A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

morkna (o') v.n. svides stærkt; lave sig til at brænde, som Ved paa hedt Jærn; ulme. Nfj. og fl. "Da laag aa morkna aa rauk". Ogsaa: murkna. – Morknalugt f. Lugt af brunbrændt Ved.

morla (o') v. arbeide eller virke smaat og med liden Effekt; pirke, pille. Sfj.; Nfj. (Gloppen): mörle. Jf. murla.

morna og mornast (oo) v.n. ville forsmægte = moorast. Dal. Jæd. Ryf. "Eg æ so tysst´e, eg æ mest moornast". – moornan(d)e adv. "m. tysst´e".

morna (o') v.n. 1) smuldre hen, frønnes; forvitre = morkna A. Sogn, Hard. Shl. Ndm. "Plaggje he liggje aa morna oopp"; Ndm. G. N. morna. Jf. moren. Hedder i Shl (Etne) "morna", ellers regelmæssig "modna" i Sogn, SBerg. 2) om Folk: hentæres; svinde hen uden synderlig Lidelse. Dal. og fl. "Han modna a(v)" el. "bort".

mornast (o') v. = morna. Dal. SBerg.

Mornesjukdom m. Sygdom hvorved man svinder hen, "mornar burt". Dal.: dn.

"Moro f. Morskab". A. Maske: Mod-ro; jf. Jydsk: Hauro dvs. Hug-ro. Mo^uru og Mo^urug, VAgder (deelvis i de øvre Bygder). 2) n. Morkabsleg. Tel. Røldal, Shl.

moro adj., mest i n.: mooroott morsom. Tel. Rbg. Ma. Dog ogsaa: "Dæ va so mooroo", Tel. Kompareres: "moroare, moroaste", A. (Tel. Nhl.), Agder, Hall. (Gol). mo^urug og -og,VAgder (Bjelland, Kvin og fl.). "Dæ va mo^urogan"; Kvin. "mo^urugare, -aste".

"moroa v." A. morva (seg). Shl. (Etne).

moroleg adj. = morosam. SBerg.

Moroleik m. Løier; = Moro 1) 2). Oslo.

Moroleika n. (Fl. o) Legetøi. NGbr.

morska seg (oo) v. tee sig "morsk". Østl.

morsmogen (o', o') adj. gjennemhullet af "Mor", Orme. Om Ved, Ost. Dal.

morta (oo) v. (ar), sidde mut og tvær, surmule. NGbr. (Vaagaa). – Mort (oo) m. Surmuler. NGbr.

Morv-Morvæta se Mur-.

Morvælta, Morvætla se Maurv., Mordv.

"mosa (oo) v.a. (ar)". A. 3) moosa seg, gjøre sig det behageligt; pleie sig; omtr. = kosa seg. Ryf. Shl. Hard. Sogn, Sfj. "Sitja aa moosa seg mæ Piipo, mæ Kruus´e framfyre seg". "Moosa seg naar ein æ
daskjen um Maaraan'n"; Røldal. "Da ska no Tii te, førr han kann faa moosa seg upp"; Sfj. Ogsaa: "Han sat aa moosa paa seg". Ogsaa: mooser, mooste; Hard. og fl. Og: "sitja aa moosa aa drikka", døse osv. Sogn, Smaal. A. 4) "moosa seg", halvsteges. Sogn (Aurland). "Brø´e ligg aa mo^usa seg pao Hedlao". 5) "lat moosa dæ!" lad det gaa sin (stille, døsige, skjæve) Gang! = lat luna dæ! Røldal.

Mosabrø(d) (o') n. -kaku f. Brød af Renlav. Hall.; NGbr.: Maasaabrø.

Mosafilla (o') f. Flage af Mos. Li.: Mose-.

mosagjengjen (o') adj. = mosebunden. Hard.

mosagrodd (o', oo) adj. = mosebunden.

Mosagrop (o', o') f. Fals indskaaren i Hustømret til bedre Plads for Mosset. Sæt.

Mosahaug (o') m. Hob af samlet Lav.

Mosahovud (o', o') n. Tosse. Voss.

Mosakaure m. Lok af Mos. NGbr.: Maasaa-.

mosalita (o', i') adj. farvet med Moselit 1) 2). Hall. Ma.

Mosarip n. se Rip.

Mosatak n. Sted hvor man samler Lav (Mos). NGbr.: Maasaatak; og fl.

Mosasida (o', ii) f. den sydlige solfattige Side af en Dal. Tel. (Mo, Kvits. Sellj.).

Mosaskova (o', oo) f. Flænge af Mos. Hard.

mosaveksa v.n. overgroes af Mos. Nfj. og fl.

"Mose (o'). 2) en Mose". A. Follo. Om flydende sphagnum-dækket udyrkbar Mose.

Mose (oo) m. indesluttet, taus person. Tel. (Grandsh.). Meddelt. Til moosa, døse.

"mosen (oo) adj." A. 3) lidt hed rød og svulmende i Ansigtet af Anstrængelse eller Drik. Nfj. Sfj. Sogn, Shl. Hall. "Heit aa moosen". "Rau aa moosen; raumosen".

mosen (oo) adj." A. 3) lidt hed rød og svulmende i Ansigtet af Anstrængelse eller Drik. Nfj. Sfj. Sogn, Shl. Hall. "Heit aa moosen". "Rau aa moosen; raumosen".

mosen (oo) adj. lysten: "moosen paa noke". Sfj. (Jølstr, IDale).

Mosk n. = Bos, Rusk. Helg. "Heile Have laag i eitt Maask" = Rok. – moskutt adj. "D'æ maaskaat paa Golve".

moskbarka (o') v.a. garve (barke) for stærkt saa Læderet blir porøst og skjørt, "moskje"; modsat "raabarka", som er den solide Barkning. Rbg. Jf. mausken.

Moskebragd n. = Moskefall. Shl.: Moska-.

Moskebrot (o', o') n. afreven Stav mellem Masker i Fiskegarn. Oslo.

mosken (o’) adj. porøs og skjør, lidt frønnet; især om Læder. Rbg. Ryf.: -skj. Se A.

Moskeslit (o', i') n. Slid saa Masker glider op. Hall. Og: = Moskebrot.

moskna (o') v.n. frønnes; bli "moskjen". Rbg. Tel. Ryf. mosknast burt v. smuldre hen, omtr. = morkna. Ryf.

Moslæp n. Slæb, Møie. Helg. Se Mo, n.

mossa (o') v.n. suge. Rom. (Ullsaak og fl). "Maasse paa e Piipe". "Mösse aa røyke".

mossen (oo) adj. lummervarm. Hard. (Ulvik).

Mosstova f. dvs. Matstova, se d. Hard.

mostolen (oo, o') adj. = mergstolen, molstolen, mordstolen. Smaal. (Skjetve, Pebberg): moostaaln; Hedm. Vinger: moostölin. Se Mo n. (og Makt).

mostre v. se mustra, mystra.

"Mot n. Møde". A. Gott Mo^ut!" Li. "2) Fuge". A. Er f. i Østerd. (Aamot). Ogsaa: Mootu, Mootoo f. Follo, Rom. Ringerike, Smaal. "Væggemootu". "5) a) Kvalme". A. Særlig: af en Rus. Nfj. Sdm. "5)b) Lammelse osv." A. Li. S- og NBerg. Ogsaa: "Han ha traft eit Moot"; Berg. "Dæ va hann eg fekk Moot før", siger den Syge, naar den formentlige Sygdomsvolder kommer; Ryf. 6) Stevnemøde; Møde = Møte 3). NGbr. (Vaagaa, Lom). Som G. N. mót.

Mot (oo) n. 3. Form, Skik; = Lag; Mønster; Type; Mode. SætBV. VTel. (Mo, Laardal, Rauland). A. "De va anna Mo^ut paa dænn Sko^ur´n hell paa dænn". B. "Däi æ sauma paa same Mo^ut´i". Sæt. "D'æ paa Moot´i", paa Mode; Tel. G. N. mót Billede, Form.

mota (oo) v.n. (ar) v.n. 1) møde? SGbr. (Faaberg). 2) føle Kvalme; se Mot 5. Sfj. (Askvoll og fl.). "Eg moota". "Eg æ moott", d. s. Sfj. Dette kunde maaske være n. af mo el. mod adj. – mootte v. være kvalm af Hede, er meddelt fra Sfj.

"mota (o') v.a. (ar), putte". A. Især hemmeligt. Derfor: 2) "mota oonda", forstikke, stikke Midler til Side. Tel. (Rauland). maata tee se, i Hoop, i samen", skrabe sammen = mugga. Ndm. (Halse). Jf. muta, myta, smota.

mota (o') v.n. og a. (ar), 1) stikke ganske lidet frem, f. Eks. Sneglen sine Horn og tørstige Smaadyr Tungen. Hard. (Ulvik), Dal. "Mota mæ Tungo". Maaske eet med foreg. Jf. muta (u').

Mota (o') f. Æden; Fortærelse, Forbrug. SætV. "Mota æ sto^ur, o Trautine æ langge", om Fæets Foderforbrug om Vaaren. G. N. mata (mötu-), Æden; Spise.

motall (oo) adj. som er eller gaar imod; fortrædelig, ubehagelig. ØSmaal. "E(i) mootall Greie". Ligesaa i VSv. Diall.

motboden adj. modbydelig. Gbr. (Vaagaa, Lom): mootbaa'in.

motdrykkt (oo) adj. n. om Øl: bedskt og modbydeligt. VTel. (Skafsaa, Laardal); motdrøkkt, ØTel. (Bø). Neppe for motdrjugt.

mote (oo) præp. næsten heelt ind til; næsten ind paa = mot 3). Nedre Tel. og fl. "Eg kunnja sjaa te moote Larvik". Og: mootes, mootest adv. og præp. ind imod, hen-imod, næsten. Innh. Namd. Nordl. "Mootest frisk". Se A.

mote (seg) se moda (seg).

Motebakke m. Bakke man har imod sig. Sogn.

Motebera (e') f. 1) det at det hælder (ber) imod; se flg. Li. (Fjotl.). "D'æ Mo^udebera (-bæra?) te den Gar´n, ko Kant du
kjæme fraa". Usikker Bet. 2) = Atterbera. Sogn. 3) Modgang; Modsigelse og dl. Hall. (Gol): Mooteböru; oftest brugt som Flertal. Neppe samme Ord; se Motbaara, A.

motebær adj. som hælder (ber) imod. Li. Jæd. "D'æ mo^udebært naa eit Stykkje".

Moteld m. Ild som optændes for at standse en Skovbrand; Modild. Rbg. (Evje, Sæt.).

Motfelle n. = Motfall. Sogn.

Motgangsmann m. se Krøkjeongul.

"Motlag n." A. "Læggji Mootlag", sætte Stevne; Vald. – "Motmæle n." A. Sogn.

"Motslag n." A. "Leggje Mootslag moot ein", give sig i Kamp med En. Tel.

Motsta(d)mann m. Modstander. Nordl.

Motstol (oo, o') n. Tyveri fra samme Person som har stjaalet fra En, og af samme Slags Ting. Smaal.: Mootstöl, Trykstad; Mootstool, Rakkestad. Der er Lykke med Motstol: det stemmer Blod osv.

motstolen (oo, o') adj. greben af en pludselig Magtløshed, næsten Lamhed; pludseligt "magtstolen"; om Folk og Fæ. Odal, Land. Til Mot n. 5). Jf. mo(d)stolen.

motstridig adj. som gjør Modstand, stritter imod. Nhl. Sogn.

"Mott (o') m. Møl, Midder og dl." A. Rbg. Ma. Møtt, Hall. Se Mutt. 2) En som arbeider smaat og vedholdende; et Gnav. NTrondh. og SHelg.: Maatt.

Mott (oo?) m. langhaaret Skimmel = Mygl. Tel. (Vinje, Rauland). – motten adj. saaledes skimlet. – motteten, mottesmogjen adj. gjennemtrængt af Skimmel. Tel.

mott (lo) adj., mootte v. se mota (oo).

Mott (oo), Mod, Livsmod. "Da æ kje noke Moott i meg idag". Sogn (Kyrkjebø). For Maatt?

motta v. (o') (ar), arbeide jævnt og smaatt, som en "Mott"; gnave, skave. NTrondh. Helg. "Maatt' ihoop".

Mot-teig m. imodhældende Strækning af Vei, eller af Mark som bearbeides. Røldal.

mottesmogen (o', o') adj. 1) midædt. Sogn, Nfj. og Sdm. 2) gjennemgnavet af Trælarver og dl. Shl.

Mot-tøyt m. = Motteig. Røldal. Se Tøyt.

Motu (oo) f. se Mot.

Motunøyte (o') n. En som forsyner sig med Mad til Andres Fortrængsel; Storæder; Snyltegjæst. Hard. (Ullensvang). G. N. mötuneyti Fællesskab i Kosthold.

Motvid (oo, i') m. Træ eller Træstof som er vredet og under Bearbeidelse altsomtiest møder Eggen med sine Trevler. Tel. (Vinje): -vee. – Motvida (i') f. d. s. Tel. (Vinje). "Bjørk mæ mangge Sveipar i heve mykji Mootvee-u".

mo-utt (oo) adj. fuld af Solrøg, "Moe". Hard.

"movarm". A. mooavarm, Shl. (Finnaas).

moveisa seg v.n. gjøre sig en Nydelse af langsom Gang; spadsere; movere sig saa smaat; omtr. = darveisa. Shl. (Stord, Fjellber, Etne). Betones som "moro´a seg", "moje´re sei". mod-veisa? Jf. veisa.

mu v.a. pleie, røgte, passe. Sæt. "M^eu Smaabonni o B^euskapn". Vel eet med flg.

"mua (el. mu) v.a. (ar), 1) agte, ansee". A. SHelg. (Bindal). "Han muua ingjen", er aldeles hensynsløs.

Mudd m. liden Kniv = Mjudd, Mutt. Sogn.

mudda v.n. og a. (ar), spare og skrabe sammen = mugga. – Mudd m. og Mudda f. En som muddar. – mudden adj. som vil mudda. Hall. (Gol).

mudra (u') v. mumle = mutra. Tel. Sæt. VAgder.

mudren (u') adj. opsmuldret = mutten. Li.

Muff m. en sky forknyt Stakkel; omtrent = Tusul. Tel. "Skjeggjamuff", En meget skjægget; Hard. Hall. – muffa v. være en Muff, gaa puslende for sig selv. Tel. – Muffe m. en slap slasket Person; "Feet-muffe". Østerd. Vel fremmed.

Mufs m. 1) omtr. = Muff. Rbg. 2) en but tvær vrangvillig, helst dertil liden og tyk Person. Tel. Jæd.

mufsa v.n. (ar), 1) omtr. = muffa. Rbg. 2) tygge plumpt. Østerd.

Mug (u') m. = Muga. Sogn. "Folkamug".

"muga v." A. mu(gh)w', Trondh.

muge se moga.

"Mugg m. Myg; se My". A. Tel. (Bø, Selljor, Heiddal, Laardal). "Tykkt som Mugg´n; muggende tykkt". Sv. Dalarne: mugg m.

Mugg m. (n.) = Mod (o'). Østl. "Sagmugg".

"mugga v. (ar), 3) skrabe sammen". A. Vestf.. Gbr. "Dæn Jænta mugga i Hoop; hu er gott un(d)ermugga". 4) v. imp. om Luft (Skyer): trække langsomt op; samle sig. Ma. og fl. "Dæ muggar upp te Uveer".

Mugga f. = "Rauk" af 10 Neg. Odal og fl. – mugga v. (ar), reise en Mugga. Odal. – Muggelo(d) f. Afgrøde sat op i M.

muggregna v. regne fint. Stjør. og fl.

mugla (u') v.n. = mygla. Ma.

mugnast (u') v.n. = mugna. Berg.

Mukl n. = Mukr, Murk. Odal (u#-ö).

mukra (u') v. virke jævnt og smaat; se murka.

Mul (u') n. et bitte lidet Stykke, som er smuldret, gnedet el. brukket af; et Smul. Tel. Sæt. "Eit Mul av ei Egg". Til mylja, ligesom de flgg. Myl, Møl n. d. s. Tel. (Selljor). – "mula v." A. Tel.

Muldr (u') n. afsmuldrede Ting, Smuler; se flg.

muldra (u') v.a. gjøre til Smuler; smule; Sogn, Shl. Ryf. Rog. Tel. – muldra seg el. muldrast v.n. falde hen i Smuler, smuldre. Sogn#-Tel. "Muldrast upp, burt". "Ljaar´n muldrast i Eggjine"; Sæt.

Muldra f. Smule. Tel. Sæt. "Braumuldre".

muldraga v. kysse. Ndm.: muuldra. I Spøg.

muldren adj. som vil smuldre, "muldrast". Tel. Rbg. Shl. "Muldri Eple" (Kartoffel). "Muldren Snjo(re)".


"Mule m." A. 4) Munding paa Pose eller Sæk. Tel. Gbr. Østerd.

Muleband n. Baand om Sæks Mule.

mulebinda v.a. mulebinde. Hall. og fl.

mulen adj. tvær og vranten, surmulende. Stjør.

Muletak n. Tag, Greb om Sæks "Mule". Shl.

Mulevott m. Lovevott. Stjør. Til Mule 3).

mulka v. a. gjøre but, afstumpe. Hard. (Kvamm). "Mulka upp Syyl´n, Spiikarn". Til Mule, ligesom mulka, A. – mulken adj. but, stump. "Mulkjen Syyl, Mann".

Mulla f. tætvoksen fyldig Kvinde. Voss: "dl".

mullebanna v. fremmumle Eder. Helg.

Mulsylta f. et surt Fjæs. Totn, Hedm.: -e.

multa v.a. afstumpe = mulka. Hard. (Ullensvang). – multen adj. stump.

Mulu se Mola.

mumla v.n. 1) bevæge Læberne = mimra. Tel. (Bø). "Hestn stoo o moomla"; "mulle" er mumle. 2) tygge plumpt el. møisomt. Hadeland, Aadal, Follo, Smaal.

"mumpa v." A. 2) gumle. NGbr.

"mumra v.n." A. 2) tale med Munden for lidet aaben; mumle. ØTel. (Bø). 3) brumme svagt med lukket Mund. Hall.

mumsa v.n. (ar), 1) tygge plumpt; gumle; 2) tale med Mad i Munden. Hard. Dal. Østl. "Mumsa paa ei Pi(p)ba", Dal.

"Mun m. 1) Lyst osv." A. "Gjera fy(r) Mun", gjøre med Forsæt, paa Trods. YHard. "G. faar Moon", NGbr. "G. paa Moon", d. s. Gausdal; "paa Maann", Østl. (Oslo, Totn og fl.). "Han æ saa maann i de", finder slig Fornøielse i det; Østerd.; jf. Sv. "6) Eiendom osv." Især: Klenodier, eller Ting a Affections- eller Curiositets-Værdi, som ældre Folk samler paa. VTel. Sæt. "Møykjeddinggmoonir"; Mo. – "Han æ saa ette Moonomm (-aam)", han er saa nærig; NGbr. Østerd.

Mun se Maan; munstøa se maanstydja.

muna av v.a. og n. formindske noget gradvis og smat. Tel. (Heiddal): "moona av".

"muna (u') el. muno v.n. monne". A. Om Sandsynlighed; undertiden ogsaa aldeles overflødigt, som: monne. Rog. Shl. Helg. "Dä Plaggje mun(n) væl hall' (e)i Stunn", holder vistnok; Helg. (Vefsn). "Dei mun(n)-kje ha dä gott", de har det vist ikke godt; Vefsn. "Han mun(n)e no væ(ra) galen", han var nu vist gal; Jæd. "Dør mune vera Folk i Kjedlarn", der var vist, Dal. "Saa munne Dampskibe ha tatt Vinn´n ifraa 'an", D. har sandsynligvis osv. Ryf. "Han mun(n)e sleje dei noge", han havde vist slaaet dem noget; Dal. "Dæ mun(n)e rengnt i Naatt", det har vist regnet; Ryf. "Dæ mun(n)e vore so", det maa vist have været saa; Ryf. "Han munnde visst ikkje kjenne meg", han kjendte mig vist ikke; Shl. (Fitja). "Dæ mun (moon) vara dær", det er der alligevel; Shl. (Aakre). "Dæ munnde (moonde) so vara", det viste sig at være saa; Shl. (Aakre). "Ein sum ikkje mune gaa te Kyrkje", En som ikke gik; Dal. "moone", Præs. Ind. Shl. (Etne).

Muna m. den nedre Kant eller Grændse af et Terrain som danner en vandret Stribe langsad Bjergsiden?. Især om Skovens nedre Kant = Skogamuna; Vald. (Slidre). "Gakk upp i Munan", Akkus. "Hæst´n æ upp(e) i Muna-ee (dat. sing.); Muna-o" (dat. pl.). "Fjellmuna, Liamuna" er det nøgne Fjelds nedre (Skovens øvre) Kant. Se Mune, A.

munagjer adj. = munakjær. Hard. Se gjer. – munaslid d. s. A. Rbg. Sæt. Tel. Røldal, Hard.

munalaus adj. nedslaaende = modlaus. Nfj.

"Mundlaug f." A. SætB. Möllaug n. Gbr.

munig og -ug adj. som forslaar, "munar", godt. Sogn (Lustr). "Munuge Skoog", Skov som giver rig Løvhøst.

"Munk m. Munk". A. 2) en Opsats hvorefter der kastes med Boldtræer i en Leg. Søndenfjelds. "Slaa Munk". 3) En som horer med gift Kone. Vald. Se A. 4) Knop af "Munkegras", se d.

Munka f. hornløs Gjed. ISogn.

Munkefis m. let Sommertaage. VMa.

Munkegras n. Padderok, Equisetum. Vaarknoppen hedder "Munk". Dal.

Munkekaapa f. en Hieracium? Hard.

Munkelus f. 1) Bænkebider, Oniscus. Ma. Andre Steder: Tusselus, Pall-lus, Pallplukka. 2) et luslignende Frø. Gbr. Vestf.

"Munn m." A. "Vera paa Munne", paa Tale. Østerd. 2) Mundsmag? Namd.

munna v.a. kysse paa Mund. NGbr.

Munnbit (ii) m. Mundbid. Hard. Ryf.

Munnbitel (i') m. = Munnbit. IRyf.: "dl".

Munnbruk n. = Kjeftbruk. Gbr. og fl.

Munne m. Munding paa Pose. Gbr.

Munngyta f. Ordgyder. Rom. (Høland, Ullsaak). – Munnjute f. d. s. Meddelt fra Ringerike (Krødsherad). -jute m. d. s. NGbr.

Munnhald n. = Munntol. NTrondh. Helg.

Munnhav n. Mundheld. Nedre Tel.

Munnkall n. 1) Udtryk el. Talemaade som er eiendommelig for Egn el. Person. Ryf. 2) en Enkelts idelig tilbagevendende Mundheld. Hall. Gbr. Nfj.

Munnkjæte m. og n. Mundkaadhed. Berg.

Munnklov (o') n. = Maalklov. Shl. (Etne).

munn(l)jot adj. med hæslig Mund. Ma. (Bjelland, Lauvdal). G. N. munnljótr.

Munnmøda f. 1) Mundbesvær, Ordspilde. Li. (Eikin): -møa. Ellers ofte: Møya. 2) En som stadigt klynker. Hall. (Hol).

munnopen (o') adj. med aaben Mund. Voss.

Munnskavl m. = Kjeft (skavl); mest om Mund som pleier at skravle; til Skavl, Skavejern. Nordl. "Munnskavln stoo ikkje".

Munnskaaldegras n. Tormentilla. Hard.: ao.

Munnsvik (ii) f. = Munnvik. NGbr.


Munntal n. løs Tale, Mundsveir. Sæt.

Munntold (o') f. = Munntol. Gul. Ndm. (-t). og fl. Munntole m. d. s.

Munntøkje n. en Enkelts Mundheld. Ryf.

"munnvalen adj." A. SBerg.

Munnvarg n. En som bruger en uvorn voldsom og flængende Mund. Ma.

Munnvarp m. En som kaster om sig med uvorne sladdrende eller fornærmelige Ord. Ma. – Munnvarpa f. d. s. Helg.

Munnøy(d)a f. Ordspilde. Li. (Eikin).

Munnøy(d)sla f. = Munnøyda. Li. (Eikin).

Muns m. Mundfuld, Slurk. Nordl.

"munsa v." A. 2) tygge for Børn; made. Tel. munsast v. recip. (ast), kysses. Hall.

Munsemd f. Forslag = Mun. Sogn (Aurland, Ladvik), Nfj. (Gloppen). Se faaen.

munska v.n. smage paa = munsa. Shl.

munsleg adj. = munleg. Hall.

mura (u') v.n. (ar), virke stille jævnt og smaat; saaledes: a) arbeide stilfærdigt men vedholdende; pusle; i denne Bet. oftere: murka. b) ulme. c) gnave, stikke, krille i Kroppen, se A. Rbg. Li. Sogn. "Dæ mura o brann, men nørdest kje i". "Dæ mura o verke". Ogsaa murra, A. Ndm. Østl. Jf. mora, mola.

murarbeida v.n. = mordarbeida. Ryf.

murbanna v.n. = mordbanna. Ryf. Dal. Shl.

Murfot m. underste Rad Stene i en Mur. Hall.: Muure-. #-Mureld se Mor-.

murgjeva v.a. "m. eit Naut", proppe et Dyr med Mad. Ryf. Se Mord.

murgjeven adj. hvileløst flittig og ufortrøden til at arbeide. Dal. Ryf. Se Mord. "Murgjeven paa Arbeie".

murglana v.n. glo stivt og vedholdende. Ryf. Dal. – murholla se mordhalda.

Muristakk se Marikaapa.

murk (u') adj. sitlle og umeddeelsom; som ikke aabner sin Mund uden for at mukke lidt. VAgder, Dal.

Murk n. 1) vedholdende men smaat og lidet effektivt Arbeide; Pirken, Puslen. Agder, Dal. 2) "Murk hell Mein", se Myrk.

murka (u') v.n. (ar), 1) = mura (u'); ogsaa: prikke, pirke. Agder, Dal. Jæd. "Han gjæng o murka o arbeie". "Dæ murka o brænne". "Han to^uk äi Naal o murka i Skinni"; Bygland. mukre d. s. Østl. "Da mukra(r) aa brænne(r)". "murka ifraa seg” synes at betyde: arbeide voldsomt, i Ryf. og Shl. 2) mane, gnave; "murka imot", mukke saa smaat. VAgder, Dal. 3) gaa stille for sig selv; pusle. Ma. – murka seg v. saare sig let; prikke sig. Tel.

Murka f. bitte lidet Saar; liden Rift. Tel. Sæt. "Hann gjere kji noken antell Murke hell Mäen", han gjør Ingen Fortræd; Sæt. Se Myrk.

Murkatt (u') m. Maar. Nhl. (Eks.). Og: Mor-. Jf. myrja = myrda.

murken adj. 1) som vil murka; særlig = murk. Agder, Dal. 2) om Veiret; graat og noget ublidt = ruskutt. Shl.

Murkje m. smaat Affald af Ved ved Hugning eller Skavning. Shl. Ryf. Røldal. Jf. Morkje.

Murkl og Murkle n. = Murkje. Shl. Ryf.

murkla v.n. = murka, grava. Berg. Nordl.

murkna v.n. ulme; brænde svagt = morkna, murka. Shl. Ryf.

murla v.n. virke smaat = mura, murka 1) 2), morla. Berg. Særlig: grave eller stikke; "murla ut Tresko", udhule. Shl.

Murlaag (uu) f., Fl. –læg´r = Svill. Ryf.

Murp m. Flab, Snude. Gbr. Østl.

murpa v.n. sætte Flab; surmule. Østl. (Bamle, Vestfold og fl.). – Murp m. en Surmuler. – murputt adj. "Dæn som kom´mer seinast oopp ska heite Murpe" (paa Gregersmessedag); Vestfold. Se murka, murta.

Murr, murra se Myrr, myrra.

murstira (ii) v.n. = mordstira. Dal.

"Murt (u') m. Smaasei". A. Lyder tildels Muurt (M^øurt, M^eurt) i Agder; som "fuurte, Hæærd osv." Om bittesmaa Elveørret; Salten (Hammerøy): Moort.

Murt (uu) m. En som "murtar", flg.

murta (u') v.n. (ar), 1. være i uafbrudt stille Virksomhed = mura (uu'). Tel. I Rbg. (Evje, Bygland): m^eurte; se foreg. "Han murtar a mæ de, men de gjæng smaatt"; Kvitseid. "Geitæ m^eurtar o ete alstødt"; Rbg. "Han m^eurtar o greve"; Rbg. – Murta f. En som murtar. Tel.