Ivar Aasen Norsk Ordbog

Kreisting, f. Krysten, Presning; voldsom Anstrengelse.

Krek (e’), n. Kryb, krybende Dyr.

kreka (e’), v.n. (krek, krak, kreket), krybe. Alm. dog ikke allesteds med stærk Bøining; i Bergens Stift svagbøiet med Aflyd: krek, krakte, krakt. Imperf. Fl. hedder i Valders: kreko (ee); skulde egentl. være kraako. I svenske Dial. kräka (krak). – Betydn. 1) krybe, kravle, slæbe sig frem; om Mennesker: gaae seent eller med Møie. – 2) vrimle, mylre, vise sig i Mængde; f. Ex. om Insekter. Trondh. Østerd. og flere. – 3) om en Gysning eller ubehagelig Rystelse i Legemet. “Dæ krak i me’”. Valders og fl. Jf. Krake og kraka.

krekande, adv. krybende; langsomt.

Krekelde (e’), el. Krekjelde, n. krybende Ting, Kryb; især: Vantrivning, svagt el. utriveligt Dyr. Nordenfjelds. Jf. Krake og Krikel.

kreken, adj. sygelig, ogs. smaatærende eller kræsen af Sygelighed. Hall. sædvanlig udtalt “kreekjen”.

Kreking, f. Kryben; ogs. Vrimmel.

Krekjebær, s. Krekling.

Krekkje, n. Stol, Stillads; f. Ex. til en Slibesteen. Ork. Af Krakk.

krekla, v.n. yppe Trætte. Jf. krangla.

Krekla, f. et kroget Træ; en krumvoxen Green eller Kvist. Nordre Berg. og flere. Hedder ogs. Krøkla, Hall. Ellers Kreksa, Krake. Isl. krekla.

Krekling, m. Kragebær, Empetrum nigrum. Shl. Jæd. Tel. Vald. og mange flere Steder. Tildeels ogsaa: Skrekling, Trondh. Nordl. Ellers Krekjebær (e’), Nordre Berg., Krøkje, Nordl.; Kraakebær, tildeels paa Østl. G.N. krækiber; Sv. kråkbär. – Krekjebærlyng, n. Kragebærbusk. Sdm. og fl. Nogle St. Kreklingris, n. Maaskee rettere Krækling, da Ordet synes dannet af Kraaka.

Kreksa, f. 1) en kroget Green eller Kvist (= Krekla). Sdm. 2) en tvær eller trodsig Tingest; om Dyr. Tel. og fl. 3) Fladluus, Pediculus pubis. Sdm.

krekseleg, adj. hinderlig, slem, fortrædelig; om Dyr: tvær, trodsig. Tel. Nedenæs.

krektig, adj. paastaaelig, drøi i sine Fordringer; vanskelig at forliges med. Sdm.

Krel (ee), m. Mave, Bug; Kro. B. Stift, Hall. Mandal og fl. Ogsaa i en anden Form: Kræl (Krædl), Hard. Faa nokot i Krelen: faae Mad, mætte sig. Slægtskabet dunkelt. I skotske Dial. creel, creil: Kurv, Madkurv; Mave.


krella, v.n. væmmes, føle Modbydelighed. Shl. Ogsaa: være kræsen, vrage Maden. Nordland.

krellen, adj. kræsen, vanskelig med Hensyn til Mad. Sdm. Nordl.

krem, adj. klam, fugtig; s. kram.

Krembel, m. en liden tyk Tingest; om Dyr, m. m. Hall.

kremd, part. s. kremja og kremma.

kremja, v.a. (krem, kremde), trykke med Haanden, knuge, kryste, ælte, f. Ex. Ost. Vald. (Slidre). Particip kremd. Ordet skulde egentlig have Bøiningen: krem, kramde, kramt, ligesom G.N. kremja. Jf. Sv. krama. Til Roden “kram” hører kramla, og kramsa; jf. kremma, kremta.

kremma, v.a. (er, de), gjøre klam eller fugtig (kram). Han kremmer Snjoen: Luften befugter Sneen, gjør den klam. Ogsaa langtonet: krema (e’), kræma, Nordre Berg. og fl. Particip kremd (om Sneen). – Reflexivt: kremmast (kræmast), v.n. blive klam (kram). Sjeldnere: krammast (kramast). I svenske Dial. krämma.

Kremma, f. Fugtighed, Tøveir; det at Sneen er klam (kram). B. Stift, Hall. Nordl. Lyder ogsaa Kræma (Kræme). “Han snøva i Kræme”: der falder fugtig Snee. Sdm.

Kremmefonn, f. Masse af fugtig Snee. Paa Sdm. Kræmefonn: Skred eller Lavine af klam Snee.

Kremmesnjo (Kræmesnø), m. fugtig Snee (= Kramsnjo).

Kremming, m. en Haandfuld (= Neve, Griping). Nhl. Tel. (Jf. kremja). Isl. kremmingr.

kremta, v.a. (ar), knuge, kryste; vride Klæder i Vask, og deslige. B. Stift, Hall. og fl. (Af kremja). I svenske Dial. krimta, krämta. – Ogsaa: harke, rømme sig; s. krymta.

Kremting, f. Presning, Vridning.

Krenk, m. Bræk, Skade, Forvridning. Han fekk ein Krenk i Foten.

krenkja, v.a. (er, te), skade, bryde, forvride. Egentlig: gjøre svag, af krank. G.N. krenkja. (Particip krenkt). – Figurlig: paaføre Sorg eller Græmmelse. (Sjeldnere). – krenkjast, v.n. blive syg. Hall.

Krepp, m. 1) en Indsnævring, et smalt Punkt; s. kreppa. – 2) et Anfald af Sygdom. Tel.

kreppa, v.n. (krepp, krapp, kroppet), sammenkrympes, trække sig sammen, krumme sig. Tel. Det krapp i Hop. Jf. krapp og kropna. (Ellers ombyttet med krjupa). Vistnok et gammelt Ord; jf. Mht. krimpfen, Holl. krimpen. (Grimm, Gr. 2, 34).

kreppa, v.a. (er, te), 1) krumme, bøie ind, trykke sammen. Nhl. og fl. Kreppa seg i Hop: bøie sig sammen. G.N. kreppa. – 2) indknibe, gjøre smalere; f. Ex. i Strikning (= fella). Tel. Andre St. kneppa. – 3) i Forbind. “kreppe upp”: stige, svulme op af Iisfrost; om en Bæk (= kjøva, krya). Ork. I dette Tilfælde maaskee et andet Ord, henhørende til “Krape”.

Kreppa, f. Klemme, Trang, Trængsel; en paakommende Knibe eller Forlegenhed. Tel. Jarlsberg.

Krepping, f. Sammentrækning.

kreppsam, adj. som let krummer sig, bøier sig sammen. Ogs. kreppen.

krept, part. indbøiet, indtrykt.

kreta, pynte; s. krota.

krevja, v.a. (krev, kravde, kravt), kræve, fordre (en Ting); ogsaa: mane, minde En om et Krav. Eg hadde ikkje kravt honom etter det. G.N. krefja (kref, krafdi). Et afvigende Imperf. krov (oo) forekommer i Sogn. Krevja seg: yttre sig, om en naturlig Trang; ogsaa: yttre en vis Trang, for Ex. om Hunden, naar den søger at komme ud af Stuen. Ogsaa i Formen krevjast (krevst, kravdest): blive nødvendigt, udkræves. – Particip kravd.

Krevjand, n. et Knippe, en liden Byrde. Hall. (Maaskee for Krevjan).

krevjande adj. passende at kræve. Slikt er inkje krevjande.

Krevjar, m. en Kræver (= Kravsmann).

Krevjing, f. Kræven; jf. Krav.

kri, v.n. (r, dde), søge ivrigt efter noget, kræve, begjære. Østl. (Sv. Dial. kria). Ogsaa: kappes eller stride om noget. Maaskee for “krige”; s. Krig.

kria, v.n. (ar), huje af Fornøielse, juble (= skria, skreia). Tel.

[Krig, m. Krig, Ufred. Lyder oftest “Kri”, bst. F. “Krien” (for Krigjen). Af Tydsk.

Krik (i’), m. Krog, Vinkel. Mest brugt i Forbind. “i Krok og i Krik”: i en kroget Gang, i mange Krumninger. Tel. Sdm. og fl. Ellers findes ogsaa Krik (ii), m. en Vraa, en Bugt af en Elv. Selbu, Nordl. S. Krike.

krika (i’), v.n. gaae en kroget Vei. Lidet brugl. Jf. kreika.

Krike (i’), m. Krog, Bøining; ogs. Afkrog, Udkant. B. Stift, Tel. og fl. Jf. Handarkrike. (Krikje). Isl. kriki; Jf. Eng. creek, crick.

Krikel, m. Stakkel, svagt Menneske eller Dyr. Indr. “Krikkjil”, vel egentl. Krekel (e’); jf. Krekelde.

krikla, v.n. gjøre krogede Figurer; sye i krumme Linier osv. Hall.

Krikla, f. et Navn paa Maaneden April. Tel. Jf. Kvina.

Krikt, f. et Slags And. Trondh. (Selbu). Ogsaa Krikt-and, f. Gbr. Formodentlig Sv. krickand, Anas crecca.

krikt, adj. svag, sygelig (?). Gbr.

Kril (ii), m. Fiskeyngel, meget smaa Fisk. Paa Sdm. om den mindste Seieyngel
(Murt). Paa Helg. om Smaasild (= Mad, Mussa). Jf. Dunkril.

Krilla, f. Mæslinger (Sygdom). Østl. Tel. og fl. Nordenfjelds hedder det Krægda. I svenske Dial. krilla.

Krim (ii), n. Snue, Katarrh. Næsten alm. Afvig. Krima, f. Nordl, Krime, m. ved Trondhjem. Sv. Dial. krim, krime (Rietz 353). Isl. krím: Sliim (Haldorson). Jf. Kvæv.

Krimfarang, m. Snue, el. Forkjølelse som angriber mange paa samme Tid.

krimsa (i’), v.n. gjøre Figurer, udsye, udskjære. Krims, n. paasatte Figurer. Lidet brugl.

krimsjuk, adj. syg af Snue el. Forkjølelse. Hedder ogs. krimfull.

Krimsykja, f. Forkjølelse med Snue.

krina, v.a. (ar), pryde med Figurer, Tegninger, Udskjæringer, o.s.v. Nordl. Indh. (Andre St. krota, krita). Ellers er krina ogsaa en Form af kryna (krone).

Kring, m. 1) Kreds, Ring, en stor Cirkel eller Bue; ogsaa et Kredsløb, en Omgang. Alm. G.N. kringr. – 2) Krands, Klynge; især en Klase af Bær. Gbr. og fl. Jf. Kongul. – 3) en Kjæde, Lænke af sammenbundne Ringe eller Vidier. Sdm. – Allermest brugeligt i Forbindelsen: i Kring, dvs. omkring, rundt, i en Kreds; f. Ex. snu seg i Kring; fara i Kring osv. Utan i Kring: rundt omkring udenfor; ogsaa: uden om, ved Siden, el. i Nærheden. (Lyder tildeels: utta-kring). I Kring um: omkring, rundt om. I forkortet Form: kring um. præp. (med Akkusativ), f. Ex. kringum Huset; kringum Foten. Paa enkelte Steder ogsaa forkortet til “kring”, altsaa: kring Huset; kring Landet o.s.v. Nfj. og fl.

kring, adj. 1) smidig i Lemmerne, behændig, ledmyg. Maaskee alm. G.N. kringr. – 2) rask, hurtig, snar. Sv. kring (Rietz 355). Ogsaa om Arbeide, som gaar fort el. kan gjøres i en Hast. – 3) om Redskaber: bekvem, let, haandteerlig. Østl.

kringa, v.n. (ar), gaae omkring, gaae i en Kreds eller Bue omkring et Vand, en Klippe o.s.v.

Kringel, m. (Fl. Kringlar), Kreds, Ring, Cirkel. Voss, Nhl. og fl. (Kringjel). Jf. Krins, Krinsel.

kringfaren, adj. omfaret, befaret rundt omkring.

kringfløytt, adj. omflydt, omgivet af Vand paa alle sider. (Sv. kringfluten). Modsat landfast.

kringføtt, adj. rapfodet, rask til at løbe. Hall. og fl.

kringhendt, adj. rask med Hænderne. Hall.

Kringhes, f. Kjæde-Led som kan dreies omkring (s. Hes). Ndm. (Kringhæs), Guldalen (Kringhess).

kringhoggen, adj. hugget paa alle Sider.

Kringing, f. Rundgang, s. kringa.

kringla, v.a. (ar), lægge i en Ring eller Kreds (Kringel), opringe, f. Ex. et Toug. Nhl.

Kringla, f. 1) en rund Skive eller Plade. Solør og fl. Ogsaa: en Tridse, et lidet Hjul. Gbr. Egentl. Cirkel; G.N. kringla. – 2) Kringle, et Slags Brød. Nt. Kringel. En afvigende Form Klingra (Klingre, Kling’er) bruges nordenfjelds.

kringlagd, adj. belagt rundt omkring.

Kringlebord, n. rundt Bord (?). Telem. (Landst. 20. 175).

kringleitt, adj. rundladen, rund i Ansigtet. Trondh. ogsaa i Hall. og fl.

kringlidad (-lea), adj. smidig, rask. Hall.

kringlutt, adj. ringet, bugtet. Indh.

kringmælt, adj. snartalende, som taler hurtigt. Gbr. Hall. og flere. Hedder ogsaa kringmaalug, kringsvallande, og i Spøg: kringkjeftad (kringkjafta, Hall.).

kringrenna, v.a. (er, de), omringe pludselig, indeslutte i en Kreds. (Particip kringrend). Om en mere langsom Omringelse: kringganga. (kringgaa).

kringsa, v.a. (ar), opstille i en Kreds eller Cirkel. “Dei kringsa se um han”. Vald. Andre St. krinsa, v.n. gaae i en Kreds.

Kringsaks, n. Krøs, Fedthinde imellem Tarmene i et Dyr. Sdm.

Kringsel, s. Krinsel.

kringsetja, v.a. omringe, slaae en Kreds omkring; beleire. kringsett: omringet.

kringskjera, v.a. beskjære paa Kanterne. kringskoren (o’): beskaaren.

kringt, adv. hurtigt, raskt. Det gjekk so kringt. Trondh. Østerd.

kring-um, præp. omkring; s. Kring.

Kringvoda (o’)? f. Hvirvelstrøm (= Ida). “Kringvudu”, Indh.

krinka, v.n. gaae i Bugter eller Kroge. Hall. Maaskee for kringa.

Krins, m. Kreds, Cirkel. Nordl. Ork. Rom. og fl. Egentlig Krings; jf. Krinsel. En mere fremmed Form er Kreiss, efter D. Kreds, T. Kreis.

Krinsel, m. Kreds (= Krins, Kringel). Hall. Buskr. og fl. Sjeldnere: Kringsel (Hall.). Jf. kringsa.

krint, adj. trind, rund. Tel. (Landst. 731).

krinta, v.n. trille, rulle. Tel.

Krinta, f. en liden rund Skive. Tel. (Vinje).

kristeleg, adj. kristelig, kristen; ogs. sømmelig, passende for kristne Folk. Tildeels ogsaa: sædvanlig, bekjendt iblandt kristne Folk.

kristen, adj. kristen (om Folk eller Land). Ofte som Subst. (m.), dog altid med Adjektivets Fleertal: Kristne. Neutr. kristet, lyder sædvanl. “kriste”, f. Ex. “kriste Folk”. Heidet og kristet (heide’ aa kriste’): Hedninger og Kristne; ogsaa: Dyr og Mennesker (s. heiden).
Kristendom, m. Kristendom (G.N. kristinn dómr); ogs. Kristenhed.

Kristenfolk, n. Kristne. Ogsaa adskilt: kriste(t) Folk; forkortet Kristfolk. – Kristenmann (tildeels Kristmann), m. en af de Kristne.

Kristentru, f. kristelig Tro.

kristna, v.a. (ar), kristne, døbe; egentlig: gjøre til Kristen. – Kristnebok, f. Dødebog, Kirkebog. Kristneklæde, n. pl. Daabsklæder, Kristentøi.

Kristning, f. Daab.

Krit (ii), f. (og n.), Krid, Skrivesteen. Jf. Raudekrit. (Af. Lat. creta).

krita (ii), v.a. (ar), mærke med Krid; ogsaa: regne paa noget, prutte, være smaalig nøiagtig.

krita (i’), v.a. pynte; s. krota.

kritla, v.n. (ar), krille, pirre, vække Kløe; f. Ex. om Haar eller Straa i Klæderne. B. Stift. (I de nordlige Egne kriltla, krilsja). Hertil Kritl, n. og Kritling, f. Krillen.

Kritpipa, f. Kridpibe, Leerpibe.

kriug (?), adj. frisk; s. kry.

Krjup, m. en Stakkel, Kryster; Kryber. Hedder mest alm. Kryp.

krjupa (kriupa), v.n. (kryp, kraup, kropet, o’), at krybe. Inf. med sædvanlig Overgang: krjupa, krupa; krjøpe, krøpe (ø’); krypa, kryp’; ogsaa kroba (Jæd.). Præsens Fleertal ligesaa. Imperf. Fleert. krupo (u’), Hall. Vald.; andre Steder krope (o’). Sup. sædvanlig krope (o’). G.N. krjúpa (krýp, kraup, kropit). – Betydn. 1) krybe, bevæge sig fremad i en næsten liggende Stilling. Jf. Krop. – 2) slæbe sig frem, gaae seent eller med Møie. Jf. kreka, skrida. – 3) krympes, trække sig sammen; især om Tøi eller Klæder. Det kryp i Hop. Heraf: ihopkropen (o’), adj. indkrøben, indsvunden. Jf. krøypa seg.

krjupande, adj. (adv.), krybende.

Krjupar, m. Kryber; krybende Dyr.

Krjuping, f. Kryben, besværlig Gang.

Kro, f. en Vraa; s. Kraa.

Krodda, f. Ost, som er længe kogt. Østerd.

krofsen, adj. ujævn; s. grofsutt.

Krok (oo), m. 1) Krog, Hage; krumt eller bueformigt Redskab. G.N. krókr; Eng. crook. Ofte i mere særskilt Betydning, saasom: a) Fiskekrog, = Ongul. (Søndenfjelds). b) Kjedelkrog (= Skjerding). c) Hægtekrog (modsat Lykkja). – 2) Krumning, Bøining, Vinkel; f. Ex. paa et Træ. Draga Krok: trække Krogfinger (s. Krumsa). Ogsaa en Afkrog, afsidesliggende Dal, Fjord o.s.v. Fara inn i innste Krokarne. – 3) Omvei, Afvigelse fra en Linie. Gjera ein Krok: dreie til Side. Ganga i Krok: gaae kroget, i forskjellig Retning. Ei Mil til Kroks: en Miil længere end den rette Linie, en Miils Omvei. Østl. (Jf. Beinleike). – 4) en Fordreielse, et listigt Paafund hvorved en Sag bringes ud af sin rette Gang. Bruka Krokar: forvende en Sag ved snedige Udflugter. – 5) om Personer: En som gaar nedbøiet; et Skrog, en Stakkel (jf. Krøkja); ogsaa En som gaar Krogveie, el. er vanskelig at komme tilrette med.

kroka (oo), v.n. (ar), 1) gaae en kroget Gang, gjøre mange Vendinger. – 2) fordreie en Sag ved snedige Paafund. – 3) v.a. sætte Krog paa. Oftest i Particip krokad: forsynet med Krog. Jf. krøkja.

kroka (o’), v.n. (ar), bøie sig sammen, krumme Ryggen, som Køer og andre Dyr, naar de lide ondt af Uveir. B. Stift. Isl. kroka. I danske Dial krøkke. – Jf. kroken, krokna og kruka, som synes at høre til en egen Slægt, forskjellig fra kreka, kraka, Krake og Krok.

Krokar (oo), m. En som gjør snedige Indvendinger, = Krok, 5.

kroken (o’), adj. krum, sammenbøiet, som bøier Ryggen eller Knæerne. B. Stift. (krokjen). Isl krokinn. See kroka (o’).

krokføtt (oo), adj. krumbenet, skjævbenet.

Krokgarn, n. Fiskergarn som sættes i en Vinkel eller Bue. Sfj.

krokhalsad, adj. krum i Halsen.

Kroking, f. kroget Gang; Omveie.

Kroklar (o’), pl. Knorter (= Knoklar). Indh.

kroklaus (oo), adj. ret, lige, uden Krog.

Kroklykel (y’), m. en stor Nøgel med Kroge i Enden.

krokna (o’), v.n. (ar), sammenkrympes, blive krum eller kroget. “Han krokna’ i Kne’naa”: han bliver krum i Knæerne (af Alder). Sdm. Af kroken. Jf. kropna.

kroknasad (oo), adj. krumnæset.

krokordig, adj. kroget i Ord; snedig eller vanskelig at disputere med. “krokorig”, Tel. og flere.

Krokrast, f. (m.), Krog som fæster Sidestokken paa et Tørvtag. Sogn. Tildeels “Krokaft”. Ellers kaldet Torvkrok. G.N. krókraptr, m.

Krokrand, f. en kroget Linie, en Stribe som gaar i Vinkler (Zikzak) eller i Slangebugter. “Krokaraand”, B. Stift.

Kroks (o’), f. et gammelt Skrog; om Baad eller Fartøi. Sdm.

kroksen (o’), adj. forlegen; s. kruksen.

Kroksko (oo), m. Sko med Krumning til Siden, kun passende for den ene Fod. Vald. Andre St. Parsko.

kroktaka, v.a. (tek, tok), tage paatvært, gribe med List, sætte En i Forlegenhed ved uventede Spørgsmaal eller Indvendinger. Sogn og fl. Particip krokteken: overlistet osv. Kroktak, n. snedigt Angreb.

krokutt, adj. 1) kroget, krum, bøiet (modsat bein). Afvig. krokaatt, krokatt, krokette. G.N. krókóttr. – 2) vanskelig, ikke let at klare; om en Sag. – 3) snedig (om
Person); listig, vanskelig at komme tilrette med. Jf. krokordig.

krokvaksen, adj. krumvoxet.

Krokveg, m. Omvei; Krogvei.

krola, v.a. kradse (= klora). Hall.

Krona, f. (Bjælke o.s.v.), f. Kruna.

Krop (o’), n. 1) Kryben, krybende Gang. (Sjelden). 2) et Smug, smalt Rum imellem to Huse (= Smug, smalt Rum imellem to Huse (= Smog, Smette); ogsaa om et lidet og lavt Værelse; et lidet Skjul. Egentl. et Rum at krybe ind i. Nordre Berg. Sdm.

kropen (o’), part. af krjupa: krøben. Sammensat: utkropen, innkropen.

kropna (o’), v.n. (ar), sammenkrympes, blive kroget; om Lemmer. Sæt. Telem. (kroppna). Nærmest til kroppen, af kreppa. G.N. kropna. Jf. krokna.

Kropp, m. 1) Krop, Legeme. Nyere Ord; jf. T. Körper, Lat. corpus. S. Likam. 2) opskaaren Krop af et slagtet Dyr. Smalekropp, Nautekropp. Jf. Krov og Skrott. 3) Karl, Fyr. Ein lat Kropp; ein lystug, livande, uroleg Kropp osv. (Ogsaa om Dyr). I Gbr. ofte med Begrebet: Person, Mand; især Fremmed: Ein framand Kropp. Der sat ein Kropp, som eg inkje kjende.

kroppa, v.a. (ar), kradse, pille, plukke. Nordre Berg. Afvig. krappe, Østerd. I Nhl. prokka. Isl. kroppa. Jf. Eng. crop: afplukke.

kroppdryg, adj. tyk, fyldig, før. Ork.

kroppen, adj. krumpen, sammenkrympet, kroget i Lemmerne. Sæt. Tel. Nogle Steder kruppen. Egentl. Particip af kreppa.

kroppgod, adj. glathudet, som har en fiin og myg Hud. Trondh.

Kropplyte, n. Legemslyde.

Kroppung, m. Smaatorsk (= Gjedd, Modd). Sdm. G.N. kroppungr (?).

Kross, n. Plage, Møie; stor Anstrengelse og Uro. Nordl. Vel egentlig det samme som følgende Ord.

Kross, m. Kors, korsformig Figur; Kryds, Streger som krydse hinanden. Afvig. Form Kors (m.), nordenfjelds; medens derimod Kross er temmelig alm. i de sydlige Egne. G.N. kross, af Lat. crux. Leggja i Kross: lægge korsviis, tvært over hinanden. Han legg ikkje tvau Tre i Kross: han bestiller ingen Ting.

krossa, v.a. (ar), 1) korse, sætte Kors eller Kryds paa. G.N. krossa. – 2) lægge korsviis (= leggja i Kross). – 3) krydse, løbe forbi hinanden til modsatte Sider. Afvig. korsa, nordenfjelds. Jf. kryssa.

Krossband, n. Krydsbaand, Skraastøtte imellem Stolperne i en Stavebygning. Nogle St. Korsband.

Krossbein, n. Kryds, Korslænd paa Dyr. Nogle St. Korsbein.

Krossdans, m. Dands, hvori flere Personer løbe krydsviis om hinanden. Uegentl. Tummel, stor Bevægelse.

krossfesta, v.a. (er, e), korsfæste.

Krossfisk, m. Søstjerne, Asterias. Nhl. og flere. Isl. krossfiskr. Ogsaa kaldet Korstroll, n. Nordenfjelds).

Krossgang, m. Krydsgang.

Krossing, f. Krydsning; s. krossa.

krosskasta, v.a. lægge eller slænge korsviis om hinanden. Sogn.

krosslagd, adj. lagt korsviis.

krossloden (o’), adj. laadden tværs over Brystet. Tel.

Krossmessa, f. Korsmesse (den 3die Mai, og 14de September). Nogle St. Korsmyss. G.N. krossmessa.

Krossnebb, m. Korsnæb (Fugl), Loxia. Nogle St. Krossfugl.

krossutt, adj. korset, tegnet med Kryds eller Korsfigurer.

Krossveg, m. Korsvei, Tværvei. Tel.

Krossvid (i’), m. Kvalkved, Skovhyld, Viburnum Opulus. “Krossve”, Shl. Ryf. Rbg. og Tel. og fl. (Nogle St. kaldet Beinvid). Navnet sigter til Grenenes Form, da de modsatte Kviste danne en Figur som et Kors.

krosta (o’), v.a. kryste (= kreista). Tel.

Krot (o’), n. 1) Udpyntning, udskaarne Figurer osv. s. krota. Nogle St. Krit (i’), Kreet. – 2) Bærme, s. Krota.

krota (o’), v.a. (ar), pynte, udskjære eller udsye med adskillige Figurer (Snirkler, Krandse, Løvværk og deslige). Meget brugl. i de sydlige Egne. Ogsaa i en anden Form: krita (i’), og Kreta, Hall. Sdm. og fl. Isl. krota; i svenske Dial. kråta og kreta (Rietz 351). I lignende Betydn. bruges krina, Nordl; krote (oo), Gbr., knota, Hall. Hard.

krota (oo), v.n. (ar), kradse, rable, regne eller skrive slet. (I Gbr. pynte, som forrige Ord). Hertil Krot (oo), n. om daarlig Skrift eller Tegning.

Krota (o’), f. 1) Smule, Gran, liden Levning. “Krøtu”, Hall. “Inkje Krøtu”: ikke det mindste. – 2) Bærme af smeltet Talg, Grever. Mest i Fleertal i Formen Krotu (o’) og Krøtu, Hall. Kroto, Gbr. Ork. Krutu, Guldalen. I Tel. tildeels Krot (o’), n. Jf. Skræda.

Kroting (o’), f. Udpyntning, s. krota.