Ivar Aasen Norsk Ordbog

Husveg (e’), m. Vei imellem Husene.

Husverk, n. huusligt Arbeide. (Sjelden).

husvill, adj. huusvild, hjemløs.

Husvist, f. (og m.), Bolig, Opholdssted. Trondh. Sdm. (Kun i ubestemt Form). Jf. Vist.

Husvogn, f. lukket Vogn. Østl.

Husvyrke (-vyrkje), n. Bygnings-Materiale. Hedder ogsaa Husverke (kj). Nhl. Jæd. og flere.

Husvære, n. 1) Huusleilighed, herberge, Logis. B. Stift. – 2) Plads til Beboelse, Huusmandsplads. Hadeland, Toten og fl. Tildeels: Husvær, ogsaa kaldet “Husværelse”.

Hut (uu), n. Hujen, Skraal, Støi. Hall.

hut (uu)! et Tilraab, hvormed man byder en Hund at tie eller være rolig. (Ogsaa svensk).

huta, v.n. (ar), 1) huje, raabe, skraale. Hall. (Jf. Eng. hoot). – 2) v.a. true (en Hund) til at standse eller tie. (Sv. huta). Ogsaa: behandle foragteligt, hundse. Vera hissad og hutad: blive kommanderet som en Hund. Nordl.

huteleg, adj. (og adv.), skammelig, haanlig. Oftere forhuteleg. Sdm. og fl.

hutra (u’), v.a. (ar), bortvise, drive bort (med Trusel). Hall. (Jf. hussa). Derimod hutra seg, dvs. skjøtte sig, passe sig selv.

Hutu, f. s. Hita og Høta.

Huv, m. 1) Tagryg, Mønning paa et Tag. Hall. Ogsaa en Bedækning langs Tagryggen af Fjele eller Tegl (Huvstein). Sv. Huf: Top, Hætte. – 2) Bundfjele i Baad eller Fartøi; de nærmeste Planker ved Kjølen. Sdm. (Herøe). “Baaten brotna, so Steinanne sto ‘pi-gjønaa Hu’en”. G.N. húfr: Skibsside. (Jf. de to Betydninger i “Kjøl”). – 3) en liden Udbygning paa et Tag; en “Kvist” el. Ark. Østl. (Buskr. Østerd.). – 4) en Bugle, et rundagtigt ophøiet Punkt; f. Ex. en Hævelse paa Legemet af Stød eller Svulst. Toten, Hadeland. 5) Kreds, Ring; Lysring omkring Solen eller Maanen. Hadeland. Ogsaa: Veirsol, Bisol. Aadalen.

huva, huje; s. hua.


Huva, f. 1) Hue, Hovedbedækning (af mygere Stof). Lyder forskjelligt: Huva, Huv’, Hua, Hue. (G.N. húfa; Sv. hufva). Flere Slags: Topphuva, Kollhuva; Øyrehuva, Kjølhuva, osv. – 2) Ting som ligner en Hue; a) et hueformigt Laag over en Pibe. (Jf. Hetta). b) den anden Mave i de drøvtyggende Dyr (= Fagerhuva). c) Forhud, præputium. – Huvebrot, n. Kant eller Opslag paa en Tophue. – Huvedott, m. Udfyldning i en Hue af høiere Form (Kjølhuva). – Huve-emne, n. og Huvety, n. Tøi til en Hue. – Huveskjold, m. Hueskygge. Ogsaa kaldet: Huveslag, n.

Huving, f. s. Huing.

Huvstein, m. Mønningssteen paa et Tegltag. Hall. og fl.

Hval, s. Kval. (De Ord, som i G.N. have “hv”, ere her indførte med “kv” efter den almindeligste Udtale).

Hy, n. Duun, Laaddenhed; især om Skimmel (s. Hyvaksen); ellers om tyndt Skjæg eller Haar; tildeels ogsaa om smaat Græs. B. Stift, Tel. Hall. Østerd. Nordl. G.N. hý.

Hya, f. Lag eller Masse af Skimmel (Hy). Mandal.

hya, v.a. (ar), 1) gjøre laadden. hya seg: blive laadden, som af Skimmel. Oftere hyast. – 2) avplukke, afskjære. Hya utav (el. hye ‘ta’): afklippe skjødesløst; nedslaae tyndt Græs, og desl. Hall. Sdm. og fl. (Om et andet hya, s. hyda).

hya, v.n. (ar), trippe, løbe, hoppe afsted. Hall. Num. Tel. I Num. med Bøiningen: hyr, hydde.

hyda, v.a. (er, de), 1) sætte Hud paa. Reflexivt: hyda seg, groe til, faae ny Hud; om saarede Lemmer. Østerd. (hye se). Nogle St. hydast (hyast). Nordl. – 2) hudstryge, pidske (= dengja). Nordl. Nhl. Vald. Smaal. (hya, hye). G.N. hýda. Particip hydd: tugtet med Riis. – Hertil: Hyda, f. en Dragt Prygl (= Dengsla, Dika). Nhl. (Hya). Hyding, f. Prygl, Pidskning.

Hydna, s. Hyrna.

hyfsa (y’), v.a. (er, te), vippe, løfte op og ned, dysse (f. Ex. et Barn). Hyfsa seg: lette sig op, hoppe op. Tel. Rbg. Jæd. Gbr. og fl. Nogle St. “hypsa”, men formodentlig beslægtet med hevja. Jf. hufsa.

Hyfsing, f. Vippen, hoppende Bevægelse.

Hygge, s. Hyggje.

hyggja, v.a. (er, de), 1) sandse, befinde. Nordl. Hyggja seg: sandse sig, betænke sig. Ogsaa v.n. tænke, betænke noget. Han korkje haar elder hyggjer (s. haa). Hertil hører vel et Udtryk i Draumkvædet (Landst. 72) “heitar hell noken hyggje”: hedere end nogen troer. G.N. hyggja (hygg, hugdi): tænke, mene, Goth. hugjan. Jf. Hug, – 2) mærke, blive opmærksom paa; tildeels ogsaa: fatte, forstaae. Helg. (meget brugl.). Eg hadde ikkje hygt det: ikke lagt Mærke dertil. Eg hygde ikkje kvat han sagde. – 3) have Omsorg for, pleie med Omhu, røgte (for Ex. Kreature). Guldalen. Ogsaa i svenske Dial. (Rietz 265). – 4) ynde, holde af, synes vel om. Lat honom faa den, som han hyggjer mest. Ork. Tel. – 5) reflexivt (hyggja seg): glæde sig ved noget, finde Tilfredshed, Trøst eller Fornøielse deri. (Meget brugl. især i de sydligere Egne, hvor de forrige Betydninger mangle). Eg heve hygt meg til det lenge: jeg har længe glædet mig dertil, tænkt derpaa med en glad Forventning. Dei hyggja seg til honom: de holde sig til ham, glæde sig ved at være hos ham. Han hygde seg so godt her: han befandt sig saa vel paa dette Sted. Ogsaa i Formen hyggjast. (Sædvanlig med Begreb af Frihed og en fortrolig Omgang). Jf. Hugnad, hugnast.

Hyggja, f. Tilflugt, Trøst; en Person som man gjerne holder sig til; saaledes ogsaa: Kjæreste. Østl. tildeels udtalt Hygge. “Hygga mi”.

Hyggje, n. 1) Sands, Eftertanke; ogs. Agtsomhed, Opmærksomhed. Helg. og fl. – 2) Glæde, Tilfredshed, Velbefindende; især om Tilfredshed med sit Hjem, sin Familie. Ofte i Formen Hyggjelse, n. (B. Stift). – 3) en Tilfugt, noget som man kan holde sig til. Meget brugt i de sydlige Egne, dog ikke overalt. I Tel. siger man hellere: Hugnad.

Hyggjebonde, m. en mægtig og vel anseet Mand. Jæd. (Folkevennen 6, 236).

hyggjelaus, adj. 1) sløv, dorsk, uagtsom; ogsaa: sandsesløs. Nordl. – 2) som savner Fornøielse, har intet at glæde sig ved. – 3) om Tilstand: glædeløs, kjedelig.

hyggjeleg, adj. 1) behagelig, glædelig, opmuntrende. 2) tækkelig, vakker, som gjør et godt Indtryk; f. Ex. om et Huus, et Bosted. 3) blid, venlig, omgjængelig; om Personer.

Hyggjeløysa, f. 1) Sløvhed, Dorskhed; Tankeløshed. Nordl. – 2) en glædesløs, kjedelig Tilstand; ogsaa en flau, kjedelig Ting.

hyggjen, adj. (Fl. hyggne), agtsom, opmærksom, omhyggelig; ogsaa: nem, som let begriber og lærer noget. Nordl. G.N. hygginn: tænksom.

hyggjesam, adj. = hyggjeleg, hugsam.

hykja, v.a. (er, te), nedbøie, krumme. hykja seg: sætte sig paa Hug (= huka). Søndenfjelds. Ogsaa v.n. Han sit og hykjer.

Hykja, f. 1) Hytte, Skjul, lidet Huus. Helg. (oftere udtalt Hykkja). Jf. Huka, Huk, Hokk. – 2) en Kryster; s. Harehykja.

Hykjel (Knæ), s. Høkel.

hykjen, adj. nedbøiet, ludende. Tel. og fl.

[hykla, v.n. (ar), hykle. (Af Tydsk).
Hyl, m. Pilt, Smaadreng. Sogn. Andre St. Hyn; jf. Hyn.

Hyl (y’), m. en dyb Huulning i Bunden af en Bæk eller Elv; ogsaa Vandpyt, dyb Vandsamling. Alm. men mange St. udtalt: høl. G.N. hylr. I svenske og danske Dial. høl, høll. – Fleertal tildeels Hyler; afvig. Hyljar, Hylja’ (B. Stift); i Dativ Fl. Hyljom (Hyljaa).

hyla, v.n. (er, te), hyle, tude. Hedder ogs. mangesteds: yla, og nogle St. ula. Hertil: Hyling, f. og Hyl, m. (Nogle St. Yling, Uling, Ul.

Hylda, f. Hilde; s. Helda.

Hyldrehatt, m. s. Hulderhatt.

hylja, v.n. (hyl, hylde; y’), indhylle, skjule. Valders. Imperf. skulde egentlig hedde hulde (u’) og Sup. hult. G.N. hylja (hylr, huldi); Goth. huljan. Jf. huld.

hylja, v.n. (ar), 1) om en Vandstrøm: gjøre Huulninger i Grunden, danne en Pyt eller Dam (Hyl). Shl. – 2) rinde strømmeviis, skylle, øse ned. “Dæ regnde saa dæ hylja”. Østl. – 3) søle med Vand eller Vædske, spilde Vand paa Gulvet osv. Hall. Ogsaa: drikke graadigt, bælge i sig. “Han gav paa aa hylja’ aa drakk”. Sdm. Hertil Hyljing, f. megen Drikken.

hyljutt, adj. fuld af Vandpytter eller Huulninger i Grunden B. Stift (hyljett’e; ogs. hylett’e).

Hylk (y’), m. Natkappe, Hovedkappe af Linned. Østl. Mere alm. om en Barnehue, et Hovedliin for Børn. Nogle St. Hylik (y’), el. Høll’ik. Vel egentlig nedertydsk, men findes ogsaa i svenske og danske Dial. (Rietz 280). – Hertil: Hylk-neste, n. Spænde eller Hægte i en Barnehue. Tel.

Hylke (y’), el. Hylkje, n. et Slags Trækar; 1) et høit og smalt Kar, som er dannet af en Stump af et huult Træ. Ryf. Nærmest af Holk (jf. Butt, Strokk). 2) en Ballie, et Vaskekar. Nordl. 3) Dunk eller Spand, som er indrettet til at bære paa Ryggen. Mere alm. I Sæt. Hykkje. Ellers: Holk, Flaska, Berekagge og fl.

Hyll, m. Hyld, Hyldetræ (Sambucus). Sv. hyll. Hertil: Hylleblom, m. Hyllebær, n. Hylle-the, n.

Hylla, f. Hylde, fast Bret til at lægge noget paa. (Sv. hylla). Afvig. Hille, Sdm. Hører sammen med Hjell, m. – Koma paa rette Hylla: det laa saa lavt som det kunde (nemlig paa Gulvet).

Hylla, f. (Steenskive), s. Hella.

hylla, v.a. (er, te), vise Huldskab, behandle venligt; især om at modtage eller optage nogen i sit Huus. Sogn, Nhl. og fl. Ein skulde aldri hylla slike Folk (dvs. give dem Adgang til Huset). G.N. hylla: gjøre huld el. gunstig. (Af holl). – hyllast, v.n. vænnes til et Sted, trives el. befinde sig vel paa Stedet. Tel. (Nogle St. hyddas). Ogsaa om Dyr: vænnes til Folk, blive huusvant. Nhl.

hyllande, adj. værd at modtages.

Hylle, n. Huldskab, Gunst. (Sjelden).

Hyllesta, f. Gunst, Velvillie. Gbr. og flere (Oftere Hyllest). G.N. hollusta.

Hylling, f. Huldskab; venlig Modtagelse.

Hyllkaka, s. Hellekaka.

Hylma (y’), f. Omvinding hvormed en Fiskekrog fæstes til Snøret. Sdm. Nfj. Tildeels ogsaa om tynde Spiler, som indlægges i Omvindingen.

Hylma, f. (Halmstub), s. Helma.

Hylting, m. Indbygger af Holt (i Nedenæs). Vel oftere Holting.

Hyltra, f. Hylster, Skede. Hall. Sdm.

hyma (yy), v.n. (er, de), mørkne af Natten, blive Aften. Sfj. Sdm. Hedder ogs. hymast (hymest). Af Hum (som egentl. har u’ for uu).

Hymber (Fugl), s. Imbre.

Hyming, f. Mørkning, Skumring. “D’æ berre Lysingja aa Hymingja”, siges om de korteste Vinterdage. Sdm. Nfj.

Hyming, m. Vantrivning, sygelig Person. Sdm. Nfj.

Hympe, n. et Stykke Kjød. (Feithympe), Hall. Af Hump; s. Hupp.

hymta (y’), v.n. yttre en Formodning, henlede Tanken paa noget. Dei hymta paa honom. Hall. Noget lignende er tymta og tynta.

Hyn, m. Smaadreng; ogsaa Bjørneunge; s. Hun Jf. Ogsaa Hyl.

Hynebær, f. s. Hunbera.

Hynna, s. Hyrna. – hynt, s. hyrnt.

hypja, v.a. og n. (ar), 1) svøbe, vikle; især skjødesløst. Hypja paa seg: kaste lidt Klæder paa sig (i en Hast). Tel. (Vinje). Isl. hypja. – 2) v.n. gaae halvklædt, eller næsten nøgen. Hall. – 3) hoppe, trippe afsted. Sdm. – Hertil et Subst. Hypja, f. om En som klæder sig skjødesløst eller gaar meget tyndklædt. “Ei Hypju”, Hall.

hypsa, s. hyfsa.

Hyr (yy), n. Forsyning med Klæder, Klædning; især for Søfolk. Nordl. (Jf. Skinnhyr). Maaskee rettere Hyre, eller egentlig “Hyrde”, s. hyra, v. Hyr skal ogsaa betyde: Lykke til Fangst. Senjen (?).

Hyr (yy), m. Lyst, Mod, Fyrighed. Nordre Berg. Nogle St. Hyra, f. (Sogn). Eg er rædd, at Hyren gjeng av, dvs. at Modet falder, at man faar Ulyst. S. hyrad.

Hyr (y’), i det dunkle Udtryk “burt i Hyr og Heim”, dvs. hen i Taaget, vildt, sandsesløst (om ufornuftig Tale). Rbg. Tel. Ligesaa “i Hør aa Heim”, Trondh.; derimod “i Hyrg aa Heim”, Sdm. “i Ør aa Heim”, Hard. Hall. Den rette Form uvis.

Hyra, f. Leie, Huusleie; ogs. Løn. Brugl. hos Søfolk. Nyere Ord, ligesom hyra, v.a. forhyre, leie. (Nt. hüren; Eng. hire).


hyra, v.a. (ar), 1) forsyne, udruste, især med Klæder. Nordl. Hyra seg til; hyra seg ut. (Particip: uthyrad, eller uthyrt). – 2) hjælpe, nytte; ogsaa: forslaae, blive nok. Nordl. Indh. “Dæ vil ikkj’ hyr’ te”. – Om “hyra” er den egentlige Form, er uvist. Ved Mandal bruges “kjura” om at forsyne med Klæder, pynte, pudse op osv., og dette synes oprindelig at være hjura eller hjurda for hyrda (G.N. hirda: skjøtte, agte). En anden Form “hyrja” er meddeelt fra Sogn. (Jf. vyrja for vyrda). See ellers hyrden og Hyrding.

hyrad, adj. lysten, oplagt (af Hyr, m.). “E va ‘kje hyra paa dæ”: jeg havde ikke rigtig Lyst dertil. Sdm. Jf. G.N. hýrast: lyste.

hyrda, v.a. skjøtte (?), s. hyra.

Hyrdar, m. en Vogter, Hyrde. B. Stift. med tydeligt “rd”, formodentlig etter Bøgerne.

hyrden, adj. agtsom, omhyggelig. Shl. (?). Tvivlsomt, undtagen i det modsatte: uhyrden (dvs. skjødesløs), overgaaet til “uhyren” (y’), Shl. “uhyrjen”, Sogn, “ukjuren”, Mandal.

Hyrding (y’), m. en Vogter, Hyrde (= Gjætar). Brugt i forskjellig Form: Hyring (y’), Høring, Høling (med tykt L), Buskr. Smaal., Juring (for Hjuring, Hjurding), Tel., og Kjuring, Mandal, Aaserall. G.N. hirdingi. Sv. Dial. höling, höle, hyre osv. (Rietz 254). – Ofte sammensat: Hyrding-gut (Juringgut), m. = Gjætargut. Hyrding-gjenta (Juringgjente), f. = Gjætargjenta.

Hyrg (y’), n. Vaas, unyttig Snak. Nhl. Sdm. I Hyrg og Heim, s. Hyr.

hyrgja, v.n. (er, de), vaase, sladre, fortælle Fabler. B. Stift. Ogsaa: opdigte Historier, lyve noget sammen. Hall. – Udtalt hyrja (y’); i Hard. med Bøiningen: hyrje(r), hyrgde; derimod i Nordre Berg. med “ar” (hyrja’). – Hertil Hyrgjesegn, f. upaalideligt Sagn. Ligesaa Hyrgjebok, f. Hyrgjevisa, f. og fl.

Hyrgja, f. Fabel, upaalidelig Historie. Nhl. og flere.

Hyrgjar, m. en Vaaser, Pludrer. ogsaa Hyrgjemeister, om En som opfinder Historier. (Hall.).

Hyring, f. Forsyning; s. hyra.

hyrja, s. hyrgja

Hyrna (y’), f. 1) Hjørne, Kant, Vinkelspids. Lyder mest alm. Hynna; ogsaa Hydna, Søndre Berg. og flere. Afvig. Hydna, n. i Hall. og Vald. Hynn, n. Østl. (I Byerne ogs. Hørne, og Hjørne, n.). Sv. hörn, n. G.N. hyrna, f. (Af Horn). – 2) et Dyr med Horn; især om Faar (= Hornsaud). Hard. Andre Steder Spira, Nyvla. – 3) Tværbjælke i Slæder, s. Hyrning.

hyrna (y’), v.n. (ar), knurre, mukke, give onde Ord. (Egentl. stange, el. true med Hornene). “hydna”, Hard.

hyrnebein, adj. retvinklet, vinkelret i Hjørnerne. Hall. og fl.

Hyrnejarn, n. Hjørnebeslag. (Hynnejarn, Hydnejenn og fl.).

Hyrnekuv, m. trekantet Steen (som er utjenlig til Muur). Hydnekuv, Hall.

Hyrnerom, n. Hjørneværelse.

hyrneskakk, adj. skjæv i Hjørnerne, ikke retvinklet. Hedder ogsaa hyrneskaa (hydneskaa), Hall.

hyrneskaa, adj. s. hyrneskakk.

Hyrnestav, m. Hjørnestolpe.

Hyrnestein, m. Hjørnesteen (= Hornstein).

Hyrning, m. 1) Dyr med Horn. Einhyrning, Staurhyrning. – 2) Tværbjælke, Tværtræ i en Slæde (sædvanlig med opstaaende Ender ligesom Horn). Nordre Berg. i Formen Hynning. Ellers kaldet: Hydna, n. Hall. Hynne, f. Gbr. Honne, Gbr. Andre St Flauta og Flæstokk.

hyrnt, adj. hornet (= hornutt). Tel. i Formen hynt. G.N. hyrndr.

hyrnutt, adj. hjørnet, kantet; f. Ex. trihyrnutt, firhyrnutt. Mest alm. hynnutt, hynnett.

hyrpa (y’), v.a. (er, te), snerpe, trække sammen. Hyrpa i Hop Munnen: snerpe Munden ind. Mest brugl. om at sye skjødesløst, el. stramme Traaden saa at Sømmen bliver rynket. B. Stift, Vald. og fl. Andre St. herkja. – Particip hyrpt (hyrrt), f. Ex. ihophyrpt.

Hyrping, f. Sammensnerpelse.

hyrtig (y’), adj. kneisende, som har en rank og stolt Holdning. Nordre Berg. Jf. hortug.

Hyrve, s. Hyvre. Hyrving, s. Hyvring.

Hysa, f. 1, Kuller (Fisk), Gadus Æglefinus. Alm. nord og vest i Landet. (Jf. Kolga). Isl. ýsa (ísa). Hertil Hyse-agn, n. Hysefiske, n. Hysegrunn, m. og fl. Det fer i Hysebygdi (dvs. Dybet), siges om noget, som falder i Søen.

Hysa, f. 2, Hylster, Dække; f. Ex. over saarede Lemmer. Vald. (Af Hus).

hysa, v.a. (er, te), 1) huse, skaffe Huusrom, have i Huset. Maaskee alm. G.N. hýsa. – 2) bebygge. (Hedder oftere husa). – 3) v.n. logere, opholde sig. Helg. Nogle St. husa.

hysande, adj. som man kan huse el. modtage; ogs. værd at have i Huset.

Hysing, f. Forsyning med Huusrum.

hysja (y’), v.n. (hys, huste), drysse, styrte ned; ogsaa v.a. udsprede tyndt. Hard.

Hyske (y’), n. 1, et lidet Huus; især Privet, Vandhuus. Hard. (Hyskje). Jf. Husk.

Hyske (y’), n. 2, Familie, Følge, Selskab. Han kom med heile sitt Hyskje. Østerd. G.N. hyski. (I svenske Dial. häske). Ang. hivisce; Ght. hiwiski. Hører sammen med Hjon
(G.N. hju), ikke med Hus.

hyskja (y’), v.a. (ar), rense, gjøre reen. Hyskja seg: holde Legemet reent, aftømme sig paa ordentlig Maade; f. Ex. om Børn. Hall.

hyskjegraa, omtr. som hyskjutt. Hall.

hyskjutt (y’), adj. graalig, graasprængt, om Haar. Hall. Jf. huskutt.

Hysing, m. Hyssing, tyk Traad. Østl.

Hytt (yy), m. Lyst, Mod (= Hyr). Sdm.

Hytt (y’), Slumpetræf; s. Hitt.

Hytta, f. 1) Hylster, Dække; f. Ex. Taahytta. (Jf. Hetta). 2) Hytte, lidet Huus. Nyere Ord efter det tydske Hütte. (Jf. Hykja). 3) en beboet Plads, Huusmandsplads. Smaal. Rom.

hytta, v.n. (ar), true, løfte Haanden som for at slaae. Nordre Berg. Gbr. Nordl. Andre St. høta, hota.

hytta, v.a. (ar), bjerge, bevare. Hytta seg: holde sig, afholde sig fra noget. B. Stift, Nordl. Vistnok nyere Ord; jf. T. hüten.

hytta (gjætte), s. hitta og hota.

hyttad, adj. lysten, modig (af Hytt). “Han æ ‘kje hytta paa dæ”. Sdm.

hytten, adj. s. hitten.

Hytting, f. truende Bevægelse; s. hytta.

hy-vaksen, adj. meget skimlet, laadden af Skimmel. (Hy).

hyveksa, v.n. (veks, voks), bevoxe med Skimmel. B. Stift.

Hyvel (y’), m. Høvel, Redskab at jævne Træ med. Nogle St. Høvel; ogsaa Hevel (e’), Søndre Berg. Ryf. og fl. Sv. Hyfvel; Isl. hefill. Jf. T. Hobel, i Dial. Hubel (Weigand 1, 509). Et andet og formodentlig ældre Navn er Lokar (s.d.). Hertil: Hyvelbenk (og Hyvlebenk), m. Høvelbænk. Hyvelskaft, n. Høvelskaft. Hyvelstokk, m. Træet i en Høvel. Hyvelskoten (o’), adj. jævnet eller strøgen paa en Langhøvel. Hyvelstonn, f. Tand eller Jern i en Høvel.

hyvla (y’), v.a. (ar), høvle, jævne med Høvel. Uegentl. skrubbe, tugte, irettsætte. Nogle St. hevla, s. Hyvel.

hyvleskoten (o’), adj. = hyvelskoten.

Hyvling, f. Høvling; uegentl. Skrub, Irettesættelse.

hyvond, adj. forbitret, meget vred. Rbg. (Aaserall). Hedder ogsaa “hyende vond”.

Hyvre (y’), n. Mellemstykket i en Hestesæle; den Deel af Sælen som hviler tværs over Ryggen og tjener til at holde Drættet oppe. Synes at være alm. bekjendt. Nogle St. udtalt Høvre; afvig. Høvle, Østerd. (?), Hyrve, Sdm. G.N. hyfri.

Hyvring (y’), m. et Slags Krabbe (cancer) med pigget eller tornet Skal. Ryf. B. Stift. Paa Sdm. tildeels Hyrving (y’). Eng. Dial. heaver (Krabbe). Ogs. kaldet Trollkrabbe.

hæ, el. hæa, v. s. hæda.

hæda, v.a. (er, de), spotte, haane, gjøre Nar af. Rbg. Tel. og flere. (Sædv. hæ’, hæe). Afvig. hæja (hægja), Jæd. Ogsaa i Betydn. drille fixere. Mandal. I Hall. ogsaa: skjælde, overfuse. G.N. hæda: spotte. (Af Haad). – Particip hædd: spottet.

Hædd, f. Høide, s. Høgd.

Hæde, n. Spot. “Hæe”, Tel. (Landst. 78).

hædeleg, adj. spottende; bespottelig. Tel. (hæeleg). G.N. hædilegr.

Hædeord, n. Spottegloser. “Hæor”. Tel.

Hæding, f. Spot, Haan (= Haad).

Hæg, s. Helg. – Hægd, s. Høgd.

hægja, s. hæda, og høgja.

hægra, pynte; s. helga.

Hægre, s. Havre. hægst, s. høgst.

hæken (hækjen), adj. 1) graadig, som har stærk Madlyst. Sfj. Sdm. Ogsaa: slugvorn, som æder reent og ureent uden Forskjel. Vald. (Jf. ræven, aalæt). – 2) begjærlig, havesyg, higende efter Fordeel. Sdm. og fl. I danske Dial. hægen. – 3) flittig, travl, driftig i Arbeide. Sogn. Ogsaa i svenske Dial. (Rietz 279). Jf. hesk, haasken.

hækja, v.a. (er, te), vove, driste (sig) til noget. Hall. Kun reflexivt. “hækje se fram”: gaae frem med Frygt eller Fare. “Dei hækte se inn” o.s.v. (Forholdet til hæken dunkelt).

hækjelege, adj. stærkt, heftigt, haardt. Tel. G.N. hækilega (?).

Hækna, f. Graadighed; Begjærlighed.

hæknast, v.n. blive graadig. Sdm.

Hæl, m. 1, Hæl, Bagdeel paa en Fod. G.N. hæll (hæl). Ogsaa: Hælstykke i Sko og Strømper. Nogle St. udtalt Hædl el. Hæd’el. (Hard. og fl.).

Hæl, m. 2, Tøirepæl, Stav eller Stolpe som sættes i Jorden til at binde noget fast ved. Ork. G.N. hæll.

Hæl (Død), s. Hel.

hæla, v.n. (ar), stoppe med Hælene, naar man glider paa Snee; ogsaa om et Slags Sving eller Vending i Skieløb. Østerd.

Hæla, f. Fare (?). “Dæ var ei Hæle”: det var nærved, paa Nippet. Hall. (Maaskee Herda).

Hælbein, n. Hælbeen.

Hælbekk, m. Skjævhed eller Forvridning i Hælen (paa Støvler). Sdm.

Hælbot, f. Lap, Bod paa en Strømpehæl. Hertil ogsaa: hælbøta, v.a. (er, te).

hæle, v. s. herda. Hæle, n. s. Hære.

Hæling, s. Herding.

Hæljarn, n. Jernbeslag paa Skohæle.

Hælkappe, m. Hælkappe, Hælfoer.

Hælsott, s. Helsott.

Hælstad, m. Hæl i Strømper.

Hælstykke, n. Hælstykke i Sko.

hælug, s. herdig.

hæma, v.a. snøre eller sammentræffe med en Rem. Hall. Hedder ogs. hæmedraga.
Ellers bruges ogsaa “hæme” om at udplukke eller samle noget i en Hast (= hemsa). Dunkelt Forhold til hema og hemja.