A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

murta v.n. (ar), 2. = furta. Fosn, Helg. Og = murpa. Hall. NGbr.: moo(r)te. Eet med foreg.? jf. murka. – murten adj. tilbøielig til at murta dvs. furta, murpa.

[Murta f. Træmorter. Murtepinne m. Tel.

"Murteferja f." A. Ma. Mergus merganser.

murtegja (uu) v.n. tie bom stille; tie "som en Muur". Dal. Ryf. Se Mord.

murtruen adj. = murgjeven. Dal. Ryf. Og maur-.

murtrøytt adj. meget træt. Nhl. (Sund).

Murueld, Mörueld se Moreld.

Murul m. 1) liden Tingest, Pusling. Romsd. Ndm. STrondh. og fl. "Uksemurul, Kniivmurul". Mörel, -il d. s. STrondh. NTrondh. 2) En som lidet udretter med sit stadige Arbeide; en Pirker. Tel. Til mura; jf. flgg.

Murv m. og Murva f. 1) liden forknyttet, vantrivelig Figur; Pusling. Tel. Gbr. 2) Stymper som intet udretter. Ryf. og fl.

murva v.n. (ar), sysle jævnt med smaat Arbeide; pirke, pusle = murka. Tel. Sæt. Ma.

murveleg og murven adj. 1) lig en "Murv". 2) tilbøielig til at murva. Tel. Ma. Ryf.

Murvell m. = Murv 2). Ryf.: edl.

Murvælt se Maurvelta, Mordveitsla.

Murvæta f. liden magtløs Stakkel, liden Stymper. Ryf. Oftest: Moorvæta og -væda. Dunkelt. – Ogsaa: "Maurvætla"
og "Moorvætla"; Rog. Se Maurvelta, Mordveitsla.

"Mus f. Mus". A. Former som af "Lus". 4) forreste Spids af Overlæben. Tel. (Rauland). – 5) Stof; Kraft? I "Ostmus", "kjæsmus", (Alemus). Jf. Musk, Must.

Musa f. musgraa Mær. Gbr. (Lom).

?musa (uu) v.n. gnave; mane, trygle = gnaga, gnaala. Trondh. (Bynes). "Muus' paa".

musa (u') v.n. 1) hviske. Se A. Sæt. Tel. 2) smaasnakke, især med sig selv. Li. – musast v. recip. hviske sammen. Sæt.

Musafoldr (uu) f. = Musfella. Sfj.

Musaleik (u') m. Hviskeleg. Tel. (Mo, Vinje).

Musapøs (uu) m. Vikkebælg. Nfj. Se Pøs.

musbrun adj. graabrun. Ryf.: muusabruun.

"Musk (u') n." A. 4) Fnug, Skjæver; endog: Smaastumper, smaa Lapper = Rusk. Sæt. Ma. Ryf. Vald. 5) uordentlig Masse af Smaadele, Røre. Mest: "Rotemusk, Runamusk, Allemusk".

Musk n. 2. Stof; Kraft = Must, To. Romsd. Trondh. Helg. "D'æ Musk i (mæ) Kar´n". Jf. muska; Muske (Aroma).

Muska (u') f. uordentlig Hob eller Masse; Røre. Se Musk. Sogn (Lustr). "Ei heile M."

muska (u') v.n. og a. (ar), 1. arbeide kraftigt; drive stærkt paa. Shl. Nhl. Voss, Sogn, Hard. "Muska paa". "Muska ihoop", samle i en Fart. – Muskar m. En som muskar; driftig Person.

muska (u') v.n.2. klippe Skjægget. – Muskeskjære m. Skjæggesaks. Hall.

muskast (u') v.n. (ast), gaa op i Fnug. Sæt.

muskeleg (u') adj. graalig = musken. Tel.

"musken (kj) adj. disig". A. Shl. 2) ureen i Farven = muskutt. Nfj. Sogn; i Hall. især: ubarberet. 3) musgraa. Shl. "graamuskjen", d. s. "svartmuskjen", mørk af Hud og Haar; NBerg. Ogsaa: "myskjen, svartmyskjen"; Berg.

muskja v. uddunste, lugte; se myskja. Stjør.

Muskr (u') n. Smaadele = Musk, Rusk. Ma.

musla (u') v.n. 1) arbeide smaat, virke smaat; pirke, pusle = mutla. Tel. Rbg. Ma. Li. mutla, Li. Dal Jæd. Ryf. Shl. Hard.; muhle, Nfj. Gbr. "Muddra o musla", virke saa smaat. Li. "Mutla aa graota", = mykla. Hard. "Da mutla o rigne". 2) gaa omkring stille og for sig selv. Ma. Rbg. Tel. og fl. "Mutla Sko", lade Tøffelen gaa; en Leg; Dal. Sv. Diall. mussla sko. – Musl m. en stille, tilbageholden, lidet driftig Person; Pusler. Agder. – Musul m. = Musl. Tel. (Kvitseid, Raul. Vinje og fl.). – muslen adj. tilbøielig til at musla. – musleleg adj. lig en Musul. Tel. – Ordene synes hænge sammen med musa, mysja, mussa (og med Mus, se flg.), men hægter sig ogsaa til mutla dvs. pille, pusle osv. (Mutt, Mutul).

Musling m. Stymper. Sfj. (Førde). Se Mysling.

mussen adj. som vil mukke, "mussa". Sfj.

"Must (u') f. Kraft osv." A. = Musk, To. Østerd. og fl. "Ale-must".

Mustr (u') n. Livsmod; Liv. Sogn (Hafslo). – mustrig adj. fuld af Livsmod. Sogn.

mustra v.n. 1) hviske, mumle. Hard. Ryf. Jf. musa. 2) smaasnakke i eet væk; især om Børn: mane, trygle = gnaala. Sogn, Voss, Hall. (Nes). moostre, mane; Hall. (Aal), se A. 3) knurre, mumle, mukke; ogsaa idelig vise Misnøie i Ord eller Gebærder. Sfj. muustre, myystre, d. s. Sfj. (YDale); se d.

mustug adj. kraftig; fuld af "Must". Østerd.

Musul m. = Musl; se musla. Tel.

musutt adj. fuld af Muus. Hall. og fl.

Musøyra n. 1) Blad som begynder at titte frem af Knoppen: Dal. (Hedland). "Fysst dør æ Muusøyre paa Tree´e, so æ dør Ma(t)d fyr Gei(t)dæ". 2) = Naarislegras, Linnea. Tel. Meddelt. 3) Blad af Griplyng. Tel. Meddelt.

Musøyregras n. Salix herbacea. Hard.

"muta (uu) v.n. skifte Fjæder". A. Li. myyta d. s. Ma. – "mutast v. løsne osv." A. Ryf. mutast burt, svinde hen. Ryf.

"muta v.a. og n. (ar), 1) a) skjule; b) søge Skjul". A. Innh. Sdm. Hard. og fl. Saaledes: a) gjemme bort i Smug el. uretteligt; forstikke; begaa Underslæb. Hard. (Odda). "Muuta unde seg". "Muute se(i)", stikke sig bort; Vestfold. b) stikke sig bort; gaa for sig selv. Sogn (Vik, Aurland). Især: trække sig stødt tilbage = furta. Agder, Sogn, Hard. Se flg. "2) bestikke". A. Sæt.: "m^euta äin av" = kaupa ein av. Ogsaa: "m^eute mæ äin"; Sæt.

muta (u') 1) v.a. (ar), "muta undan", gjemme uretteligt; stikke til Side. Tel. (Høydalsmo og fl.): "muta oonda". 2)"mute fram", bevæge sig frem næsten umærkeligt; rykke ganske lidt frem; stikke sig lidt frem. Sdm. (Volden). "D'æ so mykje dæ muta fram" (i Andror). "Stein´n muta fram", idet den rokkedes. Ogsaa: mute seg fram; Sdm. Jf. mota, smota, smuta. Glider let over i foreg., som synes være muuta, men dog paa nogle Steder at lyde muta (u').

"Muta f. Løndom". A. "I Muuto", Vald. Hard. "I Muto (u'?)", Sogn (Vik). Og: "i Smäuto", Sogn.

"muten (uu) adj." A. = myten. Hard. Tel.

Mutepening (uu) m. Stikpenge. Sæt.

Mutl m. liden Kniv = Mutel. Sdm. (Hjørungfjord): Muhl, Knivmuhl. Jf. Mutt.

Mutletjuv m. Smaatyv, Rapser. Shl.

"mutra (u') v. 1) mumle". A. Jæd. og VAgder: muddra; oftest: tale med sig selv. "2) holde sig afsides". A. Sogn. 4) arbeide el. virke saa smaat = mutla, musla, murka. Li. "Dæ muddra o brenne".

Mutt (u') m. 1. 1) kort Stump af Straa og dl.; oftest kollektivt: Avner, Klid, "Saad",
i Meel og dl. Ogsaa: Fnug, Gran. Rog. VAgder, Tel. "Kvor einaste Mutt´n o Molen"; Tel. – Muttagryn, smaa Havregryn med Skal iblandt. Dal. – "Smaatt sum Mutt". "Rutt o Mutt".

Mutt m. 2. = Mutl, Mutel, Mudd, Mjudd. Ndm. "Kniivmutt". Maaske eet med foreg.

Mutt 3. og Mutte (u') m. Nat- og Aftensommerfugl; særlig: Møl = Mott. VAgder. "Mol(l)" er Larven.

mutta (u') v.n. (ar), skyde frem Munden, "Mutt"; surmule. – mutten adj. 1. mut. "Sidja o vera mutten o inkje vilja svara". Li. (Eikin).

mutten adj. 2. bestaaende af "Mutt", (1) Avner osv.; fuld af "Mutt". Li. Dal. "Straae æ saa stytt o mutte". "Mjøle æ m."

Mutul(l) (u') m. En som intet magter og udretter, En som "mutlar"; en svagelig, folkesky og lidt svagsindet Person; en stakkels Tingest. SætB.: Mutuli; Ryf.: Mutudl og Mudedl; Dal.: Mudel og Mudle. "Ein M. te Kar, te Hest, te Kniiv". Hører maaske med "mutla, musla", i nogle af dets Bett. til muta, mutra, myta.

"My n. Myg". A. Mytt, Vestfold, VAgder og fl.; Mydd (eller Mytt?), Nhl. (Mo); My f. Helg. (Velfjord), Salten (Lødingen).

my v.n. (myyr, myydde, myytt), vrimle af Smaadyr. Nhl. (Samnang? Aarstad), Østl. (Smaal. Vestfold og fl.). "Dæ myyr aa kryyr, saa fullt ær dæ". Sv. Diall.: mya, mugga, mynga, myla dvs. hvimla.

"mydja (y') v.n." A. 2) vrøvle. Sdm. 3) mø mødde mødd, strø "Mod". NØsterd.

Mygl n. = Mygla f. Gbr. Ma. og fl.

mygla v.n. (ar), gjemme for længe paa noget. Rog. "Mygla paa Mat, Pænga(r)". Vel væs. eet med mygla, mugne. mygla ut, plukke ud det sletteste? Rog.

myglen adj. skimlet = mygla. Ma. og fl.

"Myhanke m." A. Myhakk n. Tel. og fl.; Mjøhaak m. Shl.; Mehaak m. Shl.; Mehaank f., Fl. Mehænk, Nhl. (Eks.); Mehænkje f. Vald. Busk. Hadeland; Mehönke f. Rom.; Mehænkjekrakk og -kraakaa (dvs. -krake), meget stor Myg, SGbr. Hadeland.

"Mykelleike m." A. Om Størstedelen = Storleike; Romsd. 2) Storhed, Størrelse; Megenhed; Mængde. Voss. "Magjen va sto^uru, men da va kje Mykjeläikjen 'tao da ho aot so gjo^ure da".

"myken adj. megen. myket adv. meget". A. "Han æ mykjen fyre seg", meget driftig; Sogn (Aurland); G. N. mikill fyrir sér. "Han æ mykjy paa dæ", stor paa det, storagtig; Tel. (Bø). "So mykje som" = omtrent; jf. Eng. much (the same).

"Mykja f. Dragt Prygl". A. Romsd. Ndm.

mykja v. møge; om Dyr. NGbr.: møkja.

Mykjabosa f. skiddent Halmleie. Follo og Rom.: Møkaboosoo, -u. – Mykjadyngja f. og -dungje m. = Mokdunge. Shl.: ø. – Mykjagreip f. (Mykgraipe m. SætV.), Møggreb, har flere end to Tænder; mens "Mykjarstyng m." A., Mykjestyng Hard., Møkasting Smaal., Mykstøngge VTel., Mykstingge Sæt., har kun to. – Mykjalampar m. en "Lampar" (se d.) til Møg; Hall.: ø. – mykjaveld adj. yderst skiddenfærdig. Follo: møkavællt.

"?Mykje (yy) m. det myge el. bløde, f. Eks. indenfor en Brødskorpe. Voss. Usikkert.

mykla v.n. (ar), "m. aa graota", begynde saa smaat at græde; om Børn og Kvinder. Hard. (Ulvik, Ullensvang).

"myklast v.n. 1) bli rørt til Graad". A. Nfj.; Ndm.: "E myklast mæ", især af Harm. "2) grue". A. Stjør. "Æ(g) møkles för (fär) aa gjaaraa dæ", jeg krymper mig ved = "æg æ møklsam för dæ".

Mykreda? f. "Mykræe", Ørret i første Aar. Sdm. (Norddal). Se Kreda.

mykrutt adj. tilsølet. Innh. Til Mykr f.

Mykstøyta f. tung plump Person. Østl.

mykta el. møkta v.n. (ar), 1) = mjøkta. 2) kræve klynkende. Hard. (Kvamm, Ullsv.). "Mykta itte Mat".

Myl (y') n. = Mul. Tel. Og: Møl; "Høym.".

Myl (yy) m. En som gjerne "myler", se flg.; Surmuler; Flæder. Hard. "Kolamyyl", En som har kullet sig i Fjæset. – Myla (yy) f. = Myyl. Ryf.

"Myla (yy) v.n. 1) flæbe osv." A. Shl. Ryf. Sæt. Ogsaa: "setja Myyle". n. Shl. Og: myydla Hard. (Kv. Odda). "2) smile". A. Voss, Sdm. Nordl. 3) sætte Mulen frem, overhovedet. Sæt. 4) svømme med Næbbet over Pandet; om (smaa) Fisk. Sogn. 5) give Lyd med lukkede Læber = tryta. Ryf. (Suldal). 6) ikke tale ud; mumle. Sæt.

"Myla f. stor Mængde". A. Shl. Jf. Mylsa.

Mylapp m. Frø = Lappe. NGbr.

"mylda v." A. 3) hyppe. NGbr. milda d. s. Sogn, Shl. – "Milderiva f." A. Rive til at hyppe Kartofler. Shl. Sogn.

"Myle (y') n." A. Møle, Nfj.

Myle (yy) n. se myla v.

mylen (y') adj. gruset; smuldret el. smuldrende sig. Tel. Rbg. VAgder, Jæd. "Mylen Snjo", Sne som har været iisnet og siden knust. "Mylne Jooreple", ikke netop melede K.

Mylja f. Røre, Masse = Myla. Rog.

"mylja v. smuldre". A. Rog.; Rbg.: mylje og myle; Li. og Tel. tildels: møla. "De teke te mylje nee", snee stærkt; Tel. (Laardal).

"Mylja f." A. Milje, Røros; Milli m. Innh. (Beitst. Leksvik), Namd. "Kinnmilli".

myljen adj. = mylen. Tel.

"mylkja v.a." A. mykkje, VTel.; mjelka og -ø-, Shl. (Etne; malke hedder: malka). 2) suge vedholdende, f. Eks. paa en Tobakspibe. Tel.
Mylkr n. smaat Affald = Myl. Nhl. (Eks.).

"Mylna f. 2) Mølle". A. Mjuune, Mjæune, Mjöune i flere Stedsnavne i Ma. (Holum, Lauvdal, Finnsland, Audndal): Mj^eunesvoll, Mjæunægra, Mjæunekleiv, Mjæunaasn, Mjæunebrokka; næsten overalt er der Mølle (hedder nu "Kvedn") eller Møller lige ved. Mjoone i "Mjoonøy, Mjoonehougjn", Stedsnavne med Mølleanledning tæt ved (ensteds Vindmølle?), i Tel. (Vinje). Som ved Kylna, Kjuuna, Kjoone. Hid ogsaa "Mjøndaln" i Eiker i Vestfold og fl. G. N. (Dipl. Norv.) mjulna, mjolna, mjuna; Vestgötalag: myulna.

"Mylnar m. Møller". A. Mølnar (øø), Gbr. (Vaagaa); Mulnar, Vald. (Ø- og VSLidre), Gbr. (?Lom); Mjølner, Rom. Odal, NSmaal.

"Mylnebyr (y') m." A. Hard.

Mylnekall m. = Kvernkall. Helg.: Möln- (tykt ln el. N).

Mylneverd n.? Møllepenge. SHelg.: Mölnval.

Mylsa f. 1) stor uordentlig Hob; Røre. Dal. Li. Tel. "Ei heil Mylse mæ Kklæ'ir"; Tel. "Dæ ligg i ei Mylse",. Mørse (tykt rs el. S); Hall. Jf. Myla, Mylja. 2) tung doven Person. Tel. Se Mylsa, A. Smaal.

mylsa seg v. (ar), dovne sig. Tel.

Myls(e)graut m. Grød halvt af Kjernemælksost. Ndm. – "Mylska f." A. Ryf.

mylseleg adj. røre-agtig. Tel. "M. Mat".

mylsen? adj. = morken, om Ved. Smaal.: mørs`n (tykt rs el. S).

Mylsnjo (y') m. = mylen Snjo. Tel. (La.).

"Mynd f. Egenskab osv." A. Særlig: en hemmelighedsfuld Egenskab, Evne el. Magt, især til at vinde = Gjæva. Sæt. Tel. (Tuddal). "Rev´n heve den Mynd´æ, at itt han stænd' unde Vagli so dett´e Høns´æ ni´e"; Sæt. "G^eutn heve den Myndæ mæ seg at adde Jæntune æ gla' i 'an". Sæt. "De f^uyer äi Mynd mæ 'o" = go^u´e Agji; Sæt. Mynt f. Ma. Li.; ligesom "Aant" dvs. Aand (And), "Vænt" dvs. Vend. "Hu he slig ei Mynt mæ seg, d'æ sum hu fydde upp heila Stovaa".

mynda v.n. (ar), ro med et Redskab som dyppes ned skiftevis paa den ene og paa den anden Side. SætVB. "Mynde seg yve Vatni mæ äi Staangg"; B. Se minna. Nordsvenske (Finnland, Vesterbotten, Dalarne, Helsingland osv.: "Norske", Lundell) Diall.: mynd', mynda, myyn', minn' dvs. dels omtr. d. s., dels = minna.

myngja? v. (er, de), 1) gjemme paa, ruge over; især gjemme saa længe paa noget til det gaar tabt for En. Ryf. Røldal, Hard. (Jondal). "Han ligg´e mynje(r) paa dæ". "Han laag myngde paa dæ te dæ kom bort før 'an, myngde paa Sølvpængar". "Ho laag aa myngde paa dæ, te dess dæ va utskjemt". 2) ruge over; grunde paa. Ryf. Ordet er maaske kun en af myngla (mugne), mingla (spare), fremvirket Afændring af mynja. Synes ogsaa at have Imperfektet: "mynde" og "munde".

myngla v.n. mugne = mygla. Voss, ØTel. (Tinn, Bø). Ogsaa: mingla, Voss; se mingla, A.

Myngla f. Skimmel. Voss, ØTel.

"mynja v.a. (ar), ynde". A. Ryf. Røldal. "Eg mynjar dette, eg vi kje øvelata deg dæ". "Du mynjar paa Skrap". Særlig: føle Slægtkjærlighed for. Shl. (Etne). 2) lægge Elsk paa, opelske; opfostre, tillægge. Røldal. "D'æ ei Kyr som eg vi mynja, som du ska mynja". "Dæ va Kalv te mynja, dæ!" "Dæ va noke aa mynja upp, sovore!" "Mynja upp ette Skrap". 3) besidde en hemmelig Kunst. Hard. (Ullensvang), Nhl. (Hosang). "Mynja i Hoop Pængga". Jf. Mynja f.

Mynja- i Sammensætnn. eller (og) Genetivforbindelser. Som: "ei Mynja-Kyyr, ein Mynja-Rett", en Ko, en Ret, man har lagt Elsk paa. Maaske ogsaa: ei Mynja Kyyr. Shl. Røldal. Jf. G. N. minjagripr Familieklenod.

"Mynja f. 1) Egenskab, Art. Voss". A. YSogn, Sfj. Nfj. Hard. Shl. Især, om Personer: en medfødt eiendommelig Egenskab eller Evne til at virke og paavirke (især vinde) Folk, en skjult Magt = Lag, Fylgja, Hjelm. Berg. "Ho ha go Mynja mæ da", faar Skik, Lav, paa det; Hard. "Han ha ei Mynje te gjere da paa"; Sfj. "Han æ ein Kar´e 'taa same Mynja"; Sfj. "Da æ slika gooa Mynje mæ ditta Menneskja", pl.; Sfj. "Da fyle slik (forundale) Mynja mæ danna Fyyr´n", noget uforklarligt uhyggeligt klæber ved den Person, Sfj. (YDale). "Da fyl(gj)e (ei gooe) Mynja mæ'an", han vinder og imponerer; Hard. Shl. Sogn. "Han hadde slik Mynja mæ seg"; Hard. Shl. "2) Tilskikkelse osv." A. "Da va kje noke goo Mynje mæ da", der fulgte intet godt med (efter) det. "Da fyle ei Mynje mæ slike Tingg". Sfj. "3) Mindelse; Spor af en Sygdom osv." A. Endog om smitsom Syge. Nhl. (Hamre, Mo), Sfj. (YDale). "Han heve (ha) fængje den sama Mynjaa, han og". Jf. Beig, Bæv; Eim. 4) hemmelighedsfulde Evner, Kræfter eller Kunster; jf. 1). Nfj. Sfj. Sogn, Hard. "Han bruka (brukte) alleslags Mynje(-a) te aa faa sleje Orm´n i Hel"; Nfj. Sfj. "Han brukte slike Mynja" (Fagter, Kunster, "Kuklemente"), Sfj. (Førde). "Han bruka baa Makt aa Mynje". "Han took baa Makt aa Mynja fraa meg, eg hadde kje Velde te noken Tingg"; Sfj. YSogn. Særlig i denne Anvendelse er Ordet endnu Flertal: Mynja(r); G. N. minjar. Se A. Fra Sdm. (Borgund) er optegnet: "D'æ 'taa
dei Mynjanne so alti", det er af samme Grund som altid ellers.

"mynjarsam adj." A. mynjesame, Ryf.

mynjast v. "Han mynjast upp atte", hans Slægt gjenreises. Røldal. Se mynja.

Mynjeskap m. 1) Venlighed. Ryf. (Vikadal). 2) vid Slægtkjærlighed. Shl (Etne).

mynskja v.a. (ar), tildele i smaa Portioner. Jæd. (Haa). "Mynskja Mad´n". "Mynskja Pængane uud aad 'an". Jf. mingla.

"mynstra v." A. 2) "mønstre paa", øve sig paa f. Eks. en Melodi. Tel. (Mo). 3) "mønstra mæ ein Kniiv" = fikta. ISogn.

myrblaut adj. meget vaad og sølet. Tel. myrende (adj.) b. d. s. Tel.

Myrbradd f. Bred af Sump. Ringerike.

myrbrenna? v.n. (-brann), brænde vedholdende, men svagt; ulme. Oslo: mørbrænne. Se Mord (myrja, mura).

"Myrbukk m." A. Myyrabukk, Nhl.

"myrda v." A. myyra (er, de el. te), VAgder, Rbg.

Myrdik (ii) f. Pøl i Mose. Ringerike.

Myrdiss n. = Dissemyr. Vald.: Myyre-. – Myyrdysse f. Mudderpøl. Vald. (VSl.).

Myrdorr (o') f. liden Sump. Rom. Hedm.

Myrdos(s) f. og n. Kratbevoksen liden Sump, vaadere end "Dorr". Rom. Vinger, Østerd.

myrdrikka v. = mord-. Ryf.: mør- og myyr-.

Myrfisk (yy) m. = Frosk. Innh. og fl.

"Myrfivel m." A. Ma.: Myyrfiibl.

Myrfloge (o') m. Pyt i en Sump. Land, Ringerike (Modum) og fl.: Myyrflaagaa.

Myrfogg n. (gammelt) Græs som staar tyndt (og umeiet) paa Sumpene. Rog. Oftest: "Myyrafaagg"; og "-fjagg, -fjugg, -fjaks".

Myrfrost (o') n. en Sygdom under Hovskjægget paa Hest. Ndm. Andensteds: Mugg.

"Myrgjota f." A. -jaatte, Follo; -häls, Totn.

Myrgraup f. dybt Bækkeløb i Sump. Vald.

Myrgytja f. Sumpslam. Østl. Svensk?

"myrja (y') v.n. grave; arbeide ivrigt". A. Rog. Agder og fl. I denne Bet. helst: "myrja paa", og i VAgder ofte glidende sammen med myrda i Formerne: myyra, myyrte (-de). "Han myyrte o aat". 2) knuse; som Isl. myrja. Sæt. "Myrje sund Epli" = mylja. 3) "myrja i seg", æde vedholdende = myreta. Ryf. 4) virke el. arbeide stille og jævnt = mura, mora, murka osv. Nhl. Jæd. Dal. Agder, Tel. I ØTel.: mørjaa mør murde murt. "Da myr´e a brenne"; Nhl. "Dæ myr´e seg tee", det laver sig langsomt til Regnveir; Jæd. Dal. "De mør aa værkjer", ØTel.

"Myrja f. = Eldmyrja". A. Hard. (Kvamm). – myrjande adv. "m. häit"; Hard.

Myrjadar m. = Myrbradd. Namd.

Myrje-Kar, Myrje-Fant m. stor svær voldsom Karl. Ryf. Røldal. Maaske ogsaa: "Myrje Kar". – Myrje-Tak n. voldsomt Tag (Greb). Ryf.

Myrjel m. liden Figur; lidet Kræ. Hall.: -il.

myrjeleg(e) adj. og adv. voldsom(t); anstrængt; overvættes. Ryf. Røldal. "Han sprang mørjalege", Ryf. "Myrjaligt (ø?) stoor´e", Røldal. Og: "formørjalege", adv. Ryf. Og: "formørjanes", adv. Ryf. "Springa, skriika f." – "myrjutt". A. Ryf.

myrjen adj. grumset, uklar. Sfj. (Førde); Nhl.

Myrjevedr n. uklart Veir. Sfj. (Førde).

"myrk adj. mørk". A. "Han gjere kje antan (antell) myrkt ell meint", han gjør ingen Fortræd. Li. Dal. Ogsaa: "Han gjere kje antan myrkje hell meina", v. d. s. Li. Se flg.

Myrk. I Udtrykket: "ikkje Myrk elde Mein" dvs. ingensomhelst Fortræd. Agder. "Han gjo^ur' inkji antell Myrk hell Mäi(n) de minste Baan"; Sæt. Fra Sæt. (Sandnes) er meddelt Formularen: "Statt du der i Stokk o Stäen, So gjere du kji mäi antell Myrk hell Mäen". "Han æ saa snille: han gjer' ikkje nogen antall (antell) Mørk ell Mæen"; VAgder (Fjotl. Holum). Ogsaa: "Ikkji Murke hell Mäen", d. s. Sæt.; "ikkje Murk hell Mæen", Ma. (Aaserall); Murka, lidet Saar, er maaske indkommet under Forsøg paa at klare for sig Dunkelheden. "Der va kje antell Mørk ell Mæen o sjaa", der var ingen Skade, intet Saar (intet Mærke?) at see. Ma. (Holum; her ligesom i Fjotland hedder dog myrk adj.: "mørk"). Fra Vald. (Aurdal, VSlidre): "Han ha(r) alder gjoort hono kørkje Mørk (Murk) hell Mäin", han har aldrig gjort ham nogensomhelst Fortræd (myrk hedder i Slidre "murk").

"myrkdæmd adj." A. Hall. Sfj.

Myrking f. = Myrkning. Hall. Østl.

Myrkje m. Indtryk paa Øiet af noget mørkt fra en Ting som viser sig paa Afstand; dunkel Plet; Skygge = Sverte. Hard. (Ulvik). "Eg saog berre Myrkjen 'tao da, eg fekk kje Greia pao ka da va". Se A.

Myr-kjos f. græsdækket Vig af en Sump, hvilken stikker ind i høiere Terrain. Tel.

Myrkn f. = Myrkr. Hard. Røldal, Shl.

"Myrkn n." A. Shl. Sæt. Myr(t)n, Gbr.

Myrløypa f. Sumphul som ikke tilfryser. Vald. (Vang, Slidre).

myrna v.n. om Luften = myrja til. Jæd. (Haa). "Dæ mørna tee". Til myr(r)en.

Myrpøys m. Pyt i Sump. Ryf.

Myrr n. Skum og smaa Hvirvler over en Fiskestim = Uppfar, Yr. Ryf. Jæd. Ogsaa: Mørr og Murr; Rog.

myrra v.n. (ar), 1) danne smaa Hvirvler og Blærer, "Myrr", i Vandfladen, om Fiskestim; = yra, revja; ogsaa om en Ting som kastes i Vandet. Ryf. ”Sillaa myrra”. Oftere: mør(r)a, Ryf. Ogsaa: murra, Rog. "Dæ mørra ette Steid´n". 2) krille, se
mirra. Ryf. Jf. yra. 3) mane, se mirra. Ryf. 4) pusle. Helg.

Myrra f. 1) disig og noget fugtig Luft uden egentlig Taage. Jæd. Ryf. "Myrra aa Skodd". "Skoddemyrra". 2) = Skodd. Li.

Myr-rave m. en Sumpstrimmel som meies. NTrondh : Myyr-ravi, -raaw(gh)aa.

myrren adj. disig; lidt taaget. Rog. Li.

Myr-renna f. en af rindende Vand gjennemsivet Græsstrimmel i en Sump. Tel.