A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Lykthol n. et Hul i Jorden, hvis Aabning er næsten skjult. Ndm.: Løkthaal(l).

Lykting m. Lyn. Sogn.

"Lykting f. 2)". A. Hedm. Totn, Ring.

Lyktost (o') m. Ost af første Malknings Raamælk = Kjetelost; kaldet saa for sine mange store Huller. Tel (Moland).

Lyktr. "Ligg' paa Løkt´r", ligge utrygt og kun ligesom halvt hvilende, som den der er bange for at forsømme noget. Ikke ganske = liggja med Otte. Helg. Jf. Lykt = Loft 3); lykta v. løfte. Ogsaa: "ligg' paa Letting"; Nordl. Med dette og de foregg. hænger maaske sammen "Løgt, Opholdsstund, løgta v. tildels udtalt lykta", A.

"lyma v.n. (er, de), gjøre sig bister". A. Om Hest og Tyr; sjeldnere om Folk. Dal. Tel. (Mol.); Ma. (Tveit); VAgder (øvre Bygder): løyma. "Du løyme saa paa meg", seer bistert. 2) sidde skummelt lyttende; lytte lurende. Dal (Eikersund, Hæsk.).

lymen adj. tilbøielig til at lyma.

lymja v. = lurfisa. Smaal. Rom. Jf. lymma.

lymmvarm adj. om Luft: lummervarm. Smaal. (Trykstad). Til lymma.

lymsk (y') adj. lurende paa Leilighed til at gjøre Fortræd; lumsk. Mest om Hest, og sat i Forb. med lyma. Ma. (Bjelland). G. N. lymskr snedig, lumsk.

Lymske n. og f. Held som følger En i alt,
men især til at vinde Folk. ØNed. (Holt, Gjerstad) og Bamle (Drangedal): Lømske. Bet. passer ikke ret til G. N. lymska Snedighed. Lynske n. og f. d. s. Ringerike (Sigdal), Vestfold (Hov, Hedrum), Tel. (Bø, Selljor). "Han hev' ei go Lønske mæ seg, Folkelønske"; Tel. "Lønske (og Lynske) mæ Jæntune"; Sigdal. "Lønske te aa ta(ka) seg ut, te aa handle"; Bø og fl. "Et umframt Lønske"; Hov. Omtrent d. s. men noget ædlere, synes det, er Fylgja, Gjæva, Hyldr, Sigr. Lynske minder ellers om Lynne, Luun og Lyne.

"lyna v.n. blive varmere". A. Jæd. Helg.: lyyn; Ndm.: lynn (j-holdigt langt N).

Lynd f. en ved Fjernhed dæmpet Lyd; et svagt Rygte. Nfj. (Innvik, Breimn, Stryn). For Løynd? jf. Ljod.

"Lynde n. Gemyt". A. Lynne; Dal.

lyne v. se luna (u').

Lyne se Lydnad. Lyning se Lyd.

Lyngaal m. Slange. Tel. (Moland). Kun i Æventyr. G. N. lyngáll. Lyngseid m. d. s. YSogn (Sulend). "Lyngsei'n kjæm aa tar deg, søve du uute".

Lyngdos (o') f. buskagtigt Lyng. Shl. Ryf.

Lynggong f. lynggroet Kant af fugtigere Mark (England el. Sump). Sæt. "Slaa häilt burt i Lynggaangjæ".

lyngja v.n. (er, de), staa mat og hænge; døse; halvsove. Shl. Sogn. "Hestn sto^u aa lyngde i Mor(g)oso^uli", Sogn. Se A.

Lyngkart m. tør ujævn lyngbegroet Mark, især i en Sump. Rbg. Bamle. Se Kart.

Lyngrot (o') n. Træ's Raadnen ved Roden. Shl. Sæt. – Lyngseid m. se Lyngaal.

Lyngskarv n. stenet lynggroet Høide. Vestf.

"lynna v.a. blødgjøre osv." A. Dal. Nhl. Sogn. lønne, Ned. lydna, lødna, Shl.

lynn', Lynna, Lynni, se lygna.

lynska v.n. lure, lytte = lynskja. Nhl.

Lynske se Lymske.

lynt adj. lunefuld; fuld af Nykker, Dal. (Hæskestad). Maaske for lynd, A., hvilket desuden findes saaledes i Sammenss. som: fullynt, kulalynt, vandlynt. – lypte, se lykta.

Lyr (yy) m. mild Varme. Hard. Voss. "Da stænde alt äin go^uu Lyyr 'tao Ovn´n". Jf. ly, lya; Blyr. Overført om: Hjælp.

"Lyra f. 1, Gjera Lyyre". A. Gul. (Singsaas).

"Lyra f. 2, Kast i Boldspil". A. "Hentelyra"; Sogn. Lyyr, Vesteraalen. Liire, Romsd.

Lyra (yy) f. 3, Øredask, Kindhest = Lyring. Sogn (Vik). Maaske til G. N. hlýr, Kind.

Lyra (yy) f. 4, et arrigt grinende Kvindfolk. Gul. (Horg. og fl.). Se Lyra 1, 3.

lyra (yy) v.n. (er, de), 1, lytte med Øret og Kinden vendt mod Lyden. Jæd. (Haa). Jf. hlýr Kind.

lyra (yy) v.n. (er, de), 2, være døsig ("som ein Lyyr"); staa og hænge; ogsaa: gaa mat og sløv omkring, gaa og drage sig. Shl. Nhl. (Sund), STrondh. (Uppdal: lyyr', lyyre, lyyrt'). Jf. lyren, luren.

Lyra (yy) f. 5, tvivlsom Historie = Skrona; forholdsvis uskyldig, ikke netop bevidst usand Historie. Nhl. (Mo), Voss (Eks.), Sogn, Hard. Eg. Grimase = Lyra 1, ? jf. Frasa.

lyra (yy) v.n. (er, te), fortælle tvivlsomme Historier = skrona. Nhl. Voss, Hard. "Ljuga aa lyyra". Jf. lyr(g)ja; eller se foreg.

lyre v.n. = ljora; se d.

"Lyre m." A. Innh. (Beitst. Stjør.), Namd.

lyreblaut (yy) adj. gjennemvaad. NTrondh. Helg. lyyrenes b. d. s.

lyren (yy) adj. 1) mat og træt; sammenfalden; døsig. Shl. (Fitja, Fjellber, Etne). "Vaat aa lyyren". Jf. luren, lyra. 2) udmattet af Strabas, Væde og Kulde. Stjør.

Lyrg (y') n. 1) noget løst sammensat, noget upaalideligt. Nfj. Voss. Lørj, Gul. Lørr, Lør d. s. Trondh. 2) Fjas; Snak; Vaas; især: fjasende Kurtise. Nfj. Sdm. Se A., flgg.

Lyrg m. og Lyrgja (y') f. kjælen, sødt og sent talende, Person. Nfj. (Honndal, Eid, Stryn, Gloppen). Jf. Ormr lyrgja? Se flg.

lyrgja (y') v.a. (ar; og sjelden er, de), frembringe et løst Produkt, gjøre løst Arbeide. Saaledes: a) "lyrgja ihop", "l. saman", faa løst sammen, binde løst = hespa, hengla ihop; om Strikning, Binden, Tvinden osv. Hard. Voss; Ndm. Gul. og Selbu: lørje; NTrondh. Strinda: lørr, lør (hvilket dog maaske er et andet Ord). "Traa´n æ lørja aat" (1), Traaden er løst sammentvunden. "lørja aat" (2), tilknytte løst. b) fortælle upaalidelige Historier = lyra. Hard. Voss. "Lyrja aa ljuga". Ogsaa: fjase, kurtisere osv. se A. Sfj. Nfj. Sdm. c) "lørje upp", optrevle, opplukke. STrondh. og fl. "Reepe tæ paa aa lørjes oopp", Rebet begynder at optrevles; Gul. Jf. (?) G. N. lyrgr Pandedusk. Ordet er uklart, især i sit Forhold til lyra, Lyrja.

Lyrgja f. 1) løst sammenhængende uredet Masse. Sogn (Vik), Ndm. "Ei Lyrja te Høybyr". 2) uredet Kvinde; Sluske. Sogn.

lyrgjen adj. løst sammensat; særlig: løst bundet, løst tvundet; optrevlet. Shl. Trondh. Ndm. "Høyvallin æ lørjin". "Reepe æ lørje". "Bookja æ lørje (adv.) innbutta". "D'æ lørje ihoopkome". lørrin d. s. Innh.

Lyring (yy) m. Øredask = Lyra. Sogn.

Lyrja f. kvabset slap og tung Figur. Voss, Nhl. Hard. Ryf. Tel. "Ei Lyrje te Kvinnfolk, te Hest". Jf. lyrgja, Lyrgja, – og Lurja, Lerja.

lyrjande adv. "l. feit", kvabset. VTel.

Lyrma f. tung stærkt vædende Taage. Oftere: "Skoddelyrma". Nhl. (Lindaas, Mo). Ogsa: Skoddeljyrma, Nhl. (Sund). Dette sidste kunde tænkes at være for Gyrma, som ljystre, Ljokedl; men jf. Lurma, lurmen.

lyrmen adj. om Veir med "Lyrma". Nhl.


"Lysa f. 1) Lysning". A. Tel. "2) en liden Fakkel". A. Totn, Ringerike (Aadal), Hedm.

"Lyse n. Belysningsmiddel". A. Hedm.

Lyseflekk m. Fregne. lyseflekkutt adj. Rbg. Shl.

Lysespik f. = Lysestikka. NGbr.: Lyysspiik.

Lyser, plur. Nordlys. Smaal. Oslo. A.

lyska v. søge, lede. "Leite o lyske unde Bool o Bænkji". Vald. (Slidre). Jf. lysa, ljostra.

Lysmør n. bitte smaa Klumper af Ost i Flødeskummet under Kjærningen. Tel. (Bø).

[lysp adj. brunstig. Smaal. Vel: løbsk.

"lytelaus adj." A. l^uytislause, Sæt.

lytja og lytta se ljota.

Lytt. I "aav'r Lytt", uden Undtagelse; overhovedet. Totn. og fl. Se lyd adj.

Lyv (y') f. Lægedom = Lyv n. Sogn (Aurland), Hard. (Øydfjord); Shl. og Ryf.: "(goo) Løv". I Shl. ogsaa n.

Lyva (y') f. = Lyv. NRyf.: Løva.

Lyvd (y') f. = Lyv. Ryf. Røldal. "D'æ reint Løvd i dæ Drikka". Isl. lyfd.

Lyvjing f. Tugtelse, Prygl. Voss. Til lyvja, A., Voss.

Læarauga n. venstre Øie = Fegesauga. Tel. (Bø og fl.). Til læ(ja). Jf. Graatarauga.

læbra (ææ) v.n. (ar), tale med slappe Mundbevægelser; tale mat og dovent, eller sødligt. Ma. (Valle, Grindeim, Bjelland). – Lææbr (een Stavelse) n. slig Tale. – Lææbr m. En som læbrar; ofte en lidt sledsk (sødlig) Person. – lææbrelig og lææbren adj. "l. i Maale". – lææbretala v. = læbra. – Hører maaske sammen med lævja, læva – som slæbra (= læbra) med slævja (slær) #-; eller med læma, læmra – som sæbra med sæma, sæmra= – Eller er for lepra – som Aagr for Akr (mens det sammesteds er skaka, tapa). Eller jf. labra (lavra), lebba og fl. Maaske et Sammenglid.

Læe m. Tøveir. Tel. (Høydalsmo).

lægda v.a. (ar), gjøre lavere, sænke, f. Eks. en Indsø; ogsaa: sætte lavere = lægja; modsat høgda, hædda. Rbg. (Aamlid).

"lægja v.a. sætte lavere". A. 2) gjøre lavere ved at borttage det Øverste. Sæt. Saaledes ogsaa: "læje eit Vatn", sænke en Vandflade. Tel.

lægja v.n. (er, de), 1) om Solen: begynde at gaa lavt, mod Aftenen eller mod Høsten; bli lavere; sænke sig. Romsd. (Aukra, Bolsøy), Innh. Selbu, Fosn: læje og leej(e), Imperf. lægde og leegd(e). 2) "de leeje för Sool´n", Stedet ligger for lavt til at naaes af Solskinnet. Innh.

Lægja f. Leie. Maaske kun i Sammensætn., som "Kalvslægja"; og i Stedsnavn, som "Naleiaa" paa Karmt.

"Lægje n. Leie". A. 2) et Rede med Unger. Li. (Kvin). F. Eks.: "Aandeleie".

"lægna v.n. blive lavere". A. Li. Tel. "Høye lægna i Sta`en", Høet synker sammen i S.

"Lægr n." A. Leegr, NGbr.

"læja v.n. lee". A. læji, læg´e, loog, læji, Vald. (VSlidre). Infin.: læie, Gul. (Haltdalen), Østerd. (Rendal); læj, Ndm. Supinum: loo-i, Stjør.; laae, STrondh. (Meddal); lægt, NGbr.

Læje m. Latter. Vinger, Odal. "Je ær saa full a Læie". "Je fekk en goo Læie". Maaske trods Kjønnet, kun en Udtaleform af Løgje, som Hæi for Høy. Jf. dog Laattalæj, Ndm.

læj(e)le(g) adj. løierlig. SHelg. Se læleg.

Læka m. se Leikinde.

"Læka f. Tøveir". A. Trondh. Synes ogsaa at bruges om lang Regntid, overh. STrondh.: Lææk'; Stjør.: Leek'. Lækve(d)r n. langvarigt Regnveir. Stjør.: Leek-. Opfattes som om det kom af leka v., hvad det neppe gjør.

Lækja f. liden Rende. Hard.; NGbr. og Tel. (Selljor, Heiddal, Bø): Lækje. Saaledes: a) Fure i Fjeldet; b) liden Indfalsning i Træværk. Hard. c) Rende, udhulet i en Bjælke; Tagrende; Vandrende. Hard. Tel. Gbr. Jf. Lekja A.; dette vilde i Tel. snarest lyde Lekju og Lækju.

Lækje m.? Tøveir. Tel. (Laadal). Lække f. d. s. Tel. A.

Lækjesblokka f. = Lækjeblad. Hard.

lækka v.n. (ar), bli mildere = læja. Tel.

læleg adj. om Luften: noget mild, el. givende Udsigt til mildt Veir. Tel.

læm adj. slap, sløv, uenergisk; uden Mod, Tilgreb eller "Tak". Nfj. (Breimn).

Læm m. slap, sløv, uselvstændig, ligesom vaalen Person. Nfj. (Gloppen, Breimn). Læm´e. Jf. "læmje", Sfj.; se lemja A.

Læma f. 1) en graa og smal Sort Flyndre; vel Tunge, Solea. Shl. Ryf. 2) = Læm m. Rog. Røldal, Hard. Sfj. Nfj. – Læmekjerring f. = Læm. Nfj. (Eid).

læma v.n. (ar), bruge Hænderne famlende og slapt; ikke tage Tag. Hard. Nfj.

læmeleg adj. lig en "Læm"; = læm. Ryf. Dal.

læmen adj. 1) = læmeleg. 2) altfor lemfældig. Ryf. Røldal. "Du fær 'kje vara læmen mæ 'an".

læmra v.n. være famlende og slap i Hænderne, ligesom vaalen; omtrent = lepra, men mest om Sliphændethed. Sogn. Jf. læma, lavra og fl. – Læmring f.

læmren adj. sliphændet. Læmreneve m. Sogn.

Læn, i Formlen: "Guss Læn!" Tak for Mad. Hard. (Odda, Øydfjord), Shl. (Fjellber). "'S Læn før Mat´n", Røldal. "Guss Læ o Takk fø Mat´n"; VTel. Li. (Fjotl.) "Mangge Gusslæ o Takk!" Sæt. Og "Guss Lee?" Tel. (Aamotsdal). For Løn, Len (Laan) eller Lid?

"læna v.n." A. leen, Ndm. Fosn, Namd. "Dæ he leena 'ti", det er blevet mildt ("leett") Veir.

Læpa f. Person som intet Haandelav har; klodset famlende haandvaalen Person. NGbr.:
Læpe. Vanskeligt for Lepa; jf. dog lepa v.

læppre, læpre se lepra.

Lærar m. Bodsprædikant. Sæt. VTel.

"lærd adj." A. leer´e, Sæt.

"Lærdom m." A. 3) Bodsforkyndelse. Sæt. "Han va so broten av Lærdomn".

lærenæm adj. nem, lærvillig. Hall. og fl.

Læring se Lørung.

[Lærk m. = Lædik. Østl. Lærke f. Lommeflaske. Østl.

Lærnad m. det man lærer; Lærdom. Nfj. og fl. Lidet brugt.

"læsa v.a. laase". A. leese, Østl. (Oslo, Vestfold, Smaal. og fl.); som "Heese, gjeete" osv. lees, NTrondh. SHelg. "Læse eit Bræv", forsegle et Brev. Tel. Gbr.

Læse n. Redskab til at laase med: Laas, Nøgel osv. Tel. Vald. Meinlæse.

læsshørin se laasthøyren. – læske se laask.

"Læta f. 3) Skingrund". A. Ryf. Dal. "4)". A. "I Læte", et Gran; Østerd. Læt', Fosn; Leet', Strinda, Stjør. Namd. "5)". A. Nfj.

"Læte n. 1) Lyd, Skrig". A. NGbr. "2) Lader, Adfærd". A. NGbr.: Adfærd for Skins Skyld, især hykkelsk (sød) Tale. "D'æ bæræ Læte". "Gjæra Læte", omtr. = hykle, præstere Forstillelse, gjøre noget paa Skrømt; især: anstille sig velmenende.

læten adj. fuld af Lader "Læte": a) kunstlet; paataget; affekteret. b) med ømme Lader. Ma.

Lætr, Lætri se Letre.

Lævesja f. altidgrønt Dække af Mos eller Græs over en liden aldrig tilfrossen Kilde. Sogn (Vik). Ogsaa: Tii(d)vesja (og Tiiddveisa). Det grønne Dække synes sammenviklet; se Vesja, Vase, Traadvesja.

lævja v.n. (ar), være slap i Munden osv. = lepja, lebba. Ryf. (Saua, Vikadal, Skjold, Karmt), Shl. (Etne). "Kuu´naa staar aa lævjar aa vil kje eta". Ogsaa: tale mat og uklart. Paa de samme Steder "lepjar" Kat og Hund. – Lævja f. En som lævjar, især i Talen. Ryf. – lævjen adj. om Fæ og Folk. "Lævjen paa Maale". – lævjaleg adj. d. s. Ryf. Shl. – lævja (kunde tænkes): læva (læ, n.) = slævja: slæva (slær, adj.).

Lø n. = Siglelag. "Baatn æ i eit gott Lø (idag)", naar dens Seil, Ballast osv. er anbragt saaledes at den seiler godt (idag). Helg. Senja. Maaske Lød, til (h)løda, (h)lada. – Lø se Ljod.

Løaa, Lø-orv se Ljaa.

løa v.n. (ar), om Søen: gaa skummende, men uden Brydning, hen over Skjær. SHelg. (Bindal, Brønnøy). Hedder ogsaa, sjelden, laua. "Da, Syy´n, løa (laua) aa´vr Skjær´e". Hænger vel sammen med Lau(d)r, Skum, Isl. leydra, skylle, skumme, og altsaa, fjernere, med lauga (bade), hvilket forresten i SHelg. altid hedder "löug'".

"løda v.a. opstable". A. Ryf. Agder, Tel. Ned. Østl. Nordl. "Løa i Hop Høy", sætte Hø i "Saata". Paa mange Steder er lø(da) at opstable skjødesløst, mens la(da) er med mere Omsigt. 3) faa til at ligge paa et Underlag, se loa (hloda). Agder. "Lø upp ei Løa", opsætte en Lade skjødesløst.

Løda (øø) f. Opstabling – Paalæsning og Indladning – af Afgrøde; Stækning af Løv; Anledning (Veir) til at indbjerge el. stække. ISogn, Voss. "Fao Løøa pao Høye (Haaye)". "D'æ Løøa pao 'an idag". Høyløda, Kornløda, Lauvløda. Paa Egnens tørre Sommerdage er det Løda gjerne kun om Formiddagen, se Lauvløda. Jf. Lø(d)ing, hvilket i Vesteraalens (Helgelands) fugtige Klima betyder meget tørt Veir som begunstiger Indbjergning og Opstabling af Korn, Hø eller Fisk.

"Løda (øø)? f. 1) Bjælke med indhugne Trin til Trappeopgang. Østerd.: Løøe. Vel til (h)løda, (h)loo(d)a; se dette. 2) Stabel? Tel. (Kvitseid): Løe; Lade hedder: Lo'u.

"løda (ø') f. Lade". A. Løa, VAgder, Rog. SBerg. ISogn, YNamd. og fl.; Løe, Bamle, Ned. Rbg. NBerg. og fl.; Løaa, Ndm.; Løo, Ndm. Vald.; Laa-a, Tel. (Mo), Sæt. (?Bykle, Valle); Lo-u (o'), VTel. (Vinje, Raul. Laard. Kvits. Sel.); Loo-u, ØTel. (Heiddal, Grandsh.), Ly-u, ØTel. (Grandsherad), Num. Vald. (Bagn), Hadel. Totn, Rom.; Li-u, Østl. (mange St. i Odal, Smaal. Oslo, Ring. Hadel. Land, Gausdal); Ludu, Stjør. Strinda; Lugu, Tel. (Bø); Lu (bestemt: Lu´ee, plur. Lu`i), Hall. (Gol), Ork. (i "Hu-lu"). Lade, Nfj. (A.); La-a, SHelg.; La-u, Smaal. (Rakkestad); Läue, Löue, Follo, Smaal. Røros; Loe (o'#-ö), Gul. NØsterd. Paa mange Steder er "Löue, Loe", en Hølade i Udmarken, mens Hømagasinet hjemme er i "Laave". Lae og La n. d. s. Vestfold (Lier, Hov), Modum og fl. Se A. 2) en Stabel? "Støe upp æe Lo-u". Tel. (Vinje og fl.). Se Løda (øø).

lødd adj. om Skydevaaben: af det eller det Kaliber, "Lood". Nfj. Sfj. grovlødd, finlødd.

lødde, se loda, lodda.

Løding? m. 1) tør Landvind. Vesteraalen. 2) frisk Bris; maaske især fra Landsiden. SHelg. og Finnmark: Løøing. Se Løda.

Lødesims f. øverste Stok i Tværvæggen i Laden mellem Lo og Hørum. Agder. Nogle Steder, synes det, en Bjælke mellem det øverste af denne Væg og den med den parallele ydre Tværvæg. Agder. Se Sims.

"Lødeslaatt m." A. "Louvslaatt" er i VTel. (Vinje) 12 Maal Jord; i ØTel. (Sauland, Heiddal) 24 Maal Jord. Vel for Lo-u; A.

løg-gletten adj. med et skalkagtigt Blik; med Latter tittende ud af Øienkrogene. Vald. (Vang, V- og ØSlidre): -glættin.

Løgja f. Ophold = Løgja. Rbg. (Sæt. Evje). "Ei (äi) Løje imiddjom Eelæ".


løgja v. impers. (er, de), om Veiret: stilles noget. SætB.

"Løgje n. Løier". A. Løju, Flertal, Hall. 2) Trang til at lee; se Læje.

Løglu plur. Løier. Hall.

løglæten adj. skalkagtig. Vald. (VSlidre). Eet med løg-gletten?

Løgning m. En som er fuld af Løier; Galning. Sogn (Lærdal, Aurland).

"løgta v." A. "Lykta inn (Høy)", benytte en Opholdsstund, Løgt f. el. "Lykt" til at faa bjerget (Hø). Nhl.

"Løk m. 1) dyb og stille Bæk". A. Num. Ma. Nfj. Mest om Sump-Bæk som for det meste gaar skjult af Græstørv eller Mose; Ndm. 2) blank stille Plet paa kruset Vandflade = Kjelda, Tjørn. Ryf. 3) liden stille Vig af Elv. NGbr.

"løkja v.n. danne blanke Striber". A. VTel. (Mo). "Vatni løkjar". "V. løkja seg"; Voss.

løkja v. (er, te), 1) holde slapt, med svagt Greb. Salten? 2) støtte sig meget let (svagt) paa en Fod som er lidende. Hard. Voss. "Hestn sto^u aa løkte". Ogsaa: "Hestn staor aa kjæle(r)"; Hard. Jf. Look.

Løkje n. (og f.), en plump slap og doven Figur; en grov plump Person, som er el. sætter sig udenfor "Folkeskikken"; en Kyniker; et Drog; en Halvfjante (især i denne Anvendelse ofte f.). Ndm. Romsd. Sdm. Nfj. Nhl. Shl. "Eit Olmose Løkje", Sdm. Ovløkje (Aa-); Nfj. Sdm. Daudaløkje (Döuga-), Shl. Nhl. Jf. Lok (oo) m. – A. har en spesiel Anvendelse.

løkjen adj. kjælen efter sin Moder; hængende i Skjørterne. Nfj. (Stryn; sjelden). Maaske til Løk, Navlestreng. Jf. iløkjen.

"løkjutt adj." A. 2) fuld af Løk 2). Ryf.

Løma f. en vældig, ligesom overskyggende eller truende, Figur. Ma. (Holum). Lidt usikkert, ialfald sjeldent. "lyma" lyder her "lyyme", og "løyma".

løma v.n. (ar?), blive mildere = læna. Tel. (Mol.): løme. Vel for lym(m)a A., til lum.

Lømor f. plur. lunkne Vindpust el. Øieblikke i koldt Veir. Tel. (Moland). Til løma.

Lønjatre n. Løn. Lønjave(d) m. Smaal.

Løpsa se Lepsa. Lørja se Lerja.

lør(r) v.a) lure, se lera; b) blunde se lurra.

lørr, lørrin se lyrgja, lyrgjen.

"Lørung m. Ørefigen". A. Sogn. (Aurland). Løringg, Hard. (Kvamm, Odda). Lyyringg, Sogn (til hlýr, Kind? jf. lyra, lytte). Leerungg, Nhl. (Eksingadal). Læringg, Nhl. (Hosang). Lusing d. s. Sfj. og fl.

Lørva f. Pjalt = Lurva, Larve. Helg. Østerd. Østl.; Namd. og Ndm.: Lärv'#-Lörv'. "Golvlörve, Kopplörve, Kusulörve", Østerd. – lörvaatt adj. pjaltet. Namd. og fl.

"Løvd f. Haandbred". A. Ma. Tel. (Mol.). 2) de fire Fingres Bredde, modsat Tumeløvd dvs. de 5, og Sprikjeløvd.

løvda v. (ar), maale med Løvd. Ma. (Bj.).

"Løya f." A. Laue, Vestf. Hedm. Løve Dramn.

Løya f. fint blødt Uldgarn af forskjellige Farver; mest: Flandergarn og Zefyrgarn. Tel.: Løye; Sæt.: Laaye (og Löye). A. har "Løgja" hvilket i de Maal vilde lyde "Løje" – Løyegarn n. d. s.: -gaan. – løyesauma v. brodere med Løye.

løyen adj. løi, ligegyldig; passiv. Vestfold (Hov). For løgjen, til Løgje dvs. Ophold?

Løyft f. Rende, se Løypt.

"løyn adj." A. forbeholden; løynsk, slu. Hall.

"løyna v.a." A. 2) løyna seg, snige sig. Tel. Rbg. "Løyne seg tee", snige sig til; "løyne seg inn paa ein".

"Løynd f. Hemmelighed". A. Er i Hverdagsbrug i SætB. og V. og i VTel. (Vinje).

Løyndargang m. Løngang. Ryf.: -gaang(g).

Løynda(r)hola (o') f. skjult eller afsides Krog eller Fordybning (Hul). Jæd. (Time).

Løyndehol (o') n. Skjulested, Smuthul. Sæt.

Løyndomstrege (e') m. dulgt Sorg, Anger, eller Harm. Rbg. (Aamlid, Sæt.). Mest i Stev.

løynen adj. tilbøielig til at dølge sig; let tabt af Syne. F. Eks. om Vei. Sogn. løynfengd og løynfengjen adj. hemmelighedsfuld, dulgt; overdrevent stilfærdig. Tel. (Rauland, Aamotsdal; Wille).

løynfisa v. se lur-. Mest: lønn-. Østl.

løynhøyrd adj. ladende som man ikke har hørt; overhørig, ulydig. Innh. Ndm. Oftest: lönnhört (ö#-ä). I Ndm. (Aure): læn(n)hørt; til lina (læn(n)a, lin (i')?.

løynkaat adj. fuld af tilbagetrængt, kun sjelden frembrydende, Lystighed. Ma.

Løynkulp m. dyb Pyt som er dækket af Plantevækst. Ringerike: Lønn-.

Løynkvaada (o') f." A. Vald.: Løynkvo-u, -kvø-o, -kvöu; Helg. (Vefsn): Lønnkoovä.

"løynsk adj." A. lønsk og lynsk, lurende, underfundig; ofte næsten: lumsk. Totn, Vestfold, Tel. Ringerike.

løyp adj. villig til at slippe Barken; om Træer om Vaaren. "Selja æ løyp", Namd. Helg. – løypen adj. d. s. SHelg.

"Løypa f. 1)". A. Om kaad Streg; Sdm. – 4) Løb; baade Handlingen og Stedet hvor der løbes. Hall. "Sæta tee ai Laaypæ". 5) Pas, Rende el. Fure, hvorigjennem noget pleier at styrte eller skride frem. Sogn, Vald. "Snøløypa", Sneskredsfure. "Räenslaaype", Renens sædvanlige Strøg (Passage). 6) "Gao seg i Løypa" = g. s. i Laupa. Sogn (?Vik). 7) Ophedning ved Paahældning af kogende Vand, Infusion; ogsaa: den saaledes ophedede Masse; se A. 3). Dal. 8) Sumphul som ikke tilfryser. Vald (Vang, Slidre). "Myyrlaaype".