Ivar Aasen Norsk Ordbog

Kvell, m. skarp, hvinende Lyd. Tel.

kvell, adj. hvinende, skingrende, om Lyd; ogs. om en Person, som har en fiin (= grann) eller barnlig Stemme. Sogn. (kvedl’e). Jf. skvellen og gnell. G.N. hvellr: klingende.

kvella, v.n. (kvell, kvall, kvollet), tale med høi eller hvinende Stemme, skraale, gjøre Larm. Han gjekk der og kvall. Namd. I svenske Dial. hvälla, gvälla: gjenlyde. (Rietz 273). Isl. hvella (hvall): klinge. (Haldorson).

Kvelling, f. hvinende Lyd, Hvinen.

Kvelm, m. et Høknippe, som fylder et enkelt Rum i en Hesje; en Portion som kan ligge paa en Stang imellem to Stavrer (Staurar). Sfj. I Yttre-Sogn: Kvalm. Vel egentl. Hvelm. I svenske Dial. hvälm: en liden Høstak.

Kvelp, m. Hvalp (= Hundsunge). Nogle St. Velp. G.N. hvelpr.

kvelpa, v.n. (ar), hvalpe, faae Unger.

Kvelv, n. Hvælv; noget som er hvælvet, især en omhvælvet Baad paa Vandet. Ogsaa i Formen Kvolv, Nordl. og Kolv, Sdm. og flere. Saaledes: koma paa Kvolvet (paa Kolv’e): komme op paa Hvælvet, paa Kjølen; om Folk som have kuldseilet. “Sitje paa Kolva”: sidde paa den hvælvede Baad. Sdm. (Jf. kvelva).

Kvelv, m. 1) en Hvælving (= kvelving). Velv, Østl. – 2) et Slags aaben Kasse at bruge til Bund for et Slæde-Læs. “Velv”, Smaal. (Nogle St. Hjelm). – 3) en Huulning, en rundagtig Fordybning imellem Bakker eller Bjerge. Ryf. (I Hall. Kvelv, f.). Noget lignende er “Kvæv” i Rbg. og Tel.

kvelva, v.n. (kvelv, kvalv, kvolvet), hvælve, ligge eller staae i en hvælvet Stilling, med Bundet opad; f. Ex. om et Kar, el. en Baad; ogsaa: hvælve sig om, komme i en hvælvet Stilling. Hard. Andre Steder med svag Bøining (-er, de) og tildeels afvigende. I Valders: kvelve, kvalde, kvalt. I Tel. kvæve (er, de); nogle St. gvelve, velve. Ellers: kvolva (er, de), Nordl. Trondh. kolve, Sdm.og fl. Mere afvig. holva, Nhl. Yttre-Sogn. (Dette “h” for “hv” pleier ellers ikke at finde Sted i disse Distrikter). I svenske Dial. hvälva, gvälva, med stærk Bøining (Rietz 273). G.N. hvalfa (hválfa?) og holfa; med svag Bøining. Jf. Grimm, Gr. 2, 58, hvor Ordet er opstillet imellem de tabte Stammeverber.

kvelva, v.a. (er, de), 1) hvælve, omvælte, sætte i en hvælvet Stilling. Brugt i Formerne: kvelva, kvæve, gvelve, velve, kvolva, kolve, ligesom det forrige. – 2) styrte ved en Omhvælving, hælde ud, lade falde. Kvelva Kornet utor Tunna. Han kvelvde Vatnet or Bytta. Kvelva i seg: sluge, slurke af et Kar. (Sv. hvälfva). – 3) vende, vride tilbage. Kvelva Augo: vrænge Øinene, vende det hvide ud. Det kvelver inn: det hælder indad, om et Landstykke. (Jf. Kvelv og Kold). – Particip kvelvd: omhvælvet. Afvig. kvolvd (kvold), kolvd (kold); ogsaa holvd, hold (Nhl.).

Kvelving, f. Omhvælvelse, Omvæltning.

Kvelving, m. en Hvælving; bueformig Muur. Nogle St. Kvolving, Kolving. – Kvelvingsbru, f. Steenbro, bygget i Bueform.

kvem, hvo, hvem; s. kven.

Kvem, m. Indbygger af Kvam (i Hard.). Fleertal Kvemer (Kvemmer).

kvema (vimse), s. kvima.

kvemla, v.n. væmmes, kløge. Sæt. Andre St. vemla og kvingla.

kvemleid, adj. kjedsommelig, ubehagelig; især om en tvær og vrangvillig Person. Oftere kvemleiden, kvemleien; ogsaa kvamleien. Nhl. I Sogn kvimleien (?). G.N. hvimleidr (Isl. hvumleidr): forhadt; af Egilsson forklaret som hveim leidr: ubehagelig for enhver, for alle.

kvemleida, v.n. gjøre Fortræd. Nhl.

Kvemleida, f. en besværlig Person, En som gjør Fortræd, el. plager Folk. Nhl. Voss (Kvemleia). S. følg.

Kvemleide, n. en besværlig Ting, noget som kun er til Uleilighed. Nordre Berg. Paa Sdm. Kvamleide (el. Kvambleide).

Kvemming, m. = Kvem, Kvamværing.

Kvemmingsmann, s. Kvambelsmann.

Kven (ee), f. s. Kvi.

kven, el. kvenn, pron. hvo, hvem; hvilken. Findes ogsaa i Formen kver (kvær), i Yttre-Sogn, og kvæ, i Sæt.; men hedder ellers mest alm. kvenn; afvigende kenn (haardt k), Jæd., og kvann, som bruges af og til i Berg. og Trondh. Stift, omvexlende med “kvenn”. Egentlig kvern, hvern. G.N. hverr (hver) med Akkus. hvern; sjeldnere hvarr med Akk. hvarn. Den herskende Form er altsaa kun en Akkusativform, ligedan som “nokon” for nokor, og “annan” for annar. – Imidlertid ombyttes “kven” ogsaa med to eller tre andre Ord, nemlig 1) kvein (kveinn), brugl. i Hard. med et Par Bøiningsformer: kvei, f. og kveitt, n., altsaa vistnok en Sammensætning med “ein”, formodentlig kva-ein (kvat-ein). – 2) kveim, i B. Stift og videre; afvig. kvem, mange St., keim og kem (med haardt k), Gbr. Vald. Hall., vem, Østl. G.N. hveim, Dativ af et gammelt Pronomen, som hører sammen med Neutrum hvat (s. kvat). – 3) hokken, forhen omtalt. – I Forbindelse med en Præposition sættes “kven” altid først (ligesom kvat); f. Ex. kven aat: til hvem? Eg veit ikkje kven det kom ifraa (dvs. fra hvem
det kom). Ligesaa: kven med, kven til, kven um. Som Genitiv bruges tildeels “kven sin”, f. Ex. kven si Bok er detta (dvs. hvis Bog osv.). Eg veit ikkje kven sitt Hus det er.

Kvena, s. Kvina.

Kvende, n. Kvindfolk, Kvinder; ogsaa Kvindekjøn. Sæt. Tel.Hall. G.N. kvendi. Sædvanlig kollektivt, f. Ex. Det var litet Kvende med Kyrkja: der var kun faae Kvindfolk ved Kirken. Sjeldnere om en enkelt Person (een Kvinde), i hvilket Fald det tildeels skal have Formen Kvenda, f. Ellers Kvinna, Kjella, Kvinnmann, Kvinnfolk. (De sidste Ord synes tildeels at være opfattede som Kvendmann, Kvendfolk).

Kvende, n. 2, Tændespaaner, Tændeved (= Kveikje). Gbr. Oftere Eldkvende. I svenske Dial. kvinsel, af et Verbum kvända, eller kinda, ligt G.N. kynda: tænde. (Rietz 320). Jf. Kyndel.

Kvendeferd, f. kvindelig Opførsel.

kvendekjær, adj. kvindekjær. Sæt.

Kvendeklæde, n. Kvindeklæder. Ogsaa kaldet Kvendebunad; i Spøg Kvendeham. – kvendeklædd, adj. klædt som Kvinde.

Kvendekyn (y’), n. Kvindekjøn.

Kvendelag, n. 1) Kvinde-Natur; Kvindeskik. 2) Kvindeselskab.

kvendeleg, adj. kvindelig. G.N. kvennlegr.

Kvendemaal, n. Kvindestemme.

Kvendesida, f. Kvindeside; Kvindernes Plads i en Forsamling.

Kvendeskap, n. Kvindeskikkelse.

Kvendeverk, n. Kvindegjerning; Foretagende for en Kvinde. (Landst. 250. 254).

kvendsk, adj. yderst kvindekjær; utugtig, om Mandfolk. Tel.

kvenkra, v.n. klynke; s. kvinka.

Kvenn, f. s. Kvern.

Kvennmann, s. Kvinnmann.

Kvepp, m. pludselig Skræk (= Kvekk).

kveppa, v.n. (kvepp, kvapp, kvoppet), 1) glide pludselig, rokkes, glippe. Nordl. (?). – 2) rystes af Skræk, blive opskræmt, gyse (omtr. som kvekka). B. Stift, Nordl. Imperf. tildeels kvopp, Nordre Berg. Jf. kippa, og Kvifs.

kveppen, adj. 1) ustadig, rokkende. Nordl. 2) let at skræmme (= kvekken). B. Stift.

Kvepping, f. Gysninger, som af Skræk.

Kveps, s. Kvefs.

kvepsa, v.n. bjæffe, gjøe. Hard.

kvepsa, v.n. bjæffe, gjøe. Hard.

kver, 1) hver, s. kvar. 2) hvo, s. kven.

Kverel, s. Kvervel.

Kverk, m. 1) Strube, Hals. Lidet brugl. undtagen om Struben paa Fisk; saaledes især om Gjællerne, som udskjæres af Silden, naar den skal saltes. Nhl. og fl. G.N. kverk, f. – 2) Vinkel eller Indsnit paa Bagsiden af en Øxe imellem Hammeren og Bladet. Valders. Ogsaa G.N. kverk.

Kverk, m. (2), Fodblad, = Jark. Helg.

kverka, v.a. (ar), 1) kvæle, klemme over Struben. B. Stift, Nordl. Ogsaa i en anden Form: kverkja (er, te). Jæd. Tel. og fl. Jf. kyrkja. – 2) udskjære Struben paa Fisk; især paa Sild, som lægges i Salt. – 3) uegentl. ødelægge, gjøre af med, dræbe. Dei hadde so nær kverkat honom. Ogsaa i svenske og danske Dial. i Betydn. kvæle.

Kverking, f. det Arbeide ,at opskjære Struben paa Fisk, som skal saltes.

kverkja, v.a. (er, te), s. kverka.

kverkna, v.n. (ar), kvæles, tabe Aanden. Jæd. og fl. Afvig. kvirknast. Tel. Andre St. kyrkna.

Kverla, f. s. Kvervla, Kvervel.

Kvern, f. (Fl. Kvernar), Kværn, Mølle; Vandmølle med dertil hørende Bygning; ogsaa blot: Møllesteen. Mest alm. udtalt Kvenn; ellers Kvedn, Søndre Berg. og flere. G.N. kvern; Goth. kvairnus; Ang. cvearn, Eng. quern. I Sammensætning tildeels Kvernar (Kvenna). Jf. Kvann (Kvarn), som ligner den svenske Form: qvarn.

Kvern-auga, n. hullet eller Svælget i en Møllesteen.

Kvernberg, n. 1) Bjergart, som tjener til Møllesteen. Ogsaa kaldet Kverngrjot (Kvennagrjot), n. 2) Klippe hvoraf Møllestene udhugges. (Kvennberg, Kvennaberg). G.N. kvernberg.

Kvernbruk, n. Møllebrug.

Kvernbyr (y’), m. Leilighed til at drive Møllerne; Tilvæxt af Vand i Elvene. “Kvennabyr”, Nordre Berg.

Kverndam, m. Mølledam.

Kvernfall, n. Vandfall, som er høit nok til at drive en Mølle.

Kvernfjell, n. Bjerg med Møllesteen-Gruber. “Kvennfeel”, Selbu.

kvernfør, adj. om en Bæk, som er stor nok til at drive en Mølle. “kvennfør”, Østl.

Kvernhus, n. Møllehuus.

Kvernkall, m. Møllehjul med en Kreds af Skovler paa en opretstaaende Axel. (Kvennkall, Kvennakall). I svenske Dial. kvarnkall.

Kvernkurr, m. Benævnelse paa en vis Mærkedag: den 1ste September. Tel. Ogsaa Kvernknarr (Kvenknarr).

Kvernlægje, n. s. Kvernstøde.

Kvernsko, m. den nederste Deel af en Mølletragt (Teina).

Kvernslok (o’), n. Mølle-Rende.

Kvernstein, m. Møllesteen. (Særskilt: Yverstein og Understein).

Kvernstøde, n. Mølleplads, Sted hvor en Kværn kan drives. Østl. (Kvennstøe). I B. Stift. Kvernlægje, “Kvennalægje”.

Kvernteina, f. Mølletragt.

Kverntro, f. Vand-Rende til en Mølle (= Slok). Gbr. og fl.


Kvernvatn, n. Møllevand, Vandmasse som er stor nok til at drive en Kværn. (Kvennvatn, Kvennavatn).

kverr (kvær), adj. stille, rolig (= kurr, kjørr). Mindre brugl. men bedre end “kvar”. G. D. qvær; G.N. kvirr (Goth. kvairrus).

kverra, v.a. bringe til Ro (= kurra, kvara). Solør. (Meddeelt: kvera).

Kverrlægje, n. Sygeleie (= Korlægje). Smaal. (?). Hos Wilse “Qværleye”. (Hallager har ogsaa “qværleien”, adj. sengeliggende). Jf. Kvallægje.

Kverrseta (e’), f. Stillesidden. (Usikkert). I Pontoppidans Glossarium “Qværsæde”: Hjemmesidden.

kverrsetja (-seta), v.a. sætte fast, holde fast; ogsaa: lægge Beslag paa. Solør. Ork. G.N. kvirrsetja.

kverrstaden, adj. stiv af lang Stillestaaen. Vald. (kværstaen).

kverrstinn, adj. stiv af lang Ro, eller ogs. af Overfyldning, Overmættelse. Smaal.

Kverrsyll (e’), m. en vis Hestesygdom; Brystsyge, Hoste. B. Stift og fl. Skal ogsaa hedde Kversott, f. Trondh. I ældre Skrifter “Qværsild” (Wilse), “Qværsvild” (Wille 201). Har været forklaret som Kverksvull (Kværkebyld), men synes ikke rigtig at passe dertil.

Kverv, n. en Omgang, en enkelt Række el. Kreds. (Sv. hvarf). Især: a) en enkelt Omgang af Fjele eller Planker i Baade og Fartøier. Jf. Kvarv, Kvorva. b) en enkelt Rad af Masker i et Garn. Nordl. Ellers kaldet Umfar.

Kverv, m. en Hvirvel, Ring, Kreds. Søndenfjelds. Ogsaa: en liden Skive. Hall. Jf. Kvervel.

kverv, adj. 1) svingende, skjævtløbende, tilbøielig til at dreie af til den ene Side. B. Stift, Nordl. og fl. Især om en Baad, som er vanskelig at holde i en lige Linie. Isl. hverfr. – 2) ustadig, uvarig, som snart forsvinder. Hedder oftere kverven – 3) rask, hurtig, i sine Bevægelser. Hall. og fl. Afvig. kvirv, Tel., kverven, Ork. G.N. hverfr.

kverva, v.n. (kverv, kvarv, kvorvet), 1) hvirvle, svinge om, gaae i en Ring eller Bue; f. Ex. om en Vandstrøm. Valders, Buskr. Nogle St. verve; egentl. hverva. Jf. kverv, Kvervel, Kvarv, Kvorva. (Ang. hveorfan, og Mht. werben forklares ogsaa som Udtryk for en kredsformig Gang). – 2) komme af Syne, forsvinde, glide bort. Især om en langsom Forsvinden, som for Ex. naar et Skib seiler bort. Næsten alm. Afvig. gverve, Num. G.N. hverfa. Imperf. i Berg. Stift ofte kvorv (formod. udgaaet fra Fleertal: kvorvo). Soli kvarv av Fjelle: Solen svandt for tidlig af Fjeldet, i det den gik ned i en Sky. Tel. (Jf. lida seg). – 3) indsvinde, trække sig sammen, blive mindre. B. Stift (ofte med Imprf. kvorv). Det kverv i Hop: det bliver mindre og mindre. Ellers: tverra, skrøkka, snerka. – Particip kvorven.

kverva, v.a. (er, de), 1) svinge, dreie omkring. Kverva seg: dreie sig rundt, hvirvle, dandse. Valders. – 2) omringe, indeslutte, slaae en Kreds omkring. Østerd. og flere. Dei hadde kvervt ein Bjørn i Hidet. (I svenske Dial. hvärva). – 3) sætte i Skjul, bortliste, bortføre. Han kvervde Kongsdotteri: han tog Kongedatteren ind i Bjerget. Tel. i Folkesagn om Tusser eller Trolde. Heraf innkvervd. – 4) indknibe, formindske, gjøre knappere. B. Stift. Lidet brugl. – 5) forvende, forvrænge. I Forbindelsen: kverva Syni, dvs. betage En Evnen til at see det rette, gjøre at En synes at see noget, som i Virkeligheden ikke er forhaanden; skuffe ved et Gjøglespil. B. Stift, Nordl. og mange flere Steder. (Ellers: villa Syni, el. venda Syni. Jf. ogs. “tverva”: vrænge). Heraf Synkverving. – Particip kvervd: omringet; indtagen; forvendt.

Kverva, f. 1) en Vidie-Ring, som fæstes paa Hjørnet af et Gjærdeled for at holde det lukket. Hard. og fl. Afvig. Korve, Sdm. – 2) den Side, hvortil en Baad af sig selv vil dreie sig (s. kverv, adj.). Ein lyt ro sterkaste paa Kverva. B. Stift.

Kvervar, m. i Talemaaden “kute Kvervar”, dvs. løbe efter hinanden rundt omkring et Huus. (En Leg). Østerd. Egentl. Hvirvler.

Kverve, n. en Kreds af Gaarde eller Bosteder; en liden Dalstrækning, som man kan overskue fra et enkelt Sted. Isl. hverfi. Brugl. i Sætersdalen og vel ogsaa flere Steder.

Kvervel, m. 1) Hvirvel, omløbende Strømning; især i Vandet (= Ringstraum); sjeldnere om Hvirvler i Luften. Ogsaa i Formen Kvirvel, Tel. Hall., Kverel, Nfj. Sdm., Kvørvel, Østerd.; ellers Kverv, Østl. Kvirv, Hard. – 2) Haarhvirvel, et Punkt hvorfra Haaret udbreder sig eller lægger sig til Siderne, f.Ex. ved Boverne paa Dyr; ellers især om Issen paa Menneskets Hoved. Trondh. og fl. Nogle St. Kverv. G.N. hvirfill. – 3) et udbredt Lag eller Dække, især af Hø. “Høykvirvel”, Tel. See Kvervla og Kvarv. – 4) en liden Slaa, som er fæstet i en Nagle i Dørstolpen, saaledes at den kan vrides ind over Døren og tilbage igjen. Guldalen. (Sv. Dial. hvarvel). Ogsaa et Lægne i et Baand? (Urda, 3, 73. 81). – 5) en Sommerfugl, Papilion (maaskee med Begrebet: den omhvirvlende). Kvirvel, Tel. Vervel, Buskr.

Kvervehol (o’), n. Huulning i Midten af en Vandhvirvel. “Kvirvilhøl”, Hall.

Kvervelknut, m. en stærk Hvirvel i Luften. Afvig. Kverelknut (e’), Nfj. Ogsaa
kaldet Kvirvelflaga, f. Valders. Ellers Tunnarknut (Tynnaknut).

Kvervelvind, m. Hvirvelvind. Trondh.

kverven, adj. 1) udrøi, forgjængelig; see kvervsam. 2) rask, hurtig, s. kverv.

Kverving, f. Forsvinden, Bortfjernelse; Ogsaa: Omløb; Omringelse, m. m. see kverva.

kvervla, v.a. udbrede Hø til Tørring (s. Kvervel 3). “kvirvle”, Tel.

Kvervla, f. et Lag af Hø, udbredt til Tørring. (= Kvervel, 3). Ved Mandal: Kverla. Andre St. Høyflekk; ogs. Kvarv.

kvervsam, adj. forgjængelig, udrøi, som snart forsvinder. Nogle St. kverv, og kverven. “D’æ so ryrt aa kverve”, Sdm.

kvesa, s. kvisa.

kvessa, v.a. (er, te), 1) hvæsse, skjærpe, gjøre hvas. (Af kvass). G.N. hvessa. Kvessa Augo: see med skarpe eller bistre Blik. – 2) tilspidse, gjøre tynd i Enden eller Kanten. – 3) v.n. blive smalere mod Enden, løbe ud i en Spids. Det kvesser ned: det er smalt i den nedre Ende. Ogsaa: blive skarpere, haardere. Det kvesste paa med Vinden, el. han tok til aa kvessa paa: Vinden blev stærkere.

Kvessing, f. Hvæssen; Tilspidsning.

kvest, part. hvæsset, skjærpet; ogsaa: lidt beruset. Indh.

Kvetel, s. Kvitel.

kvetja, v.a. (kvet, kvatte, kvatt), slibe, hvæsse; især med Bryne eller Haandsteen. (Paa Sdm. om at hvæsse paa en Slibesteen). Inf. nogle Steder kveta (e’), ogs. kvekja, kvekkje. G.N. hvetja, hvatti. Hertil Kvat (n.) og Kvota. Ogsaa i Betydning: gnide, klemme; især om at spørge ivrigt. “Han kved aa spør’e”, Ryf. – Particip kvatt.

Kvetja, f. en Slibning; saa meget som man kan slaae med en Lee, førend man behøver at hvæsse den. Hall. (Jf. Slip).

Kvetjar, m. en Sliber.

Kvetjing, f. Hvæsning, Slibning.

Kvev (e’), n. tungt Aandedræt. S. Kvæv.

kveva (e’), v.a. (kvev, kvavde, kvavt), tilstoppe, kvæle (omtrent som kjøva). Vald. (Slidre). Ellers i en anden Form: kvæva (er, de). Jf. Kvaav. Sv. qväfva (qvafde). Ordet har vistnok havt en ældre Form med stærk Bøining, maaskee kvava (kvev, kvov), som siden har deelt sig i flere Former. Som beslægtede mærkes: kvavna, kvavt, kvøv, Kvaav, Kov, kjøva, maaskee ogsaa kava, Kav, Kave. Jf. G.N. kefja (kafdi). S. Rydqvist 1, 174.

kvi, adv. hvi, hvorfor. G.N. hví. Egentlig et gammelt Dativ af kvat (kva), ligesom “di” (dvs. derfor) af det (dat). – Kvi fyre: hvorfor, af hvilken Grund. (B. Stift). Hedder ogsaa: kvat fyre (kvafyre). Kvi so: hvorfor saaledes, hvorfor det? – En afvigende Form “ki” (med haardt k) bruges paa enkelte Steder.

Kvi, f. en Fold, en indhegnet Plads for en Samling af Kreature. Næsten alm., dog tildeels afvigende: Kve, Gbr. Vald. Kven (Kveen), Vald. Kvæ, Smaal. Rom. Kvie, Sdm. G.N. kví. I svenske Dial. kvi, kvia. (Noget lignende er: Kru, Trød, Taag, Teppe, Grinding, Stød, Støl. “Eit Kvia-hus”: et altfor stort eller vidtløftigt Huus. Sdm. (Kviarhus?).

kvia, v.a. (ar), 1) drive Kreature ind paa en Fold. Afvig. kvea, Vald. Om selve Dyrene siges kvia seg: samle sig i Folden. G.N. kvía: indeslutte. – 2) gjødsle, opgjøde en Eng (egentlig ved Inddrivning af Kreature). Jæd. (oftest med Imperf. kvidde). Jf. Kvievatn og Kvisla. – Particip kviad: a) samlet i en Fold. b) opgjødet, dyrket. (Oftest kvidd, kvitt).

Kvibud, f. en liden Hytte paa en Malkeplads eller Kvi. Tel.

Kvid (i’), m. (?), s. Kvidaal, Kvidgjord.

kvida, v.n. (er, de), grue eller ømme sig for noget, føle Ulyst eller Modbydelighed, f. Ex. for et ubehageligt Arbeide. Alm. (tildeels kvia, kvie). G.N. kvída. Eg kvider fyre det: jeg føler Ulyst dertil; jeg vilde gjerne undgaae det. Hedder ogsaa: Eg kvider mot det, el. eg kvider meg ved det (“eg kvie meg med da”, Nhl.). Det var slik Storm, at me kvidde mot aa leggja ut.

Kvida, f. Ulyst, det at man gruer for noget; ogsaa: Bekymring; ubehagelige Forventninger. G.N. kvída.

Kvidaal (i’), m. Svinebug, Buflæsk som er afskaaret i en smal Strimmel. Brugt i en lidt afvigende Form: Kvedaal (e’), Sdm. Kveaal, Kvæaal, i Nordl. Til G.N. kvidr: Bug, Underliv.

kvidd, gjødslet, s. kvia.

kvidefull, adj. ængstlig, bekymret.

kvidelaust, adv. uden Ængstelse, roligt.

kvideleg, adj. ubehagelig, som man gruer for, el. gjerne vil undgaae.

kviden, adj. ængstlig (= kvidesam).

kvidesam (kvidsam), adj. 1) forsagt, modløs, som har Ulyst til noget. – 2) ubehagelig, som vækker Ulyst eller Modløshed. Det var so kvidsamt.

Kvidestund, f. en Tid da man gruer for noget som forestaar.

kvidgjord, f. Buggjord i en Hestesæle. Kvigjor (Kvijor), Sfj. Sdm. og flere. Kvidgjur, el. Kvidjura (med tydelig d), Sæt. Tel. (Isl. kvidgjörd). Hører sammen med Kvidaal til det gamle Kvid: Bug.

Kviding, f. Ulyst, Modløshed.

Kviding, m. en forsagt el. frygtsom Person, En som gruer for smaa Uleiligheder.

kvidla (kvilla), v.n. (ar), klynke, klage, jamre sig. Indh. I svenske Dial. kvidla, kvilla.


kvidug (?), adj. frisk, trivelig; ogsaa: livlig el. vel oplagt (= tidig). Hard. og Tel. (Mo), i Formen kviug. Efter Hallagers Ordsamling er kviug: mæt, altsaa: buget (af Kvid: Bug). Jf. G.N. kvidugr: frugtsommelig.

kvie, s. kvida. Kviende, s. Kviginde.

Kvieng, f. Engstykke, som har været benyttet til Fold (Kvi). Tel.

Kvievatn, n. gjødende Vædsker, som udbrede sig over en Eng. Jæd. og fl. Jf. Kvisla.

kvifsa, v.a. forvirre (?). kvifsa(d), forvirret, opskræmt. Hall. I Hard. forkvipsa. (Maaskee til kveppa). I Tel. kvismen. Jf. kvimsen.

kvifyre, hvorfor; s. kvi.

kviga (i’), v.n. (ar), gaae med en vuggende Bevægelse; være tung paa Foden. Hall.

Kviga, f. Kvie, Ko som ikke har havt Kalv. G.N. kvíga; Sv. qviga. – Kvigekyr, f. Ko som har faaet sin første Kalv, eller er første Gang drægtig. B. Stift. – Kvigkalv, m. Kalv af Hunkjøn, Kviekalv. G.N. kvígukalfr.

Kvigard, m. Gjærde omkring en Fold (Kvi); ogsaa selve Folden. Tel.

Kviginde (el. Kvigjende), n. Ungfæ; Kalve og Kvier (i Modsætning til Malkekøerne). Gbr. (sædvanlig udtalt Kviend). G.N. kvigindi (?). Ogsaa kaldet Lausfenad, Gjeldfe, Gjeldnøyte.

Kvigkalv, s. Kviga.

Kvik (i’), m. 1) Kjødet i Hoverne eller Kløverne paa Dyr; ligesaa under Neglene paa Mennesket. Rbg. Tel. Gbr. Ork. (Nogle St. Kveek, Kvæk). Sv. qvicke. Isl. kvika, f. Eng. quick. Kvik er egentlig den følsomme eller livfulde (kvike) Deel, i Modsætning til det ufølsomme og blødløse Hornstof. Saaledes ogsaa – 2) Horntap, den bløde Beenspids som udfylder det indvendige Rum i Hornene paa visse Dyr, for Ex. Køer. Guldalen, Indh. Ellers kaldet Slo, Finn, Stikel, Stukul. – 3) Opfriskelse; Forplantelse af en Slægt (omtr. som Kveik). Tel. Beslægtet er maaskee Kuk, m. penis. Her som i Svensk (Rietz 362).