Ivar Aasen Norsk Ordbog


Kaldskaal, f. Koldskaal, Søbemad af Øl og Brød, m. m. Trondh. kaldsleg



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə80/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
#16491
1   ...   76   77   78   79   80   81   82   83   ...   221

Kaldskaal, f. Koldskaal, Søbemad af Øl og Brød, m. m. Trondh.

kaldsleg, adj. 1) kjølig, noget kold. 2) styg, frygtelig, som vækker Gysen eller Forfærdelse. Sogn og fl. Ogsaa i Formen kaldleg, kalleg. Rbg. Tel. ofte brugt som adv. f. Ex. “Dæ va’ so kalle’ stort”. Sæt. Jf. kjøleleg.

kaldsmila, v.n. (er, te), smile koldt, eller med et Udtryk af Uvillie.

Kaldsnoa, f. en kold Luftstrømning.

kaldsnækjen, adj. kold og barsk, om Luften. Trondh. Sdm.

Kaldspyta, f. en kold Kilde. Tel. (Mo).

Kaldsveite, m. kold Sved (i Sygdom). kaldsveitta, v.n. svede koldt.

kaldt, adv. koldt, med Kulde; f. Ex. blaasa kaldt.

Kaldtokke (o’), m. en ubehagelig Følelse Gysen, Modbydelighed. Gbr. Trondh. Ogsaa: et frastødende Væsen, noget som indgyder Frygt eller Uvillie. D’er ein Kaldtokk med honom: der er noget vist uhyggeligt ved ham. Indh. Jf. Kaldhjelm.

Kaldturk, m. koldt og tørt Veir.

Kaldvesl, n. Kilde med koldt Vand (= Kaldkjelda). Ork. (Jf. Vesl, Versl, Vermsl)

kaldvoren (o’), adj. noget kold.


Kaldvæta, f. kold Fugtighed; Væde som skyder op af Jorden og er hinderlig for Kornets Væxt.

Kald-yrja, f. kold og fugtig eller taaget Luft. Tel. og fl.

Kale, m. Kulde, Frost. Østerd. Hører sammen med kalen, Kule, Kul, kol-na og kjøla, som Afledning af et gammelt Stammeverbum kala, dvs. fryse, el. kjøle, G.N. kala (kel, kól, kalit). Hertil ogsaa: kald, Kalde, Kuld, Kulde og Kjøld.

Kale, m. (2), Tougbundt; s. Kal.

Kalebot, s. Kalvbot.

kalen, adj. 1) forfrossen, som lider ondt el. stivner i Lemmerne af Kulde. Nfj. og fl. G.N. kalinn. – 2) frønnet, lidt raadden; om Træ. Sdm. Ork. Nordl. (Jf. Kjelda, Kjeldved). Ordet er egentlig Particip af det førnævnte Verbum kala, s. Kale.

[kalfata, og kalfatra, v.a. kalfatre, tætte et Fartøi. Fr. calfeutrer; Ital. calafatare.

Kalfating, f. Fuge imellem Væggene og Taget paa et Huus. Hall. (I Hallagers Ordsamling “Kalfare”: Tag). Dunkelt.

Kalk, m. 1, Bæger, Alterkalk. G.N. kalkr, af Lat. calix.

Kalk, m. 2, Muur-Kalk (Mineral); jf. Lim. Af Lat. calx.

kalka, v.a. (ar), bestryge med Kalk. – kalkast, v.n. klæbe, hænge ved. Det kalkast paa. B. Stift.

Kall, n. 1) Kald, Kaldelse. 2) Embede; ogsaa Embedsdistrikt; især Præstekald, Præstegjeld.

Kall, m. 1) aldrende Mand, Gubbe, Olding. Ogsaa udtalt: Kal (langt, men med Lyd af dobbelt L), Sdm. og fl., Kæll, Østl., Kadl, Sogn; Kadd, Sæt. Tel. G.N. karl, ogs. kall. – 2) Mand, Ægtemand. Mest i Forbindelsen: Kall og Kjerring. Ellers “Kar”, om en Mand i Almindelighed. – 3) Han-Dyr. Østerd. og fl. (G.N. karldýr). Saaledes: Bjørnkall (= Kallbjørn); Andkall (= Andstegg), Rjupekall, og fl. – 4) et gammelt Træ; især en Stamme med fortørrede Grene. Smaal. og fl. (Er maaske et andet Ord). – 5) Mølleaxel; see Kvernkall. (Ogsaa i svenske Dial.). Jf. Vindkall, Snørekall. Ellers med dunklere Betydning i Baksterkall, Stødekall, Klakkekall, Tunkall.

Kall, m. (om et Reb), s. Kal.

kalla, v.a. (ar), 1) kalde, tilraabe, kalde til sig. G.N. kalla. I daglig Tale mest om at lokke Dyr til sig; f. Ex. kalla Hunden; kalla Kyrna heim, o.s.v. Derimod “ropa” til Mennesker, undtagen i vigtigere Tilfælde, f.Ex. kalla ein fyre Retten; kalla til Vitnes, og lign. – 2) kalde, benævne, give Navn. Hertil: kalla upp-atter, opkalde. Ho kallade uppatter Moder si: hun gav Barnet Navn efter hendes Moder. – 3) udskjælde, give fornærmelige Navne. (Jf. Eng. to call names). Ofte som v.n. Han gav paa aa kalla og skjella. Saaledes ogsaa kallast: udskjælde hinanden. – Her mærkes Talemaaden: til aa kalla, dvs. paa en Maade, nogenledes, el. nær ved. (Sædvanl. “te kalla”. G.N. at kalla). F. Ex. Han er skuldfri, til aa kalla: han er saa godt som gjeldfri. D’er avgjort no, til aa kalla: det er saa godt som afgjort (ikke ganske, men dog paa det nærmeste). B. Stift.

kallande, adj. værd at kaldes. Det var kallande Pengar: det kan man sige er Penge (om en stor Sum).

kallast, v.n. (af Kall, m.), blive gammel, faae Udseende af en Olding. (Paa Sdm. kalast, med Lyd af dobbelt L).

Kallauga, s. Kallhovde.

Kallbjørn, m. Hanbjørn. Østerd.

Kallenamn, n. Lokkenavn (for Dyr).

Kallhovde (o’), m. Hjørnestolpe, opretstaaende Planke i Hjørnet af Ildstedet i en Stue. Hard. Paa Sdm. “Kalaue” (for Kall-auga). Hentydningen til Hoved og Øie grunder sig vel derpaa, at Toppen af denne Stolpe sædvanlig er udskaaren i en rund Skive med et Hul i Midten. Jf. Omnbolk.

Kalling, f. Kalden, Tilkaldelse; ogsaa: Udskjælden, Skjældsord.

Kallmann, s. Karmann.

[Kalmak, og Kalmank, n. Kalemank (et Slags vævet Tøi). Sp. calamaco.

kalna, v.n. (ar), frønnes, begynde at smuldres eller raadne; om Træ, s. kalen.

Kaltog (o’), n. s. Kal.

kaltra, v.n. 1) rulle, vælte (= valtra). Sdm. 2) kludre (= klatra). Nordl. Hertil Kalter, n. Fuskerie.

[Kalun, el. Kallun, n. Mave; især den indre Side af et Dyrs Mave (i Modsætning til Skjaa). B. Stift. T. Kaldaunen.

Kalv, m. 1) Kalv, Unge af Ko (ogsaa af Reen, Hjort og Elg). Afvig. Kælv, Østl. Kaav’e, Sæt. Tel. (G.N. kalfr). Dativ Fl. Kolvom. (“Kolvo”, Voss. “Kolvaa”, Sdm.). Taka Kalv: blive drægtig (om en Ko). Skjota Kalven: kalve for tidlig, abortere. – Kalv betegner ogsaa: 2) Bugen eller Midten af et Fiskevod i Søen. (Ikke alm.). Ogsaa: den inderste Deel af en Fiskeruse (Teina). Nordl. – 3) den blødere eller svagere Ved, som er nærmest omkring Marven i et Træ; ogsaa en Feil i Træet, en Rundskjøre hvorved Marvveden løsner eller kløver sig ud. Nhl. og flere. Skal paa nogle Steder hedde “Kal” og nærmer sig til Kjelda, el. Kjeldved.

Kalv (Baglæg), s. Kalve.

kalva, v.n. (ar), kalve. Hedder oftere: bera. Jf. kjelva.

Kalv-ask, m. Drikkekar for Kalve. “Kaavask”, Sæt. Ellers kaldet Kalvekjerald, n. Kalvekopp, m. Kalvstava, f. og fl.


Kalvbot (oo), f. Knæhase (= Hombot, Knesbot). Lyder sædvanl. Kalbot, Helg. Namd. Kalebot, Sogn. Afvig. Kolbot, Sdm. G.N. kalfabót. Hører til det følgende Kalve.

Kalve, m. 1) Kalle, Baglæg, Bagsiden af Læggene (imellem Knæ og Ankel). Tel. Afvig. Kaave, Sæt. Tel. Kalv, Shl. G.N. kalfi; Eng. calf. – 2) Bagsiden af Overarmen. Nøiere betegnet: Armkalve (Armekaave, Tel.). Paa Sdm. kaldet Kalvekjøt, n. Slaa seg paa Kalvekjøtet: faae et Stød i Musklerne paa Armen.

Kalvehjelm, m. Hinde, som omgiver Kalven i Fosterleiet. Sdm. Jf. Forneste.

Kalvekjøt, n. 1) Kalvekjød. 2) s. Kalve.

Kalvhage, m. Kalvehave, Fold.

Kalvku, f. drægtig Ko. Kalvkviga, f. Ko som er første Gang drægtig.

Kalvsdremba, f. et Slags Krampe, som angriber en Ko i Kalvningen. Ork. Sdm. (Kalstrembe). Jf. dremba.

kalvsjuk, adj. kalvsyg, om en Ko.

Kalvskinn, n. 1) Kalveskind. 2) et Slags Jordskyld. Rbg. (?).

Kalvskot (o’), n. det Tilfælde at en Ko aborterer. I Hall. ogsaa: kalvskoten, adj. om Ko som har aborteret.

Kalvskrybbe, n. et Slags Mad af Kalvekjød. Hard. Noget lignende er Kalvesuss, n. (Tel.) og Kalvedans, m.

Kalvslægje, n. Fosterleiet i en Ko. Gbr. Sdm.

Kalvsunge, m. en liden Kalv.

Kalvtrøda (?), f. Koens Sygelighed forud for Kalvningen. “Kalvetrøu”, Hall.

kalvtung, adj. om en Ko, som gaar med stort Foster og deraf er stiv og tungfærdig. Ogsaa kalvstinn, og kalvmyken (y’), Hall.

Kamar, m. Vandhuus, Privet. Mest i de sydlige Egne. G.N. kamarr. Ogsaa: en Hob eller Dynge af Skarn. Trondh. og fl. Afvig. Kaamaar, Ork. Indh. Ordet betyder egentlig Kammer (Lat. camera), men har allerede i det gamle Sprog faaet en uheldig Indskrænkning i Brugen. I Svensk har derimod “kammare” beholdt sin rette Betydning.

Kamb, m. 1) Kam, Haarkam. I nogle Egne udtalt Kamm. G.N. kambr; Ang. camb. Heraf kjemba. – 2) Karde, Uldkarde. (Ullkamb). Nordre Berg. og flere. (Ogsaa G.N.). – 3) en kamformig Udvæxt; f. Ex. Hanekam. – 4) en ophøiet Kant paa adskillige Redskaber; en Rad af Takker paa et Hjul, m.m. – 5) en Fjeldkant; en ujævn eller takket Fjeldryg. (Fjellkamb). Hall. Sdm. Ork. og fl. Dativ Fl. hedder tildeels Kombom (Kaambaa’, Sdm.).

Kambehjul, n. Hjul med takket Kant.

Kambesag, f. Sav at skjære Kamme med.

Kambetind, m. Tand i en Kam.

Kamela (ee), f. Kameel.

[Kamfor, n. Kamfer. (Arabisk).

[Kammer, n. Kammer; f. Ex. Skattkammer, Kunstkammer. Om et Værelse i et Huus hedder det sædvanlig Kammers. (Sv. Dial. kammers). Jf. Kleve, Kove, Kot.

[Kammerat, m. Selskabsbroder. (Meget brugl.). Ital. camerata.

Kamp, m. 1) Steen, Graasteen, haard Steenart. Østl. Nordl. og fl. (Mere alm. Kampestein). Nogle St. især om rundagtig Steen (= Koppestein). Ved Røros om en vis rødagtig Steenart (?). – 2) en Bjergknold, en bred eller rundagtig Fjeldtop. Gbr. og fl. (Jf. Kamb). – 3) Stumper, Stykker som hugges af Tømerstokke (ved Jævning eller Tværhugning paa Enderne). Sdm. og fl.

kamp, adj. jævnstor, el. lige stærk. I Forbindelsen “kampe Karar”: Ligemænd i Styrke osv. Ryf. Noget lignende er jamkampe.

kampa, v.a. (ar), tværhugge, tilhugge Tømmerstokke i Enderne. S. Kamp, 3.

kampast, v.n. (ast), baxes, knubbes; især saaledes at man kun slaar hinanden paa Næverne eller sætter Næve mod Næve. Sdm. og fl.

Kampe, m. en vis Urt: Plantago media. Ogsaa kaldet Kampegras, og Kjempe. Østl. Brugt i en Børneleg, hvor man kappes om at slaae Blomstertoppen af Stilken for hinanden. (Saaledes ogsaa det skotske kemp, efter Jamiesons Ordbog).

Kampestein, m. Graasteen, haard Steenart; ogsaa om smaa rundagtige Stene. Nogle St. Kamperstein. (Sv. kamp, kampersten. Rietz 306). – Kampesteinruva, f. en stor Steenhob. Helg.

Kams, m. et Slags Boller eller Kager af Fiskelever og Meel. Berg. Trondh. Nordl. (Jf. Kumsa, Kumla, Kump). Afvigende Kangs, Indh. (Skogn). – Kamseball, m. om en enkelt Klump el. Kage. Kamshovud (o’), n. Fiskehoveder som fyldes med Kams og koges tilsammen med denne. (Kamsehaud, Kamshau). Kamsemylja, f. et Slags Grød af Meel og Leverfedt.

kamsa, v.n. (ar), ælte, røre noget sammen; ogsaa: kludre, arbeide seent og klodset. Nordl.

kan, for okkan, okker (dvs. os); s. me.

Kane, m. en Skaal med Hank paa begge Sider. Hall. Andre St. Kjenga, Kinga.

[Kanefas, n. Hampedug, Seildug. Ogsaa i Formen: Kanefar. B. Stift. Fr. canevas, af Lat. cannabis: Hamp.

Kangel, m. Klase; s. Kongul.

kangla, v.a. (ar), rive sammen, afrive, afstryge, f. Ex. Løv eller Frø. Indh. Ogsaa: gramse, gribe efter noget. Nordl.

Kangro, f. Edderkop; s. Kongurvaava.


Kangs, s. Kams.

Kank, m. Klase, Klynge; s. Kongul.

Kann, n. Kjendemærke, eller egentl. Kjendelse (= Kanning). Eit gamalt Kann: et Sted eller Punkt, som fra gammel Tid er anseet som Grændsepunkt imellem to Gaarde. Nordhordland.

Kanna, f. 1) Kande; Kandemaal. 2) et høit og smalt Drikkekar, f. Ex. Ølkande. 3) Smørkar, lidet Stavkar med Laag. Afvig. Konne (o’), Tel. G.N. kanna, dog egentl. fremmedt. (Udledes af Lat. canna: Rør, Pibe).

kanna, v.a. (ar), 1) kjendes ved, kjende som sit eget, erkjende. Tel. Ein Skarve Saud, som ikkje kannar Lambet sitt (dvs. som driver sit eget Lam fra sig). – 2) tilkjende, tilegne. Han kannar det til seg: han gjør Fordring derpaa, tykkes have Ret dertil. Tel. Hall. (G.N. kanna). – 3) randsage, see efter, gjennemsee, især for at vide, om man har alt samlet, eller om noget mangler; saaledes ogsaa: regne, tælle; f. Ex. kanna Smalen: tælle Smaafæet og see, om noget er borte. Mere alm. (Berg. Nordl. Hall. Vald. og fl.). G.N. kanna. Jf. kjenna.

kannast, v.n. (ast), vedkjende sig. Kun i Forbindelse med “ved”, el. “med”. Han kannast med det: kjendes ved det, erkjender det som sit eget. Jæd. Nhl. og fl.

Kannebyte, n. Skifte eller Grændseskjel, som ikke er nøie bestemt, men kun omtrentligt efter gammelt Minde. Hard. Jf. Kann.

Kannestøypar, m. Kandestøber.

Kanning, f. 1) Vedkjendelse, Erkjendelse (s. kanna). Hava Kanning paa. – 2) Antagelse efter Skjøn eller efter gammelt Mindre. Kanningsmaal, n. omtrentligt Maal. Kanningsmil, f. en Miil efter Skjøn, ikke opmaalt. Hall.

[Kanona, f. Kanon. Ital. cannone.

Kans, m. Leilighed, Anledning. Fr. chance af et gammelt cadentia (Fald).

kansa, v.n. (ar), stemme paa, el. nævne til Valg. Hall. “Dei ha kansa paa han”: de have foreslaaet ham.

kanseleg, adj. beleilig, gunstig.

kanskje (adv.), maaskee. Nyt Ord, i Stedet for “kann henda”. Jf. kunna.

Kant, n. Omvæltning (s. kanta); ogsaa: en enkelt Vending, et enkelt Fald. Koma paa Kant: begynde at rulle eller falde. “Steinen kanta’ ei tvau-try Kant”, dvs. væltede to eller tre Gange omkring. B. Stift.

Kant, m. 1) Kant, Hjørne, Vinkel. (Jf. Nov, Brun, Rør, Hyrna). – 2) Rand, Udkant, yderste Deel (= Trøm, Bard, Jadar); ogsaa: Kantning, List, Bræmme (= Fald, Kvarde, Bryning). – 3) Side; ogs. Egn, Sted. Hertil Nordkant, Vestkant, Havkant o.s.v. Ansees som optaget af de romanske Sprog. (Diez, W. 1, 109).

kanta, v.n. og a. (ar), 1) vælte, falde omkuld, kantre. Han fekk ein Støyt, so han kantade. B. Stift, Hall. og fl. Hertil: kantande, adv. rullende; f. Ex. Det kom ein Stein kantande. – 2) v.a. omvælte, rulle. Kanta seg: vælte sig. Kanta Bjørn: kaste sig til Siden med udspærrede Lemmer og tumle afsted som et Hjul. (En Leg). B. Stift. – 3) kante, sætte Kant paa (f. Ex. Klæder).

kantad, adj. 1) kantet, hjørnet; f. Ex. trikantad, firkantad, aattekantad. 2) bræmmet, syet med Kant.

Kanting, f. Kantning, s. kanta.

[Kantoffel, m. Kartoffel. Hall. Vald. (Nt. Kantüffel). Jf. Poteta.,

[Kantor, n. Contor. (Nt. og Holl. kantoor; Fr. comptoir).

kanøygd, adj. hvidøiet med sort Ring; om Heste. Ndm. Skal ogsaa hedde kannøygd, men Oprindelsen er ubekjendt. Andre St. ringøygd.

Kapar, s. Kopar.

[Kapell, n. Capell (liden Kirke). Lidet brugl. og hedder tildeels “Kapelde”. – Kapellan, m. Capellan. Hedder tildeels Kapellaan, el. Kappelaan.

Kapp, n. Væddekamp, Forsøg paa at kappes med nogen. G.N. kapp. (I svenske Dial. kapp og kamp). Sædvanlig forbundet med “i”, f.Ex. ganga i Kapp, ro i Kapp, eta i Kapp osv. Ogsaa sammensat med Verbet, som: kappro, kapprenna, m.fl.

Kappa, f. Kappe. Jf. Kaapa.

kappa, v.a. = kabba, styva.

Kappar, m. = Spruta (Sødyr). Lof.

kappast, v.n. (ast), kappes, stræbe at holde Skridt med eller overgaae (en anden, el. hinanden). Me skulo kappast. Eg skal kappast med honom. Jf. kjeppast.

kappdrikka, v.n. drikke omkap.

Kappe, m. Stridsmand, Helt. Tel. (Landst. 22. 109. 167). G.N. kappi.

kapp-eta, v.n. (et, aat), æde omkap; forsøge hvem der først bliver færdig med sin Portion.

kappfljuga, v.n. flyve omkap.

kappfus, adj. kappelysten. Tel.

Kappgonga (o’), f. Kapgang.

kapphendt, adj. som bruger begge Hænder med lige Færdighed. Sogn, Hall.

Kapphug, m. Lyst til at kappes.

Kappjag, n. stor Kappestrid eller Skynding med et Arbeide.

kappkjeftast, v.n. trætte, mundhugges.

kappkøyra (kj), v.n. kjøre omkap. Kappkøyring, f. Kapkjørsel.

Kapplaup, n. Væddeløb. – Kapplaupa, v.n. løbe omkap.

Kappleik, m. legende Væddekamp, Kappeleg.

kappljuga, v.n. lyve omkap.

kapprenna, v.n. (er, de), rende el. løbe omkap. Kapprenning, f. el. Kapprenn, n. Kapløb, Væddeløb.

kapprida, v.n. ride omkap.


Kappriding, f. Vædderidt.

kappro, v.n. roe omkap. – Kappror, m. Kaproen.

kappropa, v.n. kappes i Raaben.

kappsam, adj. kappelysten.

Kappsaad, n.s. Kappsæde.

kappsigla, v.n. seile omkap. Kappsigling, f. Væddestrid i Seilads.

kappslaa, v.n. kappes om at slaae (især Hø). Hertil Kappslaatt, m.

Kappsprang, n. Væddeløb. kappspringa, v.n. = kapprenna.

Kappstræv, n. Væddestrid.

kappsymja, v.n. svømme omkap.

kappsyngja, v.n. kappes i at synge, f.Ex. om Fuglene.

Kappsæde, n. blandet Korn, især om en Blanding af Rug og Havre, som saaes paa samme Ager. Smaal. og fl. Ogsaa kaldet Kappsaad (Kappesaa), n. Rbg. I svenske Dial. kampsäd. Jf. Hummelkorn.

Kapptak, n. Kapstræben, Anstrengelse eller Styrkeprøve, hvori Flere kappes med hinanden.

kappveva (e’), v.n. væve omkap.

[Kapral, m. Underofficeer. Fr. caporal, ogs. tydsk hos Almuen (Weigand 1, 223). “Corporal” er en nyere Form.

[Kaptein, m. Høvedsmand (for et Compagnie el. et Skib). Mange St. Kafstein, Kaftin. Fr. capitaine.

Kar, n. Kar, Bryggerkar. Lidet brugl. see Kjer og Kjerald.

Kar, m. Karl, Mand, Mandfolk; især en fuldvoxen Mandsperson, fuldkommen Karl til Arbeide; saaledes ogsaa: en dygtig Mand. Almindelig Form i Stedet for G.N. karl, som saaledes har deelt sig i “Kar” og “Kall”. Formen Kar er ogsaa almindelig i Sverige (Dalin, 1, 813; Rydqvist, 3, 282; Rietz 309). Vera med fyre full Kar: tage Deel som fuldvoxen el. fuldkommen Karl, f. Ex. i Fiskerie. (Jf. Skaarung). Han er ein heil Kar: en ret dygtig Karl. Det vardt Kar av den Guten. No var du Kar: nu gjorde du det godt. Fara aat som ein Kar: som det sømmer sig for en Mand. Eg er ikkje Kar til det: jeg er ikke i Stand dertil. (Jf. Mann). Eit Kars Emne: en haabefuld Dreng. Ei Kars Magt: en fuldkommen Mands Kræfter. Paa Kara Vis: paa Mands Viis, dygtigt, kraftigt. B. Stift og fl. (Altid med Endelsen a). I samme Betydning siges ogsaa “paa Kar”, f. Ex. Han gjorde det rett paa Kar (dvs. dygtigt, forsvarligt).

Kar, m. Rygstød osv. s. Karr.

kara, v.a. og n. (ar), 1) rage, skrabe, grave sammen. Maaskee alm. Afvig. karra, Nordl. kaaraa, Ork. og fl. (Jf. skara). Sv. kara. Kara i Hop: rage sammen. Kara att-yver: skrabe over, tildække noget. Kara aat seg: skrabe til sig. – 2) v.n. roe sagte og jævnt; bevæge Hænderne flittigt. Nordl. og fl. Ogsaa arbeide flittigt, slæbe, trælle. Smaal. – 3) gaae møisomt, slæbe sig frem (jf. starva). Hall. I Tel. ogsaa om stærkere Gang eller Løben. Jf. karra. Om et andet “kara”, s. karda.

Kara, f. Skovl at skrabe med. Jf. Karekjepp. See ellers: Karda.

Karbad, n. Bad i et Kar.

karda, v.a. (ar), karde, rede Uld med Karder (= kjemba). Mest alm. kara, dog ogsaa: kala, kale (deels med det tykke L, deels med reent L). S. følg.

Karda, f. Karde, Uldkam (= Kamb). Lyder deels Kara, deels Kala, Kale, og bruges mest i Fleertal. Sv. karda, T. Karde. Ansees som optaget af Lat. carduus (Tidsel). Hertil: Kardemakar.

Karding, f. Uldkardning.

[Kardusa, f. Karduus, af Fr. cartouche. Nogle St. Kardysa, f. om Røgtobak.

Karekjepp, m. Krog eller Stikke at bruge paa Ildstedet; Ovnrage.

Karfolk, n. Mandspersoner.

karg, adj. karrig, gjerrig. Sv. karg. (Ikke meget brugl.).

karghendt, adj. karrig, som giver lidet. Hall.

Kargleike, m. Karrighed.

Karl (Kadl), s. Kall.

Karm, m. Karm, Indfatning; s. Kvarm. Ogsaa: Rygstød i en Slæde (Karmslede). Gbr. Jf. Karr.

Karmann, m. Mandfolk, Mandsperson (modsat Kvinnmann). Meget brugl. Afvig. Kalmann, Sfj. G.N. karlmadr (ogsaa karmadr). Jf. Mann. Hertil Karmannsklæde, n. Mandsklæder. Karmannsløysa, f. Mangel paa Mandfolk (til et Arbeide). Karmannsmaal, n. Mandsstemme.

Karmslede (e’), m. Kane, Reiseslæde med Sæde og Rygstød. B. Stift og fl. Ogsaa kaldet Styrslede, Jagslede, Tromslede.

[karnefla, v.a. banke, slaae med Næverne. Sv. karnyffla; T. karnüffeln (af uvis Oprindelse).

[Karpusa, f. et Slags Hætte eller Hue (nu forældet). Sæt. Ogsaa Kabbusa, Sogn. Rettere Kappusa. Fr. capuce, beslægtet med cape (Kappe).

Karr, m. Rygstød, ophøiet Kant, Tværkant (som i en Slæde). Stolkarr, Sledekarr, Bakkarr, Framkarr. Hall. Vald. Andre St. i Formen Kar. Smaal. Rom. og fl. (Jf. Brugd, Rong, Styre). Nærmer sig til Karm og Kvarm, men synes ikke at være det samme.

karra, v.n. (ar), kurre, kagle; om visse Fugle, især Ryper. Gbr. Hall. og flere. Ogsaa brugt i Betydn. flygte, løbe sin Vei. Hall.

Karrbende, n. Reb at ombinde et Læs med. Hall.


[Karriol, m. liden tohjulet Vogn med enkelt Sæde. Fr. carriole.

Karrslede, m. omtr. som Karmslede. S. Karr.

karsam, adj. stræbsom, driftig, forsynlig (jf. kara). Smaal.

karsk, adj. rask, smidig, behændig (f. Ex. om En som er flink til at klavre); ogsaa: mandig, tapper, udholdende. Brugt i Formen “kask”, Nordl. (Helg. Lof.). G.N. karskr; Sv. karsk.

karsleg, adv. 1) mandig, som har et mandigt Udseende, seer ud til en dygtig Karl. 2) passende for en Mand; om Skik eller Maneer.

Kart, n. Knort, Knude, Ujævnhed; f. Ex. paa Træ. Nordre Berg. Østl.

Kart, m. Knop, Knort, umoden Frugt; især om umodne Bær. Næsten alm. (Jf. Kort, Korta, Knart, Knyting). Sv. kart.

karta, v.a. (ar), 1) jævne, afhugge Knorter og Kviste paa et Træ. Tel. – 2) karta seg: danne Frugtknude (Kart), udvikle sig til Frugt; om Væxter. Buskr.

Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   76   77   78   79   80   81   82   83   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin