Ivar Aasen Norsk Ordbog

ljoda, v.n. (ar), lyde, tone; frembringe Lyd (især stærk Lyd). Sædvanlig afvigende: ljoa, joe; ljøda (ø’), ljøe, jøe (ligesom Ljod). G.N. hljóda; Sv. ljuda. Jf. lyda.

Ljodhol (oo, o’), n. Lydhul, Aabning for Lyden paa et Instrument.

Ljoding, f. Klang, Toner, Musik; ogsaa Larm, Skraal.

Ljodlag, n. en Art af Lyd. “Eit undale’ Ljoalag”: en besynderlig Lyd. Nhl.

ljodlaus, adj. lydløs. Lidet brugl.

Ljodskifte, n. Lydskifte, Tonevexling i Musik. Jf. skifta.

ljofata, v.a. (ar), forsyne en Hest med Kløvtæppe (Ljofot). Tel. Afvig. ljaafata, Vinje; ljøføta, Hall.

Ljofot (oo, o’), f. Sadelpude, et Lag af Tæpper at lægge paa Hesten under en Kløv eller Paksadel. Hard. Shl. Tel. Ogsaa udtalt: Ljøføt, Hall., Ljaaføt, Vald., Jaafot (o’), Gbr., afvig. Lifot (o’) Voss; Lefot, Shl. og simpelt hen Ljo, Hard. Indh. (Snaasen). Ellers kaldet Aafot (Sæt.) og Klyvfot (Ryf.). Ordet Fot (o’) betyder Beklædning (s. Fot og fata), men “Ljo” er derimod dunkelt. Formodentlig hænger det sammen med “Le” i Lereide og Leskinn (s. d.); og man kunde altsaa ville henføre det til Ordet Le: Læ (Ang. hleo, hleov: Beskyttelse), men isaafald vil det ikke træffe sammen med Isl. léna, som ogsaa betyder Sadelpude.

Ljogras, n. Vikker, Fugleærter. Oftere: Fugleljogras. Tel. (Vinje, Laardal). I
Hall. Jo-erter, Joe. (Den oprindelige Form uvis).

Ljohøy, n. nyslaaet Hø (= Raahøy). Nhl. s. Ljo.

Ljom (oo), m. stærk Lyd eller Klang; især om en dump eller rungende Lyd i noget Frastand; saaledes ogsaa: Gjenlyd, Echo. Shl. Hard. og flere. Afvig. Ljøm (ø’), Sogn, Vald. Hall., Ljum, Hall., Jom, Gbr. og fl. G.N. hljómr.

ljoma, v.n. (ar), lyde stærkt, klinge; ogsaa: gjenlyde, dundre, buldre. Shl. Hard. og fl. Ellers: ljøma, Sogn; jome, Gbr. Isl. hljóma. Sv. Dial. ljumma. Noget lignende er ljona: huje, skraale. Shl.

Ljome (?), m. en stærk Lysning, Flamme, Lue. Smaal. i Formen “Lømme”, vistnok for Ljome, ligesom Rømme for Rjome. G.N. ljómi; Ang. leoma (Eng. leam).

Ljoming, f. vedvarende Lyd el. Bulder.

Ljon (oo), n. 1, Lyn, Lynild. Shl. Afvig. Ljun, Nordl., Lun, Indh. Ellers Ljuneld, Nordl., Juneld, Jæd., Lyneld, Hall. Num., Lygneld, Tel. I svenske Dial. ljuna (Rietz 410); G. Sv. liungelder, lygnelder. Jf. Ljome og Goth. lauhmuni (Lyn). Andre Navne ere: Elding, Byrting, Lysing, Lukting, Vederljos, Vederleik.

Ljon, n. 2, en Afmagt, et pludseligt Anfald af Mathed og Beklemmelse. Nhl. “Eit “Hoveljon”: et Anfald af Svimmel. Hertil ljona, v.n. (ar), blive svimmel eller afmægtig.

ljona, v.n. (ar), 1, lyne, glimte af Lynild. Shl. I Nordl. ljuna; i Tel. lygne. S. Ljon, 1.

ljona, v.n. 2, svimle, s. Ljon, 2.

ljona, v.n. 3, huje; s. ljoma.

Ljonblink, m. Lynglimt.

Ljoneld, m. Lynild; s. Ljon, 1.

Ljor (oo), n. 1) Hul eller Aabning i Skyerne; en liden Opklaring i Luften. Hard. (?). Paa Sdm. Ljør (ø’), lidet brugl. – 2) Hul eller Rift i et Træ. Østerd. i Formen “Jør”. Paa Sdm. Ljør om et Slags Saar paa Ryggen paa en Hest.

ljora, v.n. (ar), klare op, lysne i Skyerne eller især i Taage, naar den adspreder sig, saa at der bliver en klar Plet. Hard. Afvig. ljøra, Sogn, Sdm.

ljoraka, v.n. samle og udjævne det nyslaaede Hø til Tørring. Nhl. (S. Ljo).

Ljore, m. Aabning i et Tag, Lufthul i Midten af Taget paa et Ildhuus eller en Stue. Søndre Berg. Sæt. og fl. Afvig. Ljøre (ø’), Nordre Berg. Trondh. Nordl., Ljaare, Shl. Jaare, Siredal, Rbg.; vel ogsaa Jore og Jøre. (I Gbr. skal “Jore” ogs. betegne et lidet Ildhuus). G.N. ljóri (Taghul); G. Sv. liuri (Rietz 407). Hører vistnok sammen med ljora til samme Slægt som Ljos, og ikke til Eng. louver, skjønt ogsaa dette betyder “Ljore”.

Ljorebud, f. Bod med en Aabning i Taget. Nordl. (Ljørebu).

Ljoregaupa, f. den øverste Kant af Ljoren. Helg. Ogsaa: en Luge (= Skjol) at lægge over Ljoren i en Fiskerbod. Lof. (Ljøregaup).

Ljoregrind, f. Karm eller Ramme omkring Lufthullet i et Tag.

Ljorestokk, m. Karm omkring Ljoren udentil eller ovenpaa Taget.

Ljorestova (o’), f. Stue med Lufthul eller Røgfang i Midten af Taget.

Ljorhol (oo, o’), n. Glugge eller Lyshul i et Tag. “Jørhol”, Østerd.

ljorutt, adj. 1) om Luften: klar paa enkelte Punkter imellem Skyerne. Sjelden. I Nordl. ljøren. – 2) om Træer: hullet, skrammet; som af Hug. Østerd. i Formen “jøret”.

Ljos (oo), n. 1) Lys, Klarhed, oplyst Tilstand. Dagsljos, Solljos, Maaneljos, Eldsljos, Koleljos og fl. Med sædvanlig Lydvexel: Ljos, Søndre Berg. Rbg. og fl., Jos, Tel. Gbr. og fl., Ljøs (ø’), Nordre Berg. Trondh. Nordl. Hall. Vald., Løs, Fosen, Jøs, Østerd. og fl. G.N. ljós. (Afvig. fra Ang. leoht, Ght. lioht, Goth. liuhaþ). – 2) Lys til at lyse med, Kjerte, Talglys osv. (= Kjerteljos). Hertil Ljosform, Ljosstøypar, Ljostalg, Ljosrak og fl. – 3) Ild. Meget brugl. nordenfjelds; f. Ex. “slaa Ljøs”: slaae Ild; “raka Ljøse’”: tildække Gløderne paa Ildstedet; “gaa ette Ljøs”: hente Ild. (Sdm. Helg. og fl.). Ligesaa “laust Ljøs”: Ildløs, Ildsvaade. Jf. Verme. – 4) Lysning, lysende Punkt. Der var Ljos i Glaset. Eg saag eit Ljos fram paa Vegen. Jf. Naaljos, Vetteljos, Vederljos. – 5) Opklaring, Opdagelse, aabenbar Kundskab. Det kom i Ljoset: det blev bekjendt, som for Dagen. Jf. ljosgirug, ljosgjæv. Hertil vel ogsaa Ljosbarn, Ljosmoder, Ljosrid. Jf. lysa.

ljos (oo), adj. 1) lys, klar, oplyst. Brugt i Formerne: ljos’e, jos, ljøs (ø’), jøs; sjelden: lys (lys’e, Sfj.). G.N. ljóss; Sv. ljus. Ljose Dagen: ved Lys Dag. Natt og ljose Dag: seent og tidlig. – 2) lysfarvet, som falder lidt i det hvide. (Modsat myrk). – 3) ufordunklet, reen, klar; om en Sag. (Sjelden). Det segjer kvar sitt det ljosaste: Enhver fremstiller sin Sag saa reen og fordeelagtig som muligt. Nordre Berg. (Dæ seie kvar sitt dæ ljøsaste).

Ljosbarn, n. et nyfødt Barn. Shl. Hard. Tel. Vald. Ndm. (Udtalt Ljosbadn, Josbaan, Ljøsbaan, Jøsban). Jf. Straabarn. Nærmest betegner Ordet et Barn i Forholdet til den Jordemoder, som har gjort Tjeneste ved dets Fødsel, idet hun selv kaldes Ljosmoder, og Barnet kaldes hendes Ljosbarn, Ljosson eller Ljosdotter. (Hard. Tel.). “Faa seg Ljosbarn”, siges i Spøg ogsaa om at hjembringe et Lam eller Kid,
som er født ude paa Markerne. (Shl.).

ljosberr, adj. let at see, staaende i et gunstigt Lys. Mest i Neutrum om et aabend og frit beliggende Sted. Her er so ljosbert. “ljøsbært”, Nordre Berg.

ljosblaa, adj. lyseblaa.

Ljosbotn, m. Grund som er let at see; grund og sandig Søbund. Nordl.

Ljosbrand, m. en brændende Brand (modsat Kolbrand); ogsaa: Tande i et Lys (= Ljosskar).

Ljosbrenning, f. Lysbrænden; Forbrug af Lys.

ljosbrun, adj. lysebrun.

ljosbrynt, adj. lyshaaret paa Øienbrynene. Tel. og fl.

Ljosdotter, f. s. Ljosbarn.

ljosdæmd, adj. lysladen, lys af Hudfarve. Søndre Berg.

ljosflekkutt, adj. plettet med lysere Farve.

ljosgirug (i’), adj. ærekjær, som gjerne vil have Ros eller Anseelse; især om En, som er meget gavmild og søger at gjøre sig bemærket derved. Sdm. (ljøsgjirig’e).

ljosgjæv, adj. aabenhjertig, som udtaler sig frit og ligefrem, Hall. (ljøsgjæv).

ljosgraa, adj. lysegraa, hvidgraa.

ljosgrøn, adj. lysegrøn.

ljosgul, adj. lysegul.

ljoshærd (-hært), adj. lyshaaret.

ljoska (oo), v.n. (ar), lysne, klares; især i Skyerne (s. Ljoske). Mest nordenfjelds i Formen ljøska. Nogle Steder ogsaa: glimte, give et Lysglimt.

Ljoske, m. 1) Lysning, lys Plet, især i Skyerne. “Ljøskje”, Nordre Berg. “Joskje”, Gbr. – 2) Lysglimt, Blink. Østerd. i Formen Jøske. Især om Nordlyset, som ogsaa kaldes “Værjøske” (Vederljoske).

ljosklædd, adj. klædt i lyse Klæder.

Ljoskruna, f. Lysekrone.

ljoslaus, adj. blottet for Belysning, eller for Lys til at brænde.

ljosleg, adj. noget lys el. lysfarvet.

Ljosleike, m. lys Farve, en vis Grad af Lyshed i Farven. G.N. ljósleikr (Fagersk.2).

ljosleitt, adj. 1) lysladen, blond. 2) lyst udseende, blid, venlig; om Luften. Han er ikkje ljosleitt vest i: det seer ikke lyst ud i Vest. (ljøslett’e, Sdm. og fl.).

ljoslitad (i’), adj. lys af Farve.

Ljosløysa, f. Mangel paa Belysning; Lysmangel; s. ljoslaus.

Ljosmakk, m. Sanct-Hans Orm, Lamypris noctiluca (?). Tel. Ljøsmakk, Hall.

Ljosminne (?), s. Njøsminne.

Ljosmoder, f. Jordemoder, især i Forholdet til et Barn, ved hvis Fødsel hun har gjort Tjeneste (s. Ljosbarn). Efter Udtalen: Ljosmor, Hard. Tel., Ljøsmor, Sogn, Vald. Jøsmor, Indh. (Snaasen). Isl. ljósmódir, ogs. ljósa. Sv. Dial. ljusmor. Jf. Straamoder og Nærkona.

Ljosmole (o’), m. s. Ljosstubbe.

ljosna (oo), v.n. (ar), 1) lysne, blive lys; om Luften. Jf. lysa. 2) faae en lysere Farve. (Afvig. josna, ljøsna, jøsne).

Ljosning, f. Lysning. Jf. Lysing.

Ljosrak, n. Væge i Lys.

ljosraud, adj. lyserød. (ljøsrau osv.).

Ljosrid, f. det sidste Anfald af Fødselssmerterne; den egentlige Fødselsstund. B. Stift. (Ljosri, Shl., Ljøsrid, Nfj. Sdm.). Ellers kaldet Føderid og Fødeflaga. Jf. Ljosbarn, Ljosmoder.

ljosrædd, adj. lyssky, bange for Lys.

Ljossida, f. Lysside, oplyst Side.

Ljosskar, n. Lysetande. S. Skar.

Ljossoks, f. s. Ljostong.

Ljosson (-saan), m. s. Ljosbarn. Ogsaa med Betydning: Gudsøn (?). Tel. (Mo).

Ljosstake, m. Lysestage.

Ljosstubbe, m. Stump af et Lys.

Ljosstøypar, m. Lysestøber.

Ljoster (Ljostr, oo), f. Lyster, Stang med spidse Hager i Enden, til at stikke Fisk med. Næsten alm. i Formerne: Ljost’er, Joster, Ljøst’er, Ljøst (Hall.), Jøster (Østl.). G.N. ljóstr, m. (?). Sv. ljuster, n. Eng. Dial. leister. Jf. ljostra.

Ljostong (-taang), f. Lysesax.

ljostra, v.a. (ar), stikke eller fange Fisk med en Lyster (Ljoster). Nogle St. jostra, ljøstra. Hører sammen med Ljoster til G.N. ljósta: støde, slaae. (Jf. losta). – Paa Østl. forekommer et lignende Ord “jøstre” el. “lystre”, om at fiske med Lys eller Blus om Aftenen. (Sv. ljustra). Det sidste maa være dannet af et Subst. Ljoster, m., med Betydning af Lys el. Lysning.

Ljostring, f. Fiskerie med Lyster.

Ljosvatn, n. Dødevand. Tel. (Mo). Usikkert og lidet brugl.

ljosvoren (o’) adj. noget lys.

ljot (oo), adj. styg, hæslig; grim af Udseende; ogsaa utækkelig, om Skik eller Opførsel. Næsten alm.; saaledes: ljot’e, Søndre Berg. Rbg. og fl., ljøt’e, Sogn, Sdm. Hall. og fl., jot’e, Tel., jøt, Smaal. Rom. – G.N. ljótr; Sv. Dial. ljut, ljot. (Jg. Goth. liuts: falsk). Heraf Lyte og lyta.

ljota, v.n. (lyt, laut, lotet, o’), maatte, nødes til. Inf. ljota (ljøte) bruges kun lidet, men desmere brugl. er Indik. Præsens: lyt (lyt’e, for lyter), Fl. ljota (ljøte), og Imperf. laut, Fl. luto (lute, lote); dog bliver Fleertalsformen mest alm. ombyttet med Eental. I Stedet for lotet (lote, o’) bruges nogle St. lota (o’), for Ex. “han ha’ lota gjort dæ”, Gbr. Sdm. Ljota er Stamord til Lut (Lod) og betyder egentlig: at faae noget til Lod eller Deel; saaledes G.N. hljóta (hlýt, hlaut, hlotit), og ligesaa G. Sv. ljuta (Rietz 400); jf. Ang. hleotan: kaste Lod. – Den nuværende
Betydning er: 1) faae at gjøre, komme til, blive nødt til. Sædvanlig med et Verbum i Infinitiv. Eg lyt hjelpa honom. Han laut fylgja, anten han vilde elder ei. D’er eitt ein vil, og annat ein lyt (dvs. hvad man vil er eet, hvad man maa er et andet). Ofte ogsaa med Begrebet: have Magt til, have Lov til (ligesom “faa”). Han lyt no fara med det, som han vil. Du lyt no gjera, som du synest. (Egentlig: jeg faar overlade det til dig at gjøre som du vil). – 2) upersonligt: faae at være eller blive. Det lyt so vera: det faar nu saa at være; man kan ikke undgaae det. Det laut no eingong verda: engang maatte det skee. – 3) drives til et vist Maal, i en vis Retning. Med Partikel og uden Verbum. Han laut til: han maatte føie sig, bekvemme sig dertil. Det laut fram: det maatte frem (trods al Hindring). Det laut i sunder: det maatte briste. – Ljota kan ofte ombyttes med “maa”, dog kun hvor “maa” har Begrebet af en Nødvendighed. (Nogle Forfattere have ofte gjort Feil ved at sætte “lyt” i Stedet for “maa”. S. maa).

Ljoting, m. en utækkelig Person; s. ljot.

ljotleg, adj. hæslig, utækkelig.

Ljotleike, m. Hæslighed.

ljotna, v.n. (ar), blive hæslig.

ljotvoren (o’), adj. noget grim el. hæslig.

Ljoverja, f. et Skind, som lægges over et Kløvtæppe, eller nærmest under Sadelen. Hard.

ljuga, n.n. (lyg, laug, loget, o’), at lyve. Inf. hedder nogle St. juga, juge (Tel. og fl.), og paa flere St. lyga, lyge (især nordenfjelds). Imperf. Fl. lugo (u’) er lidet brugl. Supinum sædvanl. logje (o’), loje. G.N. ljúga (lýg, laug, logit); Ang. leogan, Goth. liugan; Sv. ljuga (løg). I Stedet for “du laug” hedder det tildeels “du laugst”, eller oftere “det laugst du”, hvorom s. ljugast. – Betydning: 1) lyve, sige noget som ikke er sandt; ogsaa: love noget uden at holde det. Ofte i Forbindelsen: lova og ljuga. Han laug meg full: snakkede mig Ørene fulde af Løgn. Laug han, so lyg eg. (Om noget som man kun fortæller efter en Andens Udsagn). – 2) slaae feil, svige, ikke holde Stik. Det er eit Merke, som inkje lyg. Det lyg i Veggen: Væggen er ikke tæt, der staar Træk igjennem den. Ligesaa om en Dør: “ho lyg”, naar den ikke holder tæt for Lufttræk. Nordre Berg. – 3) v.a. opnaae noget ved Løgn: Han laug det ut: han fik det ud ved Løgn, eller ved falske Løfter. Ljuga seg fram: hjælpe sig frem ved falske Ord eller Løfter. Ljuga i Hop: opdigte en Historie. Jf. logen, lygen, Lygn.

Ljugar, m. en Lyver, Løgner. (Nogle St. Jugar og Lygar). Ljugartaatt, m. Tilbøielighed til at lyve.

ljugast, v.n. (lygst, laugst, logest), slaae feil, svige, være falsk (= ljuga, 2). Nhl. og fl. Det lygst ikkje: det vil nok holde Stik. – Det før nævnte Udtryk “det laugst du”, der nærmest seer ud som en Personalform, kan maaskee hellere henføres hertil og opfattes som et upersonligt “det laugst, du”, eller som en Talevending for “det laugst deg”, dvs. det slog dig feil. Dette “laugst” ansees ellers som grovere eller mere fornærmeligt end “laug”. Jf. laugsta.

Ljuging, f. løgnagtig Snak.

Ljun, s. Ljon. ljuna, s. ljona.

ljuvleg, adj. behagelig, yndig, blid; f. Ex. om et Landskab. Brugt i Formen juvleg, Østerd. (Trysil). I lignende Betydning: luveleg, Tel. (dog uvist om samme Ord). Sv. ljuflig, og ljuf; G.N. ljúfr. Jf. luvlaaten.

ljøa, s. ljoda. – Ljøfot, s. Ljofot.

Ljøm, s. Ljom. ljøp, s. laupa.

ljøra, s. ljora. Ljøs, s. Ljos.

Ljøsminne (Kjøbskaal), s. Njøsminne.

Ljøster, s. Ljoster og Lyster.

ljøt, s. ljot.

Lo, n. (el.f.?), Gjødsel, Møg. Helg., ogsaa Ndm. i Forbindelsen “Lo og Land”, dvs. Møg og Urin. Hertil et Verbum: loa (ar), dvs. gjødsle, gjøde med Møg. Helg. Ogsaa v.n. stalde, om Heste. Ndm. Ork. – loboren, adj. gjødslet, om Ager. Helg. (Jf. Losig, Loteig). Ordets Slægtskab er dunkelt.

Lo, f. 1, Brokfugl (Charadrius). Sædvanlig sammensat: Heidlo, Fjello, Aakerlo. (I ældre Skrifter ogsaa: Haustlo, Myrlo, Sandlo). G.N. ló.

Lo, f.2, Græsplan, Engslette (?). I Tel. (Skafsaa) med Fleertal Loer, om enkelte lavtliggende Engstykker ved Vandbredden; maaskee nærmest som Stedsnavn. (Jf. Laa, og det tydske Loh, f. en sumpig Eng). Ellers med uvis Betydning i en Mængde af Gaardsnavne, som Langelo, Bjorlo, Lyselo, Marlo, Hafslo, Stavlo. I Gbr. som Landskabsnavn “Lom”, i Stedet for “paa Lo-om” (Dativ Fl.). Jf. Lon, m.

Lo, f. 3, 1) Lu paa Klæder, Laaddenhed, tætliggende Haarspidser. Sv. lo (og lugg). – 2) Skav, Fnas, Uldflokker som falde af ved Vævning og Valkning. Søndre Berg. og fl. Isl. ló. Andre St. Tov, Tovt.

Lo, Grøde o.s.v., see Lod.

loa, v.n. (ar), speide efter Vinden, holde Haar eller Duun i Luften for at see Vindens Retning. Hard. Maaskee til Lo, f. 3.

loa, v.a. 1, gjødsle, m.m., s. Lo, n.

loa, v.a. 2), (r, dde), rumme, optage, have Rum til, om Huse. Rbg. (lor, lodde); i Aaserall: løa (lør, lødde). I Tel. laa (laar), og tildeels: loa (o’), lo’er, lodde (o’). Huset lor ikkje meir. Der var so mange, som Kyrkja lodde. – Formen loa (o’) forudsætter en ældre Form loda (o’); forøvrigt
er Sammenhængen dunkel. Jf. loda og løda.

loa, v.a. 3, (ar), ødelægge. “Dei ha loa ut Gar’en”: fordærvet Gaarden ved Vanrøgt. Hall. (Jf. avloa). S. ogsaa loda.

loboren, gjødslet; s. Lo, n.

Lod (oo), n. Kugle (?), s. Lodd.

Lod (oo), f. 1, Afgrøde, Aarsvæxt. G.N. lód. Brugt i to forskjellige Bemærkelser: 1) Korn i utærsket Tilstand; Korn og Halm tilsammen. Østl. (udtalt Lo), ogsaa ved Trondhjem. I svenske Dial. lod, lo (Rietz 408). – 2) Foder til Kreaturene; Hø og Halm tilsammen. Berg. Stift, Nordl. (I Nfj. og Sdm. Lod; ellers Lo). Jf. Avløde.

Lod (oo), f. 2, Rør, Hul; især om Løbet i et Gevær. Søndre Berg. Rbg. Hall. og fl. (Lo). Maaskee et gammelt hlod (?); jf. lada, v. – Ellers findes ogsaa Lod (Lo) i Betydning af Kugle (Torelod, Dverglod), men dette henhører vistnok til Lodd, som egentl. er Lod (oo), n.

Lod (o’), f. Nagletog, Bolt med Huller, hvori Jernnagler formes. (Spikarlod). Ogsaa en Form, hvori man trækker Jerntraad. (Draglod). Mest alm. Lo’, ogsaa Laa og Lø (ø’); i Ork. Lø (med langt ø). G.N. löd.

Lod (o’), pl. see Lad. Loda (o’), s. Løda.

loda (oo), v.n. (ar), høste, indbjerge Korn eller Foder. Østl. ogsaa Sfj. og fl. (i Formen loa, loe). Ofte sammensat: hava avlodat (avloa), el. innlodat. Jf. Avloding.

loda (o’), v.n. (er, de), hænge ved, klæbe, fæste sig. Shl. (lo’a, og lø’), Nordl. (lø). G.N. loda; Sv. låda, vidlåda. “Dæ vil ikkje lø paa”: det vil ikke fæste sig; ogsaa figurligt om noget, som man ikke ret vil troe eller fæste Lid til. Shl.

lodarlaus, s. lodlaus.

lodberga, v.n. (ar), indbjerge Aarets Afgrøde eller Korn. Ryf. (loberga). Noget lignende er lobera, paa Østl. “Skjera aa lobera”, Hadeland.

Lodd, n. 1) et Lod, Blylod. 2) Lod som Vægt (1/16 Mark). Ordets Form er forvansket, da det nemlig skulde hedde Lod (oo), som efter de beslægtede Sprog betyder: Bly, Blystykke, Kugle, Sænkelod og Vægt. Sv. lod (oo); Holl. og Nt. lood, T. Loth; jf. Eng. lead (Bly). I ældre Skrifter findes ogsaa Lod i Betydning af Kugle (f. Ex. Norske Magsin 1, 260. 261). Jf. Dverglod, Torelod.

lodda, v.a. (ar), 1, lodde, forbinde ved smeltet Metal (= brasa). I Nordl. løa (lø), og vel rigtigst løda. Sv. löda. Nt. löden, T. löthen.

lodda, v.a. (ar), 2, oplodde, maale med Lod. Skulde hellere hedde loda, s. Lodd.

Lodda, f. Lodde, en Fisk som fanges til Madding, Osmerus arcticus. Nordl. Maaskee egentl. Loda (o’), af en vis Laaddenhed paa Siderne. Isl. lodna.

Loddar, m. en Lodvægt, en liden Bismer. (Egentl. Lodar, s. Lodd).

loddbein, adj. lodret, perpendiculær.

Lodde, m. Haarsok. Rbg. Tel. Mest i Fleertal (Loddar) ligesom Leister, Labbar, Luggar og Raggar.

Lodding, f. Sammenlodning, s. lodda, 1.

Lode (o’), m. Laad, Laaddenhed, Haar, for Ex. paa Skindklæder. Trondh. (Selbu, Tydal) i Formen “Laadaa”. Vel ogsaa om Græsvæxt; s. Nylode. Jf. G.N. lodi: Pels.

loden (o’), adj. laadden, haaret, bevoxet med Haar; ogsaa: tæthaaret, tæt bedækket. Nogle St. laaen og løen; i Ork. lauen. G.N. lodinn; Sv. luden. Formodentlig Particip af et gammelt Verbum: ljoda (laud), at voxe; Ang. leodan, Goth. liudan. (Grimm, Gr. 2, 21).

Loding, f. Indhøstning; s. loda.

lodlaus (oo), adj. foderløs, blottet for Foder til Kreaturene. I Nfj. og Sdm. lodalaus (egentl. lodarlaus).

Lodløysa, f. Fodermangel. Ogsaa Lodarløysa (Lodaløyse, Nfj. Sdm.).

lodmyken (y), adj. græsrig, frodig, frugtbar. Tel. (lomykjen).

lodna (o’), v.n. (ar), blive laadden, bevoxe med Haar o.s.v. Hedder ogsaa lodnast.

Lodna (o’), f. Laaddenhed (= Lode). Sjelden. Nærmere til Adjektivet høre: Lodneblom, m. et Slags Bregne. Nhl. Lodnefetar, pl. Sko af laaddent Skind. Hard. Lodnehjupa, f. laadden Hyben, Frugten af Rosa villosa. (I Gbr. Loenupe).

Lodning (o’), f. begyndende Haarvæxt, el. Græsvæxt. Af lodna.

lodrik (oo), adj. frodig, frugtbar.

lodsetja, v.a. sætte fast i Løbet i et Gevær. (Lod, 2). Hall. “loseta”.

lodstor, adj. storløbet, om Gevær. Rbg.

Lodturk, m. Tørring for Kornet.

Loft, n. 1) Loft, Rum med eget Gulv under Taget i et Huus. Nogle St. Lopt. G.N. lopt. Jf. Hjell, Trev, Lem. – 2) Sal, Overværelse, anden Etage. Trondh. og fl. Jf. Høgeloftet (i Kjæmpeviserne). – 3) opløftet eller ophøiet Stilling. Kun i Forbindelsen: liggja aa Lofte (Dativ), dvs. ligge opløftet fra Grunden, f. Ex. om Stene eller Stokke, som ligge ujævnt, saa at der er et Hul eller Luftrum under dem. Nordre Berg. (G.N. lopt: Luft). Hertil Lofturd. Jf. Luft og lyfta.

Loftluka, f. Luge i et Loft.

Loftsdrumb, s. Drumb.

Loftstett, f. Trappe til et Loft. Sæt. (Lofsstett). Andre Steder Loftstropp (Lofstropp), f.

Loftstova (o’), f. Stue med Loft. (Modsat Rotstova, el. Ljorestova).

Lofturd (-ur), f. hullet Steengrund, Banke
af store Stene, som ligge ujævnt, saa at der er dybe Huller under dem. (S. Loft). Nordre Berg. I Gbr. Lykt-ur(d). Andre St. Glop-urd.