Ivar Aasen Norsk Ordbog

Krotkjepp (o’), m. Træstykke, hvorpaa Smaadrenge øve sig i at udskjære Figurer. Paa Sdm. Krita-tre (i’), n.

Krotsaum (o’), m. Udsyning med Figurer; Brodering.

Krov (o’), n. det indvendige af et Legeme, det Rum hvori Indvoldene ligge; ogsaa: en Krop, hvoraf Indvoldene ere udtagne. B. Stift. G.N. krof; jf. G.N. kryfja: opskjære, aabne. Nogle St. Skrov og Skrybbe.

Kru, n. Mængde, Mangfoldighed, Vrimmel,
Nhl. Isl. krú. Ogsaa: Yngel, Afkom; s. Krud.

Kru, f. Fold, liden omgjærdet Plads for Kreature. Namd. Jf. Kvi.

krua, v.n. vrimle, mylre; s. krya.

Krubba, f. 1) Krybbe, Foderkasse. Sv. krubba. – 2) en liden Kjelke af sammenslaaede Fjele. Søndre Berg.

Krubbedrag, n. Tilbøielighed til at bide i Krybben; en Tandsygdom (?) hos Heste. Tel.

Krud, n. Yngel, Afkom, Slægt (især i slet Betydning); vel egentlig Frø eller Urt, ligesom i “Ukrud”; jf. Krydda. Brugt i Formen Kru, Nhl. og fl. men mest alm. Krut. Nt. kruud; Ang. crúd: Urt.

Krugg, n. Bærme, s. Grugg.

Krugg, m. den øverste Deel af Ryggen (omtr. som Kass). Hall. – krugg, adj. bøiet i Ryggen, krum, ludende. Noget lignende er kruggherda (krugghøla).

Kruk (uu), m. En som gaar kroget eller meget nedbøiet. Hard. Sdm. Jf. Krok.

kruka, v.n. (er, te), huge, bøie sig dybt ned som for at sidde. B. Stift, Nordl. Hall. og fl. Præsens sædvanlig krukje(r); ogsaa Inf. tildeels krukje, Sdm. og flere. Jf. kroka (o’), og kroken. I samme Betydn. huka, hykja.

Krukedans, m. Dands i en hugende Stilling eller med meget bøiede Knæer. Hall.

kruken (kj), adj. 1) nedbøiet, kroget. Nogle St. krukall. – 2) frygtsom, forsagt. Ryf.

Krukka, f. Krukke, Leerkar. (Nt. Kruke; Eng. crock).

kruklendad, omtr. som huklendad. Hall.

kruksa (u’), v.n. (ar), gaae nedbøiet, være skranten eller sygelig. Hall.

kruksen, adj. 1) nedbøiet, svækket, affældig; ogsaa: skranten, sygelig. Vald. Hall. – 2) forlegen, meget trængende. I Tel. kroksen (o’). “Me æ ‘kje kroksne fe dæ”: vi behøve det ikke; man gjør os ingen Tjeneste dermed.

Krull, m. 1) Krølle, krøllet Lok, eller noget som er sammenrullet, f. Ex. Næverkrull. Jf. Kurl. – 2) Kreds, Klynge, en liden Hob. Hall. og Tel. og fl. – 3) et Kuld eller Lag af Æg i en Rede. Nordl. (Lof.). Nogle St. Kold, f.

krulla, v.a. (ar), 1) krølle, kruse, sætte i Krøller. Sv. krulla; Holl. krullen; Eng. curl. Jf. kurla. – 2) bøie sammen, sætte i en Ring eller Bue. Krulla seg: løbe sammen i Ringe. (Hedder ogsaa krullast). Krulla Rova: bøie Halen; f. Ex. om Sviin. – 3) sammenhobe, samle. Krulla seg til: flokke sig til. Tel. – Particip krullad: krøllet, sammenringet.

Krullhaar, n. Haar som er krøllet.

Krullmose (o’), m. et Slags Mos eller Lav med mange Krøller.

krullutt, adj. fuld af Krøller.

Krum (u’), m. Knopper paa Træer (= Kumar). Shl.

Krumma, f. Haand (= Krumsa). Tel.

Krump, m. en Ravn (= Korp). Sogn. Jf. Isl. krummi og krumsi.

krumpa, v.a. (ar), trykke, presse, knuge. (Vel egentl. krympe). B. Stift.

krumsa, v.a. (ar), knuge, klemme, bearbeide med Næven. Hall.

Krumsa, f. Haand med bøiede Fingre. I Forbind. “draga Krumse”: rykkes eller trækkes med hinanden med krummet Haand for at see hvem der kan længst holde Fingrene stive. Hall. Paa Sdm. “rekkje Krume (u’)”, el. “drage Krume”, om en lignende Styrkeprøve med en enkelt Finger. Andre St. “draga Krok”. Jf. Krumma. G.N. krumma: Haand.

Kruna, f. 1) Krone, Hovedkrands. Tildeels ogsaa: Kongeværdighed, Kongedømme. Afvigende Krona, el. Krone; søndenfjelds. G.N. krúna, af Lat. corona. Heraf kryna, s.d. – 2) Isse, Toppunkt paa Hovedet (= Hjasse, Kvervel). G.N. krúna; Eng. crown. Ogsaa Hvirvelpunkt, Haarhvirvel i Panden paa Dyr. – 3) en stor Bjælke imellem Sidevæggene i en Stue (uden Loft). Hall. Nogle St. Krona. Ellers kaldet Bite.

Kruneaar, n. et udmærket frugtbart Aar (Kronaar).

Krunebrud, f. Brud som bærer Krone.

Kruneglas, n. Kronglas.

Krungl, m. = Klunger. Sogn.

Krungla, f. et kroget og knudret Træ. Hall.

krunglutt, adj. 1) kroget, om Træ. Solør. 2) knudret, om Jorden. Rom.

Krupp, m. et kroget Træ. Tel. Hører sammen med “kruppen” til kroppen og kreppa.

Krus (uu), n. 1) Flitterstads, Glimmer. Hall. 2) Komplimenter, usædvanlig Artig- Gjera Krus fyre nokon: gjøre Opvartning, gjøre meget Væsen af En. Østl. I Smaal. Krøss (Kryss?). Sv. krus. Jf. Høgtid.

Krus, f. Kruus, Kande; Drikkekar af Leer (Steentøi), eller af Metal. (Tinkrus, Sylvkrus). G.N. krús; Nt. krus, kraus; Holl. kroes. – I Sammensætning betegner Krus Leertøi el. Steentøi; saaledes: Krusbrot, n. Potteskaar. (I B. Stift Krusabrot). Krusfat, n. Leerfad. Kruskjerald, n. Leerkar. Krusskaal, f. Leerskaal. Krusty, n. Steentøi (Fajence, Porcellæn).

krusa, v.a. og n. (ar), 1) pynte, smykke (til Overmaal). Krusa seg til: behænge sig med Stads. Hall. 2) v.n. gjøre Komplimenter, være usædvanlig høflig. Østl. Jf. høgtida. Hertil Krusing, f. Stads, Overdaad, Luxus osv.

Krusa (u’), el. Krosa (?), f. en seenfærdig Person. “Krusu”, Guldalen.

Krusk, n. krogede Træer. Rbg. (?).

krusken (kj), adj. svag, skrøbelig. Ryf.


kruslen, adj. skranten, sygelig, Rbg.

Krut (uu), n. Krud, Skydepulver. Hedder tildeels Kru (Nhl. Østl.) og er kun en afvigende Form af Krud (s d.), ligesom Sv. krut. Nt. kruud; Holl. kruid. Hertil Kruthorn, n. Krudhorn. Krutmaat, n. Krudmaal (for en Ladning). Krutrøyk, m. Krudrøg.

krutla (u’), v.n. (ar), arbeide smaat og seent (omtr. som klutra). B. Stift. Hertil krutlen, adj. lidt seenfærdig. Krutling, f. smaat el. seent Arbeide.

Krutu, Levninger, s. Krota.

kry, adj. 1) frisk, livlig, godt oplagt (omtr. som tidig). Smaal. Tel. (Sv. kry). Jf. kryast. – 2) stolt, selvtilfreds, hovmodig. Østl. Ordets Sammenhæng med det følgende krya er dunkel, da flere Former komme til, nemlig: kriug, adj. frisk, fyrig. Tel. (Hvideseid). krydig, adj. frisk, lystig, kaad; ogsaa: geil, brunstig. Sdm. kryndig: stolt, selvgod. Nfj. Jf. ogsaa kraana, og kraa,

krya (kry), v.n. (r, dde), 1) vrimle, mylre, vise sig i stor Mængde. Det var so fullt, at det krydde. Næsten alm. dog tildeels afvigende; i de sydligste Egne: krua, el. kru (-r, dde); i de nordligste med en anden Bøining, hvorom s. kryda. Jf. krykkja, kreka, kraala, yrja, ida. – 2) hvirvle, røre sig, som sydende Vand. Ork. (Maaskee til kryda). – 3) svulme op (om Vandet), stige, som ved en Opdæmmelse af Iis. Nhl. (Jf. kreppa). I denne Form slutter Ordet sig nærmest til Subst. Kru (n.). Jf. Eng. crew.

krya, v.a. (ar), opfriske (af kry, adj.). Oftest krya seg (ogsaa kryast): komme sig; friskes. “No heve Grase’ krya’ seg”. Tel.

kryda (?), v.n. (kryd, kraud, krodet), stimle sammen, flokke sig; ogsaa vrimle, mylre (ligesom krya); tildeels ogsaa: skride sagte frem, glide langsomt. Trondh. og Nordl, oftest med nogen Mangel i Formen. Inf. hedder sædvanlig kry; Præsens kry (og kryr), Imperf. krau, Supinum kroe (o’), Nordl., kraue, Ork., krødi el. kryddi, Selbu; f. Ex. “Dem ha kryddi samen”: de havde løbet sammen i en Hob. Ordet maa saaledes være et gammelt krjoda (el. kruda), ligt Ang. creodan (crýde, creád): trænge frem. (Grein’s Gloss.). Eng. crowd: flokke sig.

Krydda (y’), f. Krydder, aromatiske Væxter. Nogle St. Krydd, n. (G.N. krydd). Sv. krydda; Holl. kruid, Nt. kruud. hertil Kryddeluft, f. Kryddesmak, m. Kryddevokster, m. og fl.

krydda, v.a. (ar), krydre, sætte Krydder til. Krydding, f. Krydderie.

krydig, adj. frisk; kaad; s. kry.

Krykkja, f. Krykke, Stav at holde under Armen.

Krykkja (Fugl), s. Krytja.

krykkja, v.n. (er, te), vrimle (= krya). Sdm.

Krykla, s. Krypla.

Kryl, m. Pukkel, Udbøining paa Ryggen. Alm. vest og nord i Landet. I Tel. oftere Krylt. Andre St. Kul, Kass, Kus.

krylad, adj. puklet; pukkelrygget.

krylast, v.n. blive krum eller puklet.

krylen, adj. noget krumrygget. I Telem. krylten.

krylnasad, adj. krumnæset, hvis Næse er høi i Midten.

krylryggjad, adj. pukkelrygget.

Kryl, s. Kryl.

krylutt, adj. puklet (= krylad).

krylvaksen, adj. meget høirygget.

krymta (y’), v.n. (ar), harke sagte, rømme sig, som naar man vil tale høit, eller naar man famler i Talen. B. Stift, Tel. og fl. Ogsaa i en anden Form: kremta (Gbr. Ork. Nordl.), som ellers betyder: kryste, vride. Isl. krimta: harke (Haldorson). Heraf Krymting, f. Harken; Standsninger i Talen. Krymt, m. en svag Lyd i Halsen, et “Hem”. (Jf. Grymt).

kryna, v.a. (er, te), 1) krone, sætte Krone paa. (Af Kruna). Nogle Steder kruna; afvig. krøne, Tel. – 2) justere, sætte Stempel paa (Maal el Vægt). Solør. Lyder tildeels krine. – 3) om at tugte, ydmyge, undertvinge. B. Stift, Hall. og fl. (Maaskee af Begrebet kronrage?). – Particip krynt: kronet.

Kryning, f. Kroning.

Kryp, m. Stakkel, Kryster (= Krjup).

krypa, s. krjupa.

Krypel, m. 1) lidet Kryb, Møl, Mid. Tel. (?). 2) en Stakkel, svag og skrøbelig Person. Num.

Krypla (y’), f. Beenskjørhed, Lamhed i Fødderne; en Sygdom iblandt Køerne. Sdm. og flere. Hedder ogsaa Krykla. Ellers Styrda, Storrbrot, Romebrot.

Krypling (y’), m. Krøbling, vanfør Person. G.N. kryplingr.

krysja, v.a. knuse (= knysja). Hall.

Kryss, n. Kryds; Kors. Lidet brugl.

kryssa, v.n. (ar), 1) krydse i Seilads (= bauta, slaga). – 2) vige, gaae tilside for nogen; ogsa. gjøre Opvartning, være fiin (s. krusa). “krøsse”, Smaal. Jf. krossa.

kryssa, v.a. (ar), skjære med Krydsjern. – Kryssing, f. den Skure som sættes med Krydsjern i Tøndestaverne paa det Punkt, hvor Bunden skal staae. (Jf. Logg). Kryssjarn, n. Krydsjern, Skjærejern med kryssede eller udadbøiede Tænder.

Kryter (Krytyr), s. Krøter.

Krytja (y’), f. en Søfugl af Maageslægten, Larus tridactylus. Sdm. og flere. I Nordl. Krykkja.

Kræ, s. Kraa og Kræda.

kræa (?), v.a. hænge Fisk i et Baand.
(= træda). Kræa, f. Krog eller Kvist at hænge Fisk paa. Kræe, n. Fiskeklynge (= Honk). Mandal. (Formen usikker).

Kræda, f. Ørred, Forelle (= Aurride); især ung eller liden Ørred (jf. Kjøda). Nfj. Sdm. (Kræde), Ndm. (Kræ). Hertil Krædegarn, n. Ørredgarn. Krædetaum, m. Snor til en Fiskestang. Krædetroda, f. Fiskestang. (Nogle Steder Kræ’troe). – Ellers bruges “Kræde” ogsaa om et svageligt Barn, eller en meget smaatærende Person. Sdm. I Ork. Kræ (Kræe), n. en Stakkel, en liden Tingest. I Tel. Kræe, n. en liden Fisk. (Vinje).

Krægda, f. Mæslinger (Sygdom). Nordl. Trondh. Berg. Vald. og fl. Ellers kaldet Krilla, Østl. Tel. Jf. Sya og Kufsa.

Krækebær, s. Krekling.

Kræl, Mave; s. Krel.

kræm, s. kram. – kræma, s. kremma.

kræmta, s. kremta og krymta.

Krær, s. Kraa.

kræsa, v.n. (er, te), være kræsen, udsøge sig fiin og lækker Mad. Hedder ogsaa kraasa, Ork. (Af Kraas). G.N. kræsast: leve godt.

Kræsa, f. fiin, lækker Anretning.

kræsen, adj. kræsen, lækkersulten.

Kræsing, f. Forsyning med lækker Mad. Kræsing og Bræsing: Tillavelse af lækker Kost.

Kræsna, f. Kræsenhed.

Krætur, s. Krøter.

kræv, adj. dygtig, stærk, flink til at arbeide. Tel. Hall. Sdm. og fl. Ogsaa i anden Form: kræven: stræbsom, flittig, udholdende. Nordl. ogsaa Ork., krævug (krævau): flink, dygtig, Smaal. G.N. kræfr: stærk, tapper (Egilsson).

Krævleike, m. Dygtighed, Styrke, Kraft.

krævug, s. kræv.

Krø (og Krør), s. Kraa.

Krøk, m. et Greb eller Ryk med en Krog.

Krøkel (Krøkjel), m. En som gaar meget nedbøiet. Hall.

krøkja, v.a. (er, te), 1) krumme, bøie, gjøre kroget. (Af Krok). Alm. G.N. krœkja. Krøkja seg: bøie sig sammen; ogsaa blive kroget. Krøkja i Hop: sammenbøie, tilslutte. – 2) tage fat eller trække til sig med en Krog, slaae en Krog i; ogsaa: gribe med Fingrene, el. med Kløer. Kom og krøk i: kom og tag fat, grib til. Krøkja aat seg: trække til sig. Krøkja ein Fisk: ramme en Fisk med Angelen, saa at den bliver fast uden at have bidt paa. Krøkja atter eit Hol: stoppe et Hul paa Klæder (= kraka). – 3) v.n. vende, svinge til Siden, gjøre en Krog paa Veien. (Sv. kröka). Me foro og krøkte ut og inn. Elvi krøkjer imillom Bergom osv. Ogsaa i Formen krøkjast: krumme sig, blive kroget.

Krøkja, f. Skrog, Stakkel; En som gaar nedbøiet, eller som bøier Ryggen. Især om Kvinder (modsvarende til Krok, m.); ogsaa om Dyr, og i det hele noget, som er meget krumt.

Krøkje, n. 1) Fiskesnøre med to Angler. Nordl. (Krøykje, Krøyk). 2) Forspænd af to Heste (= Tvibeite). Ork. Selbu.

krøkjen, adj. krum, som bøier sig meget; ogs. vedhængende, som let hager sig fast.

Krøkla, f. 1, en vis Flodfisk. Toten og fl.

Krøkla, f. 2, et kroget Træ (= Krekla). Hall.

Krøkning, f. Krumning, Bøining. Oftere Krøkjing.

krøkt, part. bøiet, krummet osv.

Krølling, m. Indbygger af Krødsherad (Krydsherred) i Buskerud. Ogsaa Krylling og Krilling; vel egentlig Krødling, efter Indsøen Krøder, som i daglig Tale hedder Krøren.

krømte, s. krymta.

Krønik, f. Krønike; af Lat. chronica.

krøpe, s. krjupa. Krøsse, s. kryssa.

Krøter, n. Dyr, Huusdyr; især Nød, Faar eller Gjed. (Bukrøter, Smalekrøter). Næsten alm. dog i forskjellig Form: Krøter, Krøtur, Kryter (y’), Krytyr (Sdm.); ogsaa Krytel (Ndm. Sdm.). Egentlig Kreatur, Lat. creatura, dvs. Skabning. Jf. Beist. Gamle hjemlige Ord for dette Begreb ere Fe og Kvikinde; dog bruges Fe mest kollektivt, ligesom Fenad, Buskap og Bøling.

Krøterham, m. Dyreskikkelse. Kasta Krøterham paa: forvandle til Dyr. (I Folkesagn). Vald. og fl.

Krøtu, Smule osv., s. Krota.

krøypa, v.a. (er, te), krympe sammen. Krøypa seg i Hop: krybe sammen, trække sig ind, lukke sig; f. Ex. om Blomster. Num. Egentl. lade krybe, af krjupa, kraup.

Krøys, m. en liden Kornstak (= Rauk). Sogn.

krøysa, v.a. lægge Korn i smaa Dynger paa Ageren. Sogn.

krøysta, v. s. kreista.

Ku, f. (Fl. Kyr), Ko (Huusdyr). Ogsaa brugt i en anden Form: Kyr (med Fl. Kyr), i Berg. Stift, Rbg. Tel. og flere. G.N. kýr, acc. kú, pl. kýr. Ang. cú; Ght. kúa. Fleertal paa Østl. tildeels “Kuer”; ellers alm. Kyr (Kjyr); nogle St. Ky; i den bestemte Form Kyrna, Kydna (Søndre Berg.) Kynn’e, Ky’ne; ogsaa Kynn’ (Trondh.). Dativ Fl. tildeels Kunom (Ku’naa, Nordre Berg.). I Sammensætning mest alm. Ku, f. Ex. Ku-band, Kubaas; men nogle St. Kyra, Kyr, Ky, f. Ex. Kyrafot, Søndre Berg. Kyrrova, og Ky-haar, Sæt.

Ku, m. s. Kuv. – Kua, f. s. Kuva.

kua, v.a. (ar), nedtrykke, presse sammen; ogsaa: kue, tvinge, undertvinge. Nogle St. kuva. Afvig. fra G.N. kúga. Jf. Sv. kufva.


Ku-band, n. Baand at binde Køer med.

Ku-baas, m. Rum for en Ko i Stalden.

kubba, v.a. (ar), afhugge i korte Stumper. Jf. kabba.

Kubbe, m. Klods, Blok, kort Stump af en Træstamme. Nogle Steder Kubb; ellers alm. og meget brugl. Isl. kubbi, kubbr; Sv. kubb. Jf. Kabbe, Kumb, Knubb.

kubben, adj. but, stump, rundagtig; noget tyk og kort. Alm. vest og nord i Landet. Nogle St. kubbutt (kubbet).

Kubbestol, m. Stol som er tilskaaren af en heel Træstump (Kubbe), saaledes at den øverste Deel er indhulet fra Siden og tjener til Rygstød. Rbg. Tel. og fl.

kubbutt, adj. but, stump; s. kubben.

Ku-beite, n. Græsgang for Køer.

Ku-blaasa, f. Koblære.

Kudæla, f. Pumpe-Rende paa Dækket af et Fartøi. Nordl.

Kue (Stillads), s. Kuv.

kufengen, adj. plump, tung, stiv. Sdm. (kufingjen).

Kufet (e’), n. Spor efter Køer.

[Kuffer, m. Kuffert, Reiseskriin. Oftere: Kuffert, ogs. Kufort. Fr. coffre.

Ku-fjos, n. Kostald; s. Fjos.

Ku-foder, n. Vinterfodring for en Ko. Oftest: Kufoor, nogle St. Kufod.

Kufsa, f. Mæslinger. Gbr. (?).

Kufta, f. Kofte, vidt Klædningsstykke; Reisekappe el. deslige. I Nordl. især en Finnekjole, Bluse. I Hall. et Slags Skjørt.

kufta, v.n. vimse, løbe, rende omkring. Smaal. Kufting, f. Omløben.

Kugla (u’), s. Kogla.

Ku-horn (o’), n. 1) Kohorn. 2) s. Kuvung.

Ku-juver (-jur), n. yver paa en Ko.

kukka (u’), v.n. (ar), forrette sin Nødtørft, aftømme sig; især om Børn. B. Stift og flere. Skal ogsaa hedde kakka, Nordl. I svenske Dial. kakka, T. Kacken, Lat. cacare.

Kukkelur, s. Kuvung.

kukla (u’), v.n. øve Signekunster. Hall. Kukling, f. besynderlige Ceremonier osv. Jf. G.N. kukl: Koglerie.

Kul (u’), f. Luftning, svag Blæst. B. Stift. G.N. kul, n. Jf. Kjøla og Gul.

Kul (uu), m. Bugle, Bule; Hævelse paa Legemet efter et Stød eller Slag. Næsten alm., men hedder i de sydligste Egne: Kula, f. (Jæd. og fl.). G.N. kúla.

Kula (uu), f. 1) Kugle, rund Klump; især Kugle til at skyde med. Alm. Sv. kula. – 2) en rund Udvæxt paa Stammen af et Træ. (Jf. Rirkula). Ogsaa: Bugle, Hævelse; s. Kul. – 3) en liden Skaal; især udhulet af en Knude paa et Træ. – 4) Selskab, Kreds, Paa heile Kula: for hele Selskabet, el. Huset. Nordl. – 5) et Partie i Spil eller Leg. (Sv. kula). Nordre Berg. Trondh. og fl. Kort-kula: et Spillepartie, en vis Række af Spil. Dansarkula: en Række af Dandse. Paa ny Kula: paa nyt Partie, ny Række.

kula (u’), v.n. (ar), lufte, blæse lidt; især om en kjølig Vind, ligesom: kylja og kjøla; jf. gula.

Ku-land, n. Kopis.

Kulde, m. Kulde, koldt Veir. G.N. kuldi. Ogsaa i Formen Kuld, f. Østl. I lignende Betydning: Kjøld, Kalde; Kule, Kale, Kjøl.

Kule (u’), m. Kulde. Nhl. Sogn.

kulerund (uu), adj. kugleformig.

Kuleskaal, f. Skaal af en rund Knude (Kula) paa et Træ.

kulka, v. fuske; s. kolka.

Kull, s. Koll. – Kulla, f. Kolla.

Kulnebb, m. et Slags And med en Pukkel (Kul) paa Næbbet. Ogsaa kaldet Kulnebbsvorta, f. Østerd. (Trysil).

Kulp, m. 1) Hule, Fordybning i Bunden. Østl. Jf. Kopa. 2) Skvulp, Sprudlen af noget som falder i Vandet. Smaal.

kulpa, v.n. plumpe, skvulpe. Smaal.

kulryggjad (uu), adj. høirygget, puklet. Østl.

Kulrøyk (u’), m. = Frostrøyk. Buskr.

Kuls, m. Frysen, Fornemmelse af Kulde. Faa ein Kuls i seg: blive gjennemkold, gyse af Kulde.

kulsa, v.n. (ar), 1) føle Kulde i Kroppen, fryse (i en mildere Grad). Meget brugl. og maaskee alm. – 2) gyse, blive bange. Han kulsar ikkje fyre det: det skrækker ham ikke.

kulsen, adj. kuldskjær, som let føler Kulde; ogsaa: frygtsom, bange.

kulsig, adj. som fornemmer Kulde, ikke føler sig rigtig varm.

Kulsing, f. Fornemmelse af Kulde.

kulsleg, adj. uhyggelig, afskrækkende. Tel.

Kult, m. 1) Klods, Træstump. Nordl. 2) Knold, Bjergknold, rund Bjergtop. Ryf. og fl. 3) en tyk og rund Figur, en frisk Karl osv. Østl. Jf. Sv. kult: halvvoxen Griis. Eng. colt: et Føl.

Kulting, m. et Slags Trælast. Østl.

kulutt, adj. buglet, fuld af Bugler (s. Kul, m.). Jf. blaakulutt.

Kum (Kumm), m. Tøddel (Komma). Sdm.

Kumar (u’), m. Knopper paa Træ; a) Løvknop (gemma); b) Blomsterknop, Rakle (amentum), f. Ex. paa Birk, Asp, Hassel. Berg. Trondh. Nordl. Afvig. Kumur, Ork. (?), Kumul, Indr. Nogle Steder Kummar, Komer. (Sv. Dial. kummer, komar). Andre St. Krum, Knupp, Prjona.

Kumar-tre, n. raklebærende Træ.

Kumb, m. Klods, Knud, Stykke af en Træstamme (= Kubbe). Sdm. Ork. og fl. G.N. kumbr.

kumla, v.a. (ar), 1) ælte, knuge, trykke sammen. Nhl. 2) røre sammen, omvælte, bringe i Uorden. Søndre Berg. Nordl. (Jf. G.N. kumla: mishandle). Heraf Kuml (Kumm’el), n. Uorden, Røre, Forvirring.
Kumling, f. Omvæltning.

Kumla, f. en Klump; især om sammenæltede Boller af Meel og Poteter osv. til Mad. Voss, Hard. Jæd. Rbg. Ogsaa kaldet Kump, Mandal. Ellers Klubb, Klot, Ball.

Kumling; m. en Stymper; En som rører Tingene sammen. Nordl.

Kumme, m. Kumme, Vandkar. (Tydsk).

Kummelvæv, s. Kongurvev.

Kump, m. Klump; s. Kumla.

Kumpaas, s. Kompaas.

Kumperuta, f. et Slags Boller (Kager) af Fiskerogn og Meel. Nordre Berg. Nordl. Nogle St. “Krumperdøsa”. Dunkelt; jf. Kumla og Kams.

kumpla, v.a. omlægge, sætte i en ny Orden; gjøre om igjen. Smaal. Jf. kumla.

Kumsa, f. Røre, Forvirring, Urede. Det kom i Kumsa. Nordl (Lof.). Ogsaa om en stor Masse (?).

Kumse, og Kums, m. en stor Førselsbaad. Nordl.

kumt, adj. skummelt; s. kvavt.

kun, adv. bare (= berre). Nordl. (Dansk).

Kung, s. Kong, og Kuvung.

kunn, adj. bekjendt (= kunnig). G.N. kunnr. Lidet brugt og derhos fordunklet; saaledes i Hall. “Han vart kunt um dæ” (i Stedet for: Det vardt honom kunt), dvs. han fik vide det. Ellers kun i Sammensætning: kunngjera og Kunnskap. (Jf. forkunn). Et Subst. Kunn, f. bruges ogs. i Sammensætning: Vaarkunn, Miskunn. Et Subst. Kunna, f. er brugt i nyere Skrifter i Stedet for det ubekvemme “Kunnigheit” (Kyndighed), f. Ex. Vankunna, Faakunna, Jordkunna, Maalkunna. Jf. T. Kunde, f. (af Adj. kund) i Länderkunde, Sternkunde o.s.v.