Ivar Aasen Norsk Ordbog

gnaldra, v.n. hvine, skrige; s. gnella. Hertil Gnalder, n. Hvinen. Nordl. Noget lignende er “Gnall”, hvorom s. gnallhard.

gnall, skreg; s. gnella.

Gnallfrost, n. stærk Frost, klingende Kulde (nemlig naar Sneen knirker under Fødderne). Nordenfjelds. Paa Sdm. Gnallefrost. I Nordl. Gnallerfrost (eller Gnalderfrost).

gnallhard, adj. meget haard; f. Ex. om Træ som hviner (gneller), naar man bryder eller skjærer det. Sdm. og fl. Hedder ogsaa “gnallende har’e” (hardt) eller “har(d) som Gnall”.

Gnasse, m. en djærv, haardfør Karl; især om urolige og dristige Drengebørn. Sdm. Sogn, Tel. (Landst. 782). I lignende Betydn. Knagse, Hall.


Gnaur, m. en Gnier, karrig Person. Helg.

gnaura, v.n. gnie, tage smaat og sparsomt til noget.

gnavla, v.n. bide eller æde smaat og langsomt. Sdm.

gnaa, v.n. (r, dde), trygle, plage Folk med Begjæringer. Tel. Jf. gnaga.

gnaaka, v.n. (ar), knarke, larme; f. Ex. om forslidte Stole, Bænke og desl. Nordre Berg. Isl. gnaka (Haldorson). Jf. gniksa.

gnaala, v.n. (ar), klynke, klage; mane el. trygle om noget. Smaal. (Jf. gnaa). Hertil Gnaal, n. og Gnaaling, f. Overhæng, idelige Besværinger.

gnegen (e’), part. (af gnaga), gnavet, slidt. Tel. og fl. (gnegjen). Mere alm. gnagad.

gneggja, s. kneggja.

gneista, v.n. (ar), gnistre, skyde Gnister. Det gneistar av det. Afvig. neista, neistra, kneista (s. Gneiste). G.N. gneista.

Gneiste, m. Gnist, Ildfunke. Afvig. Kneiste, Jæd. (?), Siredal; Neiste, Hall. Sdm. og fl., Neistre, Vald. (G.N. gneisti). Figurlig bruges Gneiste om et Barn i en Familie eller en Efterkommer, som kan fortsætte Slægtens Liv. Det er no endaa ein liten Gneiste: der er dog endnu en liden Ætling, saa at Slægten ikke kan ansees som uddød. Jf. Kveik.

Gneistefok (o’), n. Drev af Gnister

Gneistefoss, m. Strøm af Gnister.

Gneisting, f. Gnistren.

gneka, s. gnika. gneldra, s. gnella.

Gnell, m. 1) Hviin, Skrig; s. gnella. Jamren, Klage, idelige Besværinger. I sidste Betydning ogsaa Gnoll, el. Noll.

gnell, adj. hvinende, skingrende, skarp; om Lyd eller Stemme. Tel. Buskr. og flere. Jf. kvell.

gnella, v.n. (gnell, gnall, gnollet), 1) skrige, give en skarp og hvinende Lyd; om visse Dyr, f. Ex. Hunden. Temmelig alm. Tildeels afvig. knella, Nhl. nelle, Sdm. og fl. Sv. gnälla (i Dial. med Formen gnall, gnullet). G.N. gnella (?), gnöllra. – 2) hvine, knirke, skrabe; f. Ex. om Døre, Hjul, Jern som gnides og desl. D’er so hardt, at det gnell (om Træ). Hertil ogsaa “gnellande Frost”, s. Gnallfrost. – 3) tale med en skarp og hvinende Stemme. Østl. Tel og fl. Ellers ogsaa: skjælde, larme, skraale. Hertil gneldra, Gbr. gnaldra, Sdm. og fl. Saaledes Gneldrebikkja, f. en Hund, som forfølger Folk med Gjøen.

Gnellar, m. en Skriger, Skraalhals.

gnellen, adj. skarp, hvinende; om Lyd.

Gnelling, f. Hvinen; Knirken, o. s. v.

gnellmælt, adj. som har en skarp, hvinende Stemme. Tel. og fl.

gnelt, adv. skarpt, hvinende. Han talar so gnelt. Østl.

Gnerra, f. en skarp og kold Vind. Sdm. (Gnærre). Jf. Nare.

gnesta, v.n. (gnest, gnast, gnostet), knistre, give en svag knitrende Lyd. Tel. Afvig. knesta, Jæd. Nordl. (G.N. gnesta). Mere alm. i Formen knetta. Jf. gnetta.

Gnett, m. Glidning, Rokkelse, liden eller næsten umærkelig Flytning. Setja Baaten ein liten Gnett fram etter, d. v. s. en liden Smule længere frem. Nordl. s. følg.

gnetta, v.n. (gnett, gnatt, gnottet), glide lidt, rokkes, give efter for et Tryk. Han gnett ikkje av Flekken (f. Ex. om en Steen, som man forsøger at flytte). Voss. Det gnett ikkje fram: det gaar ikke en Tomme fremad. Sdm. Nordl. Snjoen var so hard, at det gnatt ikkje i honom (d.v. s. der saaes ikke Spor efter Foden i den). Voss. Baaten er so tett, at det gnett ikkje um honom (d.v. s. der kommer ikke mindste Draabe igjennem den). Sdm. Bruges ogsaa om Lyd, men i dette Tilfælde falder det sammen med knetta (knitre).

gnetta, v.a. (er, e), rokke, bevæge, flytte af Pletten. Hard. og fl. D’er so tungt, at eg kann ikkje gnetta det av Flekken. Ogsaa i en anden Form: gnita (i’), el. knita (ar), Hard., nita (i’), Tel. “Dæ nitar seg inkje” (glider ikke af Pletten, lader sig ikke rokke). Fra Lister er meddelt “knea”, i samme Betydning.

Gnetting, f. ubetydelig Rokkelse el. Glidning.

gnida, v.a. (er, de), gnide, skubbe. Ogsaa med stærk Bøining (gnid, gneid, gnidet), men lidet brugl., see gnika, gnua, gnura.

gnigga, v.n. gnie, spare; s. gnika.

Gnik (i’), m. s. Gnikar.

gnika (i’), v.a. (ar), 1) gnide, stryge, skubbe; ogsaa: knuse, male, f. Ex. Salt. Ogsaa udtalt: gneka, gnikka, Nordl. og fl. Afvig. knika (i’), kneka, Sfj. Sogn, Nhl. Mandal; nika, neke, Sdm. Hall. og fl. – 2) v.n. trælle, slæbe, arbeide længe; holde længe paa med det samme. Me hava gnikat med det heile Dagen. Jf. gnaga. – 3) gnie, være smaalig sparsom; prutte paa en Betaling, o. s. v. B. Stift og fl. (maaskee alm.). Ellers: gnigga, Hall. Jf. nigla og tigla.

Gnikar (i’), m. en Gnier, karrig Person. Ogsaa i Formen: Gnik (Gneek), eller Knik, Sfj. Sogn.

gniken (i’), adj. gnieragtig, s. gniksam.

Gniking (i’), f. Gnidning; langvarigt Arbeide; ogsaa Gnierie; s. gnika.

gniksa, v.n. (ar), knirke, hvine, give en hvinende Lyd; f. Ex. om en Dør, et Hjul. B. Stift, Nordl. (Andre Steder gnistra, gnella, rikta). Sv. Dial. gniksa.

gniksam (i’), adj. gnieragtig, altfor sparsom. Hedder ogsaa gniken (gnikjen), knikjen, Sogn; nikjen el. nekjen, Hall.

Gniksing, f. Knirken, s. gniksa.

gnisa (i’), fnise; s. knisa.


gnista (ii), v.n. (er, e), klynke, hvine med en svagere Lyd, eller med lukket Mund; især om Hunden. Han stod utfyre Dyri og gniste og vilde inn. B. Stift. Afvig. knista, Jæd, og fl., niste, Sdm., nistra, Hall., gnistra, Nordl. og tildeels Østl.

Gnistefylla, f. en stærk Overfyldning med Mad. “Niistefylle”, Sdm. Spøgende og med Hentydning til en Hund, som klynker for Smerte af Overmættelse.

Gnister (-str), m. Knirken, hvinende Lyd. – gnisterkald, adj. yderlig kold, om Luften. (Hedder ogsaa: gnistrande kald). Gnisterkulde, m. klingende Kulde (= Gnallfrost). Nordl.

gnistra (ii), v.n. (ar), 1) klynke; s. gnista. 2) knirke, hvine, give en skrigende Lyd (omtr. som gnella og gniksa). Østl. ogsaa i Nordl. G.N. gnísta.

Gnistring, f. Hvinen, Knirken.

Gnit (i’), f. (Fl. Gniter, Gnitr), Gnid, Æg af smaa Insekter, saasom Luus. Afvig. Gnitr og Knit. Sv. gnet, Eng. nit.

gnita (i’), v.a. rokke; s. gnetta.

gnitra (i’), v.n. gnidre, gjøre noget altfor smaat. Hertil Gnitr (Gnitter), n. yderst smaa Figurer, f. Ex. i Skrift, Tegning, Udskjæring og desl.

gnog, gnavede, s. gnaga.

Gnoll, m. Hvinen, Skrig; ogsaa: Tryglen, Knur, Klage. “Noll”, Sdm. Af gnella.

gnotten, rokket, gleden; s. gnetta.

gnua, el. gnu, v.a. (r, dde), gnide, skubbe. Nordl. Indh. (Snaasen). Ogsaa: knuse, gnide smaat. Valders, Tel. Jf. gnura. G.N. gnúa; Sv. gno, og gnugga. Om et andet gnua see knua.

Gnue, m. s. Knue.

gnugga, v.a. knuge, trykke. Ork.

Gnur (uu), m. 1) Susen af Vind. Indh. – 2) see Gnuring.

gnura, v.a. (ar), 1) gnide, knuse, især med Hænderne. Helg. Andre St. gnua, gnika. (Jf. ogsaa knyra). – 2) knuge, trykke, skubbe af Lave. B. Stift. Gnura ned Graset: nedtrykke Græsset ved at sidde eller ligge i det. Gnura upp Sengi: sparke Sengen op, om Børn. Liggja og gnura: skubbe eller vælte sig, idet man ligger. Afvig. nure, Sdm. Jf. gnya.

Gnuring, f. Gnidning, Skubning; Omvæltning. Hedder ogsaa Gnur (Nur), m.

gnurka, v.n. knirke; ogsaa knurre, klynke. Gbr.

Gnust, m. en kort Stump eller Klods (= Kubbe). Tel. Ogsaa om en stærk Karl.

Gnuta, f. en Smule , el. liden Stump. Gbr.

Gny, n. Overhæng, idelig Begjæring og Paamindelse. Ork. og fl. (Jf. Attergny). Paa Sdm. Gnysl (Gnyssel), m.

Gny, m. 1) Larm, Støi. Lidet brugl. G.N. gnýr. 2) Tummel, Trængsel, hvor en Mængde Mennesker er samlet. I Tel. Gnyr.

gnya (el. gny), v.n. (r, dde), 1) skubbe, vælte, tumle sig (= gnura). Nhl. (Jf. G.N. gnýa, trykke paa). – 2) mane eller trygle om noget (= gnaa, gnaga, nyggja). Ork. og fl. Ogsaa: mukke, mumle (= knya). Jf. G.N. gnydja.

gnyggja (gnide), s. nyggja.

gnyltra, v.n. hoste meget. Sdm.

Gnyr, og Gnysl, s. Gny.

gnæsa, v.n. blæse koldt (omtr. som nara). Tel. (Mo). Hertil Gnæs, m. kold Blæst. Jf. Gnerra.

Go, f. s. Gjø. – go, imperf. s. gøya.

Gobaan, s. Godbarn.

god, adj. god, tilfredsstillende. Mest alm. udtalt go (i Nfj. og Sdm. god’e); i Neutrum med anden Vokal: godt, gott (o’). G.N. gódr, gott. (Jf. betre, best). Her som i de beslægtede Sprog et overmaade meget benyttet Ord, som derfor ogs. har mange Vendinger i Betydningen. Saaledes: 1) behagelig for Sandserne; frisk, velsmagende, m. m. God Smak, Ange, Luft; Mat, Drykk. Hava godt: befinde sig vel, have det behageligt. – 2) heldig, lykkelig; gunstig. Gode Tidender; eit godt Merke. Godt Veder. Eit godt Aar. Hertil Hilsnings-Ordene: God Dag! g. Morgon, Kveld, Natt. Ofte i en besynderlig afvigende Form “gu” (gu’ Dag, gu’ Morn). – 3) venlig, mild, kjærlig. God Vilje, gode Ord. (Jf. bjoda godt, giva godt). Om Mennesker: blid, huld, velvillig. No maa du vera god med honom (d.v. s. behandle ham venligt). Nogle Steder “god ved”. (Isl. gódr vid). Han er ikkje god paa oss. Gjera seg god atter (blive blid igjen). – 4) let, magelig, bekvem. Mest i Neutrum. D’er ikkje godt aa gjera. D’er ikkje godt med det (eller: um det). Han er ikkje god aa finna (det er ikke let at finde ham). – 5) nyttig, fordeelagtig; tjenlig. Eit godt Byte, Kaup, Kast. Ein god Gard. Ei god Raad. Det gjerer godt. Han heve godt av det (d.v. s. det bekommer ham vel). – 6) fuldkommen, fulddygtig, som er i sin rette Stand; ogsaa: dygtig, duelig, flink. Vera god til: være i Stand til, formaae, kunne. Hedder ogsaa: vera god fyre (go’føre). Verda god atter: komme i Stand, blive frisk, helbredet. (Isl. gódur aptur). Det vardt godt atter: det blev lægt, heelt igjen. Ellers med Begrebet duelig: ein god Bunad, gode Klæde; ein god Baat, ein god Gangar, Roar, Styrar, Talar, o. s. v. – 7) betydelig, drøi, ikke liden; ogs. rigelig, tilstrækkelig. Ei god Stund, el. Rid (noget lang). Ei god Halvmiil. Eit godt Stykke. Dei hava god Raad, Her er god Tid endaa. Eg hadde god Hug til det (jf. Eng. a good mind). I denne Betydning ogsaa om onde eller slemme Ting, f. Ex. ei god Pretta, ei god Lygn, eit godt Fantestykke. Han er ein god Slarv o. s. v. – 8) gyldig, som har noget Værd; sikker, paalidelig; ogs. hæderlig, agtværdig. God Vara. God
Grunn. Eg vil ikkje taka slikt fyre godt. Han er so god som tvo. Han kom god, daa han kom (han kom for Alvor, med Fynd og Klem). Dei ero baade lika gode (den ene er ikke bedre end den anden; de have lige megen Skyld). Ganga god fyre Pengarne, d.v. s. gaae i Borgen, Caution. (Sv. gå i god). Han er god paa eit Tusund, d. v. s. hans Formue kan anslaaes til et Tusinde. (B. Stift). Halda seg for god (være for stolt). Han er komen av godt Folk (af hæderlig Familie). – 9) ædel, ærlig, retfærdig; om en Sag, en Stræben; ligesaa om Tænkemaaden. Det gode (substantivisk: det rette i moralsk og religiøs Henseende). – 10) retsindig, from, billig, ædelmodig. Ei god Menneskja. – Af Former mærkes: godo (godaa, goaa), Dativ i Neutrum. Av godo: af noget godt, af Venskab el. desl. Fyre godo: forud for noget godt (som Varsel). Med godo: a) med Mildhed, uden Tvang; b) med Lethed, mageligt. Med ollo godo: med al Magelighed, meget let. (“mæ ollaa godaa”, Sdm.). Med godo hjarta: med Fornøielse (s. Hjarta). Et Akkus. godan findes i gamle Vers og i Hilsningen “goan Dag”. (Nhl.). – En Genitivform goda er noget usikker. Til goda: til (Ens) Bedste. Hedder oftest “til godes” (te goes), ogsaa “te goar”, Shl. Num. Sjaa ein til goda: see paa Ens Bedste. Telja til goda: raade til Fred, tale forsonende Ord. Et Par Talemaader have Formen “gods”. Med gods Manns Hjelp. I gods Manns Hender. (B. Stift).

goda, v.a. (ar), gjøre til gode. goda seg: godte sig, fornøie sig. Lidet brugl.

Godaar, n. heldigt, frugtbart Aar. Mest i Fleertal. I Godaarom.

Godbarn, n. 1) et taalmodigt, roligt Barn. – 2) Barnebarn. “Gobaan”, Tel. Hall. Vald. Saaledes: Goddotter, f. Søns eller Datters Datter. Godson (o’), m. Sønne- eller Dattersøn. Jf. Godforeldre.

godbeinken (kj), adj. tjenstvillig. Hall. Noget lignende er “go’beall”, egentl. let at bede til Hjælp.

Godbite (i’), m. Lækkerbidsken.

Godbonde, m. et Steds Skytsaand (= Vord, Tunkall). Nordl.

Godbragd, f. godt Udseende, god Skik. Hall.

Goddagar, pl. gode Dage, mageligt og lystigt Liv. Goddagsfugl, m. En som lever flot og mageligt. (Sv. goddagspilt).

goddauvleg, adj. lidt kjedelig, dog ikke ubehagelig. Tel. (spøgende).

goddaaig, adj. medlidende, følsom. Sæt. Tel. Jf. Daa, daaig.

Goddotter, f. s. Godbarn.

Goddrykk, m. Drikke (Øl) af bedste Slags (modsat Tunndrykk).

goddæmd (-dæmt), adj. sund, reen, som ikke giver nogen Afsmag; om Kar. Ogsaa: frisk, fri for Sygdom. Trondh.

Gode, m. 1) Godhed. (Sjelden). G.N. gódi. 2) Gavn, Hjælp, Fordeel. “Goe”, Trondh. Det var liten Gode i det. Det gjorde ikkje nokon Gode. 3) det bedste, den bedste Deel. Sjelden. I Sogn skal det forekomme i Formen “Godje” (Godge?). Her mærkes ogsaa Formen “Go”, i Forbindelsen “ha go til”, d.v. s. have Behov, behøve (at gjøre noget). Nfj. See Bod.

Godfader (Gofar), s. Godforeldre.

Godfisk, m. bedste Sort Fisk (i Handel).

Godfjolla, s. Godtulla.

Godforeldre, n. Bedsteforældre, Faders el. Moders Forældre. Oftere særskilt: Godfader (Gofar) og Godmoder (Gomor). Ligesaa i svenske Dial. I danske Dial. ogsaa om Svigerforældre. (Molbech, Dial. Lex. 173). Disse Ord ere her næsten almindelige, medens derimod Godson og Goddotter synes indskrænkede til de sydlige Fjeldbygder.

Godfør, adj. fulddygtig, vel i Stand til noget. Tel. (?). Maaskee kun en Efterdannelse af: god fyre (= god til), s. god, 6. (Jf. Landst. 167).

godgjera (seg), v. 1) blive god, forbedres med Tiden. Buskr. 2) forliges, forsones. Smaal.

godgjerande, adj. velgjørende.

Godgjerd, f. Hjælp, Velgjerning. (Sjeld.). godgjerdsam, adj. hjælpsom, godgjørende. Tel. (gogjærsam).

godhaattad, adj. godmodig, føielig, eftergivende. Trondh.

godhjartad, adj. godhjertet, følsom.

godhugad (u’), adj. tryg, rolig, ubekymret. “gohaagaa”, Indh.

godig, adj. godhjertet, godmodig; ogs. troskyldig, som let kan blive narret. (Overalt udtalt med tydelig “d”).

godkjend, adj. erkjendt, antagen som gyldig. godkjenna, v.a. erkjende. Lidet brugl. Sv. godkänna.

Godkorn, n. Korn af bedste Sort.

godkynd (el. kyndt), adj. godmodig, mild, lempelig. Østl.

Godkynde, n. mildt Sindelag. Hall. Gbr.

Godlag, n. 1) god Tilstand, det at noget gaar godt; f. Ex. om en Mølle: No er ho komi i Godlaget. (Go’lagje’). – 2) godt Lune, blid og venlig Stemning. Noget lignende er: Godlot, Godluna, Godmøle.

Godlaata, og Godlaat, f. venlig Tale, Artighed, behagelige Ord. Nordl. Trondh. ogsaa Østl. I B. Stift Godlæta.

godlaaten, adj. venlig, artig, behagelig. Østl. (G.N. gódlátr). I Hall. godlaat: kjælende, indsmigrende.

godleg, adj. behagelig; s. godsleg.

Godleike, m. Godhed, gode Egenskaber; Værd, Bonitet. G.N. gódleiki.

godlidande, adj. tækkelig, som man godt kan lide. (goliand).


Godlot (o’), n. s. Godlag.

Godluft, f. Vellugt.

godlynd, adj. godmodig, venlig, velsindet. Oftest godlyndt (golynt). Tel. Hall. og fl. G.N. gódlyndr; Sv. godlynt.

Godlynde, n. Godmodighed, mildt og venligt Sind. Tel. G.N. gódlyndi.

Godlæta, f. 1) Venlighed, s. Godlaata. 2) Ros, Lovord; s. Vellæta. Nogle Steder Godlæte, n.

Godmenne, n. et godmodigt, fredsommeligt Menneske. B. Stift. G.N. gódmenni.

Godmoder, f. Bedstemoder (s. Godforeldre). Sædv. udtalt Gomor; nogle St. Gummor, Gumm’er; i Nhl. Gumma. Jf. Gudmoder.

godmæta, v.a. (er, te), agte for god, vurdere høit. godmæta seg: føle sig, være stolt. Tel. (Vinje). Hertil Godmæta, f. Selvtilfredshed. godmæten, adj. stolt, selvgod.

Godmøle, n. god Stemning, godt Lune (= Godlag). Gbr. Sdm. Jf. Møle.

godmølt, adj. blid, som er i godt Lune. Sdm. (Egentl. som maler godt; s. møl).

godna, v.n. (ar), forbedres, blive bedre. Trondh. (gona). Sv. Dial. gona. Ogsaa i Formen godnast. Hard.

Godnatt, f. (Fl. Godnæter), en Hilsning (egentlig: god Natt). Helsa Godnatt fraa oss: Hils fra os. (B. Stift). Eg heve mange Godnæter til aa helsa: jeg har mange Hilsninger at frembære (nemlig fra mange Personer).

godrøda, v.n. (er, de), tale venligt, fortroligt. Tel. og fl. Jf. godsvalla.

Gods (oo), n. Gods, Varer; ogsaa Eiendom, især Jord-Eiendom. Efter Udtalen Goss. G.N. góds, góz. Sv. gods. – Godseigar, m. Godseier, Proprietær.

Godsaud, m. et altfor godtroende Menneske. Jf. Godtull.

Godskap, m. Godhed, Værd; ogsaa godt Hjertelag. (Hedder oftere Godheit, f.).

godskrika, v.n. skrige af Kaadhed eller Lystighed. Jf. illskrika.

Godslag, n. en god Sort, noget bedre, udsøgt. Av Godslaget: af den bedre Sort. Lignende Ord ere: Godkorn, Godhøy, Godvid, Goddrykk, Godøl, og fl.

godsleg, adj. 1) venlig, godmodig, godhjertet. Alm. (Ogsaa i svenske Dial.). – 2) behagelig, hyggelig, som man har Fornøielse af. Sæt. Hall. og fl. I Tel. “goskleg”, ellers udtalt gossleg. Sjeldnere Godleg. (Hall.).

Godsmak, m. Velsmag. godsmakande, adj. velsmagende.

Godson (Gosaan), s. Godbarn.

Godsvall, n. venlig Tale. Hall. og fl. Andre St. Godsnakk, n.

godsvalla, v.n. (ar), tale venligt, fortroligt, uden nogen Haardhed. Hall. Buskr. Ellers: godrøda (gorøe), ogsaa godremsa, Tel. Mere alm. godsnakka.

godt (o’), adv. 1) godt, vel, efter Ønske. Det gjeng godt, o. s. v. – 2) let, med Magelighed. Me koma godt fram til Kvelds. – 3) dygtigt, rigelig. Han vardt godt gjennombløytt. So godt som: nærved, næsten, omtrent; for Ex. Han var so godt som gagnlaus. So godt som heile Flokken. – Dunkelt i Talemaaden “segja til godt”, f. Ex. Kvat segjer du til godt: hvad har du at sige?

godtenkt, adj. væltænkende. Trondh.

Godtidend, f. glædelig Tidende.

godtolug (o’), adj. taalmodig. Hall.

godtruen, adj. godtroende, troskyldig.

Godtull, m. en taabelig og altfor føielig Person; En som let lader sig narre. Om Kvinder: Godtulla, ogsaa Godfjolla. Østlandet.

godtykkjen, adj. kræsen, vrippen, som let finder sig stødt. Hall., ogsaa i Nordl. Vel egentl. selvgod.

Godveder (Goveer), n. godt Veir. Godvedersbolk, m. en Tid med stadigt godt Veir. Ligesaa: Godvedersdag, og fl.

godvegalt (e’), adj. n. om et Landskab, hvor der er let at komme frem. Hall.

godverd (?), adj. ømfølende, som let finder sig fornærmet. “govæl” (m. tykt L), Hall.

Godverk, n. et godt Arbeide.

Godvette, n. Skytsaand, god Genius. Nhl. og fl. Derimod Godvetter, f. og Godvetra, i Nordl. omtrent det samme som “Hulder”.

Godvid (Go-ve), m. Kjerneved (= Adelvid). Ork. og fl.

Godvild, f. Villighed, Tjeneste som man gjør af Velvillie. Nfj. G.N. gódvild.

Godvilje, m. Velvillie, Godhed.

godviljug, adj. godvillig, velvillig. Ogsaa i Formen godvilleg. G.N. gódviljugr.

godvis (ii), adj. villig, redebon, tjenstvillig. Nhl. Tel. og fl.

godvoren (o’), adj. mild, venlig. Tildeels ogsaa: selvgod, stolt.

godvær (?), adj. godhjertet, hjælpsom, gavmild. godværen, Smaal.; godværig, Hadeland. Jf. ogsaa godverd.

Godøl, n. see Goddrykk.

Goe, s. Gode. – Gofar, s. Godfader.

Gofs, f. Heftighed; voldsom Hurtighed. Sdm. “Take til mæ ei Gofs”. Jf. Ofse.

Gogl (o’), f. Gaas, s. Gagl.

Gogn (o’), f. Redskaber; især 1) Kar, Kjedler, Gryder, og desl. Tel. 2) en Væverstol (= Vevgogn). Nhl. Sogn. Afvigende Gaun, i Yttre Sogn. I Nordl. et Redskab at flette Snorer i. (Snøregogn). Paa Sdm. Rullegogn, el. “Rullagaang”: en Klæderulle. Gogn er egentl. et Fleertal af Gagn.

Gohaagaa, s. godhugad. Gol, s. Gul.


gola (oo), v.n. (ar), kjæle, smigre for En, caressere; ogsaa lefle, drive letfærdig Spøg. Rbg. Jf. gjøla.

Golda, f. Priis (paa Varer). Hall. (Gølde). Til gjelda.

Golle (af Hamp), s. Galde.

Golv (o’), n. 1) Gulv, Grundflade i en Bygning. (Jf. Tile). Afvig. Gov (oo), Sæt. Tel. G.N. golf; Sv. golf. Fara i Golvet: komme i Barselseng. Liggja i Golvet (“liggje ni Golva”): gjøre Barsel. Berg. Stift. (Isl. liggja á golfi). – 2) en Hylde i et Skab. Sæt. (i Formen Goov). Vel ogsaa ellers (ligesom Tile) om et Rum med særskilt Bund, en “Etage”, f. Ex. i en Ovn. – 3) en Afdeling i en Kornhesje (s. Hesja), det fiirkantede Rum imellem to Stavrer (Staurar), indeholdende omtrent et Læs Korn. Sdm. (S. Golvtal). Endelig findes Golv ogsaa anført (fra Trondh.) om en Flade eller Vinkel imellem Gangene indvendig i et Bjerg. (Budstikken 1820, p. 486).