Ivar Aasen Norsk Ordbog

kvik (i’), adj. 1) levende, som har Liv. Tel. Hall. Østerd. og fl. Især om ufødt Foster, som begynder at røre sig. Ganga med kvikt Barn. Tel. Med kvike Ungen; med kvike Kalven osv. Hall. Mere omfattende: “Der kjem ikke kvika Klauv’e”, dvs. der kommer intet levende Kreatur. Vald. (Formen “kvika” lidt dunkel). G.N. kvikr; Ang. cvic; Ght. quec. 2) bevægelig, flydende, om en Materie. Østerd. (?). Jf. Kvikleir, Kviksand, Kviksylv. I svenske Dial. kvik: smeltet, flydende. – 3) livlig, frisk, munter. Mere almind. (nogle St. kveek, kvæk). Sv. qvick. Ogsaa: rask, smidig, som bevæger sig let. (Jf. kveik, kveikja). – Kvikt bruges tildeels substantivisk, især i Forbindelsen: kvikt og ukvikt, dvs. levende og livløst, Kreature og anden Eiendom. Ryf. Tel. (Jf. D. Kvæg).

kvika (i’), v.a. (ar), kvæge, oplive, forfriske. Jf. kveikja. – Den Ordslægt, som slutter sig til kvik og kveikja, synes at forudsætte et Stammeverbum: kvika (ii), kveik, kviket. (Jf. Grimm, Gr. 2, 988).

kvika (i’), v.n. (ar), vrikke, rokke sig, være urolig; staae ustadigt. Tel. Ogsaa: vakle, være ubestemt eller raadvild. Hard. Hall. G.N. hvika; i svenske Dial. hveka. G. D. hvege. Jf. kvikoll.

Kvika (i’), f. Kvikgræs, Triticum repens. Rbg. Tel. og flere. Afvig. Kviku, Tel. Østerd. Kvikve og Kuku, Ork. Sv. qvickrot, qvicka.

Kvi-kaka, f. et Slags Pandekage. Vald. (Dunkelt).

Kvi-kall, m. en Mandsfigur, som opstilles til Skræmsel for Udyr. “Kvækall”, Smaal.

kvikast (i’), v.n. opfriskes (= kvikna).

Kvike, el. Kvikje (i’), n. Gjær til Øl (omtr. som Kveik). Sfj.

Kviketjeld (i’), m. den rødfodede Strandsneppe, Totanus Calidris. Sdm. Ndm. Andre St. Graatjeld, Stelk og fl. Maaskee til kvika (hvika), hentydende til Fuglens Urolighed og bukkende Bevægelse.

kvikfør (i’), adj. livlig, rask. Tel.

Kvikinde (i’), el. Kvikjende, n. Dyr, levende Skabning (= Livende). Sæt. I Valders: Kjukand, n. et Fæ, tildeels som Skjældsord. G.N. kvikindi, og kykvendi. Af kvik, adj.

kvik-kalvad, adj. om en Ko, som gaar med levende Foster. Sdm. og fl. Hedder ellers kvikkaava, Tel.; kvikkjelvd, Vald. Ork. Ndm. Ogsaa i en dunklere Form: kvikkjær, Hall.

kvikleg, adj. livlig, frisk, rask.

Kvikleike, m. Livlighed, Raskhed.

Kvikleir, n. Kvægleer; blød, synkende Leergrund. Østl. Ogsaa i Formen Kvikleira, f. Østl. Nordl.

kvikmyken (y’), adj. om en Hest, som har stor “Kvik” eller Kjødmasse i Hoverne. Hall.

kvikna, v.n. (ar), 1) faae Liv, komme til Live; f. Ex. om Insekter. Sæt. og fl. G.N. kvikna. – 2) oplives, forfriskes, blive munter; ogsaa: komme i Bevægelse. Alm.

Kvikning, f. Oplivelse, Forfriskelse.

kvikoll (i’), adj. ustadig, flygtig, foranderlig. Jæd. Af kvika (hv). Isl. hvikull. Jf. D. vægelsindet, for hvegelsindet.

kvikriva, v.a. (riv, reiv), rive i Kjødet, saare, f. Ex. en Finger. Tel. Hall. Ogsaa rive Splinter af Træer. Num.

Kviksand, m. løs og bevægelig Sandgrund; et Sandlag som hviler paa Dynd eller oprøres af Vandaarer i Grunden. Trondh. Ogsaa i Formen Kviksenda, f. Hard. Voss og fl.


kvikskodd, adj. om en Hest: ilde skoet, saa at Skosømmene naae ind i Kjødet (Kviken). Lister, Mandal.

kvikstinga, v.a. stikke i Kjødet, eller til “Kviken”. Hall.

Kviksylv, n. Kvægsølv.

kvila, v.n. og a. (er, de), 1) hvile, nyde Rolighed. Afvig. gvile, Num. Østre Tel. vile, Smaal. G.N. hvíla. (Imprf. oftest kvilte; jf. kvild). – 2) v.a. lade hvile, spare for Arbeide. Kvila Henderna: lade Hænderne hvile. Kvila Føterne: sidde en Stund. Kvila seg: tage sig Hvile. Kvila seg uppatter: udhvile efter en Anstrengelse. Ogsaa i Formen kvilast: blive udhvilet, forfriskes ved at hvile. Ein kvilest inkje, naar ein ligg so vondt. B. Stift.

Kvila, f. 1) Hvile. (Oftere Kvild). – 2) Seng, Leie. Sæt. Tel. Hertil Kvileklæde og fl. Ogsaa om Barselseng. Fara i Kvila. Trondh. (?).

Kvilande, n. s. Kvile.

Kvild, f. 1) Hvile, Rolighed. Alm. G.N. hvíld. 2) Standsning, Ophold, rolig Stund.

kvild, adj. hviil, udhvilet; som ikke er træt, eller som endnu ikke har havt nogen Anstrengelse.

Kvile, n. 1) Hvile; Hvilestund. Gud signe Kvilet, Hilsning til En som hviler paa en Vei. (Nogle St. Kvila). – 2) Hvilested paa en Vei. Mere almind. Hertil enkelte Stedsnavne. – 3) Vei til et Hvilested, el. imellem to Stationer; en Veilængde som man kan passere i eet Træk, uden Standsning. Nhl. og fl. I en anden Form: Kviland, n. Valders. Kvilan, Nordl.

Kvilebos (o’), n. Sengehalm. Sæt.

Kvilebrugd, f. ophøiet Kant paa en Sengekarm. Tel.

Kviledag, m. Hviledag; Rastdag.

kvilekjær, adj. som længes efter Hvile.

Kvileklæde, n. Sengklæder. Sæt. Tel. Saaledes ogsaa Kvileplagg, n. om et enkelt Stykke. Kviletjeld, n. Sengetæppe (= Kvitel).

Kvilemund, n. Hvilestund, en bestemt Tid til at hvile. Trondh. Nogle St. Kvilarmund.

Kvilenøyte, n. Sengkammeratskab, det at ligge sammen i een Seng (= Hjaasvæve). Sæt. Tel. Paa Østl. Kvilenæter Vilnæter, pl. G.N. hvíluneyti. Sjeldnere i Betydn. Sengkammerat. Tel. (?).

Kvilerom, n. Hvilerum; Sengerum.

Kvileskeid (-skjei’), n. Veistykke, som man kan tilbagelægge uden at hvile (= Kvile, 3) Ogsaa Kvilingskeid. Hall.

Kvilestad, m. Hvilested.

Kvilestein, m. Steen at hvile paa.

Kviletile (i’), n. Sengebund. Sæt.

kviletrengd, adj. trængende til Hvile.

Kviling, f. Hvilen; Standsninger.

kvilla, v.n. klynke; s. kvidla.

kvima (i’), v.n. (ar), 1) vimse, svæve hid og did, gjøre mange Svingninger; f. Ex. om Fugle eller flyvende Insekter. Shl. og flere. Jf. kvimsa. – 2) have mange Indfald eller Nykker; gjækkes, fjase. Hall. og flere. I Num. gvima (gvema). Jf. Isl. hvima: skotte til Siderne. – Hertil Kvim, m. og Kvima, f. En som er fuld af Fjas og Indfald. Hedder ogsaa Kvimar, m. og Kvimaskalle. (I Num. Gvemaskalle). Jf. Eng. whim: Nykker.

kvimen (i’), adj. ustadig, flygtig; ogs. fuld af Fjas. Hall.

Kviming (i’), f. Vimsen, ustadig Flugt.

kvimleid, s. kvemleid.

kvimpen, adj. hastig, opfarende. Nhl.

Kvims, m. 1) Tummel, Forvirring. Det kom i Kvims. Nordre Berg. – 2) en ustadig Person. Hall. og fl.

kvimsa, v.n. (ar), vimse, tumle omkring, løbe fra det ene til det andet. Mere alm.

kvimsen, adj. urolig, ustadig; omsvævende. Vel ogsaa: forvirret, ligesom “kvifsa”, i Hall. og “kvismen”, i Tel. G.N. hvimsi: sandsesløs.

Kvimsing, f. Omløben, Uro.

kvimsutt, adj. ustadig, urolig. Hall.

Kvimæle, n. Grund som bruges til en Fold eller “Kvi”. Tel. (Vinje).

Kvin (ii), m. 1) Hviin, pibende Lyd. 2) En som taler hvinende.

kvina (ii), v.n. (kvin, kvein, kvinet, i’), 1) hvine, give en pibende Lyd. Nogle St. gvine, vine. G.N. hvína. – 2) tale med en hvinende Stemme. – 3) klynke, klage. (Jf. kveina). Paa enkelte St. bruges kvina ogsaa ligesom “rina” om Fornemmelse af en skarp Smag eller Lugt, f. Ex. D’er so surt, at det kvin i Naserna.

Kvina (i’), f. en Benævnelse paa April Maaned, eller den næste Maane efter “Gjø”. Sdm. Jf. Krikla.

kvinall (ii), adj. 1) hvinende, pibende. 2) tilbøielig til at klynke og klage. Hedder ogs. kvinen.

Kvindøling, m. Indbygger af Kvinesdal. (G.N. Hvín og Hvínisdalr).

kvingla, v.n. (ar), tumle omkring, svæve hid og did; ogsaa: hvirvle, løbe rundt. Nordre Berg. Hall. og fl. (Jf. vingla). Hertil: Kvingl, n. Omsvæven, Tummel; ogsaa om Uorden i Maven, Væmmelse, Kvalme. Sogn.

Kvink, m. Vandhuus, Privet. Buskr. Formodentlig fremmedt Ord.

kvinka, v.n. (ar), klynke, klage sig; især om at klage for Smaating. Indh. Vald. Tel. Buskr. og fl. (jf. kveina). Ellers kvinkra, B. Stift; kvenkra (kvænkre) Sdm. G.N. kveinka.

kvinkra, s. kvinka.

Kvinna, f. Kvinde, Menneske af Kvindekjøn.
Mest i Forbindelsen “Kar og Kvinna”; ellers sædvanlig ombyttet med “Kvinnfolk”. Sv. qvinna. G.N. kona, sjeldnere kvinna (kvenna); Ang. cven, Goth. kvino, kvéns (= G.N. kván: Kone). Jf. Kvende og Kona.

Kvinnfolk, n. 1) Kvindfolk (kollektivt); Kvinder. Nogle St. Kvennfolk. Isl. kvennfolk. – 2) et Kvindemenneske. Alm.

Kvinnkyn (y’), n. Kvindekjøn. (Sjelden).

Kvinnmann, m. en Kvinde. Ogs. Kvennmann, Vald. Tel. G.N. kvennmadr. Ordet har samme Grund som det almindelige “Karmann”, da nemlig “Mann” her betyder Menneske.

Kvint, m. den høieste el. fineste Streng paa en Fiolin. Egentlig: den femte Tone (Lat. quintus). Jf. Kvart.

kvirkna, s. kverkna, kyrkna.

kvirv, s. kverv. – Kvirvel, s. Kvervel.

kvisa (i’), v.n. (ar), 1) blusse op, flamme, tændes i en Hast. Det kvisar upp. B. Stift. – 2) bruse op, f. Ex. om stærk Drik, som strax stiger til Hovedet. Nhl. Sdm. – 3) hviske, tale sagte (= kviskra); ogsaa: fnise, lee. Jæd. Hall. og fl. Afvig. kvaasaa, Østerd. G.N. kvisa. Jf. ogsaa kvæsa og kvisja.

Kvisa (i’), f. en Blære i Huden, f. Ex. efter stærk Gnidning; Hedeblegne (= Blemma). Jæd. (Kvesa), Tel. (Kvisu). Jf. Kveisa.

Kvising (i’), f. Opbruusning; s. kvisa.

kvisja, v.n. (ar), give en svag, raslende Lyd, som naar Smaadyr krybe i Græs eller Lynd. D’er so fullt, at det kvisjar i kvar ei Tuva. Nordre Berg.

kviskra (i’), v.n. (ar), hviske, tale sagte. Sjeldnere kviska. (Hall.). G.N. hviskra (ogs. kviskra). Jf. Eng. whisper.

Kviskring, f. Hvisken. Ogsaa i Formen Kvisker, n.; saaledes paa Helg. “Dæ kom Kvisk’er i Høgmaal”, dvs. man begyndte at sige høit, hvad man forhen havde hvisket.

Kvisl (ii), f. 1) en Kløft; især om en Møggreb som er dannet af en kløftet Green. Sogn, med sædvanlig Overgang: Kvitl, “Mykja-kvitl”. (Isl. tadkvísl). – 2) en Elvekløft, Green eller Arm af en Vandstrøm. Ogsaa en Banke eller Holme, som dannes ved en Sidegreen af en Elv. Rbg. Hall. Gbr. og flere. Med afvig. Udtale Kvitl, Sogn; Kviltl (Kvilsj), Trondh. G.N. kvísl: Elvegreen. – 3) Green af en Slægt; Sidelinie. Tel. (Mo). G.N. kvísl.

Kvisla (ii), f. Gjødning, Gjødsling af Jord. Jæd. (Af kvia). Kvislevatn, n. gjødene Vædske.

kvismen, forvirret; s. kvimsen.

Kvissun, s. Kvitsunn.

Kvist (i’), m. (Fl. Kvister), 1) Kvist, liden Green. G.N. kvistr. – 2) Kvisterod, Knast, Punkt hvor en Green har voxet ud; f. Ex. i Planker. – 3) Tagkammer, Værelse med en Udbygning i Taget. Mest i Byerne. Jf. Ark.

kvista, v.a. (ar), hugge Kvistene af, rydde, jævne et Træ.

kvista, v.n. (ar), haste, skynde sig, fare hastigt frem. (Sv. qvista). Hedder ellers kvasta, Smaal.; kosta (oo), Nordl.

Kvistelag, n. Kviste-Ring, et Punkt hvor flere Kviste voxe ud i en Kreds; saasom paa Naaletræerne. Søndre Berg. og fl.

kvistelaus, adj. reen eller fri for Kvisterødder; om Planker.

kvisten, adj. livlig, munter. Ryf.

Kvisthol (o’), n. Hul efter en visnet eller udfalden Kvist, i Træ.

kvistra (ii), v.n. klynke, klage (jf. kvida); ogsaa: kvidre. Nordre Berg.

kvistutt, adj. fuld af Kviste; ogs. om Træ med mange Kvisterødder.

kvit (ii), adj. hvid; mælkefarvet; ogs. hvidnet, blegnet, meget lys eller bleg. Mest alm. kvit’e, kvit; afvig. gvit, Num. Østre Tel.; vit, Smaal. G.N. hvítr; Ang. hvít. Der var ikkje kvite Dropen (o’): ikke en Draabe Mælk. Paa kvitan Sand: ind paa den lyse Strandbred. (Ofte i Folkeviserne). Han var ikkje kviter, som skulde gjera det: det skulde en Skjelm have gjort; eller egentl. det maatte Fanden gjøre. (Nordre Berg.). Substantivisk bruges Kvit’en, og Kvita, om hvidhaarede Dyr, især en Hest eller Hoppe.

kvita, v.n. (ar), 1) være hvid, lyse eller blinke i en hvid Farve. Mest upersonligt, f.Ex. Det kvitar paa Kyrkja (el. i Kyrkja): det glimter af Kirken; man seer Kirken som en hvid Plet. Det kvitar i Tennerna: det glimter i de hvide Tænder. Nordenfjelds. Paa Sdm. kvita (i’). – 2) v.a. hvidte, farve hvidt. Især om Snee, som falder tyndt. D’er so myket, at det kvitar Marki (dvs. at det gjør Jorden hvid). Afvig. kvita (i’), Sdm.

Kvita, f. gammel, suur Mælk. Tel.

kvit-augad, adj. hvidøiet; om Heste.

Kvitaal, m. Sliimaal, Myxine (= Sleipmakk, Piraal). Sdm.

kvitblomad, adj. hvidblomstret.

kvitbrynt, adj. hvidhaaret i Øiebrynene. Tel. og fl.

kvitebæra, v.n. (er, te), skumme, gaae i hvide Bølger; om Søen. Det var so myken Vind, at det kvitbærte. B. Stift. (Af Baara).

Kvite, m. 1) Æggehvide. (Modsat Raude el. Gulegg). – 2) den hvide Deel af et Øie. Sfj. Ogsaa kaldet Augkvite, Vald. og flere. Ellers Kvitaugstein, Ork. og Kvitebikkja, f. Sfj. Sdm. Sv. hvita, f.

Kvitebjørn, m. Hvidbjørn, Iisbjørn.

Kviteblad, s. Kvitmo.

Kviteblik (i’), n. et Slags hvid, kalkagtig Lav paa Klipperne. Sdm.


Kviteknjosk (-knøsk), m. et Slags haard Svamp paa Træer (= Knyska).

Kvitel (i’), m. Sengetæppe, Uldtæppe at ligge paa. B. Stift, Vald. Hall. Tel. og flere. Afvig. Gvitel, Num. (Jf. Brotkvitel, Mjukkvitel). G.N. hvitill. Eng. Dial. whittle. Ellers kaldet Blæja og Tjeld. Fleertal Kvitlar (nogle Steder Kvislar). I Sammensætning tildeels Kvitle (Kvitla), som Kvitlegarn, n. (Traad til Sengetæpper), Kvitlevarp, Kvitleveft og flere.

kvitflekkutt, adj. hvidplettet.

kvitfossa, v.n. skumme, strømme stærkt.

Kvitfot, m. et Slags Myg. Hall.

kvitgjordutt, adj. farvet med hvide Ringe eller Bælter. (kvitgjorett).

kvitgraa, adj. hvidgraa.

Kvithikel (?), m. et Slags hvid Steenart. Vaklende: Kvithikjel, Kvitikkjil, Kvithykkjel. Stjordalen. Jf. Heggel, Heggeitel.

kvithærd (-hært), adj. hvidhaaret.

Kviting, m. Hvidling (Fisk), Gadus Merlangus. Kun i de sydlige Egne; nogle St. Kvitling og Viting. Derimod nordenfjelds Bleikja og Bleik, f.

Kvitkatt m. = Røysekatt. Vald. Østerd.

kvitklædd, adj. hvidklædt.

Kvitkoll, m. Kløver med hvide Blomster, Trifolium repens.

Kvitkoming (o’), m. Nyse-Røllike, Achillea Ptarmica (?). “Vitkomming”, Smaal.

Kvitkuvung, m. Søsnegl med hvid Skal, Buccinum. (Kvitekung).

Kvitl, s. Kvisl. – Kvitlar, s. Kvitel.

Kvitlaaring, m. Skarv (Fugl) med hvide Laar.

kvitleg, adj. hvidlig, hvidagtig.

Kvitleike, m. Hvidhed.

kvitleitt, adj. hvidladen, som har meget lys Ansigtsfarve. Afvig. kvisleitt, Tel.

kvitlitad (ii, i’), adj. hvidfarvet.

kvitmatad, adj. om Korn, som har meget hvid Kjerne.

kvitmaalad, adj. hvidmalet.

Kvitmaase, m. den almindeligste Maage.

Kvitmo, m. Hvidtidsel, Carduus heterophyllus. Tel. Hedder ogsaa Kvitmor (oo), Gvitmor, Num. Tinn; Kvitmog eller Kvitmoge, Sæt. Kvitmogeblekkje (om Bladene), Kvitmogeblom (om Blomsten), Sæt. Dunkel Form. Andre Steder Kviteblad, Sdm. og fl. Ellers Oljeblad, Oljeblokka, Hesteblad, Hestøyra, Saudspreng, Skore.

Kvitmose (o’), m. Reensdyrmos, og fl.

kvitna (ii), v.n. (ar), blive hvid. G.N. hvítna. Kvitning, f. tiltagende Hvidhed.

Kvit-orm, m. en hvid Slange. (I Folkesagn). Ogsaa et Slags Traadorm, Filaria?

kvitprikkutt, adj. hvidspraglet.

kvitra (i’), el. kvittra, v.n. (ar), kvidre, pibe. Lidet brugl. (Sv. qvittra). Hertil Kvitr (Kvitter), n. og m. Fuglekvidder; ogsaa et løst Rygte, en dunkel Yttring. Tel. Jf. G.N. kvittr (som dog maa være et andet Ord).

Kvitrev (e’), m. Hvidræv (= Melrakke).

kvitrima, v.n. (ar), riimfryse.

kvitringutt, adj. hvidringet.

kvitrosutt, adj. hvidblommet, tegnet med hvide Figurer. Ogs. kvitrosad.

Kvitrot, f. = Trøyska. Hall.

kvitsidutt, adj. hvid paa SIderne.

kvitskyad, adj. hvidskyet.

Kvitsunn, Pintsefesten. Sædvanlig udtalt Kvissun (ii), Tel. Hall. Vald. og fl., dog ogsaa Kvitsun (Tel.), Kvissinn (Sdm. Ndm.). Fuldstændigere: Kvitsunndag, m. Pintsedag. G.N. hvítsunnudagr (ogs. hvítasunna, f.); Eng. whitsunday. – Hertil Kvitsunn-aftan, m. Pintseaften (Dagen før Pintsedag). Kvitsunnhelg, f. Pintsefest. Kvitsunn-vika (i’), f. Pintseuge.

Kvitsymra, f. Hvidsippe, Anemone nemorosa. Indh. Ndm. og fl. (Kvitsømr’, Kvitsømmer). Andre St. Geitsymra, Gjeitesimber (Sdm.), Geitsumar (Nhl.) og Sau’esumar (Sogn). Jf. Kvitvise.

Kvitt (ii), m. en Hvid, egentl. en Trediedeels Skilling.

kvitt (i’), adj. 1) kvit, fri for Krav; ogsaa (dog sjeldnere): opgjort, klareret. – 2) befriet for noget, skilt fra. Ofte efter Objektet, f. Ex. Eg vardt honom aldri kvitt. – 3) opgiven, hjælpeløs. Han var reint kvitt. Smaal. og flere. Egentlig fremmedt. Fr. quitte (til Lat. quietus).

kvitta (i’), v.a. (ar), 1) opgjøre, klarere et Regnskab; ogsaa at kvittere for en Udbetaling. Det kvittar meg eitt: det kommer mig ud paa eet. – 2) frigjøre, skille ud fra noget. Eg vil kvitta meg fraa det. – 3) ødelægge, gjøre Ende paa. Han hadde alt kvittat det. Sogn og fl.

Kvitter (i’), s. kvitra.

Kvitting, f. Opgjørelse; Kvittering. I Tel. ogsaa: Kvittnad, m. Udbetaling, Udgift. (Sjelden).

Kvit-tyta, f. et Slags hvide Kjertler i Steen. Trondh. (Selbu).

Kvitveis, s. Kvitvise.

Kvitvelda, f. Skumstribe i en Vandstrøm. Sdm. (Norddalen).

kvitvidad (i’), adj. hvid i Veden; om Træ. Mest alm. “kvitvea”.

Kvitvider (ii), m. hvidbladet Piletræ. “Gvitvier”, Tel. (Tinn).

Kvitvise, m. Hvidsippe (= Kvitsymra). Shl. Jæd. Ellers Kvitveis, Tel. og fl.

kvitvoren (o’), adj. hvidlig, hvidagtig.

kviug, s. kvidug.

kviva, v.n. (kviv, kveiv, kvivet, i’), surre, suse, hvine for Ørene; om en ubehagelig, bedøvende Lyd. Solør. “Det kviver for Øyrom”. (Slægtskabet uvist).


Kviving, f. surrende Lyd.

Kvi-voll, m. Engstykke som har været Fold eller “Kvi”. Tel.

kvo, s. kveda. – Kvoa, s. Kvaada.

kvokk og kvokket, s. kvekka.

Kvolv, n. hvælvet Baad, s. Kvelv.

kvolva (= kolva), s. kvelva.

Kvonn, f. Angelik; s. Kvann.

kvopp, s. kveppa. – kvor, s. kvar.

Kvorv, s. Kvarv. – kvorv, s. kverva.

Kvorva (o’), f. 1) Skjul, Tilflugt; eller ogsaa: Udflugt, Udvei. “Han heve vide Kvorvinne”: han har mange Steder at flye til; det er vanskeligt at finde ham. Sdm. Jf. kverva. – 2) enkelt Lag eller Omgang af Stokke i en Tømmerbygning (= Kvarv, Umkvarv). Nordre Berg. i en anden Form: Korve. – 3) Vidie-Ring, s. Kverva.

kvorven (o’), part. forsvunden, skjult; ogsaa indsvunden; s. kverva.

Kvost (o’), m. en Kost (at feie eller pudse med); Kvast, Visk. Gbr. Vald. Tel. Ellers mest alm. Kost (oo). Sv. qvast.

kvosta (o’), v.a. (ar), koste, pudse med en Kost. Mest alm. kosta (oo). – Hertil vel ogsaa kosta: vimse, løbe, føite omkring. Nordl. Jf. kvasta, kvista.

Kvosteskaft, n. Kosteskaft.

Kvosting (o’), f. Pudsning, Børstning.

Kvota (o’), f. 1) Slibning. Af kvetja, kvatte; jf. Kvat. (Et gammelt hvata). – 2) Eggen eller den Deel, som er slibt. Nordre Berg. Ogsaa Slibevand (?), Nhl.

Kvoteholk (o’), m. = Brynestokk. Hard.

Kvæ, s. Kvæda, Kvæde og Kvi.

Kvæaal, s. Kvidaal.

kvæda (kvæ), v.a. bestryge med Harpix (Kvaada). Indh. Particip kvædd (?). I svenske Dial. kväda: kitte, lime (Rietz 374). S. Kvæde, 1.

Kvæda, f. Raamælk (= Koda). “Kvæ”, Indh. Ork. Nogle St. Kvæe, n. (?).

Kvæde, n. 1, Saft eller Gummi, som udbrændes af Birkenæver; et Slags Kit. Sæt. Tel. Udtalt Kvæe, nogle St. Kvee. Sv. Dial. kväd, kvad (Rietz 373). Hører sammen med Kvaada.

Kvæde, n. 2, et Kvad, Digt. Tel. (Kvæe). G.N. kvædi. Mest i Sammensætning, som Draumkvæde (Landst. 67 og følg.). Ogsaa om Ord eller Udsagn: Jakvæde, Vedkvæde, Medkvæde.

kvæden, adj. svag, spæd, liden. Sdm. Han er so kvæden endaa: han er endnu for ung, ikke stærk nok. Slægtskabet dunkelt. Jf. vankvæden.

kvæk, adj. bevæget, rystet, skræmt; f. Ex. ved en voldsom Opvækkelse af Søvn. Sdm. Nærmer sig i Betydn. til kvekka. – Andre Steder høres “kvæk” for kvik.

Kvæla, f. en Huulning. Tel. (Vinje). Jf. Kvæv.

kvælen, adj. ømskindet, som ikke taaler meget (= kjælen). Sogn.

Kvæm, s. Kvem.

kvæm, adj. let at komme til, nem, rask; om noget som gaar heldigt eller er let gjort. Tel. Sogn, Sdm. Nordl. Denne knjosken er kvæm: denne Fyrsvamp er nem til at fænge Ild. D’er so kvæmt fyre honom: det gaar saa let for ham, lykkes ham saa godt (om et Arbeide). G.N. kvæmt: tilgjængeligt. Af det gamle kvam, eller Fl. kvaamo, Imprf. af koma.

Kvæme, n. s. Avkvæme, Samkvæme.

Kvæmleike, m. Lethed, Bekvemhed.

Kvæn, m. Finlænder, Person af det kvænske Folkeslag. Nordl. (Fl. Kvæner). G.N. Kvenir. – kvænsk, adj. finlandsk, henhørende til Kvænerne.