Ivar Aasen Norsk Ordbog

haldad (?), adj. frugtsommelig (= fremmeleg). Sdm. (halda).

haldande, adj. som man kan holde; ogsaa værd at holde paa; f. Ex. haldande Kort (Kort som man kan spille med).

Haldar, m. 1) en Holder, En som holder en Ting, medens en anden arbeider derpaa. 2) Stopper, Redskab til at holde eller stoppe med. 3) et Slags Polyp, = Spruta (Sepia). Nordre Berg.

haldast, v.n. brydes osv. s. halda.

halden, part. 1) holdt, understøttet; ogsaa standset, fastholdt. 2) vedligeholdt, bevaret, uskadt. Ofte i Forbind. “heil og halden”. 3) opholdt, næret (vel eller ilde). 4) hjulpen, tjent med noget. Han er vel halden med det. Jf. mishalden. 5) agtet, anseet for noget. Tildeels afvig. hilden. Nordre Berg.

Haldgras, n. en Urt, anvendt mod “Hald” (Sidesting), Gentiana campestris. Tel.

Haldhake, m. Holdhage, Tømmerhage. Ogsaa i Formen Haldehakje.

Halding, f. Holden, Arbeide med at holde noget, o.s.v. see halda.

haldsam, adj. paaholden; udholdende.

Haldstyng, m. Sidesting (Sygdom).

Haldtre, n. Rækværk paa en Vei eller Bro. (Holde-træ). Oftere Handtre.

Hale, m. Hale, Svands. Nogle St. Haalaa. G.N. hali. Sædvanlig kun om Hestens Hale; ellers: Rova, Rumpa, Spæl, Stert, Vele, Spord.

Halereim, f. Halerem i en Hestesæle. Ogsaa kaldet Halestag, n. (Tel.), Halestert, n. (Berg.), Halatak (Hard.). Ellers: Bakola, Bakhøla og fl.

Halestert, n. s. Halereim.

Halgutu, s. Halvgota.

Haling, f. Haling, Trækning.

Hall, n. 1) Hæld, en hældende Stilling. Det stend paa Hall: det hælder, staar skjævt. – 2) en Hælding, Bakke, Skraaplan. Hall. Vald. og flere. Ogsaa om en Side af et Skovløst Høifjeld. Nogle St. Femin. (ei Hall); afvig Hadd (med Fl. Haddir). Tel. (Mo, Vinje). Jf. G.N. hallr, m. Bakke.

Hall, f. Stue, stort Værelse. Brugt i Historisk Fortælling. I Viserne ofte som Maskul. (Hallen); Landst. 9. 10. 20; jf. Hallargolv 351. G.N. höll, pl. hallir. Eng. hall.

Hall, m. Steen; især om mindre rundagtig Steen (omtr. som Gadesteen). Aahall, Aakerhall. Hallingdal (Hoels Sogn). Maaskee ogsaa i Tel. s. Landst. 828: “Eg lagde mitt Hovud paa hardan Hall”. I Valders tildeels Hallstein. Sv. Dial.hall: Klippe, stor Steen. G.N. hallr; heraf Hella. Ellers brugeligt i en Række af Personsnavne, som Hallgeir, Hallgrim, Hallkjell, Hallstein, Hallvard; Hallbjørg, Halldis, Hallrid.

hall, adj. hældende, skraa, som staar eller ligger skjævt. Baaten er hall: hælder til den ene Side. G.N. hallr. (Ang. hald, heald; Ght. hald).

halla, v.n. og a. (ar), 1) hælde, staae skjævt eller ligge skraat. Stolpen hallar fram. Det hallar undan, el. det hallar etter: det skraaner nedad, det bliver lettere; ogsaa det lakker mod Enden. Modsat: det hallar imot: det gaar opad, bliver tungt. – 2) v.a. sætte i en hældende Stilling, bøie til Siden. Sit ikkje og halla Baaten. Halla paa Hovudet: hælde med Hovedet. Halla seg: a) hælde til Siden; b) hvile lidt, lægge sig ned for en liden Stund. B. Stift, Nordl. G.N. halla.

Hallar (Grotte), s. Hellar.

Hallaar, n. et Uaar, Misvæxt-Aar. Num. Vald. Stjord. Ogsaa udtalt “Hællaar”, Smaal. G.N. hallæri.

Hallbakke, m. Bakke med jævn og svag Hældning. Tel. og fl.

hallbratt, adj. stærkt hældende, næsten steil; om Marker. Sogn og fl.

halle, s. hardla og hallen.

hallen, adj. noget hældende. Ork. og fl.


hallendt, adj. skraa, hældende; om Marker. Hall. Egent. hall-lend.

hallfløytt, adj. hældende, saa at den ene Ende ligger høiere end den anden. Sdm. (sjelden). Isl. hallfleyttr.

hallie, s. halvliden.

Halling, f. Hældning, hældende Stilling.

Halling, m. 1) Indbygger af “Hallingdal”. (Afvigende fra G.N. Haddingjadalr). Ellers: Hallingdøl, Hallingdøling; og om Kvinder: Hallingdøla. – 2) et Slags Dands, tildeels med adskillige Luftspring eller Kast: Hallingkast. – 3) Musikstykke til en saadan Dands.

Hallmark, f. hældende Marker.

hallmeitt, adj. skraa eller skjæv i Grunden, f. Ex. om en Vei, som i Tøveir er bleven dybere paa den ene Side. Hall.

hallrett (ee), adj. svagt hældende, næsten flad; om Jord. Sdm.

Hallræa (?), f. en Skraaning, en hældende Mark. Sdm. (Norddalen).

Hallstein, s. Hall, m.

Hallvardsvoka (o’), f. St. Hallvards Dag; den 15de Mai. Mest alm. Hallvarsoke (o’); ellers Hallvarsvuku, Indh. (Snaasen). G.N. Hallvards vaka, efter den norske Helgen Hallvard Vebjørnson af Huseby (ved Drammen), død 1043.

Halm, m. Halm, Kornstraa. Afvig. Hælm, Indh. og fl. Haalm, Lister; Haam, Sæt. G.N. halmr.

Halma, f. s. Helma.

halma, v.n. skjære Kornstraaene i en vis Høide fra Roden. “halme for høgt”. Smaal.

Halmhatt, m. Straahat.

Halmlod, f. Halmfoder. “Hallod”, Sdm.

Halmløysa, f. Mangel paa Halm.

Halmsnar, n. snoet Baand af Halm.

Halmstaal, n. Halmstabel i Laden.

Halmsula, f. en kløftet Stang, hvormed Halm flyttes op i en Lade. Indh.

Halmvondul (o’), m. en stor Halmvisk.

halna, s. handla. Halning, s. Halvning.

Hals, m. 1) Hals, Legemsdeel imellem Hoved og Krop. Ogsaa: Svælg, Strube. Afvig. Hæls, Indh. ogsaa Østl. Haals, Sæt. G.N. hals. – 2) en fremstaaende smalere Deel af en Ting (eller noget som ligner en Hals). Meidarhals, Felehals, Flaskehals, m. fl. – 3) et smalt Jordstykke imellem to Vande, eller ogs. imellem Klipper. (I nogle Stedsnavne synes Hals at betegne en Munding eller Dale-Aabning). – 4) Understævne, den forreste Deel af en Baad, nærmest under Stavnen. Nordl. – 5) det forreste Skjød paa et Seil. Nordl. og fl.

halsa, v.a. (ar), fæste Seilskjødet eller trække det mere nedad. Nordl.

Halsband, n. 1) Halsbaand. Jf. Helse. 2) Baand omtrent midt imellem Enden og Midten paa en Tønde.

Halsbarm, m. Underhjørne paa et Seil, Hjørnet “af Masteliget og Underliget”. (Folkevennen 12, 315).

Halsbast, (n.), Halsmuskler, Senerne imellem Nakken og Skuldrene. Sdm. Brugt i Dativ Fl. (Halsbostom), f. Ex. “E vardt so stiv’e i Halsbostaa” (o’): angreben af en sygelig Stivhed under Nakken. G. Dansk: halsbast.

Halsbein, n. Halsbeen. Jf. Halsknut.

Halsbola (o’), f. Hævelse i Halsen. Buskr. (Hælsbaala). Jf. bolen.

Halsbord, n. Fjelene nærmest ved Stavnen i en Baad. Nordl.

Halsbrune (u’), m. Halsbrynde, Kvalme med opstigende Vædske. Østl. (tildeels Hælsbrona). Andre St. Elde, Elding, Brennesott, Brjostsvide.

Halsbukk, m. Han-Reen, som er Forgjænger eller Anfører i en Reensdyrflok. Sdm. Maaskee rettere Haldsbukk, da den i Skrifter benævnes Holdebuk eller Holder. (Budstikken 1820, p. 671. Ill. Nyhedsblad 1, 235).

Halsdarre, s. Halsknut.

halsflengja, v.a. (er, de), omfavne ved et Greb om Halsen. Vald. Synes forvansket af G.N. halsfengja.

Halskar, m. Mand som har sin Plads i Forstavnen og besørger Opstillingen af Seilhalsen. Nordl.

Halskeik (kj), m. Stivhed i Halsen, efter en langvarig Bøining eller Vridning. B. Stift.

Halsknut, m. øverste Ryghvirvel i Halsen. “Halsnut”, Sæt. Nogle St. Halsdarre, s. Darre.

Halskrok, m. Halsens Krumning opad fra Boverne, paa Dyr.

Halskverv, n. de øverste Omgange (Kverv) af Fjelene i en Baad. Nordl.

Halsmot (oo), n. Svælget i Halsen, den øverste Deel eller Mundingen af Madrøret. B. Stift og fl. Nogle St. Holamot.

Halsplagg, n. Halstørklæde. Ogsaa kaldet Halsduk, og Halsklut.

Halsskyrta (y’), f. Halskrave, Brystlinned. Nogle St. “Halssjorta”.

Halssmog (o’), n. Halshul (= Hovudsmotta) paa Klæder. “Halssmau”, Østl.

Halssykja, f. Sygdom i Halsen; især et Slags farlig Betændelse (i Skrifter kaldet “den trondhjemske Halsesyge”).

Halstak, n. et Greb omkring Halsen.

Halsverk, m. Smerte i Halsen.

halt, s. halda og halv.

halt, adj. halt, haltende. G.N. haltr. Heraf Helta.

halta, v.n. (ar), halte, gaae hinkende formedelst Feil i en af Fødderne. Afvigende haltra, Lister. (G.N. haltra).

haltanna, s. halvannan.

Haltaus (?), s. Halvtynna.

Halting, f. haltende Gang.


halv, adj. 1) halv, som udgjør Halvdelen af en Ting (egentl. som kun omfatter den ene Side). G.N. halfr. – 2) ufuldkommen, ikke fuldstændig; f. Ex. om en Gjerning, et Svar, et Løfte. – 3) halvfyldt. Baaten var halv med Sjo. Afvig. haav’e, Sæt. I Femin. holv, f. Ex. “ei holv Mil”, Hard. Voss. Neutrum udtales sædvanlig “halt” (jf. Halvaar). Ogsaa i Sammensætning oftest: hal (hall), f. Ex. Halbror, halgjort, o.s.v. Med Subst. i bestemt Form staar det ofte uden Artikel, f. Ex. halve Dagen, halve Vegen. Eg hadde ikkje halve Gagnet av det. Hedder ogsaa: Eg vardt ikkje halve Mannen utav det: jeg stod mig ikke halv saa godt derpaa. Nordl. Sdm. og fl. Som en afvigende Vending mærkes: halv fem (4 1/2), halv seks (5 1/2) o.s.v. om Klokkeslæt. Jf. halvannan, halvtridje, halvfjorde osv. Til halves: til Midten, halvt. (B. Stift).

Halva, f. Halvdeel; den ene Side af Tingen. Hedder ogsaa: Holva, B. Stift og fl. G.N. halfa; Sv. halfva. Ellers Halvning, Helming, Helvt.

halva, v.a. (ar), dele i to, el. i Halvdele. Oftest i en fremmed Form “halvera”.

halv-annan, adj. halvanden (1 1/2). I Femin. halvonnor, Neutr. halvtannat. Efter Udtalen: hal’annan (ann’), hal’onnor (onnaa), halt-anna.

Halvar, m. et Spand, som holder halvanden Kande. Nhl. Maaskee egentl. Halvmaal, Halvkande.

Halvaar, n. halvt Aar. I nogle Forbindelser: Halvtaar (Haltaar); saaledes: halvtaarsgamall, adj. et halvt Aar gammel. Halvtaarstenesta, f. Halv-aarstjeneste.

halvbard, adj. halvtærsket. Hava halvbart: have tærsket Halvdelen. B. Stift.

Halvbask, n. Blanding, Røre. Tel.

halvbergad, adj. halvhjulpen, halvt forsynet.

halvblandad, adj. blandet med en ligesaa stor Deel af et andet Stof.

halvblind, adj. næsten blind.

Halvbroder, s. Halvsystkin.

Halvbruk, n. halvt Jordebrug.

Halvbygg, n. Blandkorn, Byg og Havre tilsammen. Jf. Hamlekorn.

halvdaud, adj. halvdød.

Halvdeild, f. Halvdeel. Oftere Halvedeild; ogsaa Halvedeil, m.

Halvdorm, m. Halvsøvn. Østerd. og fl.

halvdregen (e’), adj. halvdragen. Især i Udtrykket: ein halvdregen Ande, dvs. et halvt Aandedræt; nærmest om en utydelig Yttring, et halvsagt Ord; f. Ex. Naar berre han høyrer ein halvdregen Ande, so er han buen, dvs. saa snart han faar det allermindste Vink, er han strax færdig. (Ogsaa om En som sladrer om de ubetydeligste Ting). Berg. Stift; udtalt haldregjen, haldreien.

Halvemaal, n. Benævnelse paa en Dialekt med meget forkortede Ord; saaledes paa Sdm. om den Brug, at Lyden “H” bliver udeladt; f. Ex. i “Av” for Hav, “Est” for Hest.

halv-eten, adj. halv opædt. Ogsaa aktivt: hava halvetet, dvs. være halvfærdig med sit Maaltid.

halvfallen, adj. halvfalden (om Søen), midt imellem Flod og Ebbe.

halvfaren, adj. halvreist, om en Vei.

halvfems, s. nitti.

halvfemte, adj. fire og en halv (4 1/2). – Halvfemterøming, m. Baad med fire Rum og et Halvrum. Nordl.

halvfjorde, adj. halvfjerde (3 1/2). Haldfjorderøming, m. Baad med tre og et halvt Rum. Nordl. (Halfjerrøming).

Halvfjordung, m. Halvfjerding.

halvflødd, adj. halvstegen (om Søen), midt imellem Ebbe og Flod.

halvgalen, adj. halvgal.

halvgjengen, adj. 1) halvgaaet, om en Vei. 2) halvforløben, om Tid. 3) om frugtsommelig Kvinde, som er kommen til Midten af Svangerskabet, har gaaet sin halve Tid. Mest alm. i en nyere Form “halvgaadd”. – Halvgjenget til Middags: midt i Arbeidsstunden imellem Frokosttid og Middag. Halvgjenget til Nons: midt imellem Middag og “Non”. B. Stift. (Oftest: halvgaatt).

halvgjeven, adj. halvt bortgiven; især om Vinterfoderet: halvt forødet, halvædt. Afvigende “halgoven” (o’), Sfj.

halvgjor, adj. halvmoden. Ellers halvgjord (halgjor): halvgjort, ikke fuldført. Sjeldnere: halvgjera (e’), v.a. gjøre halvt eller ufuldstændigt.

halvgløymd, adj. halvforglemt.

Halvgota (o’), f. Slud, Mellemting af Regn og Snee. Halgoto, Vald. Halgutu, Hall. Jf. Halvsletta.

halvgota (o’), adj. blandet, f. Ex. om Tale, som er halvt venlig, halvt fornærmelig. Tel.

halvgrunn, adj. noget grund, ikke meget dyb. Østl.

Halvgrøyta, f. egentl. en tyk Vælling (af Graut). Bruges især om Mælkevælling, Mælkesuppe. Sogn, Hard. og fl.

Halvhelg, f. en Dag som ansees næsten som Helligdag; især om gamle Helligdage som i den senere Tid ere afskaffede, f. Ex. Trediedagen i Høitiderne.

Halvhempa, s. Halvkovring.

halvhevert, adj. om Byg, som er blandet med Havre. Søndre Berg. (halhævert), Hall. (halhævart).

Halvkanna, f. Halvkande.

Halvkast, n. Halvknude (= Halvstikk).

halvklædd, adj. halvklædt.

halvkomen (o’), adj. halvt udviklet.

Halvkovring (o’), m. en halvfornem Person. Nordl. Oftere Halvkauring. Nordl.
Trondh. I Nordre Berg. Halvkoring (oo), opfattet som “halvt av koro”, dvs. Halvdelen af hvert Slags. (Andre Steder Halvstoring; i Sogn: Halvhempa, f.). Dunkelt. Jf. kovra.

Halvkvartel, n. Halvfjerding, Skjeppe.

halvkveden, adj. halvkvædet.

Halvleira, f. et Slags leerblandet Jord.

Halvleiv, m. en halv Fladbrødskive. Sædv. udtalt “Halleiv”.

halvliden (i’), adj. halv forløben, om Tid. Mest i Neutrum. Det var alt halvlidet: den halve Tid var allerede forløben. Tel. og fl. (Udtalt; hallie, halle’e). Saaledes ogsaa: halvlidet til Middags o.s.v. Østl. Jf. halvgjengen.

halvljos, adj. halvlys. (halljos).

halvmidt, adv. til Midten, halvveis. Ork. (halmitt).

halvmogen (o’), adj. halvmoden.

Halvmork, f. Halvmark (1/4 Pund).

halvmyrk (y’), adj. halvmørk.

Halvmæle, m. Halvskjeppe. Vald. og fl. Jf. Mæle.

Halvning, m. Halvdeel. Østl. (Halning, Hælning). Ogsaa i Formen Helvning (Helning). Ved Mandal. (G.N. helfningr). Ellers: Helming, Halva (Holva) og Helvt.

halvnøydd, adj. halvt tvungen.

Halvpart, m. Halvdeel.

halvpløgd, adj. halvpløiet. Hava halvpløgt: have pløiet Halvdelen.

halvrein, adj. blandet; især om Korn (Byg), s. Halvbygg.

Halvring, m. Halvcirkel.

halvrodd, adj. halvroet, om Søvei. Hava halvrott: være midt paa Veien. I Nordl. ogsaa: være i Midten af Fisketiden (midt imellem Kyndelmesse og Sommermaal).

Halvrom, n. i en Baad: et halvt eller kort Rum, uden Aarer. Nordl.

halvroten (o’), adj. halvraadden.

halvrund, adj. rund paa den ene Side.

halvsett (e’), adj. halvladet, som har halv Ladning; om Baade.

halvsette (ee), adj. halvsjette (5 1/2).

halvsjaunde, halvsyvende (6 1/2).

Halvskap, m. Halvhed; Ufuldkommenhed.

Halvskolm, f. den ene Skal af en toskallet Musling. Hall.

halvskoren (o’), adj. halvskaaren. Hava halvskoret: have skaaret Halvdelen af Kornet.

halvslegen (e’), halvslaaet. Hava halvsleget (halslegje): være halvfærdig med Høslætten.

Halvsletta (e’), f. Slud, Vaadsnee. – halvsletta, v.n. regne med en Blanding af Snee. Tel. og fl. I Sæt. haavsletta.

halvsliten (i’), adj. halvslidt.

Halvsole (oo), m. Halvsaale i Skotøi. Halvsola, v.a. sætte Halvsaaler i.

Halvspenning, f. halvspændt Stilling. Det stend i Halvspenning, f. Ex. om Bøsselaas.

Halvstikk, n. Halvknude, Løkke hvormed man fæster et Toug. Sv. halfstek.

halvstor, adj. middelstor, ikke rigtig stor; ogsaa: halvt fornem. Østl. Hertil Halvstoring, m. see Halvkovring.

Halvstøling, m. halvvoxen Dreng. Hall. Maaskee for Halvstøring.

Halvsvevn, m. Halvsøvn, Døs.

Halvsystkin, n. pl. Halvsøskende. Særskilt: Halvbroder (Halbror), og Halvsyster.

halvt, adv. halvveis, for det halve. (Udt. halt). – Halvtaar, s. Halvaar.

Halvtekkja, f. et Tag som ikke har Mønning, men kun udgjør en Skraaflade fra en høiere til en lavere Væg. Ogsaa et Skuur, en Hytte med saadant Tag. Tel. og flere.

halvtress, s. femti. Jf. Tjug.

Halvtreve (Haltræve), m. Kornstak af 12 Neg. Jæd. Østl.

halvtridje (-trie, tre’e), halvtredie (2 1/2).

halvtullad, adj. forvirret i Hovedet, halv forrykt.

Halvtunna, f. Halvtønde. Nogle St. Halvtynna, Haltynne.

halvturr, adj. halvtør.

Halvtynna, f. en liden Øxe med tyndt Blad. Hall. Vald. Lidt afvigende fra G.N. halfþynna, da det nemlig udtales “Haltydna” og synes opfattet som Halvtyrna med Forestilling om en Spids el. Torn i et Hjørne af Øxen. I Tel. (Mo) forekommer “Haltaus”, f. om en noget bredbladet Øxe, en liden Bile.

halvvaken (kj), adj. halvvaagen.

halvvaksen, adj. halvvoxen.

Halvvaag, f. en halv Vog (18 Pund).

halvveges (-vegjes), adv. 1) paa halv Vei, midt paa Veien. 2) halvveis, ikke tilfulde. 3) nogenlunde, saa taalelig.

Halvverde, n. halvt Værd, halv Priis. Han fekk ikkje Halvverde fyre det: han fik det ikke halv betalt. Mest alm. udtalt Halvære. Afvig. Halvyre (y’), Sdm. G.N. halfvirdi.

halvvoren (o’), adj. middelmaadig, taalelig, ikke ganske utjenlig. B. Stift.

Halvvott (o’), m. Halvhandske, Vante som kun dækker Haandfladen og ikke Fingrene.

Halvvyrde, s. Halvverde.

halvøydd, adj. halvforødet.

Ham, n. Lykke (?), s. Uham.

Ham, m. 1) Ham, Hud, Skind. G.N. hamr. Skifta Hamen: fælde eller afskyde den gamle Ham (egentl. om visse Dyr, især Slanger); ogsaa: skifte Dragt, klæde sig paa en ny Maade. Jf. Haarham, Fugleham. – 2) Skabning, Skikkelse. Kasta Fugleham paa ein: forvandle En til en Fugl. Vald. og fl. (I Folkesagn). Ligesaa: Krøterham, Nauteham, Hesteham (Foleham, s. Landst. 331). Fordunklet i Ordet Likam (Likham). Ogsaa: Udseende, Udvortes (Habitus), med
Hensyn til Holdning, Klædning, Hudfarve o.s.v. No er han komen i rette Hamen sin. I Nordland: Hamn. Jf. Kveldsham, Hamlit, hamleg, hamsa, hema. – 3) Gjenfærd, Skygge, Gjøglebillede af en afdød eller fraværende Person. Mandal og fl.

hama, v.a. (ar), i Forbind. “hama seg til”: klæde sig ud, formumme sig. Maaskee ogsaa: pynte, pudse; s. hema. – Hertil hamast, v.n. forvandle sig, faae et nyt Udseende. Om støiende Børn, som om Aftenen overvældes af Søvn, siger man at “dei hamast”, eller “dei faa Kveldshamen sin”. Sdm.

Hamar, m. (Fl. Hamrar), 1) Hammer, Bankejern. Mest alm. Hammar; ellers Haamaar, Gbr. Ork. Indh. og fl. G.N. hamarr. – 2) Bagen eller Nakken paa Øxer, Hakker og desl., s. Øksarhamar. – 3) en steil Klippe, Bjergvæg, Præcipice. Dativ Fl. Homrom (Haambraa, Sdm. og fl.). Hertil mange Stedsnavne: Hamar, Hamre, Hamrarne, hvori Ordet tildeels kun synes at betyde en stenig Bakke, ligesom i Sverige (s. Rietz 240).

Hamar, m. (2), Frøhuus, Frøtop paa Væxter, især paa Hør og Hamp. Efter Udtalen: Hammer, Rom., Hamm’er (Ham’r), Toten; Haamaar, Stjordalen. Synes næsten at være samme Ord som Hams. – Hertil “Haamaarklo”, f. et Redskab at aftage Frøknopper med. Stjord.

Hamarsbot (Hase), s. Hombot.

Hamarsbrun, f. Pynt, øverste Kant af en Klippevæg. Ogs. Hamarskant, m. og Hamarsrør, f.

Hamarslag, n. Hammerslag, ogsaa Spor efter Hammerslag.

Hamarverk, n. Sted hvor Metaller bearbeides ved Hammere, som drives ved Maskiner.

hamast, s. hama.

Hambora (o’), s. Honbora.

hambra, s. hamra. Hambrar, s. Hamar.

hamla, v.n. (ar), 1) roe saaledes at man skyder Aarerne fremad, idet man sidder bag ved dem og vender sig mod Forstavnen. Jf. Hamlerom. – 2) roe baglængs, drive Baaden tilbage uden at vende den. G.N. hamla. (Jf. skuta). – 3) stræbe imod, gjøre Modsigelse eller Indvendinger. Smaal.

Hamla, f. Aareleie paa en Baad, Underlag hvorpaa en Aare hviler. Nordl. (Jf. Keip).

Hamleband, n. Vidiebaand, hvormed en Aare holdes fast til Aaretolden (Keipen). Ogsaa afvig. Humleband, Nhl. Det sidste er egentlig Homloband (G.N. hömluband), til Subst. Hamla.

hamleg, adj. vakker, tækkelig, godt udseende (af Ham). Hard. Voss og fl. Afvig. hamsleg og hamskleg, Rbg.

Hamlekorn, n. Blandkorn; s. Hummelkorn.

Hamlerom, n. Bagrum i en Baad; det Rum hvori man “hamler” for at holde ret Stævne i et trangt Farvand. Nordl. Trondh.

Hamletofta, f. den bageste Roerbænk (= Baktofta).

Hamling, f. Roen i omvendt Stilling (s. hamla); ogs. Modstræben.

Hamlit (i’), m. Hudfarve, Ansigtsfarve. Nordl. Trondh. Østl. Tildeels udtalt Hamleet, Hamlæt. Afvig. Hamlaat, Indr. Jf. Daam.

Hammelkyrne, s. Hummelkorn.

Hammer, Frøknop, s. Hamar.

Hamn, f. 1) Havn, Hvilested for Fartøier. Nogle St. Maskul. (ein Hamn). G.N. höfn, pl. hafnir. Sv. hamn. – 2) Græsgang (= Hamning). Østl. – 3) Foster, s. Homn.

Hamn, m. Udseende; Dragt, Klædning (ligesom Ham). Helg. og fl. (Jf. G.N. höfn, f. Byrde; hvad man har med sig; af hava).