Ivar Aasen Norsk Ordbog

Havald, n. Væversylle, et af de Baand hvormed Vævgarnets Traade vexelviis hæves op og trykkes ned, for at Islætten kan indskydes. B. Stift, med Fleertal Hovold (o’), ogsaa i Nordl. Andre Steder kun brugt i Fleertal; saaledes Høvøld, Valders; Haavel, Smaal. (Isl. hafald, pl. höföld). Om et andet Havald, s. Hovold. f.

havalda, v.a. (ar), forberede en Væv til Vævning ved at stikke Rendegarnets Traade ind i Væversyllerne. Nogle Steder hovolda (o’).

Havalda, f. Havbølge. Nordl.

havande, adj. værd at have. Det var fulla havande: man kunde nok ønske at have det. Det var ikkje havande i Huset: man burde ikke have det i sit Huus.

havandslaus, adj. 1) ørkesløs, som har intet at bestille. Sdm. og fl. – 2) tomhændet, som ikke har faaet noget. Han kom atter havandslaus. Tel.


Havandsløysa, f. Ørkesløshed. Sdm.

Havang, m. Værd, Nytte; Fordeel ved at have en Ting. Ork. “D’æ inte naaen Havang i dæ”. Andre St. Hav, n.

Havar, m. Ihændehaver, Besidder.

Havbakke, m. Skybanke over Havet.

Havbaara, f. Havbølge; store Bølger.

Havbaat, m. Baad at bruge paa Havet.

Havbrot (o’), n. Lyden af Havbølgernes Brydning mod Kysten (i Frastand). Ogsaa kaldet Havbrest, m. Trondh. Jf. Brimtot.

Havbrun, f. en lang Banke i Havbunden langs Kysten. Ofte opfattet som “Havbru” (Havbru’na). Nordl. Paa Sdm. kaldet Storegg (Storeggj’a).

havd, part. af hava: havt, brugt, benyttet; ogsaa: ført, flyttet, bragt; f. Ex. innhavd, heimhavd. (Udtalt kort: havvd).

havd, part. af hevja: forhøiet, ophøiet. Tel. Jf. upphavd. Asskilt fra det forrige ved længere Vokal.

Havdemba, f. et tyndt Skydække over Havet. Sdm. Nordl.

Have, m. Hank, Haandfang, f. Ex. paa en Skaal; ogsaa om Grebet i en Dørklinke. Smaal. Rom. i Formen “Hava”. Jf. Hev, Hevel.

havekjær, adj. begjærlig, havesyg.

Havella, f. en vis Søfugl, efter Nilsson: Fuligula glacialis (hos ældre Forf. Anas hyemalis). Nordl. Trondh. Ogsaa skrevet Haval (Sommerfelt, om Saltdalen) og Havold (Strøm’s Søndmør 233). Navnet skal ellers være dannet efter Fuglens Røst eller Skrig.

Havelta, f. omløbende Veir fra Sydvest til Nordvest. (Jessens Norge, 312).

Hav-erkn, n. et Slags store Sælhunde, som kun træffes i Havet. Sdm. og fl.

Havferd, f. Havreise, Havtour.

Havfiske (kj), n. Fiskerie paa Havet.

Havfole (o’), m. en vis Søfugl, maaskee det samme som Havhest. Sdm.

Havfru, f. Hav-Nymphe. (Sjelden).

Havfugl, m. Fugl som holder sig paa Havet.

Havgap, n. Aabning imod Havet.

Havgula (u’), el. Havgul, f. Vind fra Havet; især om den jævne Vind som blæser ind ad Fjordene om Eftermiddagen i varmt Veir. Brugl. vest og nord i Landet. (Paa Sdm. Utrøna).

Havgyrja (gj), f. langvarig Vind fra Havet (med indtrækkende Taage og Fugtighed). Sfj. og fl.

Havhest, m. Stormfugl, Procellaria glacialis. Sdm. Nordl.

Havkall, n. Præstekald (Parochie) paa Kysten el. paa Øerne ved Havet

Havkant, m. Kyst, Havside.

Havkatt, m. i Nordland det samme som Haagylling (= Sjokatt, Isgalt); – i de sydligste Egne det samme som Steinbit.

Havkjøld, f. kold og fugtig Luft, som trækker ind fra Havet. Nogle St. Havkyld, m.

havklaar, adj. klar over Havet; om Luften.

Havland, n. Landskab ved Havet.

Havleid, f. Søvei udenskjærs.

Havmann, m. 1) Kystboer, En som boer nær ved Havet. – 2) Havmand, (fabelagtigt Væsen, ligesom Havfru). Jf. Marmæle.

Havmaase, m. et Slags stor Maage.

Havorre, m. et Slags And, Fuligula Spectabilis. Nævnt af flere Forfattere (Strøm, Leem, Sommerfelt).

Havre, m. Havre (Kornart). Har flere afvigende Former: Hævre, f. Sdm. Hægre, f. Helg. Hagre, m. Indr. Harve, Vald. (Slidre), Herve, Sfj. G.N. hafri (?). Sv. hafre (i nogle Dial. hagre). Formen “Hævre” kunde maaskee være et afledet Ord: Hevra, f. Havresæd (?). Jf. hevert. – Hertil: Havreaaker, -halm, -korn, -mjøl, -sæde og flere.

Havregras, n. Hestegræs, Holcus avenaceus. Nogle St. Hesthavre.

Havrerisla, f. havretop; Frøtoppen eller Kornklasen paa et Havrestraa. Smaal. Rom. Tildeels forkortet: Havrisla. Ogsaa nordenfjelds med afvigende Udtale: Havreltle, Ndm. Hævreltle, Sdm. Hagriltle, Indr.

Havror, m. 1) en Reise ud paa Havet. 2) om en langsom Roen (saaledes som man roer paa Havet).

Havsauga, n. Sund eller Aabning, hvor man seer ud paa Havet. Nordl.

Havsbotn, m. Havets Bund.

Havsida, f. Kyst, Side som vender mod Havet.

Havsjo (-sjø), m. Havsø; det Slags Søgang, som kun finder Sted i Havet.

Havskaar, m. Havmaage (Fugl). Jarlsberg. Ved Mandal Havskaa, f.

Havskjer, n. Skjer eller Holmer længst ude ved Havet.

Havskodda (o’), f. Taage fra Havet.

Havskolp, m. et Navn paa Indbyggerne ved Havet i Nordland.

Havstrand, f. Strand ved Havet.

Havstraum, m. Strøm i Havet.

Havsula, f. en vis Søfugl, Sula Bassana. Isl. hafsúla.

Havsvelg, m. Hvirvelstrøm i Havet, Malstrøm. (Tildeels fabelagtigt om et Svælg, hvor Havet skulde løbe ned i Ebbetiden).

havsynt, adj. om et Sted inde i Landet, hvorfra man kan see til Havet. Der er havsynt uppaa Fjellet. Tel.

Havtaska, f. en vis Fisk (maaskee Rokke). Nordl.

Havto, f. Blæst og fugtig Veir fra Havet. Sogn, Sfj. Jf. Havætt.

Havveder (-veer), n. Veir til at færdes paa Havet.

Havætt, f. 1) Havside, Havkant. 2) Veir fra Havsiden; Vestenvind. B. Stift. Nogle Steder Havægt. S. Ætt.


havør, adj. yderst havesyg, gridsk, umættelig. Tel. (Vinje). Jf. ør.

Havøy, f. en Øe i Havet.

haa! interj. med dunkel Betydning. Ofte fordoblet “haa haa”, som Udtryk af Overraskelse, naar man mærker noget uventet. Haa haa! stend det so til? (Ogsaa svensk).

haa (= haat), for “hvat”, s. kvat.

Haa, n. en Luftning, et lidet Vindpust; især paa Søen. Helg., s. haa’a, v.

Haa, f. Eftergræs, nyt Græs som voxer op efter Høslætten. (Vel egentlig Græs, i Almindl. s. haa’a). Afvig. Ho, Tel. Buskr. Sdm. og fl. Hov, m. i Smaal. G.N. há. Ellers: Tøda, Avløde, Nylode.

Haa, m. 1, Hai, Fisk af Haislægten; især om den almindelige mindre Haifisk, som pleier at følge med Torskestimene, Acanthias vulgaris. G.N. há’r. (Isl. háfr). Jf. Holl. haai, T. Hai.

Haa, m. 2, Aaretold (?). Fordunklet i Opraabet: “Tak i Haa”, eller “Set i Haa”, som bruges naar man trækker Baade paa Land. Nordl. G.N. há’r, Aareblok, omtr. som Keip. Jf. Haasete.

haa, adj. i nogle Stedsnavne, som: Haaland, Haavoll, Haanes, Haaøy, Haabøle, – er en ældre Form for høg (= haag), dvs. høi.

haa, v.n. (r, dde), sandse, mærke, have fuld Bevidsthed om noget. Han korkje haar elder høyrer: han sandser ingen Ting. Sdm. Han korkje haar elder hyggjer: han har hverken Sands eller Eftertanke. Nordl. Haa seg: sandse sig, komme til Sands igjen efter en Forvirring. Haa etter: huske, mindes, komme ihu. Eg haadde ikkje etter det. Det vardt ikkje etterhaatt: det blev glemt, forsømt. Meget brugl. i Nordl. Trondh. og Nordre Berg. (Længere syd hedder det: haatta. Jf. Haatt). Ikke forefundet i G.N.

haa (for haavaa), v. s. hava.

haaa (håa), v.n. (ar), lufte, puste, blæse lidt; især paa Søen, Helg. (Heraf Haa,n.). Ogsaa: svæve, vimse, løbe omkring.

haaa (håa), v.a. (ar), dække med Græs (Haa). Tel. i den afvigende Form “hoa” (ligesom Ho, f.). Jorden siges at “hoe seg”, naar den grønnes af Græs om Vaaren eller efter en lang Tørke.

Haaball, m. Midsommer; Tiden imellem Pløiningen og Høslætten. Findes i forskjellig Form: Haaball og Hobball, Mandal, Rbg. Tel. Haabadd, Sæt. Haugball, tildeels i Tel., Hauball, Hall.; Haavoll, Hadeland, Hedem. Gbr. Østerd., Hobboll og Hobbolla, f. Opdal, Ork. Indh., og desuden Haavonn, f. Gbr. (Vaage). Ogsaa i Sverige: hobal, hovil, huvul, m. fl., afvigende fra G. Sv. hafall, f. dvs. Høst (s. Rietz 260). Ordets Oprindelse og rigtigste Form er uvis.

Haabeite, n. Græsning i Høstgræsset paa Engene; Ævred.

Haabrand, m. en af de større Hai-Arter, Blaahai, Lamna cornubica. Jf. Haamerr. Efter Nilsson betegner dog Haabrand ved Bergen en anden Art, nemlig Haakall el. Hannen af Haakjerring-Arten.

Haad, n. Spot, Haan, Beskjæmmelse. Tel. (Haa). G.N. hád. Heraf hæda.

haadfaren, adj. haanet, haanlig behandlet; ogsaa: skamfuld, beskjæmmet. Tel. (haafaren).

Haading, f. Spot, Forhaanelse. G.N. hádung. Haadingslaatt, m. Haanlatter. Ryfylke. (Haaingslaatt). Haadingsord, s. Haadord.

haadleg, adj. skammelig, bespottelig. Tel (haaeleg). G.N. hádulegr. Afvig. haadleg og haaleg: slem, fortrædelig. Ryf. I Shl. haalig.

Haadord, n. Spottegloser, bitre Ord. Oftere Haadingsord (Haaingsor). Tel.

haadsam, adj, spottende, spottelysten.

Haa-egg, n. Haiens Æg eller Rogn.

Haa-eng, f. Eng med Eftergræs.

Haaflekk, m. en Hob af “Haa” eller Eftergræs, som er udspredt til Tørring.

haafull, adj. fuld og stiv af Græsning i “Haaen” (s. Haa). Nogle St. hofull.

haag, adj. høi; s. høg.

Haagard, m. s. Hagegard.

Haagjæla, f. en mindre Hai-Art, Scyllum annulatum (efter Nilsson). Nordre Berg.

haagløymsken (kj), adj. glemsom, svag af Hukommelse. Sdm. (til haa, v.).

haa-grodd, adj. begroet med Eftergræs.

Haagylling, m. en Fisk som ligner Haierne, men har glat Skind og en lang traadformig Hale, Chimæra monstrosa L. Sogn, Ryf. Ellers kaldet Havkatt (Nordl.), Sjøkatt (Trondh.), Isgalt (Sdm.), Gulhaa (Nhl.). Efter Gunnerus ogsaa: Blankhaa, Gullhaa, Blankauga, Sjorotta, Haakong. (Trondh. Selskabs Skrifter 2, 271 osv. med Tegning). – Haagyllingslyse, n. Tran af Leveren af denne Fisk.

Haakall, s. Haakjerring.

Haake, m. en lang og mager Karl. Sdm. (Haakje). Jf. Hekel.

haakeleg (haakleg), adj. mager, spinkel. Tel. Ellers i Formen haaken (haakjen), Sdm. Romsd.

Haakjerring, f. Haakall, et Slags stor Hai, Schymnus borealis (hos ældre Forf. Sqvalus Carcharias). Ogsaa kaldet “Haaskjæring” (opfattet som Haass-Kjerring); sjelden Haakall, m. G.N. háskerdingr, m. dog ogsaa hákerling, f. og hákarl. (Isl. hákarl, hákall). Jf. Haabrand.

haal, adj. glat, slibrig; om Iis og andre Ting, som ere noget haarde. (I andre Tilfælde: sleip). Maaskee alm. Nogle St. haul, Ringerige, Hadeland. G.N. háll; Sv. hal. – Stundom figurlig: slu, listig.

haalaus, adj. uagtsom, tankeløs; ogsaa: glemsom. Sdm. Nordl. (S. haa, v.).
haalig, adj. slem, fortrædelig; s. haadleg.

Haalis, m. glat Iis. Vaaga seg ut paa Haalisen: indlade sig paa en vanskelig Sag.

Haalka, f. 1) Glathed, især paa Veiene. (Isl. hálka). 2) et glat eller slibrigt Sted, en Iis. (Sv. halka). Næsten alm. Nogle St. udtalt: Holka, Holke. Hertil Haalkeføre, n. Iisføre; Grund som er belagt med Iis.

haalkast, v.n. blive glat (= haalna).

Haalke (kj), m. Iis, glat Sted paa en Vei. Nhl. Tel. og fl.

haalkutt, adj. glat, fuld af Iis.

haalna, v.n. (ar), blive glat eller iset.

Haalska, f. Glathed. Nordre Berg.

Haaløysa, f. Tankeløshed; Forsømmelighed, Glemsomhed. Sdm. Jf. haalaus.

Haam, s. Halm. – haama, s. homa.

Haamann, Fuldmægtig, osv. see Hovmann.

Haamaar, og Haamaarklo, s. Hamar.

Haambot, s. Hombot.

Haamerr, f. et Slags Haifisk, efter Nilsson Hunnen af Haabrand (Lamna). B. Stift, Nordl.

Haamp, s. Homp.

Haan, n. en Tosse, en Stymper. haana, v.n. staae raadløs af Forvirring osv. Trondh.

Haana, s. Hadna. Haand, s. Hand.

haandags, s. kvardags.

haanga, s. hanga. Haank, s. Honk.

haanom (haano, haanaa), s. han.

[Haap, n. Haab. haapast, v. haabe. Nye Ord, s. Von, vona.

haapa (vige), s. hopa.

haar (hver), s. kvar.

Haar, n. 1) Haar, enkelt Trevle af Haar, Uld el. Skjæg. Jf. Tagl og Bust. – 2) Haarbedækning paa Dyr og paa Menneskets Hoved. G.N. hár. Her mærkes Talemaaderne: Inkje eit Haar, dvs. ikke et eneste Kreatur. Kvart eit Haar: alle Kreature, hele Hoben. Jf. hæra, hærd.

haara, v.n. (ar), røre ved, komme nær til. “Dæ tole ‘kje, at ein haara aat di”, dvs. det taaler ikke at berøres saa meget som med et Haar. Sdm.

Haara, f. Haartæppe; s. Hæra.

Haaraang, Hudfarve; s. Hørold.

Haarband, n. 1) Baand af Haar. 2) Baand omkring Hovedhaaret.

Haardott, m. Tot eller Bisk af Haar.

haardraga, v.a. trække efter Haaret.

Haardæme, n. Haarets Farve og Udseende. Tel. og fl.

Haarfelling, f. s. Haarskifte.

haarfin, adj. omtr. som haargrann.

Haarfloke (kj), m. sammenviklet Haarlok.

Haargard (-gar), m. Haargrændse, den Kreds omkring Hovedet, hvortil Haarvæxten rækker. B. Stift.

haargrann, adj. tynd som Haar. Hedder ogsaa “haarende grann”. – haargrant, adv. yderst nøiagtigt.

Haarham, m. Narven eller Haarsiden paa en Hud. Hard. Shl. og fl. Andre Steder utydeligt: Haaram, Haarram. Afvigende Haarreim, f. Tel. Mandal.

Haarhetta, f. en Paryk; oftere om et tykt Hovedhaar.

Haarkall, m. 1) som Plantenavn: Løvetand med moden Frøtop. Trondh. Nordl. (Vel egentl. graahaaret Karl, G.N. hærukarl). – 2) en anden Plante: Myruld (Eriophorum). Senjen. (Jf. Fivel). – 3) en utro Ægtemand. Sogn, Ork. Vistnok en Afvig. af Hor-kall.

Haarkamb, m. Haarkam.

Haarkvost, m. Haarkost. S. Kvost.

Haarlag, n. Haarets Væxt og Beskaffenhed; især paa Dyr.

haarlaus, adj. haarløs (= snaud).

Haarlit (i’), m. Haarfarve.

haarlugga, v.a. rykke i Haaret.

Haarløysa, f. Haarløshed, Blottelse.

Haarmakk, m. et Tilfælde hvorved Haaret ligesom tæres op.

Haarreik, f. en Linie, hvor Haaret skiller sig til begge Sider. Ryf. og fl. I Tel. Haarreit, f. Jf. Reik.

Haarreim, s. Haarham.

Haarreke (e’), m. Haarfældning, s. Haarskifte. B. Stift. (-rekje).

Haarrot, f. Haarets Rødder i Huden.

Haarrøyting, f.s. Haarskifte.

Haarsaar, adj. ømskindet, som ikke taaler noget Ryk i Haaret.

Haarsime, m. et Reb af Haar. Nordl.

Haarskifte, n. Haarfældning og dermed følgende ny Haarvæxt (paa Dyr). Ogsaa kaldet Haarfelling, f. Haarreke (kje), m. Haarrøyting, f.

Haarsmun (u’), m. saa meget som et Haars Bredde. Sv. hårsmån.

Haarstod, f. s. Haarstøde.

Haarstraa, n. et enkelt Haar. Nordl. Trondh. (Sv. hårstrå).

Haarstøde, n. Haarets Stilling og Væxt. Det var fiint Haarstøde paa den Hesten. Berg. Stift. Paa Sdm. ogsaa Haarstyd (y’). En anden Form er “Haarsto”, f. Gbr. Ork.

haart, s. kvar, kvaar, kvaart.

Haartraad, m. Baand omkring Haaret.

haarutt, adj. haaret, fuld av vedhængende løse Haar. (Ikke = hærd).

Haarvase, m. Haarvisk, sammenviklet Masse af Haar.

Haarvokster, m. 1) Haarvæxt. 2) en Plante, Rhodiola, fordum anvendt som Middel imod Haarfald. Sdm. 3) Rygsener paa Dyr. Sogn. (Paa Sdm. Gulehaar).

haas, adj. hæs, uklar i Stemmen. G.N. háss; Ang. hás. (Derimod Ght. heis). Heraf Hæsa, f.

Haasaata, f. en liden Stak af Høstgræs.

Haasete (e’), el. oftere Haaseter, m. Skibskarl, Matros; om enhver af Mandskabet
paa et Fartøi, undtagen Styrmanden. Nordl. (især Lof.). G.N. háseti. (S. Haa, m. 2). – Efter en Meddelelse skal Haasete etsteds ogsaa betegne: Sidemand paa en Tofte, el. i et Baadsrum.

Haaseting (e’), f. 1) Fartøiers Opsætning paa Land. Helg. 2) Opslag af Planker paa Siden af en Baad. Nordl. (?). Jf. Lausrip.

Haa-skap, n. Haiernes særegne Skikkelse.

haasken, adj. graadig, slugen. Nordl. (Lof. Salten). Efter Udtalen haaskjen. (Jf. hesk). I Sogn forekommer “haaskjen” i Betydn. glemsom (= haalaus).

Haa-skinn, n. Haiskind (anvendt til at glatte og polere Træ med). Ogsaa kaldet Haassrod (o’), n.

Haaskjerding (?), s. Haakjerring.

Haa-slætte, n. Efterslæt.

Haaspord, m. Hale af en Haifisk (anvendt ligesom Haaskinn). Udt. Haaspor.

Haastyrja (y’), f. Stør (Fisk), Accipenser Sturio. Jf. Styrja.

Haataska, f. et Slags liden Haifisk (Svarthaa, Spinax niger).

Haataa, m. s. Hite.

Haaterre, m. Eftergræssets Tørring.

haatt, pron. hvad; s. kvat.

Haatt, m. 1) Sands, Opmærksomhed. D’er ikkje nokon Haatt i honom: han er altfor ligegyldig. Ryf. (s. haa, v.). – 2) Hukommelse, Erindring. Søndre Berg. – 3) Sind, Gemyt. Namd. Indh. (jf. haattad). Ogsaa med Betydn. Ærefrygt, Respekt; ligesom “Aatte” (Otte, Oge). Guldalen. – 4) Lader, Væsen; et Menneskes Udvortes med Hensyn til det Indtryk, som man faar deraf. Trondh. Ein god Haatt: et tækkeligt, venligt Væsen. Ein vond Haatt: et frastødende Væsen. – 5) Art, Beskaffenhed, Egenskab. Ein annan Haatt i Vedret (Veer’e): en anden Tilstand i Luften, andet Slags Veir. Guldalen og fl. – 6) Maade, Maneer, Skik. “Paa mange Haatta”: paa mange Maader. Hall. Jf. Vanhaatt. G.N. háttr: Maade; Beskaffenhed.

haatta, v.a. (ar), 1) sandse, mærke, lægge Mærke til (= haa). Ryf. – 2) mindes, komme ihu. Søndre Berg. Ofte som v.n. med “paa”. “Eg haatta ‘kje paa da”: jeg erindrede det ikke. – 3) i Forbind. haatta seg: bære sig ad, opføre sig, forholde sig. Helg. (G.N. hátta: lave indrette).

haattad, adj. artet, beskaffen; ogsaa: findet. Trondh. Hertil godhaattad, illhaattad.

haattare, adj. (compar.), bedre, fortrinligere. Vald. Det var ikkje haattare Slaget: det var ikke af bedre Slags, just ikke af bedste Sort. Jf. frakkare, likare, mætare, ramare, yppare.

haattig, adj. opmærksom, eftertænksom; ogs. som har god Hukommelse (= minnug). Søndre Berg.

Haatting, f. Lader, Gebærder, Adfærd. Helg. Oftere “Haattels”, n.

haattlaus, adj. glemsom, forsømmelig. Hedder ogsaa haatta(r)laus. Søndre Berg.

haattleg, adj. ordentlig, rigtig, som der er god Skik paa. Nordl.

haattvar, adj. undseelig, bly, forsigtig i sin Opførsel. Valders. Falder nær sammen med haavar (hovar, høgvar).

Haav, m. 1) Fiskekube, et Slags Kurv med et langt Skaft, hvormed man optager Fisk af et Vod. Alm. ved Søkanten. Nogle St. afvig. Hov (o’). G.N. háfr (rodháfr, N. L. 2, 137). – 2) Ruse, Fiskeredskab, dannet som en Pose af Garn, til at bruge i Elvene. Sdm. og fl. Sv. håf.

haav, s. halv.

Haava, f. Eiendom, Forraad, det som En har. Vald. Her ser du heile Haava mi, dvs. alt hvad jeg for Øieblikket har. G.N. háfa (hafa?); Sv. håfvor, pl.

Haavade (?), s. Hovade.

haavar, adj. bly, undseelig, tilbageholden. Gbr. Hall. (Jf. haattvar). Hedder ogsaa hovar, Toten; hogvar og høgvar, Hall. – Jf. G.N. hogværr: stilfærdig.

Haavold, s. Havald, Hovold.

Haavoll, m. Midsommer; s. Haaball. Hertil Haavollsvidjor, pl. Vidier som skjæres ved Midsommer, da Barken glider af dem under Vridningen.

haavra, v.n. lede, søge ivrigt efter noget. Helg. (Dunkelt).

haavært, adv. heftigt, haardt, voldsomt. Nhl. Eg vilde ikkje taka han so haavært helder. Udtales “haav’ert”, men synes at høre sammen med Isl. háværr: støiende, høirøstet.

he’ (e’), for heve (dvs. har), s. hava.

hedan (e’), adv. heden herfra. Brugt i Formen “heda”, Sdm. Ofte i Forbindelsen “heda aa deda”: fra forskjellige Kanter, snart fra et Sted og snart fra et andet. G.N. hedan; Sv. hädan.

Hedde, s. Hella. Heddir, s. Hellar.

Heddøl, m. Indbygger af “Heddal” (i Tel.), nu skrevet Hitterdal, fordum Heitradalr. Et Par andre Dalstrøg (et i Vald. og et i Gbr.) nævnes ogsaa “Heddal”, men deres gamle Navn skal være Hedalr.

Hedna (e’), f. Hovedhaar (= Hott, Lugg); ogsaa: Hovedhud, Skindet af et Dyrs Hoved (= Hovudtenna). Sogn, Voss, Hall. og Vald. (udtalt Heddna), ogsaa i Gbr. (udt. Henna). Sv. Dial. hänna, härna (Rietz 284). “Hava god Hedna” kan ogsaa betyde: have godt Hoved, gode Anlæg. (Sogn). De Dialekter, som have Formen Hedna, have meget ofte “dn” for “rn”, og Ordet kunde saaledes gjerne opfattes som et gammelt Herna; men imidlertid synes det hellere at have en Forbindelse med G.N. hedinn: Skindkappe, Pels (Egilssons Lex. 335). Jf. ogsaa G.N. haddr: Hovedhaar.


hednedragast, v.n. rykke hinanden i Haaret. Hall.

hefta, v.a. (er, e), 1) hilde, binde, f. Ex. en Hest, med Baand omkring Fødderne. Nhl. See Hoft. – 2) standse, forsinke, hindre En fra at fortsætte et Arbeide, en Reise, o.s.v. Meget brugl. især i de nordlige Egne. – 3) hindre, skade, være til Afbræk. Smaal. og fl. Det hefter ikkje: det gjør ingen Hinder. G.N. hefta (hepta). Particip heft: hindret, forsinket, opholdt. Eg vardt heft ei lang Stund med det. – Reflexivt: heftast, forsinke sig, tabe Tid.

heftall, s. Heftesam.