Ivar Aasen Norsk Ordbog

Lukk, m. Smule, Gran. Kvar ein Lukk: hver Smule. Nordre Berg.

Lukka, f. Lykke, Held. Alm. vestenfjelds, og tildeels i Trondh. Stift; derimod: Lykka, søndenfjelds. Isl. lukka (som det synes et nyere Ord); Nt. og Holl. luk, geluk; Eng. luck. Til Lukka: a) lykkeligviis, til al Lykke; b) til Lykke (som Ønske)!

lukkast, v.n. (ast), lykkes, gaae heldigt. Afvig. lykkast, søndenfjelds.

Lukkefugl, m. En som er meget heldig, som har Lykken med sig.

lukkelaus, adj. uheldig, ulykkelig.

lukkeleg, adj. lykkelig. Jf. heppen, heppeleg, sæl, sælsleg.

Lukkestund, f. lykkelig Stund.

lukra (u’), v.n. rokke sig, slatte, slænge løs. Solør. Jf. lakra, likra, lekta.

lukt, adv. lige til, uden videre; ganske. Næsten alm. Han sprang lukt i Vatnet. Lukt inn i Elden. Dei kunde sleget seg lukt i Hel. Afvig. lykt, Vald. Jf. G.N. lykja (lukti): lukke, slutte, gjøre Ende paa.

Lukt, f. Luft osv. s. Luft.

lukta, s. lufta. Lufting, s. Lufting.

lulla, v.n. (ar), lulle, synge; især for at dysse et Barn i Søvn. Sv. lulla. – Hertil ogsaa Lulla, f. Benævnelse paa en Vugge.

lum (u’), adj. noget varm, lind, mild; om Luft og Vind. Hall. Buskr. (Jf. Lumme, lymma). Sv. ljum; i danske Dial. lum. – Afvig. lummer (lumr): kvalm, lummervarm. Østl. Jf. Lumra, lumren.

luma (u’), v.n. døse, dovne sig. Tel. (Vinje). “Han sit aa lomer inn mæ Vermen”.

Lumma, f. Lomme, Taske. Ogsaa afvig. Lume (u’), f. Sdm. og fl. Lumme, m. Nfj. Nogle St. kun om en stor Lomme, medens en mindre hedder Fikka. Dunkel Oprindelse. (Jf. Isl. luma: holde i Skjul). Hertil Lummebok, f. Lummeduk, m. Lummeflaska og fl.

Lumme, m. en varm Luftstrøm. Smaal. (Lidet brugl.). Jf. lum, lymma.

Lump, m. Knub, Klods, tyk Stump. Nordl. (Jf. Eng. lump).

Lumpe, m. et tykt Fladbrød, et Slags Kage. Smaal. Gbr.

lumpen, adj. tyk, but, rundagtig. Nordl. og fl. Jf. lubben.

Lumra, f. tyk Luft med Vindstille og nogen Varme. Hall. Ogsaa kaldet Lumreveder (-vær), n. Buskr. og fl. Ellers i en anden Form: Lurma, f. og Lurmevær, n. Buskr.

lumren, adj. 1) døsig, sløv, mat. Nordre Berg. (lumbren). – 2) om Luften: tungskyet, dunkel og stille. Tel. og fl.

lumsa, v.n. (ar), humpe, gaae tungt og skjødesløst. Smaal.

lumt, adv. sagte, stille. Buskr.

Lun, og Luneld, s. Ljon.

Luna (uu), f. 1) en Stund, en vis Tid (= Bil, Rid). Mest brugl. i Tel. i den afvigende Form Lone (oo). “Lange Lonur”: lange Stunder. “I Lone-Vis”: en og anden Stund. – 2) Lune, Stemning, Humør. Hall. og fl. ogsaa ved Trondhjem. Ellers i Formen Lona (Lone) søndenfjelds. Nt. lune, T. Laune. Skal egentlig betegne Maaneskifte og henføres til Lat. luna: Maane.

luna (u’), v.n. (ar), gaae stille, som for at lure efter noget. Sdm.

Lund, f. Hofte, s. Lend.

Lund, f. Maade, Skik. Lidet brugl. (S. Bidlund, Garnlund, Vestlund). I onnor Lund: anderledes., Tel. (Landst. 540). Mere alm. er: nokor Lund (noko-lunde): nogenlunde, i nogen Grad. G.N. lund. Jf. lynd og Lynde.

Lund, m. 1, Lund, liden Skov; især om en
Række af plantede Træer, en Allee. G.N. lundr. I Tel. ogsaa Lund, om en Stok el. Stang, s. Lunn.

Lund, m. 2, 1) Melodie, Tone til Sang. Tel. (Jf. Lund, f.). – 2) Stemme, Sangstemme, en vis Klang i Stemmen. Sdm. “Han heve go’ Lund te syngje”.

Lunde, m. 1, en Søfugl af Alkeslægten, Sø-Papegoie, Mormon arcticus. I Nordl. “Lunne”; i B. Stift “Lunde”. G.N. lundi. Hertil Lundeberg, n. Bjerg med Huler, hvor Lunderne søge Skjul. Lundefjøder (fjør), f. Lundefjær. Lundtole, m. Lundens Unge. (Lof.).

Lunde, m. 2, flammet Ved, som voxer ud paa Siderne af en Rift i et Træ (især i Birk). Sdm. (Andre St. Jadar, Ripel, Runne). Hertil: Lundeskaft, Lundestav og fl.

Lune (u’), m. Busk, Hob af Smaatræer (= Runn). Hard.

lunefengen (uu), adj. lunefuld, vægelsindet, fuld af Nykker. Indh. og fl. (lunefengjen); i Gbr. lonefengjen. Hedder ogsaa: lunefengd, lunfengt (Fosen), lonefengt (Ork.).

lunegod, adj. ustadig i Sindet, stundom venlig og stundom uvenlig. Hall. og fl. Nogle St. lonego(d).

Lunga, f. Lunge, Aandeblære. G.N. lunga, n. Tildeels med Betydning af Bryst, især i Forbindelse med “Tunga”. Det laag paa Lunga, kom inkje paa Tunga, dvs. det var Meningen, skjønt det ikke blev sagt. (Søndre Berg.). Det var av Tunga og inkje av Lunga: det var nok sagt, men ikke meent. Ogsaa kortere: “Dæ va ‘kje ‘ta Lungenne”: det var ikke af Hjertet. Sdm.

Lungerokk, m. Kongelys (Urt), Verbascum. Sogn og fl. Ogsaa kaldet Lungerot, Lungegras, el. vel egentl. Lungesottgras, paa Grund af en gammel Brug til Lægemiddel.

Lungerot, f. 1) Scrophularia nodosa. Jæd. 2) s. Lungerokk.

Lungesott (oo), f. Lungesyge. Ogsaa kaldet Lungesjuke, m. (Tel.) og mere alm. Lungesykja, f.

Lunk, m. s. Lunke.

lunka, v.n. (ar), gaae sagte, uden nogen Hast. Nordl. Ogsaa: gaae i smaat Trav. Trondh. (Sv. lunka). Hertil Lunk, n. om et sagte Trav. – I Hall. lunkra, v.n. gaae tungt eller seent.

lunka, v.n. (ar), varme lidt, gjøre lunken. (Maaskee oprindelig lumka, s. lum). – lunkast, v.n. varmes, blive lunken.

lunkad, adj. lunken, lidt varm. (Alm. lunka). Jf. Sv. ljum; Eng. lukewarm; Skotske Dial. lunkit.

Lunke, m. Lunkenhed, en liden Grad af Varme (i Vædske eller Luft). Lyder sædv. Lunkje. Nogle St. Lunk.

Lunn, m. 1) en Stok til Underlag for noget som skal trækkes eller slæbes frem; saaledes fornemmelig om de Stænger el. Tværtræer, som ere nedlagte i Grunden paa et Landingssted, for at Baadene derpaa kunne glide lettere, naar man skal trække dem op eller sætte dem ud. Berg. Trondh. Nordl. (Ogsaa i svenske og danske Dial.). G.N. hlunnr. Jf. Stød og Vor. Ogsaa ellers om Stokke, som ere nedlagte paatværs i en tung Kjørevei, for at Slæden kan glide derpaa uden at skrabe i Grunden. – 2) en Stok til Underlag i en Stabel eller Stak. Østl. Nogle St. Lunne. – 3) Løftestang, Haandspiger til at flytte Stene med. Tel. Nogle St. Lund. (Jf. Brut, Vaag, Handspik). – 4) Lettelse, Bekvemmelighed; s. Lunnende. “Lunn” om en Fisker, s. lunna.

lunna, v.n. og a. (ar), 1) nedlægge Tværstænger (Lunnar) paa et Landingssted, eller i en Vei. B. Stift og fl. – 2) lægge Grundlag under en Stabel, Høstak eller deslige. – 3) opstable, lægge sammen i en Stabel. Østl. Hedder ogsaa lynna (lynne). – Om en Fisker, som kommer hjem uden nogen Fangst, siger man, at han skal “lunna”, dvs. nedlægge en ny Stok i Baadedraget (Baatstødi). B. Stift. I Nordl. hedder det: “han vardt Lunn”, dvs. han fik ikke en eneste Fisk. Vel egentlig: han vardt lunna, dvs. han kom til at “lunne”.

Lunnbit (ii), m. Skaar eller Brist i Kjølen paa en Baad. B. Stift.

Lunne, m. 1) Stabel, oplagt Hob; Tømmerstabel; ogsaa en tæt sammenstablet Hob af Hø eller andet Foder. Østl. Heraf lynna. – 2) Underlag, Understokke i en Stabel. Solør. Ellers kaldet Luun. – 3) Lettelse, Førdeel; s. Lunnende.

Lunne (Fugl), s. Lunde.

lunnelaus, adj. 1) om et Landingssted, som mangler Glidestokke (Lunnar). 2) om en Gaard, som ikke har nogen særdeles Bekvemmelighed (Lunnende), som f. Ex. mangler Græsgange, Skov, Adgang til Vandet, el. deslige. B. Stift. Ved Trondhjem lunneslaus.

lunneleg, adj. bekvemmelig, fordeelagtig, heldig stillet; f. Ex. om en Gaard, som har let Adgang til Forsyning med de nødvendigste Ting. B. Stift. – lunnelege, adv. bekvemt, mageligt.

Lunneløysa, f. Mangel paa Bekvemmelighed; s. lunnelaus.

Lunnende, n. Bekvemmelighed, Lettelse, Fordeel; især om visse Fordele eller Herligheder ved en Gaard, f. Ex. Skov, Græsganga, Fiskevand, o.s.v. Nordre Berg. og fl. Ellers i anden Form: Lunne, m. Ork., Lunnar, pl. Hard. Voss; Lunner og Lundar, Tel. Lynne, n. Nhl. G.N. hlunnendi, lunninde. Han fekk heile Garden med Lut og Lunnende, dvs. med alle Tilliggelser, med
Rettighed og Herligheder. Nogle St. med Lut og Lunnar. (G.N. med hlutum ok hlunnendom).

Lunning, f. 1) Belægning med Lunner, s. Lunn. 2) Opstabling, s. Lynning.

lunnskjota, v.a. flytte med Haandspiger. I Tel. Hedder ogsaa lundskjote, s. Lunn.

lunsad (lunsa), adj. oplagt, stemt, kommen i rette Lune. Eg er ikkje so lunsa. B. Stift. Maaskee lundsa; jf. Lund og lynd.

Lunsstikka, f. Lundstikke, Hjulpind i en Vognaxel. Østl. (Andre St. Hjulspyta). Sv. lunsstikka. I tydske Dial. Lunse. (Weigand 2, 75).

Lunta, f. Lunte, Tændetraad.

lunutt, adj. vægelsindet, fuld af Luner eller Nykker. Nogle St. lonutt.

Lur (uu), n. lurende Stilling. Standa paa Lur. Nogle St. Lurr (u’). Jf. Lere.

Lur, m. 1, Luur, Blæse-Instrument af Træ, dannet som en Trompet med langt Rør. Nogle St. Lu (Sogn, Tel.), vistnok for Lud, el. Luder. G.N. lúdr. I Tel. ogsaa kaldet “Lange-lu” til Forskjel fra lignende mindre Redskaber (Tut, Stut). – En Lur betegner ogsaa noget som er sammenrullet i Form af et Rør, især om Bark eller Birkenæver. (B. Stift). Ligesaa i svenske Dial. (Rietz 416).

Lur, m. 2, Møllebænk, det Plankegulv som en Kværn ligger paa. G.N. lúdr. Sv. Dial. lur. Hertil Luraas, m. Bjælke under en Møllebænk.

Lur, m. 3, 1) en Blund, en kort Søvn. Sv. lur. – 2) en Koie eller Seng i et Fartøi. Nordl.

lur, adj. sløv, mat; s. lu.

Lura, f. Skarnklat, Kokase. Jæd. (Sv. Dial. lora). Jf. Lort.

lura, v.n. og a. (er, de), 1) lure, speide, ligge paa Luur; ogsaa: vente eller passe paa en Leilighed. Det var detta, som eg lurde etter. Imprf. ofte lurte). Sv. lura. – 2) liste, snige. Lura seg til. Lura seg av: liste sig bort. Lura til seg: tilsnige sig. – 3) overliste, besnære, narre. Meget brugl. Han er ikkje god til lura (let at narre). Det var det som lurde meg (bedrog mig). Sv. lura.

lura, v.n. (ar), blunde, sove lidt (s. Lur, 3). Ellers forekommer lura endnu i flere Betydninger, saaledes: a) kjærtegne, stryge over Ansigtet. Tel. (Vinje). b) rulle noget sammen (s. Lur, 1). Lura i Hop. Sdm. og fl. c) blæse i en Luur. (For ludra).

lurd (uu), part, narret, overlistet. Nogle St. lurt (luurt).

Luredrykk, m. Drik som er stærkere end man har ventet, el. som har en mild Smag men virker stærkt.

Lureferd (fer), f. listig Fremfærd.

luren, adj. listig, skalkagtig. Hedder ogsaa: lurande og lurall.

Luring, f. Luren; List, Svig.

Luring, m. en listig Person.

Lurk, m. Kjæp, Knippel, tyk Stav. Alm. G.N. lurkr.

lurka, v.a. (ar), banke med en Kjæp.

lurka, v.n. lure, liste sig frem; ogsaa: gaae seent. Buskr.

Lurma, s. Lumra.

lurra, v.n. lure, lytte efter noget. Sdm.

Lurslaatt, m. Spil eller Toner som man kan blæse i en Luur.

Lurva, f. Pjalt (= Filla); et pjaltet eller forslidt Klædningsstykke. Berg. Stift, Nordl. og flere. Ellers Lurv, m. og Lurva, f. om et uanseeligt Dyr eller Menneske. Hertil Ordsproget: Torva gifter Lurva, dvs. med et Stykke Jord kan ogsaa en Stymper blive gift. Jf. Larv, Larve.

lurvast, v.n. (ast), blive pjaltet, ogsaa: blive urede el. forviklet; om Haar osv.

lurvutt, adj. pjaltet, laset, forreven; ogsaa: filtet, forviklet.

Lus (uu), f. (Fl. Lyser), Luus. G.N. lús. Kan betegne flere forskjellige Arter af smaa Insekter: Øydelus, Raudlus, Bladlus, Fiskelus, Veggjelus. Fleertal udtalt Lys’er (Lys’e, Lys’ar, Lys).

lusa, v.a. (ar), rense for Utøi; ogsaa: banke, prygle. Hertil Lusing, f. Bank, Prygl.

lusalen, s. lusveld.

Lusegras, n. = Torbola; ogsaa Navn paa flere Slags Planter.

Lushatt, m. Stormhat, Aconitum. Østl. See ellers Tyrhjelm.

luska (u’), v.a. (ar), lure efter noget, passe paa en Leilighed; ogsaa: gaae sagte for at see sig om. (Sv. Dial. luska).

luska (u’), v.a. (ar), rense i Haaret (= lusa). Nogle St. lyska (løska).

luspen, adj. stridhaaret; s. lufsen.

lusutt, adj. 1) befængt med Luus. 2) gnieragtig, yderst smaalig.

lusveld (-vell), adj. vanskelig at holde reen; om noget som Utøi søger til eller trives vel paa. Buskr. og flere. I Berg. Stift lusalen.

Lut (uu), f. Lud, Afkog af Aske. Sv. lut Lutargryta, f. Lutgryde.

Lut (u’), m. (Fl. Luter), 1) Lod, Deel, Part som tilfalder En ved en Uddeling. Afvig. Lot (o’), Trondh. Lott, Nordl., Lyt (y’), tildeels i Tel. Vald. Sdm. G.N. hlutr; Sv. lott. Til Lutar: for en vis Deel. (“Te Lutars”, Hall.). – 2) Eiendeel, kostbar Eiendom. B. Stift. Jf. Eignalut. – 3) Afdeling, Stykke, Deel af Rum eller Tid. Øvste Luten: den øverste Deel. (Jf. Upplut). Fyrste Luten paa Dagen, o.s.v. – 4) Stykke, Stump af noget som er splittet. Tel. Hall. Han slo det i Luter (el. Lyter). Jf. Landst. 18, 192. – 5) Led el. Tomme i et Hestemaal (= Støl, Stolpe). Tel. – Ordet hører sammen med ljota.

lut (uu), adj. ludende, nedbøiet. Tel. Hall.
Andre Steder luten. G.N. lútr.

luta (uu), v.n. (er, te), lude, bøie sig forover, staae i en bøiet Stilling. Ogsaa v.a. luta seg ned: bøie sig ned. Ordet skulde egentlig have stærk Bøining, ligesom G.N. lúta (lýt, laut, lotit), som ogsaa betyder at hælde til noget. Jf. Laut, Lot, loten.

luta (uu), v.a. (ar), udlude, lægge i Lud.

luta (u’), v.a. (ar), 1) dele i Lodder, see Lut. Helst i Forbind. “luta ut”: udlodde, uddele. (Jf. G.N. hluta: kaste Lod). 2) tilkjende en Lod. Luta seg inn i: kræve en Deel i en vis Fangst, el. desl. B. Stift.

Lutbrev (u’), n. Dokument for en Lod i en vis Kapital; Actiebrev. Lidet brugt.

Lutbruk, n. Forpagtning, hvorved Brugeren afstaar en Deel af Gaardens Afgrøde til Eieren. Lutbrukar, m. En som leier Jord paa saadanne Vilkaar. (Lotbrukar, Trondh.).

Lute (u’), m. Afdeling, særskilt Rum. Østl. (Rom.) i Formen Lota, el. Laata.

luten (uu), adj. ludende, s. lut.

Lutfisk (uu), m. udludet Fisk.

luthavande (u’), adj. lodhavende, deelagtig.

Luting (uu), f. ludende Stilling. Ogsaa: Udludning (af luta, 2).

Lutkasting (n’), f. Lodkastning. (Oftest forvansket til Loddkasting).

Lutlag (u’), m. Forening, hvori enhver har sin bestemte Lod. Lidet brugl.

lutlaus (u’), adj. udeelagtig.

Lutmann (u’), m. Lodtager, Deeltager, for Ex. i en Fiskefangst.

lutom-til (u’), stykkeviis (s. Lut). Gbr.

lutra (u’), v.n. (ar), gaae langsomt, spadsere mageligt som for at see sig omkring. “Han gjekk der lengje aa luttra”. B. Stift. Isl. lötra.

Lutsetel (u’, e’), m. Lodseddel.

lutslaa (u’), v.n. slaae paa Ens Marker mod at faae en Deel af Høet. Mandal.

lutvinna (u’), v.n. arbeide for en Anden mod at faae en vis Deel af Avlingen el. Indkomsten. Sæt. Tel. Hedder ogsaa: lutdriva (løddriva), Mandal; lutbruka, Sæt. og fl.

Luv, n. noget vedhængende, f. Ex. om Snee paa Træer. Vald. Jf. Lav.

Luv, m. (?), Luv, Vindside (= Høgd). Nyere Ord; jf. Holl. loef: Skibsside; Eng. loof. Hertil: luva, ogsaa lufsa, v. luve (= beita).

luva, v.n. (er, de), bøie sig, lude, gaae nedbøiet. Hall. Synes ogsaa at betyde: hænge ved, el. dække (ligesom lava). Tel.

Luva, f. en Hue. Søndenfjelds, tildeels ganske traadt i Stedet for “Huva”. Nogle St. Lua, Lue. Sv. Dial. luva (Rietz 417); i danske Dial. Lue.

luveleg, adj. frodig, tætvoxende; om Skov; ogsaa: blid, yndig, behagelig. Tel. (Vinje). Nærmer sig til ljuvleg.

luven, adj. tykhaaret. (Sjelden). I Hard. luffen, især om Faar med rig Uldvæxt. Andre. St. lufsen (s. lufsa). Noget lignende er lubben: løvrig. Buskr.

luvlaaten, adj. ømfindtlig, kjælen, bange for haard Tiltale. Tel. (Maaskee ljuvlaaten).

luvøyrad, adj. som har nedhængende Øren. Hall. Jf. lavøyrd, lapøyrd.

Ly, s. Lyd.

ly, adj. mild, luun, lidt varm; om Luften, tildeels ogsaa om Vandet. Jæd. Ryf. Søndre Berg. Indh. Nordl. og fl. Isl. hlýr (hlý). Heraf lya, lykka, lyna. Jf. læ, fly, flø.

Lya, f. Mildhed i Luften. Lidet brugt.

lya, v.a. (ar), varme, formilde Luften; om Solen. Ork. og flere. Isl. hlýja; Ang. hleovan.

lyast, v.n. formildes (= lyna). Om et andet lyast, s. lydast.

Lyd (Ly), m. 1) Folk, Samling af Mennesker; Flok, Selskab. Hall. Tel. og flere. Slaattelyd, Skurdlyd, Dansarlyd, Lesarlyd, Unglyd. Afvig. Lyr, Tel. (Vinje). G.N. lýdr; Ang. leod, Ght. liut, T. Leute, Nt. Lüde. – 2) Familie, Huusfolk. Søndre Berg. og fl. “Han veks, Ly’en”: Familien bliver større. “Mæ all sin Ly”: med sin hele Familie. “Han va alltid snild’e baade i Lag aa Lyd”: han var tækkelig i al sin Omgjængelse, el. vel egentlig: baade ude og hjemme, i Selskab saavelsom i Familien. Sdm. I denne Betydning ogs. Huslyd. (Landslyd for “Nation” er brugt i nyere Skrifter). Jf. Lydska.

lyd, adj. 1) klartlydende, let at høre, hørlig paa lang Afstand; f. Ex. om en Klokke. Jæd. Rbg. Hall. og fl. (ly). Afvig. lyden (lyen, m. lyo, f.), Shl. – 2) tilgjængelig for Lyd; f. Ex. om Huus eller Værelse, hvori man let kan høre Larm eller Stemmer udenfra. Alm. (især i Neutrum). Her er so lydt. Saaledes ogsaa: stille, lydløst. D’er so lydt, at ein høyrer kvar ein Ande. D’er lydt Føre, f. Ex. paa en Sneevei, hvor Gang og Kjørsel ikke lettelig høres. Østerd. Jf. G.N. hljódr: stille. S. lydt.

lyda, v.n. og a. (er, de), 1) lytte, søge at høre noget. (Mest alm. lya, lye; i Nfj. og Sdm. lyde). G.N. hlýda; Sv. Dial. lyda, ly (Rietz 400). Ogsaa: lure, lytte ubemærket. Egentl. opfange Lyd. (Af Ljod). – 2) v.a. høre, være Tilhører ved. Mest i Forbind. lyda Messa, el. Preika. (Ogsaa G.N.). – 3) lyde, adlyde, rette sig efter En. Med Dativ, f. Ex. han laut lyda Foreldrom. Dei lydde korkje Fader elder Moder. (Far’a el. Mor’enne). Baaten vilde ikkje lyda Styret (Styra), dvs. lystre Roret. – 4) gaae an, lykkes, gaae uhindret eller upaaanket. Nordre Berg. Han held fram alt medan lyda vil (“alt mæ lyde vil”): han holder ved
saa længe som det gaar an, saa længe som han faar Leilighed. G.N. hlýda. S. lydesam. – 5) lyde, have en vis Ordlyd, et vist Indhold; om Tale eller Skrift. So lyder Brevet. Kor lydde Svaret? Falder nærmere sammen med ljoda (G.N. hljóda). Jf. lua. – Med Partikler: Lyda aat: lytte nøie til. Lyda etter: høre efter; ogsaa agte, ændse, rette sig efter. Lyda inn: stige ind for at tale med Folk, gjøre et lidet Besøg. Lyda paa: høre paa. Lyda til: besøge (omtrent som: see til); s. lydast.

lydande, adj. 1) værd at lytte (til). D’er ikkje lydande etter det: det er ikke værd at høre efter. 2) lydende. Det var so lydande: det lød saa.

lydast, v.n. (est, dest), 1) tykkes at høre. Eg lyddest so, at han ropade paa meg: det forekom mig, at han kaldte paa mig. Nordre Berg. Gbr. og fl. (Forholder sig til “høyra” ligesom synast til sjaa). Jf. mislydast. – 2) forhøre sig hos En, besøge eller see ind til noget. Du er snild som lydest um oss. Han heve ikkje lydst um oss paa lenge. B. Stift, Ryf. Andre St. lydast til, el. lydast inn til. Søndenfjelds derimod: lyda inn til (lye inn te), f. Ex. “Du maa ly’ inn til oss, naar du fer heimatter.

lydbær, adj. klartlydende, som høres i lang Afstand (= lyd). Sdm.

lydd, part. lydt, adlydt, efterfulgt; s. lyda.

lyden, adj. s. lyd og lydug.

lydesam, adj. som gaar an, el. som kan lykkes. Det vardt ikkje lydesamt: det kunde ikke godt gaae an, Folk vilde ikke taale det. Sdm. (s. lyda, 4). G.N. hlýdisamr.

Lyding, f. 1) Lytten, Efterhørsel. 2) Adlydelse, Lydighed. 3) Ordlyd, Indhold.

Lydnad, m. Paahørelse. Koma til Lydnads (Lynnas): komme tilfældigviis til at høre paa en Samtale, el. deslige. Nordre Berg.

Lydning, f. Forespørgsel, Besøg for at forhøre sig. Østl. (Lynning).

Lydska, f. Skik, Orden, Folkeskik. “Dæ vardt ikkje noka Lyske paa di”: der blev ikke rigtig Skik paa det, el. det blev ikke saa, som ordentlige Folk pleie at have det. Sdm. tildeels meget brugl. G.N. lýzka: Skik, Egenhed. (Jf. Maallydska). Egentlig: Skik for et Selskab, et Folk, en Nation (s. Lyd), og saaledes et meget nyttigt Ord.

lydskelaus, adj. uordentlig, afvigende fra god Folkeskik. “D’er reint lyskelaust”. Sdm.

Lydskeløysa, f. Uorden, Mangel paa Folkeskik.

lydt, adv. 1) lydeligt, klart, tydeligt. Eg høyrde det so lydt. S. lyd. – 2) stille, sagte, uden Larm. Ganga lydt. Østerd.

Lydtrumba, f. en vis Lyd i Luften, som ligner Trommeslag i lang Afstand. (Fordum anseet som Varsel for Krig). “Lydetrumaa”, Sdm. Paa Østl. kaldet Dustetrumma, eller Dystetromma.

lydug, adj. lydig, villig til at lyde. Nogle St. lydig; afvig. lyug, lyau. Ogsaa i en anden Form: lyden (lyen), Søndre Berg. G.N. hlýdinn.

Lye, m. et Skjuul, et luunt eller roligt Sted. Tel. (Lidt usikkert).

lyen, s. lydug. lyes, s. lydast.

Lyft (Lugt), s. Luft.

lyfta, v.a. (er,e), løfte, hæve, opløfte. Nogle St. lypta. G.N. lypta, lyfta. Af Loft (= Luft). Particip lyft: løftet.

lyftande, adj. som man kan løfte.

Lyfte, n. en Vægt eller Tyngde, som man kan løfte med Hænderne. Ein Manns Lyfte: den Tyngde som en Mand sædvanlig formaar at løfte. I Gbr. Lyftan, n.

Lyftestein, m. en tung Steen, som tjener til Styrkeprøve, idet flere Karle kappes om at løfte den.

Lyfting, f. Løftning, Opløftelse.

Lyfting, m. et Dæk over Bagrummet i en Baad. B. Stift. Lyftingsbaat, m. Baad med et saadant Dæk.