Ivar Aasen Norsk Ordbog

kon, i Forbindelsen “ikkje kon”, dvs. kun, blot, ikke mere end. Mandal. I Sæt. ko, for Ex. “Dæ va ikkje ko tvei”, det var ikke mere end to. Jf. “ikkje berre” og “ikkje aat” (= ikkje utan); dansk “ikkun” (ikke uden).

kon, for okkon (dvs. os), s. okker.

kona (oo), v.n. (ar), gloe, gabe, stirre. Hall. Andre St. kopa, kota, og fl.

Kona (o’), f. Kone, Hustru; gift Kvinde; ogs. Huusmoder. Mest alm. udtalt Kaana; afvig. Kona (oo), Østl., Køno, Vald., Kaanaa, Indh.; sjelden Kona med o’, Shl. G.N. kona; G. Sv. kuna. (Ght. kuena, Goth. kvino; altsaa oprindl. Kvena). I det Søndenfjeldske ofte ombyttet med “Kjering”. I den gamle Betydning Kvinde ombyttet med Kvinna (Kvinnfolk) og Kvende.

ko-naar, adv. naar, paa hvilken Tid. Sogn. I Gbr. konær. G.N. hvenær.

Konebord, n. Kvindebord i et Gjæstebud.

Konebrud, f. Enkebrud.

Konebunad, m. Dragt eller Hovedpynt for Koner. Særskilt: Konehuva, f. Koneplagg, n. Koneskaut, n.


Konebyte, n. det at der kommer en ny Huusmoder i en Gaard. Hedder ogsaa Koneskifte.

Kone-emne (Kaanemne), n. en vordende Kone; Pige som skal giftes.

konelaus, adj. a) om Mand, som ikke har Kone; b) om Huus eller Gaard, som mangler en Huusmoder.

Koneløysa, f. Mangel af Kone eller Huusmoder. Det syner snart Koneløysa: det viser sig snart i Huset, hvir Huusmoderen mangler.

Koneskifte, n. s. Konebyte.

Konestol, m. Kvindestol, i en Kirke.

Konesylv, n. Pynt for Enkebrude.

Kong (oo), m. Konge, Monark. Mest alm. i en afvigende Form: Konge (Koongje); sjeldnere: Kong, el. Kung, men i Sammensætning oftest “Kongs”. Egentlig en Forkortning af Konung. G.N. kongungr; Sv. konung (forkortet: kong, kung).

Kong, Søsnegl; s. Kuvung. Om en lignende Form, s. Kaun

Kongebrev, n. Dokument, udstedt eller bekræftet af en Konge.

kongelaus, adj. om en Stat uden Konge.

kongeleg, adj. kongelig. Egentl. kongleg, konungleg. G.N. konunglegr.

Kongeløysa, f. Interregnum; Tid da en regjerende Konge mangler.

Kongerike (-kje), n. Kongerige. (Kongrike).

Kongeskifte, n. en ny Konges Tiltrædelse.

Kongla (Kaangla), f. Frøkogle, Frugt paa Naaletræer. (Furekongla, Grankongla). Østl. (Smaal. Buskr. Gbr.). Lyder sædv. Kaangle, dog ogsaa Kungle, Valders. Afvig. Kaangel (m.), Kaangul, Østerd. Falder nær sammen med Kongul, og kan ansees som Afledning af dette. (I svenske Dial. kangel). En nærstaaende Form er Kogla (s.d.); ellers: Kokla, Kokul, Kjuka.

Kongla (Edderkop), s. Kongurvaava.

Konglebit (ii), m. Korsnæb (Fugl). Hadeland (Kaangelbiit).

kongra, v.n. klynke, klage. Nfj. (kaangra, maaskee for kangra).

Kongrova, s. Kongurvaava.

Kongsbarn, n. Kongebarn. Særskilt: Kongsdotter, f. og Kongsson, m.

Kongsemne, n. en vordende Konge; Kronprinds. (Lidet brugl.).

Kongsgard (-gar), m. en Konges Gaard, et Slot; Hof.

Kongskar, m. Soldat, militær Person.

Kongsljos (oo), Kongelys (Plante), Verbascum. Tel.

Kongstol, m. Kongestol, Throne.

Kongssæte, n. Kongesæde, Residents.

Kongsveg, m. Postvei, bred Landevei. Brugl. vest og nord i Landet. Sv. kungsväg; D. Kongevei.

Kongsætt, f. Kongeslægt.

Kongul (o’), m. (Fl. Konglar), Klase, Klynge af Bær eller lignende Frugter paa en enkelt Stilk. Tytebærkongul, Heggjebærkongul o.s.v. Lyder som Kaangel, Nordre Berg. Sdm. Ndm. Nordl., Kaangaal, Indh., Kangel, Ork. I Hall. Kungul: Klump? Ellers i en anden Form: Kank, Hard. Voss og Kaank, Nhl. Sogn. (Andre St. Kring, Krans, Hams). G.N. köngull. I svenske Dial. kånga: Klase, og kang: en Kvist (Rietz 307). Jf. kangla. – I Østerd. er “Kaangul” en Frøkogle, hvorom see Kongla.

Kongurvaava (?), f. Edderkop, Spindel (Aranea). Hidtil kun forefundet i afvig. Former, nemlig: a) Kaangerove, Kaangrova (oo), Gbr. Østerd., Kongroa el. Kaangro, Ork. Guldal, Indh., Kangro, Nordl., Kaanglo, Namd., Kaangle, Ndm. Sdm.; b) Kingervaava, Østerd. (Reendal), Kingelmora. Kingjelmora, Nedre Østerd. og Solør, Kingel og Kingjel, Buskr. Hall. Tel. (Andre Navne ere Vevkona, Vevkjerring, Spinnkjerring). G.N. köngurváfa, ogs. kangulvava osv. Sv. Dial kångro (m.), kangero, kangerøvel osv. Jf. T. Kanker (som dog falder nær sammen med Lat. cancer: Krabbe). Ordets første Deel er imidlertid dunkel, medens den sidste Deel let kan forklares som et gammelt Vaava, dvs. Væverske (= Vevkona).

Kongurvev (?), m. Spindelvæv, Edderkoppens Spind. Ogsaa kun forefundet i afvigende Former: Kaangrovæv, Indh. Ork. Gbr., Kaanglovæv, Namdalen, Kaangelvæv, Nfj. og fl., Kaangelvaag, Sdm. Kungulvaag, Hard.; Kingelvæv, Tel. Buskr., Kummelvæv, Salten. (Andre St. Vevkonevev). Formen “Kaangrovæv” er vel egentl. Kongerov’vev og nærmer sig saaledes til G.N. kongurváfu-vefr. Sv. Dial. kangroväv, kångelväv osv.

Konn, s. Korn. Konna, s. Kanna.

kons, for okkons (dvs. vor), = okkar.

[kontrari, adj. hinderlig. Ogsaa kontrali (kuntrali). B. Stift. Eng. contrary.

Kongung, s. Kong.

konær (naar), s. konaar.

Kop (oo), n. nysgjerrig Stirren, Begabelse (s. kopa); ogsaa om en Hob af nysgjerrige Tilskuere. Østerd. og fl.

Kop (oo), m. en liden Dal, en rund Huulning i Landet. Sdm. Jf. Kopa.

Kopa (oo), f. Huulning i Bunden, i et Vand. Tel. Ogsaa en liden Brønd. (Nissedal?). Jf. Kupa og Kulp.

kopa (oo), v.n. (er, te), see paa noget med stor Nysgjerrighed; gloe, gabe. Østl. ogs. ved Trondh. G.N. kópa. (Egilsson).

kopa (o’)? v.a. rulle, trille, vælte sammen. Ork. udtalt kaapaa (kaappaa). Uvist om kopa (o’) eller kapa.

Kopar (o’), m. Kobber (Metal). Afvig.


Kaapaar, Trondh. Kapar, Hall. G.N. kopar; Sv. koppar. – Hertil Koparberg, n. Bjerg med Kobber-Erts. Kopareir, m. Kobberrust. Koparkjerald, n. Kobberkar. Koparlit (i’), m. Kobberfarve. Koparmalm, m. Kobber-Erts. Koparrøyk, m. et Slags Vitriol. (Sv. kopparrök). Koparskilling, m. Kobberskilling. Kopartyta, f. et Slags røde Kjertler i Steen.

Koping, f. nysgjerrig Stirren; s. kopa.

Kopp, m. 1) Kop, Kar; (især i Fleertal) om allehaande Kar, som høre til Madlavningen. G.N. koppr. (Jf. Lat. cupa). – 2) Kumme, liden Skaal af Steentøi. Eng. cup. – 3) et lidet Stavekar med Øre el. Skaft (= Kakk, Ask, Stava, Strippe). Nordre Berg. og fl. – 4) et lidet Horn til Kopsætning. (Blodkop). – 5) Puld, Top i en Hat. Hattekopp. Jf. Koll. – Uegentlig om Mennesker (ligesom Kolla), f. Ex. Rørekopp, Vasekopp (en Sladrer), Øsekopp (et Bruushoved), o.s.v. Kopp er ogsaa et Ord, hvormed man lokker Køerne (maaskee med Hentydning til Mælkespandet). Sdm. Jf. Kussa.

Kopp, m. (2), Smaasteen; s. Koppul

koppa, v.a. (ar), kopsætte, tappe eller rense med Blodkopper.

Koppekraa, f. Stuehjørne, hvori Kar og Fade hensættes. B. Stift.

Koppemol (Koppmol), f. en Banke af Smaasteen. Nordl. Jf. Mol.

Koppestein, m. s. Koppul.

Koppul, m. smaa rundagtig Steen (især i Agrene); Rundsteen, Rullesteen (= Humul, Hall). Nordl. Afvig. Kuppul, Namd. Fosen. Skal ogsaa hedde Koppung, Ork. I Nordre Berg. Kopp (m.), og Koppestein. G.N. köppusteinn. (Jf. Kampestein).

kor (kvaar?), adv. 1) hvor, hvorledes, paa hvilken Maade. Me sjaa, kor det gjeng. 2) hvor meget, i hvilken Grad. Kor langt er det? (Jf. Sv. huru. G.N. hvé, hversu). Kor daa: hvorledes da? Kor du vil: saaledes som du vil. Kor som er: hvordan det end er, i ethvert Tilfælde; ogs. alligevel, desuagtet. Ligesaa: kor som var (kor so va’). Paa Østl. “hokke som er”. – I slette Dialekter høres ogsaa “kor” for kvar (dvs. hvorhelst), og med relativ Betydning, som “korfyre” (= kvatfyre), “kortil” (= kvat til). – Ordet lyder mest alm. kor (oo); nogle St. kur (u’), eller kurr; sjeldnere: ko, Rbg. I Østerd. og Guldalen hedder det: ker (keer med haardt k), som tildeels ogsaa betyder: hvad (= kvat). I de sydligste Egne omvexler det med: korso (kosse, koss); paa Østl. har det “h” (for hv = kv), altsaa: hor, haar; ligesom hosse (hoss). Ordets Opkomst er dunkel, da det vanskelig kan henføres til noget gammelt Ord, som hvé, hversu, eller hvar (s. kvar). Snarest kunde det opfattes som en Forkortning af kvaaro (G.N. hváru), Dativ af kvaart, i Betydn. hvilket. Jf. Sv. huru og G.N. at hváru, = “kor som er”. See ellers: kort, korgje, korkje og kvaar.

kor, pron. hver, s. kvaar og kvar.

Kor (o’), n. 1) Valg; Vilkaar at vælge imellem, Alternativ. Han sette det Koret fyre meg: han gav mig Valget imellem de Ting. Tel. (Jf. Kos). – 2) Betingelse; især Aftægt, aarlig Afgift, som En betinger sig af en Gaard, naar han overlader denne til en anden. Berg. og Trondh. Stift. Kaldes ogsaa Vilkor (o’), og bliver i Kontrakterne skrevet “Vilkaar” eller “Kaar”. Andre St. kaldet: Folga, Forlog, Føderaad, Livaure, Hold, Not, Uppset.

Kor (o’), f. (?), Seng. Kun i Korlægje, Korlega og korlegen. G.N. kör, f.

Kor (oo), m. 1) Chor; Sang af flere Stemmer. Mest bekjendt i Forbindelsen “halda Kor”: holde Huusandagt, holde Aftenbøn med Sang. B. Stift, Nordl. G.N. kór(r), af Gr. og Lat. chorus. – 2) Kor, Alterets Plads i en Kirke. – 3) Gallerie, Væggestol i Kirken (= Lem, Trev). Vald. og flere St. (hvor selve Koret hedder Songhus). – Paa nogle Steder betegner Kor ogsaa et lidet Aflukke, et afsondret Rum i et Værelse. B. Stift.

kora (o’), v.a. (ar), kaare, vælge (= kjosa). B. Stift og fl. Sv. kora. Ogsaa v.n. nøle, tøve, fare seent frem. Sdm.

Korbrev (o’), n. Dokument om Aftægt (Kor). Ogsaa kaldet Korsetel (Vilkorsetel).

Korel (oo), m. (?), Koralperler. Afvigende Koril; saaledes: Korilband, n. Perlebaand. Tel. Korilstein, m. Glasperler. Hall. G.N. kurel (Dipl. 1, 426), af Lat. coralium.

Korfolk (o’), n. Folk som nyde Aftægt (Kor) af en Gaard (= Folgefolk). Særskilt: Kormann, el. Korkall, m. Korkona, Korkjering, Kor-enkja, f.

korfri (o’), adj. fri for Udredelse af Aftægt, om en Gaard (= folgefri).

Korg, f. en Kurv. Nogle St. Korj, Østl. Korv, ved Mandal. Sv. korg. (G.N. korfr, m.). – Korga(r)kjerring, f. Kurvekone, Sælgekone.

Korg, m. Bærme, Bundfald; især af Tran. Sdm. Nogle St. Korge (Korgje). Isl. korgr. (Andre St. Grugg, Gragse, Dragse). – - Korga(r)lyse, n. slettere Tran af udbrændt Bærme.

Korgamma, f. en stor Hvirvel i en Vandstrøm; en tragtformig Fordybning i Midten af Hvirvelen. Nordl. især om en vis Strøm i Salten. (Dunkelt). Jf. Malstraum.

korgje (oo), pron. en af to, nogen af Delene. Med Negtelse: ikkje korgje, dvs. ingen af dem;
f. Ex. Eg vilde finna deim baade tvo, men eg fann ikkje korgje. Nordre Berg. (Paa Voss “ikkje korne”). Ogsaa uden Negtelse: ingen af Delene; saaledes i Ordsproget “For mykje aa for lite æ’ korje godt” (hverken for meget eller for lidet er godt). Sdm. En anden Form er kvaargjen, Tel. (Vinje og fl.); egentlig kvaargje. G.N. hvár-gi (hvárrgi), hvoraf Neutrum hvárt-ki (hvárki), s. korkje.

Korilband, s. Korel.

Kork, f. Kork; Korkeprop. (Spansk). korka, v.a. sætte Kork i. Korkeskruv, m. Korketrækker. (Ikke alm.).

Korke (o’), m. Steen-Lav, en Væxt som ligner en kalkagtig Skorpe og bruges til Farve. (Lecanora tartarea). B. Stift og fl. (Korrkje). Ogsaa færøisk. I skotske Dial. corkes. (Efter Jamieson gaelisk corcar). – Hertil Korkelit (i’), eller: korkeraud Lit, m. en blegrød Farve af Steenlav.

korkje (oo), conj. hverken, ikke enten; f. Ex. D’er korkje Fugl elder Fisk. Temmelig alm., men tildeels med et tillagt “n”: korkjen, Nordl. og fl. Nogle St. kvorken, Sdm. Afvig. kverken og verken (hverken), Østl. Egentlig: kvaart-kje (s. korgje). G.N. hvárki, hvártki. En særegen Brug i Talemaaden “D’er no korkje so”, dvs. det er saa middelmaadigt, hverken meget eller lidet. Romsd. (Jf. hørkje). Det tillagte “kje” er her (ligesom i “inkje”) kun en haardere Form af “gje”, G.N. gi, i hvárgi, eingi, eigi, aldrigi, og fl.

Korlega (o’, e’), f. s. Korlægje.

korlegen (o’), adj. sengeliggende. Søndm. (korleigjen), lidet brugl. Jf. Korlægje. G.N. körlægr.

korleides, adv. hvorledes. Mest alm. korleis (oo); forlænget: korleisi, Sogn, kurleisinne, Sdm.; ogsaa kosslein, s. korso. I Guldalen kerles, keless, kelles (med haardt “k”). Nyere Ord.

Korlægje (o’), n. Sengeleie; det at En holder sig inde og ligger meget, saasom af Alderdomssvaghed. Hard. Hall. I Vald. Korlæger. “Liggje Kørlæger”: holde sig mest ved Sengen. I Sogn Korlega (e’), f. om en lang Liggen af Svaghed eller ogsaa af Dovenskab. I Smaal. som adv. korlægjes (korleies), i Forbind. “ligge korleies”. Jf. korlegen.

Korma (o’), f. Huller i en Hud, foraarsagede af Insekt-Larver; Bremsehul (= Vere). Helg. Maaskee finsk.

Kormann, s. Korfolk.

kormeis (?), adj. stolt, storagtig. Smaal.

korn, s. kvaar.

Korn (o’), n. Korn. Efter Udtalen mest alm. Konn (o’); ellers Koinn, Trondh. Kodn (Koddn), Søndre Berg. og flere, Kaarn, Nordl. Koorn, i Byene. G.N. korn. Særlig Betydning: 1) Korn (i Almindelighed); samlet Frugt af Kornvæxter; nemlig Havre, Byg, Rug eller Hvede. – 2) fortrinsviis om Byg (= Reinkorn). Kun i de sydligste Egne (Mandal og fl.). Ogsaa i Sverige. – 3) Kornsæd, Kornstraa, saasom paa en Ager eller i en Lade. – 4) et enkelt Korn, eenligt Frø af et Kornax. – 5) en liden Klump el. Kugle; en liden Smule. Haglkorn, Krutkorn, Sandkorn, Saltkorn, Gullkorn. Sjeldnere med Begreb af en liden Spids eller Od; s. Bitkorn. Jf. Byrsekorn (Sigte paa Gevær). Dunkelt i Vederkorn (Veerkonn).

Kornauke, m. s. Mjølauke.

Kornaar, n. Aar med Hensyn til Kornvæxt. Eit godt Kornaar.

Kornband, n. Neg (= Bundel).

Kornbing, m. en fast Kornkasse i et Huus. Derimod Kornbyrda (-byra, y’), f. om en løs eller flyttelig Kasse.

Kornbol, n. Gaard med Hensyn til Kornavl. “Et godt Konnbool”, Smaal.

Kornbrut (u’), m. Kornrummet i en Lade. Sdm. og fl.

korngod, adj. frugtbar, god for Kornsæd; om Jord.

Kornharpa, f. et Slags Sold. Østl.

Kornhes (-hæs), f. s. Hesja.

Kornjord, f. Jord med Hensyn til Kornavl. “Go’ Konnjoor”.

Kornkaup, n. Kornkjøb.

Kornkrakk, m. Hesjekrakk. Sfj.

Kornland, n. omtr. som Kornjord.

Kornlod (oo), f. Kornet paa Agrene. Østl. (Konnlo).

Kornlog (o’), m. Maltvand (= Barlog).

Kornløysa, f. Kornmangel.

Kornmaal, n. 1) Maalekar for Korn. 2) et vist Agermaal (Qvadratmaal). Østl.

Kornmoe (?), m. matte Lysglimt i Luften (som af Lynild i lang Frastand). Mandal. Jf. Sv. kornblick.

kornossa (seg), gjøre sig tilgode (= kosa seg). Tel. Dunkelt, ligesom kornoteleg, adj. stadselig, meget pyntet. Shl.

Kornrust, f. rustagtige Pletter paa Korn.

Kornsaald, n. Kornsold.

Kornskrikja (Fugl), s. Skrikja.

Kornslag, n. Kornart.

Kornstade, m. Kornstabel, Lag af utærsket Korn i en Lade. “Konnstae”, Rbg. Tel. og fl. Nordenfjelds: Kornstaal (Konnstaal), n.

Kornstaur, m. Pæl, Stage, behængt med Korn til Tørring. Jf. Raa.

Kornstaal, s. Kornstade.

Kornterre, m. Tørring for udestaaende Korn. B. Stift. Andre St. Kornturk, m.

kornturr, adj. om Korn-Neg, som ere tørre i Toppen, men ikke i Straaene.

Kornvokster, m. Kornvæxt.

Korp, m. Ravn (= Ramn). Østl. Sv. korp. Jf. Krump.


Korpa, f. tyk og knudret Bark. B. Stift. (Lidet brugl.). I Tel. Korpsle. Hertil Korpebjørk, f. Birk med knudret Bark. Ogsaa: Korpslebjørk, Tel. (Tinn). Korpenæver, f. haard og rynket Næver (Overbark), som voxer til paa Birk, naar den egentlige Næver er afflækket. (Nogle St. Kartnæver).

korputt, adj. knudret, ru, haard. Shl.

Kors, m. = Kross. (Nordenfjelds). – korsa, v. see krossa. Korsblom, = Einstape. Ork. Korsgras, = Mjødurt. Ork.

korso (oo), adv. hvor, hvorledes. (K for hv). Mandal, Rbg. Lyder ogsaa: kurso, korse, kors, koss; i Sæt. ogsaa kossi. I Hall. og Vald. koss; nogle St. kost (oo). Paa Østl. med “h” for hv: hors, hosse, hoss, hossen; i Tel. ogsaa hossi (Landst. 40. 178. 200), som tildeels ogsaa betyder: hvor meget (Landst. 19.53). Jf. kor. G.N. hversu (hvorsu, hvessu). Ved et Slags Sammensætning hedder det ogsaa kossleis og kosslein; Hall. Vald.; nogle Steder hossleis; i Tel. tildeels hossileis. Jf. korleides.

Korstroll, s. Krossfisk.

kort (oo), adv. om, hvorvidt; ogsaa: enten, hvad enten. Nhl. Ork. og fl. Han laut vera med, kort han vilde elder ei. Jf. annatkort. Egentlig for kvaart. G.N. hvárt. Jf. kvaar.

Kort (oo), n. Kort, Seddel; Landkort; Spillekort. Egentlig fremmedt, af Lat. charta (Papir). Hertil Kortblad, n. Blad i Spillekort. Kortgaava, f. og Kortgiving, f. Tildeling af Kort. Kortlag, n. Selskab af Kortspillere. Kortleik, m. Kortspil. (Ogs. Kortkula, f. s. Kula).

Kort (oo), m. 1) Knort; umoden Frugt (s. Kart og Korta). Tel. – 2) Tip, Spids. (Nasekort). Sdm.

kort (oo), adj. 1) kort, ikke lang. Mest om Tiden, og om en Tilstand. S. stutt. – 2) korttalende, som bruger faa Ord; ogs. kold, stolt, som ikke viser nogen Deeltagelse. – 3) pirrelig, som taaler lidet, bliver let fornærmet. Nyere Ord.

korta (oo), v.a. (ar), forkorte, afkorte. (Modsat lengja). Særskilt om at tage Hovedet af Fisk (= gana), Jæd. – kortast, v.n. blive kortere. Østl. De ældre Udtryk ere stytta og stuttna.

Korta (oo), f. Multebær (udvoxet, men ikke ganske fuldmodent; s. Molta). Sæt. Tel. (Vinje). Andre St. Myrebær. Korta er ogsaa et lidet Traadnøgle. Buskr. (Vel egentl. Karta, s. Kart). Hertil Korteblom, m. Multeblomster. Tel. Kortemyr, f. sumpig Mark med Multer. I Sæt. Kortekjarr, n.

Korteer, n. s. Kvart, Kvartel.

Korting, f. Afkortning (= Stytting).

kortlivad, adj. kortlevende. Eit kortlivat Folkeslag: en Slægt, hvori Folk ikke blive gamle.

kortna, v.n. blive kortere.

kortsvaren, adj. som giver korte Svar.

kortvarande, adj. som varer kort.

Korv, f. s. Korg.

Korva, f. Ring osv. s. Kverva og Kvorva.

korvand (o’), adj. kræsen, vanskelig at tilfredsstille. “kaaraavann”, Indh. Nærmest til Verbet kora.

Kos (o’), n. Valg, Vilkaar (= Kor). Af kjosa. Lidet brugl. (Landst. 123).

Kos (o’), f. 1) Hob, Dynge af sammenlagte Ting. Nhl. og fl. Afvig. Kas: Kornhob af fire Neg. Toten. G.N. kös. Hertil kasa, v. – 2) en Samling af fældende Træer eller Buske, som brændes til Aske for at gjøde Jorden. Buskr. og fl. (Nogle St. Kaas). Sv. Dial. kas (Rietz 311). – 3) et Jordstykke, som er tilberedet ved Brænding af Træer og derefter tilsaaet. Tel. (med Fleertal Kaser). Jf. Brote. Hertil adskillige Stedsnavne, tildeels skrevne “Kaas” eller “Koss”.

Kos (oo), m. Vei, Stævne, Retning. Sv. kos og kosa. Fr. cours, af Lat. cursus. Nogle Steder brugt som Adverbium i Betydn. bort; borte (jf. veg og burt); saaledes i Sogn: fara kos (reise bort); vera kos (være borte); tyna kos (tabe, miste). Ligesaa: kosfaren (bortreist), koskomen, kos-teken, kos-dregen o.s.v. Ellers hedder det: fara sin Kos; ganga sin Kos (gaae bort), og lignende.

kosa (o’), v.a. (ar), opdynge, sammenhobe, osv. see kasa og kjessa. Nhl. Sdm. og fl. Hertil Kosing (o’), f. Ophobelse osv.

kosa (o’), v.a. (2), sætte Vandstriber eller Figurer paa Brød (= rjoda). Guldalen (?) og Tydal i Formen kaasaa (kaassaa); uvist om for kosa (o’) eller kasa. Hertil et Subst. “Kussu” (Kosa?), f. en Visk eller Kvast at gjøre Striber med. Guldal.

kosa (oo), v.a. (ar), gjøre tilgode, kvæge, opfriske efter en Strabads. Kosa seg: gjøre sig tilgode, pleie sig ret behageligt. Østl. Trondh. Nordl. og flere. Hedder ogsaa: kaasa, Hall. Sdm. Particip kosad: forfrisket, opvarmet. Helg. Paa Sdm. kaasa(d), “uppatte’ kaasa’”. Jf. kausa.

koseleg (oo), adj. behagelig, hyggelig. Ogsaa om Mennesker: tækkelig, artig. (Tel.).

kosen (o’), part. valgt, foretrukken; s. kjosa.

Kosing (oo), f. Forfriskning, s. kosa.

koslagd (o’), adj. om fældet Skov, som er udlagt for at brændes (s. Kos). Koslegning, f. Sammenlægning af Træer, som skulle brændes. Buskr.

koss og kosslein, s. korso.

Kost (o’) m. 1) Vilkaar, Betingelse. (G.N. kostr, af kjosa). Lidet brugl. saasom i Udtrykket: ein hard Kost aa ganga paa, dvs. tunge, trykkende Vilkaar. B. Stift. En særegen Betydning i “Farkost”. – 2) Værd, gode Egenskaber (G.N. kostr); især om Kraft
eller Fedme i Fødevarer, helst i Fisk. Nordre Berg. Jf. kostig. I Tel. spøgende om visse smaa Fortrin, saasom “god Haarkost” (vakkert Haar), “god Skinnkost” (en fiin Hud). – 3) Ost i ophedet Mælk, fersk eller ukogt Ost (= Ystel, Kjuka). Sdm. (hvor “Ost” kun betyder tilvirket Ost). – 4) Føde, Mad; især betragtet som Ydelse for Arbeide eller for Betaling. Alm. Han fekk tie Dalar og dertil Kosten. Arbeida paa sin eigen Kost: arbeide for Betaling, men holde sig selv med Mad. Ogsaa om et Forraad af Mad og Drikke for en vis Leilighed; f. Ex. Jolekost, Brudlaupskost. – 5) Omkostning, Bekostning. (Sjeldnere). Det gjekk burt i Kost: Fortjenesten gik tabt ved Omkostninger. Nedenæs og fl. De sidste Betydninger støtte sig til Verbet kosta.