Ivar Aasen Norsk Ordbog

Høya, f. en Fold, en liden Indhegning, dannet af Grinder. Hall. (I danske Dial. Hiøie).

Høyannvika, s. Høyonn.

Høyaar, n. Aar med Hensyn til Høavl.

Høybergning, f. Høets Indbjergning.

Høybol, n. 1) Jord til Høavl (= Høyjord). Smaal. 2) en Høstak i Udmarken. Østerd.

Høybreida, f. s. Høyflekk.

Høybrut, m. Hø-Rum i Laden; s. Brut.

Høybyrd (-bør), f. en Byrde Hø.

Høydott, m. Høvisk, en Haandfuld Hø.

Høyende, s. Høginde.

Høyfang, n. en Favnfuld Hø. Ogsaa Høyfangan, n. I Sfj. Høyfengja, f.

Høyfarm, m. Ladning af Hø.

Høyflekk, m. et Lag af Hø, som er udspredt paa Marken for at tørre. Ogsaa kaldet Høybreida (Høybreie, Trondh. Høysbreie, Tel.), og Høyrækja (Indh.). Ellers Kvarv, Kvervel og Kvervla.

Høyfræ (-frø), n. smaat Affald af Hø.

Høyfyk, m. Høfork (= Høytjuga). Solør.

Høyge (Høygje), n. en Forhøining, Høi. (Sjeldent og tvivlsomt). Vald. Sdm.

Høyhesja (Høyhæs), f. s. Hesja.

Høyjord, f. Jord med Hensyn til Høavl. “Ei go’ Høyjor’”.

Høyk, m. Tange paa en Lee. Helg. (Jf. G.N. heykjast: krumme sig, = huka). Ellers kaldet Tjo.

Høykagge, s. Høystade.

Høykjemba, f. s. Kjemba.

Høykrok, m. en spids Krog eller Hage at trække Hø med i Laden.

Høylass, n. Hølæs.

høylaus, adj. blottet for Høfoder.

Høylende, n. Jord med Hensyn til Høavl. Eit godt Høylende. Ogsaa Høyland.

Høylod (oo), f. Høfoder; Forraad af Hø.

Høylog (o’), m. Høvand; Drikkevand (for Køer), opkogt paa Hø.

Høyløda, f. Hølade; især Høhuus i Udmarken. Afvig. Høylodd, Høylo’, Namd. Høyluu, og Hulu, Ork. (Hertil “Hulueng”, f. = Lødeeng). Ellers kaldet Høyhus, n. Høybud, f. (Rbg.), Høysel, n. (Tel.), Høyskjaa, m. (Nordl.).

Høyløysa, f. Mangel paa Høfoder.

Høymaal, n. et Maal Eng; afmaalt Stykke til at slaae. Toten og fl.

Høymeis, m. (f.), Hø-Vælte, s. Meis,

Høymod (o’) n. smaat Affald af Hø.

Høymola, f. Skræppe, Agersyre, Rumex crispus (bekjendt som en besværlig Væxt i Agrene). Dunkelt Ord i forskjellig Form: Høymola (oo), mest alm. i Berg. Stift; Høymola (o’), Voss; Høymula, Nordl. ogsaa Ndm., Heimola (o’), Sæt. Høymaalu, Tel. Høymol, Siredal; Heimula, Gbr. Heimulu, Indh. Heimugla, Namd. Hemula, Helg. Hemol, Ryfylke, Heimel, Mandal; Humul, Ork. – Ogsaa Isl. heimula, og heimilis-njóli (Hjaltalins Grasafrædi 164); Færøisk hömilia (Landts Beskriv. ov. Færøerne 190). Ellers kaldet: Syra (Hall. Vald.), Hestesyre (Buskr.), Gampesyre (Num.), Svinsyre (Solør), Hundsyre (Gausdal), Bikkjesyre (Toten), Hunderispe (Vald.).

Høymuga, f. en Dynge af Hø.

Høyna (Gjed), s. Hadna.

Høyonn (o’), f. Høslæt, Arbeidet med Høet. Temmelig alm. Afvig. Høyann, Ryf. sjelden (jf. G.N. heyannir, pl.). “Høyann-Vukunn” er i Snaasen (Indh.) en Benævnelse paa Ugerne i Høslætten (s. Vika); saaledes “fysste Høyannvuku”: den anden Uge efter “Siksvuku” (= Syftunsvoka); dernæst: “andre Høyannvuku” o.s.v. Andre
Steder kaldet Slaattevika.

høyra, v.a. og n. (er, de), at høre. Nordenfjelds og vestenfjelds har Ordet en egen Bøining: høyre(r), haurde, haurt. (Imprf. oftest: haure, haur’). Ligesaa Particip haurd. I Ryf. forekommer ogsaa haura i Infinitiv. G.N. heyra (heyrir, heyrdi, heyrt). Særlig Betydning: 1) høre, opfatte Lyd, Toner, Tale o.s.v. Tildeels v.n. f. Ex. han høyrer illa. Han korkje ser elder høyrer. 2) faae at vide, erfare af Folks Tale. Eg høyrde, det var alt avgjort. Eg hadde inkje høyrt annat en godt um honom. – 3) agte paa, mærke, høre med Opmærksomhed. Høyr no vel etter. (Jf. lyda). Saaledes ogsaa: høre med Velvillie, bønhøre. Gud høyre det! (omtrent som “Amen” til en Andens Bøn eller Ønske). – 4) forhøre sig, spørge, udsvørge. Eg skal høyra, um der er nokot aat oss. Du maa høyra inn (= lyda, lydast). – 5) henhøre, vedkomme, staae i Forbindelse med. Sædvanlig kun med “til”. Det høyrer ikkje oss til. Alt som dertil høyrer. (Ogsaa G.N.). – Høyra aat: a) lytte til; b) spørge efter; ogs. forlange, begjære. Høyra seg fyre: forhøre sig, søge Raad el. Oplysning. – I Reflexivform: høyrast, lade sig høre; lade sig slutte efter hvad man hører. Det høyrest, kvar han heve voret; man kan høre, hvor han har været.

høyrande, adj. som er at høre, el. er værd at høre. Det var so høyrande: det var saa, efter hvad man kunde høre; det syntes at være Meningen. Hedder ogsaa: det var høyrande til det (el. til di). Gbr. Sdm. og fl. D’er ikkje høyrande paa det: det er ikke værdt at høre derpaa, at ændse det.

Høyrar, m. Hører, Tilhører.

høyrd, adj. (part.), 1) hørt, opfattet; jf. etterhøyrd. Afvig. haurd (haur’e), Berg. Trondh. Nordl. – 2) agtet, anseet, hvis Ord have nogen Vægt. Han er myket høyrd (haurd): hans Raad er meget anseet, han har meget Indflydelse.

Høyring, f. Høren; Paahør.

høyrleg, adj. hørlig, lydelig.

høyrsam, adj. hørsom, opmærksom.

Høyrsla, f. Hørelse, Evne til at høre. Ogsaa i Formen Høyrsl, f.

Høyrækja, s. Høyflekk.

Høysa, f. Kurv at bære paa Ryggen. Nordl. (?).

høysa, s. høysta. Høysaata, s. Saata.

Høysel, n. s. Høyløda.

Høyslaatt, m. Høslæt, Høhøst.

høysta, v.n. (ar), raabe (til En som er langt borte), varsle ved et Raab. Mandal, Rbg. og fl. Hedder tildeels ogsaa: høysa, og høya. Det sidste er egentl. at raabe “høy”, som især iblandt Søfolk er et sædvanligt Tilraabsord.

høysta, v.a. (ar), høste, indhøste. Tel. Mere alm. hausta.

Høystade, m. Høbunke, Stabel af sammenpakket Hø i en Lade. Høystae, Mandal, Tel. og fl. Ellers kaldet Høystaal, n. nordenfjelds; Høystabbe, m. i Sogn, Vald. og fl.; Høykagge, m. Gbr. Solør.

Høysting, f. Raaben, s. høysta.

Høysæta, f. et lidet Hølæs. Indh.

Høytapp, m. = Høydott. Trondh.

Høyterre, m. Høets Tørring. B. Stift (jf. Terre). Halda Høyterre: arbeide med Tørring af Høet. Ein Høyterresdag: en Dag med gunstigt Veir for Høbjergningen. – Mere alm Høyturk.

Høytjuga, f. Høfork, kløftet Stang at kaste Hø med. Shl. (Høykjua).

Høytrev (-træv), n. lidet Høloft.

Høytrøm, s. Trøm.

Høyturk, m. Høtørring, = Høyterre.

Høyveder, n. gunstigt Veir for Høbjergningen. (Høyveer, Høyvær).

Høyvinna, f. Arbeidet med Høslætten (Høyonn), og den Tid da dette foregaar.

Høyvondul (o’), m. sammenvundet Knippe af Hø.

Høyvrong (o’), f. Gavl, Grind paa Enden af en Høslæde. S. Rong.
I.
I, Lyd (Bogstav), er to Slags: 1) den aabne (i’), som nærmer sig noget til “e”, f. Ex. Vilje, viss, Fisk, Vit, Skin, skipa. 2) den lukte (ii), f. Ex. fri, Tid, stiga, fritt, Vidd.

I, m. (en Fisk), s. Id.

i, præp, i. G.N. i. (Goth. Ang. og Ght. in). Forsaavidt som Kasus adskilles, bruges “i” med Akkusativ, naar det skal betegne en Bevægelse eller Retning imod et Punkt, men med Dativ, naar det gjælder om en Væren eller Forbliven paa et Punkt. Særlig Betydning: 1) i Omgivelse af, indenfor Grændserne af; a) med Akkus. ind i, til det indre af. Ganga inn i Huset. Fara inn i Fjordarne, upp i Dalarne, upp i Fjelli (dvs. til Fjeldmarkerne). b) med Dativ: inde i, i den indre Deel af. Vera i Huset (el. i Huse); i Fjordom, i Dalom, i Fjellom. Saaledes ogsaa: i Baaten, i Sekken, i Klædom osv. – 2) i Berørelse med. Det naar burt i Veggen. Husi standa Vegg i Vegg. Det ligg Bø i Bø; d’er Flekk i Flekk osv. Ligesaa: halda i, taka i, triva i, o.s.v. (Med Akkus.). – 3) i Samling eller Blanding med. D’er Agner i Kornet.
Det var Vatn i Mjølki. Jf. i Hop, i Lag, i Fylgje. – 4) i Beløbet af, som en Deel af. Ein Part i Godset. Ein Lut i Skipet, i Garden, osv. (Med Dativ). – 5) i et Antal af. D’er skift i tri Partar; i tvo Greiner; i mange Stykke. Saaledes ogsaa: i eitt Stig; i ei Byrd; i eit einaste Kast. – 6) i Form eller Skikkelse af. Det stod i ein Boge (dvs. som en Bue); i ein Krok; i ein Topp. Det ligg i Bugt; i Kross; i Rad. Ogsaa med Begrebet: bestaaende i. Ein Dalar i Sylv. Hava Løn i Pengar; i Varor; i Korn, o.s.v. – 7) i Løbet af (en Tid). Med Akkus. og Dativ, omtrent som No. 1. Det leid fram i Vika. Det var sidst i Vika (Vikunne). I Helgom: i Helligdagene. Hertil: i Dag, i Kveld, i Natt, i Morgon, i Aar osv. om det forhaandenværende eller nærmeste Tidspunkt. – 8) under Udførelsen af (en Gjerning). I Vendingi; i Vevnaden; i Slaatten, Bakstren, Hogstren o.s.v. – 9) i en Tilstand af. I Vokstren; i Svevnen; i Ro; i Gang; i Strid; i Ulag. – 10) i Henseende til. I Lengd og Breidd. I Styrke og Storleike. I alle Maatar. (Ombyttes tildeels med: paa). – 11) i Egenskab af, under Navn af. Hava ein Gullring i Pant. Giva ein Dalar i Skatt. Ligesaa: i Løn; i Leiga; i Bygsl; i Byte. – 12) i Overgang eller Forvandling til. Baaten var slegen i Molar (i Flis, i Spon). Ho skapad’ deim i Bjørner tvo (Landst. 337). Nordenfjelds i Forbindelsen “upp i”. Det verd upp i Regn. Det vardt upp i Mold (dvs. det forvandlede sig til Muld). Ombyttes ellers med “til”. – I Sammensætning med Adjektiv kan “i” ogs. betyde: i en vis Grad, noget, lidt; f. Ex. iblaa, igrøn, imogen. I Forbindelse med et foregaaende Adverbium lyder “i”, som om det var sammensat med Adverbiet, for Ex. fram i, att i, inn i; herved dannes de sammendragne Former: “ni” (ned i), “pi” (upp i), og “ti” (ut i), hvilket sidste tildeels bruges meget i Stedet for det rene “i”, f. Ex. ‘ti Klædom (dvs. i Klæderne); s. uti. – I nogle Tilfælde sættes “i” alene, uden noget medfølgende Nomen, og bliver isaafald stærkt betonet; f. Ex. taka i (dvs. gribe stærkt til); setja i og ropa (s. setja). D’er ikkje meir i komet (dvs. kommet deri). Laast inkje i vera (dvs. lade som om der var intet i det). Hava sitt i finna (dvs. at finde deri; s. finna). – I mange Tilfælde staar i med et Subst. i ubestemt Form, og begge Ord tilsammen bruges da som et Adverbium; f. Ex. i Bland, i Ferd, i Gang, i Hel, i Hop, i Koll, i Kring, i Lag, i Senn, i Stad. Saaledes ogsaa med gamle Dativformer: i Fatle, i Make, i Stade, i Live, i Huse. Et par Sammenstillinger bruges ogsaa som Præposition, nemlig: igjenom, imillom, imot. (Jf. ihjaa). – Ved Stedsbetegnelser omvexler “i” med “aa” (uppaa, paa), saa at det første bruges for et Sted, som er dybt og indesluttet eller ogsaa meget udstrakt i Vidden, meden det andet betegner et mere aabent og overskueligt Sted. (Samme Forhold som imellem or og av). F. Ex. i Dalen, i Viki, i Landet; derimod: paa Haugen, paa Holmen, paa Sletta. Saaledes: i Sogn, i Hardanger, i Valdres; men: paa Voss, paa Toten, paa Nordmør. Imidlertid er Grunden til denne Adskillelse ofte dunkel; saaledes hedder det baade: “i Land”, og “paa Land”; “i Havet”, og “paa Havet”; “i Nordland”, men: “paa Helgeland”; “i Telemarki”, men: “paa Heidemarki”, med flere lignende.

i, pron. I (= T. Ihr). Mest brugl. i Nordl. og tildeels paa Oplandet (Hadeland), dog kun i høfligere Tiltale til enkelte Personer i Stedet for “du”. (Jf. de). Det tilsvarende Objekt er: ør (for øder), Nordl., eller: er (ær), Hadl. Nordl., og tildeels: jer. Genitiv: ørs, ers (ærs) og tildeels jers. G.N. id (= þit), og ér (= þér); Dativ og Akk. ydr, Gen. ydar. (Egilsson 138, 443).

i, for e, s. eg. 2) for ei, s. ein.

ia, v.a. (ar), tiltale med “i” i Stedet for “du”. “Han ia’ meg”. Nordl. og fl.

Ia (Strøm), s. Ida.

iaar (for i gjaar), s. Gaar.

Iaaring, m. Føl (el. andet Dyr), som er henved et Aar gammelt; s. Aarung. Toten. Saaledes ogsaa: Iaars-avle, Iaarskorn, og fl. for Aarsavle, Aarskorn.

ibendt, adj. ujævn i Længden; f. Ex. om et Kornbundt, hvori enkelte Straa ere meget korte. Hall.

ibland, s. Bland.

Iblanda, f. Indblanding, Tilsætning; noget som blandes med, f. Ex. i Mælk. Nordl. og fl. Paa Sdm. Iblende. Nogle St. Iblanding.

iblaa, adj. blaalig, som falder i det blaae. G.N. íblár.

Iblaaster, m. Indblæsning; Modblæst, Luftstrøm som møder en stærkere Luftstrøm og ansees som Begyndelse til en Storm. Romsd.

ibraaden, adj. lidt smeltet, halvstegt; især om Spæk. Hall. (ibraaen).

ibrynast, v.n. grue, kvide, have Ulyst til noget. Hall. (Jf. G.N. bregda i brún). Hertil: ibryneleg, adj. ubehagelig, som vækker Ulyst.

Ibuar, m. Beboer. Lidet brugt.

Id f. Bestræbelse, noget som man arbeider for, el. sysler med. Sdm. og fl.

Id (I), m. en vis Ferskvandsfisk. Smaal. (Ved Frederikshald). Sv. id, Leuciscus Idus. Ogsaa kaldet Idmurt (Imort).

Ida (i’), f. Hvirvel, Omløb; især Hvirvelstrøm, tilbagegaaende Strømning i Bugterne ved Strandbredden (= Atterrenning). Næsten alm. men i forskjellig Form: Ide (i’), Atter-ida, Nfj. Ia, og Ie, Sfj.
Nhl. Voss, Lister, Rbg. Tel., Ea, Fosen, Helg. Eaa, Ndm. Odo, Namd. Udu, el. Uddu, Ork. Guldal. Ellers ofte sammensat: Bak-ie, Bak-ea, Bakudu (s. Bakida), Upp-ie (s. Uppida) og Kring-vudu (Indh.). G.N. ida. Sv. Dial. ida (ia, ea); dansk Ide. Jf. Eng. eddy. Paa Sdm. hedder det tildeels Ile (maaskee for Idla); paa Østl. Evja (Bakevja, Uppevja); ellers Atterbera, Atterkippa og fl. I Tel. kan Ida (Ie) ogsaa betegne en Hvirvel, et ringformigt Lag, f. Ex. i Haaret, el. i Straaene paa en Ager.

ida (i’), v.n. (ar), 1) hvirvle, strømme i en Ring eller Bue. “ia”, Nordl. (?). – 2) gynge, bugne under Fødderne, bæve; om blød Jord. Helg. Ogsaa: svulme, gjære, bruse op: om Vædske. Sfj. (?). – 3) vrimle, myldre. Ork. i Formen aadaa, el. aaddaa (som her netop er regelret Overgang af ida el. eda). “Dæ va so fullt, at dæ aaddaa”. Isl. ida: røre sig idelig.

idast (ii), v.n. (idest, iddest), gide, bekvemme sig til, ville umage sig med. B. Stift, Hall. Trondh. Nordl. (Sædvanlig forkortet: iest, ies, iist). Mest med en Negtelse. Han idest ikkje røra seg (om En som er meget lad). Sv. idas.

idde, s. illa. – Iddur, s. Illur.

ideleg (ii), adj. jævnlig indtræffende, ofte fornyet eller gjentagen. Ideleg Uro, Strid, Klaga osv. G.N. idulegr. Mange idelege Gonger: mange gjentagne Gange. Tel. (?). Ved Mandal “edelege”; i B. Stift “maange ædele’ Gaange” (i andre Forbindelser: idele’).

idelege, adv. idelig, jævnlig.

idig, adj. flittig, stræbsom, virksom. B. Stift, Nordl. (Jf. uidig, som er mere brugl.). Sædvanlig med tydelig udtalt “d”. Sv. idog; i danske Dial. idig. (G.N. idinn). Jf. Id, idast.

idka, v.n. (ar), arbeide, være flittig. Lyder som “ikka”. Hall. Vald. “ikke paa”: drive paa, holde flittigt ved. G.N. idka: udrette. Sv. idka: drive (Forretninger).

Idmurt (Fisk), s. Id.

Idn, f. Syssel, Virksomhed. Sdm. udtalt “iin”; f.Ex. i Ordsproget “In føde’ Mannen sin” (ethvert Arbeide føder sin Mand). G.N. idn. Jf. Id, idast, idig.

idra (?), v. angre, s. ira.

Idrag, n. Forhaabning, halvt Løfte; et Svar som ikke er ganske afslaaende. Hall. Hedder ogsaa “Hidrag”. (Jf. Drag).

idutt (i’), adj. fuld af Hvirvler (s. Ida). I Tel. “iutt’e”.

Iend, f. s. Eigind.

Ifall, n. Ifald, Tilstrømning; f. Ex. i en Mølle. D’er for stort Ifall: der falder for meget i; Aabningen er for stor.

ifall (som conj.), ifald, hvis, dersom. Nyere Udtryk; egentlig: i Fall.

Ifelling, f. Indfældning.

Iferd (Ifær), f. Aabning paa Klæder, Støvler eller Sko. Jf. “fara i”: iføre sig.

ifjor, s. Fjor.

ifraa, præp. det samme som fraa (dvs. fra).

Ifylling, f. Ifyldning, Udfyldning.

Igang, m. Klæder at gaae i. Til Igangs. (Sjelden). Oftere: Igangsklæde, n. pl. Gangklæder. Nordre Berg. og fl. G.N. ígangsklædi.

igaar (igjaar, ijaar), s. Gaar.

Igda, f. Erle (Fugl), Motacilla alba. Nordl. (Salten). Ogsaa kaldet “Austavindsigda” og “Sigda”. G.N. igda (en vis Sangfugl). Jf. Hampigda.

Igel (Igjel), m. Vildbasse, urolig Krabat; om Smaadrenge. Hall. Maaskee egentlig Pindsviin (T. Igel), men skulde isaafald hellere hedde Igul (Igel uden gj); s. Igulkjer. Jf. Bustyvel.

igjen (adv.), s. gjen.

i gjenom (adv. og præp.), s. gjenom.

igla, v.n. (ar), væmmes, føle Kvalme eller Afsmag, f. Ex. efter harsk og fed Mad. Nordre Berg. Ellers i anden Form: ila, Hard. Shl. og elgja (elja), Nhl. Jf. øgje (Gbr.). Isl. æla, elgja (Haldorson). Hertil Igl, n. Kvalme. Sdm.

Igle, m. 1) Igle, Blodigle (Hirudo). – 2) Leverorm, et Slags Indvoldsorm i Dyr (Faar). B. Stift.

Iglegras, Pedicularis palustris.

Iglesott, f. Sygdom af Leverorm (Igle); især hos Faarene.

igraa, adj. graalig, lidt graa.

Igraal, m. = Viraal, Kvitaal. Sogn.

igrøn, adj. grønlig, noget grøn. Tel.

igul, adj. gulagtig.

Igulkjer (e’), n. Sø-Borre, Sø-Pindsvin (Echinus). Igelkjer, Romsd. Paa Sdm. Iulkjer, Illkjær og Ullkjer. G.N. ígull; Isl. igulker (Mohrs Isl. Naturhist. 124). Jf. Igel. Ellers kaldet Iskjer (Shl.), Kraakebolle, Kjerringbolle (Nordl.).

Ihald, n. Hold, noget at holde i.

Ihaagaa, s. Ihuge.

ihel-frosen (o’), adj. død af Frost. Saaledes ogsaa: ihel-svolten: død af Sult; iheltrakkad: trampet ihjel, og fl. S. Hel.

ihjaa (hos), s. hjaa.

ihop-blandad, adj. sammenblandet. S. Hop. ihop-gjevne, pl. sammenføiede; ægteviede. ihop-havd: sammenbragt. ihop-komne, pl. sammenkomne; ogsaa: gifte, ægteviede. Paa samme Maade forbindes “ihop” med mange andre Participier, f. Ex. bunden, dregen, fløkt, frosen, grodd, kastad, krøkt, lagd, laupen, rakad, rørd, sett, slegen, sveipt, teken, vasad, vunden.

Ihug, m. Uro i Sindet, Ængstlighed. Afvig. Ihau, Ork. Jf. Ihuge og Illhug.

ihugast, v.n. ængste sig. Tel. (?).

Ihuge (u’), m. Eftertanke, Agtsomhed; ogs. ivrig Omhu, Iver, Nidkjærhed. Trondh.
Ihoga, Namd. Ihaagaa, Snaasen. – G.N. íhugi: Betænkning.

ihug-komen (o’), adj. erindret; s. Hug.

ihugsam, adj. tankefuld; ængstlig.

ihugsen, adj. ængstlig, frygtsom; mistænksom. Tel. Jf. illhugsen.

i høgt, høit, lydeligt; s. Høgd.

Ikast, n. Indkast, noget som kastes i.

Ikk, m. s. Ilk. – ikka, v. s. idka.

ikkje (ikke), Negtelsesord: ikke, ei, ingenlunde. Nogle Steder afvig. itte, itt (Trondh.), eller inte, int (s. ingen). G.N. ekki; egentlig for eitt-ki, eller eitt-gi, som Neutrum af eingi (ingen). I Følge med Sætningens Verbum bliver Ordet kun let betonet og lyder som “ikje” med mere Vægt paa sidste Stavelse; saaledes lyder f. Ex. “veit ikkje” som “veiti kje”. Forkortningen “kje” er derfor sædvanlig efter en Vokal, f. Ex. “du maa ‘kje”, og endog efter visse Konsonanter, f. Ex. kann ‘kje, vinn ‘kje, er ‘kje (æ ‘kje), fær ‘kje (fæ ‘kje). Hvor derimod nogen særdeles Vægt skal lægges paa Ordet, ombyttes det sædvanlig med inkje (dvs. intet); f. E. Det kann eg inkje tru: det kan jeg aldrig troe. – I det Vestenfjeldske bliver Negtelsen gjerne sat næst ved Verbet, om endog Subjektet eller et Objekt skulde komme efter; f. Ex. Det trur ikkje eg helder (det troer jeg heller ikke). Han saag ikkje oss (han saae os ikke).

Ikorn (o’), n. (og m.), Egern (Sciurus). Mest alm. Ikonn, n., eller Ikorre, m. Helg. Ikorn, m. Østl. Etkonn, Smaal. Sv. ikorn, og ekorre, m. G.N. ikorni, m. Ang. ácvern. (Dunkel Sammensætning). Andre løsere Benævnelser ere: Fureflas (Tel.), Trebjønn (Sæt. og flere), Buskebjønn (Østl.).

Ikornknapp, m. et Slags Harpix. “Ikonnnapp”, Tel.

Ikornrova, f. og Ikornrumpa, f. Padderok, Eqvisetum. Østl.

Ikornskinn, n. Egernskind; Graaværk.

i kring, omkring, s. Kring.

Ikt, f. Gigt (Sygdom). Isl. ikt (efter Haldorson). Ogsaa i svenske og danske Dial. – Hertil: iktarbroten (o’), adj. værkbruden, contract. Iktarverk, m. Gigtsmerter. Sædv. “ikta”, uden r).

ikveikt, adj. itændt, optændt.

Il (i’), f. (Fl. Iljar), Fodsaale, Undersiden af Fodbladet, især i Midten imellem Hælen og “Jarken”. B. Stift og fl. dog mest i Fleertal (Iljarne), hvorfor ogsaa Kjønnet er vaklende (f. og m.). Afvig. Ilje, m. Shl. Ylja, pl. (Yljanne), Sdm. Søndenfjelds i en anden Form: Ilk, m. G.N. il, f. (pl. iljar). I svenske Dial. il, f. (Rietz 290).

Il (ii), f. Grundstykke i en Plov (= Aurskida). Gbr. Vald. I Sæt. Ila (Ile). Ofte sammensat: Plog-il.

Ila (ii), f. Kilde, opspringende Vandaare. Smaal. Rom. (Ile). – Paa Sdm. tildeels Ile (Straum-ile) om en Vandhvirvel, som ellers hedder Ida (Ia). Jf. Olda.

ila, v.a. (ar), omgive et Huus (en Kjælder) med en Væg af Jord eller Tørv (Ile). Nordl.

ila, v.n. væmmes. Hard. s. igla.

ila, v.n. (2), strømme, hvirvle (= ida). Sdm.

i lag, fælles, i Selskab med; s. Lag.

Ilag, n. Ilæg, noget at lægge i eller udfylde med. B. Stift.

ilagd, adj. ilagt, indlagt.

ilak, adj. daarlig, ringe, slet. Østerd. (Trysil, Røros). Ogsaa: ilaka(d), dvs. fordærvet, udskjæmt. Synes at høre sammen med laak (lak). Jf. Sv. elak.

Ilaat, n. Sæk, Pose eller andet Gjemme, hvori man samler eller bærer noget. Gbr. Hall. Voss og fl. (Jf. Vær). G.N. ílát. – Ellers i anden Form: Ilaata, f. om Tarme eller Maver, hvori man stopper Pølse. Nordl. Trondh. Sdm. (mest i Fleertal). Af “lata i”.