske, Forklædning. Fr. masque. Lidet brugl.

[Maskina, f. Maskine. Fr. machine

[Masomn, m. Masovn, Smelteovn. Tydsk Maßofen.

Massing, m. Messing (Metal). Lyder ogs. Masing, Ork. og nogle St. Messing; T. Messing, henført til Lat. massa: Klump, Masse. Jf. Bladmassing.

[Massion, m. Konfirmation. En uheldig forkortet Form. Det gamle Ord er Ferming, f. af ferma, = Lat. firmare.

Master (Mastr), f. Mast, Seistøtte. Nogle St. Mast. Holl. mast, Eng. mast. (I G.N. hedder Masten tré, el. siglutré). – masterlaus, adj. mastløs. Mastertofta, f. den Tofte (Bænk), som Masten støtter sig til (i Baadene). Mastertopp, m. Mastetop. Mastertre, n. Mastetræ.

Masting, m. Meel at koge Mad af (= Kokemjøl). Nhl. Vel ogsaa: kogt Meelmad, ligesom Matgjerd; forøvrigt dunkelt. Jf. Matsti.

Matstova, s. Matstova.

mastra, v.n. (ar), reise Masten i en Baad. Jf. Master.

Mastrikla, f. Søstjerne (Asterias). Nfj. Ellers Krossfisk, Korstroll. Dunkelt Form; maaskee Mar-strikla?

Mastu (Mastugu), s. Matstova.

masur, adj. karrig, gnieragtig. Sdm. Formodentlig til matsaar.

masutt, adj. fuld af Indfald eller Nykker (Mas); jf. masen.

mat, m. 1) Mad, Føde; især i tillavet Stand. G.N. matr (Goth. mats). Faa seg Mat: spise. Kjenna seg til Mats: føle Mættelse, være mæt. B. Stift (te Mass). – 2) tildeelt Portion, Madret for een Person. I dette Tilfælde med Fleertal, f. Ex. Der stod fem Matar paa Bordet. (B. Stift). – 3) Madstof, Næringsstof; i Særdeleshed om Kjernen i Korn. Det kjem Mat i Kornet, dvs. Kornet udvikler sig, sætter Kjerne, modnes. (Jf. mata). Nogle St. ogsaa om selve Kornet el. Kornhøsten. Faa Maten av Aakren. Nedenæs. Afvigende Betydning i Vaagmat. Jf. Innmat. – I Sammensætn. tildeels matar (Mata).

mata, v.a. og n. (ar), 1) made, give Mad i Munden. – 2) sanke eller skaffe Mad. Han kann meir en mata seg: han forstaar sig paa mere end Maden (især om En som kan visse ubekjendte Kunstner). I Ork. maataa: samle Forraad, sammenspare. – 3) om Kornet: faae Kjerne, udfyldes, modnes. Meget brugl. Hedder ogsaa matast; afvig. maataa, Ork. Indh. (Sv. matas). – Particip matad, 1) mættet, f. Ex. om Fisk: Han er upp-matad med Sild. 2) fyldt med Kjerne, fuldt udvoxet; om Korn. D’er litet matat (mata), dvs. svangt, magert.

Matardrygja, f. noget som gjør Maden drøiere. Hedder ogsaa Mata(r)drygsla, f. og Mata(r)drygjing, f. Ex. Lang Biding er ingi Matardrygjing, dvs. man sparer ingen Mad ved en lang Faste.

Matauke, Meeldrøie; s. Mjølauke.

Matbann, n. stor Nød for Mad; Vanskelighed for at nære sig. Buskr.

matbiten (i’), s. matleid.
Matbot (oo), f. Forbedring i Kostholdet, f. Ex. ved ny Forsyning. Trondh.

matbraad, adj. graadig, glubsk. Hall.

Matbrigde, n. s. Matskifte.

Mat-eple, n. Æbler at bruge til Mad.

[Materia, f. Materie, Stof. Nogle St. Mateer (Tel.). Af Latin.

Matfisk, m. Fisk til Huusholdningen.

Matflo, f. voxende Kjerne i Kornax. Afvig. Matfloga, Helg. S. Flo.

matfrek, adj. graadig, som behøver megen Mad. Tel. og fl.

matfull, adj. stiv og tung af Overmættelse; om Dyr. Ogsaa matdiger, Østerd.

matfør, adj. tjenlig til mad; især om Korn. Ryf. og fl.

Matgjerd, f. 1) Madlavning; Madskik. G.N. matgerd. 2) kogt Mad; Grød, Suppe, el. Kjød. Brugt i forskjellig Form: Madgjær, om Kjød med Suppe. Vald. Maggjær, om Kjødsuppe osv. Hall., Magjær, om kogt Mad. Gbr. Østerd., Meggjær, Gbr. (Jf. Mangjel og Masting). – Hertil “Maggjarsmat”, m. Grød eller Suppe. Sdm. (ikke alm.). “Maggjarsgryte”, f. Madgryde. Sdm. Paa Helg. Mangjelsgryta; ved Bergen Mastigryta (Matstigryta?). “Meggjerskonn”, n. bedste Sort Korn. Indh. (Snaasen). “Maggjersmjøl”, n. Meel at koge Mad af. Gbr. Østerd. Jf. Talemaaden “korkje til Brøds elle Maggjer”, dvs. hverken til at bage eller koge. Romsd.