Ivar Aasen Norsk Ordbog

dungla, v.n. strømme frem; om Skyer, ogsaa om Bølger. Hall.

Dunjord, f. et Slags løs og let Jord. Ogsaa kaldet Dunmold. Mandal.

Dunk, m. 1, et lydeligt Slag eller Stød, f. Ex. paa en Væg; ogsaa Lyd av noget som falder ned (= Duns). G.N. dynkr.

Dunk, m. 2, en Dunk (= Kagge).

dunka, v.n. (ar), frembringe en dump Lyd, f. Ex. ved at banke paa noget haardt; ogsaa om noget tungt, som falder ned. (Jf. dunsa). Sv. dunka.

Dun-kril, m. meget smaa Unger af Sild. Helg. (Jf. Mad).

Dunmold, s. Dunjord.

dunna, v.n. (ar), sysle i Huset med Madlavning eller andre daglige Smaa-Arbeider. Sdm. og fl. I Nhl. dona. Isl. dunda (Gislason). Jf. dussa. Hertil Dunn, n. og Dunning, f. Smaasysler.

Dunna, f. et Slags And (Fugl). Lister. (Ogsaa Færøisk). G.N. dunna.

Duns, m. 1, dump Lyd af noget tungt, som falder ned eller støder imod en anden Ting. Sv. duns.

Duns, m. 2, Damp af Jorden. Nordl. og fl. Maaskee efter det tydske Dunst.

dunsa, v.n. (ar), dundre, give en Lyd, som naar noget tungt styrter ned. Temmelig alm. Sv. dunsa.

Dunsa, f. og Dunsar, m. en stor og fyldig Krop; En som tramper eller gaar tungt.

Dun-seng, f. Duunseng; Fjæderdyne.

Dun-skrift, f. om en fortrolig Samtale el. Underhandling. Eg gjekk i Dunskrift med honom um det: jeg talede fortrolig med ham derom, søgte med Flid at formaae ham dertil, o. s. v. Sdm. (Uvis Grund).

Dunvær, n. Sted hvor mange Søfugle have Rede og saaledes efterlade megen Duun. Nordl.

Dupp, m. Top, Dusk (= Dufs). Ork.

duppa, v.a. (ar), dyppe, neddyppe (= duva). Østl. Sv. doppa. – Ogsaa v.n. nikke (= dubba), s. duva.

Duppa, f. Dyppelse til Mad. Østl. Ogsaa Dupp, el. Dopp, m. Nordl.

Dur (u’), en gammel Form af Dyr (y’), f. en Dør, tildeels brugt i Sammensætning, som Durhella, Durskida, Durstokk; ogsaa omvexlende med Dura. (G.N. dura, gen. pl.), saaledes: Duragaatt, f. Dørkarm; Dørtærskel. Tel. Durahall, m. Forværelse (?). Landst. 15. Durakinn, f. Dørstolpe. (Bugge, Folkev. 30). Dura-ring,
m. Jernring til Haandtag paa en Dør. Duraskute, m. Bislag. (Landst. 853). Jf. tvidurad.

Dur (uu), m. Bulder, Susen, eensformig Lyd (s. dura). Nogle St. Tur.

Dur, el. Duur (Davre), s. Dagverd.

dura (uu), v.n. buldre, larme, suse; om en langvarig, eensformig Lyd. Søndre Berg. Tel. Hall. og fl. Andre St. tura. – Maaskee fremmedt, eller ogsaa en Form af dundra (?).

Durgaupa (u’), f. den øverste Deel af en Dørkarm. Hall. I Nhl. Dyragaupa (y’).

Durhella, f. flad Steen til Trappe ved en Dør. Tel. Hall.

Durhogg, n. Dørhug, liden Tværfure i Midten af Underlæben. Tel.

During (uu), f. Susen, Bulder, s. dura.

Durjarn, n. Dørjern. “Durejenn”, Tel.

Durm, n og durmen, s. dormen.

Durskida, f. = Beitskida. Hall. (-skjia).

Durstokk, m. Tærskel, Dørtærskel. Sæt. Tel. Hall. Andre St. Dyrstokk.

Durvegg, m. Dørvæg. Jf. Kinnung.

Dus (uu), n. Hvile, Standsning, Opholdsstund efter Storm eller Uveir (= Dov, Løgje, Logn). B. Stift, Nordl.

Dus (uu), m. Stød, Slag. Hard. Sdm.

dusa, v.n. (er, te), 1) hvile, standse, udhvile sig; ogs. sidde stille af Træthed eller Døsighed. Sitja og dusa. B. Stift, Nordl. og fl. Paa Jæd. dosa (o’). Isl. dúsa. – 2) sagtne, stilles; om Storm og Uveir. Nordre Berg. Det duste paa: det blev stillere. – 3) falde, styrte, som ved et Slag. Eg fekk so vondt, at eg hadde so nær dust. Nordre Berg.

dusa, v.n. (ar), leve i Suus og Duus. Drikka og dusa. (Landstad 769). Jf. dysa.

dusen, adj. døsig, stille.

[Dusing, m. Dusin, Tylt. Nogle St. Dysing (y’), m. og Dusin, n. Fr. douzaine.

Dusk, n. 1) Støi, Tummel. – 2) Taageregn.

Dusk, m, Dusk, Kvast, Busk (= Dufs, Dupp, Stuv).

duska, v.n. (ar), 1) støie, tumle, boltre sig, som i en leg. B. Stift. – 2) regne smaat, som af Taage. Østl. Sv. duska.

Duskregn, n. fiin Regn, Støvregn. Østl.

dusla (?), v.n. græsse, gaae og æde; f. Ex. om en Ko. Sdm. (i Formen dultle eller dulsje).

dussa, v.n. (ar), sysle i Huset (= dunna). Hard. Hertil Duss, n. Smaasysler, Vaskning og deslige.

Dust (u’), adv. lige til (= radt, alt); f. Ex. dust i Botnen. Guldal.

Dust, f. 1) Støv (= Dumba, Duft). G.N. dust, n. Nt. Dust; Eng. dust. – 2) Gran, Smule. Kvar dust. Inkje Dust; eller Aldri Dusti: ikke en Smule.

[Dust, m. Dyst, Kamp. (Landst. 264).

dusta, v.n. (ar), 1) støve, ryge af Støv. Tel. og fl. 2) feie, bortfeie Støv. 3) v.a. udstrøe, drysse. Buskr. Jf. dysja. 4) jage, drive (vel egentl. bortfeie). Tel.

Dustetrumma, s. Lydtrumba.

Dusting, m. Tosse; Fjante. Smaal.

dustutt, adj. støvet, fuld af Støv.

dutta, s. dytta. – dutten, s. dotten.

Duv, m. Tryk, Nedbøining, s. følg.

duva, v.n. og a. (ar), 1) duve, sænke sig, bøie sig ned. (Nogle St. dua). Især om at hænge med Hovedet eller nikke af Søvn, idet man sidder. Hard. Nordl. Hedder ellers dubba (mest alm.) og tildeels duppa (Hard. Nhl. Sogn). Ogsaa om Fartøiers Bevægelse op og ned paa Bølgerne. (Sv. dufva). – 2) v.a. bøie, trykke ned, sætte lavere. Duva seg ned: lude, bøie sig. Duva ned Toppen paa eit Tre. (B. Stift). Duva Seglet: trække Seilet længere ned. (Mest i Nordl.). – 3) dyppe, neddyppe (= duppa). Rbg. Tel. G.N. dúfa. – Ordet har maaskee engang havt stærk Bøining, ligesom Ang. deofan: dykke, synke (Grimm, Gr. 2, 19); ialfald vilde vel Ordene Djuv, dauv, doven (Dov, Dove) kunne henføres hertil.

Duva, f. Due (Fugl). G.N. dúfa. Duvehus, n. Dueslag. Duvestegg, m. Handue. Duvunge, m. Dueunge.

Duvedrykk, m. det at man drikker i nedbøiet eller liggende Stilling, f. Ex. af en Bæk. “Duedrikk”, Sdm.

Duving, f. 1) Nedbøining, Overhaling, Fartøiers Nedgliden over Havbølgerne. 2) Nedsættelse af Seil. Nordl. og fl.

Duvl (u’), n. Boie; Træstykke eller Kar, som bindes til Garn eller Liner i Søen for at vise hvor de staae. Ryf. Shl. og fl. Ellers: Dubl (Dubbel), Nordenfjelds. Isl. dufl (dubl). Nt. og Holl. dobber. – Duvlestreng, m. eller Duvletog (o’), n. Boiereb.

duvla (u’), v.n. (ar), duve op og ned i Vandfladen; om noget som flyder tungt, saa at det af og til skjules af Bølgerne. I Nordre Berg. dubla.

Duvslag, n. et rystende eller bedøvende Slag. “Duveslag” (u’), Hall. Til dyvja.

Dvale, m. Dvale, Vintersøvn; ogsaa Døs, halv Søvn. Nogle St. Vale. (Mandal). Sv. dvala, f.

Dvaledrykk, m. Drik, som virker stærk Søvn og Sandseløshed.

Dvel (e’), n. Tøven, langt Ophold. Tel. (Sjelden).

dvelja, v.n.(dvel, dvalde), dvæle, tøve, forhale Tiden. Hall. Ellers lidet brugl. (G.N. dvelja, egentl. forsinke). Mere brugt er dveljast, om Tiden: forløbe, gaae hen. Det dvelst av Morgonen: Morgenen gaar hen (med Forberedelser). Sfj. Sdm. Ogsaa i Tel. (Landst. 227). Jf. Dagdvelja.

Dverg, m. 1) Bjergaand, mythisk Væsen, forestillet som en meget liden Mand. G.N.
dvergr. Nordenfjelds, tildeels omtalt som en Plageaand for Kreaturene. – 2) Dverg, Menneske som er forknyttet i Væxten. Nogle St. afvigende: Tverg, Hall. Indh., og Verg (Værj), Smaal. – 3) Foden eller Stolpen i den forreste Deel af en Plov. Uvist om hertil, da det kun er forefundet i Formen “Verg” i Valders, og “Værj” i Smaal. og Rommerige.

Dvergbelte, n. fortryllet Bælte, som giver usædvanlig Styrke. Nordl. (I Æventyrene).

Dverghatt, m. Hat hvormed man gjør sig usynlig. Nordl.

Dverglod (oo), f. et Slags kugleformig og meget glat Steen. Helg (?)

Dvergmaal, n. Gjenlyd, Echo, f. Ex. fra et Bjerg. Paa Sdm. Dvermaal. I Tel. Værmaal, n. og Værmaala, f. (ogsaa forklaret som Vedermaal dvs. Luftens Stemme). G.N. dvergmáli, m. og dvergmála, f.

Dvergnagle, m. s. Dvergstein.

Dvergskot, n. en vis Sygdom paa Kvæg; omtr. som Alvskot. Helg.

dvergslegen, adj. lam, følesløs. Ork. Jf. draugslegen.

Dvergsmide (ii), n. Krystaller, gjennemsigtige og glatte Stene. “Dvergsmie”, Hard. og fl.

Dvergsog (o’), n. en vis Sygdom blandt Kreaturene. “Tvergsøg”, Hall.

Dvergspel, n. glatte, kugleformige Stene, som tildeels findes i Leerjord. Helg.

Dvergspene (e’), m. Goldpatte (paa Køer), liden Patte uden Mælkeaare. Tel. (Isl. dvergspeni).

Dvergstein, m. Krystaller. Tel. I Hall. Tvergastein; i Vald. Vergestein.

dvina, v.n. (ar), aftage, sagtne, lindres; især om Smerte. Hard. G.N. dvina.

Dvining, f. Lindring, Lise.

Dy, n. Dynd, Mudder, Søle. Søndre Berg. Hall. og fl. G.N. dý. Sv. dy. – Ogs. en dyb Sump, et Hængedynd (s. Dya). Stavanger og fl.

Dya, f. 1) Sump, Muddergrund, Hængedynd. Indherred. Andre St. Dikje, Depel, Surpa. – 2) Dynd, Mudder; f. Ex. paa Veie, Fodtøi eller Klæder. Nordl. (meget brugl.). Ellers: Depel, Søyla, Gysja, og flere.

dya, v.a. (ar), tilsøle, tilrakke med Dynd. Dya seg ut.

dye, s. duga. – dyet, s. dyutt.

Dyebotn, m. Muddergrund i Vand.

Dyft (y’), f. Vævbredde, Vævstykke (i Tæpper, Skjørter el. Kaaber). Namd. Fosen. Nogle St. Duft. Ellers: Ryst; Breidd, Vaad, Stav, Spol. – Adskilt fra Dyft (yy), see Dypt.

dyfta, v.n. (ar), 1) støve, ryge. Maaskee for dufta. – 2) vimse, løbe omkring. Sdm.

Dygd (y’), f. 1) Kraft, Styrke; især nærende og mættende Kraft i Fødemidler, f. Ex. Mælk. Mest brugl. vest og nord i Landet. G.N. dygd. Jf. dygg. – 2) Dyd, gode Egenskaber; sædelig Fuldkommenhed. (Ofte brugt i den danske Form Dyd). Sv. dygd. – 3) det bedste af flere Raad eller Midler. Det var Dygdi (nogle St. Dyd’a): det var det bedste.

dygdefull og dygderik, adj. prydet med Dyd, rig paa gode Egenskaber.

dygdig, adj. 1) kraftig, nærende, rig paa Næringsstof. – 2) dydig.

dygg, adj. duelig, paalidelig; især: kraftig, føderig (om Mad og Foder); stærk, solid, varig (om Tøi og Klæder). Hall. Num. Tel. (Tinn). G.N. dyggr, trofast.

Dyggleike, m. Kraft, Godhed, Bonitet.

Dygn, s. Døger. Dyke, s. Middyke.

dykja, v.a. (er, te), gjætte paa, nævne, henlede Tanken paa En. “Dei dykte paa han”. Sfj. – Paa Sdm. i anden Betydning: “Han tord’ ikkje dykje se”: han vovede ikke at yttre sig, at gjøre som han lystede. “Han hev’ ikkje noke te dykje”: noget at befale, nogen Magt. Dunkelt Ord.

Dykje, n. Pralerie, store Ord. Nhl.

Dy-kjelda, f. Kilde som danner en Sump omkring sig. Jæd. Ogsaa kaldet Dykolla (Dykolda?).

dykk, pron. Eder, s. de.

dykkar, pron. poss. Eders (T. euer). Forefindes i afvigende Former: døkkor, pl. døkre, Gbr.; dokkor, Ndm. (?); daar, i n. daart, pl. daare, Smaal. Romm. Hadl. Østerd. (Tillempet som Modsætning til: vaar, vaart, vaare). G.N. ykkarr. Jf. de, pron. – Til det gamle Akkusativ (ykkarn) høre vel ogsaa Formerne: dekan, Hard. dikkans, Num. dikkons, Tel.

dyld, s. duld. – dylen, s. dulen.

dylja, v.a. (dyl, dulde, dult), dølge, skjule, fortie. G.N. dylja; Sv. dølja. Dylja seg: indeslutte meget, være større end det seer ud til (s. dulen); ogsaa: dølge sin Tilstand, anstille sig rolig; om En som er beruset eller meget ophidset. Hertil: Dul, Duld, Dulsmaal og fl.

dyljande, adj. som kan dølges. Det er inkje dyljande: det er ikke noget at lægge Skjul paa.

Dyll, m. og Dylle, f. s. Dall.

Dylla, f. en vis Urt, Sonchus arvensis. Num. Buskr. Ellers kaldet: Dyndle, Tel. Dille, Hall. Gbr., Dill, Indh. Purkedille, Gbr.

dylpa, v.n. (ar), 1) hoppe, vimse, løbe omkring. Nordre Berg. 2) om Smerter, som gaae over fra et Lem til et andet (= flugta, sneisa). Yttre Sogn.

dymm, s. dimm. dymmast, s. dimmast.

Dy-mold, f. Sumpjord, Muld af en optørret Sump. Ogsaa kaldet Dyjord.

dymta, s. dimta.

Dyn (y’), m. Drøn, Bulder, dundrende Lyd; s. dynja. Nogle St. Dun (u’); ved Mandal Dryn. G.N. dynr.


Dyna (y’), f. Torden, Tordenskrald (= Tora). Nordre Berg. (G.N. duna, dyna, reidarduna). Hertil: Dyneflod, n. Tordenbyge, Tordenregn. Dynestein, m. = Torestein.

Dyna (yy), f. Pude; Hovedpude; ogsaa et Hynde. Egentlig Fjæderpude, af Dun. G.N. dýna. Jf. Seng.

dyna (yy), v.a. (er, te), nedvælte (?), “dyne ned Grase(t)”: nedbryde Græsset ved at ligge eller sidde deri. “dyne Eple”: slaae Æbler af Træerne. Sdm. og fl.

dyna (y’), v.n. (er, te), flokke sig, samle sig i Hobe, f. Ex. om Fugle. Tel. Af Dune.

Dyndla, s. Dylla.

Dynevær, n. Pudevaar.

dyngja, v.a. (er, de), vælte sammen. Nordl. “dyngje se i Hop”: flokke sig tæt sammen. Østerd. Af Dunge.

Dyngja, f. 1) Dynge, Hob (= Dunge). Sogn, Hard. Lister og fl. – 2) Møgdynge, Mødding. Namd. Fosen. Sv. dynga; Eng. dung, Møg. – 3) Dynd, blød Jord; ogs. en Sump, Samling af Dynd, Muddergrund. Gbr. Sdm. Ndm. og fl. Jf. Evja, Dya, Dikje. – Hertil Dyngjebotn, m. Mudderbund. Dyngjemyr, f. Hængedynd. Ndm.

Dyning, m. Dønning, stærk Bølgegang i Søen enten af Storm eller af en Oprørelse paa et enkelt Sted, f. Ex. hvor et stort Sødyr bevæger sig. Nogle St. Dønning; paa Sdm. Dining. Sv. dyning. Dunkelt Ord, maaskee fremmedt.

dynja, v.n. (dyn, dunde, dunt), dundre, drønne, buldre; især om en huul og dump Lyd, saasom af stærke Stød eller Omvæltninger, hvorved Grunden bæver. G.N. dynja; Ang. dynian. I de nordlige Egne hedder Imperf. dynde, Sup. dynt, alt med aabent y (y’). Fra Roden “dun” udgaar: Dun, m. duna, dundra, dunka og dunsa.

dynjande, adv. med Bulder, dundrende. Han kom dynjande.

Dynjing, f. vedvarende Bulder.

dynka, v.a. dynke, fugte, væde. Østl. (Formodentlig Nedertydsk). – Afvigende er: dynkje, v.n. mugne. Dynkjesmak, m. muggen Smag. Østerd. (Tønsæt).

Dynn, s. Dyr. – dynna, s. dyra.

dynta (dyntad?), adj. tyk, før, fyldig. Nordre Berg.

dypast, v.n. (est, test), blive dybere, længere til Bunden (= djupna).

Dyping, m. = Djuping.

dyppa, v. s. duva og duppa.

Dypt (yy), f. Dybde, Dybhed. Af djup. I de nordlige Egne udtalt Dyft. G.N. dýpt.

Dyr (yy), n. Dyr, levende Skabning. G.N. dýr. Sædvanligst i indskrænket Betydning: a) om Pattedyr, b) om Vildt, Vilddyr, fornemmelig Reen og Hjort. Saaledes Dyrkjøt, n. og Dyrsteik, f. sædvanlig kun om Reensdyrkjød. Jf. Dyrkalv, Dyrkolla.

Dyr (y’), f. 1) Dør, Aabning, Indgangsrum i en Væg. G.N. dyrr, f. pl. med Genitiv dura (Jf. Ang. duru; Goth. daur, n. for dur). – 2) bevægelig Dør; Lem eller Skive til Lukkelse for Indgangen (= Hurd). – 3) Forstue, Rummet imellem den yderste Dør og Stuedøren. – En afvigende Form er Dyrn (y’) eller Dydn, i Hall. og Dynn i Tel. ogs. i Smaal. Ellers mest alm. Dyr (y’), og Dør; paa enkelte St. Dor (o’), maaskee en Tilnærmelse til det oprindelige Dur (u’), som vilde være en meget bekvemmere Form. Fleertal regelret Dyrer (Dyre, Dører); i Søndre Berg. Dyrar, maaskee for Durar. Jf. Dur.

dyr (yy), adj. 1) værdfuld, kostelig, dyrebar. G.N. dýr(r). I religiøs Tale omtrent som: hellig. Hertil: sverja høgt og dyrt; gjera sin dyraste Eid. “Saa dyre er dei Moder’s Ord”, Landstad 227. Dyre Biddag (Dyrbeedag): den store Bededag. Indh. – 2) dyr, kostbar, vanskelig at bekomme. Ogsaa om Tid og Sted, hvor Fødemidler koste meget. – 3) om Person, som holder høi Priis, kræver stor Betaling. Han er dyr paa det.

dyra (y’), v.n. og a. (ar), 1) gjøre Dør eller Aabning i en Væg. Afvig. dynna, Tel. – 2) bringe igjennem Døren. “døra seg”: komme ud af Huset; ogsaa: forføie sig ud, pakke sig. Mandal, Gbr. “daare se”: gaae ud og ind uden Hjælp. Smaal. Maaskee for dura (u’).

Dyrbru (y’), f. liden Trappe ved en Dør (= Durhella). “Dørabru”, Indh.

Dyrfar (yy), n. og Dyrfet, n. Spor efter vilde Dyr (Reensdyr).

dyrgja (?), v.n. løbe til, rende til; ogsaa: smætte, slaae til. “dørja te”, Helg. Sv. Dial. dårga, dorga, dörja (Rietz 110).

Dyrgja, f. 1) Løb, Rend. “Taka ei Dørja”: gjøre et Rend, f. Ex. paa Skier. Helg. (Jf. Dorg). – 2) Spor i Sneen efter Skier eller Slæder. Valders (Dyrja) – 3) Fremstrømning, Stiim (af Fisk). Nordl. (Dørja).

Dyr-grav, f. (fordum) en Grav eller Fælde for vilde Dyr.

Dyrhage, m. Dyrehave, Menagerie.

dyrka, v.a. (ar), 1) dyrke, forædle, bringe til større Værd. (Af dyr, adj.). Om Forbedring af Jorden. – 2) agte høit, sætte Priis paa. Østerd. tildeels udtalt: dirke, derke. – 3) ære, tilbede. Dyrka Gud. G.N. dýrka. Sædvanlig udtalt med aabent y (y’). Derimod med lukt y (yy) i Formen dyrkast, dvs. blive dyrere, stige i Priis; s. dyrna.

Dyrkalv, m. Reensdyrkalv.

dyrkande, adj. dyrkbar, om Jord.

Dyrkinn, eller Dyrekinn (y’), f. Dørstolpe, el. Side af Dørkarmen (= Durakinn). Sæt.


Dyrknad, m. Dyrkning, Dyrkelse.

Dyr-kolla, f. Hind, Hunhjort. Sdm.

Dyr-kong, m. Han-Reen, som gaar i Spidsen for en stor Flok.

dyr-køypt (kj), adj. dyrekjøbt, kostbar.

dyrlagd, adj. høit anslaaet eller vurderet. Jf. dyrleigd.

dyrleg, adj. noget dyr; ogsaa dyrebar.

dyrleigd, adj. om Gaarde: høit skyldsat, høit taxeret i Matrikulen. B. Stift.

Dyrleike, m. Dyrhed, Kostbarhed.

Dyrn (y’), f. , Styrke, Frihed. Koma til Dyrn atter: komme til Kræfter igjen, gjenvinde sin fulde Styrke. Hard. s. følg.

dyrna (y’), v.n. (ar), blive stærkere, faae større Kræfter; om Dyr og Mennesker. Hard. Voss. Ogsaa om Vinden: tiltage, voxe. Sfj. Noget dunkelt.

dyrna (yy), v.n. (ar), blive dyrere. Hedder ogsaa dyrkast, Søndre Berg. Gbr. og fl. – Hertil: Dyrning, f. Stigen i Priserne.

dyr-olm, adj. om Køer eller Oxer, som trodse Rovdyrene og vende sig dristigt imod dem. Voss og fl.

Dyr-os (oo), m. Lugt eller Uddunstning af Dyr. Tel.

Dyrrike, n. Dyrerige.

Dyrshorn, n. Reensdyrhorn, og fl.

dyrsk, adj. dyrisk. (Sjelden).

Dyrskap, n. og Dyrskapnad, m. Dyreskikkelse; Pattedyrs Form.

Dyrskjelv, m. = Veideskjelte. Tel.

Dyrslag, n. Dyreart, Race.

Dyrstokk (y’), s. Durstokk.

Dyrstup, n. = Dyrgrav. Tel.

dyrva (y’), v.a. tildække, s. tyrva.

dyrvast, v.n. driste sig, have Mod til noget. Sæt. sjelden; oftere djørvast. (Af djerv). G.N. dirfast.

dyrverdig, adj. dyrebar, herlig, kostelig.

dyrvoren (o’), adj. noget kostbar.

dysa (yy), v.n. (er, te), tumle, lege og støie (= duska). Sdm. Hertil Dys, n. og Dysing, f. Leg og Støi.

Dysing (y’), m. s. Dusing.

dysja, v.n. (dys, duste), drysse smaat og fiint; ogsaa: smaaregne, dugge af Taage. Jæderen og fl. Falder nær sammen med drysja, men kan dog være et andet Ord. Jf. Duft.

dytta, v.a. (ar), støde, stampe, f. Ex. med en Pæl, som man vil sætte fast i Jorden. Hedemarken. Nogle St. dutte. Jf. G.N. dýa (dúdi), ryste.

dytta (y’), v.a. (er, e), 1) tætte, tilstoppe en Aabning. (Af Dott). Nhl. Rbg. og fl. 2) opdæmme Vandet, saasom ved et Fiskested i en Elv. Sfj. 3) pakke, indstoppe, f. Ex. i en Sæk. Smaal.

Dytting, f. Tilstopning.

dyutt, adj. sølet, fuld af Dynd og Mudder, s. Dy.

dyvaat, adj. ganske vaad, gjennemvaad. Hedder ogs. dyende vaat.

dyvja, v.n. (dyv, duvde, duvt), 1) bæve, ryste, gynge; især om Jord som har løs Grund eller hviler paa et Lag af Dynd. (Jf. Dov, Dove). Tel. Shl. Nhl. og fl. Andre St. dissa, huska, evjast. – 2) runge, surre, give en huul eller dump Lyd, som naar man tramper i en Hvælvning, el. banker paa hule Træer. Sdm. og fl. Det dyv i Veggjom (runger i Væggene). Det dyv fyre Øyrom (surrer for Ørene). – 3) smække, slaae til noget saa at det bæver. Hall. “Han duvde til aa slo”. Jf. Duvslag. Hertil Dyv (y’), n. og Dyvjing, f. Surren, huul Gjenlyd.

Dyvja, f. en tung eller stor Krop (egentl. En som gaar saa at Grunden bæver). Ein Dyvje Gamp: en stor Hest. Tel. (Vinje).

Dyvle (y’), n. en liden dyb Sump. Lister og fl. Jf. Holdyvle.

Dyvsøkkja (y’), f. Hængedynd, dyb Sump. “Dyvesekkja”, Shl. Nhl.

Dæ, og Dæ-gras, s. Daae.

dæ, s. det. Dæda, s. Fordæda.

Dæl, n. Luftning, Vindpust, som man kan seile med. Helg. s. dæla.

dæl, adj. tilgjængelig, let at komme til. Shl. Mest i Neutr. (dælt). D’er so dælt aa tala med han: man kan tale ret fortroligt (frit, utvungent) med ham. G.N. dæll (for dælr). Ogsaa i svenske Dial. Komparativ hedder dældare, maaskee en Udvidelse af dældre, dælre (G.N. dælli).

dæla, v.n. (er, te), lufte, blæse lidt, savidt at man kan seile. Helg.

Dæla, f. 1) en Rende til Vandledning, især af udhulet Træ. Nordl. Sdm. og fl. G.N. dæla. – 2) Vandfure, liden Grøft i en Ager. Voss, Hall. Indh. Nogle St. ogsaa om en lukket Grøft (= Holveita). Tydal. – 3) en liden Bæk. Namd.

Dæld, f. Fordybning i Jorden, en liden Dal (= Dokk, Dump). Hard. Sdm. Indh. Nordl. I Sogn: Døld. G.N. dæl. Sv. däld.

dæleg (el. dælen?), adj. forfærdelig, skrækkelig. “Da va so dæle’ te sjaa”. Nhl. (Dunkelt Ord).

dælka, v. søle, rode; s. dalka.

Dælskap, m. Hygge, Fortrolighed, Frihed i Omgang (s. dæl).

dæma, v.a. (er, de), give et vist Udseende (Daam). dæma seg: udvikle sig til en fuldkomnere Form, blive mere fyldig eller vakker, see bedre ud. Tel. Jf. Dæme.