Ivar Aasen Norsk Ordbog

Hulder (Huldr), f. Ellekone, Bjerg-Nymphe. (I Folkesagn). Mest alm. Huld’er (Fl. Huldrer); afvig. Huld, Sogn, Hard. og fl. Hulda, Nhl. Hold, eller Hodd, Helg. Ulder, Hall. Uldre, Smaal. Uld, Udde og Hudde, Tel. (Jf. Vett, Godvetter, Skogfru). Paa Island er huldufolk det samme som álfafolk; saaledes bruges huldukona for álfkona, og huldumadr for álfr. (Isl. Thjodsøgur 1, 1). I Sverige omtales kun “elfvor”, og i Danmark Elverfolk (Ellefolk), ligt Eng. elves (elf) og T. Elfen. Jf. Elv og Alv. – Hertil: Hulderfolk (ogsaa Huldrefolk, Huldafolk), n. Ellefolk, Underjordiske. Hulderhaug, m. Høi hvori Huldrer tænkes at opholde sig. (Jf. Haugfolk, Haugtuss). Hulderkall, m. og Huldermann: mandligt Væsen af Hulderfolket. Hulderslaatt, m. og Hulderspel, n. Ellefolkets Musik. Endvidere Hulderfe, n. Hulderkyr, pl. m. fl.

Hulderhatt, m. en Hat, hvormed man kan gjøre sig usynlig; en Dverghat. (I Folkesagn). Valders i Formen Huldrahatt og tildeels Hyldrehatt. I Hall. Hulahatt, vel egentlig Hulhatt (u’) el. Hularhatt. S. hylja. Jf. G.N. hulinshjalmr.

Hulk, n. Ujævnhed, Knuder, Knorter paa en Flade. – hulkutt, adj. ujævn, knudret; f. Ex. om en Vei. Smaal. Andre Steder hurklutt.

hulla, v.n. (ar), nynne, synge Melodier uden Ord. Gbr. og fl.

hultra, v.n. trave smaat, trippe. Hard. Rbg. – Hulter, n. smaat Trav.

Hulu, s. Hola og Høyløda.

Hum (u’), n. mørk Luft, Mørke af Optrækkende Skyer. Nordl. (Humm, Hom). G.N. húm: Tusmørke. Jf. hyma.

Humbakke, m. Skybanke over Havet med Nordenvind og taaget Veir. Nordl. (Hombakkje).

Hume (u’), m. Dunkelhed i Luften, Mørke. Hard. (Jf. Hum).

humen (u’), adj. dunkel, mørk. Hard.

Humla, f. en Humle, Skovbie (Bombus). Sv. humla; T. Hummel. – Hertil: Humlebol (oo), n. Humlerede, Kube. (Ellers kaldet Humlebøle, n. B. Stift og fl., og Humleby, n. i Smaal.). – Humlemjød, m. el. Humlevin (ii), n. Honning, Vildhonning. – Humlesong (aa), m. eller Humletot (o’), n. eensformig summende Lyd som af flyvende Humler. – Humlestyng, m. Stik af en Humle.

humla, v.a. (ar), sætte Humle paa Øl.

Humle, m. Humle (Plante), humulus. G.N. humli. Hertil: Humlegard, m. og Humlehage, m. Humlehave. Humlekoll, m. Top eller Blomsterknop af Humle. Humlelog (o’), m. Afkog af Humle. Humlesmak, m. Smag af Humle.

Humleband, s. Hamleband.

Humleblom, m. Geum rivale. Smaal.

Humlegras, n. Melampyrum. Tel. (Til Humla, f.).

Humling, f. Tilsætning af Humle paa Øl.

humma, gaae tilbage; s. homa.

Hummar, m. Hummer, Havkrebs. G.N. humarr. – Hummarfiske, n. Hummerfangst. Hummarklo, f. Hummerens Klo eller Sax.

Hummartust, f. et fabelagtigt Sødyr. Nfj. I Trondh. Stift Hummarmoder (-mor), f. (Norske Videnskabs Selskabs Skrifter, 1784, p. 24).

Hummel, m. Byg (hordeum). Sdm. meget brugl. Saaledes ogsaa Hummelsaaker, m. Bygager. Hummelseksing, m. Bygax. Hummelshalm, m. Byghalm. Hummelskorn, n. et Bygkorn. Hummelsmjøl n. Bygmeel. Hummelsogn, f. Børste el. Snerpe paa Bygkorn. – Ved Siden af Formen Hummel (Humul?) synes der ogsaa at være Spor til et gammelt Hamal; s. Hummelkorn, Hummelkyrne og hummelt.

Hummel, m. (Steen; Hammel), s. Humul.

Hummelkorn, n. Blandkorn, Havre blandet med Byg. “Hummelkodn”, Ryf. (jf. hummelt). Paa Sdm. Hamlekonn, meget brugl. Fra Lister er meddeelt “Humlekorn”,
om Byg og Rug. S. følg.

Hummelkyrne, n. Axkorn: Byg og Rug (i Modsætning til Havren). Smaal. Rom., efter Udtalen: Hummelkynne, Hommelkynn; nogle St. ogsaa Hammelkynn (Smaal.). G.N. hamalkyrni (N. L. 1, 385. 401) synes ikke ganske at svare hertil, da det staar i Modsætning til Byg. I danske Dial. Hammelkorn: Byg og Rug. Skotske Dial. hummelcorn: glat Korn, uden Børste.

Hummelsbot, Hase; s. Hombot.

hummelt, adj. blandet af Byg og Havre, eller egentl. blandet med Byg (jf. hevert). Ryf. Kun i Forbindelsen: hummelt Korn. Maaskee egentlig “hummel” med en anden Betydning. Jf. dansk: hammel, dvs. fyldig, kjernerig (Molbech, Dial. Lex. 192). Skotske Dial. hummel: but, hornløs; Ght. hamal: afstumpet; G.N. hamalt: kileformigt.

Hump, m. 1, Bjergknold, en liden Klippe. Jæd. Shl. Nhl. Sogn; ogsaa i Nordl. (I svenske Dial. hump: Jordstykke).

Hump, m. 2, Kjødstykke, s. Hupp.

humputt, adj. ujævn, knudret, fuld af Smaaklipper.

humra, v.n. (ar), gnægge sagte eller med lukket Mund, give en svagere gnæggende Lyd, om Heste, f. Ex. naar de længes efter Foder. (Forskjelligt fra kneggja). Østl. Trondh. Nordl. og fl. (Ogsaa i svenske og danske Dial.). Isl. umra og kumra. Hedder ellers: kokra, brogga, bresja. (B. Stift).

Humregauk, m. en Fugl, hvis Lyd eller Stemme ligner en dæmpet Gnæggen; Horsegjøg, Scolopax Gallinago. Trondh. Nordl. Ellers kaldet: Rossegauk (Nhl.), Himmerhest (Lof.), Skoddefole (Sdm.), Horsebukk (Smaal.), Myrebukk (Sogn, Sfj.), Raageit (Hadl.), Vedergeit, og Jordgeit (Sdm.).

Humring, f. gnæggende Lyd.

humsa, v.n. (ar), humpe, gaae med en slingrende, skjødesløs Holdning. Smaal. Humsing, f. skjødesløs Gang.

Humul (u’), m. 1, Steen; især om smaa rundagtige Stene (= Koppestein). Hard. (ogsaa udtalt Hummel). I Vald. Humulstein. I Hall. Steinhummel: Steengrund, en Banke eller Masse af Steen i Jorden. Jf. G.N. hömulgrýti (hamulgryti), Steengrund?

Humul (u’), m. 2, Hammel i Plov eller Kjøretøi; Tværtræ, Tværstykke imellem Skaglerne og Ploven. I Sætersd. Homul (o’), ellers Hummul, Gbr. Trondh. Hummel, Smaal. Tverhummel, Sdm. – Vel egentl. Hømul, sideordnet med Hamal (?). I svenske Dial. hammel, som i Dansk.

Humulkrok, m. Jernkrog imellem Hammelen og Ploven (el. Vognen). Indh.

Humulstein, s. Humul, 1.

Hun (uu), m. 1, Bjørneunge, ung Bjørn. Søndre Berg. og fl. Afvig. Hyn, Nordre Berg. G.N. húnn (hún). – Hyn siges ofte ogsaa om en Dreng. “Guta-hynen”, Sdm. Jf. Hunbera.

Hun (uu), m. 2, Halvplanke, Fjel med en Barkside (s. Bakhun). B. Stift. Nogle St. Hune. (Jæd.). Afvig. Hon (oo), Bakhon, søndenfjelds. (Bak, Trondh.). – Hertil Hunelad, n. Stabel af Hun. Hunetak, n. Fjeletag.

Hunbera (uu, e’), f. Bjørnemoder, Hunbjørn med Unger (Huner). Hunabæra, Voss, Shl. Hunebære Sæt. Honebær, Tel. Hynebær, Sdm. Jf. Bera og Birna.

Hunbora (?), s. Honbora.

Hund, m. Hund (canis). G.N. hundr. Nogle St. ogsaa Hanhund (= Rakke), modsat Bikkja, el. Tik. Ellers i anden Betydning: a) en Steen med Ombinding at bruge som Anker for en Baad. Sdm. b) noget usædvanligt, drøit, grovt. Det var Hund til Kulde. D’er Hund til Sekk so tung. (Ogsaa svensk). Jf. hundgamall. c) om Personer med Begreb af Graadighed, Skjødesløshed eller Haardhed. Ein Hund etter Godmaten. Hon er ein Hund med Klædom sinom. – Ofte i Genitivstilling, f. Ex. eit Hunde Veder (el. Hunda Veer). et uhyggeligt Veir. Ein Hunde Livnad: et forargeligt Liv. Ein Hunds Alder: nogle Aar at leve i. (Efter Nogles Forklaring: femten Aar). I Sammensætn. Hunde (el Hunda) og Hunds; f. Ex. Hundebit, el. Hundsbit (i’), n. Hundebid. Hundsbikkja, f. Hund (foragteligt). Hundsrova, f. Hundehale. Hundsunge, m. Hvalp, liden Hund.

Hundblom, m. Arnica montana. Ryf.

Hundedagar, pl. Hundedage (Aarstid).

Hundefet, n. Spor efter Hunde.

Hundegaatt, m. (f.), Hundegjøen. Sdm.

Hundelag, n. 1) Hundegjøen. Sdm.

Hundeslag, n. 1) Hunderace. 2) Spor efter Hunde (= Hundefet). Østl.

hundfengen, adj. uhyggelig, styg, hundsk. “hundrefingjen”, Sdm.

hundgamall, adj. meget gammel. Hall. (Jf. hundklok, hundrik, hundsterk, og G.N. hundforn, hundvíss). Dette “hund”, som altsaa betyder “i høi Grad”, sættes af Nogle i Forbindelse med hundrad (Ang. hund). Jf. hundsleg.

Hundhegg, s. Trollhegg.

Hundkjeks (Urt), s. Hundsløkja.

Hundkjend, adj. meget nøie kjendt, vel bevandret paa et Sted. Nordl.

hundklok, adj. meget klog. Nordl.

hundlaata, v.a. (-læt, leet), overfuse med Skjældsord, beskjæmme, forhaane. Valders.

hundleg, s. hundsleg.

Hundrad, n. Hundrede (110); Antal af hundrede Stykker. Udtalt: Hundra, Søndre Berg. og fl. Hundrede, Sdm. Hunder (Hundr, Hunn’er), Nordenfjelds. G.N. hundrad; Sv. hundrade, hundra; Ang. hundred, og hund; Ght. hunt,
Goth. hund (hunda). Eit stort Hundrad: 120 Stykker. Hundrad og eitt: Hundrede og een (et Kortspil). I Hundrad-tal: hundredeviis.

hundrik, adj. meget rig, grundrig. Nordl. Jf. hundgamall.

Hundrom, n. et Halvrum eller lidet Rum i en Baad. Hundroms-færing, m. Baad med to Rum og et Halvrum. Nordl.

hundsam, omtr. som hundsleg.

Hundskap, n. Hundeskikkelse.

hundsleg, adj. styg, ubehagelig; ogs. drøi, grov, svær osv. Nordl. og fl. Paa Sdm. hundeleg, hundelege, ofte som adv. f. Ex. “hundele’ kaldt”: frygtelig koldt.

Hundsløkja, f. som Plantenavn: Chærophyllum sylvestre. Tildeels søndenfjelds. Ellers kaldet: Hundasleikja, Voss, Nhl. Hundeslengje, Sfj. Sdm. Hundkjeks, Vald. Gbr. Solør, Hundkarve, Helg. Desuden ogsaa Bikkjekjeks (Tel.), Rakkekjessa (Hall.), Rakkesløkje (Tel.). – I Ork. er Hundsløkje en anden Urt: Heracleum (?).

hundsterk, adj. usædvanlig stærk. Nordl.

Hundsyra (Plante), s. Høymola.

hundverande, adj. i Forbind. Der var ikkje hundverande: der var saa slemt at være, at ei engang en Hund kunde holde det ud. Nordland.

Hundvid (Træ), s. Trollhegg.

Hundøyra, n. Hundeøre; ombrækket Hjørne paa Papir eller Blade.

Hunger (Hungr), m. Hunger, Sult; ofte i mildere Grad: Madlyst, Appetit. (Jf. Svelta, Svolte). G.N. hungr. Kjenna Hungren: begynde at sulte. Riva Hungren av seg: dæmpe sin Graadighed, stille sin Trang for det første.

hungerlaus, adj. fri for Hunger.

Hungervekkja, f. en Smule Mad, som ikke mætter men kun vækker Madlysten. “Hungrevækje”, Sdm.

hungra, v.n. (ar), blive sulten, føle Trang til Mad. (Om en piinlig Hunger siges hellere: svelta).

hungrug, og hungrig, adj. sulten. Ogsaa i Formen: hungren.

Huning (u’), m. Honning. Sædvanl. udtalt Hunning, el. Honning. G.N. hunang, n.

huntra, v.n. nøle, forhale Tiden. Lister. Hunter (Huntr), n. Hindring, Forsinkelse.

Hupp, m. Tyndside (imellem Ribbeen og Laar) paa Dyr; ogsaa et Stykke Kjød af Tyndsiden. Søndre Berg. Paa Sdm. Hump. I Hall. Hupp og Hympe (Feithympe), n. Isl. huppr.

Hurd, f. Dør; Skive som lukker en Dør-Aabning (Dyr). Brugt i de sydlige Fjeldbygder; sjeldnere udtalt: Hurd, Tel. (Tinn), sædvanlig: Hur (uu), Sæt. Tel. Num. Hall., og tildeels Hul, med tykt L. (Hall.). G.N. hurd; Goth. haurds (hurd’s).

Hurdarjarn, n. Dørjern, Dørhængsel. I Sæt. Hurejenn.

Hurdarkrok, m. Jernkrog paa en Dør. (Meddeelt fra Solør i Formen Hurderkrok).

Hurdarring, m. Jernring, som tjener til Haandfang paa en Dør. “Huraring”, Sæt. G.N. hurdarhringr.

hurgla, v. ralle; s. hurkla.

Hurkl, n. 1) Snorken, besværligt Aandedræt (= Hurkling). 2) Ujævnhed, Knorter, Knuder; f. Ex. paa Jorden i Frost. Nordre Berg.

hurkla, v.n. ralle, lyde snorkende; om Aandedrættet. Sdm. og fl. I Hall. hurgla. Andre St. rukla.

Hurkling, f. Rallen, snorkende Lyd.

hurklutt, adj. ujævn, haard og knudret; f. Ex. om en Vei. B. Stift, Nordl.

hurla, v. surre; s. hurra.

Hurla, f. et tyndt Skjørt, Underskjørt. Voss. Jf. Dos og Stakk.

hurpa, v.n. fjerte. Hall.

Hurr, m. Knurfisk (= Rinald). Sogn.

hurra, v.n. (ar), 1) hvirvle, svinge rundt; især med en susende Lyd. Hall. og fl. Sv. hurra (Rietz 267). – 2) dundre, give en dump Lyd, f. Ex. om en rullende Vogn. Mere alm. (B. Stift, Hall. Ork.). Rokken gjekk, so det hurrade i Veggjom. – Om en lignende svagere Lyd siges hurla. Sdm.

Hurreblom, Arnica. Sæt. (Egentlig Hvirvleblomst, af en vis Børneleg).

Hurring, f. dundrende Lyd; Gjenlyd.

Hurv, f. Hob, Flok, Slæng (= Horg); ogsaa: en forviklet, uordentlig Masse. Østl. (I svenske Dial. hurva).

hurva, v.n. jaske, arbeide skjødesløst. Buskr. (Sv. hurva. Rietz 268). I Hall. om at gaae skjødesløst.

Hus (uu), n. 1) Huus, Bygning til Opholdssted eller Gjemmested. G.N. hús. – 2) Hylster, Gjemme, Foderal. Brillehus, Naalehus, Navarhus; Sandhus, Blekkhus. Jf. ogsaa Snigelhus, Makkhus. – 3) Huusrum, Herberge; Natteleie. Bidja um Hus: forlange Herberge. – 4) Huusholdning. Halda Hus: besørge Huusholdningen. Ligesaa: styra Hus, standa fyre Huset. 5) Familie. Eit stort Hus til aa halda. – Talemaader. Det stend Hus i Hus: Husene staae tæt ved hinanden (Væg i Væg). Hava i Huse: have sit Hø og Korn indbjerget. (G. Dativ). Det gjekk Mann av Huse: de gik ud alle tilhobe, hver Mand af Huset. Det høyrer ikkje Husom til, om noget upassende, urimeligt. (Husaa, Sdm.). Husens Folk: Familien, Husets egne Folk. Trondh. (G.N. hússins). Koma til Husa, el. til Husanne, dvs. til Gaarden, til Huus. B. Stift. (G.N. til húsanna). Ligesaa: Husanne millom, dvs. imellem Husene. Heraf hysa, innhyses, uthyses.

husa, v.a. (ar), bebygge, sætte Huse paa et Sted. Han heve husat upp Garden. (G.N. húsa). Ogsaa v.n. bygge. (Nogle Steder hysa). Ligesaa: opholde sig, logere paa et Sted. Nordl. S. hysa.


Husarbeid, n. Arbeide i Huset.

Husbaat, m. Baad med Kahyt. Sfj. og fl.

Husbergning, f. Huusbehov, Huusbrug. Nogle St. Husberg, el. Husbjerg, f.

Husbjørn, m. Huustyrann, En som plager sine egne Huusfolk. (Husebjønn).

Husbonde, m. Husbonde, Huusfader. Sædvanlig forkortet: Husbond; nogle St. Husband, Huspand. G.N. húsbóndi. (Jf. Eng. husband). Ofte brugt som Navn: “han Husbond” (dvs. vor Husbonde). Jf. Matmoder. – Husbondsfolk, n. Husbonde og Madmoder. (Mindre rigtigt Husbondsfolk). Husbonddreng, m. Gaardskarl, første Tjener.

Husborg, f. Grundmuur under et Huus (s. Borg). Tel.

Husbot (oo), f. Aabod, Husenes Vedligeholdelse paa en Gaard. Nogle St. Husebot, Husabot.

Husbreia (?), el. Husprei, f. Torden, Tordenskrald. Shl. Nhl. Voss, Hall. Sogn, Sfj. Nogle St. Hesbrei, Hesprei. Dunkelt Ord, som synes at falde nær sammen med Husfrøya, hvorom nedenfor.

Husbrot (o’), n. Nedbrydning eller Ødelæggelse paa Husene; ogsaa om en Storm, som skader Husene (Husebrot).

Husbruk, n. Huusbrug; Huusbehov.

Husbunad, m. 1) huuslig Indretning, Orden, Styremaade. I Hall. “Husebuna” ogsaa om Samlivet i en Familie. – 2) Huusredskab, Indbo, Møbler. Mere alm. – 3) et Slags broderede Tæpper. I Gbr. “Husbona”. (Folkevennen 12, 457).

Huse, m. Hoved, el. Hjerneskal af Fisk. Nordl. Ellers: Haus, Hause.

Huseigar, m. Huuseier.

husemillom, fra et Huus til et andet. Nogle St. husamillom, og “Husanne millom”, s. Hus.

Husfall, n. det Forfald, som Husene efterhaanden lide ved Forslidning eller Forradnelse. Trondh. og fl.

Husfang, n. Bygnings-Materiale (s. Fang). Mest brugl. søndenfjelds.

Husfolk, n. 1) Folk af samme Huus. 2) Folk som have Huus uden Jord. Jf. Husmann, som tildeels har anden Betydning.

Husfred, m. Huusfred; Frihed for Ufred i Hjemmet.

Husfrøya (?), f. Kone, Huusmoder. Ikke forefundet, uden i ældre Ordsamlinger, hvor Ordet nævnes i afvigende Former; saaledes: Husbrei fra Sfj. (i Jensens Glosebog, P. 55, 126); Husbreia fra Buskr. af Wiel (Topogr. Journal 32, 169); Hesprey fra Lof. af Schytte (Skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter 1807). G.N. húsfreya, ofte ogsaa húspröya (f. Ex. Dipl. I, p. 89, 92, 137 osv.) og i en anden Form húsfrú, senere forvansket til hústrú. – Ellers bruges et lignende Ord i en ganske anden Betydning, nemlig: Torden (s. Husbreia). Dette sidste, som er vanskeligt at forbinde med G.N. reid (dvs. Torden), kunde maaskee opfattes som “Fruen” (el. Thors Frue), da ogsaa den almindelige Benævnelse “Tora” synes at grunde sig paa en lignende Forestilling. Formen “Husprei” nærmer sig ellers til “Hoskolrei”, hvorom s. Oskereid.

Husgogn (o’), f. (n. pl.), Huusredskaber; Kopper og Kar. Tel.

Husgrin, m. en vranten Husbonde. Hall.

Husgrind, f. Stolper og Bjælker i en Stavebygning.

Hushald, n. Huusholdning.

Hushaldar, m. Huusholder; Huusholderske.

Hushugnad, m. Tilfredshed i Hjemmet.

Hushyra, f. s. Husleiga.

Husing, f. Husebygning, s. husa.

Husk, n. 1) Rystelse, Støden, gyngende Bevægelse. Østl. – 2) Støi, Uro; ogsaa Lystighed, Leg og Morskab. Søndre Berg. Ganga paa Husk: gaae for at more sig, løbe efter Leg og Selskab.

Husk, m. 1) Hylster, Dække, Foderal. Smaal. 2) Læderstykke til udfyldning paa en Skolæst. B. Stift. Sv. hysk, hösk (Rietz 276); D. Høsken. – 3) et Sengested under Taget. Hall.

huska (u’), v.n. (ar), 1) ryste, bæve; for Ex. om blød Grund (= dissa). Østl. Maaskee ogsaa: gyse; s. huskleg. – 2) gynge, duve op og ned; f. Ex. om en Baad. Søndenfjelds, Sogn og fl. Huska seg: sætte sig i en gyngende Bevægelse, sidde i en Gynge. Afvig. husta, Østerd. Ork. (Andre St. dissa, riga, reia). – 3) støie, sværme, løbe efter Leg og Morskab. Søndre Berg. I lignende Betydn. ruska, tuska, duska.

Huska, f. en Gynge; Line at gynge paa.

huskald, adj. huuskold. D’er huskaldt: det er koldt i Huset, skjønt Luften dog er mild.

Huskall, m. aldrende Mand, som har Huus, men ikke Jord. B. Stift. Ellers om En, som holder sig stadig hjemme. Ogsaa et Navn paa Spurven (Graaspurven).

huskall (u’), adj. urolig, stødende, rystende; f. Ex. om Gang, Kjørsel el. Søfærd.

Huskeleik, m. Gynge-Leg.

husken, s. huskutt, og huskleg.

Huskeskjol, f. en Gynge. Sogn.

Husketein, m. et Slags Tryllestav (?). Tel. (Landst. 38).

Hus-kjering (e’), f. Kone som har Huus for sig selv. Nogle St. ogsaa: en Huusmands Kone. (Paa Sdm. om en Nøddehase som kun indeholder en enkelt Nød; modsat: Tvonating og Trenating).

huskleg, el. huskeleg, adj. styg, frygtelig, gyselig. Østerd. Ved Trondh. husken.

Huskona (o’), f. = Huskjering.

Huskot (o’), n. Hytte, lidet Huus.

huskutt (u’), adj. 1, svag, sygelig, “huskett”, Smaal. I Sogn: huskjen.


huskutt, adj. 2, graaalig, graa med en dunkel eller noget mørk Farve; især om Heste. Gbr. (I B. Stift: myrk ulsblakk). Jf hyskjutt. En Hest af denne Farve kaldes Husk’en, el. Huskutt-Gampen.

Huskval, m. s. Tuvekval.

husla (u’), v.n. (ar), spøge, fjase med hinanden; især om Drenge og Piger; indsmigre sig, courtisere. Gbr. Trondh. (Paa Sdm. usle, el. ultle). Ogsaa: fisle indsmigre sig ved Sladder. Gbr.

Huslauk, m. Sedum acre. Sæt.

Husle, m. en stor Hob; s. Usle.

Huslegd, f. Almisselemmers Modtagelse i Gaardene til Underholdning for en vis Tid, som bestemmes ved Udligning.

Husleiga, f. Huusleie. Ved Havkanten ogs. kaldet Husehyra, f.

Huslyd, m. Huusfolk, Familie.

Husløysa, f. Mangel paa Huusrum.

Husmann, m. Mand som er bosat i eget Huus paa anden Mands Jord. I B. Stift om en Mand, som kun har Huus, men ikke bruger Jord. Paa Østl. om En, som bruger et Stykke af en Gaardmands Jord og staar i et Slags Tjenesteforhold til Gaardmanden. (Dette hedder i B. Stift: Plassemann). Hertil: Husmannsstova (o’), f. Husmannsplass, m. Husmannskona (o’), f. og fl.

Husmaat, n. Huusbesigtelse. “Gaa i Husemaat”: blive viist omkring i Gaarden for at besee Huusleiligheden hos en Familie, som man besøger. Sdm. Egentlig: Vurdering af Huse. (N. Dipl. 4, 693).

Husmose (o’), m. Mos (Lav), som voxer paa Huse; ogs. Mos til Tætning i Væggene.

Husmun (u’), m. Eiendeel i Huset, Indbo, Møbler. Mest i Fleertal (Husmuner). Lister og fl.

Husnavar, m. et Slags Bor. Sæt.

Husprei, s. Husbreia.

Huspryda, f. Prydelse for et Huus.

Husraad, f. 1) Forraad i Huset. 2) et simplere Raad eller Lægemiddel.

husraadig, adj. forsynlig, klog i Huusholdningssager.

Husrom, n. Huusrum; Huusleilighed.

Husrømd, f. Husenes Størrelse eller Rummelighed.

hussa, v.a. skræmme, jage bort. Sogn.

Hus-seta (e’), f. Huusmands Stilling. Sitja Husseta: boe i et eget Huus uden Jord. B. Stift.

Hus-styr, n. Huusholdning, Huusvæsen; ogsaa: Orden eller Skik i et Huus.

husta, v. s. huska.

Hustavla, f. Huustavle; Leveregel.

Hustekkja, f. Tag paa Huse.

hustra (u’), v.n. (ar), fryse, bæve eller krympe sig for Frost. Trondh. Gbr. Hedder ellers histra (i’), Sdm. Sogn. Jf. hukra.

hustren, adj. 1) kuldskjær, øm for Kulde. 2) om Luften: kold, kjølig. Trondh.

Hustring, f. Fornemmelse af Frost.

Hustuft, f. Bygningsgrund.

husvan, adj. huusvant; f. Ex. om Dyr.

husvand, adj. kræsen med Hensyn til Huus eller Bosted.

husvarm, adj. opvarmet ved Ophold i et Huus; ogsaa: kjendt, fortrolig med Husets Folk.

Husvarme, m. den opvarmede Luft i et Huus; ogsaa om Bekjendtskab i Huset. (Nogle St. Husfjelgde). Faa Husvarmen i seg: blive kjendt i et Huus, blive fortrolig med Familien; om tilflyttede Folk.