A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Myr-rispa f. smal Myrstrækning. Østerd.

Myrsaks m. (og n.) = Vallsaks, narthecium. Innh. (Leksvik). Maaske ogsaa: "-sakse".- Se Fjellsakse.

Myrsev (e') n. bitte liden Kilde i en Sump; den er gjerne omgiven af et lidet Græsparti. NVTel. Oftere: Myyrsæve f. NVTel. (Vinje, Rauland). Jf. med Formen: Ev, men: Ævi n.; Æve f. dvs. Eva.

Myrsig (i') n. liden skraanende sumpig Sænkning. Østerd. (Aamot): Myyrsei.

Myrsik (i') f. og n. liden Sumpstrækning, som Vand siver igjennem og fra. Nhl. Voss, Tel. Rbg. Se A.

Myrslakkje m. smal svagt skraanende og fordybet Sumpflade. Tel. (Vinje). "Kjos" er vandret.

Myrsloka (o') f. lang rendeformig Sump. Namd.: -slookoo. – Myrsløkja f. d. s. Tel. Innh.

Myrslækja f. = Myrrenna. Tel. (Rauland).

Myrsnelda f. = Augnestyng, Libellula. Gbr. (Lom). Meddelt; og "Ormsneldra".

Myrstrype n. Snævring paa en M. Røros.

Myrstudur m. lav kroget Sump-gran. Trondh. (Innh. Strinda, Selbu, Fosn og fl.). Og: -stuwur, -stuwghur, -stug(h)ur, Innh. (Verdal, Stjør.), Selbu. Se Studur (Stugur). Og: -stul, Namd. Vel *Stodur.

Myrstupul m. = foreg. Trondh. (Børsen).

Myrsund n. = -strype. – Myrsæve se -sev.

Myrtaug f. 1) langt Græs som Fæet haler med Mulen op af Sumpen. Rbg. (Aamlid). 2) Græsset af Myrfivel. VAgder.

Myrtog (o') n. = foreg. Tel. Til toga.

Myrtogl (o') n. og f. = Myrtaug. Agder.

Myrtvare m. vantriveligt og vredent Træ, mest Fyrr, i Sump. Ndm. Se Tvare.

Myrvik f. Viig af en Sump. Tel.

Mys (y') n. Hvisken. Hard. Nhl. Til mysja.

"Mysa (y') f." A. 2) tynd Saft; f. Eks. første Kjernevædske i Korn. Sfj.

mysa (yy) v.n. (er, te), 1) sidde stille og tilbageholden i sin Krog; være indesluttet; lure. Ma. Sæt. "Han sat o m^øyste o lo^u, va so m^øyseleg", lo i Smug. "myyse ette", snuse efter, lure efter; Tel. Dette sidste i alle Fald er vel eet med mysa, A. 2) "humlen myyser", Humlen viser Tegn til Blomstklaser. Rbg. (Aamlid). Jf. mysa, plire. 3) v.a. mysa seg burt, gjemme sig bort. Ryf. Jf. mysla.

Mysa (yy) f. en folkesky svag uduelig Stakkel; Stymper. Sogn.

"Mysa (y') f. Valle". A. Misu, Vestfold (Hov; men "Mysesmør"); Moosoo, Namd.

Mysekjøra f. Valle med Ostegryn i.

myseleg (yy) adj. indesluttet; lurende. Agder. Se mysa.

mysen adj. lurende, snusende. Tel. "M. Kat".

"mysja v.n. hviske". A. Voss, Sogn.

"mysja v.a. (ar)". A. Jæd. Hall. Gbr.: ø. Hedder: mysje mys´e muste must, i Tel.

Mysjamot (oo) n. = Mosefella. Vald.

Mysje? Myske, Møske f. Sødost = Gumbe. Smaal. Vel for (Mylsa) Mylska. Jf. G. N. (Dipl. Norv.) myska for milska.

Myskesyster f. Plante som ligner Mysk: Galium triflorum (svaveolens). Oslo.

myskja v.n. 1) uddunste stærkt; lugte stærkt eller stramt. Gul. Stjør. Ogsaa: mus(k)j', Stjør. "Dæ musje Brunn 'taa 'aam". 2) snuse, veire. Selbu (Tydal). "Hunn´n staar aa mys(k)je".

"Myskje (y') m. Lugt". A. Gul. Stjør.

myskjen adj. "svartmyskjen" = muskjen. Berg.

mysla (yy) v.n. (ar), gaa taus og stille for sig selv; pusle; jf. mysa. Jæd. Tel. (Moland). – Mysla f. En som myslar; Stymper. Tel.: -e. G. N. mýsla = mýslingr. Se flg.

"Mysling (y') m. Stymper". A. Sogn, Voss, Hard. Ryf. Jæd. Dal. Jf. Mysla. Og: Musling, Sfj. (Førde). Møøsling d. s. Ryf. (Sand og fl.); til Mø(d)a? G. N. mýslingr, Museunge; Stakkel.

Myss m. Kys. Namd. STrondh. Rom. Vinger. Sv. Dial. muss.

Myssa? f. et udslidt og værdløst Klædningsstykke. Ndm. og STrondh. (Ork. Bynes): Møøss'. "Brookmøøss, Brøstduukmøøss, Huum., Trøym.". – Mysta se Miss.

mystra (yy) v.n. 1) knurre, mane. Sfj. Se mustra. 2) kommandere; drive (frem) = mostra. Sæt. "M^uystre paa Hestn". Peger, tilligemed mustra (hviske osv.) og mostra, paa musa + T. mustern.

Myta f. "Gjæra Myyte", spidse Læberne, idet Kinderne suges ind mellem Kjæverne. NGbr.

"myta seg v." A. Nhl. Sdm. Agder.

"myten adj." A. Rbg. Ned. Ma.

mæden, mænden, mændu, se den.

mækja (e'?) v.n. (ar), optræde noget vel læmpende og uselvstændigt; læmpe sig for meget; tale efter Munden; slidske. Sogn (Vik, Leikang, Lærdal), Vald. (Vang). – Mækja f. En som mækjar; uselvstændig sledsk Person. Sogn. "Mækjebrook" f. og "Mækjerøv" f. d. s. Sogn. – mækjen adj. tilbøielig til at mækja, til Mækjing f., sledsk osv. Tør, trods sin Bøining, være eet med mekja (e), gjøre læmpelig (mak), stille; eller snarere: Mækja f. er dannet af mekja (mækja) v., og af Mækja igjen
mækja v. Jf. dog ogsaa G. N. metja = lepja, og Brugen af lepja.

Mækja f. en slank og kraftig, livfuld ung Kvinde. Jæd. (Haa, Time), Ryf. (Suldal), Dal. (Sokndal). Omtrent: "Mædja" og "Mækaj". Maaske eet med "Mækja f. Sværdlilie", A., hvilken skal hedde Mæikj f. Fosn (Bjugn); megja og medgja, Færøyar. – Mækje m. Sværdlilie (Iris). Jæd. (Time): "Mædje".

?mækjast v. recip. (est, test), smaakjævles. Hall. (Gol). "Dei saato aa mæktest paa koorare". Formerne er noget usikre. – mækjen adj. tilbøielig til at yppe Kjævl. Hall. Se metjast. Maaske til G. N. metja labe (bruge Tungen).

Mækje m. en lang og tynd, veg Person. Ryf. (Tarvastad og fl.), VAgder. Mægje, Mæge, VAgder. Maaske til G. N. mækir, Sværd (Sværdlilie, Mædje m., hvilket for Resten ogsaa er Flertal af Mækja f. se A.).

Mækjin f. se Maltkylna.

mækta v.n. (ar), bræge. Om Faar; Li. (Kvin). Om Gjed; Ma. (Tveit).

Mæl n. Øieblik, Tidspunkt. Nhl. (Oos og fl). "I sissta Mæl´e". Nogle Steder: Mel. G. N. mél (mæl) Tidspunkt.

Mæleslaatt m. hvad en Karl slaar (meier af) efter Maal, ikke pr. Dag. Hall. "Slaa, skjæra, staa paa mælt", forrette tilmaalt Arbeide. Hall. Se A.

"Mæling f." A. = 8 Stenger. Totn, Smaal.

Mælingskjerald n. = Mælekjer. Hall.

Mælingsstong f. = Mæle-. Hall.

mælsk adj. med stærkt Mæle. Sfj.

Mære n. liden Vantrivning; stakkels Kræ. Shl. (Tysnes, Stord, Fjellber). Til Maar.

Mære m. Mid; se Maare. Ryf. Røldal.

mæren og mærutt adj. midet. Ryf.

Mærla f. 1) Rør til deri at anbringe en Pind (Ladestok). Rog. Ma. Rbg. 2) Malle, f. Eks. i Sko. Ryf. Maaske fremgaaet af Mella, Fr. maille.

"mæta v.a." A. Og: "Eg mætt' ikkje mykje pao 'an". Sogn (Vik).

"Mæta f." A. 2) Værdi, Betydenhed. Tel. Østl. "D'æ naa kje større Mæta mæ de"; Tel. "D'ær Mæta i heile Guutn, öu!" det er ligegyldigt med hele Personen; sagt med Kynisme; Smaal. "D'ær (dæ kann væra) Mæta 'ti!" "d'ær dæ samma, slikt Slag", det kan komme ud paa eet; Smaal. Follo. 3) "eta Mæto si", æde sig mæt; ogsaa: "eta mætta (metta) seg"; Voss.

mæta seg v. værdsætte sig høit, gjøre sig til (af noget). Tel. (Vinje); Hard. (Odda).

Mæte n. 1) Fortrinlighed = Mæta, Greidleik. Sæt. NGbr. "D'e slikt eit Mætee, dette!" dette skulde være saa herligt; Lom. 2) Rede, Orden; Skik paa noget = Greida. Voss. D'æ kje noko Mæte me da" = "d'æ kje noko tiss me da". "D'æ koorkje Mee elde Mæte me da", d. s. 3) Driftighed, Tilgreb; Tag. Gbr. (Vaagaa). "D'æ kje naagaa Mætee 'ti 'aam". 4) "gjera Mætee te", gjøre Forberedelser som ikke fører til Handling, gjøre Mine til. Gbr. (Vaagaa, Dovre, Lom).

mæten adj. 1) som vurderer sig selv høit. Ma. (Audndal og fl.): mæden. Jf. godmæten. 2) anseet, værdifuld; mægtig, især ved Rigdom; = gild; ogsaa = hæv, gjæv. Ma. (Holum), Li. (Lyngdal, Kvin).

mø adj. træt, mat = mo(d). Vald. (Bagn).

møa v.a. skyde (skyve) et Slagtedyr (et Svin) frem og tilbage før Slagtningen for at fremme Blodomløbet. Sogn (Aurl.). Jf. mø v. A. møra d. s. Sogn (Hafslo, Sogndal).

Møa f. en Stakkel som er Andre i høi Grad til Besvær, en ussel Stymper = Mismenne. Sogn, Ryf. Jæd. Tel. Hall. Mø-u i Hall. er: et plagsomt Væsen. Møa er vel for Møda. Ogsaa: "eit Møe Krek" og Møekrek, Dal. Jæd. – Møavette(æ) n. = Møa. Ryf. (Skutnes); Møvætte n. Ryf.; Møvætta f. d. s. Ryf. – Mø-ing m. = Møa. Rog.

"Møda f. Møie". A. Lyder: Mø-o i Vald. (Vang og fl.);og Mø-u i Hall. (Gol og fl.), ligesom Rø'o, Skorto.

"mødesam adj." A. mø'osam, Vald.

Mødeskap m. 1) noget, især Smaating, som volder Besvær. Ryf. Jæd. 2) Usselhed; ussel Tingest. Ryf.: Møe-.

"Mødsla f." A. 2) et besværligt Væsen. Hall. (Nes, Gol): Møsle, Møhle.

mødsle adj. n. brydsomt; ogsaa: tungsomt, trist, trykket. Hall. (Gol): møhle. Se A.

Mødslegreida f. klodset og besværligt Redskab. Hall. (Gol): Møhlegreie.

Mødslekrok m. = Ugangskrok. Hall. (Gol).

mø-eleg adj. svag, kraftløs; ussel, elendig; stymperagtig; som en Møa. Tel.; møøle, Sfj.; mø-ale(g), Jæd. og endog Tel. (Kvits.). mø-esleg og møøsleg d. s. Rog. mø-ingslig d. s. Røldal. møslaleg d. s. Ryf. Røldal. Møøsling se Mysling. Mysla. "Møelegt Lamb, møeleg Foli"; Tel.

mø-en adj. = møeleg. Rog.

Møhæma f. Stymper (Skjold). Se Hema.

møl adj. 1) vanskelig a mægte; strid. Sfj. (Førde). "Gassen æ møl´e te dragast mæ". Maaske eet med møl, oplagt. – 2) i daudmøl og fl.

møla v.a. (er, de el. te), 1) gjentage trættende = mala, malma, marma. Sogn (Borgund). 2) knurre; mukke; smaaskjænde. Helg.: møl' (mølt'). Jf. dog mylja.

Mølbakkje, Mølflokar se Mol.

Møll-, se Mol, Mold.

mølutt adj. om Haar og Skjæg: spraglet, flettet. Ma. (Bjelland): "mølutte Geit".

mømna, mømnt se modna.

"Møna f. Rygmarv". A. Hard. Voss, YSogn. "Magt aa Møna"; jf. Mynja. Mø(rn)e
(supradentalt N), Østerd. (Tynset). "Fao baade Merg aa Møna", faa Reisning i Manken; Voss.

Møna n. Mønning. Tel. (L. R. V.).

møna seg (upp) v. løfte sig, danne Mønning, f. Eks. om Iis, som er trykket mod Land. Sæt.

møna seg v. 1) = morgna seg. Tel. (Vinje, Raul.): -e. mønne seg, Tel. (Kvitseid), A. 2) hvile til "Dogurds". Tel. (V. R. Kvits.). 3) samle sig, tage sig sammen (op) = kara seg upp. Ø- og VTel.

"Møne n." A. 2) Rygning paa andre Ting, f. Eks. paa "Kraaka" i Hestehoven. Sæt.

mønug adj. 1) livlig om Morgenen. Tel. (Mo). 2) livlig; livsmodig, freidig. Vestfold (Andebu, Hov): mønnäu. Og: mønig. Til møna (morgna), og maaske Møna f. og n.

Mønebust f. Mønningens paa Kant reiste Planke(r). Ryf. Dal. Ma. Se Bust.

Mør n. se Myrr; Mør, Mørra se Merd.

mør- se mord-, myr-.

møra se møa, myrra, mørna se myrna.

"Møra f." A. Ryf. Hadel. Møyre, Totn, Nedre Tel. – "mørutt adj." A. Tel. Sæt.

Møre n. Grus; ganske smaa Dele. Se Mør. Tel. (Fladdal, Høydalsmo, Selljor). Ogsaa: Ormøre, Smaamøre, Kolmøre. "Noko Møree te Eplee". "Noko Møreple". "Dessi Epli æ rektigt noko Ørmøre".

Mørereine f. = Mørbakke. Vald.

Møresmok (o') f. Dyndsmag. Tel. (Vinje).

Mørk se Myrk. – Møss se Myssa.

Møril m. liden Kniv, "Murul". Trondh.

Mørueld se Moreld.

Møsaal(d) n. et fint Saald, gjerne af gjennemhullet Skind, til at sigte Melde fra Korn, eller Klid fra Mel. Tel. (Laardal, Moland, Vinje).

Møssing m. Messing, "Massing". Ma.

Møstr se Mist. – Møvætta se Møa.

Møtar m. En som "møter", f. Eks. "fyre Prestn". Tel.

Møte n. = Mo 5) (Sygdom). Nhl. (Fana).

møyast se meiast. – Møyer se Solmøy.

"møykja v.a. 1) fortynde". A. "Møykje Spa´e, Gryta", Tel. "Møykj 'pi att", Gul. møkje, Østerd. "3) gjøre mygere". A. Ma. Jæd. møykje seg = meiska, meiskra seg, Totn. "Han kjæme møykjande mæ Blakkjen sin", ridende af al Magt. Røldal.

møykjast v. recip. karessere hinanden. Nhl. "M. mæ Jæntna". Ogsaa: møykja (v.a.) J.

Møykjeringmuner m. pl. Klenodier, oftest værdløse Rariteter, som en M. har gjemt sammen. Tel. (Mo, Vinje). Se Mun.

møyna se modna; møyn se moden.

"møyr adj." A. "m. Snjo" = mjell S. Tel.

møyska, Møyskr, møyskra se meisk-.

møyskna v. bli møyskjen, = mauskna. Hall.


N.

N, Bogstav, udtales i Regelen med Tungespidsen lagt mod de øvre Fortænder. I nogle Egne, NØsterd. og Dele af Trondh., vil det eenligt efter især kort Vokal faa en Antydning af R-Lyd, idet Tungespidsen kommer længere op og tilbage og lægges mod Tandkisterne (det blir alveolart, udtalt paa R's sædvanlige Plads), eller, sjelden, noget længere tilbage mod den allerforreste Deel af Ganen (det blir supradentalt, faar sit Berøringspunkt ensteds ovenfor Tænderne. "Kaa(r)naa" dvs. Kona; NØsterd. Det "tykke", kakuminale L, blir i Regelen slugt af følgende N, hvilket da gjerne udtales omtrent paa L'ets Plads, er næsten "tykt" (supradentalt eller næsten kakuminalt). "koo(l)ne, foo(l)ne", og endog "koone, foone", med almindeligt Tand-N; Vestfold. Langt eller "dobbelt" N (opr. nn, undertiden nd) har næsten overalt nordenfor den ydre Sognefjord, Jøstedalsbreden, Midten af Mjøsa og af Solør, i Regelen en jod-holdig (palatal) Lyd, idet det udtales omtrent i Jod's Tungestilling; i somme Egne, som NGbr., vil det jodholdige N udvikle en J-Lyd foran sig, mens dets sidste Deel undertiden mister sin Jodjholdighed; æinna < anna(t), Köynn < Konn < Korn, ræinne < renna, NGbr.; inn dvs. 'nn < hann, Selbu. I Grændseegnen NNhl. lyder nn som et jod-holdigt dn. (Langt, "dobbelt", L har væsentlig samme Udvikling i de samme Egne).

Na m. (og n.) Uhygge, Modbydelighed el. Afsky, som Ens Udseende umiddelbart vækker = Kaldhjelm, Stegg, Styggje osv., stærkere end "Bøv" (Bæv, Biv). Shl. (Etne, Fjellber, Skonevik). "D'æ Na mæ 'an". "Dæ stoo ein stygge Na 'taa 'an".

"na adj. karrig. Shl." A. Ryf.: nærig. 2) rask; især: rask til at finde sin Fordeel; om sig; omtrent = gjednidig. Sogn. Denne Bet. er lidt usikkert. Maaske for nau(v) el. *nadr (rask, resolut, dristig) i Sammenhæng med Navnet Na(d) fra Ma. (Holum; se I. Aasen, Norsk Navnebog pag. 29) og Hard. (Ulvik; forældet) og Amund Nadzsonn i Diplom af 1555 fra Hollum i Ma.; i saa Fald vel ogsaa jf. godnannen, nanna, nenna.

na- indgaar som forstærkende i flere Sammensætninger,
= bi(d), ill, mein, mo(d), mord, nau(d), ni(d), ska(de), sta(d) og fl.; især i Shl. og Ryf. Saaledes: nabeitt, nagirig, naglo, nahalda, naskrika, nastira. Jf. nadig, nadug; na adj. og Na m.

Nabb m." A, 4) op- el. fremstaaende Spids. NGbr.

nabba v. (ar), 1) æde op raskt = knabba. Tel. (Mol.). 2) gilde mindre Dyr. NGbr. (Vaagaa, Lom). Nabbar m. En som n.

nabbast v. recip. = nappast. – Nabbetak n. = Nappetak. Sdm. (Hjørungfjord). Jf. knabbast, karnabbast.

Nabbe m. spids Bjergpynt. Tel. G. N. nabbi.

nabbeleg adj. = nebbeleg, skipeleg. Sæt.

nabla v. rapse. Li. (Fj.). Til nabba, nappa.

Nadde m. Han af Røyr, Salmo Alpinus. Dal.

nadig adj. karrig; nærig; = na. Ryf. (Sand). Her vil T holde sig som T; natig har for Resten lignende Bet. – nadog adj. gridsk; nærig. Dal. (Hæskestad). Er ikke hørt med (t)d; D Bevares dog vanskelig foran ug. I Bohuslen: nadog, arbetsam.

Nadr (Na´dr, langt A) n. godt Sted at ty til; Tilflugtssted, Tilhold. Sogn (Hafslo). "Han ha äit Nadr dar, äit gott Nadr". Minder om G. N. nádir, f. plur. Omsorg, Tilflugt og dl. I ISogn (Hafslo, Aurland og fl.) udtales á undertiden A, ved Siden af ao (damläus og daomläus), og skal nogensteds i Stryn i Nfj. lyde A i alle Ord.

Nadr (Na´dr) m. (og n.?) Smule = Grand, Dust. Hard. Shl. Nhl. "Ein Nadr mæ Tobak". Maaske kun: et Gran af noget godt, en liden Trøst, en Tilflugt, og eet med Nadr n.

"nadra v.n. bæve". A. "naddre" er aldrig skjælve af Kulde, men helst af Svaghed (Alderdoms), sjeldnere af Nerveophidselse. Tel. (Selljor, Kvitseid, Laardal, Vinje, Moland og fl.). "Han va so voonde, han stoo barre naddra, kunna 'kji seia noko", hakkede (med) Tænder. Jf. G. N. nötra klapre. Foran R og L synes "haarde" Konsonanter at kunne bli "bløde" i VTel. Se figla.

Nafs m. 1) Snappen. 2) Bid = Jafs. Se flg.

"nafsa v.n. (ar)". A. Særlig: snappe efter med Munden. Hall. Vestf. og fl. "2) gnave, tygge, æde". A. Særlig: æde med en snøvlende og smattende Lyd, æde som et Svin. Hall. Vestfold, Tel. Ma. og fl. snafsa d. s. 3) nappe lidt ad Gangen. Hard. – Nafsing f. det at nafsa.

Nag n. = Gnag; særlig: noget til at gnave paa; til naga, G. N. naga. VTel.

"Nagg n. 3) Nag". A. 4) Sting, Gnav; legemligt og sjæleligt. Nedre Tel. Li. Jf. neggja, Negg.

Naggestein m. = Nagg m. (Hall.) dvs. spids Steen som staar op af Jorden. Hall.

naggutt adj. 1) fuld af Nagg(estein); om England. Hall. – 2) fuld af Smaastrid og Nag, "Nagg". Hall. "Dæ va so naggutt myljo Granno".

nagirig adj. yderst gridsk; nærig. Shl.

"Nagl m. Negl." A. Nau´l (ö og äu), Smaal. (Borge, Rygge og fl.), Østerd. "2) Hinde osv." A. Sæt. Ma. Gbr. "Ha Nageln paa Ouga", billedl.: være blind af Fordom.

nagla v. gjøre smaat Arbeide; pirke, pille = nigla, nugla. Tel. (Rauland).

"Nagle m. Nagle". A. Navle, VNed. Nau`l (öu og äu), Smaal. (Borge og fl).

naglefara v.a. (fer, foor), undersøge et Redskab om dets Nagler sidde fast; undersøge nøie. Meget udbredt.

Nagl(e)sprekk m. = Naglebit. Follo, Oslo, Vestfold. Nöulespræng, SSmaal. – Naglsprett m. d. s. Ma. Vald. Hadel.

Nagletrong f. at Negl gror ind i kjødet. Ndm. Gbr.: Nageltraang.

Naglfru f. = Ebbenfru. Vald.

na-glo v.n. (glor, glodde) = mordglana. Shl.

nahalda v.a. og n. = mordhalda. Shl.

"naken adj." A. "E æ so full 'taa nakja Kjøt(d)", jeg fryser saa, af indre Frost, som om jeg var nøgen. Ndm.

Nakna f. nøgen Tilstand. Hall. (Aal). "Han sprang ut i Naknun". Lidet brugt.

"Nakk". A. "Liggja i Nakk aa Nuur", ligge og vride sig i Smerte. Sogn (Aurland). Og: "gao baade i N. aa N.", gaa omkring og vride sig. Ogsaa: "Han fere baade i Nakk aa Naur", han tumler stundesløs og sandseløs med Arbeidet; meddelt fra Sogn (Leikang). Og: "Han fo^ur i Nakk aa Nau", d. s. Sogn. "Han va saa i Nakk aa Nau ette Arbeisfolk", han løb stundesløst om for at faa fat i A. Ryf.

nakka v.a. (ar), prygle. Gul. Maaske eet med nakka, jævne (pynte). Jf. jenka, ferma.

nakka seg v. slaa med Nakken. Gbr.

"Nakke m." A. Somtid om hele Hovedet. "Illt i N." = "i. i Skallen, Hovui". Tel.

Nakkedrag n. Nakkedrag; Slag over Nakken, Gbr.; Stød i Nakken, Voss, Tel.

Nakkegrov (o') f. = Nakkehola. Tel. (Mo, Svein.). Nakkagroov, Jæd. Ryf. og fl. – Nakkagrovla (o') f. d. s. Sogn (Lærdal).

Nakkehogg n. Jævningshug i en Bjælke for at faa den til at ligge stille under Tømringen. Tel. Jf. nakka.

Nakkesina f. Nakkesene. NGbr.: -seeno.

Nakkesnue m. "gje Nakkasnue", drage Ens Hoved bagud ved at trække ham i Hovedhaaret. Sogn (Aurland, Hafslo).

Nakkjin se Natekjerne.

naltra v.n. hugge usikkert el. smaat; hakke. Hall. (Aal). Oftest: "naltræ aa haaggæ". Ogsaa: "næltræ aa hoostæ". Jf. knaltrast. – Naltring f. det at naltra. Hall.

Naltrehoste m. = Knartehoste. Hall.

"Namn n." A. Navn, Nhl. Voss, Hard. Sfj. Tel. Sæt. Ryf. Nabn, VAgder, Ryf.
Sogn og fl. Næmn, ØTel. (Bø og fl.). – A. "Heve du Rjupu?" B. "Eg heve Navni", jeg har ganske lidet, saa vidt at jeg kan sige jeg har; SætV. Ryf. og fl.

namen adj. følesløs dvs. nomen. Helg.

Namna f. kvindelig Navne. Hard. G. N. nafna.

namngjeta v.a. = namnkjenna. Sogn: b.

Namning m. = Namne. Trondh.

namnskira (ii) v.a. = namnkjenna. Nfj.

Nann n. Tilredning, Pynten, se flg.

nanna v.a. (ar), tilrede, ordne; pynte; = stella. Helg. (Brønnøy, Bindal). "Nann' tee Mat´n". "No ha(r) du nanna Klæ'an!" – Nann n. Tilredning. "Eit vakkert Nann!". – Jf. godnannen.

?napa v.a. gribe med et raskt lidet Greb, snappe = noopa, knipa. Tel. (Moland, Kvitseid). Usikkert.

Nape m. Bjergknold som stikker stærkt frem eller op af en Fjeldflade. Sæt. Jf. Knape og Bjergtopnavnet "Knaben" i Li.

Nappand n. = Nappetak. Hall. (Aal), NGbr.

"narra v." A. nare, näre Østl. (Østerd. og fl.). – "narrast v. gjækkes". A. Sæt. Ma. "Narrast paa aen".

Narre- i Sammensætninger om det urimelige, urimeligt store, voldsomme, "overhendige". Ryf. "Eit Narra-veer".

narrelege adv. naragtigt; urimeligt; overvættes. Ryf. "Narraleg stoor´e, vakker". Og adj. A. Ryf. – narrskleg adj. naragtig. Tinn.

Narrljos n. lysende elektrisk Udstrømning; f. Eks. fra en Hests Øre. Tel. (Treungen).

nar-voren adj. naragtig. Ma.

narutt adj. om Hud; knudret, arret, furet. Gul.: "naraat paa Kropp´a". Sjelden. knaraat d. s. meddelt fra STrondh. (Tydal). Jf. narvutt, Narve.

narva v.a. bearbeide Læder over et ribbet og rudet Jern- el. Træstykke, Narvejarn el. Narvetre n. Dal. Jæd. Ryf. Ogsaa kaldet: "setja Narve paa Lær", Rog. Jf. Dansk-tysk: Narve (paa Læder); Norsk: Narve, Norve dvs. Revle.

Narve m. dvs. Arve, Alsine. Gbr. – Sv. Diall.

narvutt adj. om Hud: fuld af smaa Furer og andre Ujævnheder. Rog.: "narvete".

"nasa v.n. lugte; snuse". A. "Nasa se fram", Vald. og fl. naasaa, Totn, Gbr. Innh.; kan være nosa (o') se d.

Nasabitar m. hvasmundet Person. Tel.

Nasabobbe m. Snotklump i Næsen. Hall. – Naasaabjøynn (dvs. bjørn) d. s. NGbr. – Nasabuve m. d. s. Tel. – Naasaaboor f. = Næsebora. NGbr. – nasafjødr f. Næsefløi. Tel. (Selljor: -fjær); Naasaafjær, ØTel. (Hjartdal). – Nasapitta f. Næseforstoppelse, Snue. Voss. – Nasatøyr m. Næsedryp i Kulden. Tel. Spøgord. – Nasefipp m. Næsetip. Ma.