Ivar Aasen Norsk Ordbog

Kartise (?), et Slags Saar i Munden, paa Dyr. Smaal.

Kartnagl, m. Kartnegl, knortet eller forvoxen Negl. G.N. kartnagl.

Kartnæver, f. omtr. som Korpenæver. Tel.

kartutt, adj. knortet, knudret.

karva, v.a. (ar), skjære i smaa Dele, smaahakke med en Kniv. Alm. Sv. karfva; Eng. carve. – Karvestabbe, m. el. Karvarstokk, m. en liden Blok, hvorpaa man karver (f. Ex. Tobak).

Karvi, n. Kummen (en Krydderurt). Nogle Steder tillempet til Karve, m. og Karv, n. (Tel.); afvig. Karvik, Gbr. Ordet er imidlertid kommet udenfra. Ital. og Fr. carvi; Eng. caraway.

Karving, f. Opskjærelse; s. karva.

Kas, f. en Dynge; s. Kos.

kasa, v.a. (ar), ophobe, lægge i Dynge. Østl. Kasa Korn: sætte Korn i “Kaser” (dvs. Hobe af 4 Neg). Toten. Kasa Skog: fælde Smaatræer og lægge dem hobeviis. Tel. (s. Kos). Kasa paa: opdynge, lægge mere til; spøgende om Koner, som faae mange Børn. Hall. Andre Steder kosa (o’). Jf. Kjessa.

Kasa, f. Vidiekurv; s. Kjessa.

kasen, adj. 1) suurnet, lidt ankommen eller fordærvet, ikke længere færsk; især om Fisk. B. Stift og fl. (Isl. kasadr). Jf. kasna, kassur. – 2) sløv, udmattet, afkræftet. (Mest i Spøg). Mandal.

Kasing, f. Opdyngelse, s. kasa.

kask, rask, tapper; s. karsk.

[Kaskjetta, f. Soldater-Hue. Fr. casquette.

Kasle (Kjedel), s. Kjetel.

kasna, v.n. (ar), mugne, tabe sin Smag; om Fisk (s. kasen). Jf. legna, saana, ulna. – Hertil Kasnesmak, m. muggen Smag. I Hall. Kasmesmak.

Kass, m. 1) Kurv at bære paa Ryggen (omtr. som Kjessa). Tel. Solør. G.N. kass, kassi (?). Sv. kasse: Fiskekurv. – 2) en liden Byrde eller Dragt; noget at bære paa Ryggen. Ryf. Tel. Ogsaa: et lidet Læs, Halvlæs (= Drøge). Smaal. Jf. Grindkass. – 3) en Knold, Pukkel, Forhøining. Sdm. Ofte ogsaa om Skuldrene eller den øvre Deel af Ryggen. Han fekk paa Kassen: han fik Paapakning (Skrub, Tugt).

Kassa, f. Kasse, Kiste. Indført Ord. Ital. cassa, af Lat. capsa. (Diez, R. W. 1, 117).

Kassedrag, n. Dragkiste; Kommode.

Kasselag, n. Fællesskab, meget fortroligt Samkvem. Smaal. og fl.

[kassera, v.a. forskyde. Fr. casser.

kassur, adj. halvsuur, lidt ankommen (= kasen). Smaal. og fl. (kas-suur).

kassvaksen, adj. krokrygget, noget krum el. ludende. S. Kass, 3.

Kast, n. 1) Kast, Gjerningen at kaste. Gjera eit godt Kast: træffe godt, være heldig. – 2) Kast med et Fiskeredskab, Sænkning, Udsætning. Dei drogo Seiden med kvart Kast (dvs. hver Gang de slap Snøret i Søen). Me gjorde tvau Kast med Noti (dvs. satte Voddet to Gange ud). – 3) Terningkast, Lykkespil; ogsaa: en Sammenkomst, hvori enhver Deeltager skal give Bidrag til et vist Foretagende, el. til Hjælp for en Person. Smaal. – 4) Træf, Sammenstød, Møde. Koma i Kast med: komme i Berørelse, el. faae at bestille med. (G.N. koma í kast vid). Jf. Motekast, Ordkast. Ogsaa: Leilighed, Tid, Gang. Eit og annat Kast: en og anden Gang. Fyrste Kastet: første Gang, el. i første Tid. – 5) en hastig Vending eller Bevægelse. Eit Kast med Hovudet; med Nakken; med Kroppen. Ligesaa: et Spring, Luftspring, en Omdreining i Luften. Rundkast, Hallingkast. Ogsaa: en Slyngning med en Snor eller Traad (jf. Halvkast); en Knude, Løkke, Bugt. Det kom eit Kast paa Snøret. (Jf. kasta seg). – 6) et Vindstød, som kommer pludseligt; især Sidestød eller Tilbagestød af en Hvirvel i Luften. – 7) et Maal at kaste til; en vis Længde eller Afstand. Eit Steinkast. Hava for langt Kast. – 8) et Antal af fire Stykker. Ryf. Rbg. I Sæt. med Fleertal Kost (o’), f. Ex. trju Kost (12 Stykker), fjogo(r) Kost (16 St.). Vel egentlig om Sild eller Smaafisk (ligesom Sv. kast); altsaa: en passende Portion til at kaste med sammenholdte Hænder. – 9) en Fiskefangst, Fiskedræt; det som fanges paa een Gang med et Vod. Dei vilde selja heile Kastet. – 10) Fiskested for Vod; Vig eller Strand hvor Vod kan trækkes op. Der er eit godt Sildekast under den Garden. – 11) Sted hvor Ting henkastes; især en Hylde ved Siden af Skorstenen. Ork. og fl. –
12) en sammenkastet Hob; Steenhob (= Verp). Jf. Uppkast.

kasta, v.a. og n. (ar), 1) kaste, slænge, slynge ud af Haanden. G.N. kasta. – 2) sænke, sætte i Vandet; udsætte et Vod; lade Fiskesnøret løbe ud. (Om at sætte Garn og Liner siges derimod sædvanlig: setja). – 3) udstrøe, udsprede, f. Ex. Hø til Tørring. Ogsaa: bearbeide ved en Omkastning; skille Korn fra Avnerne ved at kaste det over et Logulv. Østl. – 4) kaste Lod eller Terning. (Sjelden). Vel ogsaa: bytte paa Slump; s. Kastebyte. – 5) afkaste, slippe, tabe. Kasta Liten (i’): tabe sin Farve. Kasta Smaken: tabe sin Smag. (I Nordl. blot “kasta”, dvs. dovne, blive suur, faae Usmag). Kasta Fostret: abortere. – 6) forkaste, forlade, opgive. Naar eg fær slikt, so kastar eg det andre. Kasta no alt i hop og kom! Oftere: kasta fraa seg, el. kasta burt. – 7) føre eller bringe i en Hast. Kasta Stolarne utor Vegen. Kasta Klædi paa seg. Modsat: kasta utav seg. Kasta seg ned osv. – 8) gjøre en pludselig Vending eller Vridning. Kasta med Hovudet; med Nakken (el. paa Nakken). Kasta paa seg (el. kasta seg): vrikke, slænge sig til Siderne. – 9) om Vinden: falde ujævnt, støde til Siden eller tilbage. Det kastar imot. Han kastar fraa Landet. – 10) ise, belægges med en tynd Iisskorpe (Krav). Det heve kastat paa Vatnet. Jæd. Rbg. – Kasta seg: a) gjøre Luftspring, dreie sig i Luften; b) vrikke, slænge, kimse; c) om Træ: vride sig, blive skjævt. – Kasta burt: a) bortkaste. (I B. Stift: kasta veg). b) tabe eller spilde noget af Uagtsomhed; ogs. forøde, ødsle bort. Han hadde kastat burt Pengarne sine. c) glemme noget, som man har lært. Eg kunde heile Visa ein Gong; men no heve eg kastat burt nokre Vers. (Nordl. Nordre Berg.). Kasta seg burt: forspilde sin Lykke, gjøre sig selv ulykkelig; ogs. omkomme ved Uforsigtighed. – Kasta i Hop: sammenkaste; lægge Korn i Dynger paa Ageren, m. m. Kasta Laust: løse Baad eller Fartøi fra Landet. Kasta ned (el. nedre): tilkaste, tildække ved sammenkastede Ting. Kasta undan: rydde af Veien. Kasta yver: overkaste; sye saaledes, at man lægger Traaden tværs over Sømmen.

Kasta, f. Portion som kastes paa een Gang; en Slump Korn som renses ved Kastning i Loen (= Laavefall). Gbr. Ork.

kastande, adj. som man kan kaste. Jf. burtkastande. Ogsaa: beleilig for Kastning (saasom med Fiskevod). No var det kastande: nu kunde man gjerne kaste (f. Ex. naar en Fiskestiim kommer nær til Land). B. Stift.

Kastar, m. En som kaster; især En som fisker med Haandsnøre. Nordl.

Kastebyte, n. Ombytning paa Slump, uden Mellemgift.

Kastefjøl, f. Kasteskovl til Kornrensning. I Ork. Kastespjeld, n. Paa Jæd. Kasteskolp, m.

Kasteflaga, f. Byge af Kastevind.

Kastekjepp, m. Kastekjæp (en ringe og uduelig Ting).

Kastelag, n. Samkvem, nærmere Berørelse. Østl.

Kastenot (oo), f. et mindre Fiskevod, som kan trækkes af fire eller fem Personer.

kasteplagg, n. Kasteklæde.

kasterein, adj. aldeles blottet for noget. (Egentl. reen som kastet Korn). Hall.

Kasterom, n. Rum til at kaste i.

Kastespjeld, s. Kastefjøl.

Kastevaag, m. Vig, som er bekvem for Fiskerie med Vod.

Kastevind, m. Vind som stryger ujævnt eller gaar i Hvirvler.

Kasting, f. Kasten; Fiskerie med Vod eller Snøre, o.s.v. see kasta.

kastutt, adj. ujævn; om Vind, som gaar i Hvirvler eller støder til fra forskjellige Sider. Østl. og fl.

Kate, m. Dreng, Smaadreng. Sfj. og Yttre-Sogn. (Jf. Sv. katig: rask, flink).

[Katekjesa, f. Katechismus. (Jf. Abesa). Mere alm. Katekisma (Kakjisma).

Katlar, pl. og Katle, m. s. Kjetel.

Katt, m. Kat (felis). G.N. köttr, kattr. Nogle St. især Han-Kat (= Fross, Kause), jf. Katta. I Sammensætning: Kattar (sædvanlig udtalt Katta), f. Ex. Katta(r)bøle, n. et Kuld Katteunger. Kattarfet (e’), n. Kattespor. Kattarklor, n. en Ridse efter en Katteklo. Kattarlabb, m. Kattefod; som Plantenavn: Gnaphalium. (Trondh.). Kattarlæta, f. Kattestemme. Kattarrova, f. Kattehale. Kattarskap,n. Katteskikkelse. Kattarsykja, f. Brunst, Parringsdrift. Vald. og fl.

Katta, f. 1) Hunkat (= Kjetta, Køysa). 2) Kat, i Almindelighed. Østl.

Kattastein (?), m. Hvidsteen, Qvarts. Jæd.

Kattauga, n. Katteøie; skarpe Øine. Ogsaa Navn paa visse Planter.

Kattgaupa, f. et Slags Gaupe (Los), som har megen Lighed med Katten. (Efter Nilsson ikke nogen særegen Art).

Katthol (o’), n. et Hul under Døren i Pakboder (Kornboder), anbragt for at Kattene kunne komme ind og jage efter Muus og Rotter.

Kattnos (o’), f. Plantenavn: Galeopsis (s. Daae). Ogsaa Kattnosla, f. Tel.

Katt-ula, f. Katugle (Fugl).

[Kattun, n. et Slags Bomuldstøi. Eng. cotton: Bomuld.

Kattunge, m. Katteunge (= Kjetling). Lyder ogs. “Katta-ungje” (Kattar-unge).

kaua, v.n. lokke (Dyr), kalde med en hujende Lyd; ogsaa: huje, raabe (= hua, kauka). Buskr. og fl.

kauka, v.n. (ar), huje, raabe. Indh. Nordl.
(Sv. Dial. kåuka, kåka). Jf. hauka. (I Ork. bruges baade hauke og kauke). Hertil: Kauk, n. Hujen, Raaben.

kaula, v.n. tygge, æde. Hall.

Kaula, f. 1, en liden Hob af Fisk i Søen, en liden Stiim. Sdm.

Kaula, f.2, Sprutte (Sødyr), Sepia. Romsd. Ogsaa kaldet “Migkaule”. (Eng. cuttlefish). Jf. Spruta.

Kaun, m. Byld, Blegne med stærk Hævelse. Søndre Berg. Sogn, Hall. og fl. I Hard. Kaudn. Afvig. Kogn (o’), Kong, Kaang, Smaal. og fl. G.N. kaunn (kaun). Heraf Køyna.

Kaup, n. 1) Kjøb; Handel. Rbg. Tel. Mere alm. er “Kjøp” egentl. Køyp (Kjøyp). G.N. kaup. Til Kaups: til Kjøbs. Attpaa Kaupet: oven i Kjøbet. – 2) Fangst, Erhvervelse, Bytte. Dei hava gjort eit heilt Kaup: de have havt en stor Vinding. Nordre Berg. Sdm. I Hall. Kaupa, f. (ei heil Kaupe).

Kaup, n. (2), Ureenlighed fra Priveterne. Bergen.

kaupa, v.a. (er, te), kjøbe, anskaffe sig for Betaling. Rbg. Tel. Ellers i Formen: køypa (kjøypa, kjøpe). G.N. kaupa (kaupir, keypti, keypt). – Ogsaa i Betydn. leie; saaledes “kjøpe burt”, dvs. bortleie, udleie. Hall.

Kaupa, f. en Øse, en dyb Skaal til at øse med (= Koks). Ringerige. I Hall. Kjøpe. Jf. Skaupa.

kaupande, adj. værd at kjøbe.

Kaupar, m. Kjøber. Mere alm. Køypar (Kjøpar).

Kaupebrev, n. Kjøbe-Contract.

Kaupegods, n. Handelsvarer. Ogsaa om indkjøbte Ting, i Modsætning til Hjemmevirkede. Saaledes: Kaupeklæde, n. indkjøbt Klæde. Kaupekorn, n. modsat: Heimekorn. Kaupety, n. kjøbt eller indført Tøi.

Kauping, f. Kjøben; Indkjøb.

Kaupmann, m. Kjøbmand.

Kauprov (o’), n. (?), Opslag, Tilbagekaldelse af en Handel. Anført i ældre Ordsamlinger i Formen “Kopraae” (fraa Smaal.) og “Kubraa” (fra Indh.); men synes ikke at være i Brug. G.N. kauprof.

Kaupskap, m. Handel, Kjøben. Mange St. i den besynderlige Form “Kjøpenskap” (Køypingskap?).

Kaupskaal, f. Kjøbskaal, Beværtning i Anledning af en Handel. (Ogsaa i B. Stift uagtet Kaup hedder Kjøp). Jf. Njøsminne.

kaupslaa, v.n. kjøbslaae, handle.

Kaupstad, m. Kjøbstad; Handelssted.

Kaupstemna, f. Kjøbstævne, Handelsfærd; Marked. G.N. kaupstefna.

Kaupsvein, m. Handelsbetjent; Krambodsvend. Mest alm. “Kjøpsvein” (Køypsvein).

kaura, v.a. (ar), 1) krølle. kaura seg, el. kaurast: krølle sig. – 2) skjære Spaaner (s. Kaure); tilskjære Vedstykker som skulle brændes. Nordl. – Om et andet kaura s. kovra.

Kaure, m. 1) Krølle, krøllet Lok; især af Uld. (Ullarkaure). B. Stift. – 2) Høvelspaan, krøllet eller spiralformig Spaan. Nordre Berg. og fl. Afvig. Kaare, Indh. Ork. Gbr. (Sv. Dial. kåra, kåre. Rietz 379). – 3) en Kile i Klæder, en indskudt smal Trekant. Hall. I Gbr. “Leakaure” (Ledkaure).

Kauresky, f. Skyer som ligne Krøller, Uldsky. Nordl.

Kauring, s. Kovring.

Kaurtægja, f. en Kurv af Spaan eller tynde Træskiver. Snaasen, i Formen Kaartægja (Kaartæg’).

kaurutt, adj. krøllet, som danner en Ring eller Række af Krøller. Nordl. (kauratt)

kaus (valgte), s. kjosa.

kausa, v.a. (ar), klappe, stryge, kjærtegne. Jæd. Jf. T. kosen, liebkosen.

Kause, m. 1, en Kat. Sæt. (Jf. det nordenfjeldske Køysa).

Kause, m. 2, Knub, Blok. Især: 1) en liden Blok uden Tridse, i Skibstougene. Berg. Trondh. Ogsaa en Blok med Jernring i Hullet. Nordl. – 2) Hjulstykke, en af de forslagte Stokke, som danne Egerne i de simplere Kjærrehjul. Norde Berg. og fl.

Kause, m. 3, en dygtig eller mægtig Mand; en Stormand. Ein heil Kause: en ret dygtig Karl. Trondh. og fl. Jf. Kakse, Bause.

kaut (løb, rendte), s. kuta.

kaut, adj. stolt, hovmodig, indbildsk. Maaskee alm. I danske Dial. kout, kouten. Sv. kavat, som synes at være et fremmedt Ord. (En Forbindelse med kuta eller kyta er tvivlsom).

Kav, n. 1) Tummel, Uro; en Mængde Sysler og Udretninger; en Travlhed som man bliver kjed og forvirret af. (Jf. kava). Meget brugl. og næsten alm. – 2) Støi, høirøstet Snak (i en stor Forsamling); ogsaa: Skvalder, Kiv, Trætte. – 3) Gramsen, idelig Bevægelse med Hænderne (= Kaving). – 4) Svømning; ogsaa: Dykning, Nedstigelse i Vandet. G.N. kaf. Han tok eit stort Kav: han dykkede langt ned, var længe under Vandet. Østerd. – 5) Dyb, Afgrund, Vandet i det Dybe. B. Stift og fl. (I Hall. Vasskav). G.N. kaf; Sv. qvaf. Ned i Kavet: ned i Dybet, saa langt ned, at Tingene ikke godt kunne sees.

kav, adv. ganske, heelt igjennem. Kun i Forbindelse med nogle Adjektiver, som: kav full: ganske fuld; kav open (o’): ganske aaben; kav raa: gjennemraa; kav roten (o’): gjennemraadden. Mest brugl. paa Østl. Afvig. kvav; Num. Ogsaa: kavende (Tel. og flere), f. Ex. kavende full. I Sverige: kav
(Rietz 315). Jf. Isl. kaflodinn.

kav, adj. fyrig, urolig, kaad; f. Ex. om en Hest. “Han var saa kav aa gælen”. Smaal. Maaskee et gammelt Ord; jf. G.N. ákafr; Ang. caf: rask.

kava, v.n. (ar), 1) tumle med noget, have Uro, være besværet, saasom af mange Sysler, af meget Overhæng og deslige. Ho kavar med Bornom: hun har megen Uro med Børnene. Han heve myket til aa kava med: han har meget at besørge, han er overlæsset (jf. forkavad). Meget brugl. vest og nord i Landet; ogs. paa Østl. Afvig. kaavaa, Indh. – 2) støie, snakke meget; om en Forsamling (jf. kada); ogsaa: kives, trætte. B. Stift. – 3) gramse, bevæge Hænderne, ligesom for at sprede eller bortvifte noget. Kava med Hondom (Haando). Berg. Trondh. (Sv. kafva). Ogsaa om en lignende Bevægelse hos Dyr, f. Ex. Katten ligg og kavar med Fotom. Ligesaa om Bevægelse med et Redskab. Kava med Aarom: roe sagte. Kava med ei Riva: rage, skrabe. Jf. kafsa og kaava. – 4) dykke i Vand, svømme i Dybet. Tel. Østerd. G.N. kafa. Dunkelt Forhold til Kave, Kov, kveva osv.

Kavand, f. Dykker, et Slags And (Fugl). Østerd. (Trysil). Kavand-kall, m. Hannen af denne Art; ogs. kaldet Kabball.

Kave, m. 1) Snee-Byge, tæt Sneefald, hvorved Luften formørkes ligesom i Taage. Snjokave, Stillkave, Vindkave. Alm. vest og nord i Landet. Jf. Kvaft. Sjeldnere om en Regnbyge. “Regnkave”, Hall. – 2) en Masse af liggende Snee, et dybt og løst Sneelag. Tel. I Hall. ogsaa “Moldkave”, om en Masse af løs Jord. Kave nærmer sig til Ordslægten: kveva, kvav, kvavna, Kov, kjøva.

Kave (Busk), s. Kage (Kagje).

Kave (Kammer), s. Kove.

kaven, adj. om Sneen: tung at gaae i; løs, kornet. Tel.

kavende, s. kav, adv.

[Kaventa, f. Tynddrikke, tyndt eller svagt Øl. Nordre Berg. (Lidet brugl.). Tydsk Kovent, Kofent; egentlig Convents-Øl, i de gamle Klostere. (Weigand 1, 225).

Kavfugl, m. Dykker, dykkende Vandfugl; ogsaa om Fugle, som følge med en Fiskestiim. Sdm. (Kafugl).

kavhugad (u’), adj. heftig, hidsig, vild. Helg. (ogsaa i Formen “kavhugo”). Til kav, adj. Jf. kaahugad.

Kaving, f. Tummel, Uro, stærk Bevægelse; Gramsen osv. s. kava.

Kavl, m. 1) Flydholt paa Fiskergarn. Nordl. Trondh. Nordre Berg. (I Sætersd. Netkavle). G.N. kaflar, pl. Egentlig om Flydholt af Træ (Seljekavl, Einekavl), men ogsaa om de hertil benyttede Stykker af Bark (s. Flaa) eller Kugler af Glas (Glaskavl). – 2) Stok i en Flydebro; Brostok i en Vei over en Sump. Indh. S. kavla og Kavle.

kavla, v.a. (ar), 1) binde Flydholt (Kavl) paa Garn. – 2) lægge Brostokke paa en Sump. Indh. Hedder ogsaa kavlleggja (kavlegg’), s. kavlelagd. – 3) knevle; s. Kavle og kjevla.

Kavle, m. 1) Rulle, Valse, Cylinder. I Særdeleshed: a) Manglestok. Gbr. Østerd. (Sv. kafle). b) Bager-Rulle, at forme Fladbrød med. Gbr. Hedm. (Andre St. Kjevle). c) rund Kjæp eller Stump af et Træ. Østl. (Jf. Kavl). – 2) Mellemstykke, liden Stang eller Bjælke, saasom imellem Ringene i et Bidsel. Hall. (Jf. G.N. medalkafli). – 3) Knevel, Mundbid (s. Kjevle). Nhl. Hall.

Kavlebuk (uu), m. et Slags Fisk, Solør.

kavlefljota, v.n. (-flyt, flaut), staae med Flydholterne i Vandfladen; om Garn. Nordre Berg.

kavlelagd (kavlagd), adj. belagt med Brostokke (Kavl); om en Vei. Indh.

kavleslaa, v.n. naae fra Bunden til Vandfladen; om Garn. Sdm.

Kavring, m. Tvebak, Biscuit. (Ogsaa i svenske og danske Dial.). Ein varm Kavring: et Ørefigen. Nordl. Ordets Rod er dunkel, maaskee fremmed.

kavrista (i’), v.a. ryste stærkt, gjennemryste. Sdm.

kavsam, adj. 1) om Tilstand: urolig, besværlig. 2) tilbøielig til Støi og Tummel, f. Ex. om et Selskab. S. kava.

Kaa, f.(?), Allike (Fugl), Corvus Monedula. Nævnt i denne Form af ældre Forfattere (Ramus, Pontoppidan, Strøm). Paa Østl. hvor denne fugl er mest bekjendt, har Navnet faaet den fremmede Form Kaia (ligt Sv. kaja). D. Kaa; Holl. kauw.

kaa, v.a. (r, dde), vende, løfte, lette op fra Jorden; vende Hø som ligger udspredt til Tørring. Hall. Hadl. Østerd. og fl. Jf. kaava.

kaa (pron.), s. kvat.

kaahugad, adj. meget begjærlig, graadig, især efter noget som man længe har savnet. Nordre Berg. Sdm. Jf. kavhugad.

Kaaing, f. det Arbeide at vende Hø.

Kaal, n. 1) Kaal, Blade paa Roer og andre Kaalvæxter. G.N. kál, n. – 2) Kjødsuppe, Saad (sædvanlig med Kaalrod). Gbr. og fl.

kaala, v.a. (ar), 1) skjære Bladene af. Kaala Næpor. (Nogle St. kjæla). – 2) ødelægge, gjøre Ende paa. Hall.

Kaalgard, (-gar), m. Kaalhave, Urtehave. Gbr. og fl. Mere alm. Kaalhage, m.

Kaalgryta, f. Kjødgryde. Østl.

kaalgrøn, adj. grøn som Kaal; aldeles umoden; f. Ex. om Korn.

Kaalmakk, m. Kaalorm.

Kaalrabbe, s. følg.


Kaalrot (oo), f. Kaalrabi, Kaalroer. Østl. Tel. Ork. og fl. (Sv. kålrot). Andre St. Kaalrabbe, el. Rabba, fl.

kaalryggen, adj. kuldskjær, som let fryser. Sdm. (kaalryggjen). Maaskee for kolryggen (oo); eller skulde “kaal” høre sammen med kjæla?

kaam, adj. dunkel, mørkladen, hvis Farve er mat eller falmet. Nordl. (Lof. og fl.). I svenske Dial. kåm (Rietz 379). Jf. Isl. kámugr: smudset, af kám, n. Smuds. T. Kahm: Skimmel. – kaamt, om et Sted, bemærker: skummelt, indelukket; men dette er vel et andet Ord, neml. = kvavt (kvamt, kumt, kovt).

Kaana, f. s. Kona.

Kaangel og Kaangle, s. Kongul.

Kaangelvæv, s. Kongurvev.

Kaangro (Kaanglo), s. Kongurvaava.

Kaank (Klase), s. Kongul.

kaanka (for kanka?), v.n. gaae klodset og vaklende. Kaankje (Kanke?), m. en Klods, liden og tyk Person. Sdm. (Sv. kånka, og kanka: gaae tungt og vaklende).

Kaapa, f. 1) Kaabe, Overklæde. G.N. kápa. – 2) bred Hovedplade paa Jernsøm. Nordl. – 3) Nederdelen af Røgpiben over et Ildsted (?).

Kaapegras, n. Planten Løvefod, Alchemilla. Ogsaa kaldet Marikaapa.

Kaapesaum, m. Spiger med bredt Hoved (Kaapa). Nordl.

Kaar (Aftægt), s. Kor (o’).

kaara, v.n. 1, (ar), blæse lidt, saa at Vandfladen kruses (s. Kaare). Hard.

kaara, v.n. 2, om Mælk: briste, skille sig, afsætte Ost. Nhl. Mandal. Hertil kaarad, nogle St. kaaren (kaari): brusten.

kaara, v.a. s. kora.

kaaraavann, s. korvand.

Kaare, m. 1, Vindpust, som viser sig paa Vandfladen, el. danner smaa Bølger. Hard. Sv. kåre. G.N. kári, Vind (Egilsson).

Kaare, m. 2, Kaarde, Sabel. Maaskee rettere Kaarde? Ordet synes at være fremmedt. (Jf. Sv. kåre, hos Rietz 379).

Kaare, m. 3, Spaan; s. Kaure.

Kaartægja, s. Kaurtægja.

Kaas, f. et Lokkenavn til Faar. Sdm.

Kaas (Dynge), s. Kos.

kaasa, v.n. (ar), sukke, stønne. Tel. (Ikke meget brugl.). Jf. kjaasta.

kaasa, v.a. (ar), forfriske, kvæge. Hall. Sdm. Andre St. kosa.

kaasaa, v. s. kosa (o’).

kaassa, v.n. søle, kludre, arbeide skjødesløst. B. Stift.

kaat, adj. munter, lystig, glad tilmode (G.N. kátr); ogsaa: kaad, urolig, overgiven; især om Børn; ligeledes om Dyr, som gjerne hoppe og lege. (I Svensk og Dansk har Ordet faaet en slettere Betydning). Jf. Kjæta.

Kaat, m. om en liden Hat (Hattekaat). Sdm. Egentl. Knort, Knude?

Kaata, f. Knude eller Udvæxt paa et Træ; især et Slags haard Svamp. Smaal. Solør og fl.

kaata seg: være lystig; s. kjæta.

Kaatel, m. en liden Kugle. Hall.

Kaating, m. et lystig Karl.

kaatleg, adj. munter, lystig.

Kaatleike, m. Lystighed; jf. Kjæta.