Ivar Aasen Norsk Ordbog

Moderbarn, n. Menneske, Person. “Moban”, Trondh.

Moderbroder, m. Moders Broder. Alm. Morbror (Mo’bror). Saaledes ogsaa Morbrorkona (Mobro’kaana), f. Morbroders Kone.

Moderfang, n. Moderskjød.

Moderfolk, n. Mødreneslægt. “Morsfolk”, flere St., “Modefolk”, Sdm.

Moderhjarta, n. Moderhjerte.

Moderhug, m. moderligt Sind.

moderkjenna, v.a. kalde Moder, erkjende som Moder. Lidet brugl.

moderlaus, adj. moderløs. Moderløysa, f. moderløs Tilstand.

moderleg, adj. moderlig.

Modermaal, n. Modersmaal, hjemmelært Sprog. Mest alm. “Morsmaal”, som er en ny Form. G.N. módurmál.

Modermjølk, f. Modermælk.

Modersida, f. Mødreneside.

Modersykja, f. Modersyge; s. Moder 5.

Modersyster, f. Moders Søster. Sædvanlig: Morsyster, Mo’syster; nogle Steder Mosyst og Moster. – Morsystermann, m. Mosters Mand.

Moder-ætt, f. Mødreneslægt (= Moderfolk). Ofte med en ny Form: Morsætt.

modfallen, adj. modfalden, nedslagen. Hedder ogsaa modfeld (-felt), Smaal. og fl. Sv. modfäld.

modgjera (?), v.a. gjøre modig. “mogjera se”: bryste sig, gjøre sig til. Smaal.

modlaus, adj. 1) modløs, forsagt. 2) flau, kjedelig, som ikke kan vække Mod; om en Tilstand. D’er so modlaust. Nogle st. motlaus; i Nfj. og Sdm. modalaus.

modleg, adj. behagelig, oplivende, som vækker Mod. I Nordl. motleg.

modleg (o’), adj. løs, kornet; om Sneen. Tvivlsomt Ord, i Snaasen “maadaaleg”. Jf. moden (o’).

Modleike, m. Træthed; s. mod.

Modløysa, f. 1) Modløshed. 2) Flauhed, kjedelig Tilstand. Nogle St. Motløysa; paa Sdm. Modaløyse.

Modra (o’), f. Engerøde (Plante), Galium boreale. Mora (o’), Voss; Maare Tel., Moregras (oo), Tel. (Vinje, Tinn), Maure, Hall. og fl., Møire, Sæt. Isl. madra, acc. mödru. Ellers kaldet Fegra, Kvitfegra.

Modsaald (o’), n. grovt Kornsold (= Hæresaald). “Møsaal”, Tel. (Vinje).

Modsott (oo), f. Modsot, Sygdom med megen Svækkelse og Mathed. Østl. (Mosott). Formodentlig til mod (mat).

modug, adj. 1) modig, dristig. Nogle St. modig og motug. – 2) villig, lysten, meget tilbøielig. Nordl. (motug). – 3) stolt, hovmodig. Gbr. (mo’ug), Ork. (motau).

modven, s. moden.

Moe, m. 1) Solrøg, tørre Dunster som vise sig i Luften i varmt Veir. Temmelig alm. Afvig. Mogje, Hall., Moa, f. Voss, Ryf. og fl., Mo, f. Indh., Moar, pl. Hard. Ogsaa kaldet Landmoe, Fjellmoe, Aalmo (Helg.), og ellers Ylmos el. Ølmus (Gbr.), Ylrøyk, Disma, Nister, Solnisl og flere. – 2) tynde Skyer i Horizonten. Hall. i Formen Moje (Mogji, Moge?); saaledes “Raumoje” og “Blaamoje”, om farvede Skyer. – 3) Dunkelhed af Regn eller Sneebyger, som vise sig i lang Frastand. Ork. (Andre St. Yr, Kov, Kave). – Formen “Moa” træffer sammen med Isl. móda (Solrøg); men forøvrigt synes Moe at være et andet Ord, især da noget “Mode” ikke forekommer. Jf. moa, moen, mosen. – Moe, om Sand, m. m., s. Mo. Om et andet Moe, see Mod.

moen, adj. om Luften: disig, uklar af Solrøg (Moe).

moen (moden), s. mogen.

Mog, s. Mo. – Moga, s. Moka.

moga (o’), v.a. (ar), putte, stikke ind. Moga i seg: tage lidt Mad til sig. Tel.

Moge, s. Moe. mogeleg, s. mogleg.

mogen (o’), adj. moden, fuldt udviklet; om Frugt. Tel. Hall. og fl. (mogjen). I Nordl.
moen. Sv. mogen. Ellers: gjor, buen, skjær.

moggen, s. muggen.

mogleg (o’), adj. mulig, som kan være; ogsaa: rimelig, passende. Oftere mogeleg (o’), Rbg. Tel. Hall. Afvig. mogeleg (oo), Hard. Sogn; moleg, Sfj. Sdm., mauleg, Nhl. og fl. G.N. mögulegr. (Af Roden “mag”, s. maa). – Moglegskap, m. Mulighed. Oftere i en ny Form: Moglegheit, f. “Te Maule’heit”: rimeligt, med Maade. Nhl.

mogna (o’), v.n. (ar), modne, blive moden (mogen). Hedder ogsaa mognast. Tel. og fl.. Sv. mogna.

mogna (el. moggna), s. mugna.

Mogning (o’), f. Modning, Udvikling.

Moi, el. Moir, s. Moder.

Moing,, f. støvagtige Skyer (= Moe). Smaal. Af moa.

Moing, m. Indbygger af et Sted som hedder Mo. I Tel. Mobygg, m. Indbygger af Mo Sogn. “Moing” kaldes ogsaa En som hører til Modum (Modheim) i Buskerud; men dette skulde hellere være Moding.

Moje, s. Moe. mojera, s. modgjera.

Mojord, f. en Jordart med fiin Sand og noget Leer. Rommerige. Sv. mojord: sandig Jord. Jf. Mo.

Mok (o’), n. noget som er sammenmuget (s. moka). Maaskee ogsaa: Møg (= Myk) i Ordene Mokdunge, Mok-kok, Mokslede.

moka (o’), v.a. (ar), muge, skuffe, kaste tilside med en Skovl. Alm. Afvig. maakaa, Indh., maka, Hall. G.N. moka; Sv. mocka, måka. Ogsaa: rydde el. rense med Skovl. Moka Fjoset: skuffe Møgen af Staldgulvet. (Eng. Dial. muck out). Spotviis om at dynge sammen eller kaste fra sig i store Masser; saaledes: ødsle, sløse; ogsaa: sladre, vaase noget sammen. Moka i Hop: dynge sammen. Moka i Moldi: nedgrave, begrave. (Landst. 73).

Moka (o’), f. et Slags Skovl eller Møgskuffe, lidt forskjellig fra “Reka”. Jæd. (Moga). Hertil et Ordsprog “Mogaa hæ aad Regaa”, dvs. den ene Skovl vil spotte den anden; den ene laster den anden, men er ikke renere selv.

Mokdunge (o’), m. Møgdynge, Mødding. Nordre Berg. og fl. (tildeels Mokedungje). Afvig. Motting, Søndre Berg., Metting, Jæd., Mitting, Mandal. – Mokdungemold, f. Muld til Gjødselblanding. (Mittingtorv, n. Mandal). – Mokdungsøyla, f. Møddingpøl. (Mottingadam, m. Nhl.

moken (oo), adj. døsig, søvnig, sløv. Tel. (mokjen). Jf. mokna. Isl. mók, n. Slummer.

Moking (o’), f. Arbeide med at muge (moka); ogsaa Opdyngelse, Opvæltning.

Mokk, s. Mauk. – mokka, s. mjølka.

Mok-kok (o’ oo), m. Møgdynge. Sogn. Andre St. Mykjakok (y’), Fjoskok.

mokna (oo), v.n. (ar), sløves, udmattes; falde hen i en Døs eller Dvale. Tel. Jæd. (Af moken). Ofte i Formen moknast (ogs. mognast, Jæd.). Han moknast av.

Mokslede (o’), m. Møgslæde. Nordre Berg. Nordl. og fl.

Mokster (Mokstr), m. Skovling, Arbeide med at muge (moka); ogsaa ellers om et tungt Arbeide. Nordenfjelds, Tel. og fl. (Isl. mokstr). Moksterglugge, m. Hul hvoraf Møg udkastes (i Fæhuse). Tel.

mol (malede), s. mala.

Mol (o’), f. 1) en Banke af Smaasteen; især om den blottede eller afskyllede Steengrund i Strandbredderne. B. Stift, Nordl. og fl. Afvig. Mal, Smaal. Buskr. G.N. möl (malar). Sv. Dial. mal. – 2) Stumper, Smaastykker. (Jf. Molvid). Slaa i Mol og Mask: knuse, splintre. I Nordl. bruges det især om Affald af Fisk. (Udtalt Moll, dog ikke med det fulde dobbelte L, som her har en egen Udtale). – 3) smaa, adspredte Skyer. Indh. (s. molen). Nærmer sig til Sv. moln (Sky) og er maaskee et Ord for sig selv.

Mol (o’), m. Møl (Insekt), Tinea. Alm. i de sydlige Egne. (Jf. Mott, Mit, Maare). G.N. mölr; Sv. mal; Goth. malo. (Jf. Malurt).

mola (o’), v.a. (ar), smuldre, brække i smaa Stykker. Lidet brugl. – molast (o’), v.n. smuldres, opløses. Nordl. Jf. Mole.

Molbakke (o’), m. Strandbakke, stenig Bakke i Elv eller Vand. Sogn. (Til Mol, f.). Ellers det samme som Marbakke. Saaledes ogsaa Molbrot, n. (Mandal), og Molreina, f. (Sogn).

Mold, f. Muld, Jord; især om Agerjord og sort Muld, i Modsætning til Aur. Nogle St. udtalt Mauld, Moll, Moill. G.N. mold; Ang. molde. Heraf mylda, lausmyld og fl.

molda, v.a. (ar), bestrøe med Muld; ogsaa: nedgrave eller skjule i Mulden. Molda Snjoen: strøe Jord paa Sneen, for at den skal smelte snarere. Hedder ogsaa mylda; nogle St. mela og aata. Molda seg ut: blive tilsølet med Muld.

Mold-aks, n. Brandax, forkullede Ax (= Kolaks). B. Stift.

Moldbauk, m. s. Moldvond.

Moldbenk, m. Jordbænk ved en Væg. Gbr. (Jf. Aurbenk). Tildeels ogsaa om en Mistbænk. Sv. mullbänk.

Moddunge, m. Muldhob.

molden, adj. muldagtig; muldblandet.

Moldfoder, n. Rødder af Bregner (Grofte). Nordl. (Lof.) i Formen Moldfoer, Molfor. Ogsaa forklaret som: Nødfoder, Hjælpefoder. Senjen. G.N. moldfódr synes at
betyde Græs.

Moldgov (o’), n. Drev af optørret Jord; Støvdrev. Vald. og fl.

Moldgraade, m. unaturlig Graadighed (= Helhunger). Tel. (Molgraae).

Moldhavre, m. Havre som er angreben af Kornbrand (Forkulling). Jæd.

Moldhola (o’), f. Muldgrube, Sted hvor man henter Muld til Jordblanding.

Moldkast, n. Jordpaakastelse. Mandal.

Moldkok (oo), m. Jordklump. S. Kok.

Moldløysa, f. Mangel paa reen Muldjord (i en Ager).

Moldmyr, f. sumpig Flade med sort Muldjord; Sted hvor man finder Muldjord til at blande i Agrene.

Moldpodda, f. Padde (= Gro). Nedenæs.

moldrik, adj. om Ager, som indeholder megen Muldjord.

Moldslag, n. Slags eller Art af Muld.

moldtekt, adj. om Ageren: grøn af Kornspirer, udspiret saa at Mulden ikke viser sig. Hall. og fl.

Mold-ukse, m. en stor Maddik, som opholder sig i Agrene; anseet som Larve af Skarnbassen (Tordivelen). B. Stift, Num. og fl. Ogsaa kaldet Aakerkjetta og Saagylta.

moldutt, adj. beklikket med Muld.

Moldvarp, m. Muldvarp. (Dansk).

Moldvond (-vaand), m. Jord-Rotte; see Vond. I Østerd. Moldvand. Ellers Moldbauk, el. Moldpauk, m. Buskerud. Andre St. Jordvond (Jorvaand), i Modsætning til Vatsvond.

Mole (o’), m. Stykke, Stump, særskilt Deel. Temmelig alm., undtagen paa Østl. Afvig. Maala, Maalaa, Trondh. (Med andet Kjøn: Molo, f. Vald.). G.N. moli. Slaa i Molar: slaae i Stykker. Ein Mole med Kjøt: et Kjødstykke. Ein Mole paa Vegen: et Stykke paa Veien. Jf. mola og molna.

moleg, s. mogleg.

molen (o’), adj. tyndskyet, plettet af smaa Skyer (Mol). Indh. (mølin).

mol-eten (o’), adj. mølædt.

Molfor, s. Moldfoder.

molgraven, adj. hullet, gnavet af Møl.

Molgrunn, m. Steengrund; s. Mol.

molka, s. mjølka. Moll, s. Mol.

Molla, f. 1, Meenlykke, Gjænger el. Vinkler indvendig i Laas. Tel. Mest i Fleertal (Mollor, Mollur). Nogle Steder Modde (Moddur). Vistnok et gammelt Malla, som hører nær sammen med Mella (s.d.). Isl. malla, og mella: Meenlykke (Jonson). Dunklere Betydning i Udtrykkene “i adde Moddo” (= i alle Mollom), og “paa ymse Mollo”, omtr. som: paa forskjellige Maader. (Landst. 177. 178. 191).

Molla, f. 2, et Kjælenavn til Pigebørn; omtr. som Moerlille (s. Moder). Buskr.

Molma, f. 1) en mør og kornet masse, f. Ex. i Frugt. Hall. (Jf. molmen). – 2) Kjerneved i Træ, Adelved (nogle St. kaldet Malm). Hall. Formod. et gammelt Malma.

molmen, adj. skjør, smuldret, mør; ogsaa meelagtig. Hall.

molna, v.n. (ar), skjørne, smuldres, opløse sig. Ikke alm. G.N. molna.

molnast, v.n. blive skyet, trække op med smaa Skyer. (Mol). Indh.

Molreina, f. s. Molbakke.

Molta, f. Multe, Multebær i mør og fuldmoden Tilstand; s. Myrebær. Hertil Moltedrol (oo), n. Sted hvor Multer voxe. Indh. (s. Drol). Moltegraut, m. Grød af Multer. Moltelog (o’), m. Vædske af sammenpressede Multer. (Hall.). Moltemark, f. Jordbund, hvori Multer voxe. Moltemyr, f. en sumpig Flade med Multevæxt. Moltesumar, m. et Aar da Multerne lykkes godt. Moltevise, m. Myrebærblomst. Sfj.

molten, adj. mør, skjørnet, blød; ogsaa: opløst, nær ved at raadne. B. Stift, Nordl. Isl. moltinn; G. Sv. multen. Formod. Particip af et gammelt melta.

moltna, v.n. (ar), skjørne, blive mør og blød. Nordl. og fl. Sv. multna.

Molvid (-ved) m. Huggespaaner. Helg.

Mon, f. s. Maan.

Mon, m. Forandring osv. see Mun.

mon (oo), adj. omhyggelig, agtsom. “Vera mon um”: have Omsorg for, tage Vare paa. Smaal. Sv. mon, mån. Maaskee et gammelt mun (u’), el. munen; jf. G.N. muna: erindre.

mona, v. forslaae o.s.v. see muna.

monast, v.n. vansmægte af Tørst el. Sult. Shl. (I Betydn. ligt kjena, orkjenast, aarjonast). Jf. mjona og mæna.

Mondul (o’), m. Svingel paa en Haandkværn; tildeels bestaaende af en Stang, som er befæstet oventil i en Bjælke og nedentil i Kanten af Kværnen. Nordland (Salten). Efter Landskabets Udtale: Monnol og Maannaal. Afvig. Mungel, i “Skakmungel” (= Skaktein). Helg. G.N. möndull. Sv. Dial. mondel, mongel. Dansk Munnel og Kværnmangel. (Molbech, Dial. 431. 690).

Mor (oo), n. s. Mord.

Mor (o’), n. en muggen el. smuldret Masse, f. Ex. om gammel Fisk. Nordl. (Isl. mor: Støv, Grums). Jf. moren, morna.

Mor, f. s. Moder. – I Østerd. er et Stedsnavn Mor, f. som synes at betyde: Skov, Skovland. Dette Ord sees at være meget brugl. i Sverige, s. Rietz 444.

Mor (oo), m. 1, Stof, Materie, i en vis Masse, især i Steen; saaledes om en Kværn: “D’æ go’ Mor i henne”. Nhl. (Andre St. Grjot). I Tel. forekommer Mo (eller Moe) i lignende Betydning.
Noget dunkelt. Jf. Raudmor.

Mor (oo), m. 2, Morian, Neger. Mest i Talemaaden: svart som ein Mor. Sv. mor, T. Mohr; Lat. maurus.

Mor (oo), m. 3, Maar, s. Mord.

Mor (o’), m. 1) Hakkemad, spiselige Dele af Dyrenes Indvolde. Shl. Tel. Gbr. (Jf. Nyremor, dvs. Nyrefedt). G.N. mörr: Fedt. – 2) Kjødpølse, Spegepølse. B. Stift, Hall. Indh. og fl. Hertil Morboge (o’), m. et Stykke Kjødpølse. Sdm. og fl. (I Jensens Glosebog: Morbende). Mormole (o’), m. og Mor-terning, m. liden Skive af Kjødpølse.

mora (o’), v.n. (ar), 1) stoppe, fylde; gjøre Pølser (Mor). – 2) støde, grave, hule; f. Ex. om Vand i Jorden. Sdm. – 3) gyse; s. maura.

Mora (Moregras), s. Modra.

moraud, adj. dunkelt rød, brunrød. Hall. (Hoel). Isl. móraudr. Dunkelt, da Betydn. af “mo” er usikker.

Mord, n. 1) Mord, Drab. Sædvanl. udtalt Mor (oo), nogle St. Mol (tykt L). G.N. mord (Hemmeligt Drab). – 2) Ødelæggelse, Nederlag; saaledes ogsaa en stor Fangst, f. Ex. af Fisk. “Dei ha gjort eit heilt Mor mæ Toskj’a”, Sdm. Jf. mordgirug, og G.N. mord: en Mængde.

Mord, m. en Maar (Dyreart). Mest alm. Mor (oo), ogsaa Mol (tykt L); ellers Mor (o’), Sogn; Maar, flere St. og Mar, Solør. Det sidste viser til Ordets ældste Form Mard, hvoraf ved Omlyd Mord (o’). G.N. mördr (mardar); Sv. mård, T. Marder (Lat. martes). I Formen at jævnføre med Svord, Vord, Fjord. Hertil Mordskinn, n. Maarskind. (G.N. mardskinn). Mord-unge, m. Maarunge. (Morungje).

Mordar, m. en Morder. (Sædvanlig udtalt med tydeligt “rd”. Jf. myrda). Mordgirug (i’), adj. vild, hidsig; graadig efter Fangst eller Fordeel. B. Stift. (Nogle St. morgjerig). Her synes “mor” at være kun en Forstærkning ligesom i Sv. molgirig, molrik, molstark, og fl. hvorom s. Rietz 443.

Moreld (o’), m. Marild, Lysning som viser sig i Søen, naar man rører i den i Mørket; ogsaa om en lignende Lysning i raa Fisk og tildeels i raaddent Træ, Afvig. Maureld, Søndre Berg., Muruverme, Hall. (Sv. mareld). De norske Former passe ikke til Mar (dvs. Sø), men falde nærmere sammen med Isl. maurildi. Jf. ogsaa Isl. mörueldr: Lygtemand.

Moreldebakke, s. Marbakke.

moren (o’), adj. skjørnet, opløst, lidt raadnet. Ork. og fl. Jf. maren og morken.

Morfot (o’, oo), m. Stolpe, Pæl. Egentl. Morefot, s. Marfot.

morgna (seg), v.a. (ar), 1) blive vaagen, komme sig op av Søvnen. Brugt i en afvigende Form: mønne seg, Tel. I Gbr. magne se (som maaskee er samme Ord). Sv. morgna (el. morna) sig. – 2) benytte Morgenen (til Søvn), hvile længe. Nordre Berg. i Formen menna. “Han menna seg vel i Dag”, dvs. idag sover han da rigtig længe. – Formerne støtte sig til det afvigende Fleertal af Morgon ( s.d.). og maaskee nærmest til G.N. myrgin.

Morgon, m. 1) Morgen, Dagens Begyndelse (modsat Kveld); ogsaa Formiddag eller den første Halvdeel af Dagen. (Modsat Aftan). Jf. Midmorgon. – 2) næste Dag, Morgendagen. Det sidste i Forbindelsen: i Morgon, og: til Morgons. – Formen ofte utydelig: Morgo, Morgaa, eller: Morron, Maaron, Maaraa. (Nogle St. ubestemt Morgaa, men bestemt Morgaanen). En anden Form Morn bruges meget i Hilsningen “god Morn” (gu’ Maarn) G.N. morgunn (morginn). Fleertal Morgnar har visse besynderlige Afvigelser: Mønnar, Tel., Mednar (Medna), Søndre Berg. Menna, Sdm. Trondh. (I Nhl. ogsaa Morgje, maaskee Morgjin). Ligesaa i Dativ: Mennom, Medno (Voss), Mennaa (Sdm.). Jf. morgna. (I Valders ogsaa en anden Form “te Mednes”, dvs., til Morgenen, eller til hver Morgen. – I Morgon betegner baade “imorges” og næste Dags Morgen; men forsaavidt en Adskillelse behøves, hedder det ene “i Morgon var” og det andet “i Morgon kjem”.

Morgonbite (i’), m. lidt Mad, som man nyder om Morgenen, førend man begynder sit Arbeide.

Morgondag, m. Morgendag, næste Dag.

Morgonfugl, m. En som er tidlig oppe.

Morgonkjøla, f. den kjølige Luft om Morgenen; ogsaa Morgenvind.

morgonkry, s. morgonvak.

Morgonljos, n. Morgenbelysning.

Morgonmaal, n. 1) Frokost. 2) den Mælk som er malket om Morgenen.

Morgonmoe, m. Morgenskyer med en vis Farve. “Morgomoje”, Hall. S. Moe.

Morgonmund, n. en vis Tid om Morgenen, f. Ex. Frokosttid. S. Mund.

Morgonrode (o’), m. rød Farve i Skyerne om Morgenen; ogsaa: Morgenrøde.

Morgonsida, f. Formiddag, den første Deel af Dagen. “Paa Morgosia”: om Formiddagen. Østl. I samme Betydn. “paa Morgaatale”, Trondh.

Morgonsol, f. Morgensol.

Morgonstell, n. Morgensysler; Paaklædning, Madlavning osv. – morgonstella (seg), v. sætte sig i Stand for Dagen. Hall. og fl.

Morgonstund, f. Morgenstund.

morgonsvævd, adj. morgentung, som sover bedst om Morgenen. Hall. og flere. Isl.
morginsvæfr. Modsat morgonvak.

Morgontal, n. s. Morgonsida.

morgontung, adj. søvnig om Morgenen.

morgonvak, adj. morgenfrisk, som vaagner tidlig, eller er vel oplagt til Arbeide om Morgenen. Tel. og fl. I lignende Betydn. morgonkvik, morgontidig, og i Smaal. morgonkry.

Morgonverd, m. Morgenmaaltid, Frokost. “Morgovær”, Gbr. og fl.

Morgon-øykt, f. den første Arbeidsstund paa Dagen. “Morgaaøkt”. B. Stift.

Mork, n. Huggespaaner, s. Murk.

Mork, f. 1, (Fl. Merker), en Mark (Vægt), et halvt Skaalpund. Nogle St. Mark (Indh. og fl.), dog mest alm. Mork (o’). Fl. Merk’er, nogle St. Mærk’e, Mærk’ar, Mærk’a og Mærk. G.N. mörk (markar), pl. merkr. I Betydningen: en Mark Mynt (Sølv osv.) hedder det nu alm. Mark. Hører vel egentlig sammen med Mark, n. (dvs Mærke), med Hentydning til de tilsvarende Mærker paa Stangvægten (Bismeren) el. Loddet. Han er strid i fyrste Morkom, dvs. den veier drøit i de første Marker (om en Bismer); figurl. om en Person: han er streng i Begyndelsen, men bliver mildere med Tiden. – Morkaskora (o’), f. Skure, som betegner en fuld Mark paa Bismeren. (Egentl. Markarskora).

Mork, f. 2, Skovmark, Skovstrækning, en stor Skov. Hall. Vald. Gbr. Nogle St. Mørk. G.N. mörk, pl. markir. Hertil høre adskillige Gaardsnavne. I Num. synes “Mørk” ogsaa at betyde Fjeldmark, omtr. som Heid. I et Par andre Betydninger hedder Ordet overalt: Mark.

Mork, f. 3, Skovfoder, friske Kviste som samles til Foder (= Beit, Brum). Hard. Shl. Ryf. Hører nærmest til Verbet marka, s.d.

Morke (kj), m. en Masse, Røre (omtr. som Myrja). Ryf.

Morkebud, f. Skovhytte. Gbr.

morken, adj. lidt raadnet eller opløst; mør, smuldret, frønnet; om Træ, Been o.s.v. Meget brugl. vest og nord i Landet. (Mest alm. morkjen, Fl. morkne). Isl. morkinn; Sv. murken. I lignende Betydn. moskjen, Tel., møskjen og møyskjen, Hall. Jf. moren, maren,

morkna, v.n. (ar), skjørne, smuldre hen, frønnes. G.N. morkna. Morkning, f. Skjørning, begyndende Forradnelse.

Mor-kurv (o’), m. Kjødpølse, Spegepølse. Sogn og fl. S. Mor.

Morn, s. Morgon.

Moro, f. Morskab, Fornøielse, Leg og Spøg. Hava Moro: more sig. Fyre Moro Skuld: for Morskab. Alm.. undtagen i de nordligste Egne. (Jf. Trøyskap). Sv. ro, i Dial. moro. Ordets første Deel (Mo el. Mor?) er temmelig dunkel. (Eng. mirth og merry ligner kun i Betydning og kan ikke være samme Ord). – Hertil Morobok, f. Morskabsbog. Moroferd, f. Morskabsreise. Moromann, m. En som elsker Morskab. Morostund, f. fornøielig Stund. Morovisa, f. Morskabsvise.

moroa, v.a. (ar), more, fornøie, vække Lystighed. Moroa seg: more sig. (Jf. Sv. roa).

morosam, adj. morsom, fornøielig, lystig. Næsten alm. (jf. trøysam). Ved Siden heraf forekommer ogsaa: morott (oo), Hall. (maaskee moro’utt?); og: moro (?), moroare, moroaste. Nhl. Tel.

morott, s. morosam.

morsk (oo), adj. barsk, bister. Vel egentlig: mørk, sort; s. Mor, m.

Morsmaal, s. M odermaal.

Mort (Fisk), s. Murt.

Mortel (oo), el. Murtel, m. Morter, Stødekar. Sv. mortel. G.T. mortari, af Lat. mortarium

Morøyk, m. Solrøg (= Moe). Num.

mosa (oo), v.a. (ar), 1) varme. Sitja og mosa seg. Hard. (Jf. mo). – 2) v.n. døse, sidde stille, el. fordybet i Tanker. Smaal.

mosa (o’), v.n. (ar), samle Mos (til Foder). Mosar, m. En som sanker Mos. Gbr.

Mose (o’), m. 1) Mos, Mosvæxt; ogsaa om Lav eller lignende Væxter. Nogle St. Mosa, Maassa, Maasaa (Gbr.). G.N. mosi. Sv. mossa, f. – 2) en Mose, en Sump med stærk Mosvæxt. Smaal og Rom. (i Formen Mossa, Maasaa). Andre St. kaldet Mosemyr. Sv. mosse.