Ivar Aasen Norsk Ordbog


Herre, m. Herre, Høvding. Ogsaa i Formen Herra



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə68/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
#16491
1   ...   64   65   66   67   68   69   70   71   ...   221

Herre, m. Herre, Høvding. Ogsaa i Formen Herra, Hard. G.N. herra. Vaar Herre, eller (sjeldnere): Herren, dvs. Gud. Hos ældre Folk bruges “Herr” som en Titel for Præster og lærde Mænd; f. Ex. han Herr Peer, Herr Hans, Herr Nils. Ordet bruges ofte i Genitivstilling, saasom: ein Herre Rett; eit Herre Maal (dvs. Maaltid); liva paa Herre Viis. D’er lang Herre Reidsla, dvs. Tilredning for Herrer kræver lang Tid. (I dette Fald skulde det hellere hedde Herra).

Herredom, m. Herredømme. Ellers Herredøme, n., Herrestand, n., Herrevelde, n.

Herregard, m. Herregaard; Herresæde. Ogsaa kaldet Herresæte, n.

Herremann, m. Herremand, Høvding.

herren, adj. stiv, strid, haard. Hard. Tel. (Jf. Herr og harren). D’er herre(t) og sterre(t): haardt og stridigt.

Herse, m. Landshøvding. (Efter G.N.).

hersk, adj. harsk, beesk, usmagelig; om Fedevarer. (I Neutr. herst). Sv. härsk. (Jf. G.N. herstr, bitter). – Ogsaa med en anden Betydning i Udtrykket “med herske store Ferd” (hos Landstad 298), maaskee; krigersk, eller ogsaa: vild, hidsig; s. hesk.

herska, v.n. (ar), larme, støie, gjøre Ufred. B. Stift. (Maaskee af Dansk, eller ogsaa for herdska).

Herskap, m. (n.), et srtort Følge (omtr. som Hernad). B. Stift.

Herskare, m. Hærskare, stor Mængde.

herskna, v.n. (ar), blive harsk.

Hersvein, m. Stridsmand, Soldat (?). Landst. 308. 309.

Herulv, el. Hærulv, m. en vis farlig Hestesygdom; et Slags Krampe. Tel. Hall. og flere. (Jf. Strøms Eger 191).

Herva, f. Haspe, Traadbundt. Indh. (Snaasen). Sv. härfva.

herveleg, adj. daarlig, ussel, elendig. Sæt. (I samme Betydn. ogsaa uherveleg). G.N. herfilegr: styg, skammelig. Jf. illherveleg.

Herverk, n. Hærværk, Ødelæggelse.

Hervinning, f. s. under Her.

Hes (e’), f. (Fl. Hesjar), 1, Lægne, Hvirveltap i en Kjæde; en bevægelig Nagle, som er fæstet i en dertil afpasset Blok, saaledes at Kjæden kan vrides frit omkring uden at slynge sig sammen. Især brugt i Baand for Køer. Voss, Nhl. Udtalt Hæs, men i Fl. Hesja. I Gbr. Hess, Fl. Hesse(r). I Ndm. Kringhæs. Ellers kaldet Leikinde, Laupar, Sverv, Sverkel. G.N. hes. I Nhl. synes Hæs ogsaa at være brugt om de Stænger, hvortil Baandene fæstes i Væggen, altsaa nærmere ved den følgende Betydning.

Hes (e’), f. (Fl. Hesjar), 2, Stillads af Stænger; s. Hesja. Nogle St. ogsaa om en Høstak. Østerd. (Hæs). Sv. Dial, häs.

Hesband, o.s.v. see Hesja.

hesja, v.a. (ar), oplægge til Tørring, sætte Hø eller Korn i en Hesje.

hesja, f. Stillads til at tørre Hø el. Korn paa, bestaaende af lange Stænger, som ere fastbundne til opretstaaende Pæle, saaledes at der under hver Stang er et betydeligt aabent Mellemrum. Nordl. Trondh., ogs. Østl. og Tel. (Hesju). Sv. hessja. I Berg. Stift med en anden Form: Hes (Hæs), pl. Hesja(r); og i Sammensætning deels Hæs, deels Hesja(r). Hertil: Hesjeband, n. Fæstebaand paa Stængerne i en Hesje. (Hæsband, B. Stift). Hesjegolv, n. Rude imellem to Pæle eller Stavrer i Hesjen. (Hessgolv, Østerd.). Hesjekrakk, m. Skammel at bruge ved Hesjerne. Hesjestad, m. Sted hvor en Hesje har staaet, eller skal sættes. hesjestaden, adj. som har staaet længe i Hesje. (Om Korn, Sdm.). Hesjeterre, m. Tørring for Hesjerne; tørt Høstveir. Hesjetrod, n. Træfang til Hesjer. (Hæstrod, Sdm.). Hesjetroda, f. Stang i en Hesje. Hesjevid (i’), m. d. s. som Hesjetrod. (Hæsvid, Sdm.). – Hesjardreng, m. s. Dreng. Jf. Staur, Troda, Golv, Skot, Skur.

Hesja, f. (2), Klæbersteen, s. Esja.

Hesjing, f. Oplægning af Hø eller Korn i Hesjer.

hesk, adj. graadig, hidsig efter noget. Han er so hesk etter det. B. Stift, Romsd. Hedder ogsaa hask. Vald.

heskjeleg, adj. frygtelig, forfærdelig. Sdm. og fl. Oftere som adv. overmaade, uhyre; f. Ex. “heskjele’ kaldt”. Hedder ellers: heiskjeleg, Hall. og heisleg, Vald. Sv. hisklig, i Dial. haskelig, häskjelig (Rietz 247). Den oprindelige Form usikker. Jf. hesk, haasken, og G.N. háski: Fare.

Hesle, i Navne som Hesleberg og Heslevik, er vel et gammelt Hesle, n. Hasselskov.

Hesling, m. en vis Ferskvandsfisk (efter Nilsson Leuciscus Grislagine). Jarlsberg. I Smaal. Haslung.

Hespa, f. 1) Haspe, Traadbundt. G.N. hespa. Søndenfjelds i en anden Form: Hespel, m. – 2) Jernhaspe, saasom paa en Dør eller et Laag. Østl. og fl. (Vel egentl. en Løkke med Bugt i begge Ender). Nogle St. Hempa.

hespa, v.a. (ar), 1) haspe, vinde Traad i Hasper. 2) tilsvøbe eller dække med Klæder. “hespe paa se” Buskr. Ogsaa: haste, tale hurtigt, osv. Sdm.


Hespel, m. Haspe; s. Hespa.

Hespe-tre, n. Haspetræ, Garnvinde. Ogsaa spotviis om noget, som er tvært og kroget eller optager meget Rum.

Hess, f. see Hes.

Hest, m. Hest; deels som Navn paa Dyrearten (jf. Øyk); deels kun om Handyret (Hingst), modsat Merr. G.N. hestr; jf. Ang. hengest, og Ght. hengist (som synes at være et sammensat Ord). I Genitivstilling om noget som er usædvanlig stort, f. Ex. ei Hesta (el. Heste) Magt; eit Hesta Verk.

Hestebaas, m. Spiltoug.

Hesteblad, s. Kviteblad.

Hesteblom, m. 1) Løvetand. Smaal. 2) s. Hestfivel.

Hestedreng, m. Stalddreng.

Hestefar, n. Spor efter Heste. Hedder ogsaa: Hestefarveg, m. Num. Ellers Hestefet, n. og paa Østl. Hesteslag, n.

Hestegard, m. Plads at binde Heste paa; f. Ex. ved en Kirke. Smaal.

Hestegjelkar, m. Hestegilder.

Hesteham, m. Hesteskikkelse. Kasta Hesteham paa: omskabe til Hest. (I Æventyrene).

Hestehov, m. 1) Hov paa en Hest. 2) Plantenavn: a) Caltha palustris. Sdm. Num. og fl. b) Tussilago. Østl. c) Nymphæa lutea. Tel.

Hestekaup, n. Hestekjøb; Hestehandel.

Hestemaur, m. Myre af den almindeligste Art, Formica rufa. Nogle Steder kun om en større og sjeldnere Art, som ellers hedder Stokkmaur.

Hest-emne, n. Føl; ung Hest.

Hesteskap, n. Hesteskikkelse.

Hestesko, m. Jernsko til en Hest. Mange St. udtalt: Hestsko, Hessko. G.N. hestskór.

Hesteslag, n. 1) Slægt eller Race af Heste. – 2) s. Hestefar.

Hestesvein, m. 1) Stalddreng. 2) Forrider i et Brudefølge. Voss. (Hesta-).

Hestesyra, f. s. Høymola.

Hestetruga, f. et Slags Træsaaler for Heste, at gaae med i dyb Snee.

Hestfivel, m. Volverleie, Arnica montana. Shl. og fl. Nogle St. Hesteblom, og Hestesoleia.

Hestfolk, n. Rytterie, Kavallerister.

Hestfyl (y’), n. Hingstføl, Hanføl.

Hesthavre, m. 1) Havre til Hestefoder. 2) Havregræs, Holcus avenaceus.

[Hesthytta, f. Huusmandsplads som er stor nok til at holde Hest. Smaal.

Hestkar, m. Rytter, Kavallerist.

hestlaus, adj. som ikke har Hest.

Hestrod, n. s. under Hesja.

Hestvang, m. Plads til Græsning for Heste. Østl. (Rom.).

hestvill, adj. brunstig, om en Hoppe. Smaal. Andre St. hestgali (-gala).

Hestøyra, n. 1) Hesteøre. 2) s. Kviteblad.

Hete, s. Hite. – Hett, s. Hætt.

Hetta, f. 1) Hætte, Hue. (Af Hatt). G.N. hetta. I Nordre Berg. om et Hovedklæde, som ogsaa dækker Halsen og Skuldrene, og bruges af Kvinderne i Kulde eller Uveir. I Hall. om en liden Dug over Nakken. I Tel. ogsaa om en almindelig Mandshue. – 2) et Laag eller Dække (ligesom Hatt), f. Ex. over en Skorsteenspibe. I Hard. Hettor, pl. om nedskudte Øiebryn, barske Miner (= Nyvor). – 3) Hovedhaaret (= Hott). Sfj. Sogn. Ogsaa ofte om selve Hovedet eller Panden (= Hedna, Skjelta). “Han ha’ ei go’ Hetta”: et godt Hoved, gode Aandsevner.

Hev (Hæv), n. Hank paa Laaget eller paa Siden af et Kar (= Hav, Hevel). Sdm.

hev, s. hevja. – hevda (?), s. hævda.

heve, dvs. har; s. hava.

Hevel (e’), m. 1) Hank, Haandfang, Bøile; især paa aabne Kar, f. Ex. Bøtter. Efter Udtalen: Hævel, Søndre Berg. Jæd. og flere. Hivil, Gbr. Hall. Hyvel, Vald. Ellers Hev og Hav; jf. Hald, Honk, Fat, Kylp, Vette. – 2) Hængsel, Krog at hænge paa; saaledes om den Bøile, hvori en Bjælde hænger. Hall. i Formen “Hivil”. – 3) Heisereb, med et Tværtræ til at sidde paa (for en Mand som skal tilveirs). Nordl. i Formen “Høvel”. Isl. hefill (?). Af hevja.

Hevel, m. (2), s. Hyvel.

hevert (hæv’rt), adj. havreblandet, om Byg. Søndre Berg. og fl. I Hall. hævart; paa Sdm. hævalt, og hævall’e. En besynderlig Afledning af Havre.

hevja (e’), v.a. (hev, hov, hovet), at hæve. Bøiningen noget forskjellig. Præs. hev (hev’e, hæv’er), er sædvanlig søndenfjelds. Imperf. hov (oo) bruges i de østlige Egne: Solør, Østerd. Indh., ogsaa i Hall. (med Flo. hovo), sjeldnere i Tel. Supinum skulde efter G.N. hedde “havet”, men hedder derimod hove (o’), el. høve (Østl.) og i Hall. heve(e’), ligesom Particip heven. Ellers bruges Ordet med svag Bøining: hev’e, havde, havt; Particip havd (langtonet), i Tel., og i en anden Form: hevjar, hevja(de), Hard. og flere. Ogsaa Inf. gaar tildeels over til heva, el. hæva (jf. hiva), og høve (Indh.). I mange Egne ubrugeligt. G.N. hefja (hef, hóf, hafit). Goth. hafjan (hóf); Ang. hebban, el. hefian (hóf). I svenske Dial. häva (hov). – Særlig Betydning: 1) løfte, lette op, sætte høiere. Østl. Tel. Hertil Reflexiv hevjast: hæve sig, stige op. “Han havdest paa Gangaren raud”, Landst. 328. – 2) kaste, slænge. “Han hov dæ fraa seg”. Indh. “Han tok ein Stein aa hevja’ burt i Veggjen”. Hard. Andre Steder: hiva. – 3) modtage (hæve), oppebære. Østl. (Rom.). Maaskee nyere Brug. – Afledninger ere: Hev, Hevel,
Hevla; Hav, Have; vel ogsaa Hov (n.) og høva. Hvis Formen hovet (o’) tør ansees som ægte (ligt vovet af veva; jf. T. gehoben), kunde man hertil ogsaa føie: Hov (o’), n.; jf. Hyvre og hyfsa.

Hevjegreida, f. Indretning til at løfte eller hæve med. Tel.

Hevjing, f. Løftning, Forhøielse.

hevla (e’), v.n. og a. (ar), 1) give sig, sagtne, stilles; f. Ex. om Uveir. Hall. Østl. Det hevlar med Regnet. – 2) standse i Farten, holde tilbage, holde inde; f. Ex. naar man vil hugge og seer noget komme i Veien. Smaal. Gbr. Ork. og fl. Hevla paa: sagtne lidt, fare mere langsomt. (Jf. G.N. hefla: rebe Seil). – 3) lette eller hæve et Garn til Vandfladen. Shl. (Nærmest til Hevla, f.).

hevla, v.a. høvle; s. hyvla.

Hevla, f. 1) Boie eller Flydholt paa Garn. Shl. – 2) Bøtte, Spand med “Hevel” (Hank). Num.

Hevling, f. Hemmelse, Standsning.

hevna, s. hemna. – Hevra, s. Havre.

hi (f.), s. hin. – hi (= heve), s. hava.

Hibbel (i’), n. et daarligt Opholdssted. Sdm. Dunkelt i nogle Talemaader, f. Ex. “Her vert et godt Hibbel”, om et Huus hvor megen Dynd og Væde kommer ind paa Gulvet. Jf. G.N. híbýli, Huus.

hida, v.a. (ar), lægge i Skjul (Hide). hida seg: gaae i Skjul. “Bjønnen heve hida’ seg”. Nordre Berg.

Hide, n. Skjul, Hule hvori vilde Dyr have sit Leie. Bjørnhide, Ulvhide (jf. Gren). Mest alm. Hie, og Hi; i Nfj. og Sdm. Hide. G.N. hídi, og híd. Sv. hide, ogsaa ide. Jf. Eng. hithe: en liden Havn.

hidelaus, adj. hjemløs, huusvild. (I Spøg).

hidt, s. hit.

higla, v.n. (ar), falde i smaa Draaber, som Dug (= hegla). Hertil Higl, n. om meget fiin Regn. Sdm.

higra, v.n. 1) bæve af Frost (= hustra). Hall. 2) smaalee; s. hikra.

Hik (i’), m. Snip, Udkant, smalt Stykke; ogsaa en mager, uanseelig Person. Hall. Ogsaa udtalt Heek. Jf. Hekel.

hika (i’), v.n. (ar), nøle, være tvivlraadig el. ubestemt; ogsaa: famle efter Ord, staae forlegen. Rbg. og fl. Isl. hika.

hika (ii), v.n. (ar), hige, tragte efter noget; ogsaa: stunde, vente længe.

Hikel (i’), haard Steen (?), s. Heggeitel.

hikka, v.n. (ar), hulke, trække stærkt efter Veiret. “Han greet, so han hikka”. Sdm.

hikra, v.n. lee meget, gnægge af Latter. Indh. Ork. Paa Jæd higra, om en dæmpet Latter.

hiksta, v.n. (er,e), hikke (singultire). Afvig. hikse (e, te), Sdm. G.N. hixta. Ogsaa i Betydn. hulke (af Graad). Mandal.

Hikste, m. Hikke. Afvig. Hiks, Sdm. G.N. hixti. Eng. hickup.

Hil (ii), m. en tynd og mager Fisk (især Torsk); ogsaa om Personer. Sdm.

Hil, m. (2), s. Hjell.

hila, v.n. (ar), gjøre enkelte Ryk med Fiskesnøret, trække og fire vexelviis. Trondh. Nordl. Andre St. draatta.

Hild, f. i Kvindenavne, som Alvhild, Brynhild, Gunnhild, Ragnhild, Torhild, lyder sædvanlig som “ild” (ild’e, ill, illa), f. Ex. Ragnilde, Ragnill. G.N. hildr, Krigsgudinden.

hilden, hilde(t), s. halden.

Hilder (Hild’r), n. en tynd Taage; ogsaa det samme som Hildring. Nordl.

hildra, v.n. (ar), hæve sig, rage høit op; om Ting, som vise sig større og høiere, end de ere; f. Ex. Bjerge eller Øer, naar man seer dem i taaget Luft. Nordl. Nordre Berg. og flere. Hedder tildeels ogsaa gildra (jildra). Maaskee til Hjell. Paa Isl. hylla (hilla).

Hildring, f. det Tilfælde, at Tingene synes større end de ere; s. hildra.

Hiling, f. Rykning, s. hila.

Hilla, f. smal Flade i en Klippe (= Hjell); see ellers Hylla.

Hillar, s. Hellar. hilora, s. helora.

Him (ii), n. Hinde, tyndt Dække; a) om tynde Skyer (= Hima). Hard. Shl. b) om Riim, eller meget tynd Snee. Sdm. Hard. c) om tyndt Skum. Hall.

hima (ii), v.a. (ar), fordunkle ved en tynd Bedækning. himad, part. tyndt overdækket, saasom med Riim eller Snee. himast, v.n. fordunkles; især om Luften. B. Stift.

Hima (ii), f. et tyndt Dække af Dunster i Luften; Disighed, Uklarhed uden egentlige Skyer. Shl. Rbg. og fl. Ellers: Taam, Demba, Slima. Jf. Glya, Græma, Mol.

Hima (i’), f. Plovaas, Trækstang i en Plov (= Ardaas). Sæt. Uvist Slægtskab.

himeleitt, adj. dunkel eller blandet i Farven; saaledes om Dyr, hvis egentlige Farve er noget lys, men fordunklet ved mørke Haarspidser eller enkelte mørkere Haar. Hall. (Ellers himutt, muskutt, myrjutt). Jf. G.N. imleitr (Egilson). Saaledes ogsaa himeblakk: skimlet, smudsblakket. himeblaa: dunkelt blaa. himegraa: dunkelt graalig. (Hall.).

himen, adj. uklar; s. himutt.

himfos, s. heimfus.

himla, v.n. (ar), blunde, falde i Søvn. Sdm. (himble). Mest i Spøg.

himla, v.a. (ar), bygge Loft (Himling) i et Huus. Tel. Rbg. himlad: forsynet med Loft; ogs. panelet under Taget.

Himling, m. 1) Hvælving, et hvælvet eller bueformet Loft (som i en Kirke); ogsaa en Paneling under et Tag. Rbg. Hall. og fl. I B. Stift kaldet Himmel (Kyrkjehimmel). – 2) Overværelse, Loft (i Almindelighed). Tel. – 3) Gane, Hvælvingen
i Munden. Nogle Steder kaldet Himmel; jf. Gom.

Himmel, m. (Fl. Himlar), 1) Himmel; Himmelhvælvingen, Luften. – 2) Himmerige, de salige Aanders Hjem. – 3) en Hvælving (= Himling); ogsaa om et Telt eller Tag. (Senghimmel). Et Spor af en ældre Form (Himen), er Hem (Heem), Hem’en; brugl. i Guldalen (Holtaalen). Hertil ogsaa Himnaleite og Himmerike. G.N. himinn; Goth. himins (jf. Nt. heven, Eng. heaven). – Til Himmels: til Himmelen. Himmelshøgt, el. i Himmels Høgd: himmelhøit. Eit Himmels Veder (Veer), om en frygtelig Storm. Jf. “himmel galen”: rasende.

Himmelferd (fær), f. Himmelfart.

himmelhøg, adj. himmelhøi.

Himmelleite, n. Synskreds, Horizont (= Himmelsyne). Sæt. Paa Jæd. Himnaleite (Hibnaleide).

Himmel-orar, pl. Sandsesløshed af Søvn (= Svevnorar). “Han laag i Himmeloraa”. Sdm. Jf. himla.

Himmelrode (o’), m. røde Skyer.

himmelsbert, adj. frit for Skyer. Hall.

Himmelsbragd, f. s. Himmelslag.

Himmelsfok (o’), n. drivende Snee, stærkt Sneedrev. Jf. Jordfok.

Himmelsjaa, f. (?), s. Himmelsyne.

himmelsk, adj. himmelsk.

Himmelskov (oo), n. Uveirsskyer og Ilinger, som formørke Luften. Helg.

Himmelslag, n. Himmelens Udseende; Luft som bebuder et vist Slags Veir. Nogle St. Himmelsbragd, f. Tel. Sdm.

Himmelsmerke, n. 1) Veirmærke af Luftens Udseende. 2) Stjernebillede.

Himmelsyne, n. det yderste synlige Punkt i et Steds Omkreds; Punkt hvor Himmelhvælvingen berører Jorden. I Himmelsynet: i Horizonten, paa det yderste (el. øverste) Punkt. Søndre Berg. Tel. Nordl. og fl. Nogle St. Himmelsyn, f. Paa Sdm. “i Himmelsjaa” (uden Bøining).

Himmelteikn, n. Himmeltegn.

Himmerhest, s. Humregauk

Himmerike (kj), n. Himmerige. Egentlig Himenrike, G.N. himinríki.

Himnaleite, n. s. Himmelleite.

himpra, v.n. kalde tilbage i Hukommelsen. “Han himpra paa dæ”, dvs. han kom det ihu ved nogen Eftertænkning. Sdm. Jf. hemsa.

himta, v.a. øine, see noget i lang Frastand. Nordl.

himutt (ii), adj. 1) disig, uklar, tyndskyet. Nogle St. himen. (Sæt. og fl.). – 2) dunkelfarvet, om Dyr (= himeleitt). Jf. imutt.

hin, adj. (pron.), med Formerne: hin (hinn), m., hi, f., hitt (i’), n. hine, pl. – 1) hiin, den anden (af to); de øvrige (i Fleertal). Kun ubestemt, men med Subst. i den bestemte Form. Hin Foten: den anden Fod. Paa hi Sida: paa den anden Side. Hitt Folket: (de) andre Mennesker. Alle hine: alle de øvrige. – 2) den forrige, foregaaende. Hin Dagen: Dagen forud. (Nogle St.: iforgaars). Hi Vika: den forrige Uge. Hitt Aaret: det foregaaende Aar. G.N. hinn, hin, hitt; pl. hinir osv. – Tildeels med Dativform: hinom, m. hinne, f. hino, n. og hinom, pl. f. Ex. “i hinom Enda”, Gbr. (?), “i hinne Vikenne”, Sdm. “utav hino Slagje” (Slaget), Voss og fl. (Nogle St. “hinaa” i alle Kjøn). – “Hin Mannen”, el. “hin Sellen”, er en Benævnelse paa Fanden. (Begrebet “den først nævnte” er her fremmedt).

Hina, f. s. Hein.

Hind, f. Hind, Hunhjort. G.N. hind. (Fl. tildeels Hindar). Oftere Hjortkolla.

Hinder (Hind’r), n. Hinder, Hindring; Standsning. Til Hinders: til Ulempe.

hinderleg, adj. hinderlig; ugunstig.

hindra, v.a. (ar), hindre, afholde; ogsaa afværge, forebygge. G.N. hindra. Ogsaa v.n. standse, tøve, bie lidt. “Han hindra’ ikkje paa nokon Sta’”. Mandal, Rbg.

Hindring, f. Forhindring; Forebyggelse.

hingje (for henget), s. hanga.

hinkra, v.n. hinke, halte lidt.

Hinna, f. en Hinde, et tyndt Dække ligesom en Hud. G.N. hinna. Jf. Skinna.

hinne, og hinna(r), s. ho.

Hinnvita (i’), f. Hjælp, Tjeneste, Understøttelse; en liden Gave, og desl. Solør (Hinnvitu, el. Hinnvetu). En besynderlig dunkel Form.

hipa, v.n. 1) stunde, vente med Længsel. Hall. (Jf. hika). 2) maabe, staae ledig (= hira). Tel.

hipen, adj. fuld af Forventning, spændt, nysgjerrig. Vald. Afvig. hippen, Rom. Smaal.

Hir (ii), m. 1, Forstand, Skjøn paa noget. “E hi’kje Hir paa dæ”. Ork. (Dunkelt).

Hir, m. 2, Slappelse, Sløvhed; saasom efter en stærk Opbrusning eller Bevægelse.

hira, v.n. (er, de), 1) maabe, døse, staae ørkesløs (som for at vente paa noget). B. Stift (Nhl. Sfj. Sdm.), ogsa Smaal. (Imperf. oftere: hirte). G.N. híra (?). – 2) skrante, være sygelig. Tel. Ellers: være udmattet, sløv eller kjed (af en Anstrengelse). Sdm. “Dei faa hire att-i”: de blive nok udmattede efter dette.

hiren, adj. sløv, døsig, ilde oplagt; ogsaa: lidt sygelig, f. Ex. efter en Ruus. Hall. og fl. I Tel. hisen: sygelig.

Hiring, f. Døsen, Uvirksomhed.

hirra, v.a. tirre, hidse (en Hund), Sdm.

hisen, s. hiren.

hissa (i’), v.a. (ar), hidse, drive en Hund til at jage, med Tilraabet “hiss”. Nordenfjelds. Vera hissad og hutad, s. huta.


hissa (ii), v.a. (ar), heise, vinde, hale op. Sv. hissa; T. hissen.

Hissa (i’), f. Aag at bære Byrder med, dannet af et Læderbaand over Skuldrene og et Spændetræ tvært over Brystet. Sdm. kun i Fleertal (Hisse’). Hertil Hisseferd (-fær), f. to fulde Bøtter.

[Historia, f. Historie. (Af Græsk). Med tillempet Form: Histørja, Histyrju, Hall. Valders.

histra, fryse, s. hustra.

Hit (ii), f. (Fl. Hitar), Skindpose, Bælg at bære paa Ryggen; sædvanlig dannet af et Faareskind, som er heelflaaet (belgfleget), saa at Halsen tjener til Aabning, og Fodskindet forlænges til Bærebaand. Alm. undtagen paa Østl. (I Tel. Fleertal Hitir). G.N. hít. – Hitarfetel (e’), m. Baand el. Fodskind paa en Hit. Hitarkjeft, m. Aabningen paa Hiten.

hit, adv. hid, til dette Sted. Mest almind. langtonet “hiit”, men nogle Steder kort “hiitt”. En anden Form er hega (e’), s. hegat. G.N. hingat, higat. (Derimod Ang. hider, Goth. hidré). Jf. hedan. – hit-atter: hid igjen. hit etter: nærmere hid. hit um: til denne Side.

hita (i’), v.a. (ar), ophede, gjøre hed. (Jf. Hite). Tildeels udtalt: heta, hæta, haataa (?). Hita aat Kunom: opvarme Drikkevand til Køerne.

Hita (i’), f. 1) Ophedelse, Opildning. Især om Jernets Opglødning i Smedien. D’er gjort med tri Hitor: det bliver færdigt ved tre Ildninger, ved at holdes tre Gange i Ilden. (Hall. og flere). Jf. Heita, Elda, Elding. – 2) Angreb, Kamp, Dyst; ogs. Ryk, Kast (= Rid). Lyder tildeels: Hetu, Østl. Hutu, Trondh. “Dæ vardt ei har Heto”, Vald. “Ei heit Huttu”. Guldalen. – 3) en Irettesættelse, skarp Tiltale, Skrub. “Eg fekk ei go’ Hita”. Sogn.

hitan-fyre, adv. paa denne Side. Mest alm. hitafyre; ogsaa hittafyre, hitafe’ (Tel.). Nogle St. hega-fyre. (Modsat burtanfyre). Nyere Ord; ogsaa i Sverige (Rietz 257). Som præp. tildeels: hita(n)paa.

Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   64   65   66   67   68   69   70   71   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin